| Shellhusets bombning og et projektils endeligt. En historie af Kim Greiner. 
Vi skal tilbage til krigens sidste dage, hvor 2. verdenskrig var ved at være forbi. Tyskland var knust, men nægtede at erkende det, og i førerbunkeren i Berlin henslæbte Hitler sine sidste uger som et fysisk og mentalt vrag. I februar 1945 havde Gestapo under en aktion arresteret modstandsbevægelsens øverste ledelse og beslaglagt en stor mængde dokumenter, der fortalte om den illegale organisation. Disse dokumenter opbevaredes i Shellhuset, og det var afgørende vigtigt, at de blev ødelagt, inden Gestapo kunne nå at udnytte dem. Bombetogtet blev bestilt af modstandsbevægelsen, selv om de vidste, at det ville komme til at koste sagesløse civile livet, for dette kunne næppe undgås, når der skulle bombes midt i en storby.
Bombetogtet fik kodenavnet ”Operation Carthage”, og kl. 8.30 den 21. marts 1945 startede 48 fly fra basen i Norfolk i Sydengland. 28 North American ”Mustang” jagere lagde sig i spidsen efterfulgt af 20 ”Mosquito” bombefly. Bombeflyene var delvis bygget af træ af hensyn til vægtbesparelsen, og de kunne hver medbringe en bombelast på 1 ton.
Den lave flyvning betalte sig, og da de britiske maskiner brølede ind over Jylland i trætophøjde, havde tyskerne stadig ikke opdaget dem, og det gjorde de heller ikke, før det var for sent. Da maskinerne fløj over markerne i Jylland, vinkede bønderne med deres skovle og forke - de var glade for at se Royal Air Force mærker på flyene. Hen over Fyn og helt op til Sjælland havde de 48 maskiner fløjet samlet, men ved indflyvningen til København skulle de reorganiseres. Mustangjagerne og bombeflyene lagde sig i 3 formationer, der skulle komme ind over målet med korte mellemrum. Fra Roskilde fløj maskinerne efter landevejen og jernbanesporene til København, og kl. 11.20 kunne det første fly melde: ”Målet er i sigte”, og et øjeblik efter sendte den første bølge af Mosquitoer sine bomber mod Shellhuset. De ramte perfekt.
Missionen var både en succes og en katastrofe. De farlige dokumenter, som det hele drejede sig om, brændte op. Af de 35 danske fanger, der sad fængslet i Shellhusets øverste etage, undslap de 26 fra ruinerne deriblandt professor Mogens Fog og redaktør Aage Schoch, der var ledere i modstandsbevægelsen. Yderligere 26 Gestapofolk, 26 danske tyskerhåndlangere og 20 uskyldige mennesker blev dræbt i Shellhuset. Royal Air Force’s egne tab beløb sig til 4 Mosquitoer, 2 Mustang jagere og 12 dræbte flyvere.
Brandfolkene, der nåede frem, fik et chok over det kaos, der rådede. Skolen var omspændt af flammer, men der var en næsten lammende stilhed – ingen skreg, for de fleste var døde. Redningsarbejdet var besværligt, bl.a. fordi næsten alle trapper var styrtet sammen. Et sted i bygningen lå to børn, som stadig var i live, men de var klemt fast under nogle murbrokker. En ung pige sad og holdt børnene i hånden og trøstede dem i de seks timer, det tog, før de kom fri. Midt under redningsarbejdet kom en gruppe HIPOer til Den Franske Skole, og en af brandmændene brølede: ”Læg de helvedes geværer og se at få bestilt noget”. HIPOerne mælede ikke et ord, men de smed deres våben og gik i gang. Hvad man ellers kan sige om de folk, så foretog de sig endelig noget fornuftigt den dag.
Allerede inden flyene lettede fra Norfolk, cyklede Karen Nielsen mod sin arbejdsplads i Nørregade 7 hos Wessel og Vett, hvor hun syede kjoler. Systuen lå på 5. sal, havde skrå vægge og store tagvinduer. Det var frokosttid, og de fleste syersker var nede i frokoststuen, men Karen og en ung elev Birthe var gået tidligt op på systuen igen, hvor de hyggesnakkede og strikkede og nød, at der var lukket for symaskinerne. Pludselig hørte de flyvemaskinelarm fra lavtgående fly, og der hørtes skudsalver. Birthe nåede halvvejs op til vinduet for at kikke, men ruden smadrede i et nu, og hun fik en regn af glassplinter i ansigtet. Kuglerne ramte lamperne over symaskinerne og gennemhullede alle kjolerne, der hang på et stativ, og pløjede ellers gennem væggen ind til rummet ved siden af. Alt gik forrygende hurtigt, og Karen var ikke klar over, at hun var ramt af en kugle i bagdelen, medens de styrtede ud ad døren og videre ned ad trappen til kælderen. Først på vej ned ad trapperne opdagede Karen, at blodet sivede ned ad benene, og at hun var ramt. I kælderen var der samaritterstue, og Karen blev foreløbig forbundet, men kunne ellers overhovedet ikke forklare, hvad der egentlig var sket oppe på 5. sal.
Wessel og Vett kom med en stor buket blomster i Royal Air Force’s farver samt en æske rigtig chokolade og erstatning for ødelagt tøj. Hvad maskingeværkuglerne så egentlig lavede hos Wessel og Vett, er der ingen, der har kunnet give en fornuftig forklaring på, men måske har der været noget antiluftskyts i nærheden.
Hvordan kommer jeg så ind i billedet, vil I spørge? Jo, det er nemlig sådan, at Karen er min mor, og jeg er født 22. december 1945 nøjagtig 9 måneder efter. Som et kun et døgn gammelt befrugtet æg deltog jeg i 2. verdenskrig, og jeg overlevede heldigvis attentatet, kun 10 cm fra en hilsen fra Royal Air Force.
Der er op til flere der er glade for at dette billed kunne blive taget i sommeren 1946.
|
Piloterne i Royal Air Force var til briefing to gange før togtet, og der blev forevist detaljerede fotos af Shellhuset, og der var også bygget en model af kvarteret, hvor huset lå. Det var før laser-bombernes tid, hvor vores dages piloter kan lade elektronikken føre bomberne mod målet, dengang måtte RAF-piloterne forlade sig på deres egne øjne og hænder. Bomberne skulle træffe lavt i bygningen, for Gestapo havde indrettet fængsel i den øverste etage, hvor mange kendte modstandsfolk sad og ventede på deres skæbne. 
Kort efter start gik flyene i en samlet formation ud over Nordsøen, og de nærmede sig Danmark med 600 km i timen, og for at undgå tyskernes radar fløj de kun i 10 – 15 meters højde. Vejret var stormfuldt, og skumsprøjt afsatte saltlag på ruderne, hvilket nedsatte sigtbarheden stærkt, og piloterne måtte mange gange have hånden ud for at tørre frontruden af. 
Ved den anden bølge gik det galt. Anden bølges chef, wing commander Kleboe, overså en høj signalmast på Godsbanegården og ramte den med vingen. Flyet blev slået ud af kurs og styrtede ned ved Den Franske Skole, som omspændtes af røg og flammer. Et minut efter var maskinerne i 2. bølge fremme, og de troede, at Den Franske Skole var målet, hvorfor de kaster bomberne der. Et minut senere var 3. bølge fremme, men de opdagede fejltagelsen og bombede Shellhuset korrekt. 
Den største katastrofe var den fejlagtige bombning af Den Franske Skole og beboelseskvarteret omkring skolen, hvor 112 mennesker deraf 88 børn blev dræbt og 304 blev såret.
Fejlbombningen af det frederiksbergske boligkvarter og skolen formørkede glæden over Gestapo-hovedkvarterets ødelæggelse. Ikke mindst påvirkede ulykken stærkt de engelske flyvere, hvad deres chef gav udtryk for, da han efter Befrielsen besøgte ruinerne og nedlagde en krans fra Royal Air Force.
En ambulance blev tilkaldt, og Karen og Birthe blev med udrykning kørt til Kommunehospitalet. På alle Københavns hospitaler var der kaos, for mange sårede var bragt ind, og ingen vidste rigtigt, hvor de forskellige sårede var. Karen blev indlagt, og den første dag kom mange mennesker ind på stuen for at kikke efter pårørende. Karens forlovede og hendes far havde været mange steder for at se efter hende, og endelig hen under aften kom de ind på hendes stue til en lykkelig genforening. 
Karen var indlagt i en uge, hvor hun blev undersøgt og røntgenfotograferet. Da hun kunne bevæge benene, og der ikke var nogen lammelser, ville lægerne lade projektilet blive siddende, da det ville indkapsle sig. Hvis der senere blev gener eller smerter, ville de prøve at fjerne det, men da det sad tæt på rygsøjlen, var de bange for, at hun ville miste sin førlighed.