 Mandelas SydafrikaCape Town og Kaphalvøen. Af Kim Greiner. Marts 2014 5. del Cape Town − byen med de mange ansigter. Allerede i 1400-tallet var det Vasco da Gama, der rundede Capehalvøen og fandt søvejen til Østen. Endnu tidligere er der dog fundet rester af menneskelige aktiviteter, og det er khoikhoi-kvæghyrder og san-jægere, der har beboet dette hjørne af Afrika for 40.000 år siden. I 1580 stævnede Sir Francis Drake ind i Table Bay om bord på det gode skib "Golden Hind", og i sin begejstring udbrød han: "Det skønneste kap i hele Jordens omkreds". Og hans observationer er ikke helt af vejen, for her er en smuk kombination af hav, vidstrakte dale og bjerge med purpurrøde tinder. Cape Town er den ældste by i Sydafrika og kaldes derfor også "Mother City", for det var hertil, den hollandske koloniguvernør Jan van Riebeeck ankom i 1652 og grundlagde byen og lagde grundstenen til europæernes bosættelse i Sydafrika. Før havde portugisere og hollændere dog brugt bugten ved Taffelbjerget som forsyningsstation på ruten til Indien. Samtidig havde de prist sig lykkelige over at være nået så langt i god behold, inden turen fortsatte mod øst. Om sommeren fra december til februar er der ofte 30-35 grader i gaderne i Cape Town, og så tiltrækkes indbyggerne af de lune bølger østpå og det kølige hav vestpå, så begge steder solbades og surfes der intenst. I vintermånederne juni, juli og august er der som regel køligt og blæsende, og så ligger byen halvvejs underdrejet, selvom indbyggerne prøver at holde gang i kulturlivet for turisternes skyld. Cape Town er i dag en international storby med 3,5 til 4 millioner indbyggere, og den er en kombination af det bedste fra Afrika blandet godt op med inspiration udefra. De mange folkeslag har sat deres præg, så nogle steder ligner byen Californien, andre steder Europa. Byen er dog helt sikkert Afrika, og det ses bedst ved at kikke nærmere på forretningerne med masker, smykker og træfigurer, der også dominerer Greenmarket Square, hvor vores hotel lå. Mange steder kan det dog være svært at se, at vi er i Afrika, men tag så ud til de sorte townships, og så har jeg i hvert fald ikke set noget lignende og slet ikke i Europa. Taffelbjerget kan ses fra de fleste steder rundt omkring i byen, og når skyerne driver ned ad taffelbordet som et vandfald, er der ikke noget skønnere. Bjerget er da også efter en afstemning i 2011 kåret til et af verdens syv naturvidundere. I udkanten af byen ligger de store townships, og senere skal vi besøge en af dem. Længere inde i byen er bygningerne en blanding af nye, moderne huse og gamle, hyggelige huse fra Victoriatiden, og det så i hvert fald spændende ud. Vores hotel hed "Three Cities Exceptional Hotels", og det ligger lige ud til det store marked på "Greenmarket Square", der oser af Afrika. Markedet består af en masse boder, der hver eneste aften bliver pillet ned, medens alle de afrikanske souvenirs kommer i kasser og køres væk. Næste morgen ved de første lysstråler bliver hele herligheden stillet op igen. Det er et dejligt hotel, og indenfor i receptionen står en beholder med koldt saftevand til fri afbenyttelse. På øverste etage er der en lille swimmingpool og en sauna med udsigt til Taffelbjerget gennem en rude − og det er de meget stolte af. Bagsiden af hotellet støder op til Long Street, der er en af de kendte forretningsgader, der er kantet af fine, victorianske huse, der er ført tilbage til fordums storhed. Vi var kommet godt ned ad gaden, og ved enden af Long Street ligger "International Convention Center" med masser af kontorbygninger. Den berømte Waterfront lå egentlig ikke så langt derfra til venstre, men det var sidst på eftermiddagen, og vi ville gerne hjem, inden det blev mørkt. Selvom Cape Town efterhånden er blevet en mere og mere sikker by, skal man alligevel passe på om aftenen og helst gå i en flok på mindst fire. Det har hjulpet meget på sikkerheden, at der er mange "safe public” vagter, der passer på, at alt går rigtigt til. De er ikke politibetjente, men en slags sikkerhedsvagter, der går med farvestrålende veste. Vi gik tilbage ad Long Street og ville lige kikke på markedet, men nu var det et stort byggerod, fordi de var ved at pakke sammen. Ved 19-tiden gik vi ned i receptionen for at se, om der var nogle spisekammerater, der ville med ud at spise, men vi fandt ingen. En tigger kontaktede os, men vi var faktisk blevet lidt sure på dem, så vi gik tilbage til markedet, som de nu havde pakket helt væk. Der kunne faktisk spises udmærket på hotellet, men ved siden af var der en kurdisk restaurant, hvor vi kunne sidde udenfor og nyde aftenen. Et udmærket måltid her incl. øl for to personer kostede 220 rand. Ved 19.30 tiden blev det mørkt på disse kanter, og så skulle vi ikke ud at promenere i byen. Kriminaliteten er høj, især forbrydelser som mord og voldtægt. Der er dog et godt sammenhold mellem naboerne, og de hjælper hinanden. De lokale værtshuse er fulde af glade mennesker, og kirkerne genlyder af gospelkor. I kommunens haller er der danse- og skønhedskonkurrencer, og på de støvede gader spilles der fodbold. Der er mange gadesælgere, og der er bål i vejkanten, hvor der steges "smileys", der er halve fårehoveder. Spaza forretningerne har succes, og her forhandles og tilbydes der alt fra købmandsvarer til hårklipning og skoreparationer. Spaza betyder "skjult" i townships-slang, og ordet stammer fra dengang, de sorte ikke måtte have egen forretning, og så blev der i skjul solgt varer fra deres egne hjem. Det viser igen, at den apartheid var mere vanvittig, end man overhovedet kan forestille sig. Det var helt skyfrit og meget behageligt vejr, da vi trillede ud mod dagens første punkt, der var et besøg i Langa township. Langa township er oprettet i 1927 og er den ældste i Cape Town. Her kunne de sorte så komme af vejen og ikke gå og blande sig med de hvide herremennesker. Langa betyder "Sol" på xhosa og er afledt af Langalibalele, der var høvding fra 1836 til 1873, hvor han blev taget til fange af de koloniale myndigheder og sat i fængsel på Robben Island for oprør mod regeringen. Langa township har i tidens løb fostret mange prominente og kendte personer, der har gjort sig gældende inden for underholdning, sport og musik. Langa township hørte nok til en af de bedre, for der var murstenshuse i 2 eller 3 etager med gårde ind i mellem, hvor vasketøjet blafrede. Det var ikke noget med grønne arealer mellem husene, andet end noget ukrudt, og der var heller ikke pinligt rent på gaderne, men dog langt fra, hvad man kan se i Indien. Omkring området med murstenshusene var der bebyggelse i ægte townshipstil med blikplader, brædder og deslige, men der var også et helt kvarter med nydelige, små nærmest parcelhuse med lave mure rundt om de små haver. Husene var malet i strålende farver, og det så rigtig pænt ud. Vi gik ind i Langa i hælene på Sungs, og det myldrede ikke med mennesker, der var nærmest mennesketomt. En sej fyr med solbriller og armene overkors stod lænet op ad en mur og observerede, eller også var han bare nysgerrig. Der var enkelte butikker i området, og Pretty, der var en lille rund dame, havde en souvenirbod med mange spændende ting fra Afrika. Udenfor kom der en ung mor gående med en lille pige på armen. Moderen var som taget ud af et modeblad, både i påklædning og udseende, så hun var virkelig en flot kvinde. Så kom der en lille dreng i sit stiveste puds og med butterfly, og han skulle vist i skole. Jamen, det viser bare, at selvom man bor i en township, kan man godt have en høj standard for sin egen person. Vi var en lille gruppe, der fotograferede og fik hilst på kvinden og drengen, og så var vi blevet væk. Eller rettere, det var de andre der var blevet væk, for vi havde været der hele tiden, men hovedparten af gruppen var forsvundet fra jordens overflade. Vi gik rundt og fandt en dame, der stod og vaskede tøj og spurgte, om hun havde set nogen turister. Hun var hjælpsom nok, men der var ikke kommet nogen forbi hende. Faktisk havde vi mistet orienteringen og anede heller ikke, hvor bussen holdt. Vi gik tilbage, og så var der heldigvis en i hovedgruppen, der havde savnet os og ledte efter os, og det viste sig, at de var gået ind i en børnehave og havde gemt sig derinde. Da "blevetvækgruppen" endelig fandt børnehaven, var et stort rum fyldt godt op med børn, og nogle af dem dansede og sang, medens vi kikkede på. Der var i hvert fald nogle små piger, der gerne ville optræde, og hvem ved, måske bliver de en gang berømte. Vi ville gerne kvittere med en sang, men de kendte Lille Peter Edderkop, så vi måtte finde på en anden. Det blev så Mester Jakob, men den kendte de også, og bagefter sang de den på deres eget sprog. Bagefter var der mange af børnene, der sprang op i favnen på os gæster og gav en krammer. Fin oplevelse at besøge Dalukhanyo. Der er jo ikke noget, der hedder kontanthjælp eller folkepension eller arbejdsløshedsunderstøttelse i Sydafrika, så det er bare med at finde på et eller andet for at overleve. Der er skolepligt, men skolerne er delt op i A, B og C skoler. A-skolerne er gratis, men der er sjældent bøger. B-skoler koster lidt, og så er der til gengæld som regel bøger. C-skolerne og de private skoler koster noget mere, og her fås da også den bedste undervisning. Vinhovedstaden Stellenbosch er en af de ældste byer i Sydafrika, idet den er grundlagt i 1679 af den hollandske guvernør Simon van Der Stel. Her er der stadig smukke, gamle huse i Cape-Dutch stil, og store pladser med dominerende kirker. Stellenbosch var tidligere afrikaanernes højborg, og et stort universitet og mange tusinde studerende præger stadig bybilledet. Her lå også landets første højere uddannelsessted, hvor der blev undervist på afrikaans. I byen ligger et gammelt krudtmagasin fra 1777, og egentlig ligner det mere en lille kirke, for der er et lille kors på taget. Ved siden af er der et stort afrikansk marked, og så er der ellers den hyggelige hovedgade med de gamle huse og universitetet. Vi kom ned ad en sidegade, hvor der lå en smuk kirke, og her sad en nydelig mand med kridhvidt hår og tiggede lidt. OK, han fik lidt rand mod, at jeg måtte tage et billede af ham, og så kan man selv se, at jeg ikke kun tager billeder af hunkønsvæsener. Det var egentlig frokosttid, og vi skulle spise lidt senere på en vingård, men så kom vi lige forbi en lille udendørs cafe, og her fik vi 2 cola og 2 croissanter, hvortil der hørte ikke mindre end 3 små glas syltetøj, og det blev kun 60 rand for det hele. For at nævne nogle af deres vine er der "Marquerite Chardonnay 2009", der er modnet i gamle egefade, hvilket giver en fin balance mellem frugt og egetræ. Marquerite var navnet på Jacques de Savoyes ældste datter. Den frisindede franske aristokrat giftede sig med en Bengalslave på gården, og et sådan ægteskab var på det tidspunkt meget ugleset. Men den bengalske slave var af kongeligt blod, så hun havde arveret til gården. To af gårdens andre vine er opkaldt efter ejerens døtre. "Jess Dry Rose 2010" er opkaldt efter den ældste datter, og "Sarah Chardonnay 2010" efter den yngste. Vinstokkene kommer fra Europa og ege-vintønderne fra Amerika, da sydafrikansk eg vokser for hurtig. Vingården har 48 ha med vinstokke, og vinen bliver nænsomt håndplukket. Der produceres 1,5 million flasker om året, og 65 % af vinen eksporteres til Europa og USA. Vi startede besøget med at hilse på vores værtinde, der hed Lynne, og hun var en smuk, sort kvinde. I et hyggeligt lokale blev der serveret en fin frokostsalat, og som dessert et ostefad med nybagt brød. Til dette måltid blev der serveret to forskellige af gårdens vine.
Vi havde brugt en del tid på vingården, og egentlig var der planer om at se endnu en vingård, men der var enighed om at springe den over. I stedet tilbød buschaufføren at køre et stykke op ad Taffelbjerget til Cabelbanen, hvor de fleste stod af og tog turen op. Vi var en lille gruppe, der i stedet havde planer om at vandre derop i morgen, og så måtte vi håbe på, at vejret var lige så godt. Det afrikanske lokale Green Market har vist ikke overvældende med kunder, for ved 16-tiden, hvor vi kom hjem, var der næsten ikke et øje mellem boderne. Måske er tiden ved at løbe fra sådan et marked, for det er umådeligt besværligt at skulle spørge om priser og så gå i gang med at prutte. Det er nok til, at jeg som regel ikke gider. Men synd for dem, der pakker hele herligheden ned og stiller det op igen næste dag i håbet om at tjene lidt penge. På egen hånd ville vi besøge Waterfronten, men jeg havde på det tidspunkt ikke nået at sætte mig ind i noget som helst. Vi nærmede os havnen på gåben, men det var ikke helt nemt at finde Waterfronten, for skilte pegede i forskellige retninger, og var det nu den ene mole eller den anden. De var også ved at bygge om uden for havnen, og ind imellem var der små skibsværfter. Vi kom forbi en stor bygning, hvor der stod Mærsk, og så rettede vi os stolte op som danskere. Så kom der endelig et ordentligt skilt, og her fremgik det tydeligt, at det hele foregik omkring Victoria og Alfreds Basin. Hvis man går efter pariserhjulet, så kan det faktisk ikke gå galt. Vi kunne jo også bare have taget en taxa (der er meget billig) og sagt Waterfront, og så havde vi været ved hovedindgangen. Der var fantastiske skyformationer ved Taffelbjerget, for skyerne gled ud over kanten som flødeskum, medens selve spidsen af bjerget var helt skyfri. Vi havde aftalt med nogle af de andre i gruppen at mødes på restaurant "Sevruga" til aftenspisning, og det blev meget hyggeligt. Vi sad udenfor, men det blev lidt køligt, da solen gik ned. Vi tog en taxa hjem til hotellet. Det blev 60 rand, og så blev chaufføren glad, da han fik 20 rand oveni. Vores personlige rejser verden rundt går altid til nye steder, og det er for at se og opleve så meget som muligt af denne verden, men der er to steder, jeg gerne vil gense. Det ene sted er Key West i Florida og her sidde på molen, når solen går ned, og det andet sted er Cape Town’s Waterfront, og så kan det vist ikke blive rost nok. Robben Island er den verdensberømte fangeø, hvor Mandela blev dømt til at afsone sin livstidstraf. Det er en lille ø, der ligger 11 km ude i havet, og den fik navnet af hollænderne på grund af de mange pelssæler, der hedder rob på hollandsk. Øen har aldrig været en paradisø, for det var her Jan van Riebeeck holdt oprørske khoikhoi-ledere fanget, og senere var det englændernes losseplads for spedalske, fattiglemmer og sindssyge. I løbet af 1800-tallet blev den lille landsby Irishtown bygget ved siden af anløbsbroen. Øen var militærbase under 2. verdenskrig og blev så overtaget af fængselsvæsenet i 1960, hvor den hurtigt fik ry som Sydafrikas værste straffekoloni. I dag er øen omdannet til nationalmonument under Kulturministeriet. Der går både over til øen flere gange om dagen, men for at beskytte miljøet med søfugle og pingviner er antallet af besøgende begrænset til max 300 om dagen. Efter en halv time standsede vi ved et cafeteria ved en kyst med en flot brænding. Efter denne pause skulle vi op i bussen igen og fik besked på at sidde på de samme pladser. Heldigvis skulle min søvnige sidekammerat ikke med, så jeg kunne rykke ud til en vinduesplads. Endelig kunne jeg taget billeder af landsbyen, hvor personalet havde boet, og af kirken og skolen. Senere kom vi forbi stenbruddet, hvor Mandela havde siddet og hugget sten, og jeg kunne kende stedet fra filmen. På kirkegården lå de 38 fanger, der desværre døde på øen inden frigivelse. Vi kom igennem fangegårdene med pigtråd og ind i fangegangene med cellerne på rad og række. I denne smalle gang blev vi infiltrerede af en anden omvisningsgruppe med guide, og hvem hørte så til hvem? Vores guide gik ud ad en smal dør, så bagtroppen blev væk, og der var jeg selvfølgelig med. Senere lykkedes det mig igen at finde gruppen, og jeg fik da også set Mandelas celle i farten. 2½ x 2½ meter, en madras på gulvet og en toiletspand. Der var da også en sal, måske til gymnastik, og der var også et baderum og håndvaske. Vi skulle selv gå tilbage til båden, men vi fik ikke noget at vide om, hvornår den sejlede. Nede på båden var der god plads, for mange af passagererne manglede. Skibet tudede, for de andre grupper havde uendelig god tid. De kom slentrende, og nogle skulle lige på toalettet, og andre skulle ind i en lille butik, medens vi ventede mindst en ½ time. Der blev tudet igen, og der blev råbt, og endelig fik de rumpet sig om bord. Jeg sad og trippede, medens vi ventede, for vi havde planer om at bestige Taffelbjerget, inden solen gik ned, og den bevægede sig hen over himlen med raketfart. Endelig kom vi ud af havnen, og meget meget langsomt sejlede vi langs med øen. Det var som om, der var tang i skruen, så vi ikke kunne sejle hurtigere. Så endelig kom der fart på, og det var lige der, hvor en flok delfiner prøvede at indhente os. De var med et langt stykke og lavede de flotteste delfinspring. Selvom de prøvede og prøvede at komme foran båden, kom der nu fuld gas på skruen, og delfinerne måtte opgive. Ærlig talt, her kunne de jo godt have slækket lidt på farten. Alt i alt med bådtur frem og tilbage, bus, gåtur og ventetid tog turen 4½ time. Meget interessant at se og opleve fangeøen, men der skulle nok strammes lidt op på de guidede ture og bådafgangen m.m. Taffelbjerget er en ødemark midt i storbyen, hvor landskabet er dækket af fynbos-bevoksninger med 1500 forskellige plantesorter, hvoraf 50 er endemiske. Af vilde dyr kan ses den menneskevenlige klippegrævling, larmende chacmabavianer og af og til elsdyrantiloper. Det tager kun få minutter med cabelbanen til toppen, og undervejs drejer cabinen 360 grader. Cabelbanen har kapacitet til i gennemsnit 1500 mennesker om dagen, og det tilrådes at tage en varm trøje og gerne regntøj med. Chaufføren kunne ikke sige nogen pris for turen op til cabelbanen, men det ville ikke være ret dyrt, sagde han. Det var ikke så betryggende, for ikke ret dyrt i forhold til hvad? Turen derop tog ½ time, og ganske rigtigt, det var ikke dyrt med 140 rand ca. 80 kr. Vi blev sat af ved cabelstationen og købte billetter til nedturen, for vi ville gå op, sagde vi til billetdamen. Vi spurgte, hvor stien gik op, og hun sagde hen ad vejen, og ved et lille, brunt hus var der en sti op. Inden troede vi faktisk, at stien gik op ved capelbanen, men nej, vi skulle gå ½ time ad Tafelbjerg Road, inden huset kom. Hvis vi havde vist det, havde vi bedt taxachaufføren køre de sidste 2 kilometer. Man kan også godt købe en nedturs billet deroppe, og ikke nok med det, så kunne man også købe sandwich ved capelbanens startsted, og oppe på toppen er der en lille restaurant. Se, det var oplysninger, vi godt kunne have brugt på forhånd. I "Rejsen rundt i Sydafrika" af Politiken står der, at der går 500 stier derop, men det er det rene sludder og vrøvl. Så meget forsinket nåede vi det brune hus, hvor der var et skilt med opgang til Platteklip George to Upper Cable Station. Man måtte ikke gå alene, men kun i grupper, og der var telefonnummer til nødkald. Hele turen op til stationen var beregnet til at tage 2½ time, og der var en højdestigning på over 600 meter fra 400 meter til 1020 meter. Gitte og jeg havde heldigvis lånt et par vandrestave, ellers havde vi også hurtigt givet op. Mit ben efter en hofteoperation var ude af træning, og det blev en virkelig hård tur op ad de sten, der skulle forestille at være trappetrin, og de blev bare ved og ved. Undervejs var der en flot udsigt ud over byen, og heldigt nok, så går denne sti op i skyggen af Taffelbjerget, ellers havde det nok været endnu værre, hvis vi skulle op i solskin. Det viste sig, at vores tredjemand Lis var bedre gående end vi, så vi sagde, at hun bare skulle gå i forvejen, men uden at vi fik aftalt nærmere, hvor vi skulle mødes, eller om vi i det hele taget skulle mødes. Det halte pensionisthold overhalede ikke nogen på vej op, men vi blev selv overhalet mange gange. Der var også mange, der var på vej ned, bl.a. nogle glade, syngende teenagere. Vi sang selv på sidste vers, og den sti blev bare ved og ved, og solen var ved at gå ned. Vi kunne ikke rigtig huske, hvornår den sidste capelvogn gik ned, men vi frygtede virkelig, at vi skulle overnatte på klippen. På de sidste kræfter nåede vi et stykke, hvor der var hamret jernstænger ind i klippen, og de var forbundet med kæder, og ad dem fik vi halet os op. Endelig oppe på plateauet efter 2 timer og 15 minutter. Heroppe var der cement imellem stenene, så det var den rene svir at gå der. Der var flere udsigtspunkter undervejs, men ellers tog det 20 minutter at gå hen til cabelbanen. Så sagde de noget i højtaleren, som vi ikke forstod, og vi gik lidt i panik, for var det mon den sidste cabelbane, der gik ned, så vi løb derhen og kom ombord. Faktisk var der problemer med at komme med banen ned, for vi havde fået billetter til opturen, og så kunne vi ikke komme ned, sagde de to unge mennesker, der kontrollerede billetter. En ældre, mere erfaren mand kom og sagde, at det jo var samme pris for en optur som en nedtur, så værsgo at gå ombord. Nede kunne vi heller ikke se noget til resten af gruppen, så vi tog en taxa hjem til hotellet, og da var det blevet helt mørkt. Det, vi ikke vidste, var, at pigerne ledte efter os oppe på toppen og faktisk var meget bekymrede og næsten var ved at sætte en redningsaktion i gang. Vi havde fået taget den andensidste kabine ned, og de fik den allersidste, så det var først på hotellet, at der var meget stor gensynsglæde. Det viser bare, at der skal laves nogle klokkeklare aftaler, når en gruppe deles undervejs. Det havde vi ikke fået gjort, og det var en fejl, som aldrig skal gentage sig, svor vi en hellig ed på, medens vi fik den drink, som jeg havde lovet. Ved den lille fiskerby Khaya i Hout Bay skulle vi ud på en lille sejltur til Duiker Island, der er hjemsted for tusindvis af sydafrikanske pelssæler. De hedder på det lokale sprog "Cape Fur Seals" og på latin hedder de "Arctocephalus pusillus pusillus", men for mig ligner de mest dem, vi kalder for søløver. Hannerne kan blive 2,3 m og veje 200-300 kg, og hunnerne, der er de rene sylfider, vejer kun 120 kg. De kan dykke 600 meter ned i dybet, men på Duiker Island ligger de nærmest i lag og soler sig på klipperne, medens nogle enkelte er ude for at tage sig en dukkert. Båden sejler derud som en speedbåd i det krystalklare vand, men ude ved øen sejles der langsomt frem og tilbage, og så tilbage igen i fuld fart. Hele turen tog 45 minutter, og så er der modtagelse på kajen med musikere, der giver den for fuld udblæsning. Selvfølgelig er der også en række souvenirboder, og jeg fik købt et par rigtig søde trædyr af dem dér, som står på to ben og holder vagt ved deres kolonier, og med 100 rand for to dyr var det en rimelig pris. Vi fortsatte til Cape Point, der er noget mere dramatisk, for det er en høj klippe med et gammelt fyrtårn på toppen. Der går en meget turistet sti op til toppen, eller man kan tage en lille kabelbane derop. Heroppe kan man skue mod Sydamerika i vestlig retning, i østlig retning ligger Australien, og direkte sydpå ligger Antarktis. Dette reservat blev oprettet i 1936 for at bevare området med fynbos-bevoksninger, der er lave, lynglignende buske, desuden findes der 2.700 andre sjældne plantesorter i området. Af dyr kan der ses bjergzebraer, blisbukke og elsdyrantiloper. På parkeringspladserne i området advares der mod bavianer, som det var strengt forbudt at fodre. Allerede inden Boulders er der skilte, der advarer mod pingviner på vejen, og der er såmænd også skilte, der advarer mod, at pingviner kan bide. Det startede i 1985, hvor nogle få par brillepingviner brugte sandet mellem de kæmpestore granitklipper som rugeplads. Fuglene har følt sig godt tilfredse i området, og nu er der tre store ynglekolonier, og der er i tusindvis af pingviner. For ikke at forstyrre pingvinerne mere end højst nødvendigt er der lavet gangbroer af træ hen over strandene, og så myldrer det ellers med pingviner, der lægger æg i det varme sand. For enden af gangbroen er der et stort stykke strand, og her er mange af pingvinerne også ude at svømme. Dette sted er en del af nationalparken, og der skal løses billet, men andre steder i området, hvor der er almindelige badestande, er det muligt at bade sammen med de altid festklædte brillepingviner. Det må da være en herlig oplevelse. At besøge Boulders er simpelthen en 7-stjernet turistattraktion. Der er selvfølgelig mange turister, der gerne vil opleve pingvinerne, og så er der da også souvenirboder og festlige indslag af dansende småpiger, der udklædte prøver at tjene nogle rand. Det var derfor en smagssafari, vi skulle ud på, og der blev startet med retter fra Sydafrika, og så bevægede vi os derfra videre rundt til Algeriet, Etiopien, Mozambique, Marokko, Libyen, Tanzania og 4-5 andre stater. Ikke nok med at maden kom fra alle disse lande, men det gjorde personalet også. Gold ligger i en 4-5 etages bygning, men på en måde, så der er åbent mellem etagerne, og konceptet er, som det ses, en masse små retter fra hele Afrika. Hvert bord havde sin egen tjener, og han fortalte om retterne og var flink til at skænke øl og vin. Ind imellem retterne var der underholdning med afrikansk dans og sang. De underholdende grupper, der var smukt malet i ansigtet, bevægede sig rundt i lokalerne, så nogle gange var det lige foran vores bord, og så bevægede de sig videre rundt på etagerne, men sådan at de kunne høres hele tiden. Utroligt, hvor de kunne svinge med arme og ben, og både de optrædende mænd og kvinder vrikkede med understellet, så det var en fornøjelse. Dog var fornøjelsen noget større, når det var kvinderne, der vrikkede. Til sidst var alle tjenerne også med til dans og sang. Maden og underholdningen var på Albatros’ regning, og en flaske vin og tilhørende flaskevand kostede 180 rand og dertil rigelige drikkepenge. Det var en rigtig fin afskedsmiddag, så 5 stjerner ud af 5 mulige for atmosfære, mad og underholdning. Klokken var 22, da vi forlod Gold, og så overraskede Cape Town igen. For der var familiecykling igennem de næsten biltomme gader. Der var i tusindvis af cyklister, der cyklede rundt ad bestemte gader og på den måde nød deres by. I dag er haven et grønt åndehul med masser af gamle træer, blomsterbede og grønne plæner, og ikke at forglemme, masser af små nysgerrige grå egern. I tilknytning til haven ligger Parlamentet, der er opført i udpræget victoriansk stil, og flere af byens vigtigste museer. Som staffage ligger Taffelbjerget i baggrunden med skyer, der driver ned ad bjerget, som flødeskummet på en Irish coffee. Kufferterne blev afleveret, og så var der tid til en Hop on-Hop off bus. Prisen for en hel dag er 150 rand, og som navnet siger, kan man stå af og på, som man lyster. Der var guidning på mange sprog, når man puttede noget i øret og drejede på nogle knapper − jeg tog dog turen kun med mine egne sanser åbne. Solen skinnede varmt, palmerne viftede, og sandet var varmt og hvidt, men ingen badede, undtagen en ældre, meget kraftig herre. Nogle gange sad han ned i vandet, og andre gange lagde han sig ned med maven stikkende op som en strandet hval. Hans kone sad ved siden af og gøs. Jeg var selv ude at dyppe tæerne, og det var virkelig koldt. Gitte ville ikke prøve, så jeg fandt en muslingeskal og hentede lidt vand, og så kunne hun selv mærke vandtemperaturen med en finger. Der var ikke særlig mange mennesker ved stranden, selvom luft og sand var meget behageligt. Et par piger i G-streng gik og viftede sig − hvis de havde set sig selv bagfra, havde de nok i stedet fundet en badedragt med lange ben. Henne i nærheden af vores hotel lå et gammelt, victoriansk hus, der hed "Pan Africa Market". På anden etage var der en balkon med planter, og en stor mandefigur og nedenunder et skilt med Timbuktu. Faktisk kunne man på denne balkon få serveret noget at drikke og så kikke ud på Long Street nedenunder. Udenfor på fortovet plejer der at stå en mand, der prøver at få turister op i huset og kikke på varerne. Sikkerhedskontrollen var milevidt fra kontrollen i Sydafrika. Min nye hofte gav en meget grundig kropsvisitering, og så fandt de en indvendig lomme med en metaldims på lynlåsen. Tænk, jeg havde haft de bukser i flere år, og jeg anede ikke, jeg havde en indvendig lomme. Der var 5 minutter til Gaten lukkede, men min håndbagage gav store problemer. Det hele var pakket ned i avispapir, og jeg kunne jo ikke huske, hvad der var i de forskellige pakker. Så lukkede de gaten, og personalet stod stadig på hovedet i min taske. De fandt så en flaske Aloe Vera aftersun, og den var på 100 ml og var derfor ulovlig og blev fjernet. Jeg havde jo glemt alt om den, så den blev også lige testet med en narkomåler, for jeg var jo noget mistænkelig med så mange mystiske souvenirs. Endelig blev jeg frigivet. Flyet ventede heldigvis, og vi landede sikkert i Kastrup Lufthavn. Turen var med Albatros, og for udenrigsfly, indenrigsfly, hoteller med morgenmad, safari, dansk guide, lokal guide, bus med chauffør og en del andre måltider blev det 40.126 kr. for to personer.
Turen var på 14 dage, og vi fik set de fleste af Sydafrikas største seværdigheder. Alt klappede perfekt som altid med Albatros, og vi var ganske fornøjede med vores danske guide Klaus Koenig, der havde en enorm viden om landet. Det var også en dejlig rejsegruppe, og vi fik nogle gode, langtidsholdbare venner. Det var første gang vi var i Sydafrika, og landet overraskede meget positivt. Jeg har masser af stof og mange flotte billeder, så jeg har et
nyt foredrag klar med titlen: "Mandelas Sydafrika". |
Vejret på Capehalvøen veksler meget, det er dog overvejende behageligt, men området har også fået øgenavnet "Stormenes Kap". Det sydvestlige Cape er også det eneste sted i Afrika, der har tempereret klima som ved Middelhavet, hvor der er lange, varme somre og kølige, våde vintre. Ind i mellem kommer der en sydvestenvind, der kaldes "Cape Doctor", fordi den blæser alle løse genstande væk og renser luften for støv og forurening.
Et stykke fra hovedvejen ind til byen, men dog tydelig at se, ligger en filmkulisse med sørøverskibe og et stykke af en piratby. Det var såmænd her, at den meget populære film "Pirates of Caribiens" blev optaget.
Vi gik en sen eftermiddagstur ad Long Street. Hidtil havde vi ikke mødt en eneste tigger i Sydafrika, men 50 meter fra hotellet kom en ung kvinde og tiggede. Heldigvis kastede hun sig over en anden mand, og jeg forstod ikke, hvad der foregik. Han rakte hende en mønt, vistnok 5 rand, men hun tog den ikke og pegede i stedet for på sin mund. Hun gik åbenbart ikke efter princippet med mange bække små. Nå, vi gik over på det andet fortov, medens kvinden rendte efter den stakkels mand.
Green Market er åbenbart et godt sted for tiggere. En stor dreng henvendte sig til mig, og jeg ville give ham 5 rand, men dem ville han ikke have, for han syntes, jeg skulle købe noget mad til ham. Jeg prøvede igen at give ham pengene, men stadigvæk ville han ikke tage imod dem, og så stak jeg dem i lommen igen. Så ville han alligevel gerne have dem, men nu var det desværre for sent. En tigger skal vel ikke bestemme, hvor stort et beløb, der skal gives, det må vel trods alt være giveren. Nå, men han forsvandt da også.
Byggematerialerne til beboelserne har en sammensætning af alt fra brudstykker af reklameskilte til affaldssække og alt andet, der bare kan give lidt ly som fladtrådte konservesdåser. Tre fjerdedele bor i sådanne skure i denne township. Det var apartheidlovgivningen, der skabte Sydafrikas townships. Her bagefter er der øremærket penge til forbedringer, så der med tiden kan komme nogle rigtige huse med el og rindende vand. For tiden vasker mange sig ved en fælles vandhane (en pr. gade) og benytter de små bliktoiletter i nærheden. Der er derfor et presserende og fortsat behov for bedre huse, veje, skoler og hospitaler.
Selvom vi boede midt inde i byen, var der helt stille om natten, så dejlig kølig luft kom ind i værelset uden indblanding af støj udefra. Kl. 6 ved det første gry, begyndte det dog at larme, for alle boderne nede på markedspladsen skulle stilles op igen. 
Det var denne township, vi skulle besøge, og inden vi gik indenfor i området, havde vi kontakt til Sungs, der var vores township guide. Sungs var en stor mand, måske også i overført betydning, for han havde jo arbejde ved at vise rundt, men også i kød og blod var han meget stor og ikke sådan at komme udenom. 
Vi var inde i nogle af lejlighederne og hilste på beboerne. Der var et fællesrum med et køkken og ellers værelser i forbindelse med fællesrummet. Flere familier kunne godt bo sådan et sted, og vi fik hilst på en mor med lille Mosey på armen. Det var små rum, men da ellers beboeligt. Vi var inde i flere forskellige hjem, og et sted observerede jeg da et toilet, og der stod også en helt ny vaskemaskine. Der er noget med, at de har klippekort til el og gas, men hvordan det ellers praktiseres, ved jeg ikke.
Dalukhanyo er registreret som en non-profit organisation, der bygger på donationer. Det vidste jeg ikke, da jeg var der, og hvis der havde stået en sparebøsse fremme, så havde jeg helt sikkert doneret et beløb.
På vej ud af området var der flere steder med de små parcelhuse, og her lå "Slysos Hair Salon", en Barber Shop og en mekaniker, alle i bygninger, der godt kunne trænge til et eller andet. Vi kom også forbi en stor skole med masser af børn udenfor.
Vindyrkningen i området startede kort efter, at hollænderne slog sig ned i Cape Town i 1652, men der skulle gå endnu 40 år, før der kom gang i egentlig vinproduktion. På det tidspunkt kom der flere hundrede huguenotter på flugt fra forfølgelse i Frankrig. Huguenotterne (ikke at forveksle med hottentotter) medbragte stor viden om vinproduktion, så mange vingårde blev grundlagt allerede i 16-1700-tallet. Sydafrika er nu nummer 8 på listen over vinproducenter i verden, og de 500 vingårde frembringer omkring 980 million liter vin om året.
En historisk købmandsforretning, Oom Samie se Winkel, (der betyder Onkel Samies butik), ligger på Dorp St., og her er der masser af souvenirs, antikviteter, vin og slik til nutidige priser. 
Vinen produceres for størstedelen på de 3 vinmarker Vrede en Lust, Ricton og Casey’s Ridge. Filosofien er enkel − høj kvalitet og ærlige vine, der er håndlavet på stedet.
Derefter var vi en tur nede i vinkælderen med alle tønderne. som hver kan indeholde 300 flasker vin. Så var der vinsmagning i et meget smukt lokale, og den ene dejlige vin kom på bordet efter den anden. Der var nok mindst 10 forskellige vine at smage på, og hvis man ikke ville synke, var der beholdere, hvor der kunne spyttes − men det var da synd. Lynne talte godt for vinene, og der kunne købes hele kasser, som kunne sendes hjem og alt til venlige priser.
Jeg lovede at skrive om "Vrede en Lust" og lægge det ud på nettet sammen med hendes portræt. Det er et meget smukt sted, og der var dejlig mad og en meget fin betjening. Om det var vinene eller Lynne, der var dejligst, er ikke nemt at svare på.
På Waterfronten er der 400 butikker, 82 restauranter og 11 biografer, men samtidig arbejder havnen videre med slæbebåde og skibe, der sejler ind og ud. Der er også gademusikanter og gøglere, så der er liv og glade dage. Hvis der skulle mangle noget i de mindre butikker, kan man gå hen i Victoria Wharf, der er bygget som et gammelt varehus. Det er kæmpestort, og her kan købes alt fra afrikanske masker til mærkevarer i tøj og så alt der i mellem. I området ligger også bag en farvestrålende facade "Two Oceans Aquarium" med repræsentanter for de fleste plante- og dyrearter fra de to have. 
På kajen ligger det store, gamle varehus "Port of Africa", og udenfor står alle Afrikas dyr i metal eller sten næsten i naturlig størrelse. Bare det at gå rundt udenfor er en oplevelse. Indenfor er der i stueetagen almindelige afrikanske, men gode souvenirs, men gå op ad trappen, og her er den afrikanske udgave af Aladdins Hule. Det er et eldorado af afrikanske ting og sager. Det er som at gå rundt i et museum, hvor alt er til salg. Jeg vendte tilbage til "Port of Africa" flere gange, medens vi var i Cape Town, og jeg kunne gå rundt derinde i timevis, efterhånden som mit kreditkort langsomt blev lænset. Og det er en kæmpefordel, at der er faste priser.
Nede i havnen ligger Mandela Museum, og herfra udgår sejlturen ud til Robben Island. Der skal bestilles billetter inden, for der er mange, der gerne vil med derud. Billetterne koster 250 rand, og så er det også mindst en halvdagsudflugt. Båden lå klar ved molen ved afgangstidspunktet, og vi stod klar til ombordstigning, men vi fandt ud af, at man først skulle ind i museet og gennemgå et lemfældigt sikkerhedstjek. Rygsække blev gennemlyst, og porten bippede, uden at der blev reageret på det. Og vi kom også glat igennem med et par vandrestave med stålspids. (Vi skulle bruge dem senere til bestigningen).
På det lille skib blev der demonstreret redningsveste ligesom på et fly, og så futtede vi ud af havnen, medens et kæmpestort Mærsk skib blev lodset ind med en slæbebåd. På vej ud til øen var der mange sæler, eller er det mon ikke søløver, der lå i vandskorpen og luftede lufferne, og der er noget med, at de kan sove med det ene øje åbent. Ved anløbsbroen på øen var der hundredvis af skarver, der tog imod os og samtidig luftede vingerne. Ved ankomsten skulle vi gå 100 meter og blev derefter dirigeret ind i en bus, hvor der var klemt 5 sæder ind i rækken. Jeg sad ved midtergangen inderst i bussen og kunne faktisk ikke se noget som helst. Jeg sad ved siden af en meget stor og tyk mand, og han lagde sit hoved på sin kones skulder og faldt i søvn, så det var nok ikke den store interesse. Turen var guidet, men på det tidspunkt var det næsten spild af tid.
Heldigvis så stoppede bussen, og vi fortsatte til fods med en gående guide. Han fortalte bl.a., at fangerne havde ret til uddannelse og ordentlig mad. Til gengæld havde de en lokal rettergang, og hvis fangerne havde lavet et eller andet, der stred mod reglementet, kunne de få yderligere et eller to år. 
Jeg fik i ventetiden snakket med kaptajnselev Masin, som jeg havde set styre skibet. Hun var en ung, sort pige, og hun sagde da også, at hun kun var elev, men hun håbede, hun senere kunne blive kaptajn. Der var kun to besætningsmedlemmer om bord, så der var ikke så lang vej op ad karrierestigen.
Taffelbjerget er flankeret af to toppe, der hedder Lions Head og Devils Peak. En tidligere soldat ved navn Hunk udfordrede djævelen på Devils skråninger i en piberygningskonkurrence. Resultatet af konkurrencen vides ikke, men måske ryger de stadigvæk, og det kan bedst ses om sommeren, hvor et skydække kaldet "the Tablecloth" (dugen) ofte dækker bjergtoppen.
Vi skulle ikke med cabelbanen, så vi var i tidsnød, hvis vi skulle nå at bestige Taffelbjerget inden solnedgang. Klokken var efterhånden blevet midt på eftermiddagen, og vi havde ikke fået noget at spise. Vores lille vandregruppe skulle hurtigt have noget mad. Vi satte os ved et bord ved en restaurant, men der skete ikke noget. Det kunne så ikke nytte noget, så ved en pølsebod fik vi en hotdog og en cola og så af sted i en taxa.
Kæmpetrappetrinene i natursten lå foran os, og det vil sige, at det ikke var lige ud ad landevejen. Den ene i vores 4-mands gruppe gav hurtigt op og gik meget fornuftigt ned igen. Hun ville så tage capelbanen op og vente deroppe.
Vi spejdede efter vores anden halvdel af gruppen, men kunne ikke se dem nogen steder, så de var nok taget ned. Jeg fik taget nogle fantastiske billeder på plateauet med de sidste solstråler og tågen, der drev ned ad klippen som et vandfald.
Vi havde en heldagstur ud på Kaphalvøen og havde en flot tur ud ad en slynget vej med bjerge til venstre og havet til højre. På vej til Chapmans Peak går vejen nærmest på hylder, dog med udsigt ud over havet. 
Videre ad vejen igennem den sydligste del af Table Mountain Nationalpark, hvor vi fandt "Kap Det Gode Håb", der er kendt som et af de allerfarligste og upålideligste farvande i verden. Denne dag så det meget fredeligt ud. Der var en masse sten, der gik lidt ud på en pynt, og mange tidligere gæster havde lavet små stenvarder. 
Lige syd for Simons Town var der noget, jeg havde glædet mig til, for her ved Boulders Beach var der en stor koloni af brillepingviner. Simons Town er opkaldt efter Simon van der Stel, der anbefalede stedet som en sikker ankerplads om vinteren. Byen var siden base for Royal Navy og for den britiske besættelse af Cape i 1806. Den er først leveret tilbage til Sydafrikas flåde i 1957.
Contrary to popular western perceptions of a predominantly meat-based diet many traditional African dishes contain very little meat. In fact, authentic African cooking consists largely of organically produced whole gains and beans, fresh fruit and vegetables. In an increasingly health-conscious society, African cuisine may well become the new health way of cooking.
Vi kom også igennem Company’s Garden, der blev anlagt på ordre af Hollands Ostindisk Kompagni som en køkkenhave, hvorfra deres skibe kunne proviantere undervejs til Indien. Van Riebeeck var læge, og han vidste, at sømændenes forbandelse, skørbugen, kunne spises væk, så der blev dyrket kål, kålroer, kartofler og korn. Så blev der også plads til nogle vinstokke, hvis vin dog havde ord for at smage af tjære, men så langt hjemmefra gled det ned.
Bussen arbejdede sig op ad Taffelbjerget og vendte ved Cabelstationen, og så gik det ned ad bakke til strækningen langs kysten vest for Taffelbjerget. Her ligger langs Victoria Road de fashionable millionærkvarterer med de dejligste strande som Camps Bay og Clifton Bantry Bay. Strandene er kridhvide, men vandet er hundekoldt. Grunden til, at Atlanterhavet er så køligt, har noget at gøre med sydøstenvindens luner. Når denne vind skubber det lune overfladevand væk fra vestkysten, bliver det erstattet af vandet nedenunder, og det kaldes opstrømning. Dette vand medbringer det kolde, antarktiske vand fra Benguela-strømmen. Efter stærkt blæsevejr er vandet ikke meget mere end 12 grader, men omvendt om vinteren når sydøstenvinden lægger sig, for så får Atlanterhavsstrandene varme havtemperaturer.
Vi gik et par stoppesteder langs stranden og hoppede så på igen, og så ville vi ind at sige farvel til Waterfronten. Vi havde glemt noget, for vi havde ikke nået at spise hos McDonald’s. Det plejer vi altid, når vi er ude i den vide verden, for trods alt er måltiderne lidt forskellige. De havde et tilbud, der hed "Fifa Wold Cup Box", og det indeholdt to burgere, to gange pomfritter og to cola, og det hele til en sum af 86 rand ca. 45 kr. Og så kunne burgerne endda nydes i lædermøbler med udsigt ud over Waterfronten og Taffelbjerget i baggrunden.
Oppe på første sal stod en nydelig, farvet kvinde, og hun prøvede at få mig til at kikke på sine ting, men jeg hilste høfligt og gik videre. Det viste sig, at huset var delt op i små forretninger med hver deres ejere, og der var ikke noget med faste priser som i African House på Waterfronten. Så det var noget mere besværligt her, og det var også lidt mere ordinære souvenirs. Jeg syntes ikke rigtig, jeg fandt noget, jeg ikke kunne leve foruden, men så var der jo hende ved indgangen, der smilede så sødt. Hende fik jeg så snakket med, og jeg fik købt et par flotte figurer i fuld krigsmaling. De kostede 220 rand for et par, og så fik jeg vist også købt lidt andet. Pigen hed Sampie og kom fra Kenya, og i naboboden stod Elisa fra Congo. De spurgte, om jeg ville have et billede af dem, og også helst med mig sammen med dem, så de fik tilkaldt en ung mand, der tog et billede. Det blev bestemt ikke særlig godt, så jeg fik selv taget et par billeder af pigerne, der var lidt bedre. Jeg lovede, at billedet ville komme på nettet, og jeg fik også hendes mailadresse. Så kan hun få et praj, når hun ligger der.
Det blev en lang nat med 11 timers flyvning, og ved 6-tiden afrikansk tid var det stadig mørkt. Kortsystemet i flyet virkede ikke, så vi anede ikke, hvor vi var. Det var dog nok ikke lige før, vi landede, for vi kom over nogle bjerge med sne på toppen. Endelig landede vi i Heathrow Lufthavn i London. Det var med British Airways både til og fra London, og der var ikke meget mere end en times tid mellem ankomst og afgang.
Derudover brugte vi et beløb på tilsammen ca. 7.000 kr. til drikkepenge, mad og drikke, souvenirs m.m.