En bilist blandt togpendlere.
En fortælling af Kim Greiner.
Det er jo så dejligt nemt med motorvejen lige udenfor døren, så i mange år har jeg sværget til bilkørsel på vej til arbejde i København, og alt det der med tog og busser lød meget besværligt i mine ører. Men i det sidste års tid har jeg egentlig været grumme træt af de lange bilkøer på motorvejen, så jeg har flirtet lidt med tanken om togkørsel.
Før i tiden kørte jeg kun med tog, når min bil skulle til eftersyn i Roskilde, og en sådan dag havde jeg afleveret bilen og havde taget toget tilbage til Borup. Da jeg kom hjem, lagde jeg vistnok klippekortet på stuebordet, og havde tid til at gå ud i haven, inden jeg igen om eftermiddagen skulle bruge kortet. Et kvarter før togafgang, ville jeg lige snuppe kortet, men det lå der ikke, og heller ingen andre steder, hvor jeg måske kunne have lagt det.
Vores barnebarn ville nok undre sig, men det var i de gode gamle dage, hvor man på en togstation kunne købe togbilletter og ikke kun frimærker, men det var så uheldigt, at jeg faktisk ikke havde en krone, og jeg kunne heller ikke nå i banken.
"Hvor var det klippekort?" tankerne fór rundt i hovedet, og der var kun én mulighed, jeg måtte have tabt det, og jeg havde kun haft pungen oppe henne hos bageren. Hurtigt hen hos bageren og spørge, om de havde fundet et gult klippekort, og det havde de minsandten, så jeg fik kortet og nåede i sidste øjeblik mit tog. Inde i toget kikkede jeg nøjere på kortet, da det egentlig undrede mig, at der var 5 klip tilbage, og jeg synes kun der var 4 klip i morges, og ved nærgranskning af datoen opdagede jeg, at sidste stempling var for 2 dage siden, så det var slet ikke mit kort.
Nu er jeg jo en ærlig mand, så da jeg kom hjem igen, gik jeg hen til bageren og afleverede kortet med tak for lån, samt en tier for det brugte klip. Bagerjomfruen troede vist, jeg var komplet idiot, og lignede verdens største spørgsmåltegn, men jeg synes ikke, der var grund til lange forklaringer, og nu havde jeg jo min samvittighed iorden.
Men hvorfor lå klippekortet egentlig ikke på stuebordet? Jo min kære hustru, havde lige været et smut hjemme, og som det ordensmenneske hun er, havde hun lagt det på plads i sin skuffe.
Sidste forår med konflikter og tørlagte benzinstationer krævede det virkelig minutiøs planlægning af bilkørselen til København. Jeg havde regnet ud, at hvis jeg blot tog toget én dag, så ville der lige være benzin nok tilbage til kørsel til Helsingør og ved at tage færgen over, kunne vi tanke på Sverigessiden og samtidig få en tur til Kullen.
Men inden var der lige den togtur, der skulle klares, og da jeg var steget på toget og venligt sagde godmorgen til mine medpassagerer, stirrede de på mig, som var jeg en galning, for sådan noget gør man virkelig ikke, hvis man er en pæn morgenpendler.
Da jeg ikke rigtig havde lyst til at sætte mig ind i bussystemet for sådan en enkelt dag, ville jeg tage toget til Hovedbanegården og så gå ud til Landbohøjskolen. En af mine gartnere havde sagt, at det havde han engang gjort, og det tog ham kun 12 minutter, og hvis han kunne gøre det på den tid, så kunne jeg bestemt også og alligevel møde til tiden. 22 minutter efter afstigningen på Hovedbanengården nåede jeg frem, med blussende kinder og gennemblødt af sved. Min kære gartner kom i tanke om, at det vistnok også var fra Vesterport Station, han havde gået, og ved nærmere eftertanke kunne han heller ikke rigtig huske, om det var12 eller 18 minutter.
På hjemturen havde jeg 32 minutter til strækningen og nåede frem 3 minutter før togafgang og fik endda en plads i det allerede overfyldte tog. Vel ude af stationen kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde fået stemplet billetten og da jeg kom til at sige det højt, og pendlerne åbenbart var vågnet lidt op, kom der flere gode råd. Hvis det var en flink konduktør, ville han blot stemple billetten, men det var nok overvejende sandsynligt, at jeg ville få en bøde, så de rådede mig til at stå af i Valby og få stemplet billetten.
Jeg lod min jakke blive på sædet, og så snart toget standsede, sprang jeg af toget, men den nærmeste stempelmaskine var mindst 40 meter væk, og det føltes endda som mindst 100 meter, da det var mod menneskestrømmen. Jeg ved ikke, om det var på grund af mine svedige hænder, at kortet var blevet blødt, men stempelmaskinen ville ikke tage kortet, og først da der blev fløjtet togafgang, besluttede maskinen, at den allernådigst ville modtage mine klip, og jeg sprang ind i den nærmeste vogn.
Flere vogne fremme genfandt jeg min jakke stadig på det tomme sæde, og det endda selvom toget var overfyldt. En af mine medpassagerer sagde venligt, at det kun var, fordi jeg var en stakkels benzinløs billist i togpendlerklæder, at de ikke havde solgt pladsen, for der var mindst 10, der havde spurgt om pladsen var ledig.
Efter den togtur lagde jeg planerne om fast togkørsel lidt på hylden, men for et par uger siden skulle min kone på kursus i Køge, og ved benyttelse af de offentlige transportmidler fra Borup til Køge, så skal man helst starte hjemturen, inden man er kommet frem, hvis det skal nås på én dag.
Så jeg meldte mig frivilligt til at tage toget til København, og pludselig ligger en hel ny verden åben for mig. Om morgenen tager det mellem hjem og arbejdsplads kun 5 minutter længere med tog og bus, end kørsel på motorvejen, og istedet for anspændt bilkørsel, kan man få sig et lille morgenblund, og de andre pendlere er såmænd flinke nok, hvis man bare undlader at sige godmorgen. Hjemturen tager et kvarter længere, men så er der tid til, at jeg kan stå af bussen et par stoppesteder før Valby station og få lidt rask motion samtidig med, at der kan kikkes på forretninger, medens jeg glæder mig til en halv times hyggelig læsning i toget.
Hele det store maskineri har bare kørt rundt i alle de år, uden at jeg har vidst, hvor nemt og billigt det er at benytte, og hvor er det skønt, at jeg endelig har opdaget det. En kollega rådede mig forresten til at holde det hemmeligt, for så bliver der færre siddepladser, og det er kun i rygerkupeerne, der er god plads. Men hvem ved, måske finder også DSB en dag ud af, at ikkerygerne er i stort overtal, og så kan det være, jeg bliver en rigtig togpendler med både billede og månedskort.