August 2003.

Efter en vellykket bestigning af Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro i vinteren 2002-2003, have vi fået blod på tanden efter nye strabadserende udfordringer, og valget var faldet på en Topas tur til Den høje Rute i Pyrenæerne. Turen havde samme sværhedsgrad i Topas gradsystem som Kilimanjaro, nemlig 4-5, hvor 5 er det sværeste, som man vil byde almindelige mennesker, dog har jeg set, at en helt vild tur på ski tværs over Indlandsisen på Grønland har grad 5 plus, men der sætter vi grænsen inden. 

De lidt svære ture har den sidegevinst, at man tænker lidt på sin fysiske form, for man er nødt til at træne nogle måneder inden, og så rasler fedtet af kroppen. For mit eget vedkommende har jeg tabt 10 kilo, siden vi startede træningen til Kilimanjaro, og mærkværdig vis bliver man helt afhængig af, at lave mavebøjninger og løfte jern og gå lange ture med rygsækken, selv om den er fyldt med 4 kilo jern, 4 kilo sand, et par 11/2 liters vandflasker, foruden det løse som regntøj, madpakke m.m.

På turen til Pyrenæerne skulle vi selv bære hele vores bagage, og da Topas anbefaler, at rygsækken med indhold kun vejer 10 kilo hjemmefra, går vægttabet og rygsækken næsten lige op, og så bliver det en ren svir. Dog kun måske, for vi kendte ikke Pyrenæerne, og vi vidste ikke, hvad den høje rute indebar, og vi havde faktisk aldrig før vandret i bjerge med andet end dagturrygsække.

Turen var planlagt med fly til Toulouse med mellemlanding i Frankfurt. Derefter med bus til den første bjerghytte, og så var der vandring i de næste 12 dage fra bjerghytte til bjerghytte, men med 2 overliggerdage midt i det hele, for at komme til kræfter. Det med bjerghytterne eller refugierne, som de kaldes, havde vi heller ikke prøvet før, men jeg havde læst imellem linierne i en rejsebog, at bjerghytterne kan have varierende standard. Ofte er det med sovesale med køjer i 2-3 lag, og man kan ikke regne med at få roomservice, men skal nærmest være heldig, hvis man får sin egen madras. Nå, nu måtte vi se, og som formildende omstændighed er hytterne bemandede, og der bliver serveret aftensmad, og så skulle de jo ligge naturskønt i bjergene, og det er jo bjergene, der trækker og ikke luksus.

Bjergkæden Pyrenæerne.

Pyrenæerne er med sine 60 millioner år en af de yngste bjergkæder i Europa, og bjergene er det yderste led af bjergkæden, der via Alperne, Karpaterne, Balkan og Kaukasus forbinder sig med Himalaya. Bjergkæden er skabt ved sammenstødet mellem den plade, der bærer det europæiske/asiatiske kontinent, og de plader, der bærer de afrikanske landmasser, hvad jordskælv og vulkanudbrud i Middelhavet stadig vidner om.

Der er dog også udbredte rester af tidligere bjergkædefoldninger fra kultiden for 345 -270 millioner år siden, og nogle steder har naturen vendt op og ned på det hele, så de ældste lag ligger øverst. Gletschere i istiden har også pløjet sig frem og tilbage, og dannet uformede og skålformede dale (cirkusdale, den største Cirque de Gavarnie) og efter at isen trak sig tilbage har vandet overtaget opgaven med at danne canyoner, grotter, kløfter og drypsten. 

Vandreruterne i Pyrenæerne.

Pyrenæerne danner grænse mellem Spanien og Frankrig, og har ord for at være et af de sidste vilde områder i Europa, og bjergkæden strækker sig over 400 kilometer fra Atlanterhavet til Middelhavet. Foruden et antal cirkulære ruter, går der 3 klassiske vandreruter igennem Pyrenæerne fra kyst til kyst: Le Sentier de Piedmont, la Grande Randonnée 10 og la Haute Route Pyrénnéenne. 

Le sentier de Piedmont går i det lave niveau på forbjergene i 500 til 1000 meter og snor sig igennem landbrugsland og landsbyer, og det tager omkring 50 dage med 6 timers daglig vandring, at gå fra kyst til kyst.

Grande Randonnées 10 også kaldet GR 10 går igennem skove, over ret stejle pas og bjergkamme, og ruten er iøjnefaldende afmærket med røde og hvide striber. Med 6 timers daglig vandring, vil det tage omkring 60 dage at gennemføre ruten.

Haute Route Pyrénéenne er en uafmærket rute, der hovedsagelig holder sig til toppe og bjergkamme i 1.500 m til 2.000 m, men med enkelte strækninger på over 3.000 m. Den går frem og tilbage over grænsen mellem Spanien og Frankrig, og undgår så vidt muligt veje og landsbyer. Der er ikke egentlig klatning på ruten, men adskillige steder på kortet står passage delicat eller passages difficiles, og selvom jeg ikke kan fransk eller spansk, er det vist noget med at være god til højder og have en god balanceevne. Der står også noget med stejle snefelte, isøkse, steigeisen og reb, så her inden turen, hvor jeg skriver dette, får jeg i sommervarmen lidt kolde fødder, og måske skulle vi hellere have taget en lidt mere "mormor og morfar" tur. Der er 45 dages krævende vandring af 8 til 10 timer fra den ene ende til den anden, men vi skulle kun have en del af ruten, og nu må vi se, hvordan det går. 

Menneskets historie i Pyrenæerne.

I fortidens tåger findes en myte, der fortæller, at bjergkæden Pyrenæerne er opkaldt efter den smukke Pyrene, der var datter af kongen af Bebryx. For at glemme sin håbløse kærlighed til helten Herakles, skjulte hun sig i bjergene, og hendes ubønhørlige tårer løb ned af bjergsiderne, og navngav Pyrenæerne og skabte de utallige søer.

Det er nu nok et eventyr, men det er ganske vist, at på selv den ødeste bjergtop kan et stednavn afsløre tidligere tilstedeværelse af keltere, gallere og vestgoter, og materielle tegn kan ses i form af broer og fæstninger rejst af romere, maurere, frankere og kathanere.

Allerede i oldtiden blev passene brugt til handel og krig, og i 218 f.Kr. førte Hannibal en hær på 50.000 fodfolk, 9.000 kavalerister og 37 elefanter igennem Perthuspasset på sin vej vej til Rom, og i år 49 f.Kr benyttede Cæsar samme rute.

Vestgoterne, der oprindelig var en skandinavisk folkestamme, hovedsagelig fra Gotland og Götaland, var i 1. århundrede e.Kr. vandret ned igennem Europa. Senere havde de som herskerkaste underlagt sig det meste af Frankrig og Spanien, og de betragtede Pyrenæerne som en rygrad i deres kongerige. Hovedstaden i kongerigets franske del var Toulouse og varede frem til 507, hvor frankerne slog vestgoterne i slaget ved Vouillé, og det bragte frankerne frem til Pyrenæerne. 

Vestgoterne beholdt magten i Spanien indtil 711, hvor araberne knuste det kristne kongerige, og endda fortsatte over Pyrenæerne i 719, og invaderede det lille kongerige Septimania ved Middelhavet. Arabernes tidlige tilstedeværelse bevidnes idag af gamle grænsesten, hvor der på den ene side er det kristne kors, og den anden side den islamiske halvmåne. Kampene mellem mauerne og de kristne fortsatte i de næste 700 år, indtil de sluttede i 1492, med de kristnes generobning af Granada, der var den sidste mauriske fæstning i Spanien.

Det politiske kort over Pyrenæerne er i tidens løb blevet ændret mange gange, med mindre hertugdømmer og kongeriger, som er dukket op og forsvundet igen, men den nuværende grænse har dog kun forandret sig meget lidt siden Pyrenærtraktaten mellem Spanien og Frankrig i 1659 . 
Nogle rester af småstaterne findes endnu som fyrstedømmet Andorra, der midt i Pyrenæerne er en bjergstat på størrelse med Bornholm, og især tiltrækker turister på grund af Andorras toldfri zone.

Baskerlandet.

Selvom vi på vores tur kun strejfede Baskerlandet, har jeg benyttet lejligheden til at opsnuse lidt om forholdene, og prøve at forstå, hvad det er, der egentlig foregår. 

I Pyrenærtraktaten mellem Frankrig og Spanien blev Baskerlandet delt, og består idag af 4 spanske og 3 franske provinser beliggende i den vestlige del af Pyrenæerne, og provinserne dækker ialt 20.664 km2, med omkring 3 millioner indbyggere. Baskerne er områdets urbefolkning og har beboet deres land siden stenalderen, med deres egen identitet og helt specielle sprog, men det har som bekendt ikke givet dem ret til at være herre i deres eget land. Først huserede romerne, siden visigotherne, så frankerne og araberne, men mellem 1100 tallet og 1876 havde baskerne selvstyre og privilegieaftaler med de omgivende stater. I denne periode kunne baskerne i praksis passe sig selv uden indblanding udefra.

I en række spanske arvefølgekrige støttede baskerne desværre den tabende part, så efter 1876 blev baskernes rettigheder indskrænket, og rigtig galt gik det under Den spanske Borgerkrig. Under løfte om baskisk selvstyre støttede baskerne Den spanske Republik, der kæmpede imod General Franco, der fik støtte fra Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien. I begyndelsen af borgerkrigen, i oktober 1936, udråbte baskerne Den Baskiske Republik, men allerede i juni 1937 var baskerne nedkæmpet af Franco, bl.a. med bombningen den 26.april 1937 af den hellige baskiske by Guernica. Dagen var nøje udvalgt med markedsdag og ekstra mange mennesker i byen, da Franco og hans tyske og italienske hjælpere bombede byen og kastede brandbomber mod civilbefolkningen og skød med maskingeværer mod de flygtende. Allerede samme år malede Pablo Picasso sit berømte billede "Guernica" som symbol på baskernes lidelser og krigens gru. 

For her at gøre en lang historie lidt kortere, slog Franco efterfølgende stadig hårdt til mod baskerne med henrettelse og fængsling af tusindvis af baskere, og sproget blev forbudt, hvilket medførte massiv udvandring til USA og Sydamerika, og kimen til ETA blev lagt. ETA er en forkortelse af Euzkadi Ta Azkatasuna og betyder "Det bastiske hjemland og frihed" og i begyndelsen var ETA ikke en terrororganisation, men man demonstrerede og malede bastiske navne på de vejskilte, som Franco ville have skulle stå på spansk. Franco nedkæmpede alle tiltag fra ETAs side med brutale midler, og ETA begyndte så også at gøre gengæld med brutale midler overfor alle civilgardister, som regnedes som fjender. 

Den franske del af Baskerlandet har ikke været udsat for ETAs terrorisme, og der har været en slags eksilregering i den sydfranske by Saint Jean-Pied-de-Port, men i nyere tid har franske myndigheder hjulpet spanierne med af bekæmpe ETA. 

De fleste baskere mener idag, at krigen mod Spanien er forbi, med indførelsen af det udstrakte selvstyre, men der er stadig en lille hård kerne på et par hundrede aktive ETA medlemmer og op mod 50.000 sympatisører, og de giver ikke op før alle 7 baskiske provinser er forenet i et frit Baskerland. 
Så blev vi så kloge, og hvem der skal give sig, ved jeg ikke, men hvad med en regulær folkeafstemning i provinserne. Selvom min sympati et langt stykke af vejen er med baskerne, så er jeg ikke enig i ETAs metoder.

De første bestigere af Pyrenæernes bjergtoppe. 

Peter den Tredie af Aragonien, er den første, der i historien er nævnt som bestiger af en top i Pyrenæerne. Kort efter sin kroning i det 13. århundrede kravlede han op på det 2.764 meter høje bjerg Canigou, for at se hele sit rige på en gang. Det blev dog kun regnet for et usædvanligt kongeligt lune, og først i begyndelsen af det 19. århundrede inspirerede en eventyrånd britiske lorder og prinser fra Tyskland, Rusland og andre velslående amatøropdagelsesrejsende til at udforske de vilde bjerge. Nogle af de lokale folk begyndte at tjene gode penge på at føre de rige turister rundt i bjergene, og Pyrenæernes gyldne tid var begyndt.

Grev Henri Patrick Russel, Charles Packe og Henri Bruller kan nævnes som berømte og excentriske bjergførere, der åbnede mange nye ruter og foretog mange vanskelige bestigninger. 
I vore dage er det heldigvis ikke nødvendig at være excentrisk millionær for at finde eventyret i Pyrenæerne, og i det efterfølgende kan læses om, hvordan min kone Gitte og jeg, sammen med 14 andre topaser under ledelse af en Topasguide oplevede Pyrenæerne i august 2003. Når jeg i det følgende skriver vi, menes der Gitte og jeg, for selvom vi var tæt sammen med vandregruppen i stort set alle 14 x 24 timer, har jeg dog ikke tjek på alle vandrestøvlerne samtidig.

Dag 1. Afrejse og ankomst til Pyrenæerne.

For en gangs skyld tog vi ikke bilen til Borup station med bagagen, for den skulle alligevel bæres på vores rygge i de næste 14 dage, og for en gangs skyld ville der ikke være problemer med overvægt ved flyindtjekning, for vores rygsække vejede ikke meget mere end de 10 kg, som Topas havde anbefalet som startvægt. Det havde dog ikke været helt let at få vægten derned, for der skulle både medbringes tøj til Sydeuropa i hedebølge, men også hue, vanter og lange underbukser til kolde bjergtoppe og så alt derimellem. Sovepose og underlag kunne dog udelades, da der var tæpper og madrasser i hytterne, og efter lidt vaklen, tog vi ikke fleeslagenposen med, men kun en let tynd silkelagenpose. Det gedigne tandbørstehylster var skiftet ud med en lille plastikdup for at spare nogle gram, og shampo var kommet i nogle små bægre med skruelåg osv. Jeg havde desuden fundet ud af at normale underbukser vejer 90 gram, hvor imod Brugsens minitrusser kun vejede 45 gram, så underbuksekvoten kunne uden yderligere vægtforøgelse sættes betydeligt op. Vandrestøvlerne skulle enten medbringes i håndbagagen eller på fødderne, da det var for risikabelt at indtjekke dem i lufthavnen, hvis såfremt ifald rygsækken blev sendt til New York istedet for Toulouse, og stå for foden af bjergene i Pyrenæerne i sandaler, er en rigtig dårlig ide. 

I god tid nåede vi Hovedbanen, hvor der efter sigende skulle være 20 minutters drift til lufthavnen, men det viste sig, at det første planmæssige tog først gik om 1/2 time, og det var endda 12 minutter forsinket og lidt efter 15 minutter forsinket, da der var noget med et nedbrudt tog et sted. Det havde vi ikke rigtig nerver til, så vi slog os sammen med en russisk dame og en dansk arkæolog, der skulle til Ukraine, og tog en taxa til Lufthavnen, og hvor Gitte var lige ved at glemme sin håndbagage med støvlerne i taxaens bagagerum.

Flyvningen skulle foregå med fly fra Lufthansa med landing i Frankfurt, og derfra et nyt fly til Toulouse. 11/2 time før flyafgang var vi i indtjekningsskranken og fik vores bordingkort til den første flyvning, men det næste bordingkort kunne vi først få i Frankfurt, eller vidste hun noget, som hun ikke fortalte?

Der er nu noget mere behagelig plads i et rutefly end i charterfly, og vi nåede da lige en skinkeflute og en kop kaffe inden landingen i Frankfurts tropehede. Frankfurt lufthavn er så stor, at Kastrup lufthavn i sammenligning ligner et trinbræt på Nr. Snedebanen, men vi begyndte med det samme at lede efter transitskranken fra Lufthansa for at få et bordingkort til næste flyvning. Det var dog først helt ude af transithallen, at vi fandt en brugbar skranke og præsenterede vores billetter. Flyet var desværre overbooket, så vi kunne ikke få noget bordingkort, før det var afgjort, hvor mange passagerer der var, men bare rolig, vi ville få penge og et gratis hotelværelse, hvis vi var nødt til at vente til det næste fly. Vi måtte forklare damen, at vi rejste i en gruppe, og sammen skulle vi køre over 100 kilometer videre sydpå i en privat bus til en bjerghytte i Pyrenæerne, og hun blev da også så ked af det, at vi næsten måtte trøste hende, men hun kunne ikke hjælpe os i øjeblikket.

Vi havde inden da spottet de fleste andre topaser ud, og havde hilst og snakket med nogle af dem, og det var unge mennesker i deres bedste alder, så det kunne jo nok have sine besværligheder at indhente en dags forspring for sådan nogle metusalemser som os. Så vi indledte 3 timers ventetid med sommerfugle i maven.

Så snart der kom personale ved bordingskranken var vi derhenne, og damen kendte vores problem, men foreløbig var der kun 1 billet ledig, og skulle det nu være Gitte eller mig, der skulle prøve at indhente de andre? Jeg stemte på Gitte, for hun er den yngste, men en hel halv time før flyafgang kom bordingdamen ilende med 2 billetter, ikke ved siden af hinanden, men pyt med det, vi har trods alt været gift i 33 år. 
Et tilsyneladende nyt, men meget lille fly, bragte os på godt 11/2 time til Toulouse, hvor vi landede i 40 graders varme, og så synes vi, det er varmt i Danmark med 27 grader.

Vi fik hilst på vores guide Jesper og alle de andre i vandregruppen, og de lignede tilsyneladende ganske almindelige mennesker, men de havde kløe i fodsålerne, og skjulte vandregén, som vi først senere fik lært at frygte. Når man er sammen med en gruppe mennesker 24 timer i døgnet i 14 dage, så lærer man dem ret godt at kende, og uden at gå i detaljer her, kan det da nævnes, at aldersspredningen havde en kraftig hovedvægt på 27 til 35 år, så var der et par stykker midt i fyrrene, og omkring de halvtreds, og vi sluttede alderspyramiden i den sidste ende af halvtredserne. Alle havde vandreerfaring fra tidligere strabadserende ture, lige fra Mont Blanc over Kilimanjaro til Nepal, og nu skulle vi igang med Pyrenæerne. Der var kun 2 ægtepar, resten var singler, og der var kun 1 ryger ud af 17 mennesker. Det var alle mennesker af det bedre borgerskab, og vi havde vores egen læge, dyrlæge, sygeplejersker og politibetjente med, så vi var i trygge hænder, og ikke mindst i vores guide Jespers hænder.
Jesper havde over 20 års bjergerfaring, men havde ellers en større lederuddannelse, og havde været markedsføringschef i Norden for Disney, inden han i en årrække afholdt lederobservationskurser i bjergrige omgivelser, og nu var fast guide i Topas, og det var tydeligt, at det var lysten, der drev værket. Den rute, vi skulle ud på, havde Jesper selv gået 5 gange, hvor den 1. gang var rekognoseringstur, hvor han havde gået den alene på 8 dage og lavet aftaler med refugierne og lagt maddepot ud. Vi var så hans 4. og sidste hold, der skulle nyde godt af hans faste, men venlige og hyggelige lederskab på la Haute Route Pyrénnéenne.

Byen Toulouse er en af Frankrigs største provinsbyer med centrum for fransk flyindustri, men mange historiske begivenheder har udspillet sig her, og mellem 419 og 507 var byen hovedstad i vestgoternes rige. I middelalderen var greven af Toulouse mægtig og nærmest uafhængig, og med ridderturneringer, trobadurer og skønjomfruer i små velordnede byer og borge, var det vistnok her prinsen på den hvide hest drog hen, når han havde reddet Tornerose, fundet Askepot og kysset Snehvide, og de derefter skulle til at leve lykkeligt til deres dages ende. Men hvor lang lykken varede vides ikke, for borgerne i Occitanien, som riget hed, havde tilsluttede sig katharerne, så byen og grevskabet blev hærget af riddere, der var udsendt på korstog af paven. 

Katharerne var kristne og ordet betyder "de rene", men de troede på gud på en anden måde end paven, og forkastede den bestående kirke med bl.a.syndsforladelsen: "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer". Slige kætteriske tanker( kætter stammer fra ordet kathar) kunne paven ikke have, og med fuld syndsforladelse for alle brutaliteter i fremtiden, drog "kristne" riddere afsted for at bekæmpe "de rene" kristne katharer. Der skulle 3 korstog til før de hellige overvejende franske korstogsridderne med djævelens vold og magt havde udryddet katharerne, og grevskabet meget belejligt tilfaldt den franske krone. 

Der er stadig occitanske selvstyrebevægelser, men de er vist ikke lige så alvorlige som i Baskerlandet, men de har da et flag med konturen af et kløverbladskors i guld på rød bund, og da fransk egentlig slet ikke er modersmålet, er der især i landdistrikterne en occitansk sprogvariation.

Der ligger stadig mange rester af katharernes byer og borge i landskabet, og nogle få steder så jeg noget, der godt kunne ligne, medens bussen med den samlede topasgruppe kørte sydpå igennem landskabet mod bjergene.

Heden var trykkende, og man kunne føntørre hår i den luft, der kom ud af luftdyserne i bussen. I en første times tid var landskabet fladt og så soltørret, at mange træer og buske stod døde med visne blade i solflimmeret. Markerne så heller ikke for spændende ud, med visne solsikker i 1/2 meters højde, så det er heldigt, at franskmændene lever i den del af verden, hvor tørke og misvækst ikke betyder sult og død. 

Efterhånden begyndte bjergene så småt og i de sidste 2 timer af den 4 timer lange bustur, var det regulær bjergkørsel med en hurtig chauffør, der stolt berettede, at han var startet kl. 6 imorges, og efter os skulle han lige til Spanien, og hente nogle turister, der skulle til Toulouse, men så skulle han vist også holde en pause.

Ved halvelleve tiden om aftenen var vi fremme ved refuge Chalet, der ligger i nærheden af søen Lac De Bious-Artigues i 1.422 meter, og vi tog vores første refuge i øjesyn. Refuget havde ihverfald den forskel fra de andre refuger vi skulle besøge, at dette lå i nærheden af en bilvej, og hvor de andre kun kunne nås med vandrestøvler.

I opholdsstuen var der et par mindre borde og et langbord, og der var dækket op med skinke, brød, vand og vin, og medens vi gumlede og så os omkring, fortalte Jesper, at vi de følgende dage skulle ud på alletiders tur med både kamvandring, klatring, snefelter og topbestigninger, og det lød både vildt og spændende og lidt urovækkende.

Sengetiden i refuger er kl 22, og der er ikke noget med fis og ballade på sengekanten, da det forventes at alle ligger pænt i deres seng på slaget, og det er selvfølgelig af hensyn til andre trætte vandrere. Af kørselsmæssige årsager havde vi jo så fået lov til at være længe oppe denne aften, inden vi skulle frekventere sovesalen. Sovesalen er nu nok lidt flot, nok hellere soverum, for vores var på ca. 31/2 x 5 meter, og her lå 2 brede madrasser med plads til 12 personer i 2 lag, altså med luft imellem. Dette refuge havde fine toiletter og brusebade, men det kan dog langtfra forventes på alle refuger, og da der ingen steder og på ingen måde skelnes mellem kønnene, skal man ikke være alt for sippet og genert i sine livsudfoldelser.

Dag 2. Vandringen begynder - med en let dag.

Egentlig havde vi sovet meget godt, på trods af det tætte selskab, lidt småsnorken og en knirkende dør, når nogen skulle på toilettet. Morgenstunden havde en dejlig temperatur på omkring 22 grader, og det var halvskyet, men med sol på de nærmeste bjergtoppe. I begge vandreuger bestod morgenmaden af musli, med eller uden tilsat omrystet mælkepulver og vand, og dertil the, cacao eller kaffe altid serveret i store skåle i en nærmest 1/2 liter størrelse.

Efter morgenmaden var der uddeling af de fælles madrationer, der var samlet i poser til morgenmad og frokost i den kommende uge, og vi blev bedt om, hver især, at tage hvad vi mente, vi kunne bære, vel ca. et par kilo til hver. Først for sent opdagede jeg, at poserne med madrationerne var datomærkede, så jeg fik taget nogle poser, vi først skulle have sidst på ugen, og selvom det ville hærde mig, var jeg dog lidt nervøs for vægten af rygsækken, og de kommende strabadser. Efter morgenbreefing med beskrivelse af hele dagens rute, og udpegning af det første delmål, hvor der var opsamling, startede vandringen kl. 9, og ifølge Jesper var det en let dag.

Fra refuget snoede vejen sig op til en P plads, hvor vejen endte, og det var stort set det sidste asfalt, vi så i de næste par uger, inden vi gik videre af en zigzagsti op af en grøn bjergskråning til søen Lac de Bious-Artigues 1.422 m. Søen blev holdt på plads af en dæmning, og på den anden side af søen var der den første opsamling og et kvarters hvil for de sidste, og de sidste var faktisk os.

De andre topaser var yderst velgående, og vi havde et mindre stop på opturen, hvor Gitte lynede benene af ( for uindvigede er det kun buksebenene der er tale om) og det kræver at støvlerne skal af og på, og så er man hurtig i bagtroppen. Jeg havde trænet mere med tung rygsæk end Gitte, så jeg tog det meste af vores fælles madration og vi lavede også en fælles vædskebank, hvor vi om morgenen indsatte 11/2 - 2 liter hver, og derefter drak vi først af Gittes vand, så hendes rygsæk først blev lettet, inden vi gik over til min vandration. Efterhånden lærte gruppen at spørge Jesper, hvor der på dagens etape kunne tappes vand, så der ikke skulle bæres på mere end højst nødvendigt.

Stien fortsatte stejlt op igennem skoven i tæt naturskov af ædelgran og i en lysning næsten over trægrænsen, var der endnu et hvil, og jeg var efterhånden blevet så våd af sved, som havde jeg været i brusebad.

Ved den lille idylliske sø Lac Roumassot i 1.845 m, var der frokostpause, og den foregik hver dag således, at madposerne med dags dato blev lagt i en fælles bunke, og så kunne der til hver person startes med 4 stykker knækbrød plus pålæg. Pålægget var dåsemad af makrel, tun og paté og forskellige oste samt syltetøj og honning. Efter første runde var der altid mere knækbrød og pålæg, og jeg tror, at alle altid fik, hvad de kunne spise. Det manglede heller ikke med nødningen, for det, der ikke blev spist, skulle de pågældende madbærere transportere videre, og ligeledes hver en stump affald. Papirkurve og skraldespande var bandlyste på refugierne, for de modtog kun det affald, som vedrørte dem selv, så affald i nationalparkerne måtte oftes bæres rundt i dagevis. Vandrere i Pyrenæerne respekterede heldigvis, at det, der blev båret ind, også selv skulle bæres ud, og vi så faktisk ikke den mindste stump affald, der var smidt i bjergene. 

Skyerne var trukket noget sammen, og det smådryppede, men vi var kun et halv times gang fra næste bjerghytte Refuge d´Ayous i 1.947 m, der ligger med en fantastisk udsigt ud over søen Lac Gentau og bjerget med de 2 toppe Pic du Midi d´Ossau.

Refugiet var bygget af kampesten, og havde et stort skråt spåntag med solfangere til produktion af lidt strøm til brug om aftenen, men soverummene henlå næsten altid lysefrit, så det er en meget god ide at være i besiddelse af en lommelygte. Ellers var der et spise/opholdsrum med køkken, og sovepladser i 12 sengsrum, og det var første gang, jeg skulle i seng med 4 piger på en gang, og jeg kunne ikke engang huske alle navnene endnu. 

Vi var fremme allerede ved 13 tiden, og det skulle især ifølge Jesper være en nem dag, men Gitte og jeg havde problemer med bjergskråninger og tunge rygsække, der tappede kræfterne hurtigere, end vi kunne genoplade. Der var endnu et par dage til den første affaldscontainer, men jeg havde allerede planer om at dumpe et par 90 gram underbukser, et par sokker, vaskepulver, en billigbog og et Det Bedste, og vi må se at få brugt noget Camferine og spist nogle hvidløgspiller.

Der kunne købes cola på dåse i hytten, og vi startede en daglig produktion af "energidrik" med en coladåses indhold i en 1/2 liters plastikflaske og så fylde op med vand, og så må vi se at få råd til nogle nye tænder, når vi kommer hjem. De tomme dåser måtte godt tilbageleveres, og i det skjulte rev jeg noget overflødigt papir i stykker og puttede det ind i dåserne, så var vi da lettet for det. 

I løbet af eftermiddagen fik jeg en herlig svømmetur i den krystalklare sø, der ikke engang var særlig kold, og Gitte dasede på søbredden, medens solen vekslede med mørke skyer og enkelte tordenbrag i det fjerne. Vi fandt ud af, at afterne godt kunne være kølige, så det var ikke helt ved siden af, at vi havde medbragt en tyk fleestrøje i bagagen.

Klokken 19 havde hytteværten fremtryllet vores 4 retters menu, der også fremover næsten altid startede med spandevis af suppe, derefter denne aften med salat/bulgur og en bønne/ kødret og som dessert en ferskenmos. Hytteværter kan ikke fordrage at vaske op, så de 3 første retter foregår altid på den samme tallerken, medens desserten dog var i en lille særskilt skål. Der var altid en hurtig og kvik betjening, og hvis der kunne spises mere, end der var stillet frem, kunne der bedes om mere mad, men det passede som regel meget godt, og hytteværter har allerede på forhånd regnet ud, at vandringsfolk på farten er rene ædedolke. Middagene i refugierne kostede som regel omkring 12 euro, og egentlig kunne de ligeså godt være indgået i rejsens pris og betalt hjemmefra, men det var noget med priskonkurrencen rejseselskaberne imellem.

Om aftenen var det stille og klart vejr, og koklokkerne bimlede hyggeligt i det fjerne, og med vinduet stående på fuldt gab i soverummet, var sovetemperaturen til at holde ud, selvom jeg personligt kun lå i min silkelagenpose uden at benytte tæpperne. 
Og det havde været en let dag.

Dag 3. For foden af Pic du Midi d´Ossau.

Vi havde forladt en af nordeuropas vigtigste kulturelle goder, og skøn derpå du danske mand og nyd dit siddetoilet, for fra nu af stod den for vores vedkommende på hug på pedaltoiletter med 2 forhøjninger til fødderne og et hul stratetisk placeret. Hvad gør tykke og gamle mennesker egentlig, og min mave reagerer omgående med at gå i baglås, især hvis der står nogen udenfor døren og venter. Så af strategiske grunde var jeg tidligt oppe og fik i tilgift en morgenstund, der var helt skyfri og stille, og jeg fik set solen, der langsomt lyste op bagved Pic du Midi d´Ossau, og senere spejlede bjerget sig i det krystalklare søvand. 

Vi kom af med en tung pose musli til morgenmaden, men desværre var der endnu 3 dage til vi skulle spise min tunge pose med dåsemad, og 2 pakker knækbrød fyldte også godt i rygsækken.
Efter en let opstigning forbi nogle smukke stille søer, kom der en lang nedstigning for foden af Pic du Midi d´Ossau i stenrige men grønne omgivelser, og med masser af får på skråningerne. Det var ikke de sædvanlige mææ får, næ det var nærmest nææ får. 

I bunden af Ossaudalen med en mindre grusvej var der opsamling ved fårestationen, hvor en fårehyrde sad og malkede en fåreflok. En af gangen blev fårene ledt ind i et lille aflukke, og så efter 4-5 tag i patterne var det ud med den og ind med den næste. 22 sekunder pr. får, og man fik en svag mistanke om, at det mere var antallet af får og EU støtte end mælk i spanden, det drejede sig om. 

Den lange nedstignng kunne mærkes i benene, og jeg må konstatere, at jeg ikke er særlig god til at gå ned, men til gengæld er jeg dårlig til at gå op. Efter fårestationen var vi dog kommet i føregruppen, og snakken gik, og vi skridtede ud af grusvejen, men det burde vi kunne regne ud var for nemt, og vi fik da også gået for langt, og måtte tage den stejle off pist op ad bjergsiden til stien. En sej opstigning i zig zak lå forude, først igennem skov og senere over trægrænsen i åbent terræn.

Ved den lille sø Lac de Peygeret i 2.074 m var der frokostpause, og nogen af de andre havde nok været der et stykke tid, inden vi ankom, så hjælpsomme Lars var gået lidt tilbage for at se til bagtroppen. Vi var dog selv avanceret i klassementet, og kom udmattede i mål eller delmål, som nummer 13 og 14. Heldigvis var der generelt bordskik på holdet, således at maden først blev pakket ud, og man begyndte at spise, når alle var kommet. Efter en helbredende frokostpause på en time, fortsatte vi nogle hundrede højdemeter op ad en stejl bjergside med blokmark (sten der ligger hulter til bulder uden jord imellem) til passet Col de Peyreget i 2208 m. 

Er der noget, vi er gode til, så er det ikke stejl blokmarkvandring, og det tager ihvertfald sin tid, så vi nåede som de sidste op i passet. Halvdelen af holdet havde allerede smidt rygsækken, og var på vej op af Pic Peyreget i 2.487 m, hvorfra der skulle være en storslået udsigt. Jeg er temmelig bjergtopfikseret, men selvom vi var i passet og toppen lå mindre end 1 km op og ned, så orkede jeg på det tidspunkt ikke bestigningen, så jeg nød bare at slappe af og for en gangs skyld vente på nogen af de andre.

Fra passet var der udsigt til Pombiehytten i 2.031 m, og når den nye hytte var udpeget, og vi gik igang med dagens sidste etape, så faldt der lidt ro over os, og vi kunne se os om, og slå over i et roligt mormor/morfar tempo, uden at nogen behøvede at vente på os. Selvom hytten lå lige dernede, var der alligevel godt 1/2 times gang nedad, inden vi på stive ben var fremme ved hytten. 

Man bliver sjældent forpustet af at gå nedad, men det er meget anstrengende for benene og især knæene, og jeg havde på hele turen mere og mere besvær med især højre knæ, men allerede her 14 dage efter turen, hvor vi er kommet hjem, og jeg skriver dette, går det da meget bedre. For første gang i 30 år, fik jeg også denne dag en vabel på hælen, og jeg kunne da se at nogen af de andre topasers fødder var ret så molestereret, men mærkværdigvis fik Gitte ikke en eneste vabel på hele turen.

De refugier som vi stiftede bekendskab med, var alle lavet af kampesten, og alle lå på udsøgte smukke steder, ligesom Pombiehytten, der lå for foden af Pic du Midi d´Ossau ved en lille sø, og med udsigt til de fjernere bjerge med sne på toppen. Der var også enkelte sneklatter i vores højde, men en frisk dukkert i søen, var da ikke til at stå for, selvom vandet var noget koldere end i går.

Som en særlig luksus, kunne man i Pombiehytten få et 2 minutters varmt brusebad for 2 euro, men en sådan udskejelse var en sjældenhed i refugierne. Til gengæld var der altid masser af koldt rent vand, ikke i haner, men i en udendørs vandslange, der kom ned fra højderne, og vandet løb bare døgnet rundt. 

Det havde næsten været solskin hele dagen, men ved aftenstide buldrede det igen i det fjerne, og på denne årstid er tordenvejr sidst på dagen næsten obligatorisk i Pyrenæerne. Eftermiddags og aften hygge med gutterne og gutterinderne udenfor hytten i det storslåede landskab, og som bonus var der flotte skyformationer imellem solglimtene. 

Den 4 retters menu bestod i dagens anledning af suppe med bacon, salatret, oksebøf vistnok, og der kunne vælges imellem 5 forskellige desserter. En dåse cola på refugierne kostede som regel omkring 2,5 euro, hvorimod 1 liter udmærket rødvin kun kostede 6 euro, så ved aftenstide slog vi over i rødvin, og købte kun det dyre cola til vores "energidrikke", for vi antog, at rødvin nok ikke egnede sig til det.
Soverummene på refugierne er lukket om dagen, men på et tidspunkt sidst på eftermiddagen meddelte Jesper: "Vil I se, hvor I skal sove?" og så kunne vi myldre ind og beslaglægge en plads i madrasrækken. Udvælgelsen overlod jeg som regel til Gitte, og så var det jo altid spændende til det sidste, hvem man skulle dele sengehalm med. Og det havde jo igen været en let dag.

Dag 4. Det omvendte containerorgie og den første delikate passage.

Inden morgenmaden, og medens solen steg op over bjergene, granskede vi vores rygsække, for det var blevet store containerdag, og der var gode udsigter til at affald og unødvendig bagage kunne droppes. Det var ikke kun os, der var i vægtbekneb, for næsten alle havde fundet ting og sager, der kunne hjælpe lidt på vægtsituationen, men foreløbig skulle det bæres nogle kilometer ned til vejen, der førte til Spanien.

Næsten som sædvanlig var der afgang fra hytten klokken 9, og der var en lang nedtur til bunden af dalen ved Soques i 1.392 m. Vi tog straks føringen, og Gitte gik forrest et langt stykke, indtil vi synes, det var synd for de unge, og det var også så besværligt, at gøre os så brede, at de ikke kunne komme forbi. Stien gik i zig zak ned af bjergsiden, og efterhånden nærmede vi os dalbunden, hvor vi kom ind i en sval skov med ædelgran blandet med bøg. Det var dog ikke helt som en dansk bøgeskov, for stammerne var forkrøblede og nærmest buskagtige med flere stammer, og de havde meget små blade.

Efter omkring 2 timers nedtur, kom vi ud af skoven med udsigt til en P-plads, og hvorfra vejen efter nogle få kilometer fortsatte ind i Spanien. Der var kun en let stigning fra skoven op til P-pladsen, men jeg var gået noget sukkerdød og kom ind på en flot sidsteplads. Jeg så derfor kun slutningen af af det omvendte containerorgie, hvor topaserne droppede vægt som i en hullet luftballon, og det lige fra T-shirt, trøjer, undertøj, myggebalsam, vådservietter til bøger. En tyk biblioteksbog om Pyrenæerne lå og glanede i containeren, men der var gjort op, at man hellere ville erstatte den, end slæbe den videre. Vi fik selv lettet os for omkring 1 kilo blandet gods, og det var da dejligt mærkbart, lige indtil vandflaskerne blev fyldt op igen.

Efter en kort pause med spisning af saltede jordnødder og sukkergodt, havde jeg fået noget af energien tilbage, og gruppen fortsatte op ad bjergskråningen igennem skoven på dalens modsatte side og senere ud i det åbne terræn, med udsigt bagude til bjerget med de 2 toppe, og Pombiehytten som en lille prik.
Der var proklameret middagspause ved en meget stor sten, der nærmest lå midt på stien, og da vi igen lå i de bageste geledder, spurgte jeg Jesper, som gik allerbagerst for at samle op på resterne: "Hvis nu Gitte og jeg kommer først op, kan vi så tydeligt se, hvilken store sten det drejer sig om". Jesper kendte vist ikke min selvironi endnu, for han forklarede omhyggeligt hvor stenen lå, og vi kunne ikke tage fejl.
Stenen flyttede sig nu flere gange, og der var andre topaser, der var ret sure på den, for den lå lige der, men tilsyneladende blev den bare større og større, uden at man kom op til den. 

Efter en livgivende frokostpause i delvis 27 graders stenskygge, fortsatte stien i zig zak op af græs- og stenskråninger mod passet Col d´Arrious i 2.259 meter. Som regel var det den ældre del af Topasgruppen, der følte sig forpligtede til at danne en solid ankerbagtrop, og tæt ved pastoppen følte nogen af os en uimodståelig trang til en kort pause, men jeg havde kun 30 meter derfra øjnet hårtoppen af nogle topaser i ro, så vi fik taget de sidste meter op, og smed rygsækken. Vi fik sat os ned og nød den storslåede udsigt i 2 minutter, før Jesper proklamerede afgang, for et uvejr var ved at trække sammen på vores side af bjerget. En vanskelig passage i jernkæder henover en stejl bjergskråning lå forude, og den var ikke så passabel i regnvejr. Begge hænder skulle være frie, så vandrestokkene blev pakket sammen, og Jesper forklarede om jernkædeteknikken, og hvis der var nogen, der inden mente, at de var usikre over højder, så skulle de komme op foran ham, så ville han hjælpe med passagen. Hvorefter han skridtede deropad og inden vi havde fået rygsækkene på, så var han væk.

Stien gik på en smal klippehylde skråt opad på en stejl bjergskråning, men der var banket jernspyd i bjergsiden, og der var en stålwire til at holde fast i. Jeg selv havde ingen problemer, men Gitte ville da gerne have lidt hjælp, men jeg skulle jo fotografere, så Lene og Charlotte gav en behjertet hjælpende hånd. Det var en rigtig spændende passage, på kortet angivet som Passage d´Orteig, og efter veludført dåd, heldigvis i tørvejr, var der et hvil med en flot udsigt udover søen Lac d´Artouste.

Endnu lidt opad i 2.400 m, inden det gik nedad igen til 2.305 m, hvor Refuge d´Arrémoulit ligger ved bredden af den lille sø Lacs d´Arrémoulit, hvor der var ballancegang henover en mindre dæmning, som holder søen på plads.

 Hytten var ikke større end tobak for en skilling, og den var den mindste af de hytter, vi skulle overnatte i, men alligevel var der plads til 36 overnattende gæster, men hvis det havde været smågrise eller burhøns, der skulle leve så tæt, så var stedet nok lukket af veterinærmyndighederne. Foruden de 36 sengepladser indendøre, var der slået et telt op, hvor der nok boede næsten lige så mange, så da der sidst på dagen kom en kraftig regnbyge, stod vi som sild i tønde. Køkkenet var ikke meget større, end i mormors kolonihavehus, men alligevel sørgede hytteværten for en 4 retters menu til alle. I en længere periode kunne vi dog ikke komme til vores anviste senge, for der var stillet et bord op midt i soverummet, og en anden gruppe sad på vores senge og spiste aftensmad.

En del af os nåede en tur i søen for at skylle noget af sveden af kroppen, og gad vide hvad de egentlig bruger alt det opdæmmede vand til, forhåbentlig ikke til drikkevand. Efter en regnbyge klarede det heldigvis op, og vi kunne indtage vores aftensmad udenfor i de smukkest tænkelige omgivelser, og vandet var 18, og luften var 22 og pigerne var 351/2 (Sådan ca. i gennemsnit). 

Hyttens eneste toilet lå lidt derfra i en lille stenbygning på kanten af en lille kløft og selvfølgelig uden rækværk, men meget luksiøst, var der knuder på det reb, man skulle holde i, for at komme ned til toilettet. 

Døren til toilettet gabte en 2-3 cm, og Jesper fortalte, at han havde siddet derinde, da der blev stukket et par fingre ind i sprækken, og den indvendige krog blev vippet af, men han blev ikke taget med bukserne nede, så han fik smækket døren i, over nogle fingre på en ukendt jamrende person.
På den anden side af den lille toiletkløft havde et murmeldyr sin hule, og den sad og stak hovedet op af hulen og kravlede lidt frem og tilbage til underholdning for dem, der stod i kø. Et vasketrug bagved refugiet fuldendte hyttens sanitære installationer, og her kunne man mødes til hyggelig tandbørstning og fodvaskning. Men smukt det lå den nu alligevel, hytten, og det havde jo som sædvanlig været en let dag, ihvertfald efter Jespers mening.

Dag 5. De vildeste bjerge og den ødeste spanske grænsestation.

Stille kølig morgenstund, og selvom det lille spiserum var særdeles hyggeligt med udsmykninger og kort på væggene, passede det os udmærket, at vi var udstationeret til at spise vores musli udenfor i de smukke omgivelser. Lac d´Arrémoulit lå spejlblank, og det er ikke en floskel, for den lå simpelhen så spejlblank, at det var svært at se, hvad der var virkelige bjerge, og hvad der var spejlinger.

I frokostpakkerne var der altid et par flasker med honning, men selvom der blev nødet meget for at få det brugt, var det så flydende, at det var for fedtet at spise på brød. Jeg havde prøvet at lave en energidrik med honning blandet med vand, men det blev så kvalmende sukkersødt, at det blev ved forsøget og en enkelt flaske. Så gruppen bar stadig rundt på et større lager af honning indtil løsningen kom, honningen skulle selvfølgelig i muslien, og så fik den ben at gå på. 

Vi skulle tilbage over dæmningen, og flere havde problemer og gik over med små skridt, og det selvom de havde gået fint over dagen før. Kort efter så vi igen et murmeldyr, og det var faktisk sjældent, vi så dem, men mange gange rungede deres langtrukne advarselsfløjt imellem bjergene. Fra hulemalerier ved man, at murmeldyr har levet i Pyrenæerne i forhistorisk tid, men af en eller anden grund uddøde dyrene for flere tusinde år siden. I 1948 udsatte man 6 dyr, som var fanget i de franske Alper, og nu er der flere kolonier i De Høje Pyrenærer, og som både vandrere og rovfugle kan glæde sig over. Murmeldyret, der er på størrelse med en bæver, lever i underjordiske gangsystemer, hvor den i dvale tilbringer vinteren, men om sommeren boltrer den sig på græsklædte græsskråninger eller tager solbad på varme klipper.
Som bestilt for at imponere os, og det var nok noget, Jesper havde arrangeret, fik vi da også lige set en gemse, der havde placeret sig i silhuet på en bjergkam med morgenlyset som baggrund. 

Vi var på vej op gennem et af de vildeste bjergområder i Pyrenæerne, og mange steder hvor vi gik( både her og andre dage) var det ad uafmærkede ruter, og da der mange gange var stor spredning i feltet, var 3 topaser begyndt opstigningen til et andet pas end passet Col du Palas i 2.517 m, som vi andre var på vej til. Jesper måtte i skarpt trav tilbage og hente dem ind til den rette retning, da det var en umulig passage de var på vej op til, så for en gangs skyld var det os, der skulle vente i passet.

I gruppen var vi flere gamle Kilimanjaro bestigere, og selvom Kilimanjaro var en kæmpeudfordring, var det mere den tynde luft, der var problemet, så vi var enige om, at Den Høje Rute i Pyrenæerne var vanskeligere og mere anstrengende end Kilimanjaro, og det selvom begge ture havde samme sværhedsgrad. Måske var det den tunge rygsæk på nakken, der gjorde det, og de mange op og nedstigninger, men jeg tror lige så meget det var gangtempoet. På Kilimanjaro gik lokalguiden foran og satte tempoet, og sagde pole pole (langsomt langsomt) for at formindske højdesygen, og det gav en mere samlet gruppe, som vi som regel sagtens kunne følge trop. Måske er det også et lidt andet og mere trænet klientel, der melder sig til 12 dage med hele oppakningen på ryggen, end 6 dage hvor bærerne tager det største slæb. (Læs "Kilimanjaros sne" www.greiner.dk) 

Passet Col du Palas er grænse til Spanien, men det skulle man vide hjemmefra, for den er ikke afmærket på nogen måde. Vi var blevet lovet en stejl vanskelig nedstigning til småsøerne Lacs d´Arriel i 2.259, men med stramt snørede støvler, var den nu ikke så slem endda. Vi hørte heldigvis til de få priviligerede, der havde taget en vandrestav med hjemmefra, måske en ide for Topas at nævne i forslag til pakkelisten, for den er til betydelig hjælp, især ved stejle nedstigninger, hvor den kan aflaste knæene.
Vi havde ikke så travlt idag, så der blev et par små autoriserede hvil langs søerne, hvor der gik en udmærket og næsten plan sti, og planhed skal man lede længe efter i De høje Pyrenæer. Det er dejligt med de små pauser, så man kan komme til kræfter og samtidig nyde landskabet, for når man vandrer i sten, skal øjnene hele tiden være koncentreret om næste skridt. 

Landskabet havde skiftet lidt karakter, idet bjergene nu var pyntet med maleriske forkrøblede bjergfyr, og noget af stien var opbygget i sten, så det blev så gangvenligt, så vi straks tog føringen, og jeg tror, vi holdt den, til vi kom til ruinerne af den gamle spanske grænsestation, hvor der blev holdt frokostpause. Der var faktisk kun fundamenterne tilbage af grænsestationen, men i sine velmagtsdage havde den været ret stor, hvad de så havde lavet sådan et øde og gudsforladt sted, der kunne ihvertfald ikke have været meget at fortolde. Men de kunne selvfølgelig sidde og nyde udsigten over dalen, ligesom vi gjorde.

Efter grænsestationen var der en svag opstigning, men ellers frit løb af en svag nedstigning til Respumoso-dæmningen i 2.121 m, men da klokken kun var 13.30, gik vi langsomt og nød udsigten og lavede mange fotostop. Respumoso-dæmningen er et stort bygningsværk, og under opførelsen blev der bygget en større samling huse, der dog nu er forladte og henligger som en spøgelsesby. Husene ligger nærmest som ruiner med masser af rustent jern, tipvogne og kæmpehjul fra knuseværker m.m., så det var noget for en skrothandler, hvis der ikke lige var det med transporten. En lille stenkirke var også opført og den så stadig hel ud, men lidt gudsforladt med grafitti malet på døren. På kortet kan ses en flere kilometer lang underjordisk tunnel, der er sprængt ud i klippen, og for enden af den ligger noget der hedder Central eléctrica, så det har nok noget med det at gøre. 

En regnbyge havde jaget Gitte direkte til Refugio Respumoso, som ikke lå så langt derfra, men jeg gik rundt i småregnen og snusede rundt mellem spøgelserne, og et af dem fik jeg til at trække regnslaget ned over rygsækken. Jaa, det kan så godt være han var levende, han så ihvertfald våd ud.

Refuge Respumoso blev bygget i 1993, efter at en lavine havde skyllet det forrige refuge væk, så det nye er ualmindeligt solidt med store cementpille og tykke jernkonstruktioner. Refugiet er moderne og har plads til 120 gæster, dog er der kun 2 brusere med varmt vand, men en hel stribe wcer, dog stadig kun af pedaltypen suk. Der var dog et håndtag på væggen, så man kunne komme på højkant igen, og ægte wcpapir, hvilket ellers er en stor sjældenhed på refugier.Madrasserne i soverummene var også bredere end normalt, endda med 5 cm ingenmandsland imellem, så der var en hel lille ø til privatliv.

Refugiet havde en stor opholdsstue/spiserum samt en bar, men da vi var i Spanien, var der først aftensmad kl. 20, og serveringen adskilte sig ved andre refugier ved, at man ved spisetid gik op til en luge, og fik alle retterne samtidig på en bakke. Den sene spisning gjorde, at maverne knurrede i løbet af aftenen, inden vi blev puttet til sædvanlig tid kl.22, og for en gangs skyld var vi enige med Jesper i, at det havde været en let dag.

Dag 6. Kredsende rovfugle og bestigning af Grande Fache.

Jesper var lidt bange for vejret, så morgenaktiviteterne blev fremskyndet, og der var allerede afgang fra refugiet kl. 8, med første stop ved dæmningen til den næste sø Embalse de Campoplano. Senere jævn stigning opad over Campo del Plano og opstigning mod passet Col de la Fache i 2.664 m. Undervejs kom vi forbi et mindre snefelt, og en sø med en stor isklump i de herligste blå nuancer. I passet lagde vi rygsækkene, og der var heldigvis nogen, der meldte sig frivillig til at passe på dem, medens vi andre startede på bestigningen af Grande Fache i 3.005 m. Jeg var efterhånden blevet ret godt gående, og uden rygsækken følte jeg mig som en anden gemse, medens vi kravlede opad, og det var næsten kravling fra fod til top.

Jesper kravlede forrest, og reglen var, at vi hele tiden skulle holde kontakt, og så snart vi ikke kunne se den, der kravlede foran, skulle der råbes op, så fortroppen stoppede. Turen op var berammet til 1 time og et kvarter, men vi var oppe på 3 kvarter, og det viste sig, at jeg er en bedre bjergklatrer end vandre, så jeg var foran i feltet, og kunne godt klatre hurtigere, og højden generede overhovedet ikke. Jeg steg lidt i nogen af de andre topasers anseelse, og hørte mumlen som ros/respekt og det varmede ind til benene. 

På toppen står en lille hvid madonnafigur, der sammen med os kunne nyde en fantastisk udsigt til alle sider, både de kendte bjerge i det fjerne, som vi havde passeret, og dem vi skulle stifte bekendskab med senere. Søen med den store blå isklump, som vi tidligere på dagen havde passeret, lå næsten for vores fødder, men adskillige hundrede højdemetre under os.

På vejen op kredsede et par kæmpe rovfugle omkring toppen på stift udstrakte vinger, og de slikkede sig næsten om munden, da de så os kravle op. Det mentes, at det var kongeørne, men det kunne også være gribbe, som er den almindeligste rovfugl i de Høje Pyrenæer. Den første grib ved ådselet er altid gåsegribben, og derefter kommer ådselsgribben og til sidst lammegribben, også kaldet benknuseren, da den hovedsagelig lever af knoglemarv, og hvis den ikke kan knuse knoglerne med næbbet, lader den knoglen falde ned fra stor højde på en sten. Lammegribben er en af verdens største rovfugle med et vingefang på op til 2,8 meter.

Gribbenes eksistens er afhængige af store husdyrflokke, men de jager ikke levende dyr, men fjerner de døde dyr og hjælper derfor fårehyrderne, hvilket dog har været svært at overbevise dem om, og det hænder der bliver lagt forgiftet kød ud. Det har heller ikke været nemmere for gribbene, at de fleste fåreflokke i vore dage bliver holdt inde eller drevet ned i dalene om vinteren, og brug af antiparasitmidler gør gradvis gribbenes æg ufrugtbare. I nogle områder bliver der af nationalparkvagterne heldigvis lagt slagteriaffald ud om vinteren, og det giver gribbene en mulighed for at overleve vinteren. 

Hvordan udsigterne er for Pyrenæernes europæiske brune bjørn er endnu mere usikkert. Den sidste brune bjørn i Alperne blev skudt i 1921 og dens pyrenæiske fætters skæbne hænger i en tynd tråd, da bjergenes monark er en flygtning i sit eget rige. På trods af en kropslængde på 2 m og en vægt på mellem 150 og 300 kg lever bjørnene overraskende ubemærket, og det er meget lidt sansynligt at en vandrer støder på bjørne. Det er mere sandsynligt at man finder spor efter bjørne i form af ekskrementer og træer der er blevet benyttet som kradsebrætter. I 1940 levede der omkring 170 bjørne i Pyrenæerne, hvor det nu menes, at der kun er et dusin tilbage i skovene ved Aspe og i Ossau-dalene, og nogle få strejfer omkring i de mest ufremkommelige områder ved Luchon og ved bjergene i Andorra. De præcise tilholdssteder er en hemmelighed, og selvom der laves oplysningskampagner blandt lokalbefolkningerne, hvor enhver skade, der forvoldes af bjørnene bliver refunderet, ses der stadig forgiftet lokkemad, saksefælder og krybskytteri. En fransk landsdækkende organisation "Groupe Ours" koordinerer alle de bestræbelser, der gøres for at bevare den pyrenæiske bjørn, så held og lykke til både gribbene og bjørnene.

Vi sidder forresten stadig på toppen af Grande Fache og småfryser, så Jesper begyndte nedstigningen tæt forfulgt af Philip Bjergged og jeg selv, og med en del stop på vejen ned, hvor vi ventede på bagtroppen. Halvvejs nede spurgte jeg Jesper, om vi ikke måtte kravle i forvejen, og efter en instruks fik vi frit løb. Det var faktisk ret spændende, for der gik sport i det, og det blev et kapløb for at komme først ned (selvfølgelig med sikkerheden iorden Mor) Først var jeg forrest, men Philip fik overhalet, og først da jeg skød genvej ved en zigzak kurve fik jeg snuppet ham i opløbet. Spændende kamp og tak for den Philip.

Da alle igen var nede i passet var der frokost, og endelig kom jeg af med min pose med dåsemad. I de fjernere dale lå skydækket tæt under os, men det forblev heldigvis i dalene, så vi kunne nyde det klare solrige vejr i højderne. Passet Col de la Fache er igen grænse til Frankrig og vi begyndte en 2 timer lang nedstigning til refuge Wallon i 1.866 m. med mange indlagte fotostop på vejen. 

 På hele vores tur i Pyrenæerne fik jeg taget omkring 350 digitalbilleder, og bare et enkelt billed kan bringe en ud af fodslav, selv om jeg altid går med kameraet over skulderen. Kameraet skal op af hylsteret, og det skal tændes, hvorefter der går nogle sekunder, inden det er klar. Derefter skal der stilles ind på motivet, og der trykkes af, og der skal igen ventes et antal sekunder, inden fotoet er lagret på kortet, og kameraet igen kan slukkes og pakkes ned i hylsteret. Gitte gik med vores almindelige kamera, og fik taget omkring 150 billeder, og selvom det er noget hurtigere med et almindeligt kamera, tager det dog noget tid. Der er kommet rigtig mange gode billeder ud af anstrengelserne, som jeg håber, hele topasgruppen kan få fornøjelse af.

Refuge Wallon ligger i den øverste del ad Vallee du Marcadau, og med den smukkest tænkelige beliggenhed omgivet af høje bjerge (endda med udsigt til Grande Fache og hold da op, var vi virkelig deroppe for nogle få timer siden) og spredt i landskabet står ældgamle maleriske fyrretræer, og en krystal bjergstrøm løber tæt forbi hytten. Refugiet er udbygget flere gange, og man kan tydeligt se overgangen til den første ældste lidt grovere stenbygning fra vistnok 1910, og den senere større sammenbyggede bygning.

Der findes omkring 800 refuguer i Pyrenæerne, og de er bygget og ejet af forskellige organisationer såsom CAF,TCF,CAC samt et antal privatejede foreninger, og som regel går 75 % af overnatningsprisen til organisationen, medens hytteværten får resten og så desuden tjener på forplejningen. Hytteværterne bliver så vidt vides, kun ansat for et år af gangen, og man starter i et mindre afsidesliggende refuge, og efterhånden som årene går, kan de arbejde sig op til de større og mere besøgte refugier.

Refuge Wallon har plads til 110 overnattende gæster, nogle endda i mindre 2-4 mands rum, men vi kom op under de rustikke tagbjælker i et stort soverum med adskilte senge og endda med lidt adskillelse ind i mellem, så det var den rene luksus. Der var vist ingen vaskerum eller baderum på refugiet, men rigtige siddetoiletter og håndvaske. Spisesalen er rustik med langborde, bænke og en stor pejs, samt en kakkelovn midt i rummet med et 8 meter langt kakkelovnsrør. Refugiet bliver også brugt af endags turister, idet der kun er omkring 1/2 dags vandring fra den nærmeste bilvej, men der var stadig masser af plads, og stedet virker ikke overrendt.

Der havde været en del skyer i løbet af dagen, men ingen regn udover et par smådryp, og ellers masser af sol. De fleste af os, var om eftermiddagen nede ved bjergbækken til en herlig vandgang, og selvom stenene var glatte, var der passager med dybt vand, så der kunne svømmes lidt. Det var faktisk ubeskriveligt dejligt efter en svedig dag.

Herlig eftermiddags - og aftensol på den store terrasse foran refugiet med socialt samvær og udsigt til paradiset, inden vi skulle ind til vores 4 retters franske menu. 
Vi skulle have 2 overnatninger i Refuge Wallon, og det var alle vist yderst tilfredse med, for der kunne ikke findes et hyggeligere og smukkere sted. 

Dag 7. Hviledag eller rundt om Mont Cardinquéremassivet.

Inden morgenmaden gik jeg en lille morgentur nede ved den rislende bjergstrøm, og det var bare så malerisk og som taget ud af en Disneyfilm, med de gamle knudrede fyrretræer, der hældede ud over de krystalklare vandkaskader i vandfaldet, og bjergene i baggrunden.

Det var store hviledag, og man kunne pleje sine vabler eller ligge i solen og hvile på lauerbærrene, eller gå ture i omegnen med en mindre dagturrygsæk, og det sidste lød ret besnærende. Jesper havde flere turforslag, bl.a. til en tur søerne rundt omkring Cardinquéremassivet, eller til nogle af de lokale bjergtoppe. Efter lidt vaklen besluttede vi os for at finde toppen Tuc de Bassia, men foreløbig skulle vi følge starten af ruten søerne rundt. Først op igennem de århundrede gamle og maleriske fyrretræer, inden vi kom over trægrænsen og forbi den første sø Lac Nere i 2.309 m, hvor der et eller andet sted skulle være en varde, der viste retningen mod toppen. Vi havde ikke kortet fremme, og ved den næste bjergsø Lac de Portet i 2.429 m, blev vi klar over, at vi havde misset varden, men da vi samtidig fik kontakt til en 7 mands topasgruppe, der var på vej søerne rundt, lod vi top være top, og sluttede vi os til det hyggelige selskab.

Selvom det i passet var ved at være frokosttid, så var det så hundekoldt, at vi påbegyndte nedstigningen mod de næste søer i rækken, og forhåbentlig lidt varmere himmelstrøg. Efter endnu et par søer fandt vi et himmelsk sted med solvarme klipper, og udsigt over dalen Vallée du Marcadau, hvis bund tilsyneladende var dækket af en stor sø. Søen viste sig ved nærmere øjesyn ikke at være en sø, men en massiv hvid tyk tåge, som lå klasket ud over dalbunden, og heldigvis adskillige hundrede højdemeter under os.

Efter frokost fortsatte vi nedstigningen igennem klipperne og senere gennem skoven, indtil vi nåede dalbunden Pont du Cayan i 1.630 m, hvor bjergstrømmen skulle krydses, og tågen var heldigvis fortrukket længere ned i dalen. Ved broen holdt en landrover, og det var den sidste udpost af kørende materiel op igennem dalen, og al videre transport af madvarer til refugiet kunne så kun foregå på ryggen af enten mennesker eller et par hytteheste. En gang imellem bekostede hytteværten en sjælden helikoptertransport, men Jesper havde gået turen fra broen til Refuge Wallon adskillige gange i forsommeren, for at bringe topasernes næste uges maddepot i stilling.

På den anden side af strømmen var der et flot udsyn op mod bjergsiden, hvor vi var kommet fra, og hvor et langt vandfald styrtede ned over klipperne. De sidste 3-4 kilometer var ad en jævn stigning igennem fyrreskoven, inden vi nåede hjem til Refuge Wallon med en skål eftermiddags cafe au lait og senere afsvaling i bjergstrømme.

Turen søerne rundt står i Skarvguiden til 4 timers vandring uden pauser og Jesper mente, vi skulle beregne omkring 8 timer med pauser, men vi var meget godt tilfredse med vores 61/2 time i afslappet hviledagstempo. Om aftenen var tågen trukket helt op igenmem dalen, og de yderste tunger slikkede omkring Wallon hytten. 

Dag 8. Fra lune skove til iskolde pas og gletshervand.

Provianten til den næste uge skulle uddeles, og Jesper gik fra morgenstunden og pakkede og omfordelte, så der tilsidst lå 16 pakker med mad af nogenlunde samme vægt, men så var der jo det med datoerne. Selvom vi stod og skævede til pakkerne for at lure på datoerne, blev alt snyd bortelimineret, for Jesper pegede på en pakke, og Lars, der stod med ryggen til, sagde navnet på vandringsmanden og bæreren af pakken.

Det var endnu lunt ved hytten og dejligt vejr, men da vandringen startede kl. 9 begyndte mørke skyer at trække sammen, og de truede hele dagen, medens temperaturen gradvis faldt under opstigningen mod den lille sø Lac d Arratille i 2.247 meter. 

Efter 400 højdemetre på 2 timer dampede vi lidt af og var ved at gå igen, men så besluttede vi at tage regnjakker på, for det var faktisk hundekoldt. For ikke at komme bagest i gruppen med det samme, havde vi fundet ud af, er det var bedst at komme først afsted, men den korte omklædning gjorde, at vi kom sidst afsted, og først efter en lang opstigning igennem klippeblokke fik vi næsten indhentet de bageste. Men så blev det alligevel for varmt med jakken, og så måtte vi bruge tid på at få den af igen, og kom som de sidste op i passet Col D´Arratille i 2.528 m, hvor det var stærkt blæsende og hundekoldt. 

Passet var grænse til Spanien og egentlig var det spisetid, men på grund af det ubehagelige kolde vejr, besluttede gruppen efter en rådslagning at gå igennem, og først spise, når vi nåede frem til det næste refuge. Vi fik taget alt vores regntøj på, for at tage lidt af kulden og vinden, og der kunne faktisk godt bruges vanter, hvis det ikke var, fordi de lå i bunden af rygsækken.

Det gik noget nedad igennem et stenskred, og der var en flot udsigt nedover den grønne Are-dal, men vi skulle opad igen langs en stor stendal, og op imod det næste kolde pas Col des Mulets, der igen danner grænse til Frankrig. Der havde været en del småklatring i løbet af dagen, og der var tilsidst en lang stejl nedstigning til Refuge des Oulettes de Gaube i 2.151 m. Refugiet ligger i et smeltevandsdelta for foden af det berømte Vignemale massiv, der strækker sig endnu over en kilometer op i luften, og der var udsigt til et af massivets gletchere, hvorfra vandet strømmede ned forbi hytten. Vi var nede lidt over kl 14, og de andre topaser var forståeligt nok godt igang med maden, men vi fik da reddet vores del indenbords. 

Refugiet er bygget i 1965 og har 100 brikse, og selvom der i Skarvguiden står, at det er en moderne veludstyret hytte, ved jeg nu ikke rigtig, for der var kun 1 toilet, så refugiet virkede på mig lidt slidt og overfyldt. Det regnede om eftermiddagen, og der var skam en varm spisestue, men man sad som sild i tønde på bænke ved langborde, og så kan en eftermiddag godt virke lidt lang. 

Eva, der er vinterbader, prøvede at lokke mig med i gletcherstrømmen, men regnvejr, 14 grader i luften og gletchervand, der sætter jer grænsen inden, selv med nok så lang en eftermiddag: " Ja, ja, hvis det holder op med at regne, så måske", for det er jo trods alt svært at sige nej til de unge piger. Så holdt det op med at regne, og så måtte jeg klaprende finde badetøjet frem, men vi fik da også selskab af Søren og Gert. Eva førte an og kastede sig i strømmen, og vi andre fulgte hurtigt med for at få det overstået og komme op igen og blive tørret. "Det var så første gang, for som vinterbader skal man altid i vandet mindst 3 gange" proklamerede Eva og hoppede i igen, og da vi havde brækket istappene af tæerne, fulgte vi med igen, men så var det også slut med festlighederne. 

Badet var faktisk ganske behageligt, for blodet det rullede og saltet blev skyllet af kroppen. Lidt efter kom Lone og Herdis, og gik også i strømmen, og jeg fik målt vandtemperaturen til 5 grader med faldende tendens, men så kunne jeg ikke holde ud at have hånden i vandet længere.

På mærkværdig vis blev der i trængselen i spisestuen ryddet 2 borde til topaserne, og efter suppen kom der et kæmpefad med nudler og kød til hvert bord, og utroligt nok blev det spist, og mere utroligt, der kom endnu et fad, og det blev også spist. 

Soverummet var med 3 lag brikse, og der var stort set ingen plads til bagagen, så jeg gik i seng med selvfølgelig mit tøj, mine briller og tandbørste, men også en pose affald og min vandrestav.

Dag 9. Til venstre for den døde ko og mod bjergbyen Torla.

Vi stod op i lommelygternes skær, for der var allerede afgang fra refugiet kl. 7.00, og vi skulle 450 højdemeter op, og tilbage i passet Col des Mulets fra i går.Vi kendte vejen, og da vi var klar kl. 7.58, gik vi før hovedgruppen, og bare de 2 minutters forspring gjorde, at vi skulle sidde i passet og vente på de sidste i gruppen. Nå ja, det var kun 1/2 minut, men det var nu dejligt for en gangs skyld at sidde og vente. I passet var der tåget og hundekoldt, men vi skulle ned af passets modsatte side og fange stien, der gik sydpå i den spanske dal Are, og senere til venstre for den døde ko. Lars "fangede" stien først, og kastede sig ned og holdt fast i stenene: "Jeg har den, jeg har den", så han var ikke betjent for ingenting.

Efter den stenede bjergside blev dalen grøn, men det grønne varede egentlig ikke så længe, så gjorde tørken sig gældende, med vissent græs iblandet vilde "nøgne jomfruer". Jeg troede egentlig, at det med den døde ko var en joke, men vi skulle virkelig til venstre for en død ko, og ellers var det et meget behageligt vandreterræn, der gik let skrånende nedad langs Rio Ara. Vejret så dog ikke for lovende ud, og ved et lille stenhus standsede Jesper og sagde, at vi lige så godt kunne tage regntøj på, for om lidt ville det regne. Så det gjorde vi, og lidt efter regnede det, og så øsregnede det, og det blev det bare ved med det meste af dagen.

Man kan gå langt på en skål müsli, men ved 12 tiden begyndte maveskindet at nappe i rygraden, men udsigterne for frokosr udendørs i øsregn med dåsemad og knækbrød, er ikke det bedste. Ved et lillebitte fårehus gik nogle af topaserne ind og spiste, men der kunne kun være 5-6 stykker derinde, så de fleste gik videre i regnen mod Camping San Nicolás, hvor der skulle være tag over hovedet.

Der var faktisk et tag kun et kvarters gang fra fårehuset, idet stien der nu var blevet en grusvej, var skåret ind i bjergsiden med et stort klippeudhæng, og her kunne der godt stå et kompagni soldater i tørvejr og spise. Nu havde vi dog sat næsen op efter campingpladsen, hvor der også var et refugie med restaurant, med diverse muligheder for andet end knækbrød og dåsemad.

Refugiet ligger næsten for enden af asfaltvejen med en stor P plads, og det er udgangspunkt for lokale bjergvandrere, der skal ud og nyde bjergene. Refugiet er splintrende nyt, moderne og stort, men det var tilstrømningen også, og regnvejr og lokale bjergvandrere er en dårlig kombination, så de nåede ikke meget længere end til restauranten, så der var stuvende fuldt. Personalet var gået i baglås, og én stod i baren og røg, og en anden ryddede op på disken, og de var ikke rigtig til at komme i kontakt med, så da jeg havde stået deroppe i 20 minutter og prøvede at bestille, blev jeg træt af det, så vi klemte os ned ved et bord, og fandt i gemmerne noget knækbrød og ost.

Der var omkring 10 kilometer til den lille spanske bjergby Torla, hvor vi skulle overnatte, men det var en vandring af astfaltvej med biler, så vi overbeviste os selv om, at det var mest sikkert, og lidt mere bekvemt, at ringe efter en minibus. Jeg vil da lige bemærke, at Lone meget ærefuldt gik ned.

Hvis refugier havde stjerner ville Refugio L. Briet i Torla have mindst 4 stjerner, for der var egne bløde senge med springmadrasser, baderum med duscher og rigtigt wc. Vi var indlogeret i sovesalen, og der var ind imellem nogle af sengene opstillet skærme, men refugiet rådede da også over 2-3 og 4 sengs rum. Refugiet var et tilsyneladende gammelt nyrestaureret hus, eller også var det et nyt hus opført i gammel stil, for det hele strålede i klinker og nyfernisering og smagfuldhed.

 Torla er kendt for 40 grader i skyggen, men vi oplevede en dejlig behagelig temperatur på omkring 25 grader og tørvejr, og da alle faktisk var pladdervåde, da vi ankom, blev den lille gårdsplads hurtigt fyldt med tørretøj. 

Torla er den sidste by inden nationalparken, og den ligger ualmindeligt kønt i Ordesa dalen og med klipperne stablet lag på lag i 1.000 meters højde som baggrundskulisse. Torla er kun en lille by med omkring 350 faste indbyggere, og det meste af byen er bygget i dekorativ kampesten. Det er egentlig svært at se, hvor meget der var gammelt, og hvor meget der er nybygget i gammel stil, eller om det bare er nyrestaureret. Byggestilen er næsten altid med kraftige træbjælker over vinduerne, og selv på de nybyggede huse er bjælkerne over vinduerne ormstukne for at sætte det gamle præg på huset.

Udenfor byen lå nogle store P-pladser, men alligevel måtte bilerne gerne køre ind i de snævre gader og holde på det lille torv, og det havde nok været kønnere uden biler. Indbyggerne lever højt på turisterne, og der er en del souvenirbutikker og restauranter, og for os var det helt underligt at gå rundt og være turister iført sandaler og med is i hånden, og postkort under armen.

I bjergenes refugier, var vant til at betale omkring 2,5 euro for en dåsecola, men i Torlas supermarked kunne vi få 6 cola, en stor plade chokolade og en pose chips for 3,26 euro, og det var jo næsten ikke til at komme over.

Allerede inden aften havde vi gået byen rundt 3 gange, og nogle af de andre topaser havde arrangeret en eftermiddagsfest, med afsyngning af vores slagsang som Lars havde forfattet og med omkvædet:

Vi er ikke som de andre,
vi er noget for os selv.
I Pyrenæerne vil vi vandre,
til den dag, vi må sig´farvel.

Der var mange gode rammende vers som f.eks. dette:

Vi started´ud fra en lille hytte,
troed´turen sku´bli´en leg.
men så kiggede vi på Jesper,
Med glimt i øjet, han sagde : "Nej".

Fællesspisning på en af Torlas hyggelige restauranter, og til en forandring med rene tallerkener til hver ret, og det endda med vin og kaffe til kun 15 euro pr. person. 

Dag 10. Overliggerdag i Torla med skovtur og messe.

Der var en dejlig frisk temperatur på en lille morgentur i den stille by, hvor konerne gik og fejede for at holde det hele nypudset og rent, og hos bageren faldt vi for nogle varme boller med chokolade og et friskt brød, som supplement til vores müsli.

Vi fik gået 4. og 5. gang rundt i byen, og vi fik købt vandrekort over Ordesa Nationalpark, og fik skrevet nogle postkort, og vi fandt et lille museum med gamle redskaber og gamle fotografier fra byen. Torla ligger på pilgrimsruten til Santiago, hvortil der er 902 km, og munken San Nicola byggede i 1200 tallet i Torla et hospital, der skulle hjælpe de rejsende over bjergene. Museet fortalte en del om hospitalet, der i 1500 tallet var under biskoppen, men ellers stod der ikke rigtig noget om,  hvor det var beliggende, og vi var på udkik efter seværdigheder. Torla er ikke besøgt af engelsktalende turister, og selvom det var en ung kvinde, der passede museet, kunne jeg på mit skoleengelsk ikke gøre hende begribelig, at jeg spurgte om museumbygningen var det gamle hospital, eller om hospitalet fandtes et andet sted i byen. Senere da vi var på cafe, tog det 5 minutter på engelsk at gøre tjeneren begribelig, at vi ønskede 2 colaer, den ene uden rom og den anden med rom. Nå, det kunne jo så også være, jeg selv skulle tage et engelskkursus.

Den lille kirke, der ligger ved siden af museet, hedder San Salvadors Church og er i romansk stil, men under borgerkrigen blev kirken så ødelagt, at kun tårnet og lidt af kapellet var tilbage. Kirken er selvfølgelig bygget op igen, men den var aflåst på grund af tyveri af kirkesølvet.

Da ledighed er roden til alt ondt og for at holde styr på os så længe, havde Jesper arrangeret en skovtur nær floden, med frokost i det grønne. Uden knækbrød og dåsemad, men med friske flütes, løg, grøn peber og lokal pølse, skinke og ost, så det blev et hyggeligt og dejligt frokostsstund. En tur i den lokale bjergbæk, blev det da også til for mit vedkommende, og så startede vi på 6. og 7. rundtur i byen. 
Kirkeklokkerne begyndte at bimle tidlig på aftenen, så vi gik derhen for at få alle byens forlystelser med, og kirken var åbnen til lejligheden, så vi kunne beundre de smukke altertavler. Der kom også nogle lokale beboere, og de satte sig pænt ned i den ene side af kirken, og vi satte os pænt ned i den anden side, for at se hvad der skulle ske, og så startede aftenmessen.

Hende, der havde vimset lidt rundt inden messen og gjort klar, troede vi var kirketjeneren, for hun var i lange bukser og blåstribet T-shirt, men det var hende, der forestod gudtjenesten. En af de lokale kirkegængere, kom på et tidspunkt op og læste en bøn, og ellers bad de lidt og sang nogle salmer. På et tidspunkt så de alle glade ud, og gav hinanden kindkys og trykkede hænder, og en af de lokale kom over til vores side og trykkede vores hænder, så vi regner med, han sagde tillykke, fordi vi var blevet velsignet.

Vi pudsede glorien overfor de andre topaser og da vi om aftenen pakkede rygsække til næste dag, tilbød Lena at bære noget af vores fællesmad, da hendes var spist, og vi stadig var godt belæsset. Det havde nu ikke noget med glorien at gøre, men fordi Lena er en flink og hjælpsom pige.
Fælles aftenspisning på en ualmindelig hyggelig og spændende udsmykket restaurant midt i byen, og vi fik for første gang smagt kold italiensk suppe, og for suppe, steg og vin, var det hele til en flad hundredkrone. 

Dag 11. Ordesa National Park med cirkusdale og jernspirklatring.

Det hele er sat i system  og lige uden for Torla er en stor P plads, hvor man mod klækkelig betaling naturligvis, kan stille sin bil, og herfra er der omkring hver 1/2 time busbefordring videre op til nationalparkens center i Ordesa dalen. En verdensomspændende organisation, jeg kan ikke huske hvilken, men det var vist ikke Torla og omegns Turistforening, har udnævnt Ordesa Nationalpark til verdens 5. smukkeste nationalpark med Grand Canyon i USA på førstepladsen. Vi kunne derfor se frem til flotte naturoplevelser de næste par dage, og foreløbig var det meget imponerende med 1000 m høje klippevægge, der tårnede sig op på begge sider af dalen.

Gletscherne har i årtusinder udmejslet bjergsiderne til dybe canyons, og nogle af de blødeste vandrette kalkstenslag er eroderet væk, så forskellige planter har fået fodfæste på de stejle bjergsider, så det ser ud som hængende haver.

Ordesa Nationalpark blev grundlagt ved kongeligt dekret i 1918 og omfattede hovedsagelig den enorme gletcherdal Valle de Ordesa, men i 1978 blev parkens areal forøget fra 21 km2 til 157 km2 så den kom til at omfatte flere af de andre store canyoner. Udvidelsen af parken omfattede desuden en snes små landsbyer, som var halvt uddøde og overvejende var beboet af ældre mennesker, idet den yngre generation var flyttet væk fra det møjsommelige liv i bjergene. Man håber at ved at forbedre vejene i yderzonen og installere elektricitet i de landsbyer, der fortsat har faste beboere, at skabe nyt liv i området, og derved undgå affolkning.

Noget af det mest imponerende parken kan byde på er vandreture på de snævre "faja" (klippehyldevandring) hundrede af meter over dalbunden og da vi stoppede på P pladsen ved nationalparkcenteret pegede Jesper op og proklamerede: " I eftermiddag vil vi vandre på en hylde tværs over den bjergside" og så måtte vi vel tro på ham, selvom det så helt umuligt ud.

Lidt tilbage af vejen og så op ad bjergsiden igennem tæt skov af bøg og fyr og senere buksbom og efter 1 1/4 time var den første pause ved et vandfald uden vand. Vi havde alle et godt tråd, og kom op i samlet trop, og 450 højdemetre på godt en time, er ikke så ringe endda.

Videre op af bjergsiden, og ved Clavijas de Salarons gik siden næsten lodret op, men betænksomme mennesker har boret en række "clavijas" jernspir ind i klippen, så man havde noget at gribe fat i og sætte fødderne på under opstigningen. Med fuld oppakning var opstigningen op af jernspigerne ret grænseoverskridende for de fleste af topaserne, men med guds og andres hjælp og lidt håndkraft kom vi alle helskindet op.

Bjergtoppen Tozal del Mallo 2.254 m lå lige til venstre for vores rute, og fra bunden af dalen havde den set meget malerisk og enorm ud, men efterhånden, som vi arbejdede os op kunne vi se ned på på toppen. Vi var efterhånden kommet op i de øvre lag af  cirkusdalen Circo de Carriata og her kunne vi med vid udsigt udover canyonen holde vores frokostpause.

Det var i overjordiske naturomgivelser vi hvilede på laurbærrene inden etapens vandring for guder, hyldevandringen af Faja de las Flores 600 meter over dalbunden og 300 meter til toppen af klippen. Der var nogen, der fik sommerfugle i maven inden vandringen, for den så ret så delikat ud, men den var ikke så slem, som det første synsindtryk. På afstand lignede det en halv meter bred sti, men ved nærmere bekendskab var der alligevel 2 til 5 meter bred hylde at boltre sig på inden afgrunden.

For vores fødder lå P-pladen, hvor Jesper havde peget fra og menneskene var for små til det blotte øje, men vi kunne da lige få øje på nogle busser. Omkring 1 1/2 time tog hyldevandringen inden vi kunne ånde lettet op, troede vi, for godt nok forsvandt klippen ovenover os, men stien gik helt ude ved kanten, og ved et enkelt forkert skridt ville den flotte udsigt være det sidste i dette liv.

Vandringen fortsatte off road over en højsletten for foden af Pieo del Desoargador med partier af klipper i alle tænkelige variationer. Der var lavaslagger forankret i lyse klipper, senere klipper med sprækker i bløde former, så knivskarpe noprede klipper og klipper, der lignede småbølger på en sø, og klipper med millionvis af hvad der lignede forstenede muslinger. Store rovfugle kredsede over os og vi passerede en flok med omkring 20 store uidentificerede hjortelignende dyr, men jeg har senere læst at man ofte i området ser flokke af "isarder" uden at bogen kommer nærmere ind, på hvad det er for nogen og vores leksikon vil heller ikke ud med sproget.

Endnu små passager med en del klatring inden vi ved 17 tiden nåede dagens sidste pas Cuello de Millaris i 2.457 meter og der blev givet frit løb ned til refuge de Góriz o Delgado i 2.160 m som vi nåede efter 1 1/2 times vandring. Selv lige ved refugiet var der en kløft, hvor man skulle ned i bunden og over et vandløb og op igen, og der kunne de jo godt have bygget bare en lillebitte bro, til de trætte vandrere.
Det havde været en spændende og meget lang vandringsdag, og selv Jesper indrømmede næsten, at det ikke havde været en let dag. Gitte og jeg var ihvertfald fuldstændig fladtrykte, og da jeg nævnte det for Jesper spurgte han, om vi var for trætte til at spise: " Nej, vi skal da over at spise" sagde jeg, og han svarede: "Nå, så er der jo ingen problemer, det er kun hvis man er så træt at man ikke orker at spise den er gal".

 Refugiet der er bygget i 1963 har 103 senge med 3 etager i soverummene, og desuden var der omkring 50 telte slået op omkring hytten så det er et populært sted, men hytten ligger også smukt på kanten af en cirkusdal og udsigt over canyonen. Toiletter og kolde brusebade var at forefindes i en skurvogn lidt derfra, og ellers den sædvanlig vandslange med koldt bjergvand.

Vi var stadig på spansk grund så middagen var klokken 20 og udmærkede sig ikke gourmetisk for efter suppen og salaten, kom en stor bar knogle med lidt kød på, og vi skævede efter tilbehøret, men der kom ikke noget, udover en banan til dessert.

Dag 12. Over snefelter til Breche de Roland.

Kroppen havde dårlig nok hvilet ud efter gårsdagens strabadser, inden der var morgenmad kl. 7. Det kunne godt tyde på endnu en lang dag, for da vejret var næsten skyfrit kunne det ikke være en truende vejrsituation, der gav den tidlige afgang. Opstigningen fortsatte op igennem området Las Tres Sorores med en del spændende klatrepassager, men vi var efterhånden blevet vant til mosten og det var nok helt velovervejet, at denne del af ruten var lagt i sidste del af vores tur. Farverne på klipperne skiftede hele tiden i hvide, brune, grå og gule nyancer og landskabet var i det hele taget så storslået og betagende at det ikke kan beskrives, og dårlig nok et digitalfoto i fuld skærmstørrelse yder naturen retfærdighed. Murmeldyrene piftede deres advarselsskrig, og vi kom igen tæt på en flok isarder ? og rovfuglene kredsede over vores hoveder, så vi kunne ikke ønske en bedre naturoplevelse.

Monte Perdido i 3.355 m er Pyrenæernes 3. højeste tinde og er målet for alle de vandrere, der summede omkring Refugio de Góriz, men vi ville hellere betræde de utrådte stier og søgte igennem stenlandskabet mod den franske grænse.

Lidt i elleve var vi oppe i 2.850 m og der blev holdt pause i en solgryde, der dog ikke var varmere end småkold, og når solen forsvandt bag en sky var det temmelig koldt. Efter en rådslagning, besluttede vi ikke at bestige en af de lokale toppe, hvor op og nedturen til samme kolde solgryde ville tage 3 timer. Efter morgenstivheden var jeg selv blevet ret godt gående, og var med på den værste, men ikke alle havde lyst til at gå med til toppen og at sidde og vente/fryse i længere tid var ikke morsomt. Beslutningen kunne heldigvis tages i god forståelse med alle i gruppen. Et gruppemedlem havde også et tifælde af maveonde med tilsvarende svækkelse, så noget af bagagen blev delt ud på nogle af de stærkeste i gruppen, og Lars tog nok hovedparten og spændte en ekstra rygsæk på sin egen, så respekt og ære for Lars i nødens stund.

Vi fortsatte langs den franske grænse med fotokik ned over Pyrenæernes største og berømteste cirkusdale Cirque De Gavarnie der knejser sig 1.300 meter over dalen med bjergbyen Gavarnie som arenaen. Cirque betyder direkte oversat cirkel, så dalene kunne også godt kaldes cirkeldale, men flere danske bøger kalder dem cirkusdale og den benævnelse synes jeg passer godt, da jeg forestiller mig tilskuerpladserne op af bjergsiderne. Stadig på den spanske side kom vi over flere snefelter og i 2.918 meter var der frokost og her var det så koldt, at vi stærkt overvejede at finde hue og vanter frem. Gruppen var ved at løbe tør for knækbrød, til gengæld kunne vi gnaske af den rene vare direkte fra dåserne og ost var der også nok af.

Videre langs kanten af cirkusdalen og udsigt langt ned til passet Cuello de Millaris som vi igår havde passeret, og igår troede var højt. Personligt synes jeg, at det var turens mest storslåede vandredag, der heldigvis fik vi taget masser af billeder, der kan bringe minderne frem.

Vi nærmede os Breche de Roland, men inden da var der endnu en delikat passage og som nogen ikke brød sig så meget om. Stien var kun en smal hylde i bjergsiden, hvor fødderne i lidt ujævnheder kunne få fodfæste, men der var da fæstet en jernkæde i bjergsiden, som man kunne holde fast i. 

Bréche de Roland i 2.807 m er et af de mest imponerende syn i Pyrenæerne, for en 90 meter høj og 40 meter bred kæmpekløft, danner et hug midt i cirkusdalens væg. Mundlige overleveringer fortæller at kejser Charlemagne ( Karl den Store) i år 776 førte sine tropper tilbage til Frankrig efter en mislykket anslag mod saracenerne, men bagtroppen under ledelse af grev Roland, faldt i et baghold af baskiske patrioter, der så chancen for at hævne sig på det frankiske overherredømme.

 I 1100 tallet dannede begivenheden grundlag for et af Frankrigs mest berømteste heltedigte, Rolandskvadet, der dog fordrejede kendsgerningerne til ukendelighed. Kvadet beretter om den frankiske kejser Carlemagne, der var på et af sine felttog mod saracenerne i Spanien, og på et tidspunkt kom han i en yderst vanskelig situation, omgivet af horder af saracenere. Med overmenneskelig styrke blæste Carlemagne i sit jagthorn i et fortvivlet håb om hjælp. Den ædle ridder Roland, var på den anden side af bjergene i dalen ved Gavarnie, og da han hørte tonerne, fulgte han sin herres bud, og ilede op til klipperne foroven i dalen. Her slog han med sit sværd et så kraftigt slag med sit sværd at klippen blev knust, og gjorde Roland i stand til at komme igennen og redde Carlemagne. 

Så hvis man tror på gamle myter, er den historie ganske sand, men det kan også være, at det er moder natur der har haft en finger med i spillet, og ikke Roland med sit sværd. Bréchen danner grænse mellem Spanien og Frankrig, og på den spanske side blæste en kold vind igennem åbningen, men lidt i læ på den franske side, kunne vi nyde udsigten inden nedstigning igennem en grus, sten, is og sneskråning ned til Refuge des Sarradets Bréche de Roland i 2.587 meter.

En dejlig solterasse vendte op mod Bréchen, og medens vi drak 2 cola og 2 store skåle cafe olé for at rette lidt op på vædskebalancen, kunne vi forundres over bjergene især mod øst, hvor bjergmasserne bugtede sig i hundrede meter høje slanger.

På hyttebagsiden blev køkkenaffaldet smidt ned i en lille kløft og i løbet af aftenen hoppede ravne rundt og smæskede sig, og senere kom murmeldyrene, så der var helt rent om morgenen. Vi så forresten også en hermelin, der puslede rundt ved hussokkelen, og den dejlige eftermiddagsol vekslede med tågeskyer, der krøb op fra dalen og nedsatte sigtbarheden til under 30 meter.
Refugiet er bygget i 1956 og jeg skridtede refugiets ydre mål af til 8 x 8 meter, men alligevel var der plads til 60 overnattende gæster. Iøvrigt var vores gruppes mandlige medlemmer meget tilfredse med hyttens udseende, men også med hytteværtindens.  

Dag. 13. Cirque de Gavarnie og hvordan de andre blev væk.

Det tordnede i løbet af natten, men var strålende solskin da vi startede nedstigningen af Cirque de Garvarnie, der efter sigende er det bedst kendte område i Pyrenæerne med smukke vandfald, der styrter ned af klippesiderne. Allerede efter 1/2 times gang, havde vi øjenkontakt til næste refugie, men man kan også sagtens se til månen, og Refuge Espuguettes lå på den anden side af dalen, og dalen var dækket af en ærtetyk tåge. 

Efter et par timers forløb var der ingen vej udenom, for vi skulle ned i skyerne, hvor sigtbarheden ikke var meget mere end 30-40 meter. På det tidspunkt var der ikke rigtig samling på gruppen, men da vi var i bagenden og i nærheden af Jesper, blev vi ledt hen til dalens berømte vandfald La Grande Cascade, medens han prøvede at få styr på fortropperne. Allerede 20- 30 meter fra vandfaldet blev man våd af tågeregn, men 4 topaser gik ind i vandfaldet og fik en shower. Jeg selv havde for et par dage siden droppet mine gamle våde (tunge) badebukser, og jeg synes ikke rigtig, at jeg ville friste vores unge piger i Brugsens minitrusser, så jeg fik bare lidt støvregn på overkroppen. Det er så rigtig ærgerligt, at jeg ikke fik den oplevelse med, især her bagefter, hvor jeg ikke kan mærke det iskolde vand.

Lone havde engang for mange år siden været ved det selv samme vandfald, og var dengang faldet i de glatte sten, og havde skåret sin hånd ret alvorligt, så hun skulle på hospital og sys. Det havde vist ikke været så morsomt at gå nedad med en bloddryppende hånd, men oplevelsen havde gjort, at hun havde fået lyst til at blive læge. Ikke også Lone?

Efter badet fik vi udpeget retningen til en cafe Hotellerie du Cirque, og begav os nedad i tågen, men hvis der havde været lidt samling på grupper før, gik den nu i total opløsning. Gitte og jeg fandt en enkelt varde og prøvede at få de andre med, men de havde ikke så meget tiltro til vores retning, så de måtte sejle i deres egen tåge og vi skridtede dernedad, og fandt flere små anløb til stier. Der var en del franske turister i området og der blev flere og flere efterhånden, som vi kom ned, og nogen spurgte om vej til vandfaldet, og vi spurgte om vej til cafeen, og så pludselig var vi der.

Peter og Philip, der havde misset vandfaldet sad og fik kaffe, men ellers var der ikke andre spor af vores gruppe, så vi satte os og fik en cappucino. Først efter en lille halv time kom Jesper ud af tågen med resten af gruppen på slæb, og han så så lettet ud, da han fik øje på os, og ikke skulle tilbage på tågevandring og lede efter os. Der havde været nogle topaser, der havde været lidt bekymret for os, men vi havde ikke været væk, for vi havde været der hele tiden. 

Cafeen der ligger i 1.590 m er målet eller delmålet for en sand folkevandring af franskmænd der vandrede eller rider på lejet hesteryg flere kilometer af en grusvej fra turistbyen Gavarnie. Området omkring cafeen var da også meget kønt med det brusende vandløb, klipper og fyrretræer, og i tågen kunne man næsten ikke få øje på den store souvenirforretning med postkort, og murmeldyr, der fløjtede når man trykkede dem på maven, og vandrestave til dem, der ville vove sig ud i ødemarken til vandfaldet.

Efter frokost af vores knækbrødsdinér ville de andre have kaffe og nyde civilationens goder (wc), men det havde vi gjort, så vi startede opstigningen ad dalens anden bjergside. På denne side af cafeen er der et bredt spor, der stiger stejlt opad, men det tyndede hurtigt ud i franskmændene, og efter nogle få hundrede mester, så vi ikke mere til dem. Hurtigt blev sporet mindre og fortsatte som en sti, der snor sig op igennem tæt skov, hvor træerne dog flere steder lå vandret og raseret efter sandsynligvis et lavineskred. Efterhånden som vi kom op, begyndte tågen at lette, og senere var der kik ned til grusvejen, hvor franskmænd i hobetal, stred sig afsted de 3 kilometer fra Gavarnie til cafeen. Stien vi gik på, var en helt anden oplevelse end en grusvej, for stien ofte gik under klippefremspring, og forbi kæmpestore ædelgraner, nogle udlevede og døde, med mosset hængende i laser fra grenene, men jeg tror, de har haft et godt liv med den udsigt. 

Efterhånden kom vi helt op over dalskyerne i varmt solskin, og holdt en lille pause ved Cabane de Pailla i 1800 meter, der ialt har 6 overnatningsbrikse, men det ville Topas dog alligevel ikke byde os.Vi fik kikket på kort og fandt ud af, at vi skulle videre og kom op over trægrænsen, hvor vi fik øje på vores refuge Espuguettes, der tronede på et klippefremspring nogle hundrede højdemeter over os. Vi var kommet op på åbne græsgange, og på et tidspunkt drejede stien i modsat retning end hytten, og det kunne vel ikke passe. Så vi tog en forkert sti i den rigtige retning, men den endte hurtigt i ingenting, og så stod vi på en stejl græsskråning med et truende regnvejr trækkende imod os. Det blev en hård sidste halv time, men vi nåede ind i hytten inden regnen, og vi blev kun våde af sved, medens Jesper, der kom lidt senere, blev våd af regn og det samme de andre topaser, der efterhånden dukkede op.

Hytteværten gik rundt i en Topas T-shirt, han havde fået tidligere, men han hægede meget over privatlivets fred, så døren til køkkenet var altid lukket, og man skulle banke på for at købe noget, hvilket nok nedsatte omsætningen noget. Fra Refugiet var der udsigt tævrs over Cirque de Gavarnie til Breche de Roland, og man kunne forundres over, at det virkelig var derfra, vi var startet i morges. 
Tordenen rullede i bjergene, og skyerne/tågen trak op fra dalen op til os og forsvandt igen efter få minutters omskift, men endelig ved 19 tiden kom solen igennem, og der kunne tørres tøj på sydmuren og panoramaudsigten kunne i aftensolen nydes til Brechen. Iøvrigt var alt tøj efterhånden fugtigt og beskidt, og man skulle være glad, hvis man i rygsækkens dyb fandt et par tørre underbukser, der kun var brugt i 3 dage.

På refugiet kunne der ikke købes cola eller andet sodavand, kun øl og vin, og måske derfor havde der på et tidligere topashold været larm efter sengetid op og ned ad trapperne, så Jesper formanede os. På det tidligere hold, havde der desuden været brok imellem dem, der gik hurtigt, og dem der gik langsommere.Vores hold varheldigvis helt anderledes, med kammeratskab og hjælpsomhed i højsædet, og vi listede hensynsfuldt op og ned ad trapperne, og fik meget ros af hytteværten.
En anden gruppe, der havde bestilt overnatning på refugiet var ikke dukket op, så der var kun 10 andre gæster end os, og det var faktisk rart, for en gangs skyld at have lidt god plads, men ikke så rart for hytteværtens økonomi. 

Det er altid lidt vemodigt med sidste aften i bjergene, så jeg sad udenfor og nød skuet med skyerne, der trak op og ned imellem bjergene, og tilsidst solen der gik ned bag de fjerne røde bjerge.

Dag 14. Bestigning af Pic Pimene og ned til Gavarnie.

Refuge des Espugettes ligger for foden af Pig Pimene, der er isoleret fra hovedbjergkæden, og med 9 kilometer i fugleflugt fra Bréche de Roland. Tidligt om morgenen startede vi uden bagage opstigningen af bjerget, først i zigzak over græsskråningerne, og senere på spændende kamvandringer over klippeblokke, indtil vi nåede den første top Petit Piméné 2.667 meter. Efter 2 timers vandring, og den uigenkaldelige sidste stigning på denne tur, nåede vi lidt senere midt i feltet toppen af Pig Pimene i 2.801 meter. Der var kun en enkelt i gruppen, der ikke kom helt op på grund af højdeskræk, men der skulle også balanceres noget.

Spisning af slik og det sidste kik udover det storslåede panorama over Cirque de Gavarnie, inden vi efter 1 1/2 time, igen var nede ved hytten. Vi havde frasagt og tilbud om knækbrød og dåsemad til frokost, så efter en omlastning, gik vi videre ad en nem, men lang nedstigning til Gavarnie, for at se hvad byen kunne friste med udi det kulinariske.

Gavarnie er stort set kun en landsby, men helt overtaget af turisterne med snesevis af souvenirboder og restauranter på rad og række, det hele i en dunst af støv, sved og hestepærer. Det var nu nok ikke franskmændene, der svedte, for de pæne familier skulle på vandring i nystrøjne T-shirt, og hvide joggingsko og med nyindkøbte vandringsstave, eller de havde lejet en hest til at klare strabadserne. Vi andre følte os lidt mere garvede med flere dage siden det sidste bad, og tøj der var stift af skidt og sved. Tjeneren fortrak dog ikke en mine, da vi slog os ned, og bestilte et par pizzaer på restaurant Edelweiss, og heldigvis lå der en bunke hestepærer i nærheden, der kunne friske lidt op på luften. 

Jesper havde bestilt en bus, der kunne bringe os lidt væk fra turistenfernoet, til den næste bjergby Gedre, og jubelen ville ingen ende tage, da vi blev indlogeret på et rigtig hotel med dobbeltværelser på egen madras, rigtigt sengetøj og eget bad og wc. 
Aftenspisning i hotellets pæne restaurant, og bagefter gik de fleste med hen på den meget lokale bar, og vi blandede os med alle 4 lokale bargæster, og Gert sang med dyb røst sin nytekstede udgave af den franske nationalsang "Marseillaiasen" a la Pyrenee:

8 mænd og 8 kvinder
tog på "la Haute Route Pyrenee"

Sol og vind, regn og blæst, hede - kulde,
med mit müslie og knækbrød med tun,
med mit müslie og knækbrød med tun !
Jesper breefer : "Gå op til passet !"
på refuget drikkes cola, øl og vin,
og så suppe, salat, kød og budding,
inden poserne fyldes kl. 10.
Et WC uden bræt !
En klam og kulsort nat !
Ve den - der snorker,
alle har sure sokker.
Hurra for vores tur.

Alle klappede, og de lokale med barmutter i spidsen havde næsten tårer i øjnene over den danske tekst til deres nationalmelodi, og der er store chancer for at teksten bliver oversat og trykt i sangbøerne. Vistnok. 

Dag 15. Hjemrejse.

Müsli og mælkepulver var glemt, og jubelskrig hørtes (afdæmpede, da vi jo var et pænt sted) for Topas overraskede igen, denne gang med det helt store morgenkomplet med sprøde crocainer og nybagt brød, og hvad dertil hører.

Støvlerne kom ned i bunden af rygsækkene for deres lugt var ikke egnet til pænt selskab, og bussen kom til tiden, og kørte os til Toulouse, og senere med fly til Frankfurt. Fra Frankfurt var flyet igen overbooket, og denne gang gik det ud over Jesper, der ikke kom med hjem, men Lufthansa må have virus i computeren for flyet var kun halvfyldt.

Tårevædet afsked i København, da vi spredtes for alle vinde, og herfra skal der til alle i Topasgruppen lyde en stor varm tak, for det gode kammeratskab, gode humør og hjælpsomhed igennem alle strabadserne. Topas havde lavet en meget vel tilrettelagt tur i de smukkest tænkelige naturcenerier, og ifølge vores uovertrufne guide Jesper, var det jo faktisk den ene lette dag efter den anden. Så tak for alle de lette dage, Jesper.

For de ialt 15 dage med Topas kostede turen 7.200 kr. pr. person foruden aftensmad, drikkevarer og det løse, der for vores vedkommende beløb sig til ca. 6.000 kr.

Vi vil meget gerne rejse med Topas igen, men for vores vedkommende vil vi nu nok forlade grad 4-5 og søge ned i magelige grad 3, der kun kræver en god form og et godt helbred, og kun ind imellem kræver vandring i ujævnt, vanskeligt terræn med lange opstigninger, og når det kun er ind imellem,  lyder det jo som den rene svir.

Kilder:  Baskerlandet af Bjarne Kousholt, Dafola Forlag.
Vandretur i Pyrenæerne - en skav-guide af Kevin B. Ginn.
Katar-land, Rejse i Sydfrankrig af Flemming Holm Larsen, Bogan.
Turen går til Sydfrankrig og Korsika af Erik Pouplier, Politiken.
Oplysninger fra kort, Jesper og egne oplevelser.

Kort: 1547 OT Ossau 1:25.000,  1647 OT Vignemale 1:25.000,  1748 OT Gavernie 1:25.000.  Kortene bestilles i meget god tid f.eks. i Nordisk Korthandel i Studiestræde i København. Det sidste kort nåede vi ikke at modtage inden afrejse, selvom det var bestilt 2 måneder før. I stedet købte vi i Torla et spansk kort "Ordesa and Monte Perdido" 1.40.000, hvor der også var korte beskrivelser af vandreturene i Nationalparken. Vi gik meget i grænseegnene, og de franske kort udmærkede sig ved, at være udetaljerede syd for grænsen, hvorimod det spanske kort havde samme detaljegrad på begge sider af grænsen.