Paris fra Marie-Antoinette til Molin Rouge.

En rejsefortælling af Kim Greiner

Oktober 2001

En kultur efterårsferie i byernes by Paris lyder ikke så dårligt, og med EuroPas budgetvenlige priser er det endda overkommeligt at tage af sted en uge, og så må man tage strabadserne med overnatning i en kørende bus med som en ferieoplevelse. Rejsetidspunktet var valgt fra sidst i oktober til først i november, så der var stadig lidt håb om lunt efterårsvejr, men ellers er vejret jo ikke så afgørende på en storbyferie. Vi havde været i Paris før, dog kun i nogle enkelte dage for nogle år siden, men denne gang havde vi mere tid og kunne bedre få byen ind under huden.

Jeg ved ikke, om Disneyland hører hjemme på en kulturrejse, men jeg har en lille svaghed overfor forlystelsesparker, så det var et af punkterne, jeg gerne ville se øh gense. Så var der Louvre, Pompidou Centeret, Katakomberne og en hel del andre seværdigheder, som vi aldrig havde set, og en rigtig parisisk cabaret var også på ønskeseddelen, og den må ganske bestemt høre under kultur.

Hvordan, Gitte og jeg så oplevede Paris, kan læses i det følgende:

Det er faktisk ikke urimelig besværligt at tage bussen til Paris. Man står op i linie 1 på Gammel Kongevej, skifter til linie 18 ved Frederiksberg Rådhus og igen til linie 29 på Valby Station, og det tager alt i alt ½ time. Så mangler der kun de resterende 15 timer, hvis man ellers har nået opsamlingsstedet på Ellebjerg Station kl. 17, men det gjorde vi heldigvis, og vi kunne sætte os ned i stolesæderne med lettere sved på panden. Inden da var passene blevet grundigt undersøgt af chaufføren, hvor billede og ansigt blev sammenlignet – hvorfor egentlig kommer jeg i tanke om, vi skulle vel kun igennem Schengen lande.

Et sted i Sydsjælland overtog 2 friske chauffører bussen, hvor der heldigvis var god benplads, og den var røg- og drikkefri, men der kunne dog købes øl hos chaufføren, hvis der ikke kunne leves uden. Der var 3 unge, der ikke helt kunne forstå drikkeforbudet, og der blev noget mukkeri, da den ene chauffør måtte beslaglægge deres øllager, men de faldt da heldigvis hurtigt til ro, og resten af turen opførte alle sig eksemplarisk.

Overfart Rødby – Puttgarten hvor der kunne fås lidt mad, og lidt før Hamburg var der opsamling fra Jylland og busskifte, hvor vores bus fortsatte til Prag, og vi desværre skulle over i Pariserbussen og kun desværre, fordi den nye bus havde minimal benplads med kun 2 cm spillerum mellem mine knæ og ryglænet. Ved 24 tiden holdt bussen ind og blev omdannet til sovebus, og da vi helst ikke vil ligge næsten frit svævende i den øverste køje, krøb vi ind i den nederste, hvor frihøjden dog ikke er meget mere end 40 cm, så det var ikke let at komme ud og gå i søvne. Det gav nogle muntre indslag, da 42 mennesker skulle krybe på plads under de trange forhold, og efter chaufførens anvisninger skulle vi ligge "hoe mo hoe og fo mo fo", og jeg tror nok, at chaufføren var Fynbo. Folk faldt hurtigt til ro, og selvom pladsen var kneben, lykkedes det da at få sovet lidt, og hvem jeg egentlig lå og flettede tæer med, ved jeg ikke, men det er i hvert fald bedst at ligge i forlængelse af nogle korte personer.

Natten igennem havde jeg ingen ide om tiden, jeg smådøsede og vågnede et par gange stiv af skræk, da bussen kom ud i vejkanten med bummmmmmme lyde, men faldt så i søvn igen, og lidt i halv otte blev vi vækket, da bussen holdt ind på en motorvejsrestaurant. Vi var åbenbart i Frankrig, for de ville have betaling i franc da vi bestilte morgenmad, og efter nytår bliver det så lidt sværere at få landkending på den måde med Euroer. Morgenmadskomplettet var både med juice og varm chokolade, og det lovede jo godt for vores kommende franske morgenmåltider. Det var stadig bælgmørkt kl. 8, og selvom Frankrig som Danmark dagen efter skulle skifte til vintertid, har de åbenbart på den tid af året nogle mørke morgener, men til gengæld lidt lysere aftener end hjemme.

Næsten et par timer før beregnet var vi ved 9 tiden fremme ved hotellet, men vi kunne dog først få værelset kl. 14, så vi parkerede kufferterne i receptionen og var sådan set klar til at gå ud og opleve Paris. Inden da kom der en dansk guide, der kort og godt kom med et par praktiske oplysninger, og hun nævnte et par udflugter, men det var ikke det store velkomst/informationsmøde næsten i timevis, som man ofte ser i charterbranchen.

Hotellet hed Inter Hotels National, og det skal nok ikke vare længe, før lædermøblerne i den lille foyer står for udskiftning, men vi var jo heller ikke kommet til Paris for at bo på luksushotel, og foreløbig havde vi jo heller ikke set værelset. Hotellet havde nogle udmærkede gratis kort over byen, hvor hver en gade indenfor motorvejsringen var indtegnet, og vi fik sat et kryds, så vi vidste, hvor vi var, og kunne finde tilbage igen. Hotellet ligger i nærheden af hovedbanegården Gare du Nord i Rue Saint Denis, og hvad de laver i den anden ende af den gade, kan vi altid komme tilbage til. I vores pæne ende af gaden, var det indere, der dominerede gadebilledet med indiske butikker a’ la Silk Palace, Madras Palace og lignende, med orientalsk tøj, mad og musik. Selv i det store supermarked på hjørnet var der kun orientalske varer, og imellem krydderier og sække af ris og gryn i utallige varianter var det eneste genkendelige vestlige mærke KitKat samt nogle dåser, hvor der stod Kola, men det smagte dog af alt andet end cola.

Fra det indiske kvarter udgik så vores oplevelser af Paris, der med sine forstæder tæller 12 millioner mennesker, hvoraf omkring 12 % har indvandrer baggrund. Mange af de etniske grupper indretter sig i deres egne kvarterer, hvor det jødiske kvarter med 200.000 indbyggere er Europas største. Indenfor den 35 km lange ringmotorvej ligger det centrale Paris, og her bor 2,2 millioner mennesker, der overvejende er stuvet sammen i små lejligheder, og har en af verdens tættest boende befolkning overgået af både New York og Tokio.

Det centrale Paris er inddelt i 20 arrondissementer, en slags administrativ opdeling af post, skat, politi m.m. og med eget rådhus, og da nr. 1 starter i centrum, og de efterfølgende snor sig flere gange rundt i en spiral, så kan man hurtigt placere en adresse i byen. Men som turister behøvede vi ikke interessere os for skat, post og forhåbentlig slet ikke politi, så det er de forskellige opdelinger i kvarterer, der er mere interessante.

Et af de berømte kvarterer er Montmartre, og da vi kun boede omkring en kilometre derfra, startede vi med at gå op og snuse lidt rundt i kvarteret, der med sine hyggelige gader snor sig op af den stejle bakken, og med Sacré Coeur kirken på toppen af kransekagen. Kvarteret har især tidligere været hjemsted for studenter, forfattere og kunstnere, der ville have et billigt sted at bo, og berømtheder som Van Gogh, Picasso og Dali har både boet og malet her, og de har haft nogle af deres mest produktive perioder her. Nu har turisterne for en stor del overtaget kvarteret, måske fordi alle skal op og se Sacré Coeur Kirken fra hvis trappe, der er en formidabel udsigt over Paris, og kirken kan også ses over det meste af byen.

Kirken blev påbegyndt i 1875 efter, at en gruppe katolikker havde lovet at bygge en kirke viet til Jesus hellige hjerte, hvis byen blev befriet for den truende preussiske invasion. Kirken stod færdig i 1914, hvor 1. Verdenskrig var brudt ud, og tyskerne igen stod faretruende nær med Tykke Berta kun et kanonskud fra byen. 1200 taxichauffører kørte i pendulfart med soldater til fronten, så skanserne holdt, og byen blev skånet, men man ventede alligevel med at indvie kirken, til freden igen havde sænket sig i 1919.

Lige siden og stadig i vore dage og alle døgnets 24 timer opsender kirkens præster på skift bønner, og det var måske det, der gjorde, at det kun gik ud over Sacré Coeurs mosaikvinduer under 2. Verdenskrig, og at Paris stort set blev skånet.

Paris blev besat, for medens franskmændene sad og ventede ved Marginotlinien, listede tyskerne sig udenom linien igennem Belgien, og det uden at hverken taxachauffører eller andre bemærkede det. Da tyskerne i 1944 atter trak sig tilbage, var det som dårlige tabere, for den tyske øverstbefalende Dietrich von Choltitz fik ordre til, at alle store bygninger incl. Eiffeltårnet skulle sprænges i luften. Sprængladningerne var monteret, men von Choltiz tøvede, og i stedet for at følge en sindssyg ordre, valgte han at overgive sig og blev senere æresborger i Paris.

Sacré Coeur kirken er bygget i romansk-byzantinsk stil og har været meget udskældt, men jeg syntes nu, den er smuk med sine kridhvide kupler og tårne. Der er gratis adgang til de indre gemakker, men det er et mørkt kirkerum, og måske derfor kunne vi ikke finde den bedende præst. Hvis man har nogle synder, der skal forlades, kan der købes vokslys for 10 franc for et fyrfadslys og store lys til 50 franc, men vi havde endnu ikke småmønter nok til de små lys og synder nok til de store lys.

Foruden den smukke udsigt var der udenfor kirken et leben af sælgere, der ville sælge små madonnabilleder, tasker, postkort og eiffeltårne i lommestørrelse, og sælgerne skulle man vænne sig til ved alle Paris seværdigheder. Vi krydsede ned af bakken af de små gader, og nær Louvre fandt vi et brasseria, og det må siges, at der overalt i Paris er mange små billige spisesteder, hvor der kan fås et godt måltid mad til 40 – 50 franc, men sikkert også mange dyre fine steder, som vi dog holdt os langt fra.

Tidligere tiders modvilje mod turister er forsvundet, og hos tjenere og andre, vi kom i berøring med, var tonen venlig og hjælpsom, og det selvom vi ikke kan et ord fransk udover bon jour og merci og Gittes overindlærte sætning fra hendes skoletid med monsieur Le Grand og hans madame Le Grand var svær at få indpasset i en bestilling af mad og billetter.

Paris er også blevet en utrolig ren by, hvor en hærskare af gadefejere ustandselig fejer og vasker gader og fortove til langt ud på natten, så når man vågner om morgenen og kikker ud, så tror man, at det har regnet, men det er gadefejerne, der har været på spil.

Vi havde aldrig før besøgt Louvre, der er et af verdens største og kendteste kunstmuseer med klenodier som Mona Lisa og Venus fra Milo, og samlingerne går fra tidernes morgen og op til ca. 1850, hvor Musee d´Orsay tager over. Louvre har til huse i et enormt slot, der i de sidste 800 år er blevet til og bygget om af næsten alle Frankrigs regenter, og sidst i 1989 med en stor glaspyramide i gården, hvor hovedindgangen til museet nu befinder sig.

Udenfor pyramiden snoede der sig en lang kø, men det gik forholdsvis hurtigt at komme frem til sikkerhedschecket, hvor ens tasker helt ned til kameratasken blev gennemlyst eller gennemrodet, og det viste sig senere, at der er check ved alle museer og seværdigheder i Paris, og utallige gange har vi taget vores regnjakker op og vist dem til personalet.

Under pyramiden og under slotsgården er der lavet en stor forhal, hvor der kan købes billetter for 49 franc, og hvor der gratis udleveres en plan over museet, således at det nemt kan ses, hvor det er godt at fare vild. Meget snedigt er de ophængte kort rundt omkring med " Her er De", tegnet på en anden måde end de udleverede kort, så de lader sig ikke lige sammenligne, og rummenes nummersystem starter forfra i hver samling, og er man nu lige i Mesopotamis, Italien Sculptures eller Greek Antiquities eller noget helt andet? Samtidig er der masser af trapper og forskudte etager og afdelinger, der er lukket, og som man skal udenom måske via underetagen, så det tilrådes at medbringe et godt kompas og tålmodighed.

Først og fremmest ville vi godt se Mona Lisa, og heldigvis var der opsat hjælpeskilte, så vi stilede ud igennem det 16., 17. og 18. århundrede ad en lang, lang fløj, der endte blindt, så der var lejlighed til at beundre kunstværkerne både fra den ene side og på tilbageturen fra den anden side.

Der hang hun så, den lille florentinske adelskvinde, der med sit underfundige smil har betaget verden. Mona Lisa er malet i 1503 af Leonardo da Vinci, og billedet hedder på fransk La Joconde, og Mona er ikke et navn, men en forkortelse af madonna, og om hun så hed Lisa eller noget helt andet, ved jeg ikke. Det er muligt at mase sig igennem menneskemængden og komme tæt på, men ikke helt tæt, for billedet er nu gemt bag panserglas efter, at en galning for nogle år siden lavede et knivattentat.

Mange andre små og store og kæmpestore malerier kan nydes i de mange sale, og det er nemt at gå til, men hvis der skal ledes efter en bestemt kunstværk, kan man godt få sved på panden, og jeg ville se en af de andre berømtheder Venus fra Milo. Trætheden var begyndt at meldte sig, og selvom vi havde kortet over museet, hvor hun var angivet, var vi tæt på at opgive, for vi kom ustandselig ned i French Sculptures, selvom vi gik efter Greek Antiquites, men så tænkte jeg, at når vi nord for polarcirkelen og langt ude i ødemarken i tæt tåge kunne finde Finlands højeste punkt Halti, så måtte det også være muligt at finde Venus fra Milo på Louvre.

Da vi for 3. gang stod nede i French Sculptures, spurgte vi en kustode, og selv om det lød mærkeligt, skulle vi gå ud af billetzonen, passere forhallen og vise vores brugte billet i en ny billetzone, og det var jo ikke sådan lige til at regne ud. Så vi fandt hende, og hun stod der som en anden havfrue og lod sig fotografere af menneskemængden. Venus fra Milo stammer fra det 2. århundrede f. Kr., og jeg har ladet mig fortælle, at da kunstneren havde lavet statuen, viste han den til en ven, der sagde: "Det er dog en ganske pragtfuld statue, men de der arme ser da mærkelige ud. Hvis jeg var dig……." I 1820 købte den franske regering statuen af grækerne for 6.000 franc, så de har jo nok fået lidt rabat på grund af de manglende arme.

Napoléon 3. overdådige pragtgemakker kan også beskues, og jeg hæftede mig især over hans lysekrone, der var værdig til at falde ned i en gallaopsætning af Phantom of the Opera.

Som det sig hør og bør i Frankrig, står teksterne også på Louvre med oplysninger om kunstværkerne kun på fransk, så vi måtte nøjes med at kikke, men det er en stor og god oplevelse at besøge museet. Måske lige med undtagelse af et poppet "kunstindslag", hvor der på 3 store videoskærme blev vist 3 nøgne mennesker, der væltede rundt i maling og pulver, og en kvinde der stod helt stille, medens der blev hældt maling over hende og spyttet på hende med frugtfarve. Det indslag hørte ikke hjemme nogen steder, og slet ikke på Louvre.

Lige udenfor Louvre ligger den lille triumfbue Arc de Triomphe du Carrousel, der er rejst af Napoléon i 1808 til minde om hans sejre i Østrig. De 4 forgyldte heste på toppen er kopier af heste, som Napoléon tyvstjal i Venedig, men efter hans Waterloo i 1815 måtte han pænt returnere de originale heste.

I forbindelse med triumfbuen og langs med Seinen ligger Jardin des Tuileries, der er Paris ældste park, og her myldrede det med mennesker, der i det milde vejr promenerede, eller sad på de grønmalede stole og kikkede på dem, der promenerede. Parken er for nylig ført tilbage til Louis 14.’s oprindelige have med rette linier og formede træer, og spredt i parken står velformede statuer af ungmøer, hvor mindst et bryst helt tilfældigt er faldet ud af klædedragten.

For enden af parken står et kæmpe pariserhjul, der kan ses viden om, og så kom vi ud til Concorde pladsen, der er Paris største og mest trafikerede plads. En overgang hed pladsen place de la Révolution, og her mistede 1.300 personer hovedet under revolutionen heriblandt Marie-Antoinette og Louis 16. der, medens guillotinen blev hævet over hans hoved, udtalte: "Må mit blod bringe Frankrig lykke". Det var en kongelig udtalelse, og som en trøst, selv om det var lidt for sent, blev revolutionens hovedmand, den beregnende Robespierre selv guillotineret i 1794 som et punktum på rædselsregimet.

Midt på Concorde pladsen står Paris ældste monument, den 3.300 år gamle obelisk, og i modsætning til mange andre monumenter, er den ikke stjålet af en kolonimagt, men blev foræret som gave af den egyptiske vicekonge i 1831. Obelisken stammer fra et tempel ved Theben, hvor den har fungeret som solur, og det tog 4 år at transportere den 230 tons tunge stensøjle til Frankrig, og hvordan det foregik, kan ses som en tegneserie på det nuværende fundament.

Nu var vi efterhånden blevet godt mætte af alle de nye indtryk, så vi gik tilbage langs Seinen med de fortøjrede flodbåde, og vi gik og gik langs Louvres uendelige lange facade og tilbage mod hotellet.

Det var ved at mørkne, og vi gik i en fremmed by og kendte ikke de farer, der måske lurede om hjørnet, og ved Boulevard de Strasbourg kom vi ind i et kvarter, hvor vores blegansigter pludselig lyste op blandt lutter sorte mennesker. Jeg havde læst om steder i Paris, hvor man ikke skal gå efter mørkets frembrud, men jeg kunne ikke huske hvor, og jeg synes, det er for dårligt, og jeg foragter mig selv for det, for jeg følte mig lidt usikker ved at gå igennem det sorte kvarter. Der var masser af mennesker på fortovet og i butikkerne, og gaderne var lige så rene som alle andre steder i Paris, og menneskene om muligt endnu mere velklædte, og der var da heller ingen, der så meget som løftede et øjenbryn over vores passage, så min usikkerhed var noget pjat, undskyld.

To gadehjørner henne skiftede strømmen brat til mennesker af almindelig blandet pariserrace, og vi nåede uden problemer frem til vores hotel, som viste sig ikke at være vores hotel alligevel. Det var ikke, fordi vi ikke kunne finde det rigtige hotel, for vores bagage stod i receptionen, men vi havde fået værelser et par huse længere henne ad gaden på Family Hotel, hvor en meget gammel dame havde jobbet med fra tidlig morgen til sen aften at udlevere nøgler. Vi skulle næsten bruge skohorn for at få bagagen og os selv ind i elevatoren, og den knirkede op til 2. etage til vores værelse, der var lille, men ellers ganske nydeligt og med et tilsyneladende nyt badeværelse.

Vores frokost lå stadig lidt tungt i maven, eller for at være ærlig så spiser vi på vores ferier som regel et stort måltid ude, og det andet måltid lidt billigt og let, så vi havde bare købt croissanter og et par bægre yoghurt til aftensmad. Vi havde dog ingen skeer til yoghurten, så Gitte spiste sin med fingeren, medens jeg var mere civiliseret og brugte skaftet på min tandbørste, og det er første gang jeg har fået yoghurt med colgatesmag.

I stedet for at tage tøjet af er det bedre at tage tøjet på, når man skal holde varmen i en fransk seng med kun 1 tæppe og 1 lagen til at tage over sig. Den franske hotelmorgenmad er heller ikke noget at skrive om, det kan i hvert fald gøres kort: 1 croissant, 1 stykke flute, te eller kaffe.

Det var let skyet og mildt, og vi gik en lille morgentur igennem de stille gader. Det var ellers ikke meningen, vi skulle se Versailles i denne omgang, for det ligger 17 km udenfor Paris, og der er jo nok at se i byen, men rejsebureauet havde en guided tur derud til 155 franc, og så tog vi alligevel med.

Det var ikke rigtig til at se på vejret, hvordan det ville udarte sig, så vi havde fyldt rygsækken godt op, og jeg havde endda taget vandrestøvler med, og vi kunne jo altid lade rygsækken blive i bussen, hvis vejret stadig artede sig, når vi var fremme ved Versailles. Det kunne måske godt have anet mig, det med bussen, for der var ingen tilmelding til turen, vi skulle bare møde op, og det var da lidt underligt. Seks mennesker havde lyst til at tage med, og vi gik ikke ud til bussen, men stilede direkte mod Metroen, og man kan da også sagtens se Versailles medbringende oppakning til 3-4 dage i ødemarken. Inden Metroen, og medens hun skævede til vores rygsække, instruerede guiden os grundigt i problemet med taske – og lommetyve i Metroen, og vi måtte bedyre, at der ikke var noget af værdi i rygsækken.

Fra Metroen steg vi ind i RER toget, og alt i alt tog det vel en time at komme ud til Versailles, medens nogle mexicanske musikere spillede det ene nummer efter det andet i vores kupe, så vi til sidst måtte give dem nogle penge for at holde op.

Vejret mere end artede sig, det var lunt og solrigt og helt fantastisk efter årstiden, og bare det var en oplevelse hele dagen.

Indgangspartiet til Versaille er flankeret med en kæmpestor smedejernslåge, og der lå så solkongen Louis 14. slot i al sin herlighed. Inden det kom så langt, havde far Louis 13. i 1630erne opført et beskedent jagtslot (på vel Amalienborgs størrelse), og dette slot ses stadig som kernen i Solkongens enorme udvidelse til verdens prægtigste slot. Solkongen var nemlig blevet gul og grøn af misundelse, da han var blevet inviteret til selskab hos sin finansminister i hans nybyggede slot Vaux-le-Vicomte, der var prægtigere end kongens, og det går ikke, og gad vide om den finansminister havde rent mel i posen. Versaille skulle derfor stråle over alt andet, og vise det franske monarkis pragt og vælde med slot, ekstraslot til kongens elskerinde, kæmpepark med adskillige springvand, statuer i massevis, kunstige søer og tilbygninger, og da hele herligheden i 1682 stod færdig, blev hele regeringen og hoffet med over 10.000 mennesker flyttet fra Louvre ud på landet.

Den franske hofetikette må have været ret så utålelig med Solkongens 2 timers morgentoilette og senere 2 timers aftentoilette, hvor 60 fornemme hoffolk, og mindst en prins af blodet deltog og kappedes om at gøre ham sin opvartning. Etiketten krævede også, at kongen skulle "puttes", inden han evt. ønskede at være sammen med sin kone. Så måtte han stå op igen, og ceremonimesteren gik foran med en fakkel igennem alle gemakkerne, medens han råbte til højre og venstre: "Kongen går til Dronningen", hvorefter adelsfolkene dannede espalier.

Versailleslottet dannede i de næste hundrede år ramme om 3 kongers pomp og pragt, indtil revolutionen i 1789 gjorde en ende på udskejelserne, og Louis 16. og hans dronning Marie- Antoinette blev ført til Paris af pøbelen.

Det koster 49 franc at komme ind og se herlighederne, men vi havde jo betalt guiden, så hun købte billetter, og da det myldrede med turister, fik vi udleveret nogle A4 ark, hvor vi selv kunne læse om de forskellige rum. En detaljeret gennemgang vil jeg dog forskåne læserne for, men især bemærkede vi de overdådigt udsmykkede lofter, og den 70 meter lange smukke spejlsal må jeg måske også alligevel nævne. Salens 17 kæmpespejle kunne spejle al herligheden, og med solen i den rette position, så det fra parken ud, som om solen skinnede ud af vinduerne, og det var lige noget, der passede en solkonge, der endda kunne finde på at gå til hofbal udklædt som solen.

I 1871 skummede franskmændene af raseri, da Spejlsalen blev brugt af tyskerne til at udråbe Wilhelm 1. til kejser over det forenede tyske kejserrige, men de tog hævn ved at forlange, at tyskerne også skulle underskrive Versaillesfreden i spejlsalen, efter at de havde tabt 1. verdenskrig.

Fra spejlsalen er der en flot udsigt udover parken, der er den største slotspark i Europa, og creme de la creme af fransk havekunst med monogrammer i buksbom, klippede træer, blomsterbede og en nyrenoveret orangerihave med hundredvis af store baljeplanter. Parken har adskillige store fantasifulde springvand med de græske guder som tema, men således placeret, at guderne skal kikke op på solkongens slot. Springvandene var lukket af for vinteren, og i sommertiden springer de kun et par timer søndag eftermiddag, så det var lidt ærgerligt, især da det var vores egen Ole Rømer, der var ingeniør på de komplicerede vandmekanismer.

Vejret var stadig helt vidunderligt, og det myldrede med mennesker langs de brede havegange og også ved cafebordene i en hyggelig restaurant "La Flottille", der lå et stykke nede i parken. Det er nu meget praktisk at have sådan en næsten privatguide med, for hun kunne både fortælle lidt om dette og hint, og samtidig sørge for at få et ledigt bord og indsamle bestillinger, så vi hurtigt kunne få mad. Tjenerne havde virkelig travlt, men medens de unge tjenere tog det stille og roligt, var der en ældre tjener, der nærmest løb rundt og fik fjumset, så det nærmest var en hel parodi.

Toilettet på "La Flottille" havde et forrum og til hver side et toilet til damer og et til herre. Jeg ved ikke, om det er et specielt fransk fænomen, for i forrummet var der placeret et pissoir, hvor noget mere frimodige herrer end mig selv, blot ved at vende ryggen til de ventende damer, kunne lade sit vand.

Et godt stykke nede i Parken ligger i lyserødt marmor Grand Trianon, der var Louis 14. frække slot, hvor han kunne trække sig tilbage med sin elskerinde, og forhåbentlig kunne undgå ceremonimesterens råben til højre og venstre.

Selvom Grand Trianon er både stort og flot, ville Louis 15. elskerinde madame du Barry de Pompadour ikke lade sig nøje med et "brugt" slot, så der blev bygget endnu et slot Petit Trianon, der dog er af en mere beskeden størrelse. Petit Trianon var senere Louis 16. dronning Marie-Antoinette yndlings opholdssted, hvis hun da ikke boede i sin lille romantiske nyopførte landsby Hameau, hvor hun sammen med sine hofdamer var klædt ud som malkepiger og levede et "simpelt" liv, medens de vogtede nyvaskede og parfumerede får. Den lille idylliske landsby er ved at blive restaureret og ligger i slotsparken, og omkring det lille gadekær ligger vandmøllen og de små huse i bindingsværk, stråtag og altankasser i østrigsk stil.

Det siges, at da Marie-Antoinette fik oplyst, at befolkningen sultede og ikke havde brød, sagde hun: "Så kan de da bare købe kage", men jeg har dog for nylig læst, at udtalelsen er en tilsnigelse, som onde tunger har tillagt hende, så jeg vil lade tvivlen komme hende tilgode.

Det var spændende at besøge Versailles og gå rundt i slotsparken, og der går nemt det meste af en dag, hvis man vil rundt og se det hele, og det vil vi jo gerne, så UG til en god guided tur.

I vores forskellige rejseguider står der om de parisiske kabaretter, at det er meget dyre billetter og med tvungen champagne, der også er meget dyr, så det er kun noget for velhavende turister, men hvor dyrt er dyrt og hvordan og hvorledes, det havde vi bestemt os for at undersøge ved at lægge krop og tegnebog til.

På vej tilbage i toget fra Versailles pumpede jeg derfor guiden lidt, og valget faldt på den højaktuelle Moulin Rouge, der lå i gangafstand fra vores hotel, men ellers er der også Crazy Horse Saloon og Le Lido som de mere kendte steder. Helt frivilligt ville guiden gerne ringe og bestille billetter, og hun ville endda også gerne hente dem, så vi ville få lidt guiderabat, men så skulle hun have kontanter, og jeg ville helst betale med kreditkort, da valutabeholdningen ellers ville krybe ned under nulpunktet. Så hun ringede bare, og vi fik et reservationsnummer til billetter 2 dage efter, og så ville vi selv klare resten.

Efter at have vendt på hotellet og endelig fået smidt rygsækken, vandrede vi ud ad Boulevard de Rochechouart og kom også over Place Pigalle, som jeg da vist engang havde hørt noget om. Først var der lidt øde forbi Gare du Nord, men det blev hurtigt livligere med souvenirbutikker og spisesteder og lidt efter var det udelukkende pornobutikker og teatre med liveshow og peepshow, og hvad det så nærmere præcist går ud på, ved jeg ikke, men det var vist noget med frække damer, og det var i hvert fald for lummert for os.

Moulin Rouge så dog fornem ud med den røde mølle over indgangen og vi gik lidt rundt i indgangspartiet, som et par hunde i et spil kegler, og kunne ikke rigtig finde billetsalget, så vi måtte skyde brystet frem og gå forbi dørvogteren ved svingdøren og betræde de indre gemakker. Stadig intet billetsalg i sigte, men ved henvendelse i receptionen fik vi at vide, at vi først kunne få og betale billetterne på selve aftenen, og de sagde heller ikke noget om prisen på forestillingen, men det var nu nok mest, fordi vi ikke spurgte. Nå, nu vidste vi i hvert fald, hvor det var, så vi gik forventningsfulde tilbage igennem alt hurlumhejet på Pigalle til hjemlig afslapning på hotelværelset.

Hvor ville det være en lettelse, hvis også franske hoteller indførte dynen, for et lagen og et tæppe er for lidt og med sengetæppet til hjælp, er der 3 ting man kan blive viklet ind i, og det er virkelig alt for meget.

Dagens mål var Disneyland, og på hotellet havde vi købt en kombibillet der dækkede både togrejsen derud og entrebilletten med fri ret til benyttelse af alle forlystelserne, men ellers er prisen for entreen 236 franc for en endagsbillet.

Fra vores lille lokale metrostation går der en underjordisk gangtunnel til stationen Gare du Nord, hvor der var en leben af mennesker, der mest mindede om en myretue med krydsende tunneler i flere niveauer. Jeg selv tabte hurtigt orienteringen i det underjordiske, men mor Gitte mente, hun havde check på det, og vi moslede da også kun rundt og frem og tilbage i en 20 minutters tid, inden vi kunne slå os til ro i et RER tog i den rigtige retning, og efter en times transport var vi fremme ved endestationen, lige ved indgangen til Disneyland.

Gode gamle Walt Disney var engang på besøg i København, og i Tivoli blev han inspireret til at lave sin egen eventyrhave, og i 1952 så den første dagens lys i Los Angeles. Siden åbnede der Disneylande i Florida og Toykio og i 1992 åbnede det sidste skud på stammen Disneyland Paris, efter at der var spenderet 4,2 milliarder dollars, og det er et beløb, der forholdsmæssigt kan sammenlignes med Louis 14. Versailles.

Franskmændene var i begyndelsen ret så skeptiske over den amerikanske kulturinvasion, og præsident Mitterrand afslog at deltage i åbningsceremonien, selvom den franske regering økonomisk massivt havde støttet projektet. Med en del forlystelser i fransk Jules Vernes stil og ophævelse af det oprindelige Disneyske alkoholforbud, så der nu kan nydes vin til maden, er franskmændene blødt op, og har taget parken til sig, og besøgstallet er stærkt stigende.

I en evig diskussion med den franske fagbevægelse skal alle ansatte i Disneyland være "pæne" mennesker, og med det menes, at hverken øreringe, tatoveringer, korte nederdele eller skæg tolereres, men tidernes sæder er dog under forandring, så for nylig er et velstudset overskæg a la Walt Disney himself, blevet accepteret. Tænk jeg har altid regnet mig selv for et "pænt" menneske og for ikke at skeje for meget ud i Disneyland barberede jeg halvdelen af fuldskægget af, så kan jeg i det mindste gå for "halvpæn".

Disneyland er opdelt i 5 områder eller lande, og vi styrede hurtigt igennem Main Street USA, der er et bud på, hvordan en pyssenysse by i 1900 tallets USA kunne have set ud.

Frontierland var i efterårets anledning omdøbt til Halloweenland og var udsmykket med zombier, græskarmænd og spindelvæv overalt. Spøgelseshuset er en af Disneylands bedste attraktioner, men er nok lidt for uhyggelig for de mindste med alle de skeletter, spøgelser, uhyggelig latter og svigtede brude i tyl og spindelvæv.

Dagen for vores besøg var udvalgt med omhu, for sådan en almindelig kedelig mandag kunne der vel ikke være mange mennesker i Disneyland, og det tegnede også godt ved spøgelseshuset, for der var 0 minutters ventetid, men ved Big Thunder Mountain begyndte det at pakke til, og ventetiden var steget til 40 minutter. Vi begyndte at blive opmærksomme på en "snydekø", hvor det gik 10 gange så hurtigt at komme frem til attraktionen, og vi var dybt forarget, især fordi vi ikke kendte ordningen og havde fundet ud af, hvad det gik ud på. Men det hedder Fastpass og kan ved lidt planlægning anvendes ved de mest populære forlystelser, ved at man går hen til forlystelsen i forvejen og får en Fastpass Ticket, hvor der indenfor 1 time er angivet et senere tidspunkt på dagen.

Selv uden snydekø tog det kun 30 minutter at komme frem til Disneylands efter min mening bedste attraktion Pirates of The Caribbean med hundredvis af bevægelige dukker. Peter Pans Flight havde en dræbende lang kø på 90 minutter, og selv Disneys egne folk undrer sig over turens popularitet, og selv om den da er meget sød, undrer jeg mig også.

Disneyland er næsten ved at blive kvalt i sin egen succes, og midt på dagen var der allevegne sort af mennesker, der stod i kø til det ene og det andet. Restauranterne er heldigvis indrettet sådan, at mange mennesker kan komme igennem på kort tid, da man bestiller og betaler, medens man står i kø, og fremme ved skranken afleveres blot bonen, og maden kommer lynhurtig. Pizza med cola og dessert kostede 60 franc.

I Fantasyland var It´s a Small World blevet nyrenoveret, og hundredvis af de små dukker fra alverdens lande havde nu bevægelige munde, medens de sang den enerverende sang, der må gå personalet til hovedet.

Vi havde aldrig før set en Disneyparade, og det var der åbenbart mange andre, der heller ikke havde, eller også ville de se den igen, men vi fandt da et kikhul. Kæmpestore kulisser med forskellige optrin fra Disneys verden og godt garneret med dansere kørte forbi. Flot var det, men det tog kun 10 minutter, så var det overstået.

Flere gange om dagen er der shows, og for tiden er det Mulan, the Legend med opvisning af kinesiske akrobater. Vi stod oppe i restaurantsdelen i den kæmpemæssige hal, og så det lidt fra oven og inden forestillingen havde personalet et bøvl med at lukke det rette antal tilskuere ind og få dem dirigeret på plads.

I løbet af dagen fik vi da prøvet både det ene og det andet, men det var trættende med alle de mennesker og køer alle vegne og ved lukketid efter 11 timer i parken havde vi vel kun prøvet en trediedel af forlystelserne. Mørket var faldet på, og Torneroses slot var virkelig flot illumineret, og der var da også lys andre steder, men jeg tror Walt Disney var på besøg i Tivoli om dagen, for Disneyland mangler helt det trylleri, som vores eget Tivoli har efter mørkets frembrud.

Et godt stykke ud på aftenen var der stadig åbent i Disney Village med forretninger, restauranter og optræden, men efter at have kæmpet os vej igennem menneskemængden til en McDonalds burger, fortrak vi hurtigt til vores RER tog til Paris, hvor der kun var ståpladser tilbage. Nå, jeg kan nu godt lide Disneyland, alligevel og i foråret 2002 åbner der en ny tema park i Paris Walt Disney Studios, så den glæder jeg mig til, og håber så at menneskemængden bliver fordelt lidt.

På vej ind mod centrum kom vi i den anden ende af Rue St. Denis forbi en triumfbue, som vi ikke kendte til, og da den både så pæn og nydelig ud, tog jeg et billede af den, for måske senere at identificere den nærmere.

En mand stillede sig op foran mig og begyndte at skælde ud på fransk, og det eneste ord, der sagde mig noget, var foto, men inden jeg fik ham gjort begribelig, at jeg ikke forstod fransk og ikke vidste, hvad jeg havde gjort forkert, løftede han pegefingeren og drejede om på hælen. Det har muligvis noget at gøre med, at der lidt længere nede af gaden stod nogle hårdtpumpede damer i fuld krigsmaling og ventede, og dem er det nok ikke populært at fotografere, men jeg har siden studeret mit foto af triumfbuen, og de eneste damer foruden Gitte jeg kan se, er en dame med en indkøbspose, så jeg er helt uskyldig. Det var i øvrigt her i Rue St. Denis, at skuespilleren Shirley MacLane i en uge studerede gadelivet inden indspilningen af filmen Irma la Douce.

I filmen arbejder Irmas kæreste Jack London i markedshallerne, der under Napoléon 3.blev opført i glas og jern, og før i tiden var der her et leben uden lige, med handel med madvarer, godt iblandet prostituerede, lommetyve, artister og restauratører. Det hele blev efterhånden lidt for broget og uhygiejnisk, så nu er hallerne en saga blot, da fødevaremarkedet blev flyttet, og hallerne til mange pariseres store fortrydelse blev revet ned til langt under jordhøjde. Et moderne indkøbscenter er i stedet skudt op eller rettere ned, da det ligger i 4 etager under jorden, og over jorden er der stort set kun en park iblandet moderne kunst. Vi var ikke nede i centeret, men krydsede kun igennem den næsten øde park, og området domineres nu af den enorme St. Eustache kirke, der efter at hallerne er blevet revet ned, er kommet frem i lyset.

For vores vedkommende var dagens første mål en af Paris topseværdigheder Notre-Dame katedralen, der blev bygget mellem 1163 og 1345, men langtfra altid har været så velpudset og med det ydre som i dag. Under Revolutionen blev kirken hærget af borgerne, der nedrev alt, hvad der smagte af kongefamilien, og den række af gamle stenkonger fra Judæa, der pryder indgangspartierne, blev fejlagtigt taget for franske konger og blev et hoved kortere. Katedralen blev lukket og brugt til vinlager, og den forfaldt mere og mere og blev til sidst solgt til nedrivning. Heldigvis skrev Victor Hugo en berømt roman " Klokkeren fra Notre-Dame", der skabte ny interesse for bygningen, og i 1841 blev det besluttet at restaurere den fra yderst til inderst, og kongerne fik endda nye hoveder. (De oprindelige hoveder blev først fundet i en kælder i 1977).

Notre-Dame har dannet ramme om mange historiske begivenheder, som da Henri de Navarre i 1572 ikke måtte komme ind i kirken, da han var protestant, men måtte nøjes med at stå i døråbningen og råbe ja til hans brud Margerite de Valois, men som Henri udtalte "Paris er nok en messe værd" for han konverterede senere til katolicismen, og blev kronet som Henri 4.

Napoleon 1. blev kronet til kejser i kirken, d.v.s. han havde ikke tålmodighed til, at paven skulle snøvle sig færdig foran alteret, så han tog kronen ud af hænderne på paven og kronede sig selv til kejser af Frankrig.

Der er gratis adgang til Notre-Dame, og det myldrede med turister, der ville ind og se på herlighederne, der henligger i halvmørke med det sparsomme lys ind igennem de store mosaikvinduer. Vi ville også op i tårnet, og her snoede køen sig langt ud på pladsen og først efter det sædvanlige check i bagagen, og efter at have betalt 36 franc, fik vi adgang til de 387 vindeltrappetrin, og de blev talt hver og et af nogle franske børn, der gik lige foran os, og jeg kan stadig høre talmelodien for mig. Helt oppe er der selvfølgelig en flot udsigt over Paris, og på tæt hold kan de groteske udsmykninger af fabeldyr og djævle i sten beundres, men de er ikke så gamle, som man umiddelbart skulle tro, da de stammer fra istandsættelsen i midten af 1800 tallet.

I umiddelbar nærhed af Notre-Dame ligger 2 knap så kendte seværdigheder, men mindst lige så spændende, og for 50 franc kan man få en dobbelbillet til Conciergerie med dystre fængselsceller og Paris smukkeste kirke Sainte Chapelle.

Conciergerie stammer helt tilbage til tidernes morgen, eller i hvert fald formiddag, og har fungeret som kongeslot, men allerede i 1300 tallet og helt op til 1914, blev den enorme bygning brugt til fængsel. Mange celebre personer har siddet her, og væggene har været vidner til utallige uhyrligheder, når tilståelser skulle fremtvinges. Mest kendt er Conciergerie for sin rolle under Revolutionen, og på væggene i et af rummene står opført navnene på de 2.780 personer, der tilbragte deres sidste tid her, inden de blev guillotineret.

Den mest berømte person er nok dronning Marie-Antoinette, der tilbragte 76 dage her inden sin død 16. okt.1793. Hendes celle ses endnu, d.v.s. det er ikke den helt oprindelige, for den er flyttet nogle meter under en senere ombygning, men man kan alligevel fornemme de bedrøvelige omgivelser. Marie-Antoinette var datter af Frans 1. af Østrig, og som kun 15. årig blev hun gift med den senere kong Louis 16., og som 19 årig var hun dronning af Frankrig. En sådan position som teen-ager, har jo nok steget hende lidt til hovedet, og hun var i vide kredse upopulær og udskældt bl.a. på grund af sin ødselhed. Hendes sidste års svære prøvelser modnede hende åndeligt, og hun udviste mod og usvækket værdighed både i fængselet og på skafottet. I hendes fangenskab klædte hun stadig om 3 gange om dagen, og på skafottet opfordrede hun en bagvedstående sammenbrudt mand til at komme først, så han dog blev forskånet for at se hende blive guillotineret.

I slutningen af Revolutionen måtte den offentlige anklager samt alle dommerne i Revolutionstribunalet selv rykke sammen i cellerne, inden det blev deres tur til at blive et hoved kortere.

På rundgangen kommer man rundt i "Gendarmsalen" på 70x27 meter, som regnes for Europas ældste middelaldersal, køkkenet med mandstore ildsteder, et lille kapel og en lille jernspidsomgivet fangegård, hvor der kunne trækkes frisk luft.

For at komme ind i Sainte-Chapelle, skal man igennem en omhyggeligt kontrolleret indgang til Palais de Justice med retslokaler og juridiske kontoer. Vores turrygsæk blev som sædvanlig kikket igennem, og vi blev undersøgt med metaldetektor som i lufthavnene. Min lommekniv faldt ikke i politiets smag, og jeg blev afkrævet mit pas, som jeg dog ikke havde på mig, da det lå på hotellet. Politibetjenten stirrede på mig: "De har ikke noget pas"? Jeg så i ånden, at jeg blev slæbt afsted til de mørke fangselsgange og skulle dele skæbne med Marie-Antoinette, men heldigvis lod han sig formilde, da jeg kunne fremvise mit kørekort, hvis oplysninger omhyggeligt blev nedskrevet i den store sorte bog, og med nr. 25 blev min lommekniv beslaglagt til senere udlevering.

Pragtbyggeriet Cainte-Chapelle blev opført på kun 33 måneder og blev indviet i 1248, og udover at skulle være slotskirke, skulle den huse ikke mindre end selve Jesus tornekrone. Kronen blev solgt af kongen af Konstantinopel til en sum, der svarer til 2 gange så meget, som det kostede at opføre kirken.( Kronen bliver nu opbevaret i Notre-Dame).

Det nedre kapel i Cainte-Chapelle er med søjler og buede hvælvinger, og det hele er bemalet med gyldne farver, der dog ved nærmere eftersyn trængte til en restaurering og opmaling, men smukt var rummet.

Det øverste kapel eller Kongekapellet er helt specielt, for vægten af det kuplede tag bæres af smalle søjler i siderne, og vinduerne/væggene består udelukkende af kæmpestore glasmosaikker. Kongekapellet er et arkitektonisk mesterværk i verdensklasse, og vi glædede os til at få oplevelsen, men lige da vi kom ind, blev vi slemt skuffede, for mosaikkerne så støvede og grå ud. Så vendte vi en halv omgang til den side, hvor lyset faldt ind, og så kom oplevelsen. med et visuelt farveorgie, der gjorde os stumme af betagelse, og vi havde svært ved at løsrive os fra det smukke syn.

På vejen ud ville jeg jo gerne have min lommekniv med, så jeg gik hen til politiet og pegede på æsken med kniven. Jeg måtte dog først igen fremvise mit kørekort, som blev konfereret med bogen og med et brysk: "Passé", fortrak vi skyndsomt, men når "Paris er vel en messe værd" er "en beslaglagt lommekniv vel et besøg i Cainte-Chapelle værd.

Næste punkt på dagsordenen var et besøg i de parisiske katakomber, der oprindelig er gamle romerske minegange, men siden 1780erne har her været benhus med opbevaring af flere millioner skeletter. I hundredvis af år var der blevet fyldt på Paris kirkegårde, og de var blevet mere og mere uhumske og makabre, da der ikke var et gram ledig jord tilbage. Det blev så besluttet at lukke nogle af kirkegårdene, og i 15 måneder blev vognlæs efter vognlæs af lig og skeletter i nattens mulm og mørke bragt til katakomberne, hvor de sirligt blev stablet op langs væggene.

Vi var lidt beklemte ved situationen, da vi nærmede os indgangen, og efter at have betalt 33 franc og den sædvanlige kikken i rygsækkene, steg vi ned af vindeltrappens dunkle mørke, og det kan varmt anbefales selv at medbringe en lommelygte og nogen at holde i hånden. De første 1,7 km er med nøgne lige gange, inden et skilt forkynder, at nu begynder de dødes rige. Lårbenene er stablet som brændestabler fra gulv og til næsten loft, garneret med kranier i dekorative mønstre og inde bagved lå knoglerne i løs vægt. Det er kun til et mindre udsnit af de vildsomme gange den besøgende har adgang, og godt for det, for man længes hurtigt efter igen at komme ud af de dødes rige og op i lys og luft igen. Udgangen ligger adskillige gader fra indgangen, og for første gang blev rygsækken endevendt også efter seværdigheden, og på vagtens bord lå et kranie og en lårbensknogle, som nogen åbenbart ville have med hjem som souvenir. Så fik vi da set det, men selvom katakomberne er et fredeligt sted, var det lidt for tæt på, og det er ikke et sted, jeg ønsker at gense.

Tilbage i de levendes verden og ude i den befriende friske luft kom vi igennem Luxemborghaven, der er slotshave til Palais de Luxembourg, og det var her d´Artagnan første gang mødte de 3 musketerer i fægtekamp, godtnok kun i Alexander Dumas fantasi og roman, men alligevel. Parken er en af de populæreste i Paris, og foruden alt det, der hører til i en parisisk park udi statuer, damme, springvand og kunstfærdige blomsterbede, var der en leben af mennesker, der slikkede sol eller legede på legepladser, spillede bold, red på pony eller som os bare gik rundt og nød tilværelsen.

På vej tilbage til hotellet var der en eller anden, der havde travlt, og hurtigt ville igennem Paris, for en limusine kom kørende omgivet af en flok hylende motorcykelbetjente, og meget imponerende kunne den forreste betjent køre uden at holde på styret, medens han viftede trafikken væk i begge retninger.

For første gang i mit liv havde jeg i min ferie medbragt jakke og slips, og det var ikke helt med min gode vilje, at vi om aftenen skulle forlade det trygge hotelværelse og begive os ud i det parisiske cabaret/natteliv, men for at tilfredsstille mine få, men trofaste læsere, ville vi vove pelsen og komme med en beretning.

Moulin Rouge ligger som sagt midt i et mere eller mindre berygtede kvarter, og engang var her 30 møller, der dog havde det fredelige formål at male kalk fra de underliggende kalkgruber. Moulin Rouge startede i det små i 1889, og nogle få år efter var det stedet, hvor den parisiske kunstskoles årlige afslutning endte med, at skolens smukkeste elev smed alt tøjet. Hun blev arresteret og smidt i fængsel, men studenterne gik på barrikaderne, og der blev forlangt ret til "kreativ nøgenhed". Denne ret har så siden udviklet sig til et farverigt show, med omkring 60 dansere i en blanding af store flotte kostumer og det bare ingenting på samme person samtidig, og når hele den engelske kongefamilie med hendes majestæt dronning Elisabeth II i spidsen har overværet showet, hvorfor så ikke os.

Showet foregår ikke i de gamle autentiske lokaler, for i 1962 blev Moulin Rouge bygget om, og der blev på scenen installeret et gigantisk akvarium, der på mystisk vis kommer op af scenegulvet under forestillingen og senere igen forsvinder under gulvbrædderne. Utallige internationale kendte kunstnere har i tidens løb optrådt på scenen og af dem, jeg selv kan nikke genkendende til, kan nævnes Ginger Rogers, Liza Minnelli, Frank Sinatra, Dean Martin, Elton John, Tony Curtis, Ella Fitzgerald m.m., og så er der en lind strøm af unavngivne unge damer hovedsagelig af engelsk og amerikansk oprindelse.

Showet for tiden hedder "Formidable", og i vores stiveste puds gik vi ind i de hellige haller og henvendte os i god tid inden forstillingen ved den første skranke, men blev dirigeret videre ind i lokalet til den næste skranke, som i en anden åleruse. Ved denne skranke viste vi vores reservationsnummer og ville nu gerne købe en billet, men det kunne ikke lade sig gøre, der skulle betales ved bordet. En tjener stod parat og gik foran ind i lokalet, hvor vi blev bænket ved et bord med vores navne, så vi var åbenbart ventet, og stadig uden at vide, hvad det kostede, var vi nu helt inde i rusen, og det ville være pinligt, hvis vi nu ville fortrække. Sveden begyndte at bryde frem, og jeg satte min lid til mit kreditkort, hvor der endnu var et disponibelt beløb på 14.218 kr. og ingen skulle slå os ud, når vi var kommet så langt. Lokalet var opdelt i terrasser og med hvide duge og små røde lamper var bordene linet op med plads til i alt 850 gæster. En kæmpescene på 25-30 meters bredde dominerede lokalet, og vi sad ganske udmærket, kun omkring 15 meter fra scenen, hvor en sangerinde underholdt de spisende gæster.

Tjenerne havde 3 forskellige slags jakker på, altså ikke samtidig, men nogle havde røde jakker, andre hvide og nogle sorte, og de havde sikkert hver deres plads i hakkeordenen, og ham, der skulle give de nye gæster chokket, henvendte sig til vores bord. Han forklarede på engelsk, at prisen for showet og ½ flaske champagne var 560 franc, og han gangede med 2 og viste nu omhyggeligt, at prisen var 1.120 franc, og da han ikke skulle tro, vi var nogle fattigrøve, fik han uden at blinke mit kreditkort, selvom prisen omregnet til danske kroner var 1.300 kr. Da formalia var i orden, kom han lidt efter med en flaske champagne i en isfyldt sølvkøler, og udover en ung dame, der ville fotografere os for kun 150 franc, så vi kunne få et romantisk minde, fik vi lov til at sidde i fred.

Bordene begyndte at blive fyldt op, og de fleste var i fint tøj, men et par japanere skilte sig ud med coyboybukser og kondisko, så vi var glade for, at vi selv så præsentable ud. Mange af gæsterne var for øvrigt grupper af japanere, som fik cola i stedet for champagne, så de har nok fået nogle rabatbilletter. Til vores eget bord kom en hollænder og en amerikaner, som vi fik en hyggelig snak med, inden showet startede kl. 21.

Chanpagnepropperne sprang, og det ene forrygende nummer afløste det andet, i store udstyrsstykker med hurtige farverige kulisseskift, og pigerne dansede og sang, så det var en lyst iført strudsefjer og næsten ingenting. Som det hører sig til i et Moulin Rouge show, er B.H.en ikke det mest anvendte beklædningsstykke, men det var ikke vulgært på nogen måde, og man kunne godt invitere sin mor med. Ind imellem udstyrsstykkerne var der nogle mandlige arkrobater i stramme trikoer, og dem måtte vi jo så tålmodigt finde os i, og jeg er heller ikke meget for bugtalere, men meget mod min vilje greb jeg mig selv i flere latterkramper. Det berømte akvarium dukkede også op på scenen, og en pige kæmpede en vandkamp med 5 store pytonslanger, medens nogle damer "svævede" ud over publikum inden den festlige afslutning med et stort cancan nummer i de franske farver. Uden pauser og i fuld fart kørte showet i 1 time og 50 minutter, så vi næsten ikke havde tid til at drikke champagnen.

Tjenerne var hurtig i gang med at rydde bordene, for det næste show startede kl. 23, og de nye gæster ventede allerede. Det var et virkeligt flot show, og det var bare alle pengene værd og indfriede vores forventninger fuldt ud, og så var champagnen endda ligefrem drikkelig.

På vores videre udforskning af Paris skråede vi tværs igennem byen og kom forbi den enorme operabygning, der er dekoreret med utallige gyldne statuer på taget og facaderne. Under bygningen ligger en underjordisk sø, der skal dræne fundamentet, og søen og den kæmpestore bygning inspirerede Gaston Leroux til at skrive Phantom of the Opera, som stadig går sin sejrsgang over hele verden omskrevet til mucical af Andrew Loyd Webber.

Vi var i det hele taget kommet hen i den fine ende af byen, med dyre forretninger og fornemme palæer omkring Place Vendöme, hvor også hotel Ritz ligger, og som især er kendt, fordi det var her prinsesse Diana tilbragte sin sidste aften inden den skæbnesvangre køretur.

Midt på pladsen står den 44 meter høje bronzesøjle Austerlitz søjle, der er en kopi af Trajans søjle i Rom og med kampscener snoende sig hele vejen op, men her med Napoléon på toppen af kransekagen. Søjlen er støbt af 1200 østrigske kanoner, der blev erobret af Napoléon i slaget ved Austerlitz, men statuen på toppen har haft en omskiftelig tilværelse, da den har været oppe og nede adskillige gange, den ene gang væltet ned i en omhyggeligt placeret møgbunke.

A propos møgbunke så har man regnet ud, at der hvert år efterlades og fjernes 20.000 kg hundelorte i Paris, men at der alligevel i gennemsnit er 2 personer, der daglig kommer alvorligt til skade ved at glide i efterladenskaberne. Et specielt korps af civilklædte agenter "agents de propreté" har til opgave at gribe synderne på fersk gerning og uddele klækkelige bøder, men hvis man skulle være uheldig at træde i en hømhøm, skal man slet ikke være ked af det, for i hvert fald pariserne mener, at det bringer lykke.

Vi var kommet ud af Champs-Elysées, der er en af verdens mest kendte og berømte boulevarder med fine forretninger, og her ligger også Lido de Paris, der er et andet af byens berømte cabaretshow, og som unægtelig ligger i noget "pænere" omgivelser end Moulin Rouge. Selvom vi snusede lidt rundt i Lidos indgangsparti, havde vi dog fået vores lyst styret i den retning, og at dømme efter udstillingsvinduerne var det vist nogenlunde det samme som Moulin Rouge.

Lidt længere fremme af Champs-Elysées ligger Triumfbuen, der er bygget på Napoléons foranledning, da han lovede sine soldater, at de efter sejren ved Austerlitz, skulle vende hjem under triumfbuer, men først 31 år efter i 1836 stod buen færdig, så man må da håbe, at soldaterne ikke har siddet og ventet, inden de kunne komme hjem. Napoléon selv nåede heller ikke at se Triumfbuen færdig, da han døde i 1821, men hans kiste blev senere bragt fra St. Helena til Paris og ved den lejlighed ført igennem Triumfbuen. Efter 1. verdenskrig blev en ukendt soldat begravet under buen, og stadig bliver der hvert år afholdt en ceremoni på Våbenstilstandsdagen den 11. November, og selvom vi var der nogle uger før, var der mange blomster.

I en af vores rejseguider står der at den evige flamme på Den Ukendte Soldats grav tændes hver dag kl. 18.30 ? Nå, der menes vistnok, at den blusser op kl. 18.30. I øvrigt blev en mand i 1962 arresteret for at spejle et æg over flammen, og en anden meget modig mand vakte opmærksomhed, da han i 1919 fløj tværs igennem Triumfbuen, og så stor er den heller ikke med sine 50 meter i ydre mål.

Vi havde aldrig været oppe i Triumfbuen, hvor der skulle være den nydeligste udsigt, og det lykkedes heller ikke denne gang, for et skilt på døren forkyndte, at der var punktstrejke, og man håbede på vores forståelse. En betjent gik rundt og mange turister spurgte, hvornår de åbnede igen, men han pegede bare på skiltet, og vi ville i hvert fald ikke sidde og vente, for vi havde ikke engang æg med, så vi kunne have lavet et måltid mad.

Den lille Triumfbue ved Louvre er 25 meter høj, denne 50 meter og det nyeste skud på stammen er Menneskehedens Triumfbue Grand Arche, der er 100 meter og er så stor at hele Notre Dame katedralen mageligt kan stå inde i buen. Grand Arche ligger ude i forstaden La Défense og stod færdig i 1989 på 200 årsdagen for revolutionen, og vi må da være stolte, for det var den danske arkitekt Otto von Spreckelsen, der tegnede den.

Jeg havde udset mig en lille overset seværdighed, der dårlig nok er nævnt i nogen rejseguide, og som meget sjældent får besøg, nemlig Paris Frihedsgudinde. Alle kender Frihedsgudinden i New Yorks havn, der blev skænket af franskmændene i 1876 til minde om USA's uafhængighed, men Paris har en nøjagtig magen til, som blev skænket af amerikanerne i Paris i 1889 i anledning af hundredåret for den franske revolution. Den står på en lang smal kunstig ø ude i Seinen ved broen Pont de Grenelle, og så må jeg vel indrømme det, den er noget mindre, vel en 8-10 meter, hvor den originale er 47 meter, men ellers en tro kopi. Den ville nok være mere kendt, hvis statuen havde stået i den anden ende af øen, kun nogle få hundrede meter fra Eiffeltårnet, i stedet for nu bag en bro imellem træer og krat.

Det er jo ikke til at komme udenom Paris største seværdighed og verdens mest berømte tårn Eiffeltårnet, der blev bygget til verdensudstillingen i 1889. Gustave Eiffel vandt til manges rædsel konkurrencen om et passende samlingspunkt for udstillingen, og i løbet af 2½ år fik 50 ingeniører og 132 arbejdere sat 18.000 stykker metal sammen, til dengang verdens højeste bygning med udsigtsplatform i 274 meters højde. Efterhånden som tårnet rejste sig, begyndte folk at vædde om, hvornår det ville vælte, men Eiffel kunne selv kravle op i sit smedejernsvidunder og plante det franske flag på toppen, til de almindelige parisiske borgeres jubel.

Jerntroldmanden Eiffel har sat sit præg overalt i verden med ikke mindre end 31 jernbaneviadukter og 17 større broer foruden fabrikker og kirker, og han har sandelig også haft en blyant med i spillet med hensyn til Frihedsgudindens indmad. Det var aftalen, at Eiffeltårnet skulle rives ned igen efter 20 år, men i mellemtiden havde Eiffel fået foranlediget, at der på toppen blev placeret en telegraf- og radioantenne, og den kunne ikke undværes, da tiden var løbet ud, og i vore dage er der nok ikke mange parisere, der ville undvære deres tårn.

Det koster 65 franc at komme helt op, og der var selvfølgelig kø med masser af turister på forpladsen, musikere der prøver at tjene til en skilling, og sælgere i stimevis, der stort set alle vil sælge det samme skitteras, og det er nok ikke nemt at holde en dagløn på et bundt Eiffeltårne og nogle krøllede postkort. Eller hvad med en indkøbsvogn og en engangsgrill og et halvt kilo kastanier, og prøve at tjene til dagen og vejen på den måde.

Helt oppe er der selvfølgelig en formidabel, men kold udsigt, og der er tilsyneladende by så langt øjet rækker, med det meste bebyggelse i hvide eller i hvert fald lyse farver. Man kan spise fint og sikkert dyrt i Eiffeltårnet, hvis man besøger restauranten Jules Vernes, men det er også muligt at få stillet sulten i cafeen, med landgangsbrød og pandekager til en meget rimelig pris.

Center Pompidou også kaldet Beaubourg-centeret har efter sigende 8 millioner besøgende årligt og regnes for verdens mest besøgte kulturinstitution med til sammenligning Louvres 3,9 millioner, Triumfbuens 800.000 og Rodins museum 400.000, så Pompidou centeret lå højt på vores ønskeliste på denne lille kulturrejse.

Bygningen er fra 1977 og særpræget på den måde, at alle tekniske installationer har fået vendt vrangen ud og er placeret på ydersiden af bygningsværket og alt i alt er det grimt som bare f…… Bygningen indeholder Musée National de l`Art Moderne og er det sidste af byens 3 store kunstmuseer, og det viser perioden fra 1914 og op til vore dage.

Vel ankommet til Pompidou Centeret stillede vi os op i den sædvanlige bagagecheck kø, inden vi kom ind i forhallen til billetkøen. Der stod vel en hundrede mennesker i 2 køer, men der var heldigvis 7 billetkasser åbne, så det skulle vel ikke tage så lang tid at få en billet. Men af ikke indlysende grunde synes franskmændene, at det er en stor bankhemmelighed at købe en billet til et moderne museum. Køen sluttede derfor omkring 7 meter fra kasserne, og kun en person gik frem af gangen, når der blev en kasse ledig, hvis vedkommende da ikke lige stod og talte med sidemanden. Det komplicerede det også yderligere, at der var forskellige billetter at købe, og det kunne man først orientere sig om, når man var henne ved billetlugen, så det tog en evighed at få en billet.

Tiden kunne så bruges på at gange og dividere, og med 8 millioner besøgende igennem 7 kasser i ca. 305 dage om året (lukket om tirsdagen) og museet åbent i 10 timer daglig, så vil sige, lad mig se, jo 7 op og en i mente, det giver 375 gæster pr. kasse pr. time, divideret med 60, det giver ca. 10 sekunder pr. gæst til at gå 7 meter, finde ud af hvilken billet der skal købes, få tegnebogen op og få billetter og byttepenge, og den næste i køen skal reagere. Da vi stod i kø i over en halv time, er det enten mig, der ikke kan regne, eller også er de 8 millioner skudt langt over målet.

Efter at vi havde fået vores billet (36franc) skulle vi op i den næste kø til obligatorisk aflevering af tasker, paraplyer, overfrakker m.m., og vi kom så endelig op til de hellige sale, med kunstværker af Picasso, Matisse, Dali, en enkel Asger Jorn og en masse for mig ukendte kunstnere, som jeg ville ønske var forblevet ukendte. Jeg ved godt, at kunst er en smagssag, men et 20 m2 stort lyseblåt lærred med én rød bolle! - der må den største kunst da være at få andre til at tro, at det er kunst. Der var ikke et eneste værk, bemærk ikke kunstværk, men bare værk, jeg kunne tænke mig at have hængende derhjemme, om jeg så fik det gratis.

Ifølge Storm P er kunst noget man ikke kan, for hvis man kan, er det ingen kunst, og efter min mening, ville alle kunne det, der hang på Pompidou Centeret, og som jeg svagt har ladet skinne igennem, så var centerets Art Moderne ikke rigtig noget for os.

Heldigvis skulle vi først køre hjem med bussen til Danmark kl. 19, så efter at have pakket, begav vi os ud, til den sidste dag i Paris. Der var lidt mærkeligt stille i gaderne, endda mærkelig meget stille. Ingen trafik og næsten alle forretninger lukket og så på en almindelig torsdag, men det viste sig at være Allehelgensdag, og det går pariserne åbenbart meget op i, måske lige med undtagelse af pigerne i St. Denise, der var stået tidlig op, for at komme i seng.

Vi manglede Musée d´Orsay, for at udfylde den kunstneriske tidsperiode, hvor Louvre tager sig af tiden før ca. 1848, og Pompidou efter ca. 1914. Musée d´Orsay er beliggende overfor Louvre, på den andes side af Seinen i en gammel banegård fra 1900 tallet, og bygningen matcher Louvre på flodsiden, men resten er domineret af jern og glas. Allerede i 1939 var banegården for lille og blev opgivet, og i en del år blev den benyttet til en lang række formål, bl.a. flygtningelejr, og i 1970 stod den overfor nedrivning. Befolkningen protesterede heldigvis så inderligt over nedrivningsplanerne, at bygningerne blev bevaret, og i 1986 åbnede museet, og man kan næsten ikke forestille sig en smukkere og mere velegnet bygning til udstilling af kunst.

Det koster 45 franc at komme ind til herlighederne, og denne gang var det virkelig herligheder og kunst, som man ikke kan, men van Gogh, Monet, Renoir, Degas, Cézanne og mange flere de kunne alligevel, og museet var en virkelig nydelse. Mange af de billeder, vi førhen kun kendte fra kunstbøger og reproduktioner, de hang her til beskuelse i levende live. Der var også mange skulpturer og statuer, der var værd at lade øjnene dvæle ved og en særudstilling af Arnold Böcklin (1827-1910) med billeder i havfrue/kentau/skovpan stil, var jeg næsten ikke til at rive væk fra, og jeg er næsten parat til at rejse derned igen bare for at se den udstilling. Musée d´Orsay er en stor oplevelse og indtager for mig 1. pladsen over Paris seværdigheder.

Solen skinnede hele dagen, og med kun én eftermiddag tilbage gik vi tværs igennem byen langs Paris kanaler, og hvem har egentlig hørt om dem, men de ligger i det nordøstlige hjørne indenfor motorvejsringen og er ganske hyggelige. Et hold politibetjente susede ned af gaden, og denne gang var de hverken på motorcykel eller til hest, men på rulleskøjter, og det så ud, som om de var på arbejde.

Et sted kom vi forbi en plads, hvor der tilsyneladende havde været et frugtmarked, og nu flød det med kasser, kasseret frugt og affald, så jeg aldrig har set noget lignende. Et par mænd gik og ryddede op, men det så helt uoverskueligt ud. 1½ time efter kom vi tilbage, og pladsen var nu som blæst, alt var fejet op, og en mand gik og spulede, så på en eller anden måde har pariserne et virkelig godt tag på affald.

For enden af kanalerne ligger Parc de la Villette et 55 stort bypark og udstillingsområde, som mest ligner noget fra en verdensudstilling med fantasifulde bygninger og legepladser, eksperimentarium, planetarium, 3D-biograf, en original ubåd, akvarie og La Géode. Komplekset er ikke særlig kendt af turister, selvom det er Frankrigs 3. mest besøgte seværdighed efter Disneyland og Pompidou Centeret, men vi havde fundet derud og opdagede hurtigt, at det kunne vi slet ikke nå. Vi stilede så kun efter La Géode, der er en gigantisk spejlblank kugle, der er skruet sammen af 6433 trekanter i rustfrit stål, og indenfor med et 1000 m2 stort halvkugleformet biograflærred. Men ak og ve, selvom der er forestilling hver time, var næste ledige forestilling først kl. 17.30, og det turde vi alligevel ikke løbe an på, med busafgang til Danmark kl. 19. Så den forestilling må vi have tilgode til en anden gang, så vi satte os i stedet på en bænk i solen, tog støvlerne af og vrikkede med træerne, kikkede på børnene, der legede og nød livet.

Paris har mange museer og seværdigheder, vi ikke fik set, men vi synes alligevel, vi kom godt rundt, og det er ikke helt ved siden af at kalde Paris byernes by.

Bussen kom på slaget kl. 19 og kørte os ud igennem byen til de mørke landeveje og med 7 timer på langs om natten, havde vi ikke oplevet nogen anstrengende hjemtur, inden vi ved middagstid næste dag, igen rullede ind på Ellebjerg Station i København.

Rejsen kostede 1.198 kr. pr. person incl. sovebustillæg og i EuroPas bedste hotelkategori med 2 overnatninger i Paris, og med stort set 4 dage i byen. Vi havde så taget 3 ekstra nætter på hotellet, og de kostede 600 kr. ekstra pr. døgn for et dobbeltværelset, og det er da forholdsvis dyrt sammenlignet med rejsens pris, men alt i alt ca. 4.200 kr. for os to. Til entreer, mad og lommepenge brugte vi 3.200 franc ( 1 franc kostede på rejsetidspunktet 1,15 kr.) foruden gælden på kreditkortet til Moulin Rouge, men de penge var nu også givet godt ud.

Tilbage til forsiden