En historie af Kim Greiner.

August 2007.

Vandrervenner og frække historier

Vandrervenner er ofte venner man har for livet, og det er jeg også sikker på med vores lille Rastafari Vandregruppe. Sammen har vi vandret på Inkastien i Peru og i Bala Mountains Nationalpark i Etiopien, der er et af verdens mest øde områder, men det er jo ikke nær nok, når vandrestøvlerne kalder. I en periode inden en strabadstur, som vi kalder det, vandrer vi gerne 15-20 km hver uge, og gerne med lidt tungt på ryggen, men ellers tager vi en tur, når lejlighed byder sig. Vi skiftes til at arrangere turene, og det har den fordel, at vi kommer rundt til vandrestier og oplevelser, som ikke er kendt af hele gruppen inden.

I august var det min tur til at arrangere, og jeg havde planlagt en forlænget weekend til Söderåsens Nationalpark, der ligger i Skåne. Nationalparken strækker sig over 1.650 ha og har den store fordel, at den kun ligger en times kørsel fra København, og så er man i et snuptag i en helt anden verden med stejle stenskråninger og små rødmalede huse.

Selve nationalparkcenteret ligger ved Skarrild ved vej 13, og herfra udgår en af parkens smukkeste vandreruter, men det ville være for nemt at starte derfra, så vi slog teltene op på Röstånga campingplads. Pladsen ligger i et dejligt, kuperet terræn og kan bryste sig af 4 stjerner, da der også findes en 50 meters swimmingpool. Bag nogle bakker i den fjerneste ende af campingpladsen ligger en lille sø og et servicehus med borde og bænke, og derude slog vi to små telte op samt vores store tunneltelt. Det ville have været en stor fordel at have en pløkhammer med, for 5 cm nede var underlaget hårde småsten, men da vores tunneltelt stort set kan stå med kun 2 pløkke, og det var helt vindstille, lod vi pløkkene nøjes med det øverste muldlag. 

Röstånga by eller flække ligger inden for gå-afstand fra campingpladsen, og de har bl.a. en rigtig hyggelig restaurant i et nedlagt banehus, og der serveres ”smakliga” måltider til de yderst rimelige, danskervenlige svenske kroner. Rastafarigruppen har det også med at hygge sig, så tilbage på campingpladsen var det slet ikke så ringe endda med stearinlys og irish coffee på bænkene ved søbredden, og ene mand måtte jeg med røde øren finde mig i damernes frække historier.

Vandreruter over stok og sten.

Tidlig næste morgen var det let skyet, vindstille og lunt, og vi begav os af sted ad den 7 km lange vandresti, der går mellem Röstånga og Skäralid, og som er en del af Skåneleden. Stien går forbi Odensjön, men oppe på kanten og med stejle, skovbevoksede skråninger ned til skovsøens blanke vand. Stien er mange steder så smal, at den kun kan befærdes i gåsegang, men andre steder kunne vi følge skovvejene, og så gik det ellers over stok og sten, små vandløb og gamle stendiger. Stien er nogenlunde godt afmærket, dog er der et bestemt sted, hvor vi plejer at gå forkert, og det gjorde vi også denne gang, men midt på formiddagen nåede vi frem til Nationalparkcenteret. 

Til centeret er der en restaurant og et naturrum med oplysninger om dyr og planter i området, og beliggenheden af centeret er helt vidunderlig under store egetræer og med udsigt ned til søen. Herfra udgår der flere vandreruter, men først skulle vi lige have formiddagskaffen og et enkelt stykke kage, så vi havde noget at stå imod med.

Vi valgte en blanding af rød og blå vandrerute, hvor det i starten går stejlt opad, og der åbenbarer sig flotte udsigter over Skäralidsdalen med kulmination ved Kopparhatten. Og når man står der og kikker, kan man næsten ikke forstå, at man befinder sig så tæt på det flade Danmark. Stien fortsætter ned ad de stejle skråninger, og et langt stykke følges et klukkende vandløb med kik op ad stenskråningerne. Den naturlige bevoksning er løvskov, og da det er en nationalpark, får de døde træer lov til at blive stående eller blive liggende, hvor de er faldet, og de giver hurtigt livsbetingelser for småkryb, mos, svampe og fugleliv. 

I bunden af Skäralidsdalen ligger Liagården, der er et overnatningshus, som frit kan benyttes, og vi fik noget frokost af medbragt brød, ost og pølse, og så var det tid til at strække ud (nærmest på ryggen og med lukkede øjne). Vi havde ikke set en eneste vandrer i løbet af dagen og heller ikke her ved Liagården, og det var først, da vi kom ned til Hjortsprånget, at vi mødte andre mennesker. Hjortsprånget er en smal klippetange, der rager ud i dalen, og de, der vover sig derud, belønnes af en flot udsigt, men man skal ikke lide af højdeskræk eller være usikker på benene. 

Selvom turen rundt om Skäralidsdalen kun er på godt 7 km, vandrede vi alligevel i omkring 4 timer, inden vi igen nåede frem til nationalparkcenteret og det lige i rette tid til eftermiddagskaffen og et stykke kage, så vi kunne få genskabt fedtdepoterne.

Smådryp blev til uvejr.

Vi sad egentlig udenfor, men det begyndte at smådryppe, så vi trak indenfor i centerets restaurant. Det var startsignalet til, at himlen åbnede sig, og småregnen forvandlede sig til et skybrud, der fortsatte uafbrudt i den næste time. Det rumlede af torden i det fjerne, men vi opfattede kun, at selvom regnen faldt i stænger, faldt den dog kun lige ned. Vi sad jo trygt og godt og kikkede på de mennesker, der dyngvåde kom løbende op til centeret, men som rigtige vandrere havde vi selv regntøj med i rygsækken. Så da det stilnede lidt af, begav vi os hjemad mod Röstånga.

Skoven var dyngvåd, og flere steder var skovvejene forvandlet til rivende floder, men det var først, da vi var næsten fremme ved Odensjön, at vi bemærkede, at noget var helt galt. Et stort træ var braset sammen og lå på stien, og vi gisnede om et lynnedslag, men lidt derfra var der en mængde træer, der var væltet ned ad skrænten til søen. Længere fremme lå der flere væltede træer over stien, og i skovbrynet så det ud, som om en kæmpe havde trampet rundt i skoven med knækkede træer til følge. Det var stadig helt vindstille, men en eller anden form for uvejr havde raseret området, og hvis vi ikke havde hængt lidt over eftermiddagskaffen, men havde været ude i skoven under uvejret, så kunne det have gået grueligt galt.

På teltets plads stod et glas marmelade.

Vores tanker begyndte at kredse om teltene på pladsen, og med lidt bange anelser hastede vi mod campingpladsen. Vejen ind til pladsen var spærret af væltede træer, og da Alice var kommet lidt i forvejen, kunne hun melde: ”Kim vores telt er væk.” De to små telte havde overlevet, men rigtig nok var det store telt simpelthen væk og det både med soveposer, underlag og skiftetøj. Tilbage stod et glas marmelade og nogle pløkke, og vi fik på den hårde måde lært, at pløkke skal bankes i bund, lige meget hvor vindstille det ellers er.

Det viste sig, at medens uvejret havde raset med piskende regn, der næsten gik vandret, havde behjertede medcampister bjerget teltet og slæbt det ind under et halvtag. Og der lå det så i en pærevælling med dyngvåde soveposer og anden bagage. Tanken strejfede mig at læsse hele herligheden ind i bilen og køre hjem, men en ægte rastafari er ikke sådan at slå ud, så på campingpladsen fik jeg lejet en hytte med tørt sengetøj. Efter at vi havde været i bad og delt det tørre tøj, der fandtes, blev jeg sendt i byen efter pizzaer, og så fik vi alligevel en rigtig ”trevlig” aften i det skånske.

Næste morgen berettede Nordvästra Skånes Tidning om alle ulykkerne efter skybruddet. De havde dog ikke fået vores telt og de knækkede træer med, men spurgte dog med store bogstaver på forsiden: ”Ska det aldrig sluta?”

Nimis og Arx - pindebrænde og kampesten.

Efter at have svømmet en kilometer i campingpladsens swimmingpool fortsatte vi turen, og vi satte kursen mod Kullen, men inden da skulle vi stifte bekendtskab med en seværdighed, som ingen af os før havde stiftet bekendtskab med. Det var Nimis og Arx, der befinder sig på den østlige side af naturreservatet Kullen, et par km nordvest for Arild. 

Nimis er en kæmpe skulptur i drivtømmer, og Nimis betyder på latin ”for meget”, og det kan man roligt sige, da værket er 150 m langt og sine steder går 15 meter op i højden. Kunstprofessoren Lars Vilks begyndte at opføre skulpturen i 1980, og siden har han ligget i konflikt med myndighederne, som ønsker Nimis fjernet. Retssager har afløst hinanden, og Nimis har været forsøgt brændt ned og ødelagt med motorsave – men den ligger der endnu.

Lars Vilks begyndte i 1991 på en ny konstruktion Arx, der ligger ca. 100 meter fra Nimis og denne gang i sten og beton, så er den da i det mindste både brand- og motorsavssikret.

Lars Vilks har erklæret området for en selvstændig stat kaldet Ladonia, og der er både præsident, en dronning og ministre, og staten har egen valuta og selvstændigt flag. Det var vel værd at besøge sådan en lilleputstat, så jeg glædede mig til at se hele herligheden med egne øjne.

Nimis er gemt godt væk.

Nu skal man ikke tro, at Nimis er let at finde, for vi kørte til den lille fiskerflække Arild, hvorfra der efter sigende skulle gå en sti derud. En mand på havnen fortalte, at der var meget, meget langt derud, og da vi rent faktisk ikke vidste hvor langt, besluttede vi at følge den beskrevne vejvisning fra Mölle, som står på hjemmesiden sydsverige.dk under Nimis og Arx. Ad små snørklede veje og igennem skoven kom vi til en lille P plads, og lidt længere fremme lå et hembygdsmuseum med spillemandsmusik i gården, men vi fortsatte ad stien, der var mærket med små Nimisskilte. Der er vel en kilometer til fods til Nimis, og turen slutter ad en stejl og krævende sti ned ad klippeskråningen. Altså stejl og stejl, vi har gået på det, der var værre, men man skal nok ikke tage sin gamle mor med. 

Nimis er måske det mest omstridte og kendteste kunstværk i Sverige, så det myldrede nærmest med mennesker, der var på vej op eller ned, men pludselig stod vi selv ved porten til Ladonia, og Nimis bredte sig ned ad skråningen til stranden. Det er så smart lavet, at man kan gå inde i kunstværket, der er sat sammen af titusindvis af drivtømmerstykker. Ind i mellem er der også tårne, der kan bestiges ad snørklede, indvendige trapper, og selvom det reelt set er en stor bunke pindebrænde, virker det utroligt solidt. Vi kunne ikke lade være med at være både dybt imponeret og fascineret af Nimis, og midt i hele herligheden rullede vi spegepølsen ud og nød vores frokost. Og jeg havde en lykkefølelse af at opleve sådan en dejlig dag, sådan et specielt sted og sammen med nogen jeg holder af.

Lidt derfra ligger Arx, og selvom det består af 150 tons sten og beton, er det ikke nær så imponerende som Nimis lette trækonstruktion.

En rastafaritur slutter med kaffe og kage.

Vi skulle videre, og vi fik lige rundet udsigten ved fyret på Kullen, inden vi kørte lidt tilbage og fandt et lille traktørsted nær havet og blandt Kullens dekorative klippeformationer. Som det sig hør og bør, slutter en rastafaritur altid af med kaffe og kage på en cafe. Vi var enige om, at det ikke var sidste gang, vi sammen var på forlænget weekend, og ellers glæder vi os til en forestående tur til New Zealand, hvor de fleste af os skal med. Gad vide, om det ikke var klogt at tage en pløkhammer med?

Tilbage til forsiden