| Eventyrkrydstogt til verdens ende.
Vi var på dækket 5.15, men det var overskyet og regn. Der var ret mange mennesker på dækket alligevel. Skibet sejlede meget langsomt, og vi så da to af gletcherne. Det var på afstand og så langtfra ud som beskrevet. Man kunne dog godt fornemme det meget barske land i disen. Vi gik i seng igen og stod op kl. 8, og i mellemtiden var vi næsten ankommet til Ushuaia, der lå op ad bjergskråningerne Byen regnes for verdens sydligste by og er Patagoniens hovedstad med sine omkring 80.000 indbyggere. Den ligger på argentinsk område, idet Chile og Argentina har byttet lidt land, så Magellanstrædet kun findes på Chiles område.
De lokale yahganindianere har levet her i over 6.000 år uden kontakt med omverdenen, men så kom den hvide mand. Ushu betyder bagude og wuaia betyder bugt eller havn. Englænderen Tomas Bridges var den første hvide mand, der bosatte sig i Ildlandet. I 1863 var han rejst til Ildlandet for at studere de lokale indianere. Han udførte missionsarbejde og forsøgte at hjælpe indianerne mod koloniherrernes fremrykning og overgreb. Det lykkedes ikke, og ved Tomas Bridges død i 1898 var der kun få hundrede yahganindianere tilbage. Som ung mand lærte han sig yahgan-indianernes meget komplicerede sprog, og han udformede en ordbog på 32.000 ord, som den dag i dag regnes som et mesterværk.
I perioden fra 1884 og frem til 1947 var byen hjemsted for Argentinas mest berygtede fængsel for de rigtig slemme drenge. Fangerne levede under kummerlige forhold, og dagligt blev de kørt med den smalsporede jernbane, igennem nutidens nationalpark til stenbrud, hvor de hakkede i det. I fængslet var der plads til 380 fanger, men ofte husede fængslet 800 fanger. Så kan de lære det, kan de. Nå i dag er der ingen fanger, kun et fængselsmuseum.
Hvert år i marts måned afholdes verdens sydligste maratonløb. Nå det nytter ikke noget, for det første kan jeg ikke løbe så langt, og det ligger for langt væk.
Nationalparken har et areal på 63.000 ha., og ca 2.000 ha. er åben for offentligheden, medens resten er totalfredet. Herude er et rigt fugleliv, bl.a. er der mulighed for at se albatrosser og andeskondorer. Mulighed for - vi så ikke nogen. Men vi så da en gås med gæslinger. Skovene består næsten udelukkende af sydbøge "notofagus", der findes i 3 varianter, og den ene er vintergrøn. Sydbøge har ikke noget at gøre med danske bøge som dem, vi kender, men sydbøge findes kun naturligt på den sydlige halvkugle. Den gror udmærket i Danmark, dog kun som en stor busk, men den kan ikke selv komme over ækvator.
Første vandretur var ved Roca søens bred, og solen begyndte så sandelig at titte frem. Jeg købte to små blikskilte, 5 postkort, en notesbog, der lignede et pas, og to frimærker. Frimærkerne kostede omkring 35 kr. stykket, så ialt 57 US dollars. Så var det nok også betalt. To kort skrev vi med det samme, og de blev sendt fra verdens sydligste posthus. Tierra del Fuego Nationalpark og kæmpekrabber. Næste tur var ca. 2 km ad slyngede stier igennem skoven med blomstrende ranunkel. Sommeren er i år 3 uger forsinket, men faktisk kan der godt blive op til 20 varmegrader hernede. Stien, der også var noget turistet, endte ved et skilt, hvor der stod, at her endte verdens sydligste vej.
Vi var kommet ind i en kæmpestor souvenirforretning, hvor de havde billige postkort. Traditionen tro plejer vi at sende postkort til familien, men det lægger en dæmper på traditionen, når et frimærke koster 170 pesetas, sådan ca. 35 kr. Vi fandt det berømte skilt, hvor de brystede sig af, at vi var ved Verdens ende. Der lå en række boder med turistarangementer, men lidt derfra lå en række boder indendørs i en lang telttunnel, hvor der var læ. Her kunne købes smykker og alt muligt andet. Gode ting, men vi manglede jo ikke noget. I en bod var der strikkevarer, og en indianerkvinde sad og strikkede. En lille indianerpige sad i boden og legede. Der lå nogle strikkede vanter, og jeg havde jo ikke tænkt på vanter på en sommerferie i Sydamerika. Vanterne var lidt små til mine barkede næver. Nå men hvad kostede de? 50 US dollars. Det var hele min rørlige medbragte formue, så det blev ikke til noget. Ærgerligt for jeg ville godt støtte hende, og så kunne jeg havde fået et indianerbillede.
Det var blæst op, og henne ved skiltet peb vinden om hushjørnerne. Hundekoldt, så vi gik mod vores krydstogtskib, men langs med skibet blæste der en halv pelikan, og vi vaklede afsted. En bredbringet vagtmand kom løbende og tog Gitte under armen og kort efter endnu en mand under den anden arm. Det var ligesom på film, hvor en forbryder bliver ført væk af politiet. Jeg havde åbenbart også vaklet, for to mænd kom også løbende og tog mig under armene, så også jeg blev reddet.
Kap Horn er det sydligste punkt af Sydamerika, dog ikke på fastlandet, men på øgruppen Tierra del Fuego på dansk "Ildlandet".
Kap Horn blev første gang rundet af en europæer 26. januar 1616. Det var en hollandsk ekspedition under Willem Schouten og Jacob Le Maire. De kaldte det Kap Hoorn efter byen Hoorn, hvor Scouten var født.
Omsejlingen af Kap Horn har kostet mere end 10.000 sømænd livet og 800 skibes forlis. Pludselige storme kan rejse sig sig med 180 km i timen og bølger højere end 30 meter. I historiens løb har mange skibe kæmpet med elementerne i uger og måneder for til sidst at opgive og vende om. Særlig sejlladser fra øst mod vest var farlige. Det sidste kommercielle sejlskib, som rundede Kap Horn med last var skibet Pamir.
Da Kap Horn ligger i Chiles territorialfarvand driver den chilenske flåde et fyrtårn på stedet. I kort afstand derfra er opstillet en stor skulptur af en albatros. Fyrtårnet ligger på det lille forbjerg Cabo de Hornos. Vi lå ved Kap Horn omkring 1 time, og skibet lå nærmest stille. Desværre var vejret dårligt, og adgang på dækket var forbudt på grund af kraftige vindstød. Foto gennem ruderne var ikke det bedste. På underdækket var der nogle vinduer åbne - det var trods alt bedre. Det var dog svært at få kæmpet sig frem til vinduet. Man vil jo ikke godvilligt give plads til andre.
Morgenmad og en lille lur i kahytten og så op i "Skycafeen" og kikke på havet. Det var overskyet med enkelte solglimt. Havet blev efterhånden ret roligt - dårligt nok med hvidt skum, men der var ikke adgang til dækket hele dagen. Frokost i "Oceanview" cafeen. Der var fyldt godt op. Vi fandt et bord med en tom tallerken med lidt madrester. Det er jo normalt at efterlade sin tallerken, da der er masser af personale, der rydder af. Men nej der kom en dame og sagde, at hun sad der. OK hun gav sig, for man kan ikke spærre plads med en tom tallerken.
Om aftenen gik vi igen i teatret, og der var spisning med gruppen. Overtjeneren var meget obs på, at når vi kom hjem, ville vi få en mail fra Celebrity Eclipse med spørgsmål om bl.a. tjenerne. Skriv bord nr., og hvis betjeningen er god, så skriv 10 + forklarede tjeneren. Meget vigtig, meget vigtig. Hvis tjenerne ikke får topkarakter bliver de skiftet ud og bliver arbejdsløse. Alt personale er utroligt venlige og imødekommende og hilser ustandselig. Det tror pokker, ellers bliver de åbenbart smidt overbord. Stor overraskelse. Det var let skyet, og temperaturen er steget betydeligt. Af med sko og på med sandaler. Af med trøje og på med kortærmet skjorte. Selv helt oppe på 14 etage ligger der et tykt lag salt på rækværket - det må have gået hårdt for sig de sidste dage, hvor vi ikke måtte komme ud på dækket.
Jeg snakkede med en af sprøjtedamerne, der hed Rachel. De skiftedes til at have tjansen med at smile og give et sprøjt håndspray og ellers være tjenere. Rachel der var iført et stort fint hår var fra Brasilien. Hun havde været i København med skibet, og hun var i land for at købe sherry. Very good. Om det var til hende selv eller på skibets vegne, forlød der ikke noget om.
Efter al den kulde og overskyet vejr var det skønt med solen igennem lette skyer, så vi blev på dækket hele dagen og lavede ingenting. Dødkedeligt. Heldigvis skal der ske noget mere i morgen. Selv med faktor 50 i ansigtet lignede jeg ved aftentide Rudolf med den røde tud. Puerto Madryn ligger i Argentina og er provinsens indgangsport til Patagonien. Byen ligger godt beskyttet af Golfo Nuevo-bugten og er en af de hurtigst voksende byer i området. Patagonien betyder store fødder, fordi indianerne i sin tid iklædte sig masser af skind på fødderne.
Byen var anlagt af farmere fra Wales, og derfor var der walisisk velkomstmusik på havnekajen. Byen har omkring 100.000 indbyggere og lever bl.a. af en aluminiumsfabrik.
Vi skulle køre 180 km hver vej for at besøge pingvinkolonien "Punta Tambo", som er Sydamerkas største ynglested for magellanpingvinerne. Pingvinerne er opkaldt efter den portugisiske opdagelsesrejsende Ferdinand Magellan, der levede fra 1480 til 1521, og som også har lagt navn til Magellanstrædet. Det var ikke, fordi han synes pingvinerne var så nuttede, for de indgik i proviantforsyningen.
Videre igennem landskabet der er tørt med sand og små stikkende buske. Det meste vand fra bjergene løber til Stillehavet, og derfor er der ingen bebyggelse her. Der er en række store vindmøller, men kun halvdelen drejer rundt. Heldigvis er det ikke Vestas. Vi kom over en af de sjældne floder, hvor der var opstået en by med walisiske indvandrere. Vi fortsatte ned igennem ødemarken, og der var et enkelt toiletstop. Døren til dametoilettet manglede. Damerne måtte skiftes til at agere dør. Sandsynligvis med ryggen til. Udenfor var det varmt og skyet og absolut intet at se. Efter omkring 160 km god asfaltvej drejede vi ned ad en grusvej, og så var der 23 km til pingvinkolonien. Fåreavleren, der havde slået sig ned her, havde en farm på 15.000 ha. I 1973 blev pingvinområdet et beskyttet område, idet han skænkede 210 ha til staten, så det blev verdens største pingvinkoloni.
Et stykke nede af grusvejen lå farmens bygninger. Ikke noget herresæde, selv med det enorme jordtilliggende.
På parkeringspladsen kunne det tyde på, at de fleste af Celebrity Eclipses gæster skal ud og se pingviner, så der var busser og mennesker i massevis. Suk. Pingvinområdet betrædes på stier, og det er forbudt at gå udenfor for ikke at forstyrre fuglene. Hvis en pingvin passerer stien, skal menneskene holde tilbage, til pingvinen er passeret. Rederne ligner kaninhuller, og rundt omkring stikker ungerne hovederne op og kikker. De første pingviner blev fotograferes intensivt. Det er mest store unger, og de ser sultne ud. Længere væk var der træstier ud i terrænet med gode udsyn som til stranden med tusindvis af pingviner. En halv times gang fra startstedet var der en udkiksplatform, og i en lille bugt var der tæt af pingviner, der badede og tussede rundt. Her stod også nogle guanoer, der stod roligt blandt pingvinerne og kikkede. Guanoer er en slags lamaer, men de er utæmmelige, og de er for stolte til at lade sig dirigere. Lodsejerne må skyde dem til egen fortæring, men kød og skind må ikke sælges. Så de er næsten fredet, men ikke helt.
Vi var der kl. 12, og kl. 14 vil bussen køre tilbage. Men to timer er fint, og vi havde set det, der var at se. Tilbage i bussen var der udlevering af madpakker og så 180 km tilbage. På vej tilbage kom passagererne fra en nedbrudt bus ind i vores bus, og så var det slut med at brede sig. Det gør man hernede i Patagonien, man hjælper hinanden. Tilbage i den støvede by havde badelivet taget et opsving til fuld fart. Endelig nogle billeder af nogle lokale mnennesker. Nogle solede sig og nogle badede. Der var en lang kø for at komme ombord på Celebrity Eclipse. Kortet vises og tjekkes, og så ved de præcis, når alle er med. Hvis alle så ikke er med, sejles der så ikke? Det vides ikke.
Vi fik en kold cola og en kop kaffe i den fine salon sammen med Bozena, inden vi fik et fortjent bad. Skibet sejlede kl. 17.30, og vi sprang teaterforestillingen over i aften. Vi trængte til at læse og skrive inden aftensmaden. En fortalte, at stormvejret havde slået bølger op på 7. etage, hvor de havde balkon. Vandet var slået op på ruden, og var sivet ind og ned på gulvtæppet. Imens lå vi i vores stålkahyt tørt og godt. Selv oppe på 14 etage var rækværket hvidt af salt på oversiden.
Om eftermiddagen bagte solen - det var ikke til at ligge ude i solen, for man blev stegt. Heldigvis var der også liggestole med skygge, og det var mere behageligt. Ellers er der mennesker og larm overalt. Var nødt til at flytte flere gange for at få ørenlyd. Ærligt talt, så er krydstogt ikke lige min kop te. Masseturisme om bord, og når vi skal i land, så er der 2.000 andre, der skal samme sted hen. Dagens højdepunkt var en violinkoncert i poolområdet af den russiske violinist Irina Tolstava. Hun spillede på en speciel elektrisk violin. Flot pige og skøn musik.
Solen skinnede, og vi drev nærmest afsted. Min røde næse var stadig rød og tålte ikke dagens lys. Samme aftenrecept med teater og hyggelig middag med gruppen. Fra morgenstunden lå vi ud for Punta Del Este i Uruguay, og vi skulle på tur i byen. Byen lå som en stribe højhuse og med strande med badeliv. Vi skulle ellers være i land med tenderbåde, men turen blev aflyst på grund af for kraftig vind, der senere ville udvikle sig til storm. Det ville være for farligt at sejle ind i de små både, så vi stak af til havs for at ride stormen af på havet, fortalte kaptajnen over højtaleren. Vi sejler i stedet direkte til hovedstaden i Uruguay, der hedder Montevideo, og der ville være landgang kl. 19.
Derefter holdt Bozena et foredrag om indianerne i Amerika. Her et kort uddrag: Det var et fint foredrag af Bozena, men desværre kan jeg ikke tyde ret mange af mine notater. Det skal dog siges, at Bozena er et levende leksikon, og hun kan sit stof.
Ny melding fra kaptajnen. Der ligger et skib i vejen, så vi kan først komme til kaj i Montevideo kl. 21.30. Befolkningen i Uruguay er på 3,3 millioner, 88% er hvide, 8 % mestizer (blanding af hvide og indianer og næsten altid med hvide fædre), desuden 4 % sorte, der er efterkommere af de slaver, europæerne var så venlige at bringe fra Afrika til Sydamerika.
Klimaet er tempereret med blæsende og fugtigt forår, sommeren er varm, og vinteren er kølig og meget fugtig.
Da militæret overtog magten, blev der oprettet en vis stabilitet, og en eksport af uld, læder og kød blev indledt. Militærstyret var dog upopulært og blev i 1890 væltet af en civil Colodoradoregering under ledelse af José Batille y Ordónez. Der blev lavet sociale reformer, som gjorde Uruguay til en af verdens første velfældsstater.
Efter forskellige præsidenter vandt Tabaré Vázquez præsidentvalget i 2004, og der blev gennemført undersøgelser af en stribe mord under militærstyret. Vázquez blev i 2010 afløst af José Mujica, og hans regering har gennemført flere opsigtvækkende tiltag, som at abort blev lovliggjort, homoseksuelle ægteskaber blev tilladt, og i 2013 blev marihuana afkriminaliseret i forsøg på at svække narkokartellerne.
Grønne fodstier, der er malet på asfalten, fører ud af havneområdet, og der er kun en vej ud og ind. Kort efter starter souvenirgaden og et kæmpe foodmarked til bespisning af sultne krydstogtgæster på tilbagevejen. Hos en gadehandler fik vi købt et tekrus til at nyde maté-te samt et sugerør i ægte guld og sølv vistnok. Kun 9 US dollars. Vi fik også købt et USB stik i en fin forretning til 19 dollars, hvor vi fik tilbage i pesos. I sådan en by med krydstogtskibe modtager de begge valutaer.
Gruppen blev spredt for alle vinde, og vi gik selv rundt og så på herlighederne, bl.a. en brønd der var overbroderet med tusindvis af hængelåse. Det var næsten holdt op med at regne, og der var dejligt lunt.
Celebrity Eclipse skulle sejle kl. 16. Lidt ude i havneområdet lå der en skibskirkegård med rustne skibsvrag. Nok ikke det bedste for miljøet.
Celebrity Eclipse lå helt indeklemt, for et containerskib lå i vejen. For mig at se kunne vi ikke komme ud. Men vores skude sejlede sidelæns, så vores kaptajn fik os listet ud. Imponerende sejldygtighed. 3 trut i hornet, og trut fra et krydstogtskib er noget af de højeste lyde i verden. Vi stod på dækket og nød udsejlingen og fik et chok. Vi kom forbi en stor containerhavn, og en hel kajside var udelukkende med Mærsk containere, Argentina er stort, faktisk 10 gange Tysklands størrelse. Se faks om Argentina andetsteds på denne hjemmeside. Vi skulle på busrundtur med lokalguide, og vi kom tidligt afsted kl. 7.40, og derfor var der ikke meget trafik. Første stop var kirkegården i Recoleta med pompøse gravmæler. Vi dvælede ved Evita Perons grav, der ligger på familiegravstedet under navnet Duarte. Evitas lig forsvandt på et tidspunkt fra graven under mystiske omstændigheder, men blev senere fundet i Madrid. Nu er hun tilbage og er begravet 8 meter under jorden. Der lå blomster ved Evitas grav, og heldigvis var vi kommet tidligt, for senere på dagen var der stor trængsel af turister ved hendes grav. Videre rundt i byen, som den gamle havn Puerto Madero, hvor de gamle pakhuse er blevet renoveret og omdannet til spisesteder og butikker. Andre områder som Palermo er med smukke storslåede parkområder og mindesmærker for alle landets helte. Vi kom igennem ambassadekvarterer med fine fransk inspirerede huse. Luksushusene har kvadratmterpriser på 4.000 US dollars, og det er meget, når en kontorfunktionær kun tjener omkring 800 US dollars pr. måned.
Heldigvis var der stop i den farvestrålende gade Caminito med huse i alskens farver. Det var en rigtig turistgade, men meget hyggelig med souvenirbutikker og cafeer. Vi fik købt et par spændende tasker á 13 US dollars. Den ene til hjembragte souvenirs. Den anden er en souvenir i sig selv. Meget sødt og hjælpsomt personale i butikken. En dejlig, lettere frodig tangodame snoede sig om mig. Foto, og hun havde tjent 5 dollars. Lidt derfra stod et par slanke unge tangodamer, men de kunne ikke lokke mig i gyngen. I gaden mødte jeg vores gamle guide Juan, som vi havde haft som rejseleder i Columbia. Det var ham, der fik øje på mig, og prikkede mig på skulderen. Faktisk havde jeg også mødt ham i Nyhavn i København sidste år. Mærkeligt sammentræf - verden er lille, men at den er så lille, vidste jeg ikke.
Tilbage på Celebrity Eclipse for at pakke kufferter. Vi skulle forlade skuden i morgen tidlig, men kufferterne skulle stilles udenfor kahytsdøren allerede i aften. Vi måtte dog godt beholde en tandbørste i håndbagagen.
På pladsen står en stor obelisk for at fejre 100-året for Argentinas uafhængighed. Der er mange monumenter og statuer rundt omkring i byen, men ikke et eneste der viser indianernes kamp mod de brutale spaniere. Det er ikke noget, man taler om, og hvorfor skulle indianerne mindes eller hædres - det var jo kun de vilde. På turen var indlagt et frokostbesøg på en af Argentinas berømte steakhouses. Kæmpestort rustik lokale med langsommelig betjening. Bestilte en lokal øl. Til at dele spurgte tjeneren. Nej vi kunne vel godt drikke en øl hver. Øllen hed Patagonien og var på trekvart liter. Så kunne jeg bedre forstå, at tjeneren spurgte, om vi skulle dele.
Senere gik vi selv rundt i byen, hvor gadenettet er som et skakbrædt og derfor nemt at finde rundt i. Den store boulevard går nord – syd, og "Av de Majo" går øst - vest. Så går der mange smalle gader paralelt med boulevarden, hvor den berømteste er gaden Florida. Udvalget af morgenmad i restauranten var skrumpet noget siden skibets overflødighedshorn. En dame, dog ikke fra vores gruppe, mærkede på brødet med de bare fingre. Så tog hun det ene brød og så det andet brød og lagde det tilbage. Da hun var igang med det 10ende brød blev det for meget for mig. Jeg rejste mig og sagde på mit skoleengelsk. No no no use this, og så viste jeg hende brødtangen. Altså sikke nogle manerer.
Vi gik over Plaza de Maya bag om præsidentpaladset og ned til floden. Der havde ellers været rent overalt i Buenos Aires, men ikke hernede på havnefronten med fyldte skraldespande. Heldigvis kom der to renovationsarbejdere og tømte spande lidt efter. Ved kajen ligger fregatten Sarmiento, der er et imponerende 85 meter langt sejlskib. Det har været brugt til skoleskib for til dato næsten 24.000 sømandsaspiranter. Nu er det museum, men i perioden 1899 til 1937 har det sejlet Jorden rundt 37 gange.
Tårnet står nogle få hundrede meter fra monumentet for de faldne i Falklandskrigen. Argentina mistede 652 mand og Storbritannien 255 mand. Partnerne strides stadig om øerne i FN-regi. Storbritannien besatte øerne i 1833, og siden har Argentina forlangt at få dem tilbage. Øerne er på størrelse med Sjælland og Fyn, og der bor ca. 3.000 øboere af britisk afstamning på øerne. Bilisterne respekterer det røde lys ved forgængerovergangene, men ikke forgængerne. De vader over. Skik følge eller land fly, så vi gik også over for rødt lys. Jeg havde ellers et bundt 1 dollarsedler i lommen til værdigt trængende. En enkel ung kvinde henvendte sig og pegede på sin barnevogn. Hvilken skæbne mor og barn har og ville få, når et par turister blev spurgt.
Egentlig er Buenos Aires en smuk by med statuer, parker og gamle smukke historiske bygninger i blandet nye højhuse. Den er et besøg værd. Flyrejsen hjem var noget kortere, da vi jo havde sejlet fra Santiago til Buenos Aires. Først 13 timer og 20 minutter til Amsterdam og derefter 1 time og 25 minutter til gode gamle København. Selvom hjemturen var kortere end udturen, var den dog rigelig lang. Rejsens pris havde været 2 x 35.998 kr. lig med 71.996 kr for to personer. Udflugtspakke 2 x 5.398 kr. lig med 10.796 kr for to personer, så alt ialt 82.592 kr. for to personer. Der blev ikke brugt særlig mange penge til mad og souvenirs, da al mad på skibet var incl. skibsbilletten. Det var så for fly, skibsbillet, hoteller, lokalguider m.m. i 16 dage.
Helt sikkert så har et krydstogt den store fordel, at man medbringer sit værelse eller retteligt sin kahyt, så der skal ikke pakkes ud og ind hele tiden. Så store fordele og vist er det da behageligt at bo på sådan et flydende luksushotel. Vi fik undervejs stiftet bekendskab med 3 nye lande i Sydamerika, Chile, Uruguay og Argentina. Det var også en stor oplevelse at besøge nogle af verdens sydligste byer Punta Arenas og Ushuaia, og hvem har prøvet at runde Kap Horn? Så på den måde fik vi udvidet vores horisont i en barsk del af vores klode. "Eventyrkrydstogt til Verdens ende" indgår i mine
billedforedrag. Se under foredrag på denne hjemmeside. |
Vi havde besøgt Punta Arenas, der ligger i Chile og er det Sydamerikanske fastlands sydligste by og var nu på vej til hele Sydamerikas sydligste by Ushuaia, der ligger i Argentina. Vi ville passere en række gletchere i morgen mellem 4.30 til 6.00. Solen stod op kl 5.16, så jeg stod op kl. 5.00 for at se dem. I Albatros turbeskrivelse står: "Solen glimter i de syv enorme isbræer, der vælter ud i havet sammen med kaskader af smeltevand".
Indbyggerne i Ushuaia lokkes hertil af høje lønninger og statstilskud til benzinregningen, og så har byen landets bedste skoler foruden 2 universiteter og hospitaler. Fiske- og olieindustrien har kronede dage, og byen er udgangspunkt for de mange turudflugter i området. 
Fra 1500 tallet og 4 århundreder frem til slutningen at 1800 tallet var havnens beliggenhed vigtig for skibstrafikken, og den var samlingspunkt for søfolk, hvalfangere, pirater og opdagelsesrejsende. I de sidste 100 år mest for argentinske tilflyttere.
Udflugtspakken var to vandreture i Tierra del Fuego Nationalpark - Ildlandets nationalpark. Nationalparken ligger ca. 10 km vest for Ushuaia, og den ligger ud til Beaglestrædet, der er opkaldt efter det skib, som Darwin foretog sin epokegørende jordomrejse på.
Der var nogle mærkelig snylteplanter på træerne. De er grønne, når de lander som små planter. De vokser og bliver efterhånden gule, og når de er brune, sender de små babyer ud i verden, der sætter sig på nye træer. Der findes også en svamp, som bliver kaldt indianerbrød, og som indianerne spiste i trange tider. Der er ingen næringsværdi i svampen, men den fylder i maven. Der fandtes også nogle berberis med først røde og senere sorte bær. Selv de sorte er sure, men det er et sikkert tegn, at hvis de spises, kommer man engang tilbage til Patagonien.
Tilbage i byen gik det meste af gruppen på krabberestauant. Man kunne få en kæmpekrabbe med mad til 2 - 3 personer. Vi tog dog kun en slags krabbesalat serveret i en lille skål. Jeg kunne ikke spise op - der var masser af krabbekød i en tyk flødesovs - den var lidt for fed. Vi fik 2 Kap Horn øl på hver ½ liter - lidt rigeligt. 52 US dollars i alt for os.
Der lå den så klippen - vistnok, men skulle der ikke være et fyrtårn? Folk fotograferede, og vi fortsatte ind mellem nogle øer. Var kaptajnen en selvmordskaptajn? eller hvad nu hvis motoren gik i stå, og vi drev rundt her, indtil vi ramte et klippeskær? Der kunne godt bruges noget information om, hvor vi var, evt. med et kort. Vi havde trods alt sejlet en rum tid og brugt en masse penge, og vi anede ikke noget som helst. Var det det? og havde vi oplevet Kap Horn? Forbjerget blev fotograferet igen og igen. Var det virkelig det? Nej det var det ikke, for først ved 7 tiden dukkede Kap Horn op med fyrtårnet. Der lå endda et mindre krydstogtskib tæt på kysten, og det lå næsten stille. Så kunne vi se fyrtårnet, og nu kom der endelig noget information i højtalerne.
I sejlskibenes tid var Kap Horn særdeles frygtet på grund af det dårlige vejr og stormforhold, som gjorde det vanskeligt og farligt at runde det. Hornet er derfor ofte kaldt søfartens "bestigning af Mont Everest. Den fremherskende vind og strømretning er fra vest til øst med en vandstrøm på op til 8 gange større end Golfstrømmen, og så igennem en snæver 150 km bred passage.
Ok vi havde set det, vi ville se, og skibet sejlede mod nord til varmere himmelstrøj. Den sidste uges tid havde været en kølig omgang, og jeg havde endda fået ondt i halsen. 
Op ad dagen blev det næsten blikstille, og havet lå fladt som et brædt - godt nok uhøvlet. Jeg lagde mig i en lænestol på 14. etage, mens Gitte gik rundt på motionstur. En lille amerikansk dame, jeg havde snakket med tidligere, gik også raskt rundt md et stort smil - endelig ude i fri luft.
Vi var ankommet til Puorto Madryn i stille skyfrit vejr. Ved udtjekning fra skibet sagde "udtjekningsdamen" good morning. Ingen sagde noget. Hør her hvis I ikke siger godmorgen, så lukker jeg udgangen. Igen godmorgen Danmark. Så blev der sagt GODMORGEN. Jo altså det er ikke menneskelige robotter. Det er rigtige mennesker, der også gerne vil have lidt høflighed. Ikke nok med det, for hun kikkede på mit plastikkort og sagde good morning Kim.
Celebrity Eclipse ligger til kaj ved en stor pier, hvor der er strand på begge sider. Tilsyneladende ikke den mest spændende by. 
Der er noget bebyggelse i forbindelse med kolonien. Billetsalg, restaurant, kontor, en lille souvenirbutik og toiletter. Fordi der også er tørt her, bliver vandet til toiletterne transporteret hertil i tankbiler.
Der er mange mennesker på stierne. Nok et par tusinde for de fleste af skibets gæster er herude. På de gode steder er det svært at få billeder, for der er tykt af mennesker. Nå men jeg fik nok taget 100 billeder, så må nogen af dem vel være gode.
Celebrity Eclipse snegler sig afsted i dag - der spares på brændstoffet, og tiden skal passe til anløbstid i morgen i Puerto Del Este i Uruguay.
Endnu en dag på havet. Godt vi ikke skal sejle over Atlanterhavet. Albatros havde revet sig, og vi blev inviteret til lunch i den fine restaurant Morano, der normalt er betalingsrestaurant. Sprøjtedamen Rachel var her tjener, så sprøjtetjansen går åbenbart på omgang. Morano var specielt åben for os, og der blev serveret en 3 retters menu.
Sproget er spansk, men er dog påvirket af portugisisk nær grænsen til Brasilien. 79% af befolkningen er katolikker. Protestanter og andre kristne udgør 9 %, og andre eller ingen religioner 12 %. Middellevetiden er for mænd 72 år og for kvinder 79 år. 
Celebrity Eclipse ligger ved kajen i Montevideo, og det øsregner, og alt er gråt i gråt. Vi skal på tur i Montevideo kl. 10 med Bozena. Korte bukser og sandaler er skiftet ud med lange bukser og sko.
Der er mange fine gamle bygninger, hvor nogle trænger til en omgang, og ellers nye bygninger. Til venstre igennem byen var der en slags hovedgade med rigtige indfødte og rigtigt byliv med forretninger og cafeer. De indfødte var jo efterkommere af europæere, så de ligner os andre. Der var selvfølgelig også både Mac Donald og Burger King.
Der var rene gader og også mange gadefejere. Det, jeg nød mest ved at gå rundt for os selv var, at vi var væk fra alle turisterne fra krydstogtskibene.
Celebrity Eclipse var nået frem til Buenos Aires, der er Argentinas hovedstad. Vi ligger til kaj i et havneområde med containere, og man skal med shuttelbus ind til terminalen. Udenfor står busserne på rad og række. Det er let skyet og behagelige 22 grader, da sommeren ikke er slået igennem endnu. Godt for os. Det er sommerferietid, så mange af byens indbyggere er rejst på landet eller taget til stranden.
Sightseeing i bus er noget forvirrende. Se til højre og se til venstre, og bagefter kan man ikke huske noget. Byen virkede ren, og der var også mange gadefejere.
Vi var rundt på havnepromenaden med nyt og gammelt og flotte skibe bl.a. et skoleskib.
Hotel Eurobuilding lå meget centralt lige på den store boulevard "Av 9 De Julio", der går under betegnelsen verdens bredeste gade, idet der er 7 spor i hver retning. Lidt fra vores hotel var en stor obelix, og den var god at tage landkending af. Den er opført i 1936 og er 67 meter høj. Det er Argentinas officielle centrum, og herfra måles alle afstande til og fra Buenos Aires. Der er 3.251 km til verdens sydligste by Ushuaia, som vi havde besøgt tidligere på turen, og 1.560 km til La Quiaca der er Argentinas nordligste punkt på grænsen til Bolivia. 
På pladsen ligger også den store katedral fra 1752. d.v.s de startede i 1752 og var færdige nøjagtig 100 år efter. Inde i katedralen står Jo´se san Martins kiste bevogtet af to klassiske granaderossoldater i originale uniformer fra uafhængighedskrigens tid. Jose San Martin har æren for at have befriet Argentina, Chile og Peru fra de spanske koloniherrer fra 1810 til 1822.
kom der brød at nippe til. Så serverede de en kæmpepølse og salat. En pølse med salat var mere end et måltid, og så kom en kæmpebøf. Min var lidt for rød, så jeg var ikke vildt begejstret. Der var også seje dele i bøffen. Andre i gruppen roste bøffen i høje toner, så gad vide, om det var fra den samme ko. Ingen kunne spise op, så det var synd med al det madspild. Der skulle betales for drikkevarer, og det blev 14 dollars. Jeg havde en 20 dollarseddel og fik tilbage i pesos. De fik hurtigt ben at gå på, for hvorfor ikke støtte de lokale. En mand med et ben og en tilsyneladende hjemløs familie med børn. Det er ikke alt, der er lutter lagkage i Buenos Aires. En gammel mand stod på et gadehjørne. Han tiggede ikke, men solgte papirlommetørklæder. Jeg gav en dollar, og det var tilsyneladende prisen for to pakker.
Vi nåede en tur ned i havnen. På den brede boulevard stod der politibetjente på vagt med ca. 100 meters afstand. Mest unge mennesker i flotte uniformer, men dog bevæbnet med pistoler. Turde jeg tage et billede af en sådan betjent til mit foredrag. Nå, jeg må hellere spørge. Nydelig damebetjent. Ja det måtte jeg da gerne.
I skyggen var der dejligt, men i solen blev man stegt. Vi gik nordpå og fandt det engelske tårn "Torre Inglesa", som i 1916 blev givet som en gave fra Storbritannien i anledning af Argentinas første århundrede som uafhængig republik. Med lidt god vilje kan man godt se, det er en kopi af Londons Big Ben. 
Tilbage på Hotel Eurobuilding og lige da vi skulle ud, kom et andet hold ind, og kufferterne blev rodet sammen. Turister, turister allevegne. Ud i bussen, og der var kun 30 minutters kørsel til lufthavnen. Det gik hurtigt med boardingkort og aflevering af kuffeter og en hurtig lidt lemfældig sikkerhedskontrol. Udtjek af landet med paskontrol, foto og fingeraftryk. De ville være hel sikker på, hvem der rejste ud af landet igen. 
Det var vores første krydstogt, og det havde indfriet vores forventninger. Vores guide Bozena var fremragende og både dygtig og meget behagelig. Albatros program var dog nok lidt for optimistisk med, hvad vi skulle se, og meget af det, der blev beskrevet i programmet, fik vi ikke set på grund af tidsnød. Så var der alle de mennesker hele tiden, og med mennesker menes turisterne. Hele tiden turister både på skibet og på udflugterne.