Den Transsibiriske Jernbane.
Bumletog til Kina.Jorden rundt med tog 11. del. Irkutsk og Bajkalsøen. Juli 2013 Det er jo næsten overflødigt at skrive, at toget ankom præcis til tiden 9.38 til Irkutsk. Men det er svært at lade være med ikke at være imponeret over russernes måde at få deres togdrift til at fungere, især når vi sammenligner med DSB, der nærmest er håbløs. I Irkutsk var der en masse mennesker, der skulle af, og en masse, der skulle på, og vi skulle af og prøve at finde vores guide på stationen. Vi gik ind i forhallen og kikkede efter en med et skilt. Tilsyneladende var der ikke nogen, så Gitte gik på toilettet, og jeg stod og spejdede. Så kom der en dame med et skilt, hvor der stod Greiner. Det kunne jo så nok ikke være andre end os, men guiden skulle lige være helt sikker på, at jeg var den jeg udgav mig for, og sådan en enlig mand kunne jo også være hvem som helst.
En minibus med chauffør var til rådighed, og vi fik en udførlig plan for de næste dage. Vi kørte ud af byen, medens Vera fortalte, og vi kom ud på landet med bløde bakker og skov på begge sider. Det kunne faktisk godt ligne Sverige eller Finland.
Lidt over halvvejs til Bajkalsøen holdt vi ind og så ”Taltsymuseum for Træarkitektur”, der er en slags frilandsmuseum med både nye og gamle huse, der var blevet flyttet hertil, før de blev oversvømmet af opdæmmet vand bag en dæmning. På museet var der mange karakteristiske sibiriske hustyper helt tilbage til 1600-tallet. Den ældste og mest enkle form for sibiriske huse har mange ligheder med de amerikanske blokhuse, hvor stammerne er skåret, så de går i indbyrdes lås. Ofte er husene gravet ned i jorden for at holde på varmen. Senere kom udsmykningerne af husene, først udskårne træpartier omkring vinduerne, siden træborter langs undersiden af taget, og disse udsmykninger kaldes meget træffende for sibiriske kniplinger.
Der var en kinesisk gruppe, der gik rundt, og ellers var der stille og fredeligt, men stedet bliver også lejlighedsvis brugt til større festligheder, og det er da også et smukt sted at holde fest.
Talrige nybyggede, store villaer vidner om, at de nyrige i Irkutsk ynder at opholde sig her i deres sommerresidenser både i dalen og langs søen.
Flere hundrede floder har udløb i søen, men det er kun Angara-floden, der afvander den. Til forskel fra andre sibiriske floder fryser den ikke til selv i den hårdeste vinter, og først neden for Irkutsk dækkes floden midt i januar af is, og der står store dampskyer over floden
Vandet i søen er fuldkommen klart, men iskoldt selv om sommeren, for temperaturen når ikke over 13 grader i overfladen, og et stykke nede er temperaturen altid 4 grader C. Det skulle være livsforlængende at tage en dukkert i søen, helt op til 25 år, men kun hvis hovedet kommer under. Ved vintertide kan isen blive flere meter tyk, og en del af lokaltrafikken, også lastbiler, skyder genvej over isen ad ”vintervejen”.
Det er også opsigtsvækkende, at der i Bajkal findes ferskvandssæler kaldet nerpa, for sæler lever ellers kun i saltvand, og ingen ved, hvordan der er kommet sæler her.
Sommeren tiltrækker mange russiske turister, for Bajkal er stedet, som alle russere med respekt for sig selv mindst en gang i livet skal besøge. Desuden trækker den rene luft, det klare vand og lige så mange årlige solskinsdage som ved Middelhavets kyst. Vi boede i udkanten af byen, men få hundrede meter derfra, lige over broen, var en lille cafe. Vi skulle smage den lokale omulfisk, der blev serveret med hakket løg og svampe, dertil pomfritter og to cola. Jeg ved ikke, om tjeneren snød sig selv, for det blev kun 345 rubler ca. 62 kr., og jeg troede det blev omkring 500 rubler, så for at dæmpe vores samvittighed, fik hun de 55 rubler i drikkepenge.
Hyggelige skibe ligger i havnen, også et a la Tin Tin med ”Koks i lasten”, der er sådan en fragtdamper med lossebomme og stor skorsten. Der var et pænt mylder af mennesker langs havnen og også mange, der lå og solbadede langs stranden, men ikke en eneste var ude i vandet. Det havde været regnvejr i dagene før, men vi havde strålende sol, og sådan vil jeg huske Bajkalsøen.
Jeg sidder og skriver på balkonen med en fin udsigt til søen, men jeg er nødt til at sidde bag en søjle, for ellers er det for varmt i solen.
Vandet er blikstille, men hvis man går langs vejen, kan kulden fra vandet mærkes. Og hvorfor er vandet så iskoldt? Jo, for om vinteren kan isen blive flere meter tyk, og når der kun tilløber smeltevand, og foråret kommer sent, så er resultatet jo nærmest isvand også om sommeren.
Klokken var 20, og vi sad udenfor i en behagelig aftensol. Gitte havde læst et sted, at det kunne tage op til 45 min at lave varm mad (det var dog vistnok på togenes spisevogne), så vi sad tålmodigt og ventede. Efter en time gik Gitte ind og spurgte til maden (det var hendes maddag). De havde glemt vores bestilling, så ”soon” efter et kvarter kom maden og endda med et ”sorry”. Solen gik ned klokken godt 22, så nu passede tid og sol igen.
I slutningen af 1897 nåede kasserne frem til landsbyen Listvyanka, og der blev etableret et skibsværft for at samle færgen. Sammen med kasserne var rejst en engelsk ingeniør og fire formænd, og de skulle lede de russiske arbejdere med samlingen. Færgen var egentlig færdig i 1899, men man manglede de 15 kedler, der med vilje var så små, at de kunne fragtes frem pr. jernbane. Broen manglede stadig ved Krasnojarsks, og den skulle bygges færdig, før kedlerne kunne sendes videre.
Som supplement blev der i Newcastle også bestilt et dampskib, der blev døbt ”Angara”, og det ankom også adskilt til Bajkal. Angara var væsentlig mindre end jernbanefærgen, og det viste sig, at det ikke kunne bryde isen, så det måtte pænt sejle efter jernbanefærgen. Jernbanefærgen var kun beregnet for gods og postvogne, så passagerer måtte forlade toget, gå om bord i Angara og tage plads i et nyt tog på den anden side af søen. I den strengeste vinter kunne Bajkal heller ikke gennembryde isen, og tit var skibet oplagt i flere måneder, og passagererne måtte transporteres over isen på hestetrukne slæder.
Som en menneskelig triumf fandtes der nu en gennemgående jernbaneforbindelse mellem Europa og Asiens østkyst, og fra oktober 1905 kunne den nye bane benyttes til ordinær trafik.
Vi gik forbi museet, der også lå derude, men vi ville se det på hjemturen. Vi fik her købt en ferskvandssæl til vores nye barnebarn Sofie. Det ville nok være lidt for upraktisk at have en levende sæl med på den videre jernbanetur, så indrømmet, det var kun en blød legetøjssæl, dog med den sødeste lille hue – det er jo koldt om vinteren her. Der var et lille færgeleje ved flodbredden, og der lå en lille færge, der sejlede til Port Bajkal kl. 11.15. Der var 5 minutter til afgang, så der var ikke så meget betænkningstid, så vi gik om bord uden at vide, hvornår den sejlede tilbage igen. Der var kun en bil med, og ellers en del mennesker. Jeg ville tage et billede af nogle typiske russere, men det viste sig at være finner. Vi fik en snak, og de fortalte, at dagene før havde været kolde og regnfulde og ikke spor behagelige.
Til højre for den lille færges landgang stod et gammelt damplokomotiv med rød stjerne. Vi var henne at se på lokomotivet og fulgte sporene et stykke, men de endte brat, og det er mange år siden, der er kørt tog på denne strækning mod Irkutsk. Stationen var helt nyistandsat, og de var ved at lægge nye planker på perronen, og små blomsterbede prydede forpladsen. Udenfor stod der, at der indenfor var bar, buffet, hotel og museum. Der sad en ung pige indenfor, og det kostede ikke noget at gå ind, men jernbaneudstillingen var lukket, og vi kunne kun glo ind ad ruderne. Meningen er, at man på en dagstur om sommeren kan køre med damplokomotiv fra Irkutsk til Sljudjanka ved søens bred og så fortsætte ad den historiske bane langs søbredden til Port Bajkal. Det var så ikke rigtig kommet i gang endnu, og det med baren og buffeten var luftkasteller. Men der måtte vel så være andre caféer rundt om i byen, så vi kunne få noget mad.
Henne ved stationen mødte vi finnerne igen, og vi spurgte, om de havde set et toilet. På den modsatte side af stationen lå et toilet i en nydelig bygning udefra. Vi havde 18 rubler til toilet – gad vide, om det var nok? Det var dog slet ikke nødvendigt. Indenfor var der ubeskriveligt, og jeg har aldrig på vores rejser rundt om i verden set noget lignende. ”Very bad”, som finnerne sagde. ”Yes very very bad” kunne jeg melde tilbage. Hvis de skulle have turister med veteranjernbanen med herud, så var det beskidte toilet nok noget af det første, der skulle gøres noget ved.
Færgen lå stadig ved lejet, hvor den havde ligget hele dagen, og vi sad i solen og stirrede intens på den, for vi ville nødig have, at den skulle sejle uden os. Endelig klokken 15.50 sejlede færgen fra fortiden til nutidens civiliserede verden.
Til instituttet var en række akvarier, og det mest interessante var to ferskvandssæler, der svømmede frem og tilbage. De er meget korte og meget tykke, men ville nok sætte pris på noget mere plads at boltre sig på. Vi gik tilbage mod Listvyanka og gik forbi vores homestay og fortsatte ind til byen. Folk solede sig ved stranden, hyggede sig og spiste og drak. Vi fik eftermiddagskaffen i en mongolsk ”ger”, der bestod af to filttelte, det ene til beboelse og køkken og det andet til gæsterne. To kaffe og en lille pose brødterninger, der smagte af skinke, i alt 80 rubler, og så blev der serveret af en ægte mongolsk, ung mand.
Der havde været sol hele dagen, men nu begyndte det at trække sammen. Da det er kystklima, begyndte det at blæse koldt, så vi hastede hjem til vores lille, hyggelige værelse. Vi mødte på vejen en mand, der sagde ”hallo” og smilede. En sjældenhed.
Vi troede, vi havde huset for os selv, men vi var invaderet af en flok franskmænd, der buldrede rundt. Væggene er kun et tyndt lag bjælker, og ethvert host eller grynt kunne høres. Vi glæder os til at komme videre i morgen, og der er nok heller ikke meget mere at se her.
Kørsel samme vej til Irkutsk, hvor vi mødte Vera igen, og hun brugte resten af formiddagen på at guide os rundt i byen, inden vi fik fri til at se Irkutsk på egen hånd. Vi blev sat af på vores overnatningssted og sagde farvel til Vera og Vladimir.
Formuer blev skabt, og formuer forsvandt, for byens forlystelsesliv var så hektisk, at Irkutsk fik tilnavnet ”Lille Paris”. Byen brændte i 1879, men genvandt hurtigt sin rigdom på grund af nye guldfund. Store dele af centrum er præget af europæisk neoklassicistisk byggestil fra omkring 1900-tallet, men tilsat noget russisk jugendstil. Udviklingen tog ekstra fart i 1898, da Den Transsibiriske Jernbane nåede Irkutsk, og ved udbruddet af 1. verdenskrig var indbyggertallet på knap 90.000 sjæle.
Kirovpladsen er domineret af det grå, fantasiforladte partihovedkvarter, der nu er sæde for lokalregeringen, og bygningen er opført der, hvor byens katedral engang lå. Bag bygningen ud til floden ligger et monument for de faldne under 2. verdenskrig, som russerne kalder ”den store fædrelandskrig” eller ”den store, patriotiske krig”. Russerne mener i øvrigt, at krigen først startede i 1941, da tyskerne angreb Sovjetunionen, for den tysk/sovjetiske deling af Polen i 1939 regnes ikke med, for det gik jo bare ud over polakkerne. Mindesmærket består af navnene på byens faldne, en stor stjerne, foruden den ukendte soldat og den evigt brændende flamme. Mere end 25 millioner sovjetborgere mistede livet under krigen, og stort set alle familier var blevet ramt mere eller mindre.
På den anden side af gaden ligger Bogojavlenskij katedralen, som har ligget som en sørgelig ruin helt op til 1990, men nu er restaureret for private midler. Hovedgaden igennem byen hedder Karl Marx gaden, og en af sidegaderne, Uritskogogaden, var allerede i 1980’erne Sovjetunionens første gågade. Gaden ender i det store, centrale varehus, der nu bugner af varer modsat i sovjettiden, hvor hylderne var gabende tomme.
Siden Napoleonkrigene var Polen indlemmet i Rusland, og i 1863 blev 19.000 polakker sendt i eksil i Irkutsk, fordi de havde gjort oprør mod tsaren, så i byen findes der også en romersk-katolsk kirke.
Klosterkirken Znamenskij er fra 1762 og rummer en smuk, træindfattet ikonvæg med mange udsmykninger, og her kan opleves den russisk-ortodokse kirke i funktion samt gamle krumbøjede koner, der gør sig nyttige eller tigger.
Broen over floden Angara, der forbinder østsiden med vestsiden, er bygget i typisk sovjetstil med masser af udsmykninger af stjerner og hammer og segl. Helligkorskirken med fem forskellige tårne ligger i østenden af den gamle bydel med mange gamle træhuse. Kirken var den eneste fungerende kirke i selve Irkutsk i sovjettiden.
Ved floden står et monument opført i 1908 for at markere færdigbygningen i 1904 af Den Transsibiriske Jernbane. På piedestalen står en svulstig statue af tsar Alexander III, der var gift med den danske prinsesse Dagmar. Tsarstatuen blev fjernet efter revolutionen og blev erstattet med en obelisklignende top, men nu er Alexander kommet op igen.
Tilbage med bussen uden problemer, og vi kunne endda huske, hvor vi skulle stå af. Vi gik ned ad Karl Marx gaden, der blev livligere og livligere, inden vi drejede ned ad gågaden Uritskogo. Der var smukke huse, masser af forretninger og mennesker. Vi sad på en lille plads og kikkede, da en mor kom med sin lille, yndige pige. Moderen var i meget farvestrålende bukser som lavet af USA’s ”Star and Stripes”, og man skulle tro, hun var en farvestrålende dame. Det lyste dog ud af hende, at hun var sur, og hun talte eller kikkede overhovedet ikke på sin lille pige, for hun skulle tale i sin mobil. Vi fik øjenkontakt med den lille pige, og vi smilede for at opmuntre hende lidt, for vi havde ondt af hende. Så rejste moderen sig stadig med mobilen i hånden, og uden så meget som at kaste et blik på sin lille pige, der traskede bagefter, gik hun ind i en forretning.
Vi så mange træhuse på vejen hjem. Nogle var nærmest i ruiner, og andre sagde:”Gori”. En del af husene var gravet ned med vindueskarmen i gadehøjde, for at holde på varmen. Jeg håber, at de tænker sig om, og passer på deres smukke, gamle træhuse, og det er nok på høje tid, at de bliver fredet. Hjemme igen hos Galina og puste ud. Vi var nødt til at lægge vores ting fra kufferterne på gulvet, så det ikke blev blandet med al det nips, der stod rundt omkring. Vi ville ud for at finde noget at spise og gik forbi en stor fastfood på hjørnet. Det var blevet overskyet, men stille og varmt med 28 grader, så folk havde rigtig fundet sommertøjet frem. Der havde været minus 42 grader i vinter, så det var med at nyde sommeren.
Ved siden af vores gade, der hed Chkalova Street, ligger en meget smukt restaureret og nybygget gade med smukke huse. De var helt nyåbnet og udsøgt i opførelsen. Vi gik ind et meget fint sted for at spise, men alt var optaget, undtagen i børneafdelingen.
I lejligheden hos Galina var hendes mand kommet hjem, men vi fik kun lige hilst på ham, så forsvandt han igen. Galina kom med to håndklæder, og Gitte troede, at hun ville have, at vi skulle vaske tæer, inden vi sad i deres fine sofa, så der er meget ”Goddag mand – økseskaft”.
Galina havde disket op med morgenmad. En slags grød med næsten hele korn, franskbrød og to slags boller. Den ene med noget sundt, grønt indeni og den anden med syltetøj. Gitte havde spist den med det grønne, og det var ikke lykken, så jeg gik straks over til syltetøjsbollen. Desuden var der ost og te. Det havde været et fornemt hjem og var nu lidt slidt, så vi gav hende 500 rubler i tips og et billede af kongefamilien, og så fik vi til rejsen en pose med det overskydende brød, plus de grønne boller og noget chokolade. Hun var simpelthen så sød og elskelig, så hun fik en ordentlig krammer, og hun sagde noget, vi kunne forstå: ” Good people”. Om hun så mente tippen, eller fordi vi ikke havde splittet hendes dagligstue ad, ved jeg ikke.
Det var 14 grader fra morgenstunden, og vi havde 2 timers ventetid på stationen. Vi glædede os til toget og til måske at få en lille lur – og strudsen måtte nu klare sig selv.
Vores tog hed 470, og vi skulle i vogn 10 med plads 15 og 16. Vi kunne ikke forstå, at tog 470 ikke kom op på lystavlen, indtil vi opdagede, at 4-tallet måske var et bogstav, og så passede pengene, og i det samme rullede toget ind på stationen. Vores togdame var mongol med et bredt ansigt, og hun smilede.
Frokost i spisevognen, der var lige ved siden af. Vi kikkede på spisekortet og fandt noget gullasch, og der var store chancer for, at der også var kartoffelmos, da der stod en spand med kartoffelskræller. Der var en anden gæst i spisevognen, der spiste gullasch, så det pegede vi på. Det var en rigtig dejlig gullasch med grøntsager, dild og nogle udefinerede blade, som jeg også spiste. Med to cola blev det 828 rubler. Vi prøvede at rose maden og sagde good/excellent, men tjeneren forstod det ikke. Gitte har fået til opgave at lære mongolsk til, når vi når Mongoliet, og så må hun have ”god” med. Vi lagde lidt drikkepenge, og de to madammer smilede lidt. Vi var kommet igennem lave bjerge og tunneler, og nu gik jernbanen helt nede langs stranden. Nogle steder havde folk slået telte op ved bredden, og det lignede campingliv. Toget rokkede og rumlede af sted – det var bestemt ikke noget eksprestog. Fra Sludjanka, hvor den nye og den gamle bane mødes, fortsættes på vore dages Transsibiriske Jernbane, der kører på en smal afsats og til tider helt nede ved søens bred. En stor cellulosefabrik ved byen Bajkalsk bidrager ikke ligefrem til et godt miljø, og der er talrige protester for at få omstillet produktionen.
Efterhånden fjerner jernbanen sig fra søen med talrige kurver og gode udsigter. Banen drejer ind i dalen langs Selenga-floden, hvor den nærmest ligger på en klippehylde. Der er to store 600 meter lange broer, der ligger med stor indbyrdes afstand, og det er en gammel russisk tradition, der skyldes frygt for sabotage. Selenga-floden, der er leverandør til halvdelen af alt vand til Bajkalsøen, udspringer i Mongoliet 1024 km inde i landet. Ved en station stod koner og piger og solgte jordbær. Der blev også råbt noget udenfor, og vores sovende medrejsende, der ellers lå i dyb søvn sprang op som trold af æske og for ud. Der bliver ikke annonceret om stationerne, så jeg troede, han skulle af og havde sovet over sig. Hvad med hans bagage, skulle den smides ud ad vinduet eller hvad? Nej, for lidt efter kom han tilbage med et stort bundt nyrøgede fisk. Nogle blev pakket ind i en avis, og andre lå i fri luft i den øverste køje, og i de næste timer inden Ulan Ude lugtede kupeen som et fiskerøgeri på Bornholm.
Togdamen kom en time før, vi nåede Ulan Ude, og adviserede os, så hun har nok styr på det, og vi begyndte at rydde op. Vi var komme ind i den lille russiske republik Burjatien, der er på størrelse med Italien, og vi kom forbi mange småbyer i russisk stil.
Vi kørte ind i Ulan Ude via broer over floden. Vores tavse medpassager, der skulle fortsætte togrejsen, insisterede på at bære min taske gennem toget og række den ned til mig på perronen. Så det viste sig, at den tavse, russiske mand, var en flink og hjælpsom mand. |
Vi blev godkendt, og guiden præsenterede sig som Vera. Hun var en pæn, midaldrende dame, og hun talte et pænt engelsk. Vera havde rejst rundt i Europa med russiske gæster og også været i Danmark. Den første dag regnede det, og den næste dag sneede det, og alt var smukt som i et eventyr. 
Der var boder med souvenirs, og vi købte en trækop med underkop for 250 rubler. Så kunne det ene af vores diamant spildekrus da skrottes. Der var også en mongolsk ”ger” med mongolske souvenirs, men jeg ville hellere vente med mongolske souvenirs, til vi nåede Mongoliet. 
Der går flere små dalstrøg ind i landet fra søen, og i et af dem ligger den gamle landsby Krestovka. Landsbyen ligger i et smukt dalstrøg med en lille bæk, og her ligger de maleriske træhuse på række. Et stykke oppe ligger Skt. Nikolskaya, der er en lille trækirke fra 1800-tallet, og den betjener ni landsbyer i området. Der er ikke indlagt vand i husene, og derfor kan det opleves, at der vaskes tøj i bækken. 
Bajkalsøen er verdens ældste sø, idet man mener, den er dannet for 25-30 millioner år siden. Den er 630 km lang og 25-80 km bred, så dens overflade er på størrelse med Jylland og Fyn tilsammen, og kystlinjen er over 2.000 km lang. Med 1.637 meter på det dybeste sted er søen verdens dybeste, og den rummer en femtedel af alle verdens ferskvandsressourcer, faktisk så meget vand, som der er i Østersøen.
Dyrelivet i søen er enestående med 1.200 forskellige dyr, som kun lever i og ved Bajkalsøen. Mange af dem er uddøde andre steder, såsom dybvandsfisken golomjanka, som er lyserød og uden skæl. Den består næsten kun af fedt og føder levende unger. En anden fisk, som heller ikke findes andre steder, er laksefisken omul, der er på størrelse med sild. Den tilbydes nyrøget på havnen og på områdets restauranter.
Vi skulle bo på Homestay Listvyanka, der ligger lige ved indgangen til byen. Det er et hyggeligt, stort træhus og er en slags B og B. Sød dame tog imod os og viste rundt. Der var flere værelser på 1. sal, og vi fik et lille værelse, der ikke var meget større end en kupe, men havde den fordel, at det ikke rokkede og larmede hele natten. Der gik en balkon rundt om huset med udsigt til søen, og der var wc på gangen og bad nedenunder. Vera og chaufføren kørte igen, og i stedet for at vi skulle tage den lokale bus tilbage til Irkutsk i overmorgen for at komme videre, ville chaufføren hente os, da han skulle sætte en anden gæst af. Fint nok, og vi havde nu et par dage for os selv i Listvyanka.
Langs vejen og nede ved den lille havn er der masser af souvenirboder, der dog har næsten det samme sortiment i stensmykker og i den dur. Der var også røgede fisk i bunkevis. Jeg fik købt en ægte ulvetandshalskæde til et af børnebørnene, men så tog jeg den på for at prøve den, og så pludselig var den min. Så må vi købe en ny i morgen. Den kostede 100 rubler, så måske er det nok alligevel ikke en hel ægte ulvetand.
Tre unge piger med små søde hatte sad og tegnede skibe – det ene var fantastisk godt. Jeg spurgte, om de kunne engelsk, og det kunne de ikke rigtigt, men alligevel fik vi en god snak. De gik på en designerskole og kom fra Irkutsk og var her for at tegne. Den ene spurgte, om hun måtte fotografere mig sammen med de to andre, og det måtte hun da gerne, og så fik vi også fotograferet dem. Vi pralede med, at vi nu kunne to russiske ord: dva for to og spasiba for tak, og da det jo var meget imponerende efter kun en uge i Rusland, fnisede de, og vi havde det rigtigt hyggeligt. De fik mit kort, hvis de skulle have lyst til at skrive, og de skrev deres navne i min notesbog: ”Hi, My name Yaroslava”, ”Hi, My name Ksenyol”. Og så det helt vilde: “My name is Irina. I am from Irkutsk. Welcome to Russia”. Nå, så fik de røbet, at de kunne lidt engelsk og endda skrive det. Dejlig, lille oplevelse at møde dem og snakke med dem, og hvis man selv er lidt åben, er mennesker også åbne og venlige. 
Det var meningen, at jeg ville bade i søen og have hovedet under vand for at leve de 25 år længere end ellers. Der var ikke andre, der badede, selv om solen bagte, så man næsten ikke kunne holde ud at være i den. Det var en meget stenet strand, så jeg humpede ud i det iskolde vand, hvor det lune overfladevand holdt 10 grader. Det var næsten ikke til at holde ud, men 10 meter ude kastede jeg mig i bølgerne og fik hovedet under. Hurtigt vendte jeg mig og skyndte mig ind, da kulden smertede i benene, og jeg skulle aldrig nogensinde i det vand igen. En russisk mand havde lavet briller med fingrene for sine øjne, og Gitte troede, at han ville låne hende en kikkert, men han havde bemærket, at jeg manglede brillerne. Så næsten inde råbte Gitte, at jeg havde tabt brillerne, og det havde jeg ikke selv opdaget. Jeg orkede ikke at gå ud igen, men i ånden så jeg, at jeg så skulle gå med læsebriller resten af togturen. Det ville være rigtig ærgerligt, så jeg måtte alligevel ud igen. På det tidspunkt var jeg villig til at betale 1.000 kr., hvis en eller anden ville hente brillerne. Det var nok lidt svært at forklare på russisk, så jeg måtte ud igen. Jeg humpede ud, og Gitte dirigerede mig ud og så lidt til højre, og ved første blik, hvor jeg kikkede ned, lå de i det klare vand på 1 meters dybde. Hvordan jeg kunne se dem uden briller, forstår jeg slet ikke. Ved allerførste dyk fik jeg fat i dem, så det var mere held end forstand, og lykkelig var jeg. Mine lår var efter de få minutter blevet røde som kogte krebs. Nu spekulerer jeg på, om jeg får 2 x 25 år ekstra eller må nøjes med de 25 år? 
Vi gik ned i sidedalen, hvor de gamle træhuse ligger som perler på snor med træbroderier omkring vinduerne. Et par steder var der bygget nogle grimme murstenshuse, der overhovedet ikke passer ind i helheden.
Færgen blev bestilt i Newcastle-upon-Tyne i England, og efter et år var den færdig, men blev så skilt ad igen og pakket i 7.000 kasser, der skulle sendes til Sibirien. En del af kasserne blev sejlet til Sct. Petersborg, og en del kom til Estland og skulle med jernbanen østpå. Jernbanebroen over Jenisejfloden ved Krasnojarsk var ikke færdig, så en del af de 7.000 kasser måtte sejles ned ad Jenisejfloden og op ad Angarafloden. 
I april år1900 var jernbanefærgen ”Bajkal” endelig færdig. Den vejede 4.250 tons og havde en længde på 80 meter og kunne medføre 25-30 godsvogne. Maskinanlægget var ekstra stort på 3.750 hk, da færgen også skulle fungere som isbryder. 
Fra Irkutsk var der bygget en 68 km lang bane langs sydsiden af Angarafloden til færgestationen Port Bajkal, hvorfra færgen sejlede over til Mysovaja på søens sydside. Arbejdet med at få banen færdig syd om Bajkalsøen blev fremskyndet på grund af den russisk/japanske krig, der brød ud i 1904. Krigsmateriel og soldater hobede sig op i Irkutsk, så for at få materiellet over på den færdige bane på den anden side af søen lagde man et jernbanespor over søen på isen, og det lykkedes at få 2.400 jernbanevogne og 65 delvis adskilte lokomotiver trukket af heste over isen. Det var den eneste gang, der blev lagt spor over Bajkalsøens is, så det er en vandrehistorie, at man hver vinter kørte med damptog over søen.
Endelig i 1904 kunne banen fra Port Bajkal og langs søen åbnes. Det tog tre dage at tilbagelægge de 260 km på den første prøvetur, da toget blev afsporet 10 gange undervejs. Med hurtige reparationsarbejder lykkedes det at gennemføre det officielle åbningstog med kun en afsporing.
Afstandene så overkommelige ud, så vi gik vestpå mod Angaras udløb. Der ville være et par kilometer, og der var autoværn det meste af vejen. Vi fandt klippetoppen ude i vandet, der dog kun stak op som en lillebitte ø, så den kunne i hvert fald ikke stoppe noget vand. På bredden lå et superflot helt nyt hotel med flag fra Canada, Kina, Japan og Rusland.
Det tog kun 15 minutter at sejle over, og kostede 49 rubler pr. person. Færgen sejlede vistnok tilbage kl.15.50, var der et par russiske piger, der vistnok vidste. Vi vidste til gengæld ikke, at vi var på vej til verdens ende.
Lige ved stationen lå et nedbrændt bjælkehus, og et mindre jernskib på land var til skrot. Der lå også andre store skibe ved kajen, der var rustne skrotbunker, men der var da også nye, pæne skibe, måske turbåde eller færger? Der var dog ingen menneskelig aktivitet af nogen slags.
Vi gik op ad en sidevej, og det var som et levende frilandsmuseum. Faldefærdige blokhuse omgivet af små haver og flere andre huse, der var brændt. Der var et nyt smukt hus, og der var også en legeplads, men ellers var det ret trøstesløst. 
De har en undervandsbådsimulator, hvor man går ind i undervandsbåden, lugerne bliver lukket, og båden synker langsomt ned til 1.637 meter, medens man kikker ud ad koøjerne. Der er egentlig ikke meget liv dernede, og turen kunne nok piftes lidt op. I Disneyland Paris kan man på samme måde komme ned i Kaptajn Nemos undervandsbåd Nautilus. Der bliver undervandsbåden angrebet af en kæmpeblæksprutte, så hele ubåden ryster. Nå, der er jo nok ikke nogen kæmpeblæksprutter i Bajkalsøen, og de par fisk vi så op og ned var ikke sindssygt spændende og havde ikke engang spidse tænder.
Længere inde i byen ligger den ene café efter den anden, så det er et rigtigt turiststed, overvejende for russiske turister. Vi fik købt et par gaver (bl.a. en ulvetand) og fik aftensmad ved et overdækket marked. De fleste sad og spiste røget fisk og ris med grøntsager. Der kunne også fås store grillspyd, men vi havde mere lyst til borsjtj, og det fik vi bestilt, inden vi havde set menukortet. Af tidligere erfaring er det praktisk lige at have set prislejet inden bestillingen, så jeg fik hurtigt fat i et menukort. Der stod 120 rubler for borsjtj, så det var helt OK. Jeg havde også peget på en stor øl med en flot etiket, der viste sig at være tysk, til 80 rubler. Det var en yderst velsmagende borsjtj med masser af kød, kartofler og grøntsager, og medens vi spiste sang Medina som på bestilling vores hjemlands vemodige sange, eller hvad det var hun sang.
Medens vi sad og ventede i solen, snakkede vi med en nydelig dame, der hed Elibiete. Hun var fra Polen, og hun skulle tilbringe tre uger omkring søen med vandring, men forskellige steder. Hun talte et meget forståeligt, selvlært engelsk. Russisk var tvunget i hendes skole, og ellers talte hun også fransk og polsk. Faktisk var jeg i tvivl, om de her franskmænd egentlig var polakker – det var svært at høre på hostene. Elibiete fortalte, at der var en polsk by, der hed Wierszyna kun 100 km derfra. De levede som i en enklave og havde bevaret deres skikke fra gammel tid og talte gammelpolsk. Elibiete var selv guide og rejste rundt i den store verden med russere, og hun havde også besøgt København sidste år med et sejlskib. Hun var en meget hyggelig og interessant dame, men vi skulle jo videre. 
Irkutsk er skildret i Jules Vernes ”Zarens Kurer”, og for over 300 år siden var byen grænseby til ”det vilde østen” og var en vigtig handelsstation. Endnu i midten af 1800-tallet var Irkutsk den eneste rigtige by i Sibirien, og den var beliggende på handelsruten mellem øst og vest, hvor der blev handlet guld, pelsvarer, mineraler, manufaktur, te og krydderier m.m.
Irkutsk var efter oktoberrevolutionen i 1917 centrum for de kontrarevolutionære (de hvide), idet byens rige købmænd ikke så nogen fremtid under socialismen. I flere år var der borgerkrig langs Den Transsibiriske Jernbane og ved Bajkalsøen, idet ”de hvide”, der blev støttet af England, Frankrig og USA, prøvede at spænde ben for ”de røde”. Det var først i 1920, at de sidste ”hvide” styrker forsvandt fra Irkutsk, og de ”røde” fik ”befriet” byen. En af rødgardisterne var den tjekkiske forfatter Jaroslav Hašek, der skrev ”Den gode soldat Svejks eventyr”, og derfor findes der selvfølgelig en restaurant i centrum, der hedder ”Svejk”.
I parken ligger også Frelserkirken, hvor 2/3 er bevaret, og som nu igen fungerer som kirke efter kommunismens fald. Underetagen har oprindeligt været oplagsrum for de købmænd, der finansierede kirken – to smæk for den samme skilling. 
Decembrist-museet ligger i et stort smukt træhus fra 1800-tallet. En gruppe officerer og indflydelsesrige borgere forsøgte i 1825 at lave et statskup i forbindelse med tsar Aleksander I’s død. Decembrist kommer af det russiske ord for december, og opstanden kaldes Decembristopstanden, hvor man bl.a. krævede livegenskabet ophævet. Kuppet mislykkedes, og de ansvarlige blev henrettet eller forvist til Sibirien. Mange af decembristerne var adelige, og en del blev sendt til Irkutskregionen, hvor de efter nogle år som straffefanger kunne fortsætte deres hidtidige erhverv og indrette rimelige boliger, blot de forblev på stedet. Decembristerne medbragte foruden læren om en række håndværk og lægehjælp også kulturen til Irkutsk, da nogle af de forviste var videnskabsmænd, digtere og musikere.
Forvisningerne fortsatte under de sidste tsarer i begyndelsen af 1900-tallet, og af dem kan nævnes Stalin, Kirov, Sverdlov, Molotov og Dzerzhinsky, der var grundlægger af KGB. Gad vide, hvordan verden havde set ud, hvis disse herrer var blevet henrettet, i stedet for at få eksil i Irkutskområdet.
Ved indgangen til klosteret blev i 2004 rejst en omdiskuteret statue af Admiral Koltjak, der som ung blev berømt for opdagelsesrejser ved Arktis. Senere under revolutionen var han en af de mest blodtørstige ”hvide” generaler, der ifølge amerikanerne betjente sig af mordere, røvere og notoriske slyngler. Han udnævnte sig selv til ”Suveræn hersker af Rusland”. I 1920 blev han overgivet til ”de røde” af de vestlige interventionsstyrker, og han medførte det meste af den russiske statsbanks guldreserve på 600 millioner guldrubler. Koltjak blev henrettet nær kirken, hvor der står et trækors. Hvorfor man i 2004 rejser en statue af ham, er lidt af en gåde, og det siges også, at han står på en ekstra høj piedestal for at forhindre hærværk.
Det lignede et stort kommunistisk hus både udvendig og indvendig, og her ventede Galina på os, for vi skulle overnatte hos hende. Hun var en lillebitte, ældre dame, der talte russisk og hollandsk og ikke andet. Det var en stor herskabelig lejlighed, hvor måske nogle af spidserne havde boet før i tiden. Hun var noget øm over sin lejlighed, så det var med det samme af med skoene og på med sutskoene, og vores kufferter måtte ikke rulles, men skulle bæres og lægges på et specielt tæppe så rejsestøvet ikke lavede pletter. Hun vimsede genert rundt og redte op på sofaen i dagligstuen, for der skulle vi sove. Håndvasken var i stykker, så vi skulle bruge badekarret. Det havde sikkert før været et rigt hjem, for der var masser af fornemt nips, et klaver, flere bogskabe fulde af bøger, fine møbler, flot gulvtæppe og tidsskrifter med emnet psykologi. Siden hun ville have sådan nogle som os boende, havde den økonomiske situation måske nok været bedre. 
Vi kom tilbage, hvor vi var stået på, og kørte i et kvarter i den anden retning og kom så til en dæmning, og der lå skibet. Busbilletten betales ved udgangen, og det blev 2 x 20 rubler. Det koster 150 rubler at komme om bord på Angara, og der var en fin udstilling om skibets historie. Kahytter og andre rum var dog tomme, og hele skibet kunne godt trænge til en overhaling.
Jeg blev vejet af en gammel kone og gav 10 rubler. 82 kg, men det var med tøj og nogle meget tunge mønter i lommerne. Man kunne også købe kattekillinger for 100-150 rubler stykket, og få dem med hjem i en papkasse med det samme.
Det begyndte at slå igennem, at mange af menneskerne havde mongolske aner, men vi nærmede os også så småt Mongoliet. Sjovt nok, for hvis man spørger om noget i en forretning på engelsk, så svarer de og forklarer en masse på russisk, og så kan de ikke begribe, at vi ikke forstår det. Vi skulle lige til at redde en ældre mand, der faldt på cykel, men to unge mænd sprang til og hjalp ham op.
I stedet gik vi hen i en mongolsk restaurant, vi kunne jo også lige så godt begynde at træne. De havde kun et stort menukort på russisk. Vores tjener hed Olga og var helt ny, og hun kunne lidt engelsk, men det var alligevel svært at finde ud af, hvad de havde. Hun var lidt genert, men var rigtig sød. Til sidst måtte vi pege på nabobordet og sige, at det ville vi gerne have, og heldigvis havde de en stor jordbærsmoothie, så den bestilte vi også. Olga sagde, at vi var det 2. par, der var kommet til denne restaurant fra Den Transsibiriske Jernbane, så hun ville sige til administrationen, at et menukort på engelsk ville være på sin plads. Uden beregning fik vi hver en skål smørte, men mongolsk smørte bliver nu aldrig min hofret. Olga var 18 år og var simpelthen så sød og høflig. Hun fik vores mail- og facebookadresse, og så ville hun øve sig på sit engelske ved at skrive, sagde hun, men lad os nu se. 
For mit vedkommende blev det kun til en gang klatvask, og for første gang har jeg børstet tænder i et badekar, da håndvasken jo var i stykker. Galina gik i køkkenet og puslede. Der var bestilt en taxa kl. 8 til stationen til togafgangen kl. 5.13 Moskvatid og 10.13 lokaltid.
Taxaen kom – gad vide om det var en pirattaxa, for der var ingen synlige tegn på vognen. Bagagerummet var fyldt med skrammel, så den ene kuffert måtte ind på bagsædet. Vi kørte et kvarter, og jeg havde bange anelser, men det kunne da vel ikke koste mere end 500 rubler? Det blev kun 180 rubler, og glad som jeg var, fik han 20 rubler oveni.
Vi delte kupe med en mand i 40’erne som kun kunne russisk, og han var tilsyneladende ikke særlig nysgerrig på os, for han lagde sig på køjen og kort efter snorkede han.
Ved Vydrino passeres en lille flod, og det er den første station i republikken Burjatien. Ved km 5420 fra Moskva kommer toget til den lille by Tankhol, som en overgang var havn for togfærgen over søen, og derved forkortedes overfarten. Færgehavnen blev bygget af den danske entreprenør Peter Rieffelstahl, og det var her, det 45 km lange isspor over søen endte i 1904. Ved km 5478 ankommer toget til Mysovaja, der er station for den lille by Babusjkin, der er opkaldt efter Ivan Babusjkin, en af Lenins venner.
Bjergene var forsvundet bagude, og vi kørte i et mere fladt terræn stadig langs stranden. Det var blevet gråt i vejret, og det var ikke til at se, hvor søen og himmelen mødtes. Søen forsvandt uden at sige farvel, og vi kom igen ind i bjergene.