 Tog
Jorden rundt.
3. del. Tog til Indokina.
Toget fra Guangzhou var 7 timer forsinket, men så vidt jeg kan se, er togturen fra Guangzhou til Nanning noget med 13 timer, så vi er først fremme ved 17-tiden.
Morgenmad (vi sprang rissuppen og nudlerne over), så det blev to forskellige boller og en dåse mælkete, som vi havde købt på stationen. Første bolle delte vi, men anden bolle indeholdt noget stærkt brunt noget, så Gitte afstod. Landskabet er dejlig grønt, og der er meget skov og krat og små eller større marker ind imellem. Der er småbyer hist og pist, og husene begynder at ligne de meget smalle huse, som de har i Vietnam. Afgrøderne på markerne er ris, grønsager og bananer. Solen skinner, og det så noget vådt ud, men det skal rismarker vel også være. Bønderne går med runde rishatte, men de har også stillet farvestrålende parasoller op for at tage den værste sol. Vandbøfler ses også rundt omkring, men ellers går bønderne og hakker i det. Det må være et bumletog, vi er med, for det standser ved alle de små flækker som f.eks. Mao Ming Dong, og det er et sted, ikke ret mange har hørt om.
Der er tilsyneladende ikke andre vesterlændinge med toget – hvad skulle de da også til Nanning efter. En by der ikke engang er nævnt nogen steder. I vores softsleepervogn er der to slags toiletter, både et i "western stil" med kumme og så det kinesiske "hullet i gulvet". På et tidspunkt havde de lukket western toilettet af. Gittes ben kan ikke bøjes helt ned til hullet, så hun måtte insistere på at få låst western toilettet op igen. Det var en rigtig slappe af dag, småsove, læse, kikke ud ad vinduet, nippe lidt til risbrændevinen, der faktisk ikke smagte særlig godt.
Vi er lidt i tvivl, om der kommer en guide og henter os på stationen. Hotel Comfort Inn skulle ligge tæt på togstationen, men vi skal have nogle busbilletter til i morgen og gerne have at vide, hvor busstationen ligger.
Nanning har mange parker og er en af de grønneste byer i Kina, så den er derfor kendt som "Green City". Det højeste hus er p.t. Diwang International Commerce Center, der er på 276 m, men der er flere højhuse oppe i et par hundrede meter. Vi rullede kufferterne ud af stationen, og 200 meter derfra lå Hotel City Comfort Inn, så det kunne ikke gå helt galt. Der var et mylder af mennesker ved udgangen, men sørme så stod der en lille pige/dame med et skilt med Greiner. Pigen hed Mico, og hun var heller ikke ret stor, men hun havde en nedkølet bil stående til at køre os de 200 meter, godt nok ad en omvej. Så var der forskellige komplikationer, og ingen af os kunne faktisk finde ud af det, for lige præcis her skiftede vi fra Alt Rejser, der havde fået os igennem Kina, til First Asia Travel, der nu skulle få os videre igennem Vietnam og Cambodja. Miko var vistnok fra Women Travel Service, som Alt Rejser havde arrangeret, for hun spurgte, hvad vi skulle lave i Nanning. "Jamen har du ikke nogle busbilletter, for vi skal videre til Vietnam i morgen?" Nej, hun havde ikke nogen billetter. Vi fik Mico til at ringe til Asians guidekontor, som vi havde et telefonnummer til. Det var nemlig sådan, at vores allerførste guide Mary i Beijing havde givet os en liste med navnene på de forskellige guider i de forskellige byer, og der var også et telefonnummer. Gudskelov for det, så Mico fik fat i kontoret, og der blev sagt, at billetterne lå i receptionen.
Vi gik en aftentur i mylderet af mennesker og bemærkede, at der var mange ufærdige byggepladser og opbrudte fortove m.m. På en McDonald’s fik vi to gange and med ris og grønsager, og plus cola kostede måltidet kun 45 yuan, og det var meget billigt i forhold til andre kineserbyers turistede priser. Ligeledes i en forretning købte vi 2 sodavand, 2 pakker kiks med fyld og 2 boller, og det blev kun 36 yuan. Bollerne var pakket i lufttætte poser, så de lettere kunne holde sig friske. Vi skal køre fra hotellet senest kl. 7 for at nå hen til busstationen, der ligger et stykke herfra. Derfor kunne vi ikke nå morgenmaden på hotellet og derfor de 2 vakuumpakkede boller. Det gode ved at gå glip af kinesisk morgenmad er, at der ikke gås glip af så meget, hvis man ikke lige er til kinesisk.
Så var det farvel til "Alt Rejser" og goddag til "First Asia Travel". Servicen med "China Women Travel Service" og deres guider havde virket perfekt med dygtighed, venlighed og er helt undværlig, hvis man ikke ligefrem opsøger besværligheder. Så stor ros til dem og til Irina fra Alt Rejser.
Fakturaen fra Alt Rejser lød på i alt 24.568 kr. for to personer. Flybilletten med Aeroflot København-Moskva-Beijing beløb sig til de 6.330 kr., og resten 18.238 kr. var gået til togbilletter, hoteller og China Women Travel Service. Vi følte, vi havde fået meget for pengene.
Lang Long Busstation er kæmpestor og med lune 35 grader i afgangshallen, hvor der er skranker som ved indtjekning i lufthavne. Vi har ikke sådanne moderne busterminaler i Danmark. Slet, slet ikke, og langtursbusserne holder på stribe udenfor, så nu sidder vi svedende og venter i terminalen. Al bagage gennemlyses, inden man kommer ind i afgangshallen, altså efter kl. 7.30, for før den tid er det åbenbart ikke nødvendigt. Vi fandt ud af, at vi slet ikke skulle sidde i den store afgangshal, men i et specielt rum, hvor der stod "International and Hong Kong, Macau/Taiwan passengers waiting". Her var der lædermøbler, TV og to ekstra airconditionsmaskiner, der pressede temperaturen ned til dejlige, kølige 27 grader.
Af busstewardessen fik vi udleveret en pose med et æble, to vakuumpakkede boller og en flaske vand. Ingen kondomer, så det var nok videre frem, der mentes. Billetten kostede 168 yuan pr. person, så man får meget for pengene i Asien. Så kom vi ud af byen og fortsatte ad hjulsporet mod Vietnam. Nej, det var faktisk ikke noget hjulspor, men først en motorvej og siden en fin bred asfaltvej, der gik igennem et grønt, bjergrigt landskab.
Det var overskyet og nær 40 grader udenfor, men kun 22 grader inde i bussen. Der var ingen byer og kun meget få huse. Der var heller ingen marker og næsten ingen trafik. Efter nogle timer rullede bussen op ved den kinesiske side af grænseovergangen. Her ved Pingxiang grænseovergangen er det derfor for tiden med to forskellige busser, og nu må vi se, hvor nemt det bliver at komme over. Da vi holdt ved grænsen, fik vi udleveret et skilt, der hang på en blå snor, og den skulle over halsen – så vi var simpelthen blåt hold. Bussen standsede ved grænsen, og en soldat kom op i bussen og tjekkede pas. Derefter blev vi dirigeret ud i nogle små vogne, hvor bagagen skulle læsses op bagi, og vi passerede endnu en kontrolpost. Her skulle vi bare række passene op, så vagten kunne se, at vi havde et pas.
Det var den kinesiske afdeling, og så ud at køre i de små biler igen igennem ingenmandsland til den vietnamesiske grænsekontrol. Ind i en bygning igen og stemple pas, og det er så heldigt, at danske statsborgere ikke behøver visum til Vietnam. Så var vi faktisk i Vietnam, men vi skulle igen op i de små vogne, der kørte hen til nogle mindre busser. Her skulle vi kontrolleres på lister, og det blå bånd skulle afleveres og så op i bussen, der kørte mod Hanoi. |
Vi har en kupe helt for os selv, og de fleste softsleepere, vi tilbragte natten sammen med i ventesalen, er også med i denne vogn. Softslepeerne kunne så ikke fylde hele vognen op, så de fleste kabiner var låst af. Toget kørte derfor med 15-20 softsleepere og måske 500 hardsleepere, så vi tilhørte den lille udvalgte skare, der jo så også havde betalt lidt ekstra.
Jeg var henne i spisevognen for at kikke, og den var helt fyldt op med mest unge mennesker, der gnaskede kinesermad. Lige indenfor i spisevognen sad der nogle private mennesker (de var i hvert fald ikke i uniform) og solgte fornødenheder som tørret nudelsuppe og diverse drikkevarer. Jeg fik købt en flaske risbrændevin, der indeholdt 250 ml 52 % alkohol til 28 yuan. Tilbage i kupeen skulle jeg smage, men kunne ikke få en dråbe ud, for selvom hætten var skruet af, var der stadig en slags prop. Jeg måtte tilbage og spørge, og han sagde: ”Bare hæld, så kommer det”, og så grinede han. 
I november 2008 startede de på en high-speed toglinje fra Guangzhou til Nanning, hvilket vil få rejsetiden ned til 3 timer i stedet for nu 13 timer. Strækningen er på 577 km, og togene skal køre 200 km i timen. Banen vil koste noget med 6 milliarder US dollars. Der er også planer om at bygge en high-speed bane til Pingyang ved den vietnamesiske grænse. Banerne er åbenbart ikke færdige endnu, da vi er med bumletog og skal med bus videre frem.
Værelset var ganske nydeligt, og det var betalt hjemmefra, men det vidste de i første omgang ikke noget om på hotellet. Pludselig gik alt dog i orden, og vi fik sagt farvel til Mico, der var en sød og meget hjælpsom pige. Gitte fik endda en lille gave, og Mico fik et postkort fra Danmark, og som hun sagde: "Kun en dag i Nanning er ikke meget, for det er en meget smuk by, så næste gang skal vi sætte meget mere tid af". Det lovede vi så helt bestemt, at næste gang, vi kom forbi, ville vi sætte flere dage af til Nanning.
Vi havde bestilt telefonvækning på hotellet og havde også vores eget vækkeur, og så er vi spændte på, om vi kan finde busstationen og komme videre i morgen. 
Der var ikke megen trafik, så det gik raskt af sted i ½ time, men så standsede han et øde sted og sagde Lang Long og pegede rundt. Det var ikke lige sådan et sted, jeg havde regnet med, så jeg fiskede busbilletterne frem og pegede, hvor der stod busstation. Nå OK, og så kørte han et par kilometer mere, og så lignede det en busstation. Det blev kun 42 yuan, og så rundede vi smukt op til en halvtredser. På trods af drikkepengene skal man selv tage kufferterne ind og ud af bagagerummet, for han ville ikke ud af sit sikkerhedsbur.
10 minutter i 9.00 blev vi kaldt ud til en luksusbus med aircondition, sikkerhedsseler og TV med sikkerhedsinstrukser. Der var også lige en oplysning om, at det var en god ide at bruge kondomer. Om det menes i bussen eller videre frem vides ikke.
Der er nogle grænsestridigheder mellem Kina og Vietnam på grund af nogle øer, som landene hver især mener, tilhører dem. Det har dog ikke noget at gøre med den grænse, vi skal passere, men før i tiden kørte den samme bus fra Nanning over grænsen til Hanoi. Nu forlanges det, at en kinesisk bus kører fra Nanning til grænsen. Her skal bagage og passagerer omlastes til en vietnamesisk bus, der kører det sidste stykke til Hanoi. Endnu nemmere ville det være, hvis et tog kunne køre strækningen, men problemet er, at Kinas jernbanespor er 9 cm smallere i forhold til andre landes spor. Meget praktisk, hvis man vil undgå invasion af fremmede tropper via jernbanen. Ved "Den Transsibiriske Jernbane" på grænsen mellem Mongoliet og Kina bliver understellet med hjul og det hele skiftet, men det tager sin tid og er et stort arbejde.
Ved den store "Departure Building” skulle vi af vognene igen, og vi rullede kufferterne ind i bygningen og fik passtempler. Afrejsekortet skulle afleveres, og bagagen gennemlyses. Det var bestemt ikke nogen travl grænsestation, for der var tilsyneladende ikke andre end os med blåt bånd.