Peru 5.del Lima En hovedstad med slum og guld. En rejsefortælling af Kim Greiner, Oktober – november 2005 Dag 23. Fra Amazonjungel til Pizza Street. Dagen var startet i Puerto Maldonado, der er en jungleby i Amazonas, og var endestation for vores 5 dages kanosafari i Amazonjunglen. Efter en mellemlanding i Cuzco, fløj vi sidst på eftermiddagen over en del af Limas slumkvarter, og landede i Aeropuerto Internacional Jorge Chavez, der ligger nordvest for Limas centrum. Det var halvskyet og tørt, og da vi kom fra en temperatur, der var dobbelt så høj, var det befriende køligt med en lufttemperatur på kun 17 grader. På starten af vores Perutur havde vi overnattet en enkelt gang i nærheden af Limas centrum, dog ikke lige i nærheden af de historiske bygninger, men nærmest i et kedeligt gråt fabriksområde, hvor det ikke engang var tilrådeligt at begive sig ud ved aftenstide. Denne gang var der andre boller på suppen, og vi kørte ad indfaldsvejen med de store reklameskilte syd om centrum og direkte ned til Miraflores, der ligger nær Stillehavets kyst.
I Limas guldalder strømmede rigdommen til byen, for al handel var monopoliseret af spanske handelshuse og de lokale forretningspartnere, så alle varer til det nuværende Peru, Bolivia, Nordargentina og Nordchile skulle igennem Lima. I slutningen af 1700 tallet blev handelen dog frigivet, så også andre byer i Peru begyndte at vokse, og Limas guldalder var ved at være slut.
Lima har igennem årene haft mange skader på grund af jordskælv, og byen fik også store skader under uafhængigheds krigen først i 1800 tallet, hvor befolkningstallet faldt med over 30.000 til kun 53.000 indbyggere. Først i begyndelsen af 1900 kom der for alvorlig fart i befolkningstallet, da bønderne søgte til byen i håbet om arbejde på de mange fabrikker, der spirede frem. I starten gik det da også fint, men efterhånden var der alt for mange tilflyttere i forhold til arbejdet, og i dag regner man med, at kun halvdelen af Limas indbyggere har en fast indtægt, og resten er skopudsere, gadesælgere og lignende.
Tilbage til vore dages Lima, desværre uden tapadaskvinder, er byen en blanding af kaos, forurening og store slumområder, men altså også hypermoderne med forretningsstrøg som her i Miraflores. Priserne er også helt vesteuropæiske, og heldigvis skulle vi kun betale for drikkevarerne på restaurant Vivaldino, og med 37 sol (næsten 80 kr.) for 2 glas vin og 2 kaffe, må det da siges, at de er ved at være ret godt med.
På den anden side af gaden, lige overfor vores hostal, ligger det 5 stjernede Residencial Las Americas, og der var tidlig trafik til deres fitnesscenter. Centeret havde store vinduer ud mod gaden, og til dem, der kan lide store amerikanske jokkende bagdele, var der masser at se på.
Ellers kredsede vi blot lidt rundt i kvarteret og kikkede på forretninger, og vi kunne se, at modeforretningerne i Miraflores godt kan følge med moden i Paris. Vi manglede lidt valuta og kunne ikke se nogen vekslingskontorer, så vi vovede det ene øje og fik vekslet lidt penge hos en autoriseret gadeveksler. Da han kikkede på vandmærker på vores dollarsedler, gjorde jeg gengæld og kikkede efter vandmærker på solsedlerne, hvilket afstedkom et smørret grin. På gaderne var der en leben af mennesker, men overhovedet ingen turister, og heller ingen tiggende børn, og man kunne da håbe på, at det var, fordi de var i skole.
Regeringspaladset, der i kolonitiden var residens for vicekongen, ligger lidt tilbagetrukket fra pladsen bag et enormt jerngitterværk, der bevogtes af en flok soldater med maskinpistoler. Da vi kikkede igennem gitteret, kunne vi se et par mere
hyggelige soldater ved indgangen til paladset, idet deres uniformer nærmest lignede Vatikanets
sweitzergardister. På bagsiden af Regeringspaladset var bissen igen skruet på, idet der holdt en PMV med maskingevær. Vi gik ned mod Rimacfloden, der dog så noget kedelig og mudret ud, så vi gik tilbage ad gågaden Jirón de la Union, med mange overdådige bygninger og store butikker. Vi kom også ned igennem en flot arkade med masser af boder med postkort, landkort og bøger, og det var tilsyneladende alt sammen baseret på turister.Vi krydsede ellers lidt rundt i kvarteret og kunne da konstatere, at man ikke skal ret langt ned ad sidegaderne, før mange huse trænger til en restaurering, men faktisk var der pænt rent overalt. Gågaden munder ud i Plaza San Martin, der er næsten lige så overdådig og smuk som Plaza de Armas, og pladsens lygtepæle siger da spar 2 til alt, idet hver pæl blev støttet af 3 skønjomfruer med blottede bryster, og ovenover svævede 9 store lamper i runde glaskugler. Jomfruerne var dog af bronze, må jeg hellere lige tilføje. Midt på pladsen står en mægtig stor bronzestatue af San Martin, hvem han så end var, og det kunne vi så grunde over, medens vi fik en lille mellemmad på en fortovscafe.
Vi havde kun denne ene dag i Lima, så vi forlod centrum og tog en taxi til Guldmuseet, der ligger lidt i udkanten af byen. Taxikørsel i Lima er billig, men der skal altid aftales en pris inden, så vi blev enige om 12 sol, og der var en halv times kørsel derud.
Museet har også en stor våbensamling med alverdens håndvåben, og de kan endda fremvise et par store danske muskedonnere fra 1600 tallet. Ellers var der stakkevis af knive, sabler, pistoler, geværer i alle udformninger og størrelser, og også en pæn samling af rustninger. I museumsgården var der forretninger med smykker og souvenirer og vi fik igen forøget samlingen en del, inden vi skulle tilbage til vores hostel. Udenfor museet stod en flok taxichauffører, og så måtte vi
i gang med prisforhandlingerne, hvor buddene startede med 20 sol, men med Alice som benhård forhandler endte det med 10 sol. Da det var blevet midt på eftermiddagen, rundede vi lige Pizza Street for at smage på deres legendariske pizzaer, og Alice fik uden besvær tiltusket os gratis drikkevarer, bare vi spiste deres pizzaer. Lufthavnen er stor og moderne, og der skal lige huskes på, at der skal erlægges 28 US dollar i lufthavnsskat. Der er masser af taxfri butikker, men hvad hjælper det, når priserne er 3 gange det normale, men butikkerne er nok møntet på det nordlige Amerika, for alle priserne var opgivet i USdollar, selvom sol da til nød kunne anvendes.
På flyvningen tilbage var der efter nogle timers forløb mellemlanding i den hollandske fristat
Bonaire, og alle rejste sig for at komme ud og strække ben, men der kom en kraftig regnbyge, og så måtte vi ikke gå ud alligevel. Til gengæld blev flyet bordet af rengøringspersonale, og sikkerhedsfolk med pistoler, og om det så var for at holde rengøringsfolkene i skak eller os i ro, ved jeg ikke, men efter en time lettede vi igen.
Det var første gang, vi var i Sydamerika, og derfor også det første besøg i Peru, og forventningerne blev til fulde indfriet, og mange af mine forudindtagede fordomme måtte lide skibbrud undervejs. Landet virker meget mere velfungerende, end jeg overhovedet havde forestillet mig, og selv om landet er fattigt, kan det tydeligt mærkes, at der er kommet gang i hjulene. Byerne virkede rene, og der er masser af smukke pladser med springvand, statuer og blomsterbede, og bedst af alt, så har Peru en meget venlig og smilende befolkning. Og det er et dejligt plus, at både højlandsindianerne og regnskovsindianerne har fået deres selvværd igen, og er begyndt at føle stolthed over deres oprindelse, og det kan de også roligt være, for de er noget helt specielt.
Naturen er en oplevelse for sig, og er overordentlig variabel, og vekslede fra tør ørken, over de høje Andesbjerge med sne på toppen og ned til den frodige
Amazonjungel. Enestående i verden er også Perus historie med alle templerne og ruinerne fra inkatiden og ligeledes den gamle Inkasti, der med tusindvis af trappetrin går over de høje pas fra km 82 til Machu Picchu. Og hvert eneste trappetrin har vi betrådt, og i den tynde luft har vi pustet, og vi har stønnet – men hvor har vi bare nydt det. Tegninger til de 5 Peru afsnit er fra ovenstående kilder, og
fotos er taget af Jens Ole Vig Hansen, Alice Rahbek, Jette Petersen,
Birgitte Greiner og Kim Greiner. |
I begyndelsen af 1900 tallet blev det for trangt inde i Lima centrum, så den mere velstillede del af befolkningen søgte derfor ud mod kysten i mere landlige omgivelser, og nogle bosatte sig i den lille landsby Miraflores. Den lille landsby er siden opslugt af Lima, og er nu et mondænt kvarter med et moderne forretningscentrum, hvor de multinationale selskaber har kontorer. Hoteller af international standard, banker, butikker og casinoer har her kronede dage, og er meget forskellig fra byer som Arequipa og Cuzco, som vi tidligere har besøgt, og lysår fra de små landsbyer vi så i Andesbjergene og i junglen.
I en stille gade midt i Miraflores blev vi indlogeret på det lille hostel Bellavista, der var bygget i hyggelig spansk
haciendastil. Værelserne var ikke den vilde luksus, men helt i orden til en overnatning, og man kunne da vænne sig til, at wcdøren bandt så meget, at det var lige før, det var nødvendigt at råbe om hjælp. 
Vi krydsede over Parque Central og fortsatte ned ad Miraflores hovedgade Av. José Larco mod kysten. Hovedgaden huser stribevis af 5 stjernede hoteller, casinoer, og store
ekklusive forretninger, og der var ligefrem højhuse ind imellem, og det var mindst 3 uger, siden vi sidst havde set en sådan ”herlighed”. For enden af hovedgaden ligger der en park med springvand og statuer, og helt ude ved Stillehavets store dønninger ligger Larco Mar med forretningscentre og restauranter, og vi gik hen til restaurant Vivaldino, hvor Mette havde bestilt bord. Vivaldino er et yderst stilfuld sted, og vi fik en udsøgt 3 retters afskedsmenu i et yderst hyggeligt selskab. Medens vi alligevel sidder og venter på regningen, vil jeg lige fortælle lidt om kongernes by Lima. 
Lima, der er Perus hovedstad, har i dag ca. 8 millioner indbyggere, og byen blev grundlagt af Francisco Pizarro i 1535, i et ugæstfrit landområde, hvor der næsten ikke falder regn, hvor jordskælv er almindelige, og vinteren er præget af skyer og tåge. Men byen lå tæt ved havet, og Pizarros soldater mente, den havde en god beliggenhed, for i tilfælde af oprør fra de indfødte, kunne spaniolerne slippe væk over havet. Byen blev grundlagt den 6. januar, der er ”Kongernes dag”,
og fordi den var hovedstad i spansk Amerika, blev den kaldt Kongernes by. Først i slutningen af 1500 tallet fik byen navnet Lima, og den voksede hurtigt i velstand og omfang. I kirkelig henseende strømmede biskopper, præster, munke og nonner til byen, og de byggede den ene prangende kirke og det ene kloster efter det andet. Med disse hellige folk kom også inkvisitionen, og allerede i 1559 blev byen hjemsted for den spanske inkvisitionsdomstol, der med korset højt hævet for frem med torturering og efterfølgende brænding af kættere, hekse og andet godtfolk. Halleluja hvor det gik, og de ”skyldige” fik selvfølgelig deres ejendom konfiskeret af domstolen. 
Tidligt i kolonitiden blev Peru opdelt i et skarpt klassedelt samfund, idet efterkommerne af spanierne ”criollos” overvejende levede i luksus, medens ”mestizer”, der havde både spansk og indiansk blod i årene (oftest med en spansk far forstås), ikke havde mange rettigheder, og indianerne måtte ikke engang bo inden for bymuren. 
1700 tallet var der også andet at kikke på, for Lima havde drejet sig lidt væk fra den religiøse periode, og var gået over i den romantiske æra med poesi, promenader og pomp og pragt. De spanske borgerfruer begyndte at få konkurrence, for overklassen af mestizkvinderne, kaldet tapadas, chokerede med deres sensuelle fremtoning. Tapadaskvinderne syede deres nederdele ind, så deres kvindelige hofter blev understreget, og skørtet var så stramt, at der kun kunne trippes, og samtidig viste de deres bare arme. Men de skjulte deres ansigter, så kun det ene øje var frit, så de var nærmest uigenkendelige, hvis de da ikke ligefrem var pukkelrykkede eller havde træben eller deslige. Så medens de spanske kvinder hidsigt viftede sig og strammede kjolerne om livet, for at vise deres smalle taljer, så vimsede de tildækkede skandaløse tapadaskvinder flirtende rundt i byen, så en mand kunne risikere at lægge an på sin egen kone, uden at vide det. 
Vi gik igennem Pizza Street, der lå fuldstændig øde hen, og kom ud til Parque Central, der er en stor grøn plads med palmer og store blomsterbede, og en flok gartnere, der gik rundt med piskeris og slog græs. I parken stod en statue af John F. Kennedy, og måske derfor var omgivelserne omkring pladsen næsten et stykke renlivet USA med Mac Donald, Burger King, Pizza Hut, KFC og Dunkin Donuts restauranter. Ved at skæve ind på Mac Donalds prisliste, kunne vi se, at en menu kostede 3.50 sol sådan ca. 7 dkr. Og der var tilsyneladende ikke Big Mac, som jeg ellers troede, de solgte over hele verden, men
i stedet havde de Mac Duo, Mac Pollo og Mac Fiesta.
Vi gik ud af Av. Palma og over en bro, der fører over den mangesporede motorvej ”Via Expresa”, der meget hensynsfuldt ligger lavere end byens andre veje. Motorvejen har også taget afsmag efter USA, idet kæmpemæssige reklameskilte står skulder ved skulder lige så langt øjet rækker. På den anden side af motorvejen lå Micardo, der er et stort marked, med boder langt ud på de omgivende gader, og der begyndte igen at lugte lidt af det Peru, vi kendte. Markedet havde dog ingen souvenir, men det sædvanlige opbud af blomster og frugter, foruden dynger af råt kød og stakkevis af flåede kohoveder, og det er noget, der bestemt ikke giver appetit på morgenkvisten, så vi skyndte os ud igen.
Tilbage på hostelet pakkede vi sammen til hjemrejsen og fik stillet bagagen i depot, inden vi sammen med Alice og Jette, tog en taxi ind til Limas gamle centrum. Vi blev sat af på Plaza de Armas, der af UNESCO er erklæret som en del af verdens kulturarv, og det med rette. Omkring pladsen ligger foruden Katedralen og Regeringspaladset, store smukke bygninger med buegange, balkoner og krummelyrer, og alt var yderst velpudset med et gulligt look. Midt på pladsen ligger et bronzespringvand fra 1650, med en trompetspillende engel som kransekagefigur, og gadebelysningen bliver varetaget af gammeldags støbejernslamper i gaslygtestil. Store blomsterbede fuldendte den meget smukke plads, og et par ridende politibetjente red dekorative rundt. En stor flok skolepiger i fine uniformer gav os mange søde smil, og på hver side af det fodgængerfelt pigerne skulle over, stod 2 udklædte dameklovne med hvidmalede ansigter og dirigerede trafikken.
Katedralen stod færdig i 1625, og siden hen har den stort set taget skade ved alle de store jordskælv, der har været siden. Det koster 10 sol at komme ind, og de penge kunne så passende gå til den næste store skade, der så sikkert som amen i katedralen, kommer på et eller andet tidspunkt. Katedralen er udstyret med overdådige
træskærerarbejder, og bagest i kirken ligger et interessant museum med malerier, messehagler m.m. I et kapel ligger de jordiske rester af Francisco Pizarro, der allerede hjemme i Spanien blev udnævnt til statsholder, inden han gik
i gang med at erobre Peru for den spanske konge. Francisco var et meget troende menneske og bad dagligt til jomfru Maria, og han var egentlig hverken ond eller grusom, men det rådede hans brødre til fulde bod på. Men sket er sket, så lad Francisco hvile her i fred. Uden at det havde noget med Francisco at gøre, lå der nede i en
krypt under kirkegulvet en stabel menneskekranier med tilhørende knogler, og hvorfor de her lå til offentlig beskuelse, har jeg ingen anelse om.
Lima har store sociale problemer, og man skal være forberedt på en del kriminalitet, men et talrigt turistpoliti har dog gjort det centrale Lima til et sikkert sted at færdes, og i Miraflores er der ikke farligere end i København. For ikke at friste skæbnen, var vi ikke ude i Limas slumkvarterer, så dem kan jeg overhovedet ikke udtale mig om, men jeg kan da berette, at efter 3½ uge i Peru var ingen af os topaser ude for nogen som helst
kriminalitet.
Guldmuseet eller Museo de Ore del Peru er privatejet, og det koster 30 sol at komme ind og se på herlighederne. Da spanierne i sin tid erobrede Peru rasede guldfeberen, og de tilranede sig alle de guldgenstande, de kunne komme i nærheden af. Det var dog ikke guldgenstandenes
kunstneriske kvalitet og fine udførelse, der havde deres interesse, men kun vægten af guldet, og for nemmere at transportere det hjem til Spanien, blev kunstgenstandene smeltet om til guldbarrer. Hvor ville et guldmuseum være
kedeligt, hvis der bare stod opstablede guldbarrer, men sådan er det heller ikke på Limas guldmuseum, for heldigvis gik mange guldgenstande spaniernes næse forbi. Guldsamlingen har meget fornuftigt til huse i kælderen, og her udstilles i tusindvis af masker, smykker og figurer i det pureste guld, og det hele er meget lækkert stillet op. Ind imellem guldet står der statelige inkafigurer, og grinende sammenfoldede mumier, a la Tintin i Soltemplet, sidder rundt omkring i spotlys. En stor samling af keramik, der stammer længe før inkaernes tid, viser, at der ikke er noget nyt under solen med hensyn til fantasifulde erotiske udfoldelser. 
Vi vidste det jo, at på et eller andet tidspunkt skulle vi hjem igen, så sidst på eftermiddagen var der afgang fra Hostal Bellavista, og med alle de blege amerikanske bagdele, der hoppede rundt i fitnesscenteret overfor, burde det lille hostal måske overveje at skifte navn. På vej ud til lufthavnen kom vi igennem nogle egentlig meget smukke villakvarterer, så der var nok meget, vi ikke havde set i Lima.
Vores topasgruppe, som vi havde rejst tæt sammen med i 3½ uge, var ved at gå i opløsning, da nogen allerede i Amsterdam skulle videre med fly til Jylland, og i København fik vi sagt farvel til resten. Til vores medrejsende kan vi kun sige en stor tak for jeres hyggelige og dejlige selskab, både i tykt og tyndt, og højt og lavt – det har bare været en ren fornøjelse. Også til vores rejseleder Mette skal der lyde en stor tak, – det var bare
alle tiders tur og det er du også Mette. Og hvis der er nogen, der skal ud i den vide verden med Topas, f.eks. til Etiopien og Mette er rejseleder, så kan I bare vente jer og glæde jer.