Tog
Jorden rundt.
Fra Beijing til
Phnom Penh.
26. delafsnit: Phnom Penh. Personlig rejsefortælling af Kim Greiner Juli 2014
Phnom Penh og bedstemor Penh. Phnom
Penh (Penh’s Hill) har fået sit navn efter Wat Phnom (Hill Tempel).
Legenden siger, at i 1372 gik den gamle nonne Lady Penh ned til floden
efter vand, og her fandt hun et flydende kokitræ i strømmen. Inde i et
hul i træet var 4 bronze- og en stenbuddha. Daun (bedstemor) Penh tog
statuerne op til sit hus, og folk hjalp hende med at bygge et lille tempel
af kokitræet på en bakketop. Hun navngav templet efter sig selv, Wat
Phnom Daun Penh, dog forkortet lidt ned til Wat Phnom, og det ligger der
stadig med et tempel på en 27 m høj bakke midt i Phnom Penh.
Befolkningen vokser hurtigt, da der i 2008 skønsmæssigt
boede 1,9 millioner, men i 2014 nærmer indbyggertallet sig 2,2 millioner.
Byen har siden 1865 været hovedstad, og det er den rigeste og største by
i Cambodia. Ankomst til Phnom Penh. Vi er
netop ankommet med speedbåd fra Vietnam til Phnom Penh. Vi blev modtaget
af en ung guide med to store paraplyer, og en mand havde taget vores
kufferter og rullede dem hen til den holdende bil. Kuffertmanden gav jeg
en 5000 riel seddel, der er lig 10 dkr. Ved ikke, om det er nok, men han
protesterede da ikke. Den unge guide var også chauffør, og han kørte
meget forsigtigt. Enten er han nybegynder, eller det er hans fars bil.
Silver River Hotel ligger lige i nærheden af floden og tæt på kongens
palads. Det er et dejligt hotel, stort værelse med udsigt til paladset, så
det må siges at ligge ganske centralt.
Vi snakkede lidt om, hvad vi kunne se i byen, for vi anede det faktisk ikke. Medens vi ventede på, at de fik lavet pizzaen (mere end 10 min.), gik jeg ud på gaden og kikkede. Der holdt en hel række Tuk-Tuk, der her i byen er motorcykler, der trækker en lille vogn med plads til 4 personer. Jeg faldt i snak med en "driver" og spurgte, om han ville køre os rundt i byen i en time, og hvad skulle det koste? Han sagde ikke en pris, men spurgte, hvad jeg ville give. Jeg foreslog 10 dollars, og han sagde ja med det samme. Rundt i byen med Tuk Tuk Inde i
cafeen sad en dansk dame med en udenlandsk mand, men hun havde jo hørt,
at vi talte dansk. Det var faktisk den eneste dansker, vi mødte på hele
turen gennem Kina og Vietnam. Hun sagde, at normaltaksten for en time i en
Tuk Tuk var 5 dollars. Nå, men nu havde jeg jo lavet aftalen og ville
ikke lave den om. Hun fortalte også om et sted, der hed "The Killing
Fields", og som lå et stykke uden for byen.
Bagefter
gik jeg en tur alene ned omkring kongepaladset, og her mødte jeg de to
hyggelige englændere, vi havde sejlet med. Der er i det hele taget mange
vesterlændinge i byen, så her er vi ikke noget særsyn som i visse byer
i Kina. Der holder mange ledige Tuk Tuk rundt omkring, og driverne ville
meget gerne have mig op i deres køretøjer eller lave aftaler med mig i
morgen.
Der er
flere barer i vores gade, også steder, hvor der blev reklameret med
"species girl", hvad det så er for noget. En lille pige på måske
8 år fik afsat 3 små armbånd til mig for 2 dollars, og det var vist et
røverkøb, især for hende. I
hotellets lille restaurant spiste vi aftensmad. Gitte fik 5 forårsruller,
en dessert og den lokale Angkor øl. Jeg selv tog en "cambodian
chicken curry" med ris og dertil også en Angkor øl plus en Sprite.
I alt blev det 48.000 cambodianske riel, og omregnet til danske kroner må
det blive omkring 76 dkr. Det prisniveau kan ikke slå os af pinden, men
vi var også heldige, for der var "happy hour", så vi fik de 2
øl til kun 1 øls pris. Faktisk
er det ikke nødvendigt at veksle til cambodianske riel, for overalt i
Phnom Penh vil de hellere have US dollars. Riel har også den ulempe for
udlændinge, at de ikke kan veksles tilbage uden for Cambodia. The Killing Fields - et gyseligt sted.
20. juli Morgenmaden på hotellet var da udmærket uden at være overdådig
på nogen måde. Med vores driver, der hed Peyi, havde vi en aftale kl. 9
om at køre os ud til The Killing Fields. "The Choeung Ek Genocidal
Center", som det også hedder, ligger 15 km sydvest for Phnom Penh.
Vi kom først igennem pragtgaderne med flotte bygninger og monumenterne,
og kongen der venligt smilede ned fra alle plakaterne. Længere ude af
byen var der til sidst kun en enkelt husrække på hver side. Vi drejede
ned ad en sidevej og så en sidevej til, og så kunne vi godt se, at her
skete der noget. Der var små cafeer, og her holdt der mange Tuk Tuk.
Indgangen kostede 6 dollars eller 48.000 riel, så her var en klækkelig
rabat ved at betale med dollars.
På
den anden side af tårnet er der en mængde massegrave, som ses som
fordybninger i jorden og skilte som: "Her blev fundet 147 hovedløse
lig”."Her blev fundet 450 ofre i denne grav" osv.
Der var også et museum med fotografier af uhyrlighederne og redskaber som
hakker, økser, macheter, køller og jernstænger, som var blevet brugt
til at mishandle og dræbe mennesker. Der
var mange vesterlændinge i området, og alle gik stille rundt og undrede
sig over menneskers dårskab og ondskab. Dette
er ikke den eneste Killing Fields i Cambodia, for der er langt over
hundrede sådanne områder over hele landet. Det er helt ufatteligt, at
det kommunistiske Khmer Rouge regime fra 1975 til 1979 dræbte mellem 1,7
og 2,5 millioner af deres egne borgere, og det var ud af en befolkning,
der i 1979 kun var på 8 millioner. I 1979 invaderede Vietnam det
"Democratic Kampuchea" og stoppede Khmer Rouge. Helt ufatteligt,
så blev Vietnam lagt på is og fordømt af det internationale samfund,
fordi FN støttede Khmer Rouge regimet. Tuol
Sleng Genocide Museum. Peyi,
vores driver, havde ventet udenfor, og han kørte os ind til byen til en
anden uhyrlighed, der var et tidligere fængselsområde. Bygningerne havde
før været en skole, men Pol Pot brugte området som fængsel, før
fangerne blev henrettet. Sådanne fængsler var også med lind hånd
spredt ud over hele Cambodia under rædselsregimet. Der var masser af
billeder af uhyrlighederne og portrætter af de døde. I gården stod
store krukker, som var blevet brugt til vandtortur. Vi brugte kun 20
minutter i fængselsområdet, så kunne vi simpelthen ikke klare mere
dokumentation af den kommunistiske Pol Pots rædselsregime.
Meget
let frokost lige i nærheden, og medens de lavede en omelet og en
croissant med ost og skinke, kom der en kraftig byge, men da vi havde
spist, skinnede solen igen. Vi
ville hen for at se Nationalmuseet, og på vej derhen kom vi forbi det
meget smukke Wat Qunation Kloster. Byen er en stor kæmpekontrast til sig
selv. Der er utroligt smukke bygninger, haver og gader, men lige ved siden
af er der gader med skrald i kæmpebunker, og de ser ud, som om de har
ligget der i ugevis. Nationalmuseet stråler af skønhed. The
National Museum of Cambodia (Sala Racjana) er Cambodias største museum
med historiske og arkæologiske fund. Det huser verdens største samling
af Khmer kunst med stenskulpturer, keramik og bronzefigurer. Museet har en
samling på over 14.000 kunstværker fra den præhistoriske tid før,
under og efter Khmer Empire. Vel at mærke, så har dette museum ikke
noget at gøre med de Røde Khmerer. Museumsbygningen er inspireret af
Khmer tempelarkitektur og er bygget i perioden 1917-24 og er siden
renoveret i 1968. Museet er en perle med utroligt smukke bygninger og en
dejlig have. Der er masser af stenfigurer i alle størrelser – de kunne
virkelig noget med sten i gamle dage i Cambodia. Det koster 5 dollars at
komme ind for at se herlighederne, og det var virkelig pengene værd. Bare
det at nyde freden og stilheden i gårdhaven. Orangeklædte munke kunne
ofte ses i Phnom Penh, og også herinde i gårdhaven sad de og mediterede
eller nød bare freden.
Aftensmad
i hotellets lille restaurant, hvor der ikke var andre gæster end os. Der
er nogle meget søde unge mennesker, der giver en udsøgt betjening. Der
var happy hour på drikkevarer mellem kl. 17 og 20, og at tænke sig, så
kunne vi få 2 stk. Singapore Sling for kun 3 dollars – så bliver det
ikke billigere i denne verden. Derudover fik jeg en Jägerschnitzel med
fritter, og Gitte en fisk, der lige var trukket op af floden. Dertil en
rom og cola og en almindelig kedelig cola, og det blev i alt 18 dollars. Som
tommelfingerregel blev 4.000 riel omregnet til 1 dollar, og det var noget
nemmere at regne med dollars fremfor de store tal på riel-sedlerne. Det russiske marked og den manglende dans på
roser.
21.juli
Vores
trofaste driver Payi ville være ved hotellet kl. 9, og det var han selvfølgelig
også, for det var med at holde på kunderne. Vi kørte igennem byen, og
han er fræk som en slagterhund og snitter os igennem trafikken. Utroligt
at det hele tiden går godt. "Knock on wood" – vi skal også
ud at køre med ham om eftermiddagen, så den hellige grav er ikke
velforvaret endnu. Byen
har mange store boulevarder, og sidegaderne ligger i rette vinkler, og de
har meget praktisk numre i stedet for navne. Vi gjorde stop ved det store
Independence Monument, for jeg ville gerne have et foto. En ung kvinde
ville snakke, især da hun hørte, at jeg var fra Copenhagen. Hendes søster
skulle til København om et par dage for at arbejde. "Hvordan er
temperaturen nu, og er der racediskrimination af mennesker af hendes
farve? Det var deres bedstemor, der var så bekymret. Jeg kunne kun sige,
at der var mange "coloured people" i København, og at vi var
venlige mod alle. Stort set, men det sagde jeg nu ikke. Jeg spurgte heller
ikke, hvad søsteren skulle arbejde med, men jeg havde da mine bange
anelser.
Vi fik
på kort tid købt T-shirts til børnebørnene, og det var noget med 2½
dollars stykket. Voksne T-shirts kostede 5 dollars, og duge og tørklæder
var også noget i den stil. En Mester Jakelhest i træ kostede 15 dollars.
To puslespilsdyr 10 dollars m.m. Alt var rørende billigt, og så kan det
ikke falde mig ind at prutte om prisen. Det var derfor ikke på grund af
priserne, jeg måtte stoppe, men det er jo begrænset, hvad der er plads
til i kufferten på hjemturen. Helt sikkert så kan det russiske marked
anbefales at aflægge et besøg.
Frokost
henne på hjørnet, og det var et sted, der så lidt finere ud end så
mange andre steder i kvarteret. Gitte fik laks, og jeg noget grillkød med
små kartofler med bacontern og den lækreste sovs – det smagte
himmelsk. Incl. to Fanta kostede måltidet 20 dollars. Vi sad
ved siden af et reklameskilt for et guesthouse. Der var et billede af en kæmpeseng
og en pris på 6 dollars pr. person. Måske skulle der så være flere i kæmpesengen
til den pris, og så er det jo ret afgørende, hvem der er
sengekammeraterne. Der
sidder og går en del hvide ældre mænd rundt i kvarteret, og de ser
meget afslappede ud. Gad vide om de bor her for at strække pensionen
eller hvad? The Royal Palace med diamanter og guld.
The
Royal Palace of Cambodia er et helt kompleks af bygninger, der blev påbegyndt
af kong Ponhea Yat, der levede 1393-1463. Paladset er genopbygget i 1886,
da kong Norodom 1834-1904 regerede. Bygningerne er med smukke spir, som
bliver brugt i den klassiske Khmer arkitektur, som også finder plads på
mange nybygninger i byen. I
paladsområdet ligger også den smukke Silver Pagode, med en
krystalbuddha, "The Emerald Buddha", der er dekoreret med 9.584
diamanter, hvor den største er på 25 karat. Sidste
punkt på dagsordenen var et genbesøg på Wat Stupa, der ligger på den
27 meter høje bakke, der med stupaen har givet navn til byen Phnom Penh.
Denne gang var jeg indenfor i bedesalen, der er fyldt med buddhaer i alle
størrelser. Det er god skik at lægge offergaver ved buddhaerne, så jeg
lagde en hel dollar, og sådan en er guld værd i Cambodia. Uden for
templet sad en dame og solgte helt nye 100 riel sedler, der så kunne
ofres til guderne. For en laset 1 dollarseddel fik jeg 40 splinternye 100
riel sedler. Nydelige sedler med vandmærke og det hele selv om de kun er
12 øre værd.
I
hotellets restaurant havde vi afskedsmiddag, og som sædvanlig var der
ikke andre end os. Der var 4 unge, søde tjenere, der ikke vidste, hvilket
ben de skal stå på for at betjene os på bedste måde. Jeg startede med
en rom og cola og Gitte kun en cola. Hun ville kun have 5 små forårsruller,
og jeg fik kyllingebryst med grønsager og fritter og en lækker sovs. Og
så sluttede vi af med to Singapore Sling til kundevenlig "happy
hourpris". Alt i alt for det hele 14.50 dollars. Jeg havde lige 15
dollars i sedler i pungen, men jeg ville godt give dem lidt drikkepenge, så
jeg fandt en 100 dollars seddel frem. Den kvindelige tjeners ansigtsudtryk
sagde gisp, og så skulle sedlen lige hen i receptionen og tjekkes. Jeg
bad om 80 dollars tilbage, og så kunne de dele resten. Hjemrejsedag i morgen, og så må vi se, hvordan det spænder
af. Børn der fortjener en bedre barndom.
22. juli Pakning
af kufferter og morgenmad, og vi gik den sidste tur ned til floden. Nej
tak til Tuk Tuk og nej tak til guidede ture til det, vi havde set i
forvejen. Jeg ved godt, at vi er de styrtende rige, og at det er lidt
tarveligt, at vi ikke bare vil have alle deres tjenesteydelser. Faktisk er
det ret irriterende hele tiden at skulle gå og være uhøflig og sige nej
tak. For at komme lidt væk fra nej takkerne gik vi forbi nationalmuseet,
hvor der var afspærret, og sneg os videre frem mod paladset ad en øde
gade, for her kunne vi gå i fred og ro.
Nede
ved floden ligger et lille buddhisttempel, og jeg blev hurtigt indehaver
af 3 lotusblomster og et bundt røgelsespinde for 1 dollar. Jeg gik så
ind i det lille tempel for at ofre blomsterne og tænde røgelsespindene i
håb om en god hjemrejse. Bagefter
sad vi på en bænk ved floden og så på et par børn, der legede med
vand. En lille pige i en meget fin kjole kom næsten helt hen til os, men
hun ville ikke give hånd, da jeg ville hilse. I løbet af de 15 minutter,
vi sad på bænken, kom der 4 rullestole forbi med mennesker, der manglede
arme og ben. Det tyndede hurtigt ud i min beholdning af 1 dollar sedler.
Uden
for vores hotel fik vi en kold afskedscola, og ved siden af stod et
massageskilt med priser: "1 time kropsmassage 8 dollars, og 4-håndsmassage
for 11 dollars." Ud af
vores ellers pæne hotel kom en 60-årig tyk, hvid mand i følgeskab med
en måske 18-årig ung pige. Så blev der kysset heftigt farvel, og pigen
kørte af sted i en Tuk Tuk. Det må så være ægte kærlighed, og hun
havde helt bestemt forelsket sig i hans tykke mave og hans hængerøv. Farvel til Cambodia og hjemrejse. Sidste
bad oppe på værelset og vi fandt det sidste, næsten rene, men dog tørre
tøj. Så må vi se, om der er en taxa, der henter os kl. 12, hvor det også
er tjekudtid fra hotellet.
Pæn,
ikke særlig stor lufthavn, hvor vi fik noget at spise til opskruede
lufthavnspriser. 2½ time før afgang kunne vi komme af med bagagen og gå
igennem kontrollen med fingeraftryk og foto, men selve sikkerheden var
noget tyndbenet. Nydeligt, taxfrit område med adskillige spisesteder og
de sædvanlige shops med souvenirs, parfume, spiritus og bøger m.m.
Lufthavnen er bestemt ikke overfyldt med mennesker, men der afgår også
kun 1 eller 2 fly i timen. I områdets lette kølighed lynede jeg benene på
de korte bukser, og jeg overvejede at tage en skjorte over T-shirten. Det
er første gang i 3½ uge, at jeg har lange bukser på og har mere end et
stykke tøj på overkroppen. En
lille flok kvindelige vesterlændinge tog banjoer og en tromme frem, og
medens de sad på gulvet, sang de deres hjemlands vemodige sange. Det lød
faktisk rigtig godt, og faktisk tror jeg, at de længtes tilbage til en
strandbred med et lille bål og en mørk, varm tropenat. Qatarflyet
gik til tiden – faktisk 15 minutter før planlagt. Der var ikke mange
passagerer i det store fly, der kun var under halvt fyldt. Så startede
hjemturen ved, at vi fløj i den forkerte retning, for vi skulle tilbage
til Saigon og have passagerer af og på. Flyveturen tog ½ time, og vi
havde brugt 3 dage i bus, husbåd og speedbåd. Vi fløj dog over Saigon
et par gange, og der var en fin udsigt til byen og Mekongdeltaets brune
vand, medens mit kamera lå trygt og godt oppe i bagageboksen. Smart
med dette arabiske fly for på skærmen blev det hele tiden angivet, hvor
Mekka ligger – hvis man nu havde trang til en lille bøn. Overnatning i Doha.
De
ville vække os kl. 5.30 med afgang fra hotellet kl. 6. De ringede dog først
kl. 5.40, og de sagde noget om 10 minutter. Vi var dog vågne i forvejen,
for Gittes "and" (vækkelyden på hendes telefon) havde vækket
os for en halv time siden. Udtjekning, og de sagde, at vi godt kunne nå
en kop kaffe, selvom der først var morgenmad kl. 6. Vi blev fulgt til
bords af en venlig tjener. Hele den overdådige restaurant lå tom, men vi
nåede lige lidt juice, kaffe, toast, croissant og så ud til den ventende
bil. Tjeneren hilste farvel: "Thank you and come back again for et længere
ophold". (Ok, det var vist ikke lige ordret).
Hvad koster sådan en tur? Denne
3. del af vores togrejse Jorden rundt havde været en fantastisk tur. Ikke
alt var gået fuldstændig planmæssigt, men i det store og hele var det
kun bagateller, der var misset. Vores rejsebureau "Alt Rejser" på
Vesterbro havde skaffet os igennem Kina, og "First Asia Travel"
på Købmagergade havde klaret resten igennem Vietnam og Cambodia.
Priser nedenstående er opgivet for 2 personer og
er for rejsen i Kina og Indokina: Alt
Rejser: Flybillet med Aeroflot København-Moskva-Beijing kostede 6.330 kr.
Tog igennem Kina med stop i Beijing, Xian, Shanghai, Hong Kong og Nanning
samt hoteller og China Women Travel Service til at hente og bringe kostede
18.238 kr. Dertil kinesisk visum 1.750 kr. summa summarum 26.318 kr. for
13 dages individuel rejse for to personer. First
Asia Travel: Tog og hotel med start i Nanning, Hanoi, Hué, Ho Chi Minh
City, videre med båd i Mekongdeltaet og hotel i Phnom Penh og derfra fly
via Doha til København for 13 dage 23.380 kr. Alt i alt blev det så 49.698 kr. for 2 personer
med 26 dages spændende oplevelser i Sydøstasien. Dertil kommer selvfølgelig
lommepenge, madpenge, drikkepenge, donationer til værdigt trængende, Tuk
Tuk, taxi, souvenirs m.m., og jeg vil anslå, at vi brugte omkring 12.000
kr. Næste
delstrækning af vores rejse "Jorden rundt med tog" bliver på
kryds og tværs igennem Australien. Derefter tages turen tværs over
Canada, og så mangler vi også en lille del fra Phnom Penh, Thailand,
Malaysia til Singapore og måske videre igennem Indonesien. Måske også
senere op igennem Sydamerika. Men lad os nu se, vi er ikke de rene årsunger
med snart 70 år på bagen, og det er ikke for to personer som ovenstående,
men for hver enkelt. 3. del af Jorden rundt med tog kan bestilles som et billedforedrag, som jeg har valgt at kalde: "Tog til Indokina".
For øvrigt har vi aldrig hørt om andre, der har taget toget Jorden rundt
– så måske bliver vi de første.
|