Rastafaritur til Söderåsen og Nimis.
En historie af Kim Greiner. Vandrervenner er ofte venner man har for livet, og det er jeg også sikker på med vores lille Rastafari Vandregruppe. Sammen har vi vandret på Inkastien i Peru og i Bala Mountains Nationalpark i Etiopien, der er et af verdens mest øde områder, men det er jo ikke nær nok, når vandrestøvlerne kalder. I en periode inden en strabadstur, som vi kalder det, vandrer vi gerne 15-20 km hver uge, og gerne med lidt tungt på ryggen, men ellers tager vi en tur, når lejlighed byder sig. Vi skiftes til at arrangere turene, og det har den fordel, at vi kommer rundt til vandrestier og oplevelser, som ikke er kendt af hele gruppen inden.
Selve nationalparkcenteret ligger ved Skarrild ved vej 13, og herfra udgår en af parkens smukkeste vandreruter, men det ville være for nemt at starte derfra, så vi slog teltene op på Röstånga campingplads. Pladsen ligger i et dejligt, kuperet terræn og kan bryste sig af 4 stjerner, da der også findes en 50 meters swimmingpool. Bag nogle bakker i den fjerneste ende af campingpladsen ligger en lille sø og et servicehus med borde og bænke, og derude slog vi to små telte op samt vores store tunneltelt. Det ville have været en stor fordel at have en pløkhammer med, for 5 cm nede var underlaget hårde småsten, men da vores tunneltelt stort set kan stå med kun 2 pløkke, og det var helt vindstille, lod vi pløkkene nøjes med det øverste muldlag.
Vandreruter over stok og sten.
Til centeret er der en restaurant og et naturrum med oplysninger om dyr og planter i området, og beliggenheden af centeret er helt vidunderlig under store egetræer og med udsigt ned til søen. Herfra udgår der flere vandreruter, men først skulle vi lige have formiddagskaffen og et enkelt stykke kage, så vi havde noget at stå imod med.
Vi valgte en blanding af rød og blå vandrerute, hvor det i starten går stejlt opad, og der åbenbarer sig flotte udsigter over Skäralidsdalen med kulmination ved Kopparhatten. Og når man står der og kikker, kan man næsten ikke forstå, at man befinder sig så tæt på det flade Danmark. Stien fortsætter ned ad de stejle skråninger, og et langt stykke følges et klukkende vandløb med kik op ad stenskråningerne. Den naturlige bevoksning er løvskov, og da det er en nationalpark, får de døde træer lov til at blive stående eller blive liggende, hvor de er faldet, og de giver hurtigt livsbetingelser for småkryb, mos, svampe og fugleliv.
Selvom turen rundt om Skäralidsdalen kun er på godt 7 km, vandrede vi alligevel i omkring 4 timer, inden vi igen nåede frem til nationalparkcenteret og det lige i rette tid til eftermiddagskaffen og et stykke kage, så vi kunne få genskabt fedtdepoterne. Smådryp blev til uvejr. Vi sad egentlig udenfor, men det begyndte at smådryppe, så vi trak indenfor i centerets restaurant. Det var startsignalet til, at himlen åbnede sig, og småregnen forvandlede sig til et skybrud, der fortsatte uafbrudt i den næste time. Det rumlede af torden i det fjerne, men vi opfattede kun, at selvom regnen faldt i stænger, faldt den dog kun lige ned. Vi sad jo trygt og godt og kikkede på de mennesker, der dyngvåde kom løbende op til centeret, men som rigtige vandrere havde vi selv regntøj med i rygsækken. Så da det stilnede lidt af, begav vi os hjemad mod Röstånga.
På teltets plads stod et glas marmelade. Vores tanker begyndte at kredse om teltene på pladsen, og med lidt bange anelser hastede vi mod campingpladsen. Vejen ind til pladsen var spærret af væltede træer, og da Alice var kommet lidt i forvejen, kunne hun melde: ”Kim vores telt er væk.” De to små telte havde overlevet, men rigtig nok var det store telt simpelthen væk og det både med soveposer, underlag og skiftetøj. Tilbage stod et glas marmelade og nogle pløkke, og vi fik på den hårde måde lært, at pløkke skal bankes i bund, lige meget hvor vindstille det ellers er.
Næste morgen berettede Nordvästra Skånes Tidning om alle ulykkerne efter skybruddet. De havde dog ikke fået vores telt og de knækkede træer med, men spurgte dog med store bogstaver på forsiden: ”Ska det aldrig sluta?” Nimis og Arx - pindebrænde og kampesten. Efter at have svømmet en kilometer i campingpladsens swimmingpool fortsatte vi turen, og vi satte kursen mod Kullen, men inden da skulle vi stifte bekendtskab med en seværdighed, som ingen af os før havde stiftet bekendtskab med. Det var Nimis og Arx, der befinder sig på den østlige side af naturreservatet Kullen, et par km nordvest for Arild.
Lars Vilks begyndte i 1991 på en ny konstruktion Arx, der ligger ca. 100 meter fra Nimis og denne gang i sten og beton, så er den da i det mindste både brand- og motorsavssikret. Lars Vilks har erklæret området for en selvstændig stat kaldet Ladonia, og der er både præsident, en dronning og ministre, og staten har egen valuta og selvstændigt flag. Det var vel værd at besøge sådan en lilleputstat, så jeg glædede mig til at se hele herligheden med egne øjne. Nimis er gemt godt væk. Nu skal man ikke tro, at Nimis er let at finde, for vi kørte til den lille fiskerflække Arild, hvorfra der efter sigende skulle gå en sti derud. En mand på havnen fortalte, at der var meget, meget langt derud, og da vi rent faktisk ikke vidste hvor langt, besluttede vi at følge den beskrevne vejvisning fra Mölle, som står på hjemmesiden sydsverige.dk under Nimis og Arx. Ad små snørklede veje og igennem skoven kom vi til en lille P plads, og lidt længere fremme lå et hembygdsmuseum med spillemandsmusik i gården, men vi fortsatte ad stien, der var mærket med små Nimisskilte. Der er vel en kilometer til fods til Nimis, og turen slutter ad en stejl og krævende sti ned ad klippeskråningen. Altså stejl og stejl, vi har gået på det, der var værre, men man skal nok ikke tage sin gamle mor med.
Nimis er måske det mest omstridte og kendteste kunstværk i Sverige, så det myldrede nærmest med mennesker, der var på vej op eller ned, men pludselig stod vi selv ved porten til Ladonia, og Nimis bredte sig ned ad skråningen til stranden. Det er så smart lavet, at man kan gå inde i kunstværket, der er sat sammen af titusindvis af drivtømmerstykker. Ind i mellem er der også tårne, der kan bestiges ad snørklede, indvendige trapper, og selvom det reelt set er en stor bunke pindebrænde, virker det utroligt solidt. Vi kunne ikke lade være med at være både dybt imponeret og fascineret af Nimis, og midt i hele herligheden rullede vi spegepølsen ud og nød vores frokost. Og jeg havde en lykkefølelse af at opleve sådan en dejlig dag, sådan et specielt sted og sammen med nogen jeg holder af. Lidt derfra ligger Arx, og selvom det består af 150 tons sten og beton, er det ikke nær så imponerende som Nimis lette trækonstruktion. En rastafaritur slutter med kaffe og kage.
|