Togrejse til den gyldne stad Prag.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

September 1997

En sjælden gang kører jeg med tog mellem Borup og Roskilde, som regel kun når vores bil skal til service, og det har nogle gange fascineret mig, når konduktøren spørger efter nye "rejsende", idet jeg ikke rigtig forbinder turen til Roskilde med en rejse. Så for at få lidt af følelsen af at være "rejsende" og uden altid at køre i bil tog vi i sommer for morskabs skyld en togtur til Odense for samtidig at opleve den nye tunnel. Billetkontoret i Borup er lukket for nylig, og da man ikke kan rejse den vej på et klippekort, måtte vi købe billet i toget. Der kom bare ikke nogen konduktør, og da jeg efter tunnelen og kun 5 km fra Odense stadig sad med min pung i hånden, indså jeg, at DSB åbenbart sparede så meget på personalet, at de hverken ville sælge billetter på Borup Station eller i toget.

Afstedkommet af denne behagelige og billige tur til Odense besluttede min kone Gitte og jeg, at vi ville tage på fridagsferie med DSB og være rigtige "rejsende" med dagtog over Hamburg og Berlin, hvor billetten inkluderede 5 hotelovernatninger med morgenmad i Prag.

For at være i god tid og for ikke at risikere problemer i forbindelse med eventuelle togforsinkelser startede vi fra Borup Station kl. 6.29 mod Høje Tåstrup, og allerede lidt over klokken otte var vi så igen i Borup. Toget standsede dog ikke, men fortsatte til Rødby denne gang efter grundig kontrol af billetter og pas af to tyske togkontrollører, hvad de så end lavede i et dansk tog.

Nogle af vore dages tog glider næsten lydløst hen over skinnerne uden fortidens høje ga da dong, ga da dong lyde, når toget forlod ene skinne, passerede mellemrummet og startede på den næste, men selvfølgelig i hvert fald lige undtaget alle de godstog, som DSB med øresønderrivende larm især om natten sender igennem Borup.

I Hamburg var der omkring 1 ½ times ventetid inden afgangen med et tysk tog mod Prag, og på stationen begyndte jeg at længes lidt efter bagagerummet i vores bil, idet ens aktionsradius med bagage er stærkt reduceret. Heldigvis fandt vi nogle boxe, og der var da ikke ret megen panik, da vi efter sightseeing og spisning 10 minutter før togafgang ikke kunne finde boxene igen.

Toget, heldigvis med os og bagagen, startede sydpå, og jeg regnede ud, at hastigheden nogle gange var oppe på 180 km/timen, så inden vi så os om, var der mellemlanding i Berlin og Dresden. Grænsen til Tjekkiet blev passeret efter paskontrol 3-4 gange, så det var ikke sådan noget slapt noget, som når man ellers passerer andre grænser i Europa med bil, og ingen gider se noget, her fik vi virkelig noget for paspengene.

Egentlig kunne det have været interessant at prøvesmage spisevognen, men da jeg havde hentet en flaske vand på 33cl, og den omregnet kostede ca. 15 kr., så fik jeg pludselig mere lyst til bare at spise vores medbragte håndmadder.

Efter at have passeret grænsen forandrede landskabet karakter fra store flade landbrugsområder og skove til lave bjergområder, og floden Moldau, som på tjekkisk kaldes Vitava, slyngede sig malerisk langs med jernbanen og helt ind igennem Prags centrum.

Mørket var faldet på, og de sidste par timer var der ikke så meget at se på, men længe inden var jeg begyndt at spekulere på, hvordan vi i en ukendt by med bagagen skulle finde vores hotel Karl Inn, der lå et eller andet sted uden for det kort vi havde over Prags centrum.

Vi kunne enten tage Metroen eller en Taxa. Ved benyttelse af Metroen skulle vi først veksle penge og finde ud af billetsystemet. Derefter skulle vi finde ud af, hvor hotellet lå, hvad retning togene kørte, hvor vi skulle skifte, og hvor og hvor langt lå hotellet så fra metrostationen. I alle andre storbyer ville man naturligvis tage en taxa, men vi havde læst, at i Prag kørte de fleste uden taxameter, og der havde også været tilfælde af voldelige taxachauffører i forbindelse med uenighed om betalingen.

Noget usikre steg vi af toget på Holesovice-banegården, hvor de internationale tog holder, og selvom vi ikke kom med 4-toget, men med 21.27 toget, blev vi alligevel kontaktet af et par mænd med nydelige skilte "Officiel Taxi" på jakken. Vi prøvede at få en fast pris til hotellet, og jeg havde egentlig forestillet mig en pris på 20 eller højst 30 DM, men de kunne ikke give fast pris, da de kørte efter taxameter. Vi var trætte og tænkte, at det nok også var stærkt overdrevet med advarselen mod taxakørsel, og så var dette jo også en officiel taxi med taxameter, så vi sagde ok og satte os ind og kørte.

Sikkerhedsselerne på bagsædet virkede ikke, og da chaufføren på et tidspunkt kørte 110 km i timen ad krogede mørke gader, var vi ret så opsatte på at få dem til at virke. Så fik jeg øje på nogle røde tal i bilen, der flimrede af sted, og det gik op for mig, at det var taxametret, der i flyvende fart talte tjekkisk mønt - Koruna. Min hjerne var næsten lammet, medens jeg prøvede at huske kurserne og omregne koruna til danske kroner og videre til DM, som vi havde med, men taxametret kørte så hurtigt, at jeg måtte opgive. Sveden begyndte at pible frem, og jeg vidste nu, at vi var i fuld gang med at blive rigtig godt bondefanget. Jeg spekulerede på, om jeg skulle standse taxien, men så os i ånden stå med bagagen på en eller anden ukendt gade i en ukendt mørk by og uden at ane, hvordan vi skulle komme videre.

Heldigvis svingede taxien kort efter op foran hotel Karl Inn, og da jeg rystende spurgte, hvad turen kostede, blev mine bange anelser bekræftet. Det var penge, jeg havde set flimre forbi, og chaufføren forlangte uden blusel 2185 koruna eller 130 DM sådan ca. 500 kr. Jeg bad om en kvittering i det lønlige håb, at chaufføren ville besinde sig, men han trykkede blot på sin computer, og ud kom en nydelig udskrift, hvoraf det fremgik, at turen rigtig nok kostede 2185 koruna, og det havde taget 6 minutter at køre strækningen på 4,1 km. Vi turde ikke andet end betale, og da vi lidt senere kom op på hotelværelset, lå der en kraftig advarsel om taxakørsel, og det fremgik, at turen fra banegården til hotellet officielt kostede 270 koruna, men at hotellets personale iøvrigt ikke kunne hjælpe ved uoverensstemmelser om betalingen.

Jeg lovede så mig selv, at så snart vi kom hjem, ville jeg skrive til den tjekkiske præsident Vaclav Havel om hændelsen, så der kunne blive gjort noget ved det taxauvæsen.

Morgenmaden blev indtaget på hotellet som buffet med alt, hvad hjertet kunne begære, og da overtjeneren hver morgen stod ved indgangen til restaurationen og pænt sagde godmorgen til gæsterne, og de nydelige servitricer i nogle små stramtsiddende kjoler ryddede af bordene i et passende tempo, var det bare helt fint.

Tjekkisk mønt koruna må ikke indføres eller udføres, så der kan først veksles, når man er ankommet til landet. Det tilrådes ellers at medbringe tyske DM, da kursen skulle være bedre end veksling direkte fra danske kroner, men der er vist ikke den store forskel, så vidt jeg kunne se, på vekslingskurserne på de utallige vekslingskontorer, der ligger alle vegne, hvor turisterne færdes. Noget andet er vekslingsgebyrerne, hvor vi på hotellet fik vekslet de fleste af vores penge til 8 %, det højeste gebyr, der var til at opdrive, fandt vi senere ud af, idet det andre steder kostede 3 til 4 % og et sted helt ned til 1 %.

Prags metro er rygraden i byens trafiksystem og befordrer årligt 450 mio. mennesker, og så koster en timebillet kun lidt over 2 kroner - en helt anden snak end taxapriserne. Vi kan godt lide at gå, men skulle da også prøve metroen, så 200 m fra hotellet kørte vi med en meget lang og meget hurtig rulletrappe dybt ned i jorden, og få minutter efter buldrede toget igennem mørket. De tre linier i metrosystemet er udsmykket med henholdsvis marmor, stål eller glas, således at de er til at kende fra hinanden, hvis man altså kender systemet. Første gang vi skulle skifte, måtte vi rulle en del ned og op og ned og op, før vi fandt den rigtige retning og steg ellers uhindret op af hullet igen ved Nationalmuseet med en smuk udsigt over den kilometer lange smalle plads Vaclavske Namesti med flotte bygninger, blomsterbede, forretninger og restauranter.

Under opstanden mod kommunisterne i 1989 var pladsen dag efter dag pakket med mennesker, der lyttede til taler af Havel og Dubcek. I vore dage er pladsen og i det hele taget Prags centrum også pakket med mennesker, men nu især turister, der i flokke følger efter deres rejseledere, der med stokke, flag eller andet holdt op i luften prøver at holde samling på flokken.

På vores vej igennem byen kom vi forbi og op i det gamle gotiske krudttårn, og her lagde vi så kimen til begyndende ømme benmuskler. Senere gik vi ned forbi Staromestske Namesti, Prags store gamle torv, der har lagt brosten til mange af byens tragedier, bl.a. i 1621 hvor 27 adelsmænd blev henrettet på bedste stockholmske vis, da et oprør mod kejsermagten slog fejl. Torvet er omgivet af smukke, gamle huse, og Tyn kirken, hvor vores landsmand Tycho Brahe ligger begravet, skuer ud over pladsen.

I vore dage er pladsen godt belagt med fortovsrestauranter, hvor man kan sidde og iagttage alle de mennesker, der skal hen til rådhuset for at se det astronomiske ur fra 1410. Hver time åbner to små døre sig, og de tolv apostle kikker en efter en ud over den forsamlede menneskemængde, samtidig med at solens, månens og planeternes gang vises på uret.

På pladsen lød der ustandselig kaglende hønselyde og høje kykliky, men der var ingen høns at se. Det viste sig, at en ældre mand og et par studenter gik rundt og reklamerede højlydt for deres salg af et lille simpelt instrument, der kunne frembringe hanegal Jeg lod mig straks overtale og købte selv et hønselydsinstrument formedelst 10 kr, for så kan jeg selv være med til morgenkoncerten kl. 4 med hanerne i kvarteret hjemme på Kimmerslevvej. På den anden side bryder jeg mig heller ikke om at frembringe høje lyde på det ugudelige tidspunkt, og det kan jo også være, at jeg om nogle måneder eller år vænner mig til mine natørepropper.

Igennem Prags gamle bydel med huse og palæer spækket med statuer, løvefødder og gesvejsninger snor den hyggelige, gamle gade Karlova sig. Her er masser af souvenirbutikker især med glaskunst og mesterjakeldukker i alle mulige smukke og fantasifulde udformninger. Før i tiden, før fjernsynets indtog i de små hjem, skulle enhver tjekkisk familie med respekt for sig selv have et dukketeater, og i dag er en mesterjakeldukke så turisternes foretrukne souvenir, men pokkers besværlig at transportere hjem, ihvertfald i tog, med snoretræk og en lang ståltråd siddende fast i hovedenden. Iøvrigt er det overvejende souvenirs af god kvalitet, der sælges i Prag - ikke noget med en plastikdims på en muslingeskal med hilsen fra Himmelbjerget made in Hong Kong. Butikspersonalet er desuden venligt og på ingen måde anmasende, hvis man blot går og kikker.

Karlsbroen, der går over floden Vitava og forbinder de to historiske bydele med hinanden, er Prags største turistattraktion. Byggeriet blev påbegyndt i 1357 den 9. juli kl. 5.31, og når det skrives med tal giver det 1 3 5 7 9 7 5 3 1, og det er ifølge astrologien en lykkebringende kombination, da det kan læses både forfra og bagfra. Da broen stadig står der her i 1997, må det jo være rigtig nok, selvom den har været beskadiget mange gange efter tøbrud og oversvømmelser.

Langs siderne på broen står 30 store helgenfigurer, og da alle mennesker gik hen til Sct. Johannes af Nepomuk og rørte ved en bestemt helt blankslidt plet, gjorde vi det for en sikkerheds skyld også, for det kunne jo være, det betød lykke. Foruden mængder af turister, der vandrede over broen, stod der snesevis af kunstnere, der solgte tegninger, fotografier og akvareller, og med udsigten til floden, den gamle bydel Mala Strana med tårne, kupler, spir og borgen i baggrunden så det hele så eventyrligt ud, som var sceneriet taget fra en historie af H.C. Andersen.

Ved et lille torv var der en stor mur helt overmalet med grafiti, og midt på muren var der malet et billede af John Lennon, og foran stod et syltetøjsglas med blomster. I den kommunistiske tid kæmpede Prags ungdom mod politi og håndværkere med kalkkoste for at bevare deres mindesmærke over den dræbte Beatle, og farverne vandt tilsyneladende over ordensmagten. For en gangs skyld kunne jeg godt have lidt sympati med grafitimalerne, men så også kun på denne ene mur og bestemt ikke alle de andre steder, hvor Prag idag er malet godt til.

Bag en anden meget høj mur ligger Wallenstein-haven fra det 17. århundrede med blomsterbede, springvand og statuer, der desværre kun er lidt grove kopier, da svenskerne engang kom forbi og tog originalerne med som krigsbytte til pynt på Drottningholm Slot i Stockholm. Påfugle, endda med de nydeligste små unger, hoppede omkring i haven, og da der heldigvis ikke var særlig mange turister, der havde forvildet sig ind bag muren, kunne vi sidde og nyde omgivelserne og levende forestille os, hvordan damer og galante herrer med pudderparykker engang havde vandret omkring herinde.

Sidst på dagen blev vi desværre fristet af nogle store is på en fortovscafe, så det lagde en bund, der ikke rigtig gav appetit til noget videre aftensmad. Vi er i det hele taget ikke de store gourmeter, så vores madkrav er heller ikke så store, og de steder, vi gik ind for at spise, havde efter danske forhold yderst rimelige priser, og det selvom der skulle være frygtelig dyrt i Prags centrum. Der er noget med, at man kan sammenligne prisniveauet rundt omkring på Jorden med et såkaldt Big Mac index (for dem der ikke ved det, er det en bestemt slags burger hos Mc Donald). Jeg kender ikke Prags Big Mac index, men det må ligge nede omkring 30- 40 % i sammenligning med Danmark - altså lige undtagen taxikørsel.

Nede omkring Prags hovedbanegård sad der ret mange sigøjnere i deres farvestrålende dragter og fordrev tiden med hyggesnak og lidt tiggeri og gjorde tilsyneladende ikke nogen noget. Alligevel var Gitte ikke så stolt ved situationen, da mørket var ved at falde på, og hele området så forfaldent og beskidt ud, men vi var da vist også kommet lidt væk fra de gængse turiststeder.

Næste morgen lavede vi en tidtagning fra hotellet til den internationale hovedbanegård. Vi gik i kuffertslæbetempo hen ad gaden til metroen, fandt toget i dybet, skiftede tog, op ad trapperne og fandt perronen på i alt 25 min. rent, og det til en samlet pris af 4,50 kr., så vi var helt sikre på at vi ikke skulle ud at køre i taxi igen.

Vores mål næste dag var Prags borg, men inden vi nåede så langt, kom vi igennem adskillige store parker, og i Letenske Sady var der et mægtig stort fundament på en bakketop med en storslået udsigt over byen. Stedet hedder Stalins udsigt, efter at der i 1956 blev rejst en 15 m høj statue af den sovjetiske diktator, og herfra kunne han så skue ud over byen. Statuen blev heldigvis sprængt i luften 7 år senere, og det må have været med stor fryd, at der blev sat ild til den lunte.

Prags borg blev grundlagt i det 9. århundrede, og lige siden er der bygget til og bygget om, så den i dag fremstår som en mosaik af paladser og kirker, og der er rigtig meget at se på. Foruden museer og udstillinger indeholder borgområdet præsidentens kontorer samt hans officielle bolig. Hver dag kl.12 er der vagtskifte, og da Vaclav Havel blev præsident, indførte han straks nye farvestrålende uniformer til garden samt en ny og mindre stram gangart.

Selve borgområdet dækker omkring 10 ha, og midt i det hele troner Skt. Veits-domkirken, som blev indviet i 1929, men påbegyndt 600 år tidligere, så det er efterhånden blevet noget ad et bygningsværk. Jeg tror nok, at Gitte havde håbet på, at vi ikke skulle op af domkirketårnets 300 trappetrin, men det skulle vi da selvfølgelig, og hun fulgte da også troligt med. Der var masser af turister i kirkens nye del, der var gratis, og der var også mange, der gerne ville ind at se kirkens historiske del, men billetkontoret holdt desværre frokostpause fra 12 til 13, så der er vist stadig lidt smårester tilbage af det kommunistiske livssyn.

"Den Gyldne Gade" er 16 små middelalderhuse, der er klistret op ad borgmuren. Engang var det boliger til håndværkere og vist også guldmagere, men senere flyttede kunstnere ind, og nu er husene smukt istandsat og omdannet til kunsthåndværkbutikker. En trappe førte op i den hule borgmur, og det var der heldigvis ikke mange af alle os turister, der havde opdaget, så pludselig var vi alene mellem rustninger, ringbrynjer, torturinstrumenter og andet godt fra den hyggelige middelalder.

Heroppe kunne man også formedelst ca.10 kr. få 5 skud med en armbrøst, og det var bare rigtig sjovt at prøve at sende pilene af sted. Der var også 2 souvenirbutikker heroppe. Den ene med masser af forskellige tinsoldater, og den anden et rent skatkammer med kopier af rustninger og våben fra middelalderen. Det var kopier, der var lavet så godt, at udover det så nyt ud, kunne jeg i hvert fald ikke se forskel på dette, og hvad man eller ser på museer rundt omkring. En fuld rustning kostede ca. 16.000 kr., en ringbrynje ca. 6.000 kr., en smuk ridderhjelm ca. 1.000 kr. og et kyskhedsbælte ca. 600 kr. Jeg var lige ved at forelske mig i - nej ikke kyskhedsbæltet, men en smukt udført daggert, der kostede sådan ca. så meget som en 6 minutters taxitur i Prag. Nå, nu havde vi jo brugt pengene på den morskabstur i taxien, og kniven var sikkert også ulovlig i Danmark og alt sådan noget, men dejlig og gedigen var den.

Lige uden for borgområdet kom vi tilfældigt forbi nogle mennesker i middelalderkostumer, og inde i en gård var der stillet stole op, og der skulle åbenbart foregå et eller andet, der kun kostede 22 kroner incl. gratis fadøl. Tjekkisk øl skulle efter sigende være rigtig godt, men da jeg normalt kun drikker 1 øl om året, og det er en nisseøl, kan jeg ikke udtale mig om kvaliteten. Vi satte os på første række, da der ikke var så forfærdelig mange andre tilskuere, og så startede ellers en forrygende forestilling, hvor 6 mænd og en lille dame opførte forskellige små humoristiske skuespil, der altid endte med drabelige sværdkampe og krudt og kugler, inden pigen fik sin hjertes udkårne. På et tidspunkt gik der endda ild i en af skuespillerne, der brændende faldt om, men en anden trak blot en pind frem og begyndte at riste pølser. Forestillingen varede en times tid, og der var fuld valuta for pengene med humoristisk dramatik og ellers overhovedet ingen dramatik hjemad mod hotellet igennem snævre gader og indsnusning af byens hyggelige atmosfære.

På den 3. dag under vores udforskning af Prag kom vi til bydelen Josefov, hvor Prags århundred gamle jødiske kultur mindes i synagoger, museer og gravpladser. En stor del af kunstsamlingerne stammer paradoksalt nok fra nazisterne, der under 2. verdenskrig ville oprette et museum over en uddød race.

En efter Prags forhold høj entrebillet på ca. 60 kr. gav adgang til nogle af de vigtigste seværdigheder, der er spredt lidt rundt i kvarteret. På entrebilletten var angivet tidspunkter, hvornår og hvor længe man må opholde sig de forskellige steder, men der var også mange turister, og en eller anden form for regulering var nødvendig. Vi barhovede mænd fik udleveret en lille kalot, som vi med skyldig respekt for religionen skulle bære under rundgangen. Først så vi et par synagoger med udstillede kulturminder og derefter Pinkas-synagogen, der er mindesmærke for Tjekkiets 77.297 jøder, der omkom i de tyske koncentrationslejre. Navnene på alle de dræbte jøder er omhyggeligt nedskrevet og dækker synagogens vægge fra gulv til loft i adskillige rum. Det kan godt mane til eftertanke, men endnu mere eftertanke giver en udstilling af børnetegninger fra Terezin-koncentrationslejren - tegninger af børn, der aldrig fik lov til at blive andet end børn.

Rundgangen sluttede på den gamle jødiske kirkegård, der blev benyttet frem til 1787. Troen forbyder, at en grav sløjfes, så de døde ligger i 12 lag med 12.000 gravsten stående myretæt og næsten også i lag, men heldigvis her til minde om mennesker, der forhåbentlig døde af naturlige årsager.

Ved frokosttid havde vi fundet en bænk i et lille grønt anlæg ved floden, men inden vi havde taget den første bid af de medbragte landgangsbrød standsede 2 lastbiler og ud sprang 5 gartnere, der startede græsslåmaskiner og græstrimmere, og da lugejernene gnistrede under fødderne på os, følte jeg mig næsten, som var jeg hjemme i Landbohøjskolens Have.

Gitte insisterede på, at jeg skulle ro hende en tur på Moldau, eller også var det vistnok mig, der gerne ville ud at ro, og Gitte indvilgede, hvis jeg roede hele tiden. Jeg havde ellers planer om at sejle hen under Karlsbroen, men bådudlejeren havde ved afgangen peget på nogle bøjer og sagt et eller andet på tjekkisk, som jeg ikke rigtigt tog mig af. Det viste sig, at bøjerne markerede et vandfald tværs over floden, og da Gitte havde sin nye sommerkjole på, måtte jeg til nød acceptere, at vi ikke kom under Karlsbroen i robåd.

Senere fandt vi med noget besvær den ubetydelige Kyrillos Kirke, der var skueplads for en af Tjekkiets mest dramatiske episoder under 2. verdenskrig. I 1942 angreb en gruppe engelsktrænede modstandsfolk den tyske rigsbefuldmægtigede, og efter attentatet søgte de tilflugt i den lille kirkes krypt. Her udspilledes en flere dages lang kamp, indtil modstandsfolkene løb tør for ammunition og begik selvmord. Krypten er stadig oversået med skudhuller, og de rigtig tragiske følger af episoden var tyskernes hævn, hvor præst, menighed og en hel landsby med over 1.000 uskyldige mennesker heriblandt 80 børn mistede livet.

Tilbage til nutiden og det fredelige Prag begyndte mørke skyer at trække hen over himmelen. Det havde ellers været meget varmt, og vi var kun iført let sommertøj, men jeg begyndte at spekulere på, at det ikke ville have været helt hen i vejret, hvis vi havde medbragt en paraply, især da vi var på vej op i en tandhjulsbane igennem ukendt terræn til højdedraget Petrin.

Ved endestationen var det endnu ikke begyndt at regne ret meget, og vi nåede lige det "Lille Eiffeltårn", inden uvejret brød løs. Tårnet er en 60 m høj jernkonstruktion opført til en landsudstilling i 1891, og det er bygget noget i stil med det rigtige Eiffeltårn, men tårnets åbne trappekonstruktion kan ikke anbefales under en tordenskylle. Øverst oppe var der nogenlunde læ, selvom ruderne klaprede, og tårnet duvede fra side til side, men det er utroligt, så længe man kan få tiden til at gå med at nyde udsigt, når det er tordenvejr, og man kun er iført korte bukser og sommerskjorte og med hotellet liggende i den anden ende af byen.

I et kort ophold i regnen nåede vi lige hen i en nærliggende morsom gammel spejl-labyrint fra 1891, og her vandrede vi rundt helt alene blandt hundredvis af kopier af os selv, inden vi tog tandhjulsbanen ned igen og sneg os langs husmurene spejdende efter en paraplyforretning.

Den sidste dag i Prag havde vi gået en god halv time, da jeg på en fjern skovbevokset bakketop fik øje på en stor rytterstatue, og den måtte vi jo se nærmere på. Desværre gik der en del jernbaner i området, så vi nåede næsten hen til hotellet igen, inden en lang gangtunnel førte os over på den rette side af højdedraget Zizkov, hvor der engang var udkæmpet et berømt slag. Til minde om slaget blev der rejst en stor rytterstatue, og den var ikke bare stor, den var kæmpestor og regnes da også for verdens største. I forbindelse med statuen ligger en stor tom og lukket pragtbygning, der en overgang var kapel for afdøde kommunistiske ledere, men nu er hele området øde og mennesketomt, og det er da ihvertfald synd for den flotte rytterstatue.

Vi skulle da også lige runde Nationalmuseet, der har til huse i en pompøs pragtbygning fra 1890, og det forlyder at russiske tropper i 1968 åbnede ild mod bygningen, da de troede, at det var regeringens sæde. Ud over en meget spændende udstilling om mesterjakeldukker var samlingerne ret så kedelige, og især den geologiske samling med adskillige sale med montre efter montre med sten efter sten med navne på tjekkisk var meget lidt ophidsende, hvis man da ikke lige var aktivist og manglede kasteskyts.

Prags gader hjemsøges ved midnatstid af ikke færre end 385 dokumenterede spøgelser lige fra hovedløse mordere til indemurede jomfruer. Der findes endog en statue af et spøgelse, nemlig "Den ulykkelige Ridder", der vandrer hvileløst rundt, indtil en uskyldig pige tilgiver ham, at han dræbte sin kæreste, da han troede, hun var ham utro. Vi så selv ingen levende spøgelser, kun statuen, men vi lå også pænt hjemme i hotelsengen, ved midnatstid og der puslede det kun lidt under dynen.

Et stykke syd for centrum fandt vi Karls-universitetets gamle botaniske have, der desværre virkede ret forsømt, men de var da ved at bygge nye væksthuse i stedet for de gamle faldefærdige huse, så det er vel meningen, at haven skal istandsættes.

Som lidt let proviant til den forestundende toghjemtur gik vi ind i et lille supermarked og købte 2 x 1 liter isthe, 4 gedigne brødkager, 1 pakke småkager og 1 pakke chokoladekager, og det blev i alt 68 korona eller omregnet 15 danske kroner, så man kan få meget for lidt.

Under vores besøg i Prag sadlede vi apostlenes heste ved 9 tiden og vendte først tilbage til hotellet ved 8 tiden om aftenen, og på den sidste dags eftermiddag var Gitte godt nok blevet lidt træt i benene, så jeg måtte tage mit hemmelige våben frem og spurgte, hvordan mon Brunhilde havde det. Brunhilde er Camillas hest, og det plejer da altid at hjælpe på Camillas ben, hvis vi er ude at gå langt, og jeg nævner Brunhilde, men på Gitte hjalp det overhovedet ikke. Det hjalp dog en del, da jeg drejede taktikken lidt og fik ført samtalen hen på vores barnebarn Nanna.

Med strategisk valgte pauser nåede vi hen til Rådhuspladsen og bestilte på en fortovsrestaurant en 3 retters menu til 22 kr., som der blev reklameret med på et stort skilt. Tjeneren forklarede dog, at menuen kunne man kun få, hvis man gik indendørs, men i det dejlige vejr ville vi sidde ude, så vi blev heldigvis fornærmede og gik hen et andet sted og fik nogle rigtig kedelige pizzaer.

Tidsfristen på hjemturens første etape fra hotellet via Metro med afgang 8.29 fra den internationale hovedbanegård var nøje planlagt, men vi blev lidt blege, da metrostationen, der plejede at myldre af liv, var totalt mennesketom. Det var da godt nok også lørdag, så vi trippede noget rundt på den øde perron, indtil modet steg, da der kom nogle enkelte andre mennesker, og der kom da heldigvis også et tog.

På strækningen Prag - Hamburg kunne togrejsen kun lade sig gøre på 1. klasse og med et tillæg på 307 kr. pr. person var sæderne vistnok en anelse bredere, og det samme var helt sikkert medpassagererne, men ellers kunne vi ikke observere den store forskel fra 2. klasse.

I Hamburg var der to en halv times ventetid, og det var meget passende til aftenspisning og lidt sightseeing i omegnen af hovedbanegården, inden vi steg ombord på et dansk tog, der satte os af i Næstved, hvor vi så skulle vente på et tog, der satte os af i Ringsted, hvor vi så skulle vente på et tog, der så endelig stoppede midt i selve Borup By.

Selve rejsen kostede fra DSBs side 6.388 kr. for 2 personer incl. 5 hotelovernatninger med morgenmad og de brede sæder på 1. klasse. På de 4 dage i Prag var det ikke muligt at få brugt mere end 1.500 kr. til mad, entrebilletter, souvenir m.m. og endda includeret vores spændende taxitur.

Selvom der er en del ventetid og kuffertslæberi på en togrejse er det også en behagelig måde at blive transporteret igennem landskabet på, så det er ikke sidste gang, vi tager på togrejse og bestemt heller ikke sidste gang vi besøger den smukke gyldne stad Prag.

Efterfølgende fik jeg skrevet til den tjekkiske præsident Vaclav Havel om taxituren, og selvom han ikke svarede selv, fik jeg et nydeligt brev fra den tjekkiske ambassade. De beklagede hændelsen og meddelte, at der på taxikørsel i Prag fra 1. december 97 bliver indført faste maximumspriser på 17 kurona pr. kilometer, hvor vi måtte betale 500.

Senere har jeg endda fået endnu et brev fra ambassaden, hvori de skriver at ordningen er gennemført, og at de håber, at vi igen vil besøge Prag.

Tilbage til forsiden