Rom - blandt kejsere, paver og lommetyve.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Februar 1999.

Alle veje fører til Rom, men mærkværdigvis har vi aldrig været ude af en vej, der ender i Rom, og det er jo næsten flovt ikke at have besøgt den evige stad. For at råde bod på denne mangel på almindelig dannelse, havde vi chartret et fly (sammen med en del andre Spies og Tjæreborg gæster) og landede i Rom, midt på eftermiddagen i lunt forårsagtigt vejr. Hjemmefra havde vi i den sidste månedstid holdt skarpt øje med temperaturen i Rom, og da den kun havde ligget omkring 5-10 grader, havde vi taget vintertøjet med, og så ville det ellers bare glæde os, hvis vejret tillod, at noget af tøjet kunne smides, og foreløbig så det yderst lovende ud.

Rom har i dag knap 3 millioner indbyggere, og har lige haft fødselsdag og fejrede sine første 2750 år, og ifølge en sød historie fortæller sagnet, at byen blev grundlagt, hvor Romulus og Remus som nyfødte drev i land i en sivbåd og senere blev opfostret af en ulvinde. Senere var historien ikke så sød alligevel, da Romulus slog Remus ihjel, og så er det ellers gået derudaf lige siden, med etruskere, oldtidens storhed med Cæsar, der underlagde sig 300 folkeslag, kejserrigets undergang, barbarhøvdingen Alariks hærgen, pavedømmer, Mussolini og værtskab for VM i fodbold.

Det er en ordentlig mundfuld at holde blot lidt rede på Roms historie, så vi tog det helt roligt og ville blot gå ud i byen med åbent sind og se, hvad der dukkede op. Allerførst var der indlogering på hotel Fiamma, der lå meget bekvemt indenfor de gamle bymure, og klods op af ruinerne ad nogle gamle romerske bade og kun få minutters gang fra Roms hovedbanegård.

Selve hotellet var pænt og nydeligt, selvom det var lidt luvslidt, men de var da så småt i gang med en modernisering. Jeg ved ikke, hvor koldt det skal være, før Roms hotelejere lukker op for centralvarmen, for værelset var hundekoldt om aftenen. Samtidig påskønner jeg meget, at jeg kommer fra et land med dyner, da man med tæppe/lagen systemet, enten skal krybe ned i en seng der er så stramt redt, at man føler sig som en russisk baby i svøb, eller også glider halvdelen af tæpperne ned på gulvet i nattens løb. Morgenmadsbuffeen på hotellet var langt over forventning med flere slags brød, croissanter, pålæg, marmelade og frugt, men det havde været hyggeligere, hvis tænderne ikke klaprede i munden, og det ville se så uciviliseret ud at spise morgenmad iført overtøj.

Trafikken i Rom er endda overordentlig livlig, med mange biler, der kører hurtigt og frækt. Bilerne krydser ud og ind imellem hinanden, og de enkelte huller, der opstår i biltrafikken, bliver hurtigt fyldt ud med noget, der lignede motorcross af byens 300.000 knallerter og scootere. Til gengæld gik der 3 dage, før vi så den første cykel, men senere på ugen så vi på kun en dag, både en parkeret cykel og endda 3 cyklister, der modigt satte livet på spil i trafikken.

Gående er jaget vildt, og selvom der enkelte steder er påmalet en fodgængerovergang, er det ikke noget motorkøretøjerne lader sig påvirke af. Nogle steder var det faktisk ubegribeligt, hvordan byens vise fædre har tænkt sig, at fodgængere skal passere færdselsårerne. Eneste løsning er at kaste sig ud imellem biler og scootere og så håbe på det bedste.

Piazza della Repubblica er nærmest en stor rundkørsel og da vi boede i nærheden, var det altid den første større forhindring, der skulle passeres for at komme videre ind i byen. Ved pladsen var der ingen trafiklys eller fodgængerfelter, men masser af trafik. Da vi første dag havde stået og ventet mindst 5 min., koblede vi os på en indfødt romer og passerede gaden sammen med ham, og det var faktisk en udmærket metode, som vi benyttede os meget af. Vi fandt også ud af, at når Gitte havde sin mavetaske inde under frakken og skød maven lidt frem, så var der endda bilister, der nogen gange stoppede ved en fodgængerovergang, idet de troede hun var gravid. Metoden fik en brat ende, herom senere, idet mavetasken i stedet kom om på ryggen under frakken, og der er ingen romersk bilist der godvilligt stopper for en pukkelrygget dame.

For lige at gøre Piazza della Repubblica færdig, så står der midt på piazzaen en af Roms mange fontæner, Fontana della Naiadi med 4 nøgne lidt svulstige bronzenymfer, der vakte stor skandale, da fontænen blev afsløret i 1901. Desværre var der for tiden ikke vand i fontænen, vistnok på grund af noget nattefrost, så vi måtte tænke os til pigernes vandpjaskeri.

Overalt er Rom ellers spækket med større eller mindre fontæner med friskt vand fra de nærliggende bjerge, og nogle får endda stadig vand fra de gamle akvadukter. Måske for at vise Roms rigdom på rent drikkevand, har de mange små drikkevandsfontæner, ingen haner der kan lukke for vandet, de løber simpelthen bare hele tiden.

Roms største og mest berømte fontæne er Trevifontænen der er kendt fra adskillige film bl.a. Fellinis "Det søde liv" hvor Anita Ekberg tager sig visse friheder i fontænens vand. Fontænen er opført i midten af 1700 tallet og symboliserer havets forskellige temperamenter med havguder og havheste udført i marmor. Hvis man kaster en mønt i fontænen, skulle man være sikker på engang igen at vende tilbage til Rom, og det må være en populær skik, for der opsamles hvert år for over en million kr blandet valuta, der skænkes til Røde Kors. Turisterne og gadesælgere myldrede om fontænen, og vi var heldige at få en varm stenbænk med lune solstråler og et godt overblik over både fontænen og menneskemylderet.

På den videre fremfærd stødte vi på Piazza Colonna med Marcus Aurelius søjlen. Søjlen, der er rejst til ære for kejser Aurelius, består af 28 marmortromler, og med fodstykke er den 42 meter høj og har en diameter på 3,7 meter. Tusindevis af relieffer snor sig op af søjlen og fortæller detaljeret om kejserens sejre i forskellige krige. Søjlen er rejst i 193 og på vore hjemlige breddegrader ser årstallet 193 unægtelig noget nøgent ud, der mangler ligesom mindst 1000 år foran, men det må vi prøve at vænne os til her i Rom.

På toppen af søjlen står apostelen Paulus i bronze, og det kan man godt undre sig noget over, men har den forklaring, at søjlen blev restaureret i slutningen af 1500 tallet af pave Sixtus 5.og han beordrede, at statuen af kejseren skulle udskiftes med Paulus, og så fik paven da også noget for pengene.

Vi gik videre langs med floden Tiberen, der snor sig igennem Rom. Over floden går mange smukke gamle broer, og der er stenmure langs med bredden ned til flodens vand, men selve floden bliver der bestemt ikke gjort noget stads ud af, da den er fuld af mudderbanker og affald langs bredderne.

Rundt omkring i byen hang der plakater, der reklamerede for Lars von Triers film "Idioterne", og plakaten viser en flok nøgne mennesker, der løbende vender bagdelen til beskueren, men som det pæne katolske land vi befinder os i, var der over hver bagdel klæbet et lille hvidt mærke.

Sidst på dagen nåede vi en af Roms kendte pladser Piazza del Popolo, der gradvis har udviklet sig igennem århundreder, men med det nuværende udseende fremstår den som en stor brolagt oval omgivet af ikke mindre end 3 kirker. Brolægningen på pladsen og forresten også en stor del af opbygningen af den forfaldne Peterskirke er betalt med særskat, som alle skøger måtte betale for deres bevilling.

I flere århundreder var pladsen hjemsted for de offentlige henrettelser, der gerne foregik i karnevalstiden. Midt på pladsen står en 24 meter høj egyptisk obelisk omgivet af 4 stenløver i egyptisk stil. Obelisken er over 3.000 år gammel og er ført til Rom af kejser Augustus i år 10 f. K., og først blev den placeret på væddeløbsbanen Circus Maximus, men siden flyttet hertil af pave Sixtus 5. Obelisken er fyldt med hieroglyffer, og det var en dansker Georg Zoëgas, som inden hieroglyffernes gåde blev løst, tolkede obelisken som en hyldest til Ramses 2. I det hele taget har pladsen og dens omgivelser været hjemsted for mange danske og skandinaviske kunstnere i det forrige århundrede, og Vilhelm Bergsøe har skrevet en bog, der hedder "Fra Piazza del Popolo". Jeg fik selv bogen i min ungdom igennem en eller anden bogklub, men titlen lød så kedelig, at jeg aldrig har fået den læst, men jeg må indrømme, at jeg ligefrem godt kunne have lyst til at læse den i dag.

Bagved pladsen går der trapper opad til et grønt område, og helt upåagtet lå der knækkede flot udskårne søjlehoveder halv dækket af jord og blade, men sådanne 2.000 år gamle kulturminder er der jo så meget af i Rom. Øverst oppe af stien ligger den store terrasse Piazzale Napoleone I., der har en flot panoramaudsigt ud over byen, og da der samtidig var solnedgang, fik vi lige en rigtig flot oplevelse. Selvom der ikke var så mange turister lige her, sad der alligevel et par portrættegnere, og en af dem fik lynhurtigt skudt sig ind på, at vi var danskere og fyrede nogle danske gloser af sig, men selvom han mente, jeg havde en interessant næse, skulle vi ikke lige tegnes den dag.

I nærheden ligger Piazza de Spagna, Den spanske Plads, der i slutningen af 1700 tallet var en del af det spanske territorium, der omgav ambassaden. Området var afmærket med hvide grænsepæle og udlændinge, der uvidende overtrådte grænsen, kunne risikerer at blive tvunget ind i den spanske hær.

På pladsen ligger en lille barokfontæne, der forestiller en lækkende båd, og da vandtrykket fra den akvadukt, der levere vandet, er meget lavt, siver vandet kun lige så stille ned af stenene. Fra fontænen og op til en lille kirke på bakkens top ligger så Den Spanske Trappe, der er et af Roms mest populære turistmål, og på den trappe skal man som turist bare have siddet, og selv en torsdag aften i februar sad der flere hundrede mennesker og nød stemningen. Trappen blev færdig i 1726 og kombinerer lige afsnit med terasser og kurver, og øverst oppe er der igen udsigt over Rom, nu med en orangerød himmel.

På himmelen udspillede sig et ejendommeligt skue, idet kæmpestore fugleflokke gav opvisning i flyvekunst. Når de tusindvis af fugle i samme sekund hvivlede igennem luften, lignede det i tusmørket tonadoer eller spøgelser der dansede rundt. Næsten hver aften så vi det samme betagende fænomen over Roms himmel, og vi fik at vide, at det var stæreflokke, der ikke vidste, om de skulle blive, eller trække længere sydpå.

Vi er ikke de store gourmeter, og det var bestemt ikke for at spise, vi var taget til Rom, så da vi på vej hjem til hotellet stødte på en Mc Donald, gik vi ind og fik en McRoyal de Lux menu, der kostede 7.900 lire eller omregnet ca. 30 kr, hvor noget tilsvarende i Danmark koster 40 kr.

Køligt vejr fra morgenstunden, men vi begav os fortrøstningsfuldt ud i Rom, men efter et par hundrede meter stilede to store zigøjnerpiger direkte mod os, medens de viftede med nogle papstykker. Vi var blevet advaret mod lommetyve, der under dække af at tigge, med pap eller aviser distraherede ofrene, så der kunne udføres fingerfærdige manøvrer mod tegnebøger og tasker. I dette første anslag var der ingen øjenkontakt, idet pigernes øjne var klistret til min tegnebog, som ellers diskret bulede i forlommen. I dette selskab var det nok noget risikabelt at tage tegnebogen op, så vi sagde "no", og gik videre, og det blev først ubehageligt, da de begyndte at hive i mine jakkeærmer, men da det var 2 mod 2 fik vi dem da rystet af, og først senere blev det rigtig ubehageligt, herom senere.

Vi gik mod Roms kendteste bygningsværk det Flavinske Amfiteater, som ingen sikkert har hørt om, men det er fordi bygningsværket i folkemunde er døbt Colosseum, da det blev bygget ved siden af en kolossal statue af kejser Nero. Det var kejser Vespasian, der påbegyndte byggeriet i år 72, og en del af pengene indgik i statskassen ved opstilling af beholdere rundt omkring i byen, hvor borgerne skulle aflevere deres urin, som så senere blev solgt til garverier og farverier. Hans søn Titus var forarget over indsamlingsmetoden, men Vespasian meddelte: "Penge lugter ikke", og den har vi hørt en hel del gange siden.

Colosseum er nogenlunde et bygningsværk på størrelse med Peterskirken, men hvor det tog 120 år at bygge Peterskirken, tog det kun 9 år at bygge Colosseum, men så var der også involveret 20.000 slaver, hvoraf næsten halvdelen var jødiske krigsfanger. Colosseum er bygget som en stor elipse med den største længde på 186 m og en højde på 48 m, men så var der også siddeplads til 50.000 tilskuere. Arenaen var dækket af sand, og nedenunder var der en labyrint af rum til gladiatorer, scenearbejdere og bure til de vilde dyr, som kunne hejses op med håndtrukne elevatorer.

I forestillingerne indgik kampe imellem vilde dyr og jagt på vilde dyr med primitive våben, og der indgik så enorme mængder af dyr, at f.eks. elefantbestanden i Nordafrika blev udryddet, så der måtte findes på nyheder som giraffer og endda elge fra Sverige. Meget populære og mere uskyldige indslag i forestillingen, var små dværge, der iklædt pragtuniformer og bevæbnet med legetøjssværd, kæmpede med ophidsede traner med skarpslebne knive på sporene.

De mest populære kampe var gladiatorkampene med net og trefork, krumsabel eller andre våben eller blindkampe, hvor de kæmpende blev iført heldækkende hjelme, så de ikke kunne se. Gladiatorerne var ofte udlejede slaver, men der var også eventyrere, der solgte sig selv til kampene, og der var endda også nogle få kvindelige gladiatorer. Det var et umådeligt stort spild af liv og resourser at afholde Colosseums forestillinger, f.eks.da kejser Philippus i 247 fejrede Roms tusindsårsfest, måtte henved 2000 gladiatorer lade livet foruden 32 elefanter, 10 elsdyr, 10 tigre, 70 løver, 30 leoparder, 10 hyæner, 40 giraffer, 40 heste og 1 næsehorn.

Efter romerrigets fald blev Colosseum ramt af flere alvorlige jordskælv, og bygningsværket er i tidens løb flittigt blevet anvendt som stenbrud til nybyggede kirker og paladser, men Colosseum har også haft funktion som fæstning, de fattiges boligkompleks, hospital, spinderi, kvægmarked og en enkel sæson med tyrefægtning. I 1750 blev bygningen indviet til kirke til minde om de kristne martyrer, der mentes at have fundet døden i Colosseum. Vore dages forskere har dog kun kendskab til 1 kristen martyr i Colosseum, den syriske munk Telemakos, der i harme over menneskemyrderierne i 404 løb ned i arenaen med et løftet krucifiks og prøvede at stoppe 2 kæmpende gladiatorer. Telemakos blev hugget ned på stedet, men kejser Honorius hørte om episoden og forbød derefter drab på mennesker i arenaen.

Colosseum er stadig et imponerende syn, og selvom der ikke er meget marmor tilbage går bygningsværket stadig nogle steder op i næsten fulde 48 meters højde, og hvis entrebilletten på 10.000 lire er betalt, kan man gå ganske fredelig rundt og mærke historiens vingesus. Heldigvis er der også et stort restaureringsarbejde i gang, for et profeti fra 700 tallet siger: "Så længe Colosseum holder, holder Rom med, når Colosseum falder, falder Rom med, når Rom falder, falder også verden med", så det er bare med at holde sammen på stumperne.

Lige ved Colosseum ligger Konstantins Triumfbue fra 312, og den er den sidste, største og bedst bevarede af Roms triumfbuer, men så er den også sat sammen af relieffer, medaljoner og statuer fra tidligere monumenter. Det meste af triumfbuen var under restaurering og dækket af stilladser, så vi satte kursen mod en anden triumfbue i det fjerne, og inden vi vidste af det, kom vi ind i Forum Romanum. Her der var et sådant orgie af ruiner og knækkede søjler, at vi totalt mistede overblikket, så vi bakkede lige så stille ud og ville gemme området til en anden dag.

Det var lidt nemmere at overskue Circus Maximus, for selvom det var det antikke Roms største hippodrom, henligger den i vore dage som et stort græsklædt ovalt banelegeme, omkranset af skråninger mellem Palatiner- og Aventinerhøjen. I Circus Maximus velmagtsdage var der plads til 250.000 tilskuere, der her overværede væddeløb med heste og stridsvogne. Kuskene var lige så populære som vore dages fodboldstjerner og popstjerner, og selvom tipskuponen ikke var opfundet, blev der i stor stil væddet om løbenes udfald. Spillernes interesse dalede dog gevaldig, når den gale kejser Caligula havde sin stridsvogn med i løbene. Kuskene fandt nemlig hurtig ud af, at de efterfølgende blev et hoved kortere, hvis kejserens stridsvogn blev overhalet, så det lod de selvfølgelig være med, og udfaldet var altid givet på forhånd.

Al herlighed forgår og har sin tid på jorden, og det gælder i særdeleshed Rom og også stridsvognskørsel. Efter 100 års forudgående plyndringer af barbarerne og vandalerne, var det goteren Totilas tur, da han i 549 rykkede ind i en så godt som uddød by. Millionbyen Roms befolkning var spredt for alle vinde og der var kun omkring 500 skræmte beboere tilbage. Totila og hans hær begyndte ufortrødent at nedbryde mure og jævne huse, som det stadig er skik og brug, når en by bliver indtaget, men så kom der bud til Totila om, at han ville spolere sit ry, hvis han ødelagde Rom. Den gotiske hærfører slog derefter fuldstændig om og afholdt i stedet en storslået fest for de få resterende romere, og i den anledning blev det sidste væddeløb med stridsvogne afholdt på Circus Maximus.

Videre ud af en stor vej kom vi til bymuren, som især tilskrives kejser Aurelian fra 270. Bymuren er 19 km lang og omslutter hele den gamle bykerne, og den er stort set stadig intakt. Med mure i 6-8 meters højde var den efter datidens forhold uindtagelig, men ved flere lejligheder var portvagterne modtagelige for bestikkelse, og så hjælper selv de højeste mure ikke.

De 15 byporte ligger der stadig med buer og fæstningstårne og ved en af disse porte skete en mærkelig hændelse i 855, idet pave Anglicus der gik forrest i en stor procession blev "syg" og midt på gaden nedkom med et velskabt drengebarn. I 20 år var der ingen, der anede, at paven var af hunkøn, udover barnefaderen, der jo nok har haft en anelse. Efter nedkomsten var det slut med hendes paveværdighed, og af skræk for gentagelser besluttede kardinalerne, at inden en ny pave blev kronet, skulle vedkommende placeres på et marmorsæde. I sædet var et stort cirkelrundt hul, og her skulle paven sætte sig med bar bagdel, medens et par udvalgte kardinaler i et rum nedenunder, skulle forvisse sig om, at paven var af hankøn. Dette tjek undgår vore dages paver, men skikken fortsatte da i de næste 700 år.

Ved siden af byporten Porta San Paolo ligger Cestius-pyramiden, der er bygget nogle få år før Kr. En indskrift fortæller, at pyramiden er rejst som gravmæle for Cestius, og at det tog 330 dage at opføre den, men udover de oplysninger ved man intet om ham eller pyramiden. Pyramiden er vel 20-25 meter høj og har derfor slet ikke dimensioner som Keops pyramiden i Egypten, men til gengæld er den hel og står stadig med skarpe kanter. Der er ikke adgang til pyramidens indre dele, så vi måtte nøjes med udvendig at beundre de smukt tilhuggede stenblokke.

Rundt om i Rom ligger en masse barer, hvor man kan få noget let at spise og drikke. I nærheden af pyramiden lå et sådant sted, og et par lune landgangsbrød med sprød skorpe og med ost og skinke var ikke så ringe endda. Sammen med et par sodavand kostede måltidet 14.000 L eller omkring 50 kr, og så blev det serveret af et par nydelige mænd i ulastelige veste og røde butterfly.

Vi fulgte bymuren og kom til Carecallas Termer, der blev indviet i 217 og var et af Roms største badeanlæg. Der var damp på kedlerne i over 300 hundrede år, inden det blev ødelagt af barbarerne, der jo nok ikke selv gik ret meget i bad. De gamle romere gik derimod i bad næsten ustandselig, og mange badeanlæg er spredt ud over hele byen.

Dette anlæg kunne modtage 1.600 gæster af gangen, og så var der lige ved 10.000 mennesker, hovedsagelig slaver, til betjening og som teknisk personale til at holde vandet i de rette temperaturer. Foruden bassiner med meget varmt vand, iskoldt vand og tempereret vand, dampbade og svovlbade indeholdt badeanlægget også idrætsanlæg, koncertsale, biblioteker og spisesteder. Det var overvejende en mandefornøjelse at benytte badeanlæggene, idet kvinderne var henvist til mere ydmyge badebasiliteter, men at der alligevel har været en del fællesbadning ses af, at kejseren igen og igen er kommet med dekreter, der ikke tolererer fællesbadning.

I vore dage henligger badene som enorme ruinmasser, og selvom loftet de fleste steder var styrtet ned, kunne vi stadig fornemme fylden i de kæmpestore højloftede haller, og mange steder lå mosaikgulvene også stadig på deres plads.

Uden for byporten begav vi os ud af den antikke vej Via Appia Antica, der er Roms ældste hær- og handelsvej, og det var langs denne vej slaveanføreren Spartakus og 5.000 af hans ledsagere blev korsfæstet. Nogle få hundrede meter fra byporten var vi ude i landlige omgivelser, og i kejsertiden var det herude, de fornemme romerske villaer lå. Om der var noget tilbage af villaerne var svært at se, da der langs vejen gik høje beskyttende havemure og at begive sig gående ud af Via Appia kan stærkt frarådes. Vejen er meget smal, med stærk biltrafik i begge retninger, og hvis der i det hele taget er noget fortov, er der kun omkring 20 cm mellem muren og vejbanen. En ung motorcykelist var endda så smart, at han kunne køre på kun et hjul, medens han overhalede en bil, så flere gange så jeg os i ånden sidde som røde klatter på muren..

Et stykke ude af vejen ligger nogle af Roms katakomber, og vi besøgte San Sebastiano-katakomberne, der betragtes som verdens første kristne kirkegård. Omkring Rom ligger ca. 50 forskellige underjordiske begravelsespladser, med en labyrint af smalle gange i op til 6 niveauer. Der findes stadig nye katakomber, og det anslås, at der ialt er begravet omkring 6 millioner kristne i 1000 km gange.

Katakomberne var anerkendte begravelsespladser, som var kendt af de romerske myndigheder, men i tider med forfølgelse af de kristne, var de på grund af deres enorme udstrækning effektive tilflugtsteder. De fleste grave i katakomberne blev åbnet og tømt for alt af værdi af barbarerne, hvorefter indgangspartierne tilstoppede og groede til, og når alt er glemt om hundrede år, hvordan så ikke med tusinde år, så det var først i slutningen af 1500 tallet, at en mand tilfældig dumpede ned i den glemte dødeverden.

Indgangen til San Sebastiano katakomberne ligger i forbindelse med en gammel kirke, selvom man vel i Rom ikke må kalde noget gammelt, når det kun er fra 1612, men den er da også bygget på et fundament der er en endnu ældre kirke. I et køligt og smukt udsmykket rum købte vi billetter til 8.000 lire, og selvom turene i det underjordiske var opdelt i sproggrupper, ventede vi vel kun omkring 20 minutter inden der var omvisning på engelsk. Gangene er udhugget i den bløde røde tufsten, og langs gangene ligger gravene så som køjer i et skib, men ligene er for længst blevet fjernet, bl.a. blev der hentet 28 læs kristne menneskeben, da Pantheon skulle indvies til kristen kirke. Vi blev ledt igennem snævre gange og små dunkelt oplyste gallerier, men ustandselig med mørke sidegange, og det var bare med at følge med, da der berettes om fulde svenskere og andet godtfolk, der blev væk for deres gruppe og flakkede om i dagevis. Turen endte i et lille kapel under kirken med 3 forholdsvis nyåbnede grave, der ellers har ligget urørte i 1.800 år og stadig med stuk og anden fin udsmykning.

I selve kirken findes et berømt sæt fodaftryk af Kristus fødder, da han efter sin korsfæstelse efter sigende mødte apostelen Peter på Via Appia Antica. Efter en kort ordveksling var Kristus forduftet eller forsvundet i tågerne, men hvor han havde stået var to nydelige fodaftryk i stenen. Mærkværdigvis viser fodaftrykkene huller og ikke forhøjninger i fødderne efter naglerne. Alligevel skulle historien være virkelig sandt, men jeg ved nu ikke rigtig.

Fra den fredelige dødeverden begav vi os ud på de alt andet end fredelige antikke vej. Da det var blevet noget ud på eftermiddagen, og kombinationen antik vej, biler og fodgængere er ret dårlig, kikkede vi efter den nærmeste metrostation. Selvom vi havde et stort detaljeret kort over Rom, passede kort og virkelighed meget dårligt sammen, så vi bandede indvendigt over sjuskede italienske korttegnere. Noget senere viste det sig dog, at have den naturlige forklaring, at vi var kommet ud over kortkanten. Metrostationen blev fundet lidt ud på aftenen, og det var næsten ikke ret svært at finde ud af billetautomaten, der med et skilt forkyndte, at den højst ville give 2000 lire tilbage, ligemeget hvad der blev puttet i, og vi havde kun store sedler. Ved siden af stod en maskine, med en masse italiensk tekst, og vi fandt ikke rigtig ud af, om det var en vekselmaskine, eller man kunne få lavet visitkort, så vi måtte hen i en kiosk og købe et par stykker chokolade, for at få vekselpenge.

Næsten henne ved hotellet beundrede vi igen de store fugleflokke på aftenhimmelen, men vi kunne da godt se, at specielt bilejerne nok ikke var lige så begejstrede. Hver af de parkerede biler var dækket af sådan ca. 1000 fugleklatter, og fortovet lignede og lugtede som et undulatbur, hvor der ikke havde været skiftet sand i en måned. Et par levende kvindelige fugleskræmsler gik rundt i gule regnfrakker og viftede med lommelygter i trækronerne, samtidig med at de var bevæbnet med store højttalere, hvorfra der lød de forfærdeligste skrig. Det generede dog tilsyneladende ikke fuglene, der var ved at gå til ro i trækronerne.

Forårssolen skinnede, så det var en fryd, og intet kunne ødelægge sådan en dag, selvom en flok lommetyve gjorde, hvad de kunne. Vores erfaringer fra dagen før gjorde, at da vi omkring 50 meter væk fik øje på dem, prøvede vi at komme over vejen, men med en massiv bilstrøm, ville undvigelsesmanøvren have været det rene selvmord. Et øjeblik efter var vi omgivet af 5-6 store børn der viftede med pap og aviser, samt en mor med et spædbarn, der var som suget fast til hendes bryst. Jeg ved ikke hvor grænsen mellem lommetyveri og overfald egentlig går, men dette var nærmest det sidste. De råbte og skreg bambino bambino, medens de hev voldsomt i vores tøj og prøvede at få min opmærksomhed væk fra min pung og hen på spædbarnet. Jeg bryder mig bestemt ikke om at blive revet i tøjet, så mine nakkehår rejste sig, og det er ellers noget, der yderst sjældent sker, men altid når den tyske lyshårede dreng i filmen Cabaret synger og gør nazihilsen, for det er så uhyggeligt. Så med hårene strittende, skubbede jeg hul i belejringen og råbte meget højt på dansk. Gitte havde reddet sig lidt væk, og da der samtidig var et lille hul i trafikken, spænede vi over gaden med adrenalinen pumpende rundt i kroppen. I kampens hede, havde de under Gittes åbenstående frakke fået åbnet hendes mavetaske, men heldigvis ikke fået pungen op, og det var grunden til, at mavetasken kom om på ryggen under frakken, så hun under resten af opholdet i Rom måtte spille pukkelrykket.

Ved Tiberens bred nær Vatikanet ligger Castel Sant' Angelo eller på dansk Engelsborg, der er en stor fæstning, og virkelig har bestået sin prøve som uindtagelig. Oprindelig var bygningen et gravmæle for kejser Hadrian, der døde 130 e. Kr. og hvem ved, måske idegrundlag for vores eget Rundetårn, idet en 125 m lang snoet gang fører op i bygningen.

Siden Hadrians tid er der bygget kraftigt til, både med fangekældre, der blev benyttet helt frem til 1901, men også med pavelige pragtgemakker, som paven kunne ty til i ufredstider, og der går faktisk en mur med en indbygget korridor mellem Vatikanet og borgen. I flere måneder i 1527 plyndrede Karl V.s grusomme lejesoldater Rom, men pave Clemens var sammen med 13 kardinaler, 14 schweitzersoldater og nogle hundrede civile, i tide flygtet til Engelskborg, og de mure kunne lejesoldaterne ikke knække.

I vore dage er hele herligheden museum, og vinterens kulde havde besvær med at forlade de tykke mure, i hvert fald krøb kustoderne sammen om nogle elektriske vandradiatorer. Udenfor på ringmurene er der en flot udsigt over Rom, og ved nogle gamle kanoner lå store opstablede bunker af hvide kugler, der grangivelig lignede kanonkugler af marmor, så måske har jern på et tidspunkt været dyrere end marmor.

I år 1000 var det den katolske kirkes opfattelse, at det var tid til Jordens undergang og Kristus genkomst, men som bekendt blev det ikke rigtig til noget, derfor besluttede kirken at indføre et jubelår hvert halvtredsindstyvende år, hvor pilgrimme til Rom kunne få fuld syndsforladelse. Det var noget, der virkelig var penge i, så romerkirken besluttede at nedskære jubelårsintervallerne til 25 år og i 1983 endda ned til 12½ år. I år 2000 bliver det det helt store jubelår, hvor der ventes 40 millioner ekstra pilgrimme til byen, og hoteldirektørene gnider sig allerede i hænderne og adviserer 40% prisstigning på hotelværelserne. Så det skal nok blive hyggeligt, men koster så lidt ekstra, hvis man vælger jubelåret til at komme af med sine synder.

Selvom Rom har 7 valfartskirker, som skal besøges for at få fuld syndsforladelse, er Peterskirken den vigtigste og samtidig verdens største kirke. Peterskirken ligger til gengæld i verdens mindste selvstændige stat, Vatikanstaten med paven som statschef for de 780 indbyggere og som åndeligt overhoved for alle Jordens katolikker. Selvom Vatikanstaten kun har et areal på 44 ha eller mindre end en ½ km2, er der mange diplomatiske forbindelser til udlandet bl.a. Danmark, og Vatikanet har da også eget dagblad, radio-og tvstation, der sender til store dele af verden, samt en 100 mand stor Schweizergarde.

Vi kom til Peterskirken af paradegaden Via della Conciliazione, som er skabt af Mussolini, der med store armbevægelser ryddede en halv bydel. Paradegaden fører op til Peterspladsen der er omgivet af en knibtangformet kolonnade med 4 rækker kæmpesøjler, og på de solbeskinnede trappetrin var det ret svært at løsrive sig, men vi skulle jo også ind i kæmpekirkens halvdunkle belysning.

Peterskirken kunne der skrives en hel bog om, og der er sikkert allerede skrevet adskillige, så lad os her nøjes med at konstatere, at den første basilika på stedet blev indviet på apostelen Peters grav i 326. I 1506 påbegyndte man opførelsen af den nuværende kirke, som blev indviet 130 år efter, og kronen på værket var Michelangelos kæmpekuppel. For mig har katolske kirker med den overdådige udsmykning altid lugtet af :"Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer" så jeg kan godt forstå Luther protesterede. Vejret var lidt for godt til at studere Peterskirkens indre nærmere, men vi nåede da lige at snuse lidt rundt, og var nede i De Vatikanske Grotter, hvor en lang række paver ligger begravet i kister a la Roskilde Domkirke.

Peterskirkens kirkerum er næsten 200 m langt og for rigtig at prale med det, har man lavet inskriptioner i kirkegulvet, der viser, hvor små verdens andre store katedraler er, bl.a. St. Pauls i London med godt 150 m og Kölnerdromen med sølle 135m.

Hvis man kan komme op, så skal vi op, og det kan man i Peterskirken mod betaling selvfølgelig, men der var en livlig trafik op af de smalle trapper. Oppe på taget ventede der en overraskelse, idet taget, bortset fra kuplen, er fuldstændig fladt, og heroppe ligger et lille hyggeligt hus med tegltag, hvor pengene igen i kisten klinger, idet nonnerne sælger alt i souvenir, fra nøgleringe med paven til store madonnabilleder.

Trapperne går videre op, og mellem kuppelens loft og taget kunne vi dårligt gå oprejst, men så, i 113 meters højde, lå Rom udbredt for vore fødder med den dejligste udsigt til alle sider.

På vores videre byvandring nåede vi Piazza Venezia, hvor der ligger en gammel renæssancebygning fra hvis balkon Mussolini i sin tid holdt sine brandtaler. Det altdominerende bygningsværk i miles omkreds er dog Viktor Emanuel 2. monumentet til minde om Italiens første konge efter genforeningen i 1861. Monumentet er simpelthen kolossalt stort, og det tog da også 26 år at få stablet alt det marmor op og pyntet kransekagen med Viktor til hest, der påstås at være verdens største hestestatue.

Bag monumentet ligger igen ruin ved ruin af det antikke Rom, men den 40 meter høje Trajan-søjle er dog hel, og den fortæller om alle Trajans krige og sejre i 2500 relieffigurer der snor sig op af søjlen. Ellers begyndte vi at indse, at det kræver mere end et ugeophold i Rom, at holde bare lidt rede på ruinerne, og da der stadig graves i store områder, bliver det ikke nemmere i fremtiden. Vi fik dog lokaliseret den antikke markedsbygning Mercatio, hvor forretningerne havde ligget side ved side i flere etager som et andet indkøbscenter.

Noget der undrede mig var, at de fleste af de antikke bygninger er opført i mursten, men måske har de i deres velmagtsdage, været beklædt med marmor, som siden er fjernet til andre byggerier. Hvis man ikke vidste bedre, lignede de fleste ruiner bygningsværker fra 1900 tallet, der så havde været ude for en gang systematisk bombning, som Berlin under verdenskrigen.

Søndag morgen med køligt vejr, og da søndagen er kirketid gik vi først til Santa Mariakirken, som ligger ved Piazza Della Republica, hvor vi tidligere var udsat for angreb på familieværdierne, så med alle sanser åbne nærmede vi os pladsen, men heldigvis ubegrundet. Kirken er af Michelangelo indbygget i resterne af Diocletians enorme badeanlæg, og kirkerummet er domineret af 8 antikke kæmpesøjler i rød granit og med de antikke hvælvinger bevarede. Siden Michelangelos dage er kirken blevet kraftigt ombygget, men det er stadig et imponerende stort kirkerum.

Næste kirke på dagsordenen var Pantheon, som er det bedst bevarede bygningsværk fra det gamle Rom og ombygget i sin nuværende form af kejser Hadrian i 120 e. Kr. Navnet Pantheon betyder templet for alle guder, men i 608 blev bygningen indviet til kristen kirke, efter at de føromtalte 28 læs knogler fra katakomberne, blev begravet under højalteret. Pantheon er ikke mindre end verdens største kuppelrum bestående af en cylinder med både højde og diameter på 43 meter, og bortset fra et indgangsparti med store søjler, ligner den mest af alt Østre Gasværk på Østerbro. Eneste lyskilde i kirken er et lille hul kaldet øjet, i kuppelens top, dog efter sigende 9 meter i diameter, og regnvandet er der tænkt på, idet gulvet er hvælvet, så det kan løbe ud i små brønde. Foruden de 28 læs knogler er Pantheon gravplads for flere berømte kunstnere og italienske konger. Kirken er et rigtigt turistmagnet som alle Romfarere skal se, og hvis man ad åre har glemt navnet, så vil man altid huske kirken med det åbne øje i taget.

Vi havde læst, at hvis paven er hjemme om søndagen, holder han tale på Peterspladsen, og det ville vi bestemt ikke gå glip af. I tidens løb har der været et utal af paver, nogle sikkert fromme mennesker, men andre indimellem nogle ondsindede sataner, der ikke var blege for at forgifte modstanderne. Andre paver, eller var det de samme, levede det søde liv, med et større antal kvinder installeret i de indre gemakker. Den nuværende pave Johannes Paul 2. er der vist ikke noget at sige noget på, og han vil blive husket mere som en verdenspolitiker, med sine helt bestemte meninger, end som en almindelig pave.

Paven var hjemme, og allerede ved 11 tiden begyndte menneskemængden at tage opstilling på Peterspladsen. Mange af pilgrimmene var bevæbnede med bannere og store skilte, og i ventetiden begyndte nogle at synge, og andre grupper dansede, så hele pladsen osede af forventningsfuld stemning. Et par minutter i 12 blev vinduet i pavens private gemakker åbnet, og en lille løber blev lagt ud over vindueskarmen og så pludselig, stod pave Johannes Paul og talte til os, med sin lidt rystende gammelmandsstemme. Vi forstod selvfølgelig ikke et ord, men alligevel var det meget betagende, og da paven nævnte de navne, der stod på pilgrimmenes bannere, jublede og klappede de, og vi er næsten sikre på, at hvis vi havde haft Dannebrog med, var der også kommet en hilsen til Danmark. Til sidst bad paven for og folkemængden bad med i et stort summende kor, og det var på en eller anden måde så betagende, at jeg blev fugtig i øjenkrogene af bare bevægelse og næsten var ved at konvertere til katolicismen.

Jeg kom dog til mig selv igen, da paven smækkede vinduet i, og vi begav os i stedet igen ind i Peterskirken, for at se lidt på de indre gemakker. Vi stillede os op i køen ved bronzestatuen af Skt. Peter, og på skift går man frem, holder på hans fod og beder en lille bøn. Det er der nok nogle millioner mennesker, der har gjort før os, for statuens tæer er simpelthen slidt væk.

Vi skulle også lige se sarkofagen til den svenske dronning Kristina, der abdicerede i 1655 fra den svenske trone. Hun ville i stedet bo i Rom, og på rejsen derned, afsværgede hun sin lutherske tro til fordel for katolicismen, hvilket medførte stor jubel hos paven. En kæmpe modtagelses blev forberedt, men Kristina var en ihærdig dame, og hun ankom til Rom 3 dage før beregnet. Romerne var ikke klar til modtagelsen endnu, så i nattens mulm og mørke blev hun smuglet igennem byportene og blev gemt væk, indtil forberedelserne var færdige, hvorefter hun blev smuglet ud igen og derefter kunne ankomme til byen under stor festivias.

Som danskere skulle vi også beundre Pius 7. gravmæle, som er et af Thorvaldsens hovedværker. Medens Thorvaldsen arbejdede på værket, strides romerne om, hvorvidt det var passende, at en protestantisk kætter som Thorvaldsen skulle lave et stort monument i katolicismens højborg, men alle blev tilfredse med hans færdige arbejde.

Til sidst beundrede vi Michelangelos marmorstatue af den sørgende Maria med sin døde søn nedtaget fra korset. Michelangelo var kun 23 år, da han skabte mesterværket, og det står nu bag en stor glasplade, efter at en galning i 1972 gjorde ihærdige forsøg på at ødelægge statuen med en hammer.

Da det var blevet overskyet, passede det egentlig fint at se Vatikanmuseet, men vi fandt ud af, at de havde lukket om søndagen, så i stedet gik vi ud til en madbod ved Peterspladsen og blev bondefanget. Dagen før havde vi, i den samme bod, købt 2 stykker pizza og 2 sodavand for 20.000 lire og det var et rimeligt godt måltid. Så vi pegede igen på 2 stykker pizza og denne gang skulle vi kun have 1 sodavand. Vi kunne ikke få lov til at betale, før den første bid var taget, og så forlangte pizzadamen ublu 38.000 lire for måltidet. Jeg brokkede mig, men damen fandt en mikroskopisk prisseddel frem, som hun havde gemt bag disken og pegede på nogle fedtplettede tal. Det er åbenbart pinligt at protestere over at blive snydt, så Gitte sagde, at jeg bare skulle betale og se glad ud. Pizzadamen fik dog medlidenhed med mig og stak mig så en pose slik, som kompensation for, at hun lige havde snydt os. Og så spiser vi for resten ikke der mere, og det er den bod lige øst for den hellige Petersplads.

Mellem Vatikanet og den indre by går den gamle bymur, men 2.000 år gamle bymure er bestemt ikke noget, romerne gør noget stads ud af, så langs med muren flød det med visne blade og andet letflyvende affald. Udover et par nonner, der kikkede undrende på os, mødte vi på en strækning af flere kilometer bymursvandring, ikke et menneske, så man kan sagtens få noget af Rom helt for sig selv, hvis man går nogle rigtig kedelige steder.

Vi ville ind og se Palatino, som er et stort ruinområde, men de havde lukket kl. 13, og vi begyndte at overveje at kikke lidt i turistguiden om åbningstider. Så i stedet rundede vi Colosseum, hvor vi straks blev angrebet af 4 lommetyve, men denne gang var vi forberedte, så da de begyndte at gribe fat i os, truede jeg dem med en knytnæve, og det fik dem til at fortrække.

Et stykke derfra satte vi os for at studere, hvordan lommetyvene "arbejdede". Hvad der lignede indfødte romere rørte de ikke, men hver gang der kom nogle mennesker, der lignede turister, gik de til angreb, og turisterne blev virkelig vrede over angrebene. En mand greb deres pap og rev det i stykker og en anden prøvede at skræmme dem, ved at løbe efter dem. Politiet eller andre myndigheder vil eller kan åbenbart ikke gøre noget ved problemet, der foregår helt åbenlyst, og stakkels unge sigøjnere, der i stedet for at gå i skole, sikkert ikke godvilligt udfører disse højst upopulære handlinger.

Sidst på eftermiddagen og først på aftenen var romerne rigtig ude og gå søndagstur, og der var tætte strømme af mennesker mellem Colosseum og den Den spanske trappe, og et sted sad en tigger, som vi virkelig havde sympati for. Det var en ung tysk rygsækturist, som med et skilt forkyndte, at han var blevet frastjålet sine papirer og alle sine penge, og nu bad om et bidrag, så han kunne købe en togbillet hjem til Tyskland.

Efter sådan 3 dages vandring fra morgen til aften snød vi lidt og tog metroen til i nærheden af Peterskirken, da vi ville ind og se Vatikanmuseet. Vi stod dog af et par stationer før og gik igennem et boligkvarter, hvor vi beundrede romernes kreative parkering. Hvordan man i Rom overhovedet lovligt slipper af med sin bil, er mig en gåde og romerne har heller ikke løst gåden, for der holder biler allevegne på fortove, som dobbelparkering langs veje og i smukke vifter rundt om gadehjørnerne.

Allerede foran Vatikanmuseet var der tykt af mennesker, der gladelig betalte 18.000 lire for at komme ind og se på herlighederne, der dog også regnes for verdens vigtigste samling af antikviteter og kunstgenstande, for ikke at tale om de overdådigt udsmykkede rum. Det mest berømte rum er Det Sixtinske Kapel, hvor den nye pave vælges, og hvor der opstilles en ovn, hvori stemmesedlerne brændes. Sort røg op af skorstenen fra kapellets tag viser at der ikke er enighed, men når den hvide røg stiger op, er den nye pave enstemmigt valgt.

Hele den ene endevæg af kapellet er dækket af Michelangelos 800 m2 store fresko "Skabelsesfrisen" med masser af basunengle og fromme personer fra både det gamle og nye testamente. Hele kapellet var bare stoppet med turister, der beundrede "Skabelsesfrisen", og da der kun måtte hviskes eller helst ikke siges noget, stod der en mand, som tilsyneladende ikke lavede andet end med passende mellemrum at sige syhhhhhhhh.

Efter 2 timer på museum begynder jeg altid at få ondt i ryggen, så vi fik jo nok ikke set det hele, men til gengæld så vi nogle af de kilometerlange lokaler både 2 og 3 gange, da vi gerne ville ud igen, men ikke rigtig havde sat os ind i grundplanen på den enorme bygning. Selvom man ikke skulle tro det, indeholder Vatikanmuseet også kunstgenstande, der ikke tåler dagens lys – men det var vel nok ikke tyvekoster, derimod gobeliner.

Vatikanmuseet indeholder også et stort cafeteria, hvor gæster fra hele verden kan spise.Engelsk forstås tilsyneladende ikke, så det er bedst at kunne tale italiensk, i hvert fald hvis man ikke har så meget lyst til pølser med brasekartofler, når man troede, man bestilte pastaret med salat.

Efter en time i dejlig sol på Peterspladsen begav vi os til Palatiner-højen, hvor vi blev lukket ind efter at have betalt 12.000 lire pr. person, og det var der ikke ret mange andre turister, der gjorde, idet der er masser af andre "gratis ruiner" i området. Palatiner-højen var adelens og aristokratiets byområde med palads ved palads, og i hele Roms kejsertid boede de fleste herskere på Palatin. En del af området var lukket af på grund af restaurering, og da romerne ikke er dem, der ofrer meget på oplysende skilte, hverken på italiensk eller andre sprog, var det egentlig begrænset, hvad vi fik ud af at ofre penge på Palatiner-højen, men det kan også være, vi simpelthen havde fået nok af ruiner for denne gang.

Aftensmad i en rigtig restaurant, hvor vi fik store og gode pizzaer, dessert og vin til maden, og da betjeningen samtidig var hurtig og venlig, og hele herligheden kostede 45.000 lire, følte vi os bestemt ikke snydt som ved madboden ved Peterskirken.

Morgendagen startede med skyet vejr og småregn, så vi besluttede at tage metroen til sattelitbyen Esposizione Universale di Roma også kaldet EUR. Kampen mod "grafittikunstnerne" på metrovognene i Rom er tilsyneladende helt opgivet, således er også vinduerne i vognene helt overmalede, så dagslyset har svært ved at trænge ind. Metroen er især arbejdssted for lommetyve, og jeg stod i den tætpakkede og halvdunkle kupe og klamrede mig til en stang med min sammenrullede miniparaply i den ene hånd, da der kom et par tiggende sigøjnere hen imod mig. Da den ene var lige ud for mig, stak hun hånden hen mod min lomme, og nu vil jeg lade tvivlen komme hende tilgode, for det kan også være, at hun kun ville holde i stangen, men da hendes hånd kom hen imod mig, gav jeg et ufrivilligt og utilsigtet spjæt, så paraplyen ramte hende over fingrene. Hun gav et vræl fra sig og så meget fornærmet ud, og jeg måtte skyndte mig at undskylde. Da de var kommet et par skridt væk, fandt jeg en pengeseddel frem som et plaster på såret, og det var virkelig ikke med vilje, men kun nervøse trækninger, når familieformuen er i fare.

En mere festlig form for tiggeri, eller hvad det nu kaldes, var 3 musikanter som steg på toget, gav et lystigt harmonikanummer, lod hatten gå rundt og stod igen af ved næste station.

EUR blev overvejende bygget under facismen og var tænkt som ramme om en verdensudstilling, som skulle være afholdt i 1942, men på det tidspunkt havde Mussolini rigeligt andet at tænke på, da hans storhedsplaner for italienernes rolle i verdenskrigen, vist ikke lige gik som beregnet.

EUR-kvarteret er opført som en moderne rekonstruktion af arkitekturen i det gamle Roms storhedstid, og indeholder i dag regeringskontorer og museer. Vi besøgte Museo della Civilta Romana, og her var der bestemt ikke trængsel som i Vatikanmuseet, men måske fordi alle de udstillede kunstgenstande er gibsafstøbninger med påført patina, "men det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det" og så kunne vi gå næsten alene rundt i de kæmpestore marmorsale. Men det er egentlig et meget interessant museum, da der også er rekonstruktioner af det gamle Roms ingeniørarbejder og krigsmaskiner, og det mest interessante er kæmpemodel i miniature af kejsertidens Rom med alle de kendte bygningsværker.

På tilbagevejen til centrum, nåede vi da også lige det indre af en tilfældig kæmpekirke, og da der er gratis adgang til Forum Romanum prøvede vi igen med kort i hånd at sætte os ind i hvilke knækkede søjler og bygningsdele, der hørte til hvilke kejsere. Det endte dog med, at vi fandt en varm stensøjle og helt afslappede sad og nød seneriet og den lune vintersol.

Sidste del af eftermiddagen gik vi rundt i det indre af Roms små gader, hvor det vrimler med forretninger med tøj, sko, slips og glas og endda en forretning udelukkende med danske ting, såsom Kgl. Porcelæn, Georg Jensen sølv og rav. Det vrimlede også med barer, hvor der kunne købes sandwich, men udover en enkelt lille slagter er Roms centrum tilsyneladende støvsuget for supermarkeder og købmænd, så hvordan den romerske husmor skaffer mad på bordet, fremgår ikke af bybilledet.

Selvom vi vist var udset til lette ofre af en flok unge lommetyve der stod på fortovet og røg cigaretter, nedkæmpede vi turens sidste frontale tiggerangreb med hård hånd, inden vi sejrsstolte fandt vores stamrestaurant.

Et par hundrede kilometer sydøst for Rom ligger Napoli, og der ligger den jo godt og er sikkert et besøg værd, men det mest interessante er, at ruinbyen Pompeji ligger i nærheden. Rejsebureauet havde arrangeret en heldagstur til Pompeji, så af nemheds grunde tog vi med, fremfor selv at finde derned med tog, og så fik vi en næsten 3 timers rundvisning i Pompeji, med en ganske udmærket dansktalende lokalguide.

Pompeji var efter antikkens målestok en jævnt stor provinsby med 15.000 indbyggere, og byen lå og hyggede sig ved flodmundingen af Sarno og med den udslukte vulkan Vesuv i nærheden.

Den 24. august år 79 viste det sig, at Vesuv var alt andet end udslukt, idet den næsten uden forvarsel eksploderede og solen blev dækket af vældige røg og askeskyer. Jorden skælvede og glødende lava strømmede ned og begravede de nærmestliggende byer, medens giftige gasarter dræbte mange, der for sent prøvede at flygte.

Plinius den Yngre overlevede og giver i breve til historikeren Tacitus en fascinerende øjenvidneskildring af katastrofen, med bælgmørke dage, medens aske og pimpsten haglende ned over de ulykkelige mennesker.

Pompeji blev ikke ødelagt, da den lå så tilpas langt væk, at lavaen ikke nåede byen, men til gengæld blev den dækket af et 6 meter tykt askelag og herunder henlå den i glemselen i over ettusindesekshundrede år, inden den ved en tilfældighed blev genopdaget i 1700-tallet. Først i 1861 påbegyndes en systematisk udgravning af byen, og der graves stadig, idet omkring 25% af byens 66 ha stadig ligger under asken og venter på at komme frem af tornerosesøvnen.

Sten og metal er bevaret i byen, medens organisk materiale er forsvundet, men allerede tidligt i udgravningen fandt man på at fylde gipsvælling i de opståede hulrum fra mennesker og dyr, og det giver en naturtro gengivelse af de omkomne.

Byen er omgivet af en fæstningsmur, og indenfor byportene ligger så kvartererne med offentlige kontorer, templer, torvehaller, gladiatorkaserner, teatre, badeanstalter, bordeller og beboelseshuse, og det hele er forbundet med de nydeligste brolagte gader med fortove.

Det der gør Pompeji så levende, er alle de små detaljer, der kan opleves overalt. Mange af husene er f.eks. udsmykket indvendig med vægmalerier, og bordellerne endda med så frække malerier, at mandlige turister for 20 år siden kun fik adgang mod ekstra drikkepenge til vagterne, og kvindelige turister blev nægtet adgang. Meget praktisk var der også over indgangsdørene til bordellerne stenfallos, så ingen gik galt i byen og indenfor byporten til havnesiden var der ligeledes stenfallos, der pegede i den hurtigste retning til kvindeligt selskab.

Tykke blyrør forsynede mange af husene med indlagt vand, og nogle endda med vandskyllende toiletter og i stedet for vore dages dørmåtter og skilte, har flere af husene mosaikdekorationer ved hoveddøren, hvor der står "Have", der betyder velkommen, og andre huse har i mosaik en gøende hund.

Selvom Roms ruiner er større, er det en helt speciel stor oplevelse at gå rundt i Pompejis gader, og med rette er byen en af Europas mest velbesøgte seværdigheder.

Det var så noget af Rom og lidt af Pompeji og næste formiddag bragte flyet os igen tilbage til de hjemlige danske græsgange. Kejserne er borte, men ikke glemt, og det var spændende at se alle oldtidsminderne fra den svundne civilisation. Paven og Vatikanet så ud til at stortrives, og efter en pave kommer den næste og måske endda en dag en pave, med moderne synspunkter med hensyn til prævention. Lommetyvene er bestemt ikke glemt og sikkert heller ikke borte, og det problem må der gerne gøres noget ved, inden vi en anden gang besøger Den evige stad.

Tilbage til forsiden