Tog Jorden rundt.
3. del. Tog til Indokina.
Nu var vi velkommen til at side på den nederste køje, og så var togturen noget mere komfortabel. Mylin og hendes far er vietnamesere, men bor i Kansas i USA, og de er på familiebesøg i Vietnam og skal bagefter lidt rundt som turister. Mylin er neglespecialist og har sin egen forretning. Hun kom til USA som 27-årig og er nu 44 smukke år. Faderen bød på iskaffe, hvor terningerne blev knust på stedet med en hammer. Det var en meget stærk kaffe, der fik mig op på dupperne, og i de næste par timer kom vi hele Danmark og Kansas rundt. Vi havde nogle rigtig hyggelige timer, medens det vietnamesiske landskab gled forbi med en masse rismarker. Vi fik også besøg af en lille, finurlig pige fra nabokupeen. Sådan en togrejse er en herlig måde at rejse på, og fra kl. 7 til 9 var livet herligt. Vi sad på nederste køje og snakkede og jokede, og børnene fik et ark med bogstaver og en dansk ti krone mønt som souvenir.
Landskabet og jorden var meget sandet, men der blev alligevel dyrket vin, majs og ris, og de bruger stadig "arden", (primitiv plov, som vi andre brugte helt tilbage i bondestenalderen). Her blev den trukket af vandbøfler. I guder, det er en lang dag. Klokken er 14.30, og vi har kørt i 18 timer. Det er fint, hvis man har den nederste køje og kan sidde ned og kikke ud ad vinduet, men fra den øverste køje kan man ikke se noget som helst. Der er heller ingen klapstole på gangen som i de kinesiske tog. Den gamle dame i kupeen må enten være meget rig eller meget elsket, for når hun ligger ned, får hun nusset fødder, og når hun sidder op, bliver hun kløet på ryggen.
Nu overgår alle sig selv. Toget ankom 15 minutter før beregnet. Guiden stod så parat, at vi næsten faldt over ham (Han troede, vi var japanere på grund af mit navn Kim), og taxaen kørte stille og roligt igennem trafikken til Duc Vuong Hotel. Hotellet var kun med 2 stjerner, men det var meget, meget fint. Venlige mennesker, endda en kuffertslæber og et perfekt værelse med to håndklædesvaner på sengen. Alt var en glædelig overraskelse, og vi følte os nærmest lidt lurvede i vores 20 timers togdress. Hotellet lå i et backpackerkvarter, hvor der er fyldt med cafeer og små forretninger, hvor alt muligt er til købs, efter sigende endda "professionelle" piger. Vi gik lige en runde i kvarteret, altså ikke for at undersøge pigemarkedet, men for at finde noget at spise.
Historien fylder ikke meget i Ho Chi Minh City. Selve Amerikakrigen kom sjældent tæt på byen, men der var dramatiske øjeblikke, som da buddhistmunkene brændte sig selv op i protest mod regeringens brutalitet, og da nordvietnamesiske kampvogne 30. april 1975 brød igennem præsidentpaladsets port. Dagen før, den 29. april spillede den amerikanske radio "White Chrismas" med Bing Crosby. Det var brølende varmt, og det var ikke, fordi de ville have folk i julestemning, men det var signalet til at forlade landet. I 18 timer fløj amerikanske helikoptere i rutefart fra den amerikanske ambassade og til skibe ud for kysten. Titusindvis af sydvietnamesere, der havde samarbejdet med amerikanerne, var lovet evakuering, så de strømmede til ambassaden. Det var dog kun omkring 2.000, der kom af sted, så de fleste stod tilbage. USA’s ambassadør var en af de sidste, der med det amerikanske flag pænt foldet under armen steg om bord på den sidste helikopter, og kun nogle få timer før Saigon blev befriet. Selve ordet befriet brugte amerikanerne dog næppe, de brugte nok et andet ordvalg som "før Saigon faldt". Den amerikanske ambassade var også 7 år tidligere centrum for verdens opmærksomhed. Den gennemsikrede ambassade blev 30. januar 1968 angrebet i den store Tet-offensiv, der blev indledt i alle store sydvietnamesiske byer. Ambassaden blev stormet af 17 soldater fra modstandsbevægelsen. De blev alle dræbt, men angrebet var en stor ydmygelse for USA.
Nu er der bestemt mere fredeligt i byen, og vi skal ud at se nogle af herlighederne. Selvom vi bor inde i storbyen, er der hyggelige hanegal rundt omkring. Der er morgenmad på hotellets tagrestaurant, så det er spændende at se, hvad de byder på. Der var flot udsigt ud over byen, og morgenmaden var excellent: brød, frugt, bacon m.m. og venligt smilende personale, hvor jeg blev tiltalt som mr. Kim. Allerbedste morgenmad på denne tur. Vi stilede mod Cong Vien Van Hoa eller Kulturparken på dansk. I byen er der den sædvanlige, kaotiske motorcykeltrafik. Der er helt sikkert færdselsregler, men det er der ingen, der tager sig af. Langs gaden er der små madboder, hvor der bliver lavet omelet på stedet, men ellers er mylderet en blanding af damer med vippende bærestænger og mænd i BMW’er og så alt der imellem.
Efter næste tværvej igennem parken er der en stor mur, hvor der er en stor jerngitterport med en vagt, og inde bagved ligger præsidentpaladset. Ad denne port kan almindelige dødelige ikke komme ind. I stedet skal man følge Nguyen Thi Minh Khai gaden langs en stor mur og derefter til højre, og der ligger paladset bag den kæmpestore og meget berømt smedejernsport. Det var her, general "Store Minh" kapitulerede efter kun 43 timer som præsident for den sydvietnamesiske republik, som Frankrig og USA havde skabt. Alle vidste, at regimets dage var talte, men ingen havde drømt om, at det ville gå så hurtigt. Den 30. april brød en kampvogn igennem gitterporten, og general Minh kapitulerede med ordene: ”Jeg har været klar til at overdrage Dem magten siden i morges." Hvortil der blev svaret: "De kan ikke overdrage noget, De ikke har."
Hans bror Ngo Dinh Nhu, der styrede de sydvietnamesiske sikkerhedsstyrker, var også en brutal, modbydelig fyr. Da det gamle palads blev bombet, kom det ikke som nogen overraskelse, at det var to af Diems egne piloter, der smed bomberne over paladset. Det palads, der ligger der i dag, er tegnet af en vietnamesisk arkitekt, men er inspireret af europæisk modernisme. Det stod færdigt i 1966, tre år efter Diems død. Paladset blev bygget med sikkerhedskælder, teater, biograf og helikopterlandingsplads, og den blev brugt så sent som dagen før befrielsen.
Da vi nåede den berømte gitterport, havde de lige lukket for adgang til paladset, men de åbnede igen kl. 13.
Udenfor mødte jeg en kokosnødesælger, og en frisk og kold kokosnød kostede 20.000 dong, sagde han. Jeg gav ham en 50.000 dong seddel og troede, jeg skulle have penge tilbage, men han snuppede 50’eren og var væk. Nå pyt, og sådan en frisk nød er fyldt med dejlig mælk, der faldt på et tørt sted, og det gjorde 50’eren nok også.
Frokosten var ikke det helt store hos den amerikanske kæde Donkin’ Donuts. To bagels med æg, skinke og ost plus en kaffe og en kakao kostede 150.000 dong (45 kr.) for det hele. Det var da til at betale, og så var der dejligt køligt indenfor. Det myldrer ikke med McDonald’s som i Kina, men på vores tur rundt i Saigon har vi da set en KFC og en McDonald’s. Saigon Saigon Bar findes på hotel Caravelle, og den åbner kl. 11 og til sent, som der står. Det var herfra, at de vestlige journalister i de sidste dage inden befrielsen i april 1975 så de nordvietnamesiske styrkers artilleriild komme nærmere og nærmere for til sidst at blive koncentreret om lufthavnen.
Grunden til at vi havde lidt travlt var, at Præsidentpaladset lukkede for besøgende allerede kl. 16, og et besøg der ville jeg også gerne lige have med.
Vi tog en taxa hjem, og chaufføren fandt hotellet i første forsøg og lige til døren. Afslapning, og nu mangler vi kun middagen på toppen af vores hotel i aften. Middagen på toprestauranten var en fornøjelse. Der er flere smukke lokaler i restauranten, og de ligger lidt forskudt i forhold til hinanden. Vi sad under åben himmel, men det var tilpas lunt, og der var en flot udsigt ud over lysene i byen. Vi føler os virkelig velkomne på dette hotel, idet alle er overordentlig venlige og imødekommende. Gitte fik en fisk og jeg en burger, og vi fik to Saigon Beer. I alt 280.000 dong.
Det var Saigon for vores vedkommende, for i morgen skal vi med båd op igennem Mekongdeltaet. Det lyder mere afslappende end en hardsleeperkupe, så vi glæder os.
Vi blev afhentet kl. 7.30 som lovet, og vi var et lille på selskab på 10-12 personer, der drog videre i en lille bus. På vej ud af byen kørte vi på et stykke motorvej, hvor motorcyklerne skulle holde sig inde bag et rækværk. Vi kom ned forbi floden, men byen fortsatte. Ind imellem var der byskilte og så byskilte stop, uden at der kunne ses nogen forskel i bebyggelsen. På en lang strækning var der skrothandlere med bl.a. gamle fræsere, og ind imellem var der boder med stegte ænder. Efter 1 time var der lidt marker imellem husene, og efter 1½ time var der stop ved "Mekong Rest Stop". Det var en kæmpestor souvenirforretning, der havde priser, der var det dobbelte af de priser, vi kendte. Også sodavand og ispriser havde de lige ganget med 3 til 4. Toilettet på dette turistede stoppested var det store trækplaster, ellers var der ikke salg i ret meget.
Vi ændrede retning og kom på tværs af deltaet og kom derfor på tværs af kanalerne og mindst to flodarme med store hængebroer a la Farøbroen. Der var mange vejsælgere, og efterhånden var der marker ind imellem, men faktisk var det mest bymæssig bebyggelse. Vi var først fremme ved vores husbåd kl. 11.30, og det var et stort flot træskib a la sørøverskib.
Vi var 10 i den gruppe, der skulle med ud i Mekongdeltaet. De andre er backpackere med rygsække, og vi er "outsiderne", der rejser med fast kuffert, og så er vi 30-40 år ældre end de andre. Mandskabet på vores båd "Mekong Eyes" fik bagagen ombord, og der er god plads, idet båden er beregnet til 30 gæster. Efter en lille velkomstdrink i salonen fik vi vores kahyt, der havde en dejlig stor seng og badeværelse, og alt var lige så fint som på et godt hotel. Skibet begyndte at sejle, og det må være "slow boat" på Mekongfloden, for det gik lige så stille og roligt. I begyndelsen sejlede vi på en af hovedfloderne, der er mindst 1 km bred, inden vi sejlede ned ad en sidegren, der kun var et par hundrede meter. Jeg havde lige sat mig på dækket under et solsejl, da der kom et tropeskyl. Så var det slut, og det tørrede hurtigt igen. De andre gæster er europæere, og jeg har fået snakket med et par fra London og to flotte damer/piger fra Portugal.
Det vietnamesiske mandskab på båden taler fint engelsk, og vi fik skitseret vores plan. Der er landsbytur kl. 16, og de sagde noget om redningsveste – det vil da skabe lidt opmærksomhed i landsbyerne. Der kom igen en ordentlig byge, medens vi spiste, men nu drypper det kun lidt, så jeg sidder i forstavnen og kikker.
Der er lidt trafik på floden, men ikke meget. Nogle både er fyldt med grus eller brænde til randen, så de har næsten ikke noget fribord. Der er også små færger, der sejler fra bred til bred med et par motorcykler eller en bil. Et par drenge bader og vinker, og også nogle fra de små både giver lige et vink. Langs bredderne er der fiskere, der går i vand til halsen og trækker fiskenet igennem vandet. Meget idyllisk og meget hyggelig sejllads.
Regnen holdt meget passende op, og alle huse i landsbyen har store krukker til at opsamle regnvand til drikkevand. De fleste af husene har også farvefjernsyn, kunne det ses udefra. Der er masser af bananplanter og kokosnødder og andre tropiske frugter lige til at plukke, og med fisk i floden var det nok ikke så dårligt at bo her. Dog kun hvis man godt kan lide vand, for det er vådt, og der er vand allevegne, og landjorden er ikke mere end et par meter over flodvandet. Vi kom forbi en lille købmand med øl, så der skulle selvfølgelig også nogle kontanter til, for at få det til at løbe rundt. Turen i landsbyen tog 1½ time og så ombord på skuden igen for at få et bad, inden der var arrangeret en flot solnedgang på dækket med indlagte drinks og derefter dinner i salonen.
Det er nogle meget tavse medrejsende vi er sammen med, så det er svært at trække noget ud af dem. Til gengæld er mandskabet nogle meget flinke, unge mennesker, og de serverede fisk, kylling, ris og en lille kage til dessert. På dækket var det efterhånden bælgmørkt, men tilpas lunt, så det blev til en time på soldækket. Vi gled langsomt forbi spredte lys inde på bredden, inden det gode skib Mekong Eyes kastede anker for natten. Det holdt ikke tørt, så det blev i salonen. Vores to bordfæller fra Portugal var blevet trætte af os, og satte sig ved et andet bord alene. De var åbenbart ikke faldet for min charme, og min naturlige nysgerrighed havde været for meget for dem. Faktisk havde jeg observeret, at de havde ens guldringe på, så de var måske kærester og var muligvis på bryllupsrejse. Efter morgenmaden var der udtjekning fra Mekong Eyes, og en mellemstor båd bragte os videre med bagage og det hele. Båden lagde til ved en vakkelvorn træbro, og vi blev omladet til små to-personers kanoer, hvor en vietnamesisk kvinde roede stående. Det småregnede, så vi tog regnslag på og fik udleveret en rund rishat, og så sad vi ganske udmærket. Vi kom ind i nogle meget smalle kanaler med frodighed til begge sider og små huse i tykningen. Der er to meter høje volde langs kanalen, så de er nok ikke interesseret i global opvarmning lige med det samme. Efter en herlig tur kom vi ud på en stor flod, hvor vi igen skulle videre i den mellemstore båd. Jeg fik dog lige transporteret en 20.000 dong seddel over i hånden på vores roer.
På den anden side af floden lagde vi til, og her blev det demonstreret, hvordan de lavede rispapir, karameller af kokos og rispopkorn. Der skulle bruges varme til fremstillingen, og meget besparende blev der brugt risavner. De havde også risbrændevin krydret med slanger og skorpioner, og der blev uddelt lækre smagsprøver. Jeg fik købt en flaske for 20 dollars, selvfølgelig stadigvæk med et krydderi af en hel klapperslange med en skorpion i munden. Jeg fik også købt et par pakker kokoskarameller og 4 pakker rispopkorn. Det store salgsargument for rispopkornene var, at hvis jeg købte tre pakker, ville jeg få en pakke ekstra med gratis. Da det så blev 90.000 dong (27 kr.) var det jo et vigtigt argument. Jeg så ikke andre, der købte noget, men man skal da støtte de lokale håndværkere og handlende.
Et stykke nede ad gaden holdt en minibus, og vores bagage var kommet derover uden brug af vesterlændinges hænder. Her stod hele det venlige bådpersonale fra Mekong Eyes og vinkede farvel. Foreløbig en meget spændende og fin tur i Mekongdeltaet.
På vej til Chau Doc skulle vi med en færge over på den anden flodbred. Der var en lang bilkø, og sælgere gik rundt med sandwich, chips og drikkevarer på hovedet, som kunne købes, medens bilisterne alligevel sad i kø. Sælgerne sejlede også med over, så alle havde mulighed for at købe noget, hvis de var sultne. Turen tog kun 10 minutter, og der var 4 pænt store færger, der sejlede frem og tilbage. Næste stop var ved en krokodillefarm. Det var et meget eksklusivt sted, nærmest en park med restaurant, små hyggelige vandløb og fiskedamme. Ind imellem lå der nogle mindst 5-6 meter store krokodiller. De var af sten eller plastik, og jeg tænkte, nå, det var så krokodillerne på den farm. Men nej, der var massevis af krokodiller sorteret i forskellige størrelser i store bassiner. Der skulle være 10.000 krokodiller på denne farm, og jeg troede dem. De lå simpelthen i lag og hyggede sig. Skindene bliver solgt især til Kina og Thailand, og kødet blev også solgt og spist. En meget eksklusiv souvenirforretning var desværre lukket – jeg var ellers indstillet på at købe et ægte krokodilleskindsbælte.
Vi blev sat af forskellige steder. De to englændere blev sat af ved et guesthouse. De fire af ubestemmelig oprindelse, da de var tavse som graven, skulle af ved det 4-stjernede Hotel Victoria, mens vores hotel Hai Chau bestemt ikke havde 4 stjerner. Lille værelse, stor seng med kun et tæppe og afblændede vinduer ud til en skakt. Jeg var lige nede i receptionen og bede om et tæppe mere, og det kom da også prompte. Der var noget meget højt "musik" fra nabohuset, og det lød som amatører, der gav den gas.
Jeg gik en tur i byen på jagt efter et spisested. Der var en lang markedsgade med gadekøkkener og en hyggelig park ved floden. Befolkningen er her med et stort indslag af khmerer, kinesere og cham-folket.
Ud af byen og fuldt drøn på maskinen under stor larm, og her var ikke noget med slowboat. Byen forsvandt, og der var grønne marker. Personalet uddelte madpakker med brød, banan og en flaske vand. Bagefter var der indrejsepapirer, der skulle udfyldes, og vores pas blev afleveret, og de indkradsede 24 dollars pr. person. De ekstra pasbilleder, vi havde med hjemmefra, kom også i anvendelse.
Allerede efter 1 time nåede vi den cambodianske grænse, der går usynligt på tværs hen over floden. Vores båd lagde til ved en grænsestation, og vi blev ledt ind i en ventesal – heldigvis med vifte. Her kunne købes lidt kiks og drikkevarer, og ellers skulle vi bare vente. Det tog vel en lille halv time, og i mellemtiden fik jeg hos en lille dame vekslet 100 dollars til 380.000 cambodianske rial. Det var så den vietnamesiske station, og vi fik vores pas tilbage og sejlede ind i ingenmandsvand. |
I nattens mulm og mørke var børnefamilien stået af, og den var blevet udskiftet med Mylin, der var en smuk kvinde, og hendes far. Det ældre ægtepar var blevet udskiftet med den unge kvinde Thao og hendes 6 årige søn. Faktisk et meget godt bytte.
Så skulle de alle af, og ind kom 3 lidt ældre vietnamesere og en ældgammel dame. De syntes ikke, vi skulle sidde på deres underkøjer, så vi gik ud på gangen, hvor der også var varmere, og Gitte lånte en stol af togmanden, medens jeg stod op i 1½ time. Den underste køje er langt at foretrække i en hardsleeperkupe, og den mellemste er også OK, men lad dig aldrig nøje med den øverste køje.
Vi holdt ved en station, hvor de solgte kærlighedsfrugter, og et par sælgere var endda kommet ind i toget. Dem, vi boede sammen med, ville gerne købe 3 poser, hvor der var 3-4 kg i hver pose. Sælgeren var løbet tør, så han sprang ud ad vinduet og løb hen ad perronen for at hente flere poser. Medens toget begyndte at køre, stak han poserne ind ad vinduet og fik betalingen løbende. De 3 poser havde i alt kostet 50.000 dong (15 kr), så det siger lidt om prisniveauet ude på landet. Jeg blev budt på 3-4 håndfulde og fik endda en siddeplads i hjørnet. De smagte jo himmelsk, men det var vist dem, jeg fik dårlig mave af, sidst jeg gik amok i kærlighedsfrugter.
Ho Chi Minh City blev efter Vietnams genforening i 1975 den officielle fællesbetegnelse for Saigon og den "kinesiske" naboby Cho Lon samt de mange forstæder, men på vores togbillet stod der Saigon som endestation. 
En kølig nat, hvor vi har hundefrosset. Der er jo ingen dyner og temperaturen ville være perfekt med dyner, men med kun et lagen og et tyndt tæppe er det for lidt. Jeg var oppe at slukke for airconditionen, men så blev det for varmt.
For at være solidarisk med Gittes dårlige ben så havde mit højre ben besluttet at gøre forbandet ondt fra morgenstunden. Det gik heldigvis over i løbet af dagen, men vi var et kønt syn, sådan som vi humpede af sted.
På grunden, hvor det nuværende præsidentpalads ligger, lå her før et andet palads, som var bolig for den franske generalguvernør over Indokina. Da franskmændene forlod landet, fik Vietnam den katolske Ngo Dinh Diem som præsident, og han havde netop vundet valget med 30 % flere stemmer, end der var stemmeberettigede!
En af Saigons topseværdigheder er hovedpostkontoret, der blev bygget 1886-91. Indenfor i postkontoret er der vægmalerier, der viser telegrafstationernes historie og i nyere tid et stort maleri af Ho Chi Minh. Midt i det hele er der souvenirboder, og jeg købte et par collager a 150.000 dong. Postkontoret fungerer stadig som postkontor, og brevene kommer efter sigende frem på en uge til Danmark.
På Cóng Truóng Lam Som 19 fandt vi luksushotellet Caravelle. Selvom vi var svedige med korte bukser og rygsæk, blev vi i indgangen budt velkommen af en nydelig, ung kvinde i lang kjole, og der blev sagt sir til mig. Vi spurgte efter Saigon Saigon Bar og blev vist hen til elevatoren. På baren blev vi også godt modtaget, og vi satte os udenfor i skyggen, og miss Saigon med bare skuldre tog imod bestillingen. Vi valgte kæmpedrinken "Malibu Banana" og en noget mindre "Saison Saison", og det var noget med vodka. Nu ville højhusene nok have taget udsigten til de fremrykkende vietcongsoldater, men der var stadig en flot udsigt ud over byen. Drinksene kostede 198.000 stykket plus service 5 % og Vat 10 %, så det blev 457.380 dong, og så rundede vi op til 500.000 dong – herregud 150 kr. Jeg fik en hyggelig snak med miss Saigon, der forresten også hed Kim.
Vores eget rigtig fine DUC Vuong Hotel har 2 stjerner, men her på Sheraton kunne jeg ikke se, hvor mange stjerner, de havde. Men da det var et palads, så måtte de mindst have et par stjerner mere end vores. Her blev de to "backpackers" også venligt modtaget, og vi tog elevatoren til 23. etage. Der var en åben bar ud mod byen, og her var udsigten bare udsøgt. Vi havde ikke tid til de store drinks, så jeg tog en "Jager Bomb" med Jägermeister og Red Bull, og Gitte fik en "B 53" med Kahlua, Bailey og vodka. De var noget mindre og derfor billigere og kostede 160.000 dong stykket, plus service og skat 369.600 dong, oprundet til 400.000 dong. Nå, men så fik vi også nødder og 2 glas isvand med i købet. Isvandet smagte delikat af klor, så alle bakterierne var helt sikkert stendøde.
Det kostede 30.000 dong at besøge paladset, og ved indgangen står de to kampvogne, der erobrede Saigon og brasede igennem porten. Paladset har den ene smukke sal efter den anden og konferencelokaler med ovale borde. Og i præsidentens kontor står der en rød telefon – gad vide hvem han ringer til på den. Der var mange grupper, der blev guidet rundt og fik en meget detaljeret beretning. Sådan en gruppe havde jeg heldigvis undgået.
Ude fra badeværelset lød det højt fra Gitte: "Uh, der er den". Det var vores kæmpe kakerlak, der var kommet frem. Den gemte sig ellers bag skraldespanden. Kakerlakken stilede mod vores værelse, og så var det med at lukke vores kufferter i en fart.
Mægtige flodarme og et utal af kanaler skærer igennem deltaet og vietnameserne vil helst bo tæt på vejen, da det giver flere kunder i de små vejbutikker. I deltaet er der ikke altid anlagt veje, så bygger man i stedet sit hus ud til en kanal eller ved et af de smalle vandløb. Nogle steder er husene på pæle, og så er man sikret mod regntidens oversvømmelse.
Der var lunch om bord, og den bestod af græskarsuppe, forårsruller, kæmperejer, kød, ris, grønsager og til dessert en lille budding. Vi havde fået et bord sammen med de portugisiske damer, men de var bestemt ikke nemme at snakke med. Jeg spurgte, hvad de hed. De svarede, men spurgte ikke os. Jeg spurgte, hvad de arbejdede med, og de svarede læge og psyko- et eller andet, men de spurgte ikke os om noget. Nå, men jeg fik da vristet ud af dem, at de skulle til Phnom Penh med båd og tilbage igen med båd.
Der var små junglestier mellem husene, og et af besætningsmedlemmerne, der var guide, fortalte om de tropiske vækster og frugter, der voksede allevegne. Vi var inde i et landsbyhus, hvor der blev serveret udskårne frugter. Husets frue bar på et 4-5 måneders barn, og en lille dreng på 4-5 år løb rundt. Godt bænket kom der endnu et tropeskyl, men nu sad vi i tørvejr. Meget hyggeligt havde de to pytonslanger som kæledyr. De var armtykke, og når de var fedet op med rotter, kunne de sælges med stor fortjeneste.
Mekong Eyes har ligget stille, dog svagt vuggende, i løbet af natten, men kl. 5.45 startede motoren op, og vi fortsatte sejladsen. Der er store vinduer i kahytten, så vi kunne ligge i sengen og se flodbredden glide forbi. Det var lige på det tidspunkt, hvor solen var på vej op, og den skinnede smukt, men med sorte skyer i baggrunden. Så blev det hurtigt gråt i gråt igen. Mange forskellige både sejlede forbi, og folk vaskede tøj i det brune vand. Der er morgenmad på dækket kl. 7, hvis det ellers holder tørt.
Ude midt i floden lå flere både fortøjet til hinanden, og herfra solgtes masser af frugt. Vi lagde til ved en af bådene, og foruden et læs kokosnødder havde hun et udvalg af alle mulige tropiske frugter. Hun var dog også leveringsdygtig i en kop te eller kaffe. Vores bådguide hentede forskellige smagsprøver – jeg håbede så sandelig, at han betalte for dem.
De andre i gruppen cyklede en tur i omegnen, medens vi gik en tur igennem byen med vores personlige bådguide Long, der var en meget flink, ung mand. Vi fik taget et billede af ham, og han ville også have et billede af os på sin mobil. Han spurgte, om der var stor forskel på Danmark og Vietnam: "Ja, meget stor". Han havde aldrig været uden for Vietnam, og der var nok en verden til forskel, som vi ikke lige kunne forklare på 5 minutter. Det var en meget hyggelig tur igennem byen, der bl.a. havde en fin katolsk kirke og små værksteder, og folk kikkede interesseret og hilste.
Vi sad med det engelske par Vickey og Peter og spiste i den smukke stue. Hun arbejdede i regeringen og vidste meget om Danmark. Maden var på Asia Exotic Tours regning, men drikkevarerne var på egen regning, og de var meget dyre her, havde vi fået at vide. Meget udsøgt frokost med salat, forårsruller, flere slags fisk, kylling, ris og dessert. 1 cola og 3 glas friskpresset lime juice kostede i alt 150.000 dong lig 45 kr. – så vanvittigt dyrt var det nu heller ikke.
Ved 17-tiden var vi fremme ved en af Mekongdeltaets store byer Chau Doc, og det er den sidste by før grænsen til Cambodia. 
Det var en flydende terminal, og ved siden af den lå en meget lang, smal speedbåd, hvor der var plads til måske 30 passagerer. Vi skulle have redningsveste på, men kun til vi havde passeret kontrollen.