Så gik den sommer.
En fortælling af Kim Greiner.
Der kan være mange gode grunde til at tage til stranden, men især i sommeren 95, hvor det allerede tidligt om formiddagen var meget varmt, var det jo nærliggende at tage hen, hvor man kan bade, og hvor det næsten altid er køligere end hjemme i haven.
Vel ankommet til stranden skal man så vælge, hvilken aktivitet man vil starte med, eller evt. slå flere aktiviteter sammen, men hvor f.eks læsning og badning dårligt forenes, kan solbadning og kikning på piger udmærket forenes. Så efter den populære kombinationsaktivitet solbadning/kikning på piger/badning , begynder så for mit vedkommende "sandaktiviteten".
For mange år siden da jeg var lille dreng, var vi engang ved stranden, og min far lavede en stor sandskildpadde, som han plantede min lillebror ovenpå , hvorefter han tog et billede. Det gjorde på en eller anden måde indtryk på mig, at han ud af et stykke bart sandstrand lavede noget, som pludselig var spændende at se på.
Mine egne børn er også vokset op med en sandskildpadde i ny og næ, evt. kombineret med en sandslange, der bugtede sig henover skjoldet på skildpadden og en sandkrokodille er det også blevet til et par gange. Det er mig da også en stor glæde, at min nu voksne søn Søren også viser interesse for den ædle sandaktivitet, som han sikkert engang vil delagtiggøre sine egne børn i.
Før sandaktiviteten startes, skal det rette sted findes. Sandet skal være tilpas fugtigt, men uden at være for hårdt og for tæt ved vandet, og en strand med groft sand er ikke særligt egnet. Der må heller ikke være for mange mennesker, da en rigtig sandaktivitet jo kræver noget plads, men til gengæld skal der jo også være nogen, som kan få glæde af det færdige resultat.
Når så stedet er fundet, tegnes motivet groft op med en pind, og så starter det hårde arbejde med at få dynget noget sand op. Hvis sandet er hårdt, holder fingerneglene ikke i ret lang tid, så som minimum må der anvendes en børnespand til graveredskab. En rigtig skovl ville selvfølgelig være det bedste, men det ser så provokerende ud at have en stor skovl med til stranden, og der er egentlig også mere sport i kun at anvende de forhåndenværende "søm".
Efter opdyngningen skal der klappes, og så kan der gås igang med diverse detaljer og efter 2-3 timer skulle der så gerne ligge noget, som ligner noget. Så kan man endelig gå i vandet igen, men inden da skal der fotograferes, for utallige farer lurer på værket.
Engang var vi 3 familier, der var taget til stranden, og jeg havde fået aktiveret de fleste af familiemedlemmerne til at gå igang med en figur. Der var taget nogle fotografier undervejs, og jeg var blevet færdig med en havfrue og vistnok en fisk, og gik så i vandet, inden det endelige slutbillede skulle tages, når alle var færdige. Det var blæst op, og der var nogle dejlige bølger at hoppe rundt i, så der gik nok en halv time inden jeg kom op igen og blev mødt af fortvivlede mennesker, der prøvede at dæmme op for højvandet, der allerede havde ødelagt halvdelen af figurerne.
Så det er bare ærgerligt, når naturen blander sig i udfoldelserne, og det har vel også noget med natur at gøre, den menneskelige, at skulle ødelægge hvad andre har frembragt. Årets sidste sandfigur var for mit vedkommende en "solmand", der kun holdt i et kvarter efter, at den var blevet færdig, idet jeg efter en svalende dukkert kom op og så to småpiger trampe rundt på den. Nu er jeg jo en fredelig mand og blev ikke vred på dem, men bemærkede dog idet jeg gik forbi, om de synes det var sjovt at ødelægge noget, som andre har lavet, hvortil den ene pige med et stort smil sagde "Jaaa".
Lidt mere betænkelig over den menneskelige natur var jeg, da jeg en anden gang kom tilbage efter at have købt en is (endnu en udmærket strandaktivitet) og så tre børn hoppe rundt på figuren kærligt overvåget af deres mor, som stod ved siden af og tilsyneladende nød børnenes udfoldelse. Jeg er som sagt et fredeligt gemyt og kommer sjældent i klammeri med folk, hvilket heller ikke skete denne gang, men med noget adrenalin pumpende rundt, bemærkede jeg til den kærlige mor, at det var ærgerligt at se noget, som man havde været 3 timer om at lave, blive ødelagt på 5 minutter, hvortil moderen sagde: "Det må man jo finde sig i, når man laver sådan noget på en strand". Og det er selvfølgelig rigtigt nok, så jeg fortrak, men var dog noget bekymret over denne mors manglende opdragelse af sine børn, og hvad det siden kan afstedkomme for børnene og deres omgivelser.
Men langt de fleste mennesker glæder sig over sandfigurerne, og det må vel dække et eller andet primitivt behov hos mig at frembringe noget, som andre kan glæde sig over, for når en figur er færdig, trækker jeg mig tilbage og nyder på afstand, at folk beundrer værket.
Det er faktisk kedeligt, at vi danskere udover de traditionelle små sandslotte aldrig laver sandfigurer. Så næste år tag og vær med og giv dig selv og andre en måske ikke stor, men dog en oplevelse.
Mine egne planer med en sandfigur til næste år går ud på at lave en opretstående indianer, der står på et ben og spænder sin bue, men der skal nok noget andet sand til, end det der findes ved Køge strand.