|
Sydkorea. Det officielle navn er Republikken Korea. Vigtigste byer er Seoul og Busan. Faverne i Sydkoreas flag repræsenterer de filosofiske ideér bag yin og yang. Blå er yin som er mørk og kold, mens rød er yang, der er lys og varm. De 4 sorte symboler repræsenterer himmel, ild, vand og jord. Landet har store kontraster, idet man finder gamle paladser side om side med topmoderne højhuse. De lokale traditioner lever i bedste velgående sammen med ultramoderne livsstil. Økonomien er i hurtig udvikling, der er flotte landskaber og en fascinerende historie, der tilsammen danner et billede af Sydkorea. 
Sydkorea ligger på den koreanske halvø, og mod øst ligger det Japanske Hav og mod vest det Gule Hav. Sydkorea og Japan er adskilt af Koreastrædet, der er 200 km på det smalleste sted. Landets areal er på 99.274 km2, lidt mere end det dobbelte af Danmark. Østkysten er stejl og lige, medens den vestlige del er takket af vige og med 3.500 øer, hvoraf 600 er beboede. Sydkoreas indbyggertal er på 51,5 millioner mennesker. Ca. 8 x Danmark, så der bor 487 mennesker pr. km2. 82 % af befolkningen bor i byerne. Gennemsnitslevetiden er 82 år for kvinder og 74 år for mænd. Befolkningen er næsten 100 % koreanere. Dog findes et lille kinesisk mindretal. Over halvdelen af befolkningen bor i en millionby. Myndighederne opfordrede før befolkningen til kun at få 1 barn. Mange lader sig dog ikke nøje med en datter, for ifølge koreansk tradition fører sønnen familiens navn videre og har pligt til at tage sig af forældrene, når de bliver gamle.
Sydkorea har i dag verdens laveste fødselsrate pr. kvinde. Den er helt nede på 1,17 barn pr. kvinde. Fra normalt med 6 børn i 1960 er den under 2 børn i 2010. Samtidig har landet verdens højeste selvmordsrate og antallet af ældre eksploderer.
Nordkoreas store leder Kim Il Un må være grøn af misundelse. Nej for resten, når bare han har det godt, så er han bedøvende ligeglad med, hvordan hans befolkning har det. Det viser bare, at kommunismen ikke fungerer i praksis. Magthaverne har det hele på bekostning af befolkningen.
Republikken Korea blev grundlagt i maj1948 og anerkendt af de vestlige lande og FN. Den nordlige del blev udråbt til Folkerepublikken Korea i september 1948 og blev støttet af Sovjetunionen. I juni 1951 angreb tropper fra nord det sydlige Korea for at overtage denne del af landet. Det blev starten på Koreakrigen, der varede i 3 år. Syden blev støttet militært af FN og USA, og kinesiske tropper gav opbakning til nord. Man regner med, at 4 millioner koreanere mistede livet under krigen. Det danske hospitalskib Jutlandia hjalp, hvor det kunne med at behandle de sårede.
Sydkorea har stadig en civil regering med en præsident, der bliver valgt af folket hvert 5. år.
Sydkorea har ingen kendte oliereserver af betydning og er også relativ fattig på andre mineraler. Stenkul er landets største mineralreserve og anvendes som varme - og energikilde. Landet har en stor olieimport og satser derfor på kernekraft for at mindske afhængigheden af importeret olie. I 2010 havde landet 20 kernekraftanlæg og planer om at opføre yderligere 8 værker. Sydkorea er verdens næststørste importør af flydende naturgas især fra Qatar og Indonesien. Fiskeriet har også stor betydning, så den lange kyststrækning udnyttes effektivt. Landet har et af verdens mest moderne flåder til dybhavsfiskeri.
Selv om to trediedele af landet er skovbevokset, er skovbruget ret begrænset, så næsten 90 % af alle trævarer importeres især fra Indonesien og Malaysia.
Det kunne være så godt, men er faktisk skidt. Der har været forhandlinger mellem Nord og Syd adskillige gange, men når så amerikanske præsidenter som George W Bushs i 2002 kaldte Nordkorea for " en af ondskabens aksemagter" bidrog det til atter at øge spændingen på Koreahalvøern.
I starten af 2009 opsagde Nordkorea alle politiske og militære aftaler med Sydkorea og gennemførte sin anden atomprøvesprængning, og Sydkorea svarede igen med at højne sit militære beredskab. Tænk hvis alle de militærudgifter istedet kunne bruges på områder, der kunne gavne befolkningerne i de to lande. Forholdet til den økonomiske kæmpe Japan er også blevet bedre. Det hårde kolonistyre under 2. verdenskrig gav anledning til dybe sår hos koreanerne. Først i 1993 indrømmede den japanske regering, at koreanske kvinder og piger i stort tal blev fanget og udnyttet som prostituerede på japanske feltbordeller.
I 2001 besøgte Japans ministerpræsident Sydkorea og bad om undskyldning for de japanske grusomheder i Korea i kolonitiden.
Danskere skal ikke have visum til Sydkorea, men der skal udfyldes en immigrationsseddel og der tages fingeraftryk og så kunne vi træde ud i 38 graders fugtig varme. En chauffør stod med et GREINER- skilt og efter en lille time svingede vi op foran Hotel Ibis Ambassador Seoul nærmest midt i Soul. Hoteller er stort, gråt og grimt og fra vores værelse er der udsigt til en mur. Værelset var dog udmærket og endda forsynet med et elektronisk toilet med afspulingsstråle m.m. Og hvor var det da bare smart, at hvis man om natten vil liste ud på toalettet, så tændte lyset i værelset automatisk, så man ikke faldt over noget.
Souls metro er med 100 vis af stationer og det kan se lidt uovrskueligt ud. Hver station har dog adskillige udgange og oppe på jorden igen, kan det være svært at finde ud af, hvor man egentlig er. Men bare rolig, tag kortet frem og der kommer straks en person og hjælper. Billetter købes i automater og der er vejledning også på engelsk og godt for det, for koreansk skriftsprog er helt uforståeligt for os vesterlændinge. Vi gik rundt i kvarteret for at lokaliserer hvor vi var. Det nærmeste palads var lukket om manden, men tilfældigvis fandt vi den spændende gågade Insadong - Gil med et væld af forretninger og cafeer. I en butik købte jeg en bevægelig hest for 210.000 VON ca. 1.300 kr. Vanvittigt ja, men det var en helt ualmindelig hest. To brødre sad og skar i træ og satte dele sammen og en lille motor fik hesten til at løb på stedet. Den var simpelhen så sød. Under handelen sagde brødrene ikke et ord. Hvis jeg spurgte om noget skrev de svaret på mobiltelefonen. Først bagefter gik det op for mig, at de måske var stumme.
Nede ved Deoksugung Paladset var der en forestilling igang fra kejserens tid med trommer og soldater med sorte overskæg. Bagetter besøgte vi paladset med flotte bygninger med svungne tage. Alle over 63 år kom gratis ind - en virkelig god skik. Nede ved jernbanestationen var en bred fodgængerbro over jernbaneterrænet. Heroppe var en botanisk have i store krukker og planterne med latinske navne. Midt på broen var et stort fodbad for at køle fødderne og ved siden af et lille rum med dejlig aircondition. En flok gartnere var ved at ordne bedene og overgartneren spankulerede rundt med en orange paraply for at skærme sig for solen.
Nede ved Heunginmum Gate står en gammel byport fra 1400 tallet og her er et stykke bevaret bymur. Det var det mest fredelige sted i hele Seul for udover et par gråspurve var der ikke et øje. I nærheden ligger Dongdaemum History og Cultuure park. Hele hovedbygningen er et stort kunstværk der som en mærkelig orm snor sig rundt. Der var et art museum indenfor, men vi nøjedes med at se et specielle statuer udenfor. På 10 time havde vi kun set en brøkdel af Seoul men vi var flade, så vi fik gare lidt at spise på den nærmeste snack der hed Paris Bagette. Det meste foregik i en kæmpehal, hvor en skøjtebane var centrum og rundt om var der forlystelser og cafeer i 3. etager. Klientiellet var foruden os, to bedagede vesterlændinge, næsten udelukkende teenagere. Og rigtig mange piger der fotograferede sig selv og hinanden. Så kunne jeg bedre forstå at folk undrede sig at vi ville derind. Udover hallen var der udenfor et Macic Island og her stod slottet omgivet af rutchebaner og andre toturinstrumenter.
På hjemvejen for vi vild på en af kæmpestationerne. En mand meldte sig og ville hjælpe og vi skulle bare følge efter ham. Han gik med helt op på gaden og det var lige før han ville putte os på hotellet. Det viser at sydkoreanerne er yderst venlige og hjælpsomme. Mellem Koreas hovedstad Soul og Busan havde vi selvfølgelig valgt at tage toget, for at se, om de koreanske tog kan stå mål med DSB. Stationen lå i nærheden af hotellet, dog ikke så tæt at vi havde lyst til at trække kufferterne igennem gaderne, så vi fik hotellet til at ringe efter en taxa. Startgebyret er 3.800 Won og man køre ret langt på gebyret. Ialt kostede turen 7.400 Won ca. 50 kr. , så det kunne ikke vælte læsset. Det var en kæmpestor station, men det var meget nem at finde rundt.. Når toget kom op på tavlen med perronangivelsen var der samtidig en pil der viste retningen. I afgangshallen var der masser af forretninger og spisesteder og dejligt køligt. Da toget kom på tavlen stod det allerede klar på perronen. Toget var tomt, men vi fandt nemt vores sæder i en behagelig temperatur. Der er nærmest timedrift mellem Soul og Busan, men vores blev hurtigt fyldt op selvom det var flere hundrede meter langt. Toget skulle afgå kl. 11.00 og hvornår afgik det så? Præcis kl. 11.00.
Mærkværdigvis viste vi ikke billet til togdamen, men hun gik diskret rundt med en liste og tjekkede af. Toget skulle ankomme til Busan kl. 13.47 og hvornår ankom toget så? Klokken 13.47. Jeg ved ikke hvorfor togdriften er så dårlig og ustabil i Danmark. Måske skulle vi sende DSB direktøren herned, så han at kunne lære at gøre dem kunsten efter, for på det punkt er Danmark et U-land.
Vi fandt Hotel Aventree i første forsøg. Dette hotel lå også i et yderst spændende kvarter med masser af cafeer, retauranter og forretninger. Værelset var på 8. etage med en fin udsigt ud over byen med bjergene i baggrunden. Igen med et elektronisk WC, med et styresystem med alt hvad der nu ønskes. Faktisk er det meget økovenligt, da der spares på papiret. Vi gik en aftentur ved 20 tiden. Det var halvmørkt og behagelig temperatur. Vores side gade var meget stille, men på den nærliggende hovedgade var der liv og lysreklamer som var det i Las Vegas. Tilbage af en lille parallelgade og det var åbenbart gaden med de frække damer. Ikke at vi så nogen - det var nok for tidligt, men der var lysreklamer med letpåkædte unge damer og trapper der førte op til løvens hule eller nok nærmest syndens bule.
Vi havde en hel dag i Busan og ville egentlig se den berømte bro, men vi blev fanget i et fiskemarked med 500 m fikeboder med alt godt fra havet lige fra tørrede ansjoser over søpølser til blæksprutter. Hvordan de skulle nå at sælge al den fisk i løbet af dagen var mig en gåde. Er der ikke noget med, at fisk i 38 graders varme har en ret begænset holdbarhed? Bag boderne lå fiskekutterne på rad og række og gjorde klar til næste togt.
Så var det tid til hjemrejsen via Soul - Moskva og København til lille Borup. På hele denne 3 ugers tur igennem Ukraine, Hviderusland, Sibirien og Korea, så og hørte vi ikke en eneste dansker. Hvis nogen skulle være nysgerrig efter at vide hvad denne rejse har kostet, så er det samlede beløb fra Alt Rejser og Koreaspecialisten på 67.000 kr. for to personer. Og det dækker alle fly, tog, hoteller, guider, chauffører m.m. Det er da mageløst hvad man kan få for pengene når man kommer lidt uden for de hjemlige græsgange. Hvor havde vi dog oplevet meget igennem de fire vidt forskellige lande og når tusindvis af billeder er gennemgået bliver materialet brugt til et billedforedrag med titlen "Bumletog til verdens ende".
|
Virkningerne af den økonomiske omvæltning i landet har været helt utrolige, og Sydkorea er gået fra at være et af verdens fattigste lande til et land med en levestandard, der svarer til levestandarden for mange europæiske og Nordamerikanske stater. Om aftenen er gaderne fyldt med folk, som skal i indkøbscentrene, i biografen eller i teatret. Der er ikke meget, der adskiller byer som Seoul og Busan fra større byer i de veludviklede lande. Sydkoreas økonomi er den 15 største i hele verden. 
I slutningen af 1700 tallet kom de første katolske missionærer til Koreahalvøen, men de blev forfulgt. I 1866 blev omkring 10.000 biskopper, præster og nykonverterede dræbt, men fra slutningen af 1800 tallet kunne de kristne virke frit. I slutningen af 1900 tallet blev buddhismen overhalet af de kristne, der nu er Koreas største religion. En pinsekirke i Seoul har 800.000 medlemmer og betragtes derfor som verdens største kristne menighed.
Utilfredsheden med den japanske kolonisation førte i 1919 til en fredelig opstand, der dog blev brutalt slået ned. Modstanden voksede, og i Nordkorea blev modstandsbevægelsen ledet af kommunisten Kim Il Sung. Det japanske styre endte i slutningen af 2. verdenskrig, hvor det nordlige Korea blev besat af sovjetiske tropper, mens den sydlige del blev indtaget af amerikanerne. 
Korea er stadig delt af en våbenstilstandslinie, som blev trukket i 1953. Der er stadig ingen fredsaftale.
Omkring 70 % af landet består af lave bjergkæder, som rejser sig op til 1.915 m på fastlandet og til 1.950 m på øen Chejn-Do. Landet er delt af en bjergkæde, der løber nord-syd og hedder Taebaek (den store hvide). Mindre bjergkæder breder sig ud fra Taebaek og går mod vest, og de kaldes for Koreas. 
Der har i tidens løb været arbejdet målbevidst for et bedre forhold mellem de to lande. Sydkorea har betalt store summer, for at sydkoreanerne kunne rejse på besøg nord for grænsen og besøge familiemedlemmer. Til åbningscemonien ved OL i sydkorea gik de sydkoreanske og nordkoreanske deltagere dog ind på stadion sammen.
Seouls lufthavn er kæmpestor, men byen er også på omkring 10 millioner indbyggere - det dobbelte af hele Danmaks befolkning. Korea har et kæmpeproblem idet kvinderne kun føder 1,1 barn pr. kvinde, så befolkningstallet styrtdykker og samtidig blive den ældre befolkning større og større.
Hotellet havde en perfekt beliggenhed, lige ved siden af et kvarter med lave huse fyldt med cafeer og små forretninger der duftede af Østens mystik.
Det var tid til noget aftensmad og langs en gade var der en række gadekøkkener og hvor borde og stole stod ude på gaden. Ved en af boderne var det en ældre kone der passede køkkenet. Gitte bestilte en røget makrel og jeg 4 kyllingespyd. Dertil en flaske hvidt vædske, der smagte lidt af øl. På bordet blev der også stillet en skål med agurker og blåmuslinger. Muslingerne spiste Gitte for jeg skulle ikke nyde noget, for var de friske? Blæksprutterne var friske for de svømmede rundt i et lille akvarium. Regningen lød på 30.000 VON ca. 180 kr. og hun var meget glad, så vi fik dobbelte håndtryk. Vi spurgte hvad tak hed på koreansk og om hun kunne skrive det. Hun bad om hjælp af et ungt par der sad ved siden af. Kvinden skrev tak på koreansk. Det var en række små streger ved siden af og over hinanden. Det kunne vi ikke rigtig tyde og med besvær fik vi tak med europæiske bogstaver. "Gan Sa Hom Ni Da". Vi lærte det næsten i løbet af nogle dage. På bordet ved siden af var kvinden gået og manden var gået 20 meetr væk for at ryge, men han havde lagt sin pung på stolen. Det var næsten som i Frode Fredegods tid. En anden gang så vi en mand spærre et bord ved at lægge sin mobiltelefon. Tilsyneladende har alle sydkoreanere mobiltelefoner og i metroen sidder de på stribe og kikker. Folk er utrolig venlige og smilende og bukkende. At komme her fra Rusland er som 2 forskellige planeter.
Længere nede ad pladsen var der alverdens flag og også det danske. Det var en udstilling om koreakrigen. Vi ledte efter et billede af Jutlandia men kunne ikke umiddelbart finde det.
I et katalog havde jeg havde fået af Koreaspecialisten havde jeg set at et af Seol største attraktioner var noget der hed "Lotte World". Det der fangede min interesse var et Tornerose slot a la Disneyland. Vi skulle med metroen 15 stationer men vi stod for tidligt af, så vi måtte spørge om vej et pr. gange. "Do you want to go to Lotte World? Folk undrede sig lidt, men vi fandt det og fik betalt en net sum for at komme ind. 
Og så var der en bod med STEFF Hotdog. Endde en der hed Dansk hotdog. Pølsen var god nok, men det med osten lignede ikke rigtig. Indenfor i hallen var de ved at gøre klar til en parade og her kan Tivoli godt gå hjem og lægge sig. Over 100 sambapige dansede rundt i de flotteste kostumer eller i næsten ingenting. Der var vist også nogle mænd, men dem lagde jeg ikke så meget mærke til. Pigerne var ægte sambapiger direkte importeret fra Rio de Janero.
Når vi nu alligevel var i Sydkorea og havde gennemtrasket Seul uden dog at have set det hele i en by med 10 millioner indbyggere ville vi også besøge Busan. Byen har over 3 millioner indbyggere og ligger i det sydlige Sydkorea ud til det Japanske Hav og Stillehavet. Nu er det sådan at jordkloden som bekendt er rund, så hvor er verdens ende egentlig? Busan ligger på den koreanske halvøs spids og hvis man skal videre østpå ligger Stillehavet med en hel masse vand. Hvis tiden er til det, kan man faktisk tage toget fra Borup Station til Busan. En stor del at denne strækning er beskrevet i min bog "Bumletog fra Borup til Singapore", men på den tur kørte vi igennem Mongoliet og på denne tur kørte vi nord om Mongoliet.
Ud gennem byen og vel ude på landet blev farten sat op til mindst 250 km i timen. Toget gled lysløst hen over skinnerne, og på en vandflaske vi havde stående på bordet var der en krusning på overfladen. Landskabet var med bjerge og med mange tunneler og broer. I alle dalene var jorden udnyttet med marker med bl.a. ris og der var mange væksthuse. Sydkorea sponsorerer tusindvis af ton ris til Nordkorea der desværre heller vil bruge pengene på raketter og atomvåben. Mange steder var der lydskærme langs skinnerne, hvis der var beboelse i nærheden.
I Korea var det "Koreaspecialisten" der havde planlagt vores rejse og de var ikke så blødsødne som Irina fra Altrejser med at hente og bringe. Vi skulle derfor selv finde Hotel Aventree, men der var en omhyggelig beskrivelse. Tag metroen 2 stoppesteder og så var der et udførligt kort. At købe en metrobillet kan dog godt gøre lidt knuder. 2 billetter kostede 2.800 Won, men maskinen spyttede en 10.000 Won seddel ud. Så fandt vi ud af, at den kun ville tage 1000 Won sedler. Vi havde kun 2 sedler, så vi måtte købe et par iskaffe for at få vekslet. Vi fandt også ud af at hvis vi kun købte en billet ad gangen virkede det, men i mellemtiden havde vi trykket på hjælpknappen. I løbet af 30 sekunder stod der en ung mand. Vi havde faktisk klaret det selv, men han fulgte os helt hen på perronen. En metrostation er ikke bare en metrostation. Der kan sagtens være 6-8 ind- eller udgange for det er et helt underjordisk shoppingcenter fyldt med forretninger. En menneskelig myretue.
Efter indkvarterin gik vi tur rundt i kvarteret og fandt den rullende trappe op ad bjerget til Yungdusan Park. Der var et helt lysshow på vej ad rulletrappen for lyset skiftede hele tiden. Oppe var der statuer og klippede træer og en fin restaurant men hovedattraktionen var Busan Tower der desværre stak op i skyerne og der er ikke meget ved et tårn i en sky. Derfor var der ingen kunder overhovedet og billetdamen så lidt slukøret ud. Nå men det var et smukt område og tæt på vores hotel. Vi fik da noget at spise i en lille cafe. Jeg havde læst at næsten alle i Korea talte engelsk ligesom os i Danmark. Dem der kunne det skulle vi lede længe efter. Jeg troede vi havde bestilt noget, men vi fik noget helt andet. Nå men sådan er det når man rejser under fjerne himmelstrøg.
I de små sidegader havde de handlende pakket væk og deres varelager var dækket af med en pressenning og et reb. Det var som i Frode Fredegods tid.
Vi tog en metro 17 stationer helt ud til stranden ved Dadaepo Beach. Her var parasoller og vi fik dyppet tæerne i Det Japanske Hav. Her nød vi en iskold latte og sad bare helt stille og kikkede på mennesker i en hel time. Længere inde ved stranden var et kæmpespringvand hvor der sprøjtede vand op fra hundredvis af dyser og hvor børnene legede i vandet.