 Singapore
Et glimt af en bystat. Grunden til, at vi skulle runde Singapore, var selvfølgelig, at vi fløj med Singapore Airlines, der regnes for at være et af verdens mest velfungerende flyselskaber. Medens vi sled os over Indien i 10.000 meters højde, fandt jeg lidt oplysninger om selskabet. De flyver til 140 byer i 40 forskellige lande, og på et verdenskort ligner deres ruter et edderkoppespind, der udgår fra Singapore, og meget ærefuldt er København den eneste by i Norden, der bliver fløjet til. Selskabet startede så småt i 1947 og har nu 90 fly og flere af typen A 380, der skulle være verdens største fly overhovedet. Af andre vigtige oplysninger fandt jeg ud af, at det var den franske couturier Pierre Balmain, der i 1968 designede stewardessernes meget vellykkede sarong kebaya uniform. En stor hyldest til ham, og for egen regning en hyldest til den singaporeanske befolkning der kan fylde sådan nogle flotte piger i uniformerne.
I tiden fra 600-tallet og op til 1400-tallet havde forskellige kongedømmer fra Indonesien, Sumatra og Java magten i området. Navnet Singapore stammer fra myten om en Sumatrakonge, der strandede på øen efter et skibsforlis. Kongen stødte på et mærkeligt dyr, og da han fik at vide, det var en løve kaldte han øen ”Singapura”, der betyder Løvebyen. Senere i begyndelsen af 1800-tallet kom det britiske Ostindiske Kompagni på banen, hvor Thomas Stamford Raffles i 1819 drog ned gennem Malaccastrædet i en ekspedition. På det tidspunkt boede en lille gruppe havfolk ved Singapore Rivers udmunding under fyrstefamilien Jahores herredømme, men Raffles fik undertegnet en traktat med fyrsten og sikrede sig, at skibe kunne ligge sikkert for anker og erklærede derefter Singapore for frihavn. Handelen voksede hurtigt, og handelsskibe brugte havnen, og nybyggere flyttede til byen. De forskellige befolkningsgrupper levede i adskilte områder, og disse enklaver kan stadig ses i Little India, Chinatown og områder med malajer. Der blev bygget pakhuse såkaldte ”godows” for at beskytte varer, der ventede på videre forsendelse, og befolkningen voksede støt med købmænd og arbejdere, således var der i 1819 kun omkring 1.000 indbyggere, men i 1869 var der 81.000. I 1867 blev Singapore en britisk kronkoloni, og med dampskibets indførelse blev handelen udvidet med tin, gummi, olie, kopra og sukker. Den 1.verdenskrig gik nogenlunde upåvirket hen over Singapore, og selvom der i mellemkrigsårene var perioder med nedgange i handelen, blev der også skabt formuer i den periode. Efter bombningen af Hiroshima overgav japanerne sig, og englænderne vendte tilbage til kronkolonien. Befolkningen i Singapore var dog ikke længere tilfredse med det fremmede overherredømme, og efterkrigstiden var kendetegnet af en snavset, korrupt, overbefolket by med et blomstrende sort marked.
En fast og hæderlig regering, hvilket må siges at være en sjældenhed i store dele af verden, har omdannet denne lille afkrog af verden til en moderne stat med en meget høj levestandard på alle punkter. Uddannelse, boligforhold, infrastruktur, lov og orden og stabilitet får den lille østat til at blomstre, og de 4 millioner indbyggere spiller en rolle i verdensøkonomien, der er helt ude af trit med landets størrelse. Singaporeindere er også en blandet landhandel med forskellige sprog og religioner. De fleste taler tamil, da de kommer fra den nordlige del af Sri Lanka. Især under festdagene kan der ses glimt af traditionel indisk kultur og især i kvarteret Little India. Religionsfriheden er garanteret i forfatningen, og regeringen følger nøje med i religiøse stridigheder i nabolandene, og de gør en stor indsats for at sikre religiøs tolerance mellem de forskellige trosretninger. Det lyder næste for godt til at være sandt, at sådan en blandet befolkning med så mange forskellige religioner kan leve fredeligt sammen, men det er ikke desto mindre tilfældet, og det var der nok mange, der kunne lære noget af.
Det var stadig mørkt kl. 6.30, da vi fandt et tog i lufthavnen, der kørte mod centrum. Der skulle dog først udfyldes et indrejseskema, inden vi blev sluppet løs, og på perronen lykkedes det med lidt besvær at trække en billet til ca. to singaporedollar, der lyder kursen ca. 3,70 dkr. for en dollar. Toget var selvfølgelig hypermoderne, og selvom det var 100 meter langt, var det en lang kupe, der fortsatte hele toget igennem. Vi rejste med Topas, og en stor del af topasgruppen havde fundet sammen, og da jeg tilsyneladende var den eneste, der havde noget, der lignede et kort over Singapore, lagde jeg mig i førertrøjen. Efter nogle få stationer kørte lufthavnstoget ikke længere, så vi skiftede til et nyt tog og stod af ved stationen City Hall, der, som navnet siger, ligger midt i hele herligheden. Det er tilladt at gå rundt og snuse på hotellet, selvom man ikke bor der, og vi fik da set en masse, medens vi ledte efter den lukkede ”Long bar”. Hotellets kølige fristeder i gårdene og under de overdækkede korridorer har i tidens løb lokket berømtheder til, og der kan da nævnes navne som Somerset Maugham, Charles Chaplin og Michael Jackson, som har nydt herlighederne på Raffles hotel. Den berømte drink blev vi foreløbig snydt for, så vi gik videre ud i byen. Vi kom også forbi en lille forsømt kirkegård, hvor kokospalmerne stod og svajede, og hvor det stod klart, at kokosnødder er store frø, der let spirer og kan blive til nye planter. I den kristne, protestantiske verden, endda her i Danmark, findes der faktisk mandlige præster, der også regner kvinder for undermennesker, og som ikke vil anerkende kvindelige præster og slet ikke give dem hånden. Ja, det lyder helt utroligt i vore dage, så de ”hellige” herrer, der har den opfattelse, burde omgående strittes ud af folkekirken, men måske kunne de blive imamer eller sådan noget. Det var egentlig meningen, at vi ville ud til Botanisk Have, så vi gik ad Orchard Road, der er Singapores forretningsgade med det ene store varehus efter det andet. Gaden var dog længere, end vi regnede med, og i vores tilstand med manglende søvn og sveden piblende i den fugtige tropehede lod vi os dumpe ned i et overdækket spiseområde. Små madboder lå rundt om en større overdækket plads med borde og stole, og bestillingen af maden var nem, da der bare skulle peges på et billede. At den serverede mad så ikke lignede billedet ret meget, er en anden sag, til gengæld var der mere end rigeligt af den, og sådan et lokalt måltid kostede kun 4 singaporedollar a 3,70 dkr.
Parken er yderst velholdt som næsten alt andet i Singapore, og på en stejl skråning gik 5-6 mænd med buskryddere og slog græs, og hver mand havde et skilt på ryggen: ”Danger – keep away”. Græsset var ikke engang ret højt, og selvom det var, gjorde det nok ikke alverden på en skråning, men det skulle jo se ordentligt ud. I området ligger flere store, smukke, hvide bygninger, der i sin tid var bygget som kaserne til den britiske hær, men nu er indrettet som udstillingssale, og en anden huser Fort Cannings Country Club. Hjertet af Chinatown er en række smalle, lige gader med huse, der nærmest ligger som rækkehuse. I dag er gaderne fredet og smukt restaureret, men engang var det en labyrint af dårlige lejligheder, butikker, kaffehuse, bordeller og opiumshuler. Butikkerne i Chinatown har alle noget med Kina at gøre, selvfølgelig souvenirs, men også madvarer, kinesiske kager, lertøj, barer og små restauranter, så der var masser af lokalkolorit, og med flag over gaderne gav det en god stemning. Bænke var der til gengæld ikke noget af i Chinatown, og da vi havde lyst til bare at sidde og nyde folkelivet, blev det i rendestenen lige i udkanten af bydelen. En iste, jeg havde købt på flaske for en dollar, var yderst eksotisk, for næsten halvdelen bestod af et bundfald af store blade, og det var ikke det mest appetitlige at se på. Singapore Sling er ”The Traveller’s Drink”, og den blev opfundet lige her i baren i 1910 af den hainanesekinesiske bartender Mr. Ngiam Tong Boon til en rejsende, der så ud til at trænge til noget særligt. Den rejsende smagte på den. ”This is amazing!” exclaims the traveller. ”What is this drink?” Det, bartenderen havde fundet på at blande sammen, var en rapsodi af cherry brandy, gin, bitters, grenadine, brandied cherry og så rystet med lime eller pineapple juice, og resultatet blev en lyserød tropisk cocktail, der siges at være en damedrink. Hvis der så er damer imellem, der ikke kan klare 25 % alkohol, så kan de jo komme noget mere juice i. Drinken skal serveres i et højt glas med godt med is og toppes med en skive ananas. 25 singaporedollars, omkring 85 kr., kostede drinken i vore dage, men så er den også serveret på selve åstedet for den første Singapore Sling, og godt det smagte den. Tolv timer i Singapore er ingenting, for der er meget at se, men min drøm om at have en hel uge i byen var dog krakeleret noget i den trykkende, fugtige varme, så en enkelt dag var egentlig ganske udmærket til at få et godt førstehåndsindtryk af bystaten. Der var omkring 10 timers flyvning fra Singapore til Christchurch på New Zealand, og Australien, som vi fløj over, blev bare ved og ved i det uendelige, inden vi endelig forlod sydkysten og fløj endnu et par tusinde kilometer ud over Tasmanhavet og satte landingshjulene på vores sjette kontinent, og så mangler vi kun Antarktis. |
Der er 9.947 km fra København til Singapore og 7 timers forskel. Det kan godt give noget rod i tidsregningen, for der er 3 tidspunkter at forholde sig til undervejs. Dansk tid, lokal tid og Singapore tid. Vores indre ur kørte selvfølgelig på dansk tid, men desuagtet blev der sagt godnat kl. 15 dansk tid, for det var jo så kl. 23 Singapore tid, og det, jeg troede var eftermiddagskaffe, var aftenkaffe, som jeg aldrig rører, for så kan jeg ikke sove. Jeg manglede også mine ørepropper, og der var barnegråd i kabinen, så sove blev det ikke til på den 12 timer lange tur. Til gengæld fik jeg set store isflager ved bugten til Sortehavet og fuldmåne over Afghanistan, hvorimod Indien havde puttet sig under skyerne.
Midt om natten blev der serveret drinks og chips, og da jeg endelig begyndte at blive søvnig, blev der serveret morgenmad, og vi begyndte på indflyvningen til Singapore. Der kunne ses masser af oplyste skibe, der lå for anker i bugten ud for Singapore, inden vi tabte højde og med et blødt bump landede i Changi lufthavnen, der på mange måder afspejler selve Singapore. Lufthavnen er lige så stor som Singapore er lille, men den er skinnende ren med utallige indkøbsmuligheder, og mad og drikke repræsenterer både østlig og vestlig smag. Store blomsterudsmykninger og hele haver med orkideer byder gæsterne velkommen til lufthavnen, der konstant står på listen over verdens mest effektive og venlige. 
Befolkningsmæssigt kan de to øer ikke sammenlignes, for Singapore har en befolkning, der er omkring 100 gange større med 4,6 millioner mennesker. Befolkningen er vokset fra næsten ingenting, men korthenvisninger fra det 2. århundrede tyder på, at der fandtes en betydelig handelspost på Singaporeøen, og senere bliver den omtalt af både kineserne og Marco Polo. 
For at få adgang til den lukrative krydderihandel begyndte europæiske magter i begyndelsen af 1500-tallet at søge fodfæste i området. Først var det portugiserne, og godt 100 år efter blev de afløst af hollænderne med Hollandsk Ostindien Kompagni.
Tilflytterne var en blanding af europæiske købmænd, kinesiske arbejdere, indiske soldater og den oprindelige malajbefolkning, og det gav et multikulturelt samfund, hvor lovløsheden desværre også trivedes, og sørøveri nærmest hørte til dagens orden. Men der blev også bygget store huse, templer og kirker samt en parlaments- og højesteretsbygning, og de store velhavende købmænd slog sig ned på store ejendomme i bjergene.
Under 2. verdenskrig gik det helt galt, idet det britiske militær var opslugt af krigen i Europa. Forsvaret var derfor utilstrækkeligt, og efter 14 dages heroisk kamp, især af Malay Regimentet blev byen presset hårdt op i en krog af japanerne. Den 15. februar 1942 gav Winston Churchill tilladelse til, at generalløjtnant Arthur Percival overgav sig til japanerne. Japanerne omdøbte byen til Syanan-To, ”Sydens Lys”, og europæiske civile og andre krigsfanger blev interneret i Changifængselet, der var blevet bygget til 600 fanger, men på et tidspunkt husede 3.000. Mange krigsfanger blev også brugt til anlæg af jernbanen i Burma, hvor de døde som fluer, og i Singapore levede civilbefolkningen i frygt for Japans hemmelige politi, der gennemførte flere massakrer på især kineserne.
Mange bøger er skrevet om denne besværlige tid i Singapore bl.a. ”Sidste skib fra Singapore”, ”Broen over floden Kwai” og ”Solens Rige”.
I en kort periode dannede Singapore og Malaysia en skrøbelig alliance, men Singapore blev udstødt og har siden stået på egne ben. Singapore har ingen naturlige
resourser, så da englænderne trak hele sit militær tilbage i 1967, så det faktisk lidt sort ud for økonomien, men vellykket tiltrækning af multinationale selskaber og bankvæsen gav på få år en blomstrende økonomi.
Det gode ved befolkningen i Singapore er, at de først og fremmest opfatter sig selv som singaporeanere og i anden række som kinesere, malajer, indere eller eurasiere.
Malajerne er efterkommere af indvandrere fra de malajiske stater og Indonesien. Også efterkommere af arabiske indvandrere hører til denne gruppe og har samme religion – islam. I starten holdt malajerne sig i de enklaver, som Raffles gav de første muslimske indvandrere, men siden det er blevet almindeligt at eje sin egen bolig, blev enklaverne opløst. Malajerne er mere traditionelle i deres klædedragt, og mange malajkvinder bærer hovedtørklæde. Malajisk er det nationale sprog, og nationalsangen er skrevet på malajisk. De andre sprog er engelsk, mandarin og tamil.
Eurasierne er af blandet asiatisk og europæisk herkomst, og de har i mange år været lidt rodløse blandt de andre mere homogene befolkningsgrupper. Efter i en del år at have udvandret til Vesten og Australien har de nu takket være regeringen fået mere fodfæste og er anerkendt som en af de fire store befolkningsgrupper i Singapore. Eurasierne er overvejende kristne og er vestligt indstillet, men både festligheder og madkultur er en blanding af øst og vest.
Vi var landet tidligt om morgenen lokal singaporetid, men i virkeligheden var det midt om natten ifølge vores indre ur, men det kunne vi jo ikke tage hensyn til. Med besvær havde vi fået afleveret vores håndbagage og vandrestøvler i en bagageindlevering, for at vi ikke skulle slæbe på mere end højst nødvendigt i den fugtige varme.
Lige i nærheden ligger Raffles Hotel, der er berømt for sin ”Singapore Sling”, der oprindelig var en lyserød damedrik. Mærkværdigvis var baren ikke engang åben kl. 7 om morgenen, så vi fik i stedet noget kaffe og kage i en cafe, medens vi allerede stønnede af varme. Raffles Hotel er i hvid kolonistil med halvhøje bygninger med spidse tage, og ind imellem bygningerne ligger der fredfyldte oaser med haver og udskænkning. 
Mange blomsteranlæg præger byen, og det ene prægtige højhus efter det andet tårner sig op mod himmelen iblandet små stumper af gamle kolonitidshuse. På nær et enkelt kolonitidshus, hvor træer og buske havde slået rod i vindueskarmene, var alle de gamle huse i smuk stand. 
På vej mod Little India kikkede vi på Sultanmoskeen, der er tegnet af en vantro irsk arkitekt med kupler, buer og balustrader, altså moskeen. Da den ikke er ret gammel, ser den i sin lyseblå stil sådan lidt Disneylandagtig ud. Moskeen er den største muslimske helligdom i Singapore, og den har da også en bedesal med plads til 5.000 troende mænd. Kvinder, der i den muslimske verden er en slags undermennesker, må selvfølgelig ikke komme ind i bedesalen, så de må sende bønnerne til Allah fra balkonen på anden sal. Måske kan mændene også bedre koncentrere sig om guderne, hvis der ikke ligger en kvinde med popoen i vejret lige foran. Det med kvinderne på balkonen vidste vi faktisk ikke, så selvom vi havde taget skoene af, som det sig hør og bør, blev vi nærmest smidt ud, og jeg troede, det var på grund af vore kvinders manglende tørklæder.
I Little India stilede vi mod Sri Srinivasa Perumal Templet, hvor det 20 meter høje, fantastiske indgangsparti har seks rækker af farvestrålende figurer. Dele af templet blev bygget i 1855 i en mere enkel udførelse, medens det store indgangsparti er fra 1966 og skænket af en rig købmand. Udenfor smed de troende skoene, og det samme gjorde jeg, da jeg stak hovedet indenfor, hvor der var mange små altre rundt omkring. Munke eller præster gik rundt i bar mave og nederdele og så meget eksotiske og mystiske ud.
Parken ligger på et højdedrag med flere gode udsigter ud over byen og er ellers bevokset med store, eksotiske træer og ukendte blomstrende buske. I kolonitiden var her en militær fæstning, men det eneste levn er en fæstningsport fra 1861 og et par gamle kanoner.
Vi gik videre over floden ad South Bridge og kom ind i Finansdistriktet med de prangende højhuse, men det var nu China Town lidt nede ad South Bridge Road, vi gik efter. På vej til hjertet af Chinatown er der masser af butikker og cafeer og et mylder af mennesker. Ind imellem højhusene ligger også gamle, smukke kolonihuse og alt i en skøn charmerende forening. Inden vi nåede hjertet af Chinatown, var der gået Disneyland i foretagendet, for store disneyfigurer prydede gaden.
Chinatown var faktisk det eneste sted, hvor der var rigtig menneskemylder, så vi delte os i små grupper og kunne så mødes igen en time efter. 
Faktisk lige overfor, hvor vi sad, var indgangen til Sri Mariamman templet, og en sådan indgang med 72 hinduguder i stærke farver og i 6 etager er et syn for guder. Selve tempelbygningen er fra 1843 og er bygget af indiske straffefanger og håndværkere fra Madras, som var dygtige til stukarbejder. Templet er den ældste hindu-helligdom, der stadig er i brug i Singapore. Det er indviet til gudinden Sri Mariamman, der er kendt for sin evne til at helbrede smitsomme sygdomme, og det er også her under den årlige Thimithi festival, at de troende går på glødende kul som tegn på deres fromhed. 
Der lød sang og musik fra templet, så jeg smed skoene og gik indenfor og lagde ansigtet i hellige hindufolder og gik så ellers upåagtet rundt. Der var masser af mennesker derinde, og alle i hindudragter, og de sang med ansigtet vendt mod den største helligdom, medens de hellige mænd i bar mave gik rundt og styrede slagets gang. Der var også mindre helligdomme i templet, og jeg kom i ufrivillig karambolage med en mand og kone, der vandrede utrætteligt rundt om en af gudestatuerne. 
Tjeneren spurgte ikke, hvad vi skulle have, men om der var nogen, der ikke skulle have Singapore Sling. Det skulle alle, og så kom den kolde lyserøde drink i høje glas serveret med tilbehør af peanuts i skaller, så hænderne også havde lidt at lave. 
Så var det tid at finde tilbage til lufthavnen, og jeg behøver ikke berette om, at man nemt kan blive væk fra hinanden i storbyen, og at det slet ikke er så nemt at finde sin afleverede håndbagage i den kæmpemæssige lufthavn. Alle var skam hjælpsomme og søde, men vi fik kørt noget op og ned med rulletrapperne og gik fra den ene information til den anden, inden vi blev genforenet med håndbagagen, og alle var glade.
Da flyet var landet, men landgangen endnu ikke sat til, stod jeg lige ved siden af vores stewardesse som havde opvartet os på turen. Hun troede, vi var newzealændere, men jeg måtte fortælle, at vi kom fra Danmark, hvor hun aldrig havde været. Jeg spurgte, om jeg måtte fotografere hende, og det blev hun ovenud glad for, og til min store overraskelse spurgte hun, om hun måtte se billedet på skærmen. Det er vi ellers kun vant til fra underudviklede lande, og jeg undrede mig i hvert fald over, at en moderne stewardesse gerne ville se et billede af sig selv.