Det var den 3. brokoperation i mandens liv, og de to første var blevet opereret ambulant uden komplikationer. Selvfølgelig med smerter de første par dage døvet ned med morfinpiller, og så nogle dage derhjemme i afslappet tilstand. Især den sidste rekreation mindedes manden med nogle dage på en drømmeseng i haven under et tæppe og en god bog og et glas saftevand inden for rækkevidde. Medens fuglene fløjtede, var det faktisk slet ikke så tosset at være koblet fra det stressede samfund og med god samvittighed kun tænke på sig selv et par dage.

Manden henvendte sig derfor nærmest opstemt i receptionen ved operationsgangen, og kort efter lå han på en båre og var gjort klar til operation omgivet af et venligt personale. Manden fik noget at sove på igennem et drop i armen. Og en halv time efter vågnede han igen, og der blev sagt, at operationen var gået fint. En time på opvågningsstuen og så lidt op at stå, og 3 timer efter operationen var manden på vej hjem med en pakke smertestillende piller.

De første dage gik egentlig godt efter omstændighederne. Når han lå ned eller sad pænt i sin stol, var der ingen smerter, det var først, når han skulle rejse sig eller sætte sig, at det gjorde djævelsk ondt i såret, men det ville jo kun være de første par dage. 

På tredjedagen fik manden ondt hele tiden. Han fik feber, blev kridhvid i ansigtet og rystede som et espeløv, så vagtlægen tilrådede, at han kørte ind til vagtlægeordningen på sygehuset. Selvfølgelig var der kø, men manden lagde sig ned på bænken i hallen med sin kones frakke som hovedpude, og på et tidspunkt blev de kaldt ind. Hvad der derefter skete, står lidt svagt i mandens hukommelse, men det blev besluttet at indlægge ham. Det var første gang i mandens 60-årige liv, at han skulle indlægges og stifte bekendtskab med det, som nogen kalder verdens bedste sygehusvæsen. 

Jo, det var en dejlig stor lys stue, og den første dag lå manden endda alene og kunne ligge og kikke ud på den dejlige blå forårshimmel. Efter en dag kom en anden patient på stuen, og det var hyggeligt at have selskab.

Fra mandens operationssår havde der under huden bredt sig nogle ildrøde, hævede, spændte og ømme partier. Der blev tegnet med kuglepen på huden for at se, om det bredte sig, og da det var værst, gik det ned under såret og bredte sig derfra til hele den ene side og om på ryggen. Hvad det var, udover en infektion, blev der ikke rigtig talt om, men alle, der så det, var meget imponerede og havde dårligt nok set noget lignende. Når manden kikkede sig i spejlet, syntes han, at han ville være en oplagt model for den maler, der kun maler mennesker, der er uhyre grimme og groteske.

Mandens kærlige kone var selvfølgelig bekymret, og hun havde lige læst i Samvirke, at 3.500 mennesker årligt dør på de danske sygehuse af infektioner. Det havde hun dog ikke lige fortalt manden, og meget betænksomt havde konen heller ikke taget bladet med ind til manden, men hun led selv i stilhed over bladets oplysninger.

Muligvis skulle manden opereres igen, men først ville lægerne prøve med antibiotikadrop med 4 x 2 poser i døgnet. Sådan nogle poser skal sluttes til en nål i armen, og efter ½ til en hel time er den løbet igennem, og den næste pose skal sluttes til. Nogle gange gik det uendeligt langsomt, og nålen skulle renses med saltvand for at få det til at løbe ordentligt. Poserne hang på et stativ, og strengt taget kunne stativet rulles med ud på toilettet, men manden foretrak at få droppet liggende. Han følte sig derfor lidt stavnsbundet til sengen og turde faktisk ikke falde i søvn, medens droppet løb. Den ene gang det skete, var slangen faldet ud, og da blodet begyndte at dryppe ud, måtte han hæve det blødende sted og ringe efter en sygeplejerske.

Plejepersonalet skiftede hele tiden, så manden lærte dårligt nok navnene at kende, også fordi noget af personalet gik med navneskiltet med bagsiden udad, uvist af hvilken grund. Der var også personale fra forskellige vikarbureauer, og de var slet ikke de ringeste, især var der en mandlig nattevagt, der var meget stille og rolig, og der strømmede venlighed og kompetence ud af ham. Andre var manden bestemt ikke meget for, og især en havde ikke rigtigt check på droppet. Selvom hun klemte meget hårdt på hans blodåre med en finger, dryppede der blod ud på sengetøjet, medens hun rodede med slangen med den anden hånd. Andre sygeplejersker brugte en anden metode og lukkede vist bare nogle ventiler og kunne skifte drop, uden at det gjorde det mindste ondt.

Manden fandt hurtigt ud af, at der var en kommunikationsbrist, når der var vagtskifte, for den næste i rækken vidste tilsyneladende ikke, at der var lagt drop, og det skete tit, at droppet skulle skiftes eller var løbet tør, uden at der kom nogen og kikkede til det. Det gjorde ikke så meget om dagen, hvis ikke lige toilettet kaldte, men sent om aftenen kunne manden efter ½ time godt finde på at ringe efter en sygeplejerske. 

En aften havde droppet været løbet ud et stykke tid og en hvidklædt dame kom ind på stuen og gik forbi manden og hen til værelseskammeraten. På vej ud spurgte manden, om han kunne få taget droppet ud: ”Så ring efter noget plejepersonale”, sagde hun og forlod stuen. Indtil da havde manden troet, at det hvidkitlede personale, der gik rundt, havde noget med plejen at gøre, men der er åbenbart et eller andet personaleskel, de uindviede ikke kender til.

De første par dage skete der overhovedet ingen forbedring med infektionen, og infektionstallet steg i stedet for at falde, hvilket var noget deprimerende, så lægerne skiftede til to nye typer antibiotika, og det begyndte langsomt at gå den rigtige vej.

Over hospitalssengene hænger der en krog, og den var uundværlig, når manden skulle vende sig eller ud af sengen. En morgen hjalp håndtaget det første stykke vej, og så manglede der lige det sidste nyk, og da der stod en utydelig hvid dame i nærheden (manden havde ikke sine briller på), sagde han for sjov: ”Der burde også være et håndtag i den anden ende af sengen”, hvortil hun skarpt svarede: ”Nu skal du ikke gøre dig mere syg, end du er”. Så fik han den, og man skal ikke ligge der på et sygehus og tro, man er ret syg. 

Manden havde let kvalme hele tiden, men han tvang sig til at gå op og tage noget mad. Det foregik på den måde, at madvognen blev kørt frem, og da manden havde lært at tage en bakke i den ene ende og ikke selv tage drikkevarer, gik det meget nemt. Plejepersonalet hentede mad til dem, der ikke selv kunne gå op, men ellers kan der kun siges, at det var meget velsmagende og varieret mad. Patienterne måtte af hygiejniske grunde endelig ikke selv tage drikkevarer i køleskabet, og det var noget, der blev håndhævet strengt, og bare man skævede til køleskabet, blev det påtalt.

Der var nogle borde henne i nærheden af madvognen, men personalet ville helst have, at man tog maden med ind på stuen, for i nærheden af maden var der nogle stuer med karantæne på grund af Roskildesyge.

Manden var i løbet af nogle dage rykket hen på en anden stue, og her blev han stuekammerat med Alfred, der var en 93 år gammel gubbe. Alfred havde dårlig hørelse og virkede nogle gange lidt dement, så der var ikke den store meningsudveksling mellem Alfred og manden. Det blev dog til lidt mere ud over godmorgen, og manden sørgede for at give plejepersonalet besked, hvis Alfred ikke selv orkede at gå op til madtruget. På den nye stue havde manden ikke vinduesplads, så han kom ind bag et gardin, og selvom forårssolen stadig skinnede, var det en lidt deprimerende og dunkel tilværelse bag gardinet. Han spekulerede på, om 2-sengsstuer af arkitekterne ikke kunne tegnes på en anden måde, så begge senge fik det livgivende lys.

Rengøringspersonalet kom med et eller andet mellemrum og tjattede lidt til gulvet og tørrede håndtagene af, og en formiddag var det en ung mand, der havde tjansen. Manden havde lidt ondt af sådan en ung fyr, der skulle gøre rent, og det gik da også uendeligt langsomt, næsten som et skuespil, hvor en mand skal spille en fejende mand, men hvor det ikke betyder noget, om der virkelig bliver fejet.

Til to stuer var der et toilet, og kors hvor der så ud. I et almindeligt hjem var der ikke mange, der ville acceptere, at der var sort under vandet og kun lyst i en stribe i midten. Manden vidste ikke, hvad det sorte kom af eller ikke kom af, men hvis det ikke kunne komme af, burde toilettet nok skiftes.

Det var dog det mindste, for i 3 dage sad der indtørret tyndskid halvdelen af kanten rundt på kummen under brættet. Manden skulle tage en dyb indånding, inden han satte sig, og han ville have sin kone til at tage et fotoapparat med, så sygehusdirektøren kunne få et billede til at hænge op på sit kontor. Inden da var der en pårørende til en anden patient, der påpegede over for rengøringspersonalet, at toilettet var beskidt, og det blev endelig rengjort. 
Beskidte underbukser kunne også ligge på gulvet i halve dage, inden en eller anden behjertet sjæl fik dem op i vasketøjskurven.

Selv den mindste restaurant har en seddel hængende ved toiletdøren, hvor der hver anden time skal krydses af, at toilettet er rengjort, men sådan noget bruger man ikke på et hospital.

Manden skriver nogle gange dagbog hvis han oplever noget særligt. Han havde hidtil ikke orket at skrive noget på hospitalet, men nu tog han sin notesbog frem, og efterfølgende er en beskrivelse af, hvordan manden oplevede det 7. døgn på et moderne dansk sygehus:

Det startede med en rolig eftermiddag, og manden havde gået en tur ned ad gangen og kom tilbage til stuen. Alfred lå på knæ i en akavet stilling ved siden af sengen og stønnede: ”Hjælp mig, hjælp mig”. Mandens første indskydelse var at hjælpe Alfred op, men med en strejftanke på det ulægte operationssår, løb han i stedet ud på gangen og fik fat på en sygeplejerske. Hun kunne dog ikke få ham op, og der blev tilkaldt endnu en sygeplejerske.

Alfred trak vejret stødende, og de fik ham bakset op i sengen, og de fik også fat på en læge. Alfred fik ilt igennem næsen, men han ville hele tiden ud af sengen, og han jamrede sig højlydt, så det blev en meget tumultagtig eftermiddag. Manden havde besøg af sin kone, og de holdt hinanden i hånden, og bag forhænget troede de faktisk, det var en dødskamp, de overværede. Stakkels Alfred. På et tidspunkt blev han kørt til røntgen for at få taget et billede af sine lunger, og der kom også en og tog et hjertekardiogram. 

Manden fik sit sædvanlige drop ved 18 tiden, og Alfred gav sig hele aftenen. Han var faldet mere til ro, men ville med jævne mellemrum ud af sengen, og manden måtte mange gange tilkalde en sygeplejerske for at få ham puttet igen. Sengegærdet var slået op, og nogle gange fik han fødderne i klemme, når han ville ud af sengen. En af gangene, hvor han var halvt oppe og havde fået foden i klemme, havde manden ringet efter en sygeplejerske, men der kom ikke lige nogen. Konen gik ud for at finde en, der kunne hjælpe, og et stykke nede ad gangen stod to hvidklædte og snakkede. Konen råbte panikslagen: ”Alfred er på vej op, og det må han ikke”, hvortil der blev svaret: ”Det er ikke vores afdeling”, hvorefter de snakkede videre. Så måtte manden og konen bare vente, medens Alfred våndede sig, til der kom en sygeplejerske.

Ved 22-23 tiden plejede manden at få sit natdrop og få udleveret en sovepille. En ny sygeplejerske sagde, at han først skulle have droppet kl. 24, og det var sikkert efter bogen, men ville jo ikke give meget søvn. Manden var en godmodig sjæl, og hvis sygeplejersken sagde kl. 24, ville han vente til kl. 24, få droppet og så tage sovepillen. Alfred klagede sig stadigvæk ”åh gud, åh gud” og stønnede, og aftenen sneg sig af sted, medens manden ventede på sit drop. Kl. 0.15 var der ikke sket noget, og manden ringede efter sygeplejersken og spurgte efter sit drop. ”Hvad for et drop?” spurgte hun. ”Ja, jeg har ligget her en uge og har ikke fået det penicillindrop, jeg skal have til natten”, svarede manden. Nå, hun skulle se at få fat i nogen, og kl. 0.30 startede manden med at få sit drop. Selvom manden sædvanligvis er en godmodig sjæl, kunne han alligevel ikke dy sig for at komme med en sur bemærkning om, at det dog er utroligt, at der ikke er skemaer eller lignende for at holde styr på de drop. Kl. 1.45 var de 2 poser løbet igennem, og så var det med at få en øreprop i øret og en sovepille i munden og få lidt søvn.

Kl. 6 var det igen tid til drop, og lidt senere til en blodprøve, og Alfred var heldigvis faldet til ro i løbet af natten. Kl. 8.15 var manden færdig med droppene, efter selvfølgelig at have ventet på at få skiftet drop og at få afmonteret det sidste, selvom det var løbet ud for en halv time siden. Så var det med hurtigt at komme ud og børste tænder og få det sidste af en lunken termokaffe, for de andre var startet med morgenmaden for noget tid siden.

Manden og hans kone, som var på besøg, ventede på stuegang, og igen var det en ny læge, der heldigvis denne gang var meget grundig. Han fortalte, at sådan en infektion, som manden var udsat for, kun optrådte i 1-2 % af tilfældene, men at mandens infektionstal hastigt var på vej ned, og han kunne overgå til penicillinpiller. Endelig gode nyheder.

Manden slappede af, og den dejlige forårssol skinnede ind på nullermændene, men til rengøringspersonalets ros blev de fjernet i løbet af formiddagen. Til alt andet end rengøringspersonalets ros havde der siden i går siddet en ubestemmelig gul substans oppe på selve wc-brættet.

Dagen før havde manden lukket øjnene og sat sig, men i dag begyndte det at vende sig i ham, så med en håndfuld toiletpapir og noget vand, fik han vasket substansen af brættet. Den ubestemmelige substans var slet ikke så ubestemmelig alligevel, for konens skarpe blik havde genkendt farven på Alfreds morgenkåbe, og den stakkels fyr havde dårlig mave.

Nogle dage efter det 7. døgn kunne manden gå på orlov med en stak penicillinpiller, og nøjagtig 2 uger efter brokoperationen blev han udskrevet. Infektionen var nede i normalområdet, men der kan godt gå nogle måneder, inden kroppen er normal igen.

Medens manden sad og ventede på resultatet af blodprøven inden udskrivningen, var han ude at runde toilettet. Alt var ved det gamle. Dårlig mave under brættet og en klat på brættet og nogle blodige klude i kummen. 

Udenfor skinnede forårssolen stadig, og lettet indåndede manden den lidt kølige luft. Det var hans første og - syv, ni, tretten - forhåbentlig sidste bekendtskab med det, nogen kalder verdens bedste sundhedsvæsen. Der havde helt afgjort været mange søde og dygtige mennesker i personalegruppen, som gjorde deres bedste, og alle dem vil manden takke på det hjerteligste. Selvom det er menneskeligt at fejle, så er der nu nok alligevel nogle fejl og mangler, der burde rettes på det hospital.

Manden er en lille smule excentriker. Da han blev indlagt, havde han f.eks. haft et fastmonteret armbånd på håndleddet, som han havde fået af Hamarstammen i det sydlige Etiopien. Desværre var højre arm under opholdet blevet hævet af drop og stik, så det var nødvendigt at afmontere armbåndet.

Han har også en mærkelig ide med at prøve at forbedre verden. Han kan finde på at skrive læserbreve og har i tidens løb henvendt sig til flere ministre og udenlandske præsidenter og fået pæne svar, og han har endda fået et personligt brev fra EU-parlamentets præsident Pat Cox.
Selvom manden bestemt ikke håber at skulle frekventere det danske sygehusvæsen igen, så må kommende patienter omgående have nogle rene toiletforhold, og det budskab skal bare højt op i rækkerne. 

Efterskrift: 

Ovenstående historie blev sendt til Sygehusdirektøren, Patientklagenævnet og administrationen for Region Sjælland Sygehus Øst. 
Sygehusdirektøren har jeg ikke hørt fra, så det var nok ikke hans bord.
Fra Patientklagenævnet blev jeg ringet op af en meget venlig dame, der forklarede mig om mine rettigheder, men da erstatningen under alle omstændigheder ville blive under 10.000 kr. var der ikke store chancer for at få noget ud af det. Hun sendte dog nogle ansøgningspapirer, og jeg måtte meget gerne kontakte hende igen. Nu var der ikke så meget penge jeg var ude efter, men ordnede forhold på Køge Sygehus, så jeg har ikke gjort mere ved den sag.
Fra Region Sjælland fik jeg svar et par dage efter, og de skrev, at de havde sendt historien til Afdelingsledelsen på Kirurgisk Afdeling samt Serviceafdelingen på Sygehuset. 
Nogle uger efter kom svaret. Overlægen på Kirurgisk Afdeling havde lavet en afskrift af min journal, og det var da rigtig nok, at jeg både havde overlevet og tilsidst var blevet helbredt. Svaret kunne jeg derfor ikke bruge til noget, da alt tilsyneladende var gjort godt nok. 
Der var lidt mere kød på Servicechefens svar, idet hun fortalte, at de havde gennemgået sygehusets toiletter og fundet en del, der var udtjente, og de ville blive udskiftet. Samtidig overvejede hun at omlægge rengøringsproceduren på hospitalet. 
Så godt så langt, og enhver anden ville måske stille sig tilfreds med det svar, men ikke en ægte Greiner. Så jeg skrev hurtigt tilbage til Administrationen og ville gerne have et uddybende svar på, hvordan de helt konkret ville forbedre forholdene for kommende patienter, så de bl.a. kunne forvente rene toiletter.
Administrationen sendte igen et brev et par dage efter, at sagen igen var gået til udtalelse hos overlægen og servicechefen. Og der ligger sagen her i begyndelsen af juni, og da historien har været bragt i Dagbladet, vil redaktøren gerne have en afslutning på sagen, og det vil jeg også gerne. Så vi venter.

Tilbage til forsiden