Den kinesiske jernbane.
Bumletog til Kina.Beijing blandt drager og kinesere. Jorden rundt med tog 16.del. En rejsefortælling af Kim Greiner.
Juli 2013 Kina er med sine 9.597.000 km2 210 gange større end Danmark, og i størrelse overgås Kina kun af Rusland og Canada. Til forskel fra Rusland, hvor der hele tiden skiftes tidszoner, har Kina kun en tidszone, og det er den, der passer naturligt til Beijing. Omkring 25 % af verdens befolkning lever i Kina, og 90 % af dem er Han-kinesere, mens resten er en blanding af 55 forskellige folkeslag fra rigets yderkanter. Mange Han-kinesere ser ned på de andre folkeslag, og især mongolerne anses for en slags molboer, og det er bestemt ikke særlig sympatisk.
De vestlige dele af Kina, der mest består af ørken og bjerge, er tyndt befolket, så de fleste kinesere bor i de resterende 10 % af landet i de frugtbare regioner langs kysten.
I mellemtiden var vores pas blevet leveret tilbage, og ved midnat var det hele klaret, og toget rullede ind på perronen i Erlian efter 5 timers grænseformaliteter og hjulskift. Stationsbygningen er bygget i 1956 ved banens åbning, og Erlian står med latinske bogstaver i grøn neon og med kinesiske skrifttegn i rød neon, og hele bygningen var festligt belyst. I 1990 var Erlian kun en søvnig grænseby på 10.000 indbyggere, men nu er indbyggertallet tidoblet, fordi der er et stort grænsehandelsmarked, der kaldes ”Mongolmarkedet”.
Kinesisk musik strømmede ud af højtalerne på stationen, og passagererne strømmede til toiletterne, for togets var stadig låst af. I stationsbygningen ligger et temmeligt stort supermarked med et væld af fornødenheder til den videre rejse. Var priserne mon i dollars eller i yuan, for vi købte 2 ltr. iste, en pose med boller, en stor pakke kiks med creme og et glas marmelade, og det blev i alt kun 24 yuan. 1 yuan er mindre værd end 1 dansk krone, så det så jo lovende ud. Kinesiske yuan eller CNY, som de også hedder, kan i vore dage sagtens veksles og omveksles hjemmefra i f.eks. Forex.
Det ville tilsyneladende ikke blive lyst denne morgen, og klokken 6.30 var det stadig mørkt, indtil jeg opdagede, at hollænderne havde trukket mørklægningsgardinet helt ned. Vi kunne ikke ligge der og sove hele morgenen, så jeg stod op og gik ud på gangen og stod og kikkede ud.
Efter Datong kørte vi ud på en stor slette med majsmarker, og på bjergene i baggrunden stod en hel række vindmøller. Efterhånden var vi kommet ind i Hebei-provinsen, der er 4 gange Danmarks størrelse, og her bor 71 millioner indbyggere. Ved km 193 i Zhangjiakou, der også er en mindre kinesisk by med 1 million indbyggere, var der et mindre stop, men der var godsvogne på begge sider, så der var ikke meget at se. Togmændene eller togdamerne tørrer ved hvert stop omhyggeligt de håndtag af, der skal bruges til op- og nedstigning, men her på stationen skulle der pudses endnu mere, for den gule stribe, der går langs togvognen, blev også tørret af.
Det var skyet fra morgenstunden, og det havde regnet. Så kom der en strækning med blå himmel, og da vi nærmede os Beijing, var det skyet og diset. Disen var dog nok ikke noget vejrguderne var ansvarlige for, da det simpelthen var smog.
Så var vi næsten fremme, og vi har kørt 1/5 af Jordens omkreds, siden vi forlod Moskva for næsten tre uger siden.
Beijing har i 3.000 år været hovedstad eller underordnet residens for en række dynastier, bl.a. gjorde den mongolske kejser Kublai Khan i det 13. århundrede byen til en særlig pragtfuld og storslået vinterresidens for kejserne.
I dag er Beijing hovedsæde for både regeringen og kommunistpartiet, så herfra trækkes i trådene i verdens folkerigeste stat med 1.340 millioner indbyggere. Kineserne kalder selv deres land for "Riget i Midten", og hotellet lå næsten i midten, og nu havde vi så 2½ dag til at opleve deres kæmpehovedstad Beijing.
På Den Himmelske Freds Plads var der tæt besat af mennesker og tilsyneladende kun nogle ganske få med europæisk udseende. Kineserne er utroligt venlige, og mange smiler og siger hello. Pladsen er indhegnet, og man skal igennem en slags sikkerhedskontrol. Rundt omkring står der på strategisk vigtige steder strunke soldater med hvide handsker og i perfekt retstilling.
Derinde i kæmpekolossen ligger han så i sin krystalkiste med to soldater som æresvagt. Der er nogle, der påstår, det kun er en voksfigur, da han ikke var så pæn i virkeligheden, men en bemærkelsesværdig person det var han i levende live, sådan nærmest i gruppe med de andre store sataner Hitler og Stalin. Efter at kejseren abdicerede i 1912, var Kina i kaos, og mange forskellige generaler og krigsherrer herskede over større og mindre områder. Ud af dette kaos opstod det kommunistiske parti, men også det kapitalistiske parti Guomindang, der blev støttet af USA, og så blev der ellers borgerkrig samtidig med japansk infiltration af Kina.
Det er ret svært at fortælle Maos historie i få ord, så jeg vil blot nævne nogle få af de mange mærkværdige kampagner, der i kortere eller længere tid gik ud over Kinas befolkning under hans indflydelse. Ud over småting som at alle gråspurve skulle jages, fordi de spiste korn, græsplæner og blomster skulle fjernes, madlavning i private hjem blev forbudt, så var der flere meget tragiske kampagner som Det Store Spring Fremad i 1958. Store dele af befolkningen fra hospitalslæger til skolebørn og bønder blev sat ind i forsøget på at fordoble stålproduktionen på et år. Hvis 100 millioner bønder fælder træer og konstant skal holde ild i små smeltedigler med jernskrot, bliver der ikke dyrket mange marker, så det resulterede i en landsopfattende hungersnød, hvor skønsmæssigt 30 millioner mennesker døde af sult.
Mao blev dyrket som en gud, og først da han døde i 1976, og madam Maos magtfulde "Firebande" blev arresteret, sluttede kulturrevolutionen.
Kineserne kunne nu begynde en lidt mere normal tilværelse med en spæd begyndelse til noget, der lignede selveje og deraf højere levestandard, men op kom mausoleet på rekordtid, så de troende og andet godtfolk kan se Mao i sin glaskiste. Inde på den anden side af porten øvede nogle soldater sig i at gå med verdens mest rette rygge. Foran et stort spejl skulle de endda med robotbevægelser tage kasketterne af og på i bølgebevægelser, og det så yderst komisk ud. Og at tænke sig, at de bruger krudt på at tage kasketter af i bølger. Nå, men hvis alle verdens soldater lærte det, så kunne de i stedet for at myrde hinanden have konkurrencer i kasketbølger. Den Forbudte By blev bygget af en af de tidlige Ming kejsere og stod færdig i 1420 og er Kinas mest imponerende og flotteste paladskompleks fra kejsertiden. Det myldrer med paladsbygninger med gyldne, svungne tage, store pladser med kunstige vandløb og kunstfærdige marmorbroer og bronzeløver. Paladset er omgivet af en 10 meter høj mur og indeholder ikke 9.999 rum, som kineserne helst vil angive. Der er "kun" 9.000, og det er selvfølgelig ærgerligt, når 9-tallet er et helligt kinesisk tal, der ellers går igen mange steder i Den Forbudte By, bl.a. med 9 x 9 nagler i de kæmpemæssige porte ind til byen.
Paladset for Højeste Harmoni er den største og vigtigste bygning i Den Forbudte By, og her står Dragetronen, hvorfra 24 kejsere fra Kinas to sidste dynastier Ming og Qing forsøgte at styre det enorme rige. De tre sidste Qing kejsere havde reelt ingen magt, da de kun var børn, og enkekejserinde Cixi sad bag et forhæng ved Dragetronen og hviskede, hvad kejseren skulle sige ved audienserne. Cixi selv var startet som yndlingskonkubine og var så heldig at føde en søn, hvor kejsergemalinden fødte en datter, og da den svagelige kejser døde, blev Cixis søn under megen hofintrigeren anerkendt som kejser og med mor bag forhænget. Kejseren døde i en ung alder, og Cixi fik lynhurtigt et nyt barn udråbt til kejser og genoptog regeringsmagten bag forhænget, indtil kejseren voksede op og havde for mange meninger, der ikke passede Cixi. Så kom han i husarrest, og enkekejserinden placerede sig frit fremme på Dragetronen uden generende forhæng.
Sådan har al herlighed en ende, og efter 1912 gik kejserpaladset langsomt i forfald, og store kunstskatte sivede lige så stille ud af portene ved hjælp af eunukker og hofembedsmænd, og en belejlig brand i 1923 slørede en storstilet optælling af kunstgenstandene. Senere da Chiang Kai-shek trak sig tilbage efter nederlaget til Maos røde hær, flyttede mange kunstgenstande med til Taiwan, og japanerne fuldendte plyndringen under deres besættelse af Kina.
Så var det efterhånden bare hjem til hotellet, og de to frække damer sad der stadigvæk og spejdede efter kunder, og de sendte lange blikke til mig, eller også var det til min tegnebog.
Chaufføren holdt klar allerede 7.30, og vi fik hentet Daisy, som egentlig hed Ljuxin, men det kunne europæere ikke udtale eller huske, sagde hun, så gik det bedre med Daisy. Hun var en ung kvinde med en smart kasket og hestehalen kækt trukket ud af hullet i nakken. Hun talte et letforståeligt engelsk, men vi forstod dog ikke helt, hvorfor turen nu kostede 200 yuan i stedet for de lovede 150. Det var noget med, at der ikke kun skulle betales for bilen, men også for chaufføren, eller også var det omvendt. Et andet par var blevet syge, og så kørte vi hen og hentede en fransk familie, der bestod af Frank, Golly og deres datter Laurence. Far og mor talte fint engelsk, medens deres datter på 17 år ikke sagde så meget, måske var hun genert eller ikke så god til engelsk. Det var rigtig søde mennesker, som vi skulle tilbringe hele dage sammen med – vi vidste dog ikke, at den skulle blive så lang. Vi skulle ikke ud til det nærmeste stykke mur, der hedder Badaling, for det er totalt overrendt af turister, men vi skulle længere væk til Great Wall At Mu Tian Yu. Der var tæt trafik, så det tog næsten to timer at komme ud af Beijing, og der lå en smogsky over det hele. Selvom de 150 yuan var blevet til 200, så var det jo ikke ret meget for en minibus med chauffør og guide hele dagen, og det viste sig også, at der var meget mere i den tur ud over besøget på muren.
Endelig kom vi til Mu Tian Yu Great Wall, der ikke skulle være så turistet som den nærmere liggende Badaling Great Wall. Gad vide, hvordan den så var, for her, hvor vi var, myldrede det med mennesker, souvenirboder i rækkevis og restauranter på stribe.
Stoleliften tog kun 10 minutter og gik over trætoppene, og så dukkede muren op. Det er kun en bid på nogle få kilometer, der her er åben for publikum, og den var godt og grundigt restaureret. Masser af mennesker oppe på muren, hvor der også var sodavandsboder under farvestrålende parasoller.
For at opfylde kejserens vilje arbejdede 300.000 mand i 10 år, og senere har andre kejserdynastier forlænget og udbygget forsvarsværket, men i andre dynastier har muren fået lov til at forfalde. Den store militære betydning har muren ikke haft, så sommetider voksede det kinesiske kejserrige nord for muren, og til andre tider blev riget trængt tilbage, og da Djengis Khan erobrede Kina, omgik han simpelthen muren med sin rytterhær.
Det sidste kejser-dynasti lod gigantmuren gå i forfald, og i vore dage er muren igen kun brudstykker af et mønster, efter at bønderne langs muren ikke har kunnet modstå fristelsen til at sikre sig billige byggematerialer. Under kulturrevolutionen gik det også slemt ud over muren, da Maos rødgardister var af den opfattelse, at alt fra fortiden var noget bras, der skulle væk, så de indledte historiens største hærværk mod muren og andre kulturminder i Kina. På trods af alle de andre turister var det en fin oplevelse for os at se og gå på muren, og vi gik fra tårn til tårn og nød udsigten til muren, der fortsatte dekorativt videre ud på bjergskråningerne. I stedet for at tage stoleliften ned kan man tage en glidebane med små vogne, og det så sjovt ud, men der var en ventetid på 1 time, da de små vogne skulle transporteres op med stoleliften. I samråd med vores franske familie besluttede vi at tage stoleliften ned igen, da sulten begyndte at gnave.
På Mister Yong tog Daisy imod os, og i et specielt lukket rum med aircondition fik vi en fin lunch med ris og 5 forskellige kødretter. Den frokost kunne der bestemt ikke klages over.
Det Olympiske Stadion, der faktisk ligner en kæmpekokon, var lidt af en fuser, for tiden var ifølge Daisey løbet fra os. Vi blev lige sat af bilen og stod bag et hegn og kunne så kun se stadionet på lang afstand. Hvis det skulle ses rigtigt, skulle vi sættes af et andet sted, og som gående skulle vi igennem en lang række souvenirboder, og så kunne vi komme helt tæt på, dog ikke indenfor. Det kunne så ikke nytte noget, for vi skulle som det sidste også lige nå en teceremoni, hvor tebrygningens ædle kunst blev demonstreret, og vi fik smagt på 7 forskellige tesorter. Også her kunne der gøres gode køb, og vi fik købt to pakker te plus en interessant, presset teplade, og så fulgte der et specielt krus og to pieboys med i handelen til ca. 400 yuan. Vi er ikke gode til at sige nej, når der først er demonstreret en hel masse for os, og det ved kineserne jo, og så er de utrolige til at sælge deres varer, og der følger altid noget ekstra med, så kunden føler, at der er gjort et virkelig godt køb.
Nu var det heldigvis slut med demonstrationerne, og først blev franskmændene sat af. Vi havde haft en fin dag sammen med dem og fik deres adresse, så hvis vi skulle komme til Paris, var vi velkommen hos dem. Med 11 timer må det da siges at være en heldagstur. Daisey fulgte med til hotellet, og vi fik skrabet de 400 dollars sammen, som vi skyldte hende. Hun fik så også lige 20 euro i tips, og hun så glad ud, og vi fik endda farvelknus. Selvom det helt sikkert var en forretning for hende, og hvor det gjaldt om at skrabe procenter til sig, så var hun også en sød pige. Hun fortalte meget under hele turen og spurgte også ind til os, så der var en god dialog og kemi. Hun fik bl.a. lært os lidt kinesisk. Væg-knæ-øje på engelsk betyder ”jeg elsker dig” på kinesisk, og så er det endda til at huske.
Vi orkede ikke at gå ud at spise på restaurant, så vi købte et let aftensmåltid i en lille biks og gik tilbage på hoteller og spiste. Folk sad ellers ved små restauranter i gaderne nær hotellet i tvangfri påklædning – mange i bar mave – og nød de stadig 30 grader. Det hele ligger i ruiner i dag på grund af især Storbritanniens og andre europæiske nationers grådighed og foragt for andre mennesker, og jeg er dybt forarget.
Briterne havde dog intet imod at skade kineserne for at gavne sig selv, og et par år efter sendte de 90 krigsskibe til Kina, og flådestyrkerne sejlede ind i landet ad floderne og sænkede eller plyndrede alle kinesiske junkere. Denne første opiumskrig endte med, at kineserne måtte betale erstatning for den destruerede opium og samtidig betale krigsskadeerstatning og afstå Hong Kong, og de blev tvunget til at åbne store kystbyer bl.a. Shanghai for handel.
Pengene til byggeriet var oprindelig indsamlet over hele Kina for at opbygge en flåde af jernskibe og kanoner, så de europæiske ydmygelser og japanske aggressiviteter kunne stoppes, men Cixi ville hellere bygge et sommerpalads. Tænk engang, hvis alle verdens herskere havde den mærkværdige indstilling at anvende militærbudgettet til smukke bygningsværker, haveanlæg og kunstgenstande – det kunne jo se kønt ud.
I 1898 var store dele af den kinesiske befolkning forarmet på grund af tørke og andre steder af oversvømmelse, og af fattigdommen opstod et hemmelige selskab kaldet Bokserne, og de vendte sig i år 1900 mod alt, hvad de fremmede djævle stod for. Nu skulle de hvide barbarer ud af Kina, og det gik bl.a. ud over de udenlandske kirker, og ambassaderne i Beijing blev belejret. En allieret hær på 19.000 mand blev stablet på benene med Storbritannien, Frankrig, Tyskland og USA i spidsen. Danmark blev endda opfordret til at være med, men sagde pænt nej tak – det var også før F 16 og herkulesflyene var opfundet. Den dårligt udrustede kinesiske hær blev hurtigt løbet over ende af de allierede, så bokseropstanden blev knust, og paladser og boliger blev plyndret, og sædvanen tro fik Sommerpaladset også en ordentlig omgang. Siden er de fleste af bygningerne blevet restaureret, og paladsområdet byder i dag på et flot eksempel på kinesisk havekunst med spredte bygningsværker omgivet af beplantninger og kunstigt anlagte klippeformationer til glæde for beskueren.
Langs med søen går den 728 m lange korridor, en slags overdækket pergola med i tusindvis af farvestrålende malerier med en skøn udsigt til Kunming-søen. Korridoren ender ved Marmorbåden, der i bund og grund er et mærkværdigt bygningsværk, hvor underdelen mest af alt ligner en hjuldamper fra Mississippi, mens overdelen er med kinesiske dragesving og finurligheder.
Indenfor var der mylder på mylder af kinesere, og alle havde fotoapparater, så de skulle fotografere hinanden fra alle vinkler. Vi gik ligeud og kom op ad et bjerg med masser af sten a la abegrotten, men her var der små pladser med pavilloner ind imellem. Vi kom højere og højere op, og sveden drev. Så holdt vi til venstre, og søen dukkede op med hundredvis af vandcykler. Foruden alle de løse kinesere var der også mange grupper af kinesere, der blev vist rundt. Marmorbåden havde jeg glædet mig til at gense, og sidste gang havde jeg i min rejsefortælling bemærket, at den trængte stærkt til en restaurering. Nu havde de endelig lyttet til mig og var gået i gang, så den var dækket af en hel masse plastik.
Vi gik tilbage langs søen under den smukke, malede gang, gik højre om bjerget og kom ud af en anden udgang, og så kunne vi ikke finde metroen. Så var der en bod, hvor der stod ”Lost – ask us”, så det gjorde vi og kom ud i den rigtige retning, men til en anden metrostation.
Næste dag foretog kejseren ofringer på Det Runde Alter under larm fra klokker og gongonger, alt sammen for at sikre riget en god høst og senere for at takke for høsten. Tempelkomplekset blev bygget omkring 1420 og blev først tilgængeligt for offentlig beskuelse i 1949. Den Kejserlige Himmelhvælving er omgivet af en 5 meter høj mur, der danner en cirkel på 65 m i diameter, og hvis man går tæt på muren, kan to personer hviske sammen på hver side af bygningen, idet lyden følger muren rundt. Sådan var det før i tiden, men nu er der opsat et rækværk en meter fra muren, så nu kan man derfor ikke hviske noget.
Det Runde Alter består af 3 store marmorterrasser, hvor det hellige tal 9 går igen på utallige måder. Midt på alteret er en lille forhøjning, og den skulle efter sigende være midten af Riget i Midten og er derfor et meget gunstigt sted for kejserlige ofringer. Hvis man stiller sig op på forhøjningen og taler, opstår der på en eller anden måde en ekkovirkning, således at stemmen lyder hul, som stod man på bunden af en brønd.
Det var svært at få taget et foto på rigets midtpunkt, altså ikke af kinesere, men jeg ville også gerne være med, men blev hele tiden mast væk, også af en drage i form af en gammel kone.
Der fandtes før omkring 3.000 hutongområder i Beijing, men skynd dig, om føje år hutongerne som højhuse står, og det gik især hårdt ud over hutongområderne, da der skulle gøres klar til de olympiske lege. Mange tragedier opstår, når mennesker, der har trisset rundt i hutongernes snævre gyder og små haver, flyttes op på 18. etage i et højhus med endnu mindre plads, men selvfølgelig er der så vand i egen hane og toilet.
Lige på den anden side af den store gade Zhushikou Dongdajie ligger et hutongområde kaldet Qianmen ”Old Town”, og vi kunne jo ikke være i Beijing uden et besøg i et hutongområde. At komme ind fra en travl gade er som pludselig at være i en landsby. Der holdt kun nogle enkelte biler hist og pist, så området var næsten bilfrit. Folk lavede mad på gaden, nogle sad og spillede kort med bar overkrop, andre slagtede en ged, børn legede, og en dreng med bar numse ville ikke høre, hvad far sagde, så han fik et klask, der sang imellem husene. Der var små forretninger med dagligvarer, og jeg gik bare rundt som en flue på væggen, og ingen ænsede mig.
Vi fik et stort fad med svinekød, nødder og grøntsager samt to skåle ris og te, og da vi havde spist det meste og var stopmætte, kom de med et fad fuldstændig magen til. Om det var dem, der havde misforstået noget eller mig, der havde kludret med bestillingen, ved jeg ikke, så jeg sagde, at vi da godt kunne betale for det ekstra fad. Vi kunne i hvert fald ikke spise mere, og de var velkomne til at spise det på vores regning. De fjernede fadet og regningen lød senere på 189 yuan, og vi skulle ikke betale for det ekstra fad. Tjenerpigerne var simpelthen så søde, og de var ved at falde over deres egne ben. Det kneb med at få byttepenge, da vi jo skulle have 11 yuan tilbage, da jeg havde givet dem to 100 yuansedler, men det var ikke nemt at fremskaffe en 1 yuan seddel. Jeg havde i forvejen lagt en 10 yuan seddel på bordet, og da vi rejste os, kom tjenerpigen og beklagede meget, men de arbejdede på sagen med at fremskaffe en 1 yuanseddel. Vi sagde, at hun godt kunne beholde de 11 yuan i tips, og at vi var glade for deres gode betjening, og så blev hun overrasket og så meget glad ud. Det er en kæmpe lufthavn, men det var til at finde ud af. Første sikkerhedstjek er ude ved terminalerne. Mit USB-stik så mistænkeligt ud på skærmen, og tasken skulle undersøges. Selv om vi var der 4½ time før flyafgang, kunne der allerede chekkes ind, og vi kunne aflevere bagage og få bordingkort. Inde i selve den store hal var airconditionen dårlig, og sveden rendte. Senere ude ved Gaten var det noget bedre og perfekt i en Pizza Hut – vi skulle jo til at vænne os til vestlig mad igen.
Vores SAS fly afgik til tiden kl. 14.55, og vi fik de 7 timer tilbage, som vi havde mistet på udturen, så allerede kl. 18.40 lokal tid lagde flyet an til landing i København, og vi trådte ud i en hel anden verden.
Dertil kommer visa til Rusland, Mongoliet og Kina ca. 5.000 kr. Lommepengene blev for vores vedkommende ca. 11.000, og de dækkede mad, indgange, souvenirs m.m. En dyr rejse? Tja, det koster at rejse ud i den store verden, men vi fik utrolig meget for pengene og en oplevelse, vi aldrig glemmer.
”Tog til Kina” ad Den Transsibiriske Jernbane. John Poulsen. Forlaget Lamberth.- En fantastisk bog og helt uundværlig, hvis du selv skal opleve denne fantastiske rejse. Turen går til Beijing. Politikens rejsebøger. 2. Udgave.
Materiale udleveret af Alt Rejser og materiale lånt af Marianne Rislund om en rejse i år 2000. ”Kupé nr. 6” af Rosa Liksom. Bogen er nomineret til Nordisk råds Litteraturpris 2013. Hvorfor ved jeg ikke. Den handler om en rejse med Den Transsibiriske Jernbane og fortæller lidt om, hvordan der var i Rusland før kommunismens fald, men ikke om, hvordan der er i vore dage. Faktisk handler bogen mest om, hvordan Manden prøver at få lagt Pigen ned og så få fat i noget vodka. Jeg er ikke bogkritiker og vil nødig sige noget negativt om andres bøger, men jeg måtte slæbe mig igennem. Den kan i hvert fald sagtens undværes, hvis du planlægger en rejse med Den Transsibiriske Jernbane. Bumletog til Kina har jeg som foredrag. Se under foredrag på denne
hjemmeside. |
Turistchartertogene skal normalt ikke have skiftet undervognen. Til gengæld skal der skiftes tog, og dragere flytter bagagen fra det ene tog til det andet. Skinnerne på grænsestationen har dobbelte spor, så togene kan køre overalt uden hensyn til hjulafstanden.
I kupeen boede vi stadig sammen med det hollandske par, og da toget rullede videre kl. 01, lå den Greinerske side allerede i køjerne, for vi havde selvfølgelig også børstet tænder på stationen. Viften var tændt og godt nok, men hver gang den skiftede retning, snorkede den som en gammel mand. I løbet af natten var mit tæppe faldet ned på gulvet, og da jeg kun lå under et lagen, småfrøs jeg, når viften pegede mod mig, men jeg var ikke klar nok i hovedet til at få hentet tæppet op igen.
De kinesiske skinner ligger mere tæt, så der er ikke ga da gong hele tiden, så det glider bare derud ad. Det var et rigtigt turisttog, vi var kommet med på denne sidste strækning. Der var ikke en eneste lokal at se nogen steder, og vi kørte da også bare forbi de små stationer – det var ellers så hyggeligt. Kilometerangivelsen i Kina går den modsatte vej og bliver regnet fra Beijing. Der var et kort stop ved Datong km 370. Datong er kun en mindre kinesisk by med 1,3 millioner indbyggere. Den har engang for 1500 år siden været hovedstaden i Kina under Jin-dynastiet, der kun havde magten i 100 år. Med de store kulforekomster i området er Datong blevet Kinas rigeste kulmineby.
Et langt stykke før Beijing går banen igennem bjergene med utallige tunneler og over broer, så det er et imponerende stykke anlægsarbejde, der er lavet her. Der var ingen bebyggelse at se, og vi var også kommet forbi en nedlagt station, der lå i ruiner. Ved en anden lille station, hvor der tilsyneladende ikke var meget mere end tre huse, stod stationsforstanderen alligevel i retstilling med sine to flag. 
Toget kom ind på Beijings enorme hovedbanegård, og folk myldrede ud, mens heden og disen slog imod os. Irina fra Altrejser havde anbefalet, at vi bestilte transport fra stationen til hotellet, og det havde vi sagt ja til, men ellers ville vi være på egen hånd i Beijing. Det var ”China Women Travel Service”, der havde fået til opgave at hente os på stationen, og vi spejdede på perronen efter en Woman med et skilt. Der var dog ingen at se, og perronen blev efterhånden tømt, men vi tænkte, at nu havde alt andet på denne rejse klappet til punkt og prikke, og så kunne denne lille misser godt tilgives. Nede i gangtunnelen myldrede det med kinesere, og vi blev nærmest trukket mod udgangen. Vi gik igennem forhallen på den store station og ud på forpladsen på udkik efter en taxa. Så stod der pludselig en lille dame med vores navn, og det var selveste China Women Travel Service. Op over en gangbro, hvor hun hjalp Gitte med at slæbe kuffert og ned igen, og der holdt en taxa, som kørte os til Hotel Dong Fang. Hotellet lå centralt lige midt i Beijing kun et par km fra Den Himmelske Freds Plads. Vores China Woman var med hele vejen og hjalp med indchekningen, hvor der skulle betales 200 yuan i depositum, hvis vi nu ville rasere værelset under opholdet. Dejligt stort værelse på 11. sal, og der var udsigt ud over byen lige så langt, som smoggen tillod. 
Beijing er bedre kendt i Vesten som Peking, der betyder den nordlige hovedstad. Byen har i dag omkring 20,7 millioner indbyggere og 9 millioner cykler. Det med cyklerne skal nok tages med et gran salt i vore dage, for de er langt hen ad vejen skiftet ud med biler og deraf smoggen. De fleste almindelige cykler står derfor hjemme i cykelkælderen, og hvis man ser en cykel, er det næsten altid en elektrisk cykel.
Jeg havde fået rettet kortet ind med kompasset, og vi havde styr på det hele. For at komme fra hotellet hen til den store gade Zltushikou Dongdajie, skulle vi igennem en unavngiven gade eller nærmest kun en smøge. Der sad to ikke helt unge damer i en døråbning, og de lignede grangiveligt prostituerede, men ifølge kommunistpartiet findes de slet ikke. Andre kilder siger, at der er mindst 20.000 bare i Beijing. Da jeg jo gik i følgeskab med Gitte, værdigede de mig ikke et blik. Vi gik hastigt videre ud til den store vej Oianmen Tram, hvor der var masser af gadeliv med alle slags forretninger og et mylder af kinesere. Ved busstopstederne var der optegnet linjer til kødannelse, og en busbetjent stod med en højtaler og dirigerede de kommende passagerer. Under de store gader er der gangtunneler eller gangbroer og godt for det, for heller ikke kineserne respekterer fodgængerfelterne, og de kan endda finde på at dytte for at få fodgængerne jaget væk. 
Den Himmelske Freds Plads er Beijings centrum, og med sine 40 ha er den verdens største plads. Mod nord ligger Den Himmelske Freds Port med formand Maos kæmpeportræt over portåbningen. Mod vest ligger det 310 m lange Folkets Store Hus med kæmpesøjler og en kongressal med plads til 10.000 mennesker, og det er her, Den Nationale Folkekongres holder møder, og kineserne modtager statsoverhoveder fra hele verden. Mod øst ligger en næsten lige så bombastisk bygning indeholdende museer for kinesisk historie og revolutionen. Mod syd ligger en prægtig rest fra den ydre bymur med porten Qianmento fra 1400-tallet og bagved et livligt tilstødende forretningskvarter. Den Himmelske Freds Plads lever desværre kun dårligt op til sit navn, når man tænker tilbage til den 4.juni 1989, hvor regeringen satte rullende tanks ind mod studenteruroligheder, og hvor et ukendt antal studenter blev dræbt. Efter den brutale takling lagde de fleste vestlige lande i en årrække Kina på is, men nu er massakren næsten glemt. 
Det enorme mausoleum er 30 meter højt, og det blev opført på kun et halvt år, kort efter at Mao døde i 1976. At der samtidig boede hundredetusinde af husvilde i interimistiske hytter på fortovet efter en jordskælvskatastrofe i nabobyen Tangshan, var der jo ikke noget at gøre så meget ved.
I 1934 blev kommunisterne trængt, og Maos røde hær med 130.000 kommunister startede Den Lange March nordpå uden om Guomindangs styrker. Det blev 8.000 km igennem uvejsomt terræn, og kun 20.000 overlevede strabadserne. Alligevel vandt kommunisterne efterhånden terræn, og Guomindang blev trængt tilbage til Taiwan, og i 1949 forkyndte Mao så grundlæggelsen af verdens største socialistiske enhed Den Kinesiske Folkerepublik. Mange års ødelæggende borgerkrig var slut, og så startede man allerede i 1950 med besættelse og nedtromling af nabolandet Tibet.
Værst var dog nok kulturrevolutionen, der startede i 1966, da de unge kinesere organiserede sig i rødgardistgrupper for at gøre Maos ord til handling. De unge afreagerede mod autoriteterne, så alle, der var noget eller sagde et forkert ord eller var intellektuelle eller havde kapitalistiske tilbøjeligheder, eller hvis far eller bedstefar havde kæmpet på Guomindangs side i borgerkrigen, blev terroriseret, ydmyget, fordømt, tortureret eller kom i opdragelseslejre. Samtidig blev mange templer og kulturgenstande smadret, og bøger brændt, undtagen selvfølgelig Maos "Lille Røde", der var rødgardisternes bibel og udgivet i 350 millioner eksemplarer. Der var ingen skolegang, bøger, musik eller film, og teatre og museer var lukket, så der var kun en fornøjelse tilbage. Da der heller ikke var nogen familieplanlægning, steg Kinas befolkning under kulturrevolutionen med 200 millioner.
Vi var søgt hen til Den Himmelske Freds Port med Maos kæmpeportræt og de røde silkeflag blafrende i vinden. Den 34 meter høje port er bygget under Ming-dynastiet, der varede fra 1368 til 1644, og porten blev i århundreder brugt som podium for udstedelse af kejserlige forordninger til skarer af knælende embedsmænd. Sidenhen, den 1. oktober 1949, proklamerede Mao Folkerepublikken Kina fra balkonen, og det er også her nutidens store kanoner overværer parader med små kanoner, medens de mellemstore kanoner sidder på tribuner på hver side af porten.
Den Forbudte By var residens for kejseren og var beboet af en tusindtallig opvartende skare af eunukker og tjenestepiger, og så selvfølgelig kejserinden og alle konkubinerne til de lange vinteraftener. Almindelig dødelige blev hurtigt et hoved kortere, hvis de vovede sig ind på paladsets område, og det samme gjaldt alle potente mænd ud over kejseren, som blev antruffet efter mørkets frembrud inden for paladsets mure.
I 1908 døde kejseren under mystiske omstændigheder, men en dag før Cixi selv døde, fik hun placeret sin kun 3-årige nevø Puyi på tronen som den sidste kejser. Allerede i 1912 måtte Puyi abdicere, men fik lov til at blive boende i Den Forbudte By i en årrække, indtil japanerne så deres fordel i at indsætte ham som marionetkejser af Manchukuo. Senere kom han i russisk og kinesisk fængsel, og efter en psykologisk omskoling endte han som gartner og en trofast undersåt under Mao.
Udenfor var der en stenkant, og vi satte os. Jeg havde fået købt to kinesiske flag for en tyver, og dem sad jeg og viftede lidt med, da jeg ikke måtte sætte dem bag ørerne for Gitte. Medens vi sad på stenkanten, kom en mor og hendes datter og satte sig ved siden af. Vi kom hurtigt i snak med dem, og vi prøvede at forklare, hvor vi kom fra. Det var fingersprog og enkelte gloser, som datteren kendte. Vi havde det alle sjovt, og så skulle vi fotografere hinanden. Vi kunne forstå på dem, at de kom ude fra landet, og at de aldrig havde talt med udlændinge før. Da vi sagde farvel, fik vi knus, og det var simpelthen sådan en dejlig oplevelse. Moderen var 37 og datteren var 16 år, men vi glemte at få deres navne. Moderen fik mit sidste visitkort, som hun var meget glad for, og ærgerligt nok havde vi ikke nogen danske postkort med, så det skal vi huske i morgen.
Der går nogle spændende gågader på tværs af Oianmen Tram, der er hovedgaden, op til Tian Anmen Square (Den himmelske Freds Plads), og på hjørnet lå en McDonald’s. Kinesisk mad kan man jo få på hvert andet gadehjørne i København, så vi havde ikke dårlig samvittighed ved at spise kinesisk amerikansk mad. En stor æske friturestegt kylling og to cola kostede 69 yuan. Kyllingerne var ret stærke, så vi kunne ikke spise op, da det sved mere og mere på læberne. Der sad fire drenge ved nabobordet, og da min mor i sin tid havde lærte mig, at der var mange små, sultne kineserbørn, der gerne ville have mine rester, så var løsningen nærliggende. Kyllingestykkerne lå jo fint i æsken, så jeg spurgte drengene, om de ville have dem. Det ville de da meget gerne. Der var fire stykke, og da det ene var større end de andre, så huggede de om, hvem der skulle have det. Og de sagde endda Thank You og ville gerne fotograferes. 
Inden morgenmaden så vi mange sultne kinesiske børn, og det var lige før, de som turister kastede sig over hotellets overdådige morgenmadsbuffet. Den kikkede jeg langt efter, men nøjedes med ristet brød og te.
Vi skulle nemlig lige først besøge en cloisonnéfabrik og fik her demonstreret hele den indviklede fremstilling. Selvfølgelig endte vi i en stor salgsforretning, men vi fik dog kun købt et par armbånd og en drage af cloisonné til ca. 500 yuan. Af en eller anden grund havde vi ikke taget vores kreditkort med, men det var selvfølgelig, fordi det hele jo var betalt både lunch og entre til muren. Salgspersonalet var dog mere end villige til at komme med yderligere vilde køb til hotellet, og så kunne vi betale der. Vi havde dog fået dækket vores cloisonnébehov, så pænt nej tak.
Entreen på 25 yuan var betalt, men så var der også lige en stolelift til 50 yuan, og hvis vi ville ned igen, ville det koste 80 yuan. Det tog lidt tid, inden vi forstod systemet, for hvor kom vi hen med den stolelift? Der kunne også gås derop, men det ville kræve mere tid end de to timer, som vi fik afsat. Det var også stegende varmt i solen, og den svalende skygge holdt 30 grader. Vi aftalte, at vi skulle mødes med Daisie ved en restaurant Mister Yang kl. 14, hvor vi så skulle have frokost.
Murens historie går over 2.400 år tilbage, hvor Kina endnu ikke var en samlet nation, men bestod af store og små uafhængige kinesiske fyrstestater, der sloges indbyrdes. Til værn mod fjenden byggede fyrsterne forsvarsmure, især til værn mod plyndringstogter fra de nordlige, beredne nomadefolk. En af småstaterne var blevet stærkere og stærkere og havde til sidst besejret alle rivalerne, og i år 221 før Kristus sad den unge kejser Qin, ham med de 6.000 terracottasoldater, med et samlet kinesisk kejserrige under sig. Qin beordrede murstykkerne sammenføjet til en lang mur fra Det Kinesiske Hav til langt ind i Gobiørkenen.
Ming-kejserne troede dog på muren, så den blev udbygget, og over lange strækninger blev der for hver halve kilometer opført vagttårne, hvor vagtposterne med ild- og røgsignaler kunne give besked til kejseren om angribende fjender. 
Jeg havde fortalt Daisy, at jeg var guide i København, og hun spurgte, hvor mange % jeg fik, når jeg viste en forretning frem på mine guidede ture. Jeg måtte jo så forklare hende, at sådan foregik det slet ikke på mine ture, og der vankede ikke nogen procenter, da jeg aldrig tog folk med i forretninger.
På vej tilbage ad motorvejen mod centrum kom der 20 ens busser, og politiet holdt al anden trafik tilbage. Vi spurgte Daisey, hvad der skete, og hun sagde, at det var busser med ”students”, og da de er Kinas fremtid, er de det vigtigste, og så må vi andre holde tilbage. Hun sagde også om deres 1 barns politik, at hvis første barn er en pige, så får man endnu et forsøg og kan så håbe på en dreng.
Daisey mente, at Formand Mao var en stor personlighed, der skulle æres. Vi turde ikke diskutere ham med hende for ikke at få hende revet ud at sin barnelærdom. Det er jo nok ikke hele den rene, skære sandhed, de kinesiske børn lærer i skolen, og personligt henregner jeg ham til de andre af verdens store sataner i selskab med Hitler og Stalin.
Fra begyndelsen af 1700-tallet blev kinesisk porcelæn, te og silke mere og mere eftertragtet i verden, men kineserne var ikke interesserede i europæiske varer og krævede betaling i sølv, og det drænede langsomt Storbritannien. Briterne produktudviklede så opium i Indien og markedsførte det i Kina, og det blev en stor eksportsucces, så handelsbalancen vendte, og guld og sølv strømmede nu ud af Kina, og briterne var glade og tilfredse. Mange gange prøvede kineserne at stoppe handelen, og i 1839 blev det forbudt at indføre opium i Kina, og lageret på 1200 tons opium blev afbrændt. Samtidig blev der sendt et brev til dronning Victoria, hvor der bl.a. stod: "Himmelens love tillader ikke os mennesker at skade andre for at gavne os selv".
Før omtalte enkekejserinde Cixi, der i 48 år regerede Kina, i perioder bag forhænget og i andre perioder mere eller mindre solidt siddende på Dragetronen, havde elsket Sommerpaladset, og i perioden 1888 til 95 byggede hun et nyt sommerpalads nordvest for Beijing i en kejserlig have ved den 20 km2 store kunstige Kunming-sø. Enkekejserinden havde meget svært ved at tolerere europæere og deres påvirkning i sit rige, så i det nye Sommerpalads var der ingen bygninger, der mindede om Versailles, men kun smukke kinesiske bygningsværker, der dekorativt blev anbragt i det 10 km2 store haveanlæg.
Flådepengene gik da til en enkelt båd "Marmorbåden", der er bygget, så den står urokkeligt fast på Kunmingsøens bund. Cixi kunne ikke lide at sejle, men da hun godt kunne lide at se på vandet, kunne hun på Marmorbåden sidde og drikke sin te uden at blive søsyg. 
De tre uger fra Moskva til Beijing er fløjet af sted, og alligevel er det uendelig lang tid siden, vi startede i Moskva. Det var vores sidste dag i Beijing i denne omgang, og dagens program var, at vi ville se Sommerpaladset, så vi fandt den helt nye Caishikou Metrostation lidt nede ad Luomashi Dajie. Billetdamen rakte 4 fingre op, og jeg gav hende 40 yuan, for vi skulle ret langt, men det blev kun 4 yuan for to personer. Vi kunne tage linje D helt ud til sommerpaladset, og der kan kun købes one-way billetter. Toget kom, og der stod en mur af mennesker, da døren åbnede sig. Det lod vi så køre, og lidt efter kom et andet tog. Stadig en mur, men nu masede vi os ind og kom i tæt kontakt med lokalbefolkningen. Mellem stationerne vises en film uden for vinduerne – lidt mystisk hvordan de lavede det. På lystavler bliver vist præcist, hvor toget befinder sig, og vi stod af ved Beigongmen Metrostation. Uden for stationen var der et mylder af mennesker, og nogle gik den ene vej og nogle den anden vej, og vi vidste ikke, hvilken vej vi skulle gå til sommerpaladset. Tre udenlandske piger spurgte os om vej, men vi kunne ikke hjælpe. Så spurgte jeg to unge kinesiske mænd, men de vidste ikke noget. De tre udenlandske piger havde i mellemtiden fundet ud af det, og de kaldte og pegede, og kun 300 meter til venstre lå hovedindgangen.
Indgangen kostede 30 yuan, og der stod en uendelig lang kø, men så kom der en ung mand, der ville sælge to billetter for 80 yuan. Og som han sagde en god pris for ham og nemt for os, så helt OK.
Vi bestilte et par iskaffe for at få noget koldt og ellers bare sidde stille og kikke på menneskemylderet. Iskaffen kostede 15 yuan stykket, men vi vidste ikke, at de var på ¾ liter kaffe hver, og det var for meget af det gode. Der var derfor nogle træer, der stod lidt i et hjørne, der blev vandet med iskaffe.
To gange om året drog kejseren med et enormt følge til Himmelens Tempel, hvor han mediterede i Den Kejserlige Himmelhvælving. Dernæst tilbragte han natten i Templet for Bøn om God Høst, og det både bedende, fastende og i cølibat, så det var ikke altid sjovt at være kejser.
Templet for Bøn om God Høst er et af Kinas smukkeste og kendteste bygningsværker. Bygningen er rund og udelukkende opført i træ uden brug af et eneste søm. Taget er i 3 etager med blåglaserede tagsten, der skal symbolisere himlens farve, og 4 centrale søjler symboliserer de 4 årstider. Efter et lynnedslag brændte bygningen i 1889, men blev allerede året efter genopført som en tro kopi, så selv den gamle bygmester ikke ville kunne se forskel.
Ind imellem beboelseshusene ligger der små butikker ofte kun på nogle få m2, og andre steder er der boder med madvarer og andre dagligvarer. Der er absolut ingen souvenirbutikker, da hutongområder mærkværdigvis ikke er områder, hvor turister normalt færdes, og det er synd, for det er meget spændende at gå rundt og kikke.
I stedet gik vi hen i Dong Fangs morgenmadsrestaurant, hvor der også kunne spises aftensmad. Der var ikke andre end os, og der var heller ikke særlig hyggeligt, men der var fire meget søde, unge tjenerpiger, der betjente os. De var generte og kejtede, men de ville gøre det så godt for os som muligt, så de glemte de to colaer, vi havde bestilt, og en ske til at tage maden med havde de også glemt. Undervejs var der masser af bukkende undskyldninger, medens de hældte op og øste op.
Vi havde god tid til morgenmad og pakning, og kl. 9.30 chekkede vi ud og fik receptionsdamen til at skaffe en taxa, men der holdt en lige uden for hotellet. Der var trængsel på motorvejen, og på et tidspunkt var der et 10 minutters stop, men vi var jo heldigvis i god tid. Der er blomsterbede langs mange af motorvejene, så dem var der så rigelig tid til at studere. Vores chauffør var ret fræk og kørte ud og ind, hvor der bare var den mindste plads. Det tog 45 minutter at komme fra hotellet til lufthavnen, og turen kostede 140 yuan.
Denne 2.del af ”Jorden rundt med tog”, som jeg kalder ”Bumletog til Kina”, havde været en eventyrlig rejse med mange oplevelser og møder med mange venlige mennesker. Vi glæder os allerede til 3. og 4. del, som er på tegnebrættet. Egentlig skulle 3. del jo være med start fra Beijing ned igennem Kina med stop i nogle af de store byer og videre ned igennem Vietnam og gerne videre igennem Cambodia til Thailand. På grund af en hofteoperation og hensyntagen til årstiderne tager vi nok 4. del først. Den kommer til at gå langs hele Australiens Sydkyst og selvfølgelig med en afstikker op til Alice Spring og Ayes Rock. Det bliver i Australiens vintertid og vores sommertid 2014, at denne del løber af stabelen eller ud ad skinnerne. Senere tager vi så Beijing-Thailand i vinteren 2014/15. 
Priserne nedenstående er for to personer: Flybilletter København-Moskva og Beijing-København 7.780 kr. Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Beijing kostede 16.130 kr. (Det skal bemærkes, at hver gang man står af og skal have nyt sengetøj, koster det ekstra, og det gjorde vi en del gange.) Alle hoteller og homestays, udflugter med personlige guider, entrebilletter, biler, busser med chauffør, morgenmad, fuld kost og kamelridt i Gobiørkenen løb op i 23.865 kr., så summa summarum 47.775 kr. for hele rejsen for to personer.
Leif Davidsen: ”Dostojevskijs sidste rejse”. Desuden Leif Davidsens russiske trilogi ”Den russiske sangerinde”, ”Den sidste spion” og Den troskyldige russer”. ”Den sidste spion” er lidt tung og forvirrende, men de andre er gode. Også hans sidste bog ”Patriarkens hændelige død” er rigtig god og giver et godt indblik i Rusland før, under og efter kommunismens fald, og den er også spændende.