Februar 2005

Den opmærksomme læser af Midtsjællands Avis vil nok undre sig. Hvorfor skriver han nu om Sct. Jørgens Sø, det plejer da at være om Kimmerslev Sø ? Jamen det er en af mine trofaste læsere, der så gerne ville have, at jeg skrev en historie om Sct. Jørgens Sø, så alt for kunderne og her er historien.

De helt detaljerede historiske betragtninger om, hvorfor Sct. Jørgens Sø ligger, hvor den ligger, er nok for meget at komme ind på her, men kort kan det da lige nævnes, at Sct. Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedamssøen, og som i daglig tale kaldes Søerne, ligger i en naturlig istidslavning. Det havde Københavns grundlægger biskob Absalon øje for, og han lavede nogle opdæmninger for at udnytte vandkraften, og samtidig have drikkevand og vand til byens voldgrave. Hele området, der lå i en stor bue uden om byens volde, indgik derfor i byens første forsvarsværk og kunne oversvømmes, hvis fjenden stod for døren. Da sværd, bue og pil gik af mode og blev erstattet af langtrækkende kanoner, mistede Søerne deres betydning som forsvarsværk, og i 1725 blev der lavet en regulering, og Søerne fik den regelmæssige form, som vi kender i dag. Senere kom der promenader, og helt op til 1959 blev Søerne brugt som drikkevand for københavnerne. Folk blev dog efterhånden træt af myggelarver og haletudser i morgenkaffen, så nu er Sct. Jørgens Sø slet og ret et rekreativt område til fryd og gammen for københavnerne, og en enkelt vandrer fra Borup. 

For rigtig at indsnuse atmosfæren omkring Sct. Jørgens Sø gik jeg søen rundt 2 gange. Første gang i hurtigt tempo, og det tager ikke mere end omkring 20 minutter, og anden gang i et mere slentrende tempo for at få alle indtrykkene med. Denne ”rejsebeskrivelse” er dog skrevet som kun én rundgang, da jeg ellers er bange for, at gangbesværede læsere vil blive for trætte. Grunden til de 2 rundgange var også, at jeg i nærheden af søen skulle til et rejseforedrag, der først startede kl. 19, så efter fyraften var der masser af tid, selvom dagslyset midt i januar måned hurtigt svandt.

Rejseforedraget skulle foregå på hotel Absalon, der ligger i Istedgade, og inden turen om Sct. Jørgens Sø var jeg nede i gaden for at orientere mig om hotellets nærmere beliggenhed. Jeg gik lidt søgende rundt, og en nydelig dame, der dog var ude over sin pure ungdom, stod og ventede, og hun lagde hovedet på skrå, og spurgte om jeg ville have en tur. Nu fremgik det ikke nærmere, hvor turen skulle gå hen, men jeg tvivlede på, at hun mente en tur rundt om Sct. Jørgens Sø. Jeg takkede derfor pænt nej tak, og havde iøvrigt kun 140 kr på lommen, så uanset hendes planer om turens forløb, ville jeg komme længere og ud til alle zoner på mit eget togkort.

Ved et busstoppested, hvor en gadefejer netop var blevet færdig med at feje cigaretskod sammen, stod en håndværker og fik sig en smøg, og så snart gadefejeren var færdig, smed han det stadig tændte skod. Jeg er selv ikke-ryger, men det er begyndt at irritere mig lidt, at rygere, nogle ihvertfald, smider deres skod på gaden. Min taktik er et kikke lige ud i luften og højt sige: ”Skod”. Jeg er nok lidt inde på øretævernes holdeplads, så foreløbig går det kun ud over kvindelige rygere. Her nær Sct. Jørgens Sø udvidede jeg dog klientellet, da håndværkeren var lidt ældre og et halvt hoved lavere end mig selv, så jeg dristede mig med ordene: ”Har du ikke lige set, at der er blevet rengjort for cigaretskod”? Han reagerede med et ok og rørte sig ellers ikke, men sørme, da jeg gik videre, så jeg ud af øjenkrogen, at han samlede skoddet op. Så fik jeg da reddet verden for mindst 1 cigaretskod, og bare på vej hen til Sct. Jørgens Sø tegnede det sig til at blive en oplevelsesrig tur.

Henne ved søen startede jeg vandringen ved Tycho Brahe Planetarium der stod færdigbygget i 1989, og udvendig er en fryd for øjet med sit karakteristiske skrå tag, de særprægede mønstre i mursten og dele af bygningen beklædt med kobber.

Planetariet er opført af Uraniafonden, der havde fået tilført 50 millioner kroner af bagermestrene Bodil og Helge Pedersen. Det var dog ikke brød alene, der havde kastet så meget af sig, for i 1925 grundlagde Bodils far, Harald Pedersen medicinalfirmaet Novo i en villakælder på Fuglebakkevej, og med lidt støtte fra farmand åbnede Bodil et hjemmebageri på Borups Allé på Frederiksberg. Med et solidt tag i Novos succes voksede Bodils formue astronomisk, og da Helge i sin ungdom havde sejlet på troperne med stjerner så nære, at de næsten kunne håndplukkes, var der i familien interesse for både brød og astronomi. Det kan alle vi andre så nyde godt af, både med en fin udstilling om himmellegemerne i forhallen, og ellers de fantastiske IMAX film, der har et billedfelt, der er ca. 10 gange så stort som en almindelig biograffilm. 

Hen ad promenaden kom jeg hurtig ind i slipstrømmen af stimer af jokkere, og jeg fik en næsten uimodståelig trang til selv af løbe, men da jeg så deres svedige ansigter, modstod jeg trangen, og jeg er jo trods alt også kun en vandrer.

Vandet klukkede, og flokke af søfugle lå og hyggede sig, og heldigvis kan de ikke læse, for ifølge Københavns kommune er søen isbelagt og al færdsel på isen er forbudt. Vandet under ænderne har de seneste år fået en gevaldig opretning, da for mange næringssalte og for få rovfisk gjorde vandet så grumset af alger, at vandplanterne døde på grund af mangel på lys. I 2002 tog man fat på problemet og opfiskede 40 ton skaller og brasen, der under betegnelsen skidtfisk, har den uvane at æde mikroskopiske krebsdyr som dafnier og vandlopper, som igen har den gode vane at æde alger. Samtidig blev der udsat 70.000 små geder, nå det skal vist forresten staves med dobbel d, så det var gedder, der blev sat ud, og det er simpelthen recepten for klart vand i en sø, at rovfisk skal æde skidtfisk, og krebsdyrene skal æde algerne.

Sct. Jørgens Sø er delt af den trafikerede Kampmannsgade med trafiklys, og en mindre flok jokkere trippede utålmodigt rundt for at vente på det grønne lys. Fra broen og længere endnu, kan man se Søpavillionen med lys, der sidder som guirlander langs tagskægget som på et andet lysillumineret julehus. Søpavillonen blev opført i 1894 som et enormt stort svensk træsommerhus i skærgårdsstil og så lige udstyret med et par tyrkiske minareter for at give bygningen et internationalt tilsnit. I slutningen af 1800 tallet var skøjteløb den store vinterdille for københavnerne, så bygningen blev opført af Dansk Skøjteløberforening som restaurant for sultne skøjteløbere.

Jeg tror ikke polarforskeren Peter Freuchen løb på skøjter over Indlandsisen, men i 1938 stiftede han Eventyrernes Klub og i en periode var en af minareterne i Søpavillonen mødested for eventyrerne og hvem ved, måske har de siddet og planlagt ekspeditioner til uudforskede områder som østbredden af Kimmerslev Sø. Klubben eksisterer forresten stadig og har klubaften hver tirsdag i et af de gamle huse i Nyhavn. 

Søpavillonen har senere igennem årene haft en omtumlet tilværelse, og den har været truet af nedrivning, men bygningen blev reddet af forlæggeren Palle Fogtdal, og nu er hele herligheden igen kommet til ære og værdighed som et populært dansested i weekenden. 

Søpavillionen ligger på en dæmning, der skille Sct. Jørgens Sø med Peblingesøen, og på dæmningen står der 3 kunstværker. Et rundt hul i en sten sagde mig i første omgang ikke så meget med titlen ”Indagine nr. 70 Fortid, Nutid, Fremtid” men kunstværket vandt min interesse, da jeg læste at det var en lavasten fra vulkanen Vesuv.

En bronzestatue af en ungersvend, der holder et eller andet op for øjnene, viste sig ved nærstudie at være ”En drukken Faun”, og det var et drikkebærer, han holdt op, og da statuen er opstillet i 1904 er det så en kæfert med over100 års fødselsdag.

Det mest interessante kunstværk er et gammelt piletræ, som er brækket midt over i en storm og siden er bearbejdet af en motorsavskunstner/træskærer. En træmand sidder i en lille grotte, og øverst står en skønjomfru med et par himmelstræbende kække atributter. Træet har også fået et guds ord med på vejen, og skåret i træet står der: ”I begyndelsen var ordet, og ordet var hos gud, og ordet var gud”. Personlig forstår jeg ikke, hvad det betyder, men det lyder da smukt. Det gamle piletræ har heldigvis ikke helt tabt ævret, for en levende gren skyder ud midt i det hele, og jeg håber kunstværket kan holde et par år endnu.

Hvor østbredden er bebygget af nogle kedelige boligblokke med sikkert en formidabel udsigt, er vestsiden bebygget af store flotte palæer, som er taget ud af ”herskab og tjenestefolk” og ikke mindst i vore dage må husene koste en formue. På denne side af søen var der også et fugleliv uden lige, og da en dame begyndte at kaste med brød, tiltrak hun bl.a.i hundredvis af skrigende måger, og sceneriet mindede mig om Hitchcock ”Fuglene”.

Byens lys skinnede smukt i vandet, der lå stille og spejlblankt. Der er masser af bænke langs Sct. Jørgens Sø, og ved en stensætning med bænke havde en hjemløs pakket sig ind i alt, hvad han ejede. Man kan sige, at vedkommende var gået tidlig i seng, men de hjemløse har jo heller ikke mulighed for at sidde og småsove foran fjernsynet som os andre. Jeg har stor sympati for de hjemløse og køber deres blad ”Hus forbi”, som ofte sælges på gadehjørnerne, og hvor en del af beløbet går til den hjemløse selv. Grunden til min sympati er måske også, at jeg i en periode af mit liv selv sov på gaderne i København. Mennesker, der kender mig vil måske nok undre sig, og tror, at jeg er ved at binde dem noget på ærmet, men det er den rene og skære sandhed, læs blot.

I min grønne og generte ungdom havde jeg truffet en pige, og var på det første officielle besøg hos hendes familie. Pigen, nå ja Gitte, boede i Rødovre, og jeg i Roskilde, og jeg skulle med toget hjem over hovedbanegården, men det var blevet lidt sent, så da jeg nåede banegården var det sidste tog til Roskilde kørt. Så måtte jeg vente på det første morgentog og tænkte, at der måtte være en bænk på hovedbanegården, som man kunne overnatte på. Jeg ved ikke, om det stadig er sådan, men dengang måtte man bestemt ikke overnatte på en DSB bænk, så kl. 01 gik en politipatrulje rundt og jagede os hjemløse rundt og ud, og der stod jeg en vinternat i København og med kun 13,50 på lommen. Jeg vandrede op og ned ad gaderne og smådøsede på nogle trappesten, men ved 3 tiden begyndte trætheden rigtig at melde sig. Et stykke nede af Strøget lå skoforretningen Hector, og de havde en vinduesniche i indgangspartiet, hvor jeg så lagde jeg mig ned med armene overkors og smådøsede. To gange blev jeg vækket ved, at nogen pirkede til mig for at se, om der var liv, men anden gang var en mand samtidig ved at fjerne mit armbåndsur, så jeg besluttede at stå tidligt op. 

Min periode som hjemløs strakte sig derfor kun over en enkelt nat, og da jeg senere fortalte svigerfamilien om overnatningen, sagde min kommende svigermor, at jeg da bare kunne have overnattet hos dem. Om hun så mente inde på selve pigekammeret, eller på sofaen i dagligstuen ved jeg ikke, men selv sofaen ville være langt at foretrække fremfor, hvad Hector kunne tilbyde.

Medens jeg mindedes min tid som københavnsk hjemløs, var jeg kommet hele vejen rundt om Sct. Jørgens Sø og var kommet tilbage til Planetariet, som også huser restaurant Cassiopeia. Restauranten har store vinduer ud mod søen, og der var lys på bordene, og det så rigtig hyggeligt ud. Et blik på menukortet afslørede, at den dyreste ret kostede 210 kr. og bestod af ”Argentinsk oksefilet serveret med haricot vert sauteret med løg og bacon, duxelies bagte rødløg, kartoffeltoppe og provence sauce”. Ligesom guds ord i den anden ende af søen, forstod jeg heller ikke så meget af den tekst, men en kop kaffe til 18 kr. og en brieostemad med dadler, var da til at forstå, selv for en vandringsmand fra Borup.

Jeg havde virkelig nydt vandringerne om søen og takker mange gange, fordi jeg er blevet gjort opmærksom på denne dejlige plet. På en tur rundt om Sct. Jørgens Sø og Kimmerslev Sø kan man få to vidt forskellige oplevelser, men begge søer har deres helt specielle charme, som det er værd at stifte nærmere bekendtskab med. 

Til orientering kan jeg da lige nævne at Kimmerslev Sø ligger lige øst for Borup på Midtsjælland.

Tilbage til forsiden.