 The
Old Flying Mountaineers.En luftfortælling af Kim Greiner. Februar 2008. På vores rundtur på New Zealands sydø var vi nået til Queenstown, der foruden sin smukke beliggenhed mellem bjergene ved Lake Wakatipu er kendt for sine mange djævelske aktiviteter såsom Bungy Jump, jetboating, paragliding, river surfing og faldskærmsudspring. Et par dage før havde vi taget det store skridt eller rettere spring at melde os til et djævelsk faldskærmsudspring. Det var egentlig min kone Gitte, der var blevet tændt på ideen med udforskning af himmelrummet, for hun havde overværet nogle spring i Motueka og set den glæde, springerne havde, når de kom ned med livet i behold. Personligt hader jeg alt i rutsjebaner og karruseller og kan overhovedet ikke kan forstå, hvorfor det hedder forlystelser. Men min mandlige stolthed var så stor, at jeg ikke ville komme hjem og berette, at Gitte havde sprunget, men at jeg ikke turde. Så når Gitte kan og tør, så kan jeg så sandelig også. På mine gamle dage er min livsfilosofi faktisk også sådan, at jeg gerne vil prøve det hele, inden jeg takker af, og der manglede faktisk et faldskærmsspring i rækken af oplevelser.
Vi skulle møde på Skydrivekontoret i Queenstown kl. 10, hvor det uheldigvis var holdt op med at regne, men jeg håbede da stadig, at de tunge og lave skyer umuliggjorde det hele. På kontoret blev der sagt, at vi skulle komme igen kl. 12 til ny briefing, så vi gik i stedet en tur i byen. På en pynt over for byen ligge Queenstown Garden, der viste sig at være en ganske dejlig botanisk have med bl.a. kæmpestore mammuttræer og abetræer.
Så var det i hvert fald tid til at få en let frokost, og jeg var lidt ambivalent m.h.t. mulighederne for det faldskærmsspring. Det var selvfølgelig lidt ærgerligt, – en lillebitte smule – hvis vi ikke fik prøvet at springe, men på den anden side ville vi spare en masse penge, og vi havde da æren i behold, for vi havde meldt os til, men desværre kunne det bare ikke lade sig gøre. Kl. 14 var vi tilbage på kontoret. Det var stadig skyet, men der var huller i skyerne, og så blev der ringet fra flyvepladsen: ”OK, vi springer”. Vi fik udleveret nogle papirer, der skulle gennemlæses, udfyldes og underskrives. Det var noget med iltmangel i højderne, og at vi sprang ud helt og aldeles på vores eget ansvar, for det var vist ikke helt ufarligt. Tanken strejfede lige min ulykkesforsikring, hvor der højt og tydeligt står, at den ikke dækker faldskærmsudspring. Nå, jeg er heldigvis ikke så god til engelsk, så jeg skimmede lidt ned over teksten, lukkede øjnene, bad en lille bøn og skrev under.
Vi blev inddelt i springhold, og uheldigvis var Gitte og jeg kommet på hvert sit hold, men det fik Gitte fikset, og vi skulle så op som det andet springhold. Den anden del af The Old Flying Montainers gik ind til omklædning, og vi kunne skæve lidt igennem døren og se, hvad der foregik. Inden sit livs første spring er den mentale tilstand lidt svækket og at sætte sig ned og læse et blad var helt umuligt, så jeg gik lidt uroligt frem og tilbage og ville ønske, jeg var på det første hold, for al den ventetid var lidt nervepirrende.
Derefter fik vi nogen instruktion på en afsats og skulle lege, at det var et flygulv. I springøjeblikket skulle nakken tilbage og benene bøjes som en banan og hænderne på remmene foran, så bagmanden ikke fik en arm i hovedet og blev slået bevidstløs. Der var mindst 5 minutters instruktion, og i mellemtiden dalede det første springholds faldskærme ned, og de så både hele og endda overstrømmende glade ud og vinkede opmuntrende. Så var det pludselig os, der skulle på, og på vej ud til flyet tog Chris fat i min rem, bare sådan for at jeg ikke skulle rende min vej, sagde han.
Flyet stod og brølede, og vi kravlede op og satte os på gulvet, for der var ikke så højt til loftet, at man kunne stå op. Foruden Gitte og mig var der en fremmed pige, og hver af os havde en airmaster og en fotograf med. Nå, så begyndte jeg at forstå, hvorfor de billeder var så dyre, når der også skulle en luftbåren fotograf med til hver af os. Jeg sad på gulvet lige foran Chris, da flyet lettede og langsomt begyndte at kredse op til de 15.000 fod, medens bjergene under os blev mindre og mindre. Efterhånden blev luften tynd, og der kunne tages ilt fra en slange, medens fotografen filmede løs, og jeg prøvede at se lidt sej ud i erkendelsen af, at det nok var lidt sent at fortryde. Stemningen i flyet var helt i top, da vi begyndte at nærme os den ønskede højde – hvem var det egentlig, der havde ønsket den sindsyge højde? Chris begyndte at blive noget nærgående, og jeg kom nærmest op på skødet af ham, medens vi blev koblet sammen, og han spændte remmene og gjorde tegn til, at hjelm, beskyttelsesbriller og handsker skulle tages på. Så åbnede de gud hjælpe mig døren lige ud til ingenting, og jeg sad 10 cm fra kanten til afgrunden. Vindsuset gav en øredøvende støj, men der var ingen tid til at stirre ned på jorden, for der blev lynhurtigt talt ned med tre fingre foran mig, så to fingre, så en finger, og så slap vi gulvet og røg ud i luften.
Under mit frie fald fornemmede jeg egentlig ikke farten, men jorden kom alligevel nærmere, og efter 65 sekunders frit fald havde vi tilbagelagt omkring 4½ kilometer, og så blev den store faldskærm udløst.
Gitte fik også lavet en perfekt landing, selvom skærmen lagde sig over hende, men som en skumfødt Venus trådte ”The Fying Grandmom” ud af det tynde nylon med et kæmpegrin. Så var der omfavnelser, tillykke og klap på skuldrene og nogle store smil, for ikke nok med at vi havde overskredet nogle personlige grænser, vi havde så sandelig også overlevet det.
Vi havde fået en meget venlig og professionel dygtig behandling af alle i skydrivefirmaet ”NZONE The Ultimative Jump”, hvis andre skulle komme på de kanter og have lyst til et spring til paradiset.
BE BRAVE |
Vejret om morgenen var til alt andet end faldskærmsudspring, for ikke nok med at det var overskyet, det småregnede også, så vi kunne jo altid håbe på, at det hele blev aflyst. 
Medens vi nød de spændende vækster, drejede samtalen sig næsten udelukkende om skyerne, der var begyndt at lette en lille smule, men da vi igen indfandt os på kontoret kl. 12 var der stadig ingen klarmelding, så vi skulle komme tilbage igen kl. 14.
Vi kunne ligeså godt springe som krybe i det, så vi havde bestilt det store spring på 15.000 fod over landjorden, og det kostede den nette sum af 399 New Zealand dollar, omkring 1.700 kr. Der kunne også springes fra 12.000 fod til 299 dollar, men når det nu endelig skulle være, kunne vi lige så godt tage det helt store forkromede, frie fald. Der blev også spurgt, hvem der ville fotograferes på vej ned, og det kostede igen en mindre bondegård med 179 dollar for en række fotos og 219 dollar, hvis man også ville have en video af begivenheden. Gitte valgte fotograferingen, medens jeg tog hele baduljen med, når vi nu alligevel var ruineret.
Vi fik lige set indledningen af en instruktionsfilm, men blev så gennet ud i en minibus, og efter en halv time landede vi ved en stor græsplæne. På plænen stod et par mindre fly, hvor det ene var bemalet med nogle frygtindgydende tænder. Der var også en hangar, hvor der blev pakket skærme, og der var omklædningsrum og ekspedition. Til wc’et blev der hurtigt kø, og for en sikkerheds skyld havde jeg da et par rene underbukser med i tasken.
Der gik nu ikke mere end et kvarter, så kom min makker og springinstruktør Chris og hilste på, og vi gik ind til omklædningen. Nu gjaldt det om at holde ørene stive, og jeg måtte sætte min lid til mit skoleengelsk, og pudsigt nok var det første, jeg lærte på engelsk i skolen: ”I can hop – I can run”. Først fik jeg en flyverdragt på og så noget seletøj, der blev spændt kraftigt til. Derefter skulle jeg prøve en hjelm, nogle beskyttelsesbriller og handsker, og da jeg kikkede på Gitte, der også var i flyverdragt, så lignede vi faktisk personerne fra Top Gun. Sådan næsten.
Jeg var i forvejen blød som en moden banan, nu prøvede jeg at ligne en banan, og fra kun 0 til 12 sekunder nåede vi med blafrende kinder i et frit fald maksimumhastigheden på 200 km i timen. Jorden lå under os med bjergene, søen og byen, men det var ikke sådan, at den kom farende op imod mig, for jeg fornemmede overhovedet ikke farten. Min fotograf var sprunget ud en brøkdel af et sekund før mig, og jeg må indrømme, at jeg overhovedet ikke kan huske, at jeg så nogen fotograf på vej ned, men han må jo have været der. På de første billeder med bunden af flyet som baggrund har jeg åben mund, altså ikke bare sådan åben, men nærmest vidt opspærret. Jeg husker ikke, at jeg skreg, for jeg var ikke bange på det tidspunkt, men jeg var i en situation, hvor jeg ikke bare kunne smile sødt – der skulle ligesom nogle indre kræfter ud: ”Jeg gjorde det. Jeg gjorde det saft suseme”. Og som der står: ”The first skydrive is a scary thing”. 
Jeg
ved ikke hvad Gitte tænkte, for det må have været lige så "scary
thing" for hende, men på hendes billeder smiler hun sødt både da
hun lige er røget ud over kanten og hele vejen ned. Nå, men hun er også
sådan en unormal sej kvinde, der ikke sagde så meget som et kvæk
dengang hun fødte vores datter.
En lille styreskærm var tidligt blevet udløst, for at vi ikke bare skulle tumle rundt i luften, og det er også den, der senere skal trækker den store faldskærm ud af posen. Da den store faldskærm havde foldet sig ud, blev der pludselig helt stille, og nu kunne jeg bedre forstå deres slogan: ”Free fall into paradise”, for at svæve blidt i en faldskærm 500 meter over jorden er en oplevelse, der må være tæt på paradiset. Stille gled vi gennem luften, og jeg fik peget forskellige bjerge ud, og min airmaster spurgte, om jeg ville prøve at styre faldskærmen. Jo, selvfølgelig, og jeg hev i stroppen til højre, og så drejede vi til højre, og hvis jeg hev i stroppen til venstre, så drejede vi til venstre, og skærmen reagerede lynhurtigt. Flyvepladsen lignede ikke andet end et frimærke, så for at ramme den fik Chris igen tømmen, men så skulle han selvfølgelig lige vise, hvad han duede til, så vi drejede vildt rundt. 
I fem minutter svævede vi ned, og så var det tid til at indøve landingsteknikken, og jeg skulle bare strække benene ud i vinkel med kroppen, så klarede Chris resten. Efter et sving over pladsen startede indflyvningen, og i næste øjeblik stod vi igen på jorden efter en perfekt landing, hvor jeg næsten kunne have haft en fuld kaffekop i hånden, uden at det skvulpede over.
Midt i den gratis kaffe blev vi kaldt ud til bussen og kørt tilbage til Queenstown, og hele seancen havde vel taget omkring 3 timer, og så skulle vi ned til stranden til et par timers total afslapning, inden billederne og videoen kunne hentes et par timer efter.