| Togrejse Jorden rundt.
Juli 2012 Del 7. Umiddelbart kunne vi ikke finde metrostationen, så vi måtte spørge en mand, og han viste os, at indgangen var i en anden bygning. Moskvas metrosystem er noget mere indviklet end Sct. Petersborgs, idet det er meget større og med mindst 6 linjer, der krydser hinanden. Så vi kørte frem og tilbage nogle gange, faktisk i to timer i alt, indtil vi kunne stå af ved metrostation VDNKh, hvor vores hotel skulle ligge i nærheden. Igen et tilfælde af russisk hjælpsomhed, for en ung mand hjalp Gitte med kufferten op ad en trappe, men heldigvis er de fleste trapper i metrosystemet rulletrapper. Hotellets forhal var kæmpestor med forretninger og cafeer, og vi fik lov til at tjekke ind, selv om klokken kun var 11 om formiddagen. Vi skulle ikke engang udfylde papirer, for passene blev bare indscannet, og så fik vi nøglerne til et fint værelse med en flot udsigt til TV-tårnet i det fjerne. Og vi glædede os til at kikke nærmere på denne kæmpeby. Bare lige på den anden side bagved metrostationen lå en kommunistisk kæmpepark med stjerner og hammer og segl på alt, hvad der stak op i luften, men vi må lige have lidt mere historie. De høje herrer i Kreml kæmper nu om magten. I første omgang får Malenkov overtaget, idet han sammen med Khrusjtjov anklager Berija for forræderi, så han arresteres og køres bort til et militærfængsel. I december stilles han for retten uden forsvarer og ret til appel, og han dømmes til døden for forræderi, selvom det, han anklages for, går helt tilbage til 1. verdenskrig. Ved kommunistpartiets kongres den 25. marts 1956 satser Khrusjtjov alt og anklager selveste Stalin for sygelig mistænksomhed, hvor han overalt så fjender, dobbeltspil og spioner. Han nævner, at 1.108 ud af 1.966 delegerede ved partikongressen i 1934 blev arresteret og skudt, og Stalins udrensninger i Den Røde Hærs officerskorps var endnu værre. Talen ryster tilhørerne, for det er simpelthen ”fadermord” at tilsmudse Stalin, så Malenkov og kommunistpartiets gamle garde planlægger et bagholdsangreb, men hæren støtter Khrusjtjov. Malenkov får frataget alle sine poster og bliver sat til at bestyre et vandkraftværk i Kasakhstan, og Molotov udnævnes til ambassadør i Mongoliet. Udenrigspolitisk opnåede Andropov ikke meget, for krigen i Afghanistan fortsatte, og forholdet til Vesten blev dårligere. Han forsøgte faktisk en nedrustning, men den blev dårligt modtaget af Reganadministrationen og i Storbritannien af Thatcher. Det var lige ved at gå helt galt, da Andropov satte det store sovjetiske atomarsenal i beredskab i forbindelse med en NATO øvelse. Han troede det var et maskereret angreb på Sovjetunionen. Pyh ha. Andropov led af en nyresygdom, og han døde 9. februar 1984 og blev efterfulgt af Konstantin Tjernenko, der dog også havde dårligt helbred. Tjernenko fulgte den hårde linje fra Bresjnev-tiden, og den kolde krig blev endnu koldere. Hans sygdom gjorde ham nærmest ude af stand til at lede landet, men han prøvede at få større tilslutning fra befolkningen og investerede derfor meget i forbrugsvarer, offentlige tjenester og landbruget. Tjernenko døde 10. marts 1985, og efter hans død blev hans private pengeskab åbnet af hans efterfølger Mikhail Gorbatjov. I pengeskabet lå der bunker af kontanter, og endnu flere penge blev fundet i hans skrivebord, og hvad han havde tænkt sig at bruge dem til, er stadig et mysterium. Gorbatjov arbejdede også for international afspænding og nedrustning. Han hjemkaldte soldaterne fra Afghanistan, fik bragt en ende på våbenkapløbet med USA og slog fast, at der ikke mere ville blive brugt våbenmagt mod befolkningen i Østeuropa, så han fik Nobels fredspris i 1990. Gorbatjov var politisk svækket og måtte se passivt til, medens Sovjetunionen gik i opløsning, og nogle uger efter, den 25. december 1991, trak han sig formelt tilbage fra præsidentembedet. Gorbatjov går under betegnelsen en af ”tilbagetrækningens helte”, der ikke ville bruge vold for at fastholde sin magtposition (tænk hvis Syriens Assad førte den politik), og i dag driver han en privat konsulentvirksomhed. Gorbatjov besøgte Danmark og var gæst på ”Den 11. time” på DR2 den 24. oktober 2007. Her fortalte han blandt andet, at han havde valgt ikke at få gjort noget ved sit modermærke, for han ville bruge tiden på det, der virkelig betød noget, og ikke bruge tid på at forskønne sig selv.
Mange hadede ham, fordi han smadrede kommunismen og fik Sovjetunionen nedlagt. Han måtte også tage æren for den efterfølgende økonomiske nedtur efter indførelse af ”røverkapitalismen”, hvor de statslige virksomheder blev privatiseret og nærmest blev foræret væk. Men han lagde også grunden til en ny markedsøkonomi, som russerne først nu er ved at høste frugterne af. Jeltsin havde længe haft problemer med hjertet, og i 1996 fik han en femdobbelt bypassoperation. Hjertetilfældet var da også årsagen til hans død 23. april 2007, der var en verdensbegivenhed. Ved begravelsen var tusinder af russere mødt op, foruden den russiske præsident Putin, den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton og den sidste generalsekretær Michail Gorbatjov. Selvom der er en del at rynke på næsen af, er Putin alligevel uhyre populær, og da han gik af som præsident i 2008, kunne han uden besvær manøvrere Dmitrij Medvedev på plads som sin efterfølger ved brug af massiv mediepropaganda. Alle var overraskede over Putins valg af Medvedev, for hvor Putin kunne være grov og kantet, var Medvedev derimod mild, intellektuel og havde pæne manerer, og han havde de rigtige politisk korrekte meninger om demokrati, menneskerettigheder og pressefrihed. Det er derfor diskuteret, om Putin stadig var den reelle magthaver under Medvedev. Selvom russiske præsidenter kun kan sidde to valgperioder, er det på en eller anden måde blevet godkendt, at russiske præsidenter alligevel godt kan få en tredje valgperiode. Derfor stillede Putin op til valget i marts 2012, hvor han igen vandt valget, selvom det ikke var så overbevisende denne gang. Forresten Putin, da vi var i Sct. Petersborg i sommer, observerede vi, at bilerne drøner igennem gaderne med al for høj fart, således at fodgængere ofte må springe for livet, når gaderne skal krydses. Jeg ved ikke, om der er hastighedsbegrænsning i russiske byer, men ellers så få lavet en grænse på 50 km i timen, og sæt nogle af betjentene til at håndhæve det. Jeg vil sætte pris på, at det er i orden, til vi igen skal besøge Rusland i sommeren 2013. Befolkningen er lyse, høje, slaviske og mørklødede kaukasiere smeltet sammen med eskimoer, tatarer, tjuktji, jakutere, nenetsere, jøder, mongoler, grækere, baltere m.m. De over 100 forskellige nationaliteter er samlet af sproget, men adskillige små nationaliteter føler sig udstødt og undertrykt af russerne, og i virkeligheden er store dele af Rusland erobrede områder, hvor der godt kan boble noget uro. Russerne, der udgør 80 % af befolkningen, er for nedadgående, hvorimod andre nationaliteter vokser i antal, men uden at dæmme op for den befolkningsmæssige nedtur. De fleste ønsker kun 1 barn eller slet ikke nogen, og på få år er børnetallet faldet med 7 millioner. Boris Jeltsin nedlagde Sovjetunionen, og der var en periode med kaos og økonomisk katastrofe. Putin har skaffet ro og selvtillid, men samtidig har han begrænset friheden, men russerne har dog alligevel aldrig før i historien haft det så frit, som de har nu. Sladderspalterne er fulde af historier, hvor elskerinder, koner og døtre til rigmænd fortæller om deres liv i sus og dus. Det er godt stof, som den almindelige russer så svælger i. Samtidig er der ved at vokse en stærk middelklasse op, der ved hæderligt arbejde tjener penge. De vil have beskyttelse mod korruption og overgreb, beskyttelse mod snyltende bureaukrater og mod politiet. De kræver stabilitet, så de kan værne om deres butikker, restauranter og alle mulige virksomheder. Det er Ruslands fremtid, og det er dem, der gerne skulle overtage magten og indføre et demokrati efter europæisk mønster. Så Putin, al den korruption må du også lige se at få gjort noget ved, inden vi kommer til Rusland igen næste år.
Landskabet ændrer sig østover til Fjernøstens nordlige område, som er noget af det mest barske i verden med ned til 45 frostgrader om vinteren. Kolymabjergene var efter Stalins mening et perfekt sted at anlægge de værste koncentrations- og arbejdslejre, hvor millioner af mennesker omkom i 1930’erne. Mange af lejrene blev oprettet for at skaffe Stalin guld og uran. De blev lukket efter Stalins død, men mange af fangerne blev boende i barakkerne sammen med deres tidligere fangevogtere, for der var ingen andre steder at tage hjem til. Og der bor de og deres efterkommere endnu i vore dage. Der findes også efterkommere af danske kommunister. De blev arresteret efter at være landet i ”det kommunistiske paradis” og sendt i kreaturvogne videre ud i vildnisset til lejrene. I den månedsvis lange rejse på kålsuppe har de sikkert undervejs siddet og sunget kommunistiske slagsange og hyldet Stalin. Måske. Inde bagved en kæmpeport lå så en kæmpestor park med springvand med forgyldte statuer og snesevis af pavilloner. Pavillonerne var dog nærmest slotte overbroderet med hammer og segl og store, røde stjerner. Foran et af de første ”slotte” står Lenin, og foran er et overdådigt springvand med guldfigurer af mennesker i fine kostumer. På andre af bygningerne er der figurer af det arbejdende folk, der i overalls elsker at stå med et trykluftbor dybt nede i en kulmine. Andre figurer viser de trinde bondekoner, der står med store kornneg og anden overflod. Inde i pavillonerne var der boder med salg af al muligt i souvenir og ellers alt fra blomster til gulvskrubber m.m. Det eneste sted, hvor der virkelig var trængsel af kunder, var ved pelsforretningen med skind og pelse i lange baner. Fine damer ankom i taxaer og gik ind og så på herlighederne, og udenfor stod en dame og vigtede sig i en ny minkpels – forhåbentlig fra Danmark. Det kostede 100 rubler at komme indenfor, og vi var helt sikre på, at vi ikke skulle have en minkpels, så vi kikkede bare ind fra indgangen. Der var tilsyneladende kun russere i det store parkområde. Det var dog ikke kun den alm. hvide russerrace som i Sct. Petersborg, men også adskillige asiatisk udseende mennesker med brede kindben. Så kom vores mad serveret på ægte plastiktallerkener, og det tyndeste og billigste plastikbestik man kunne tænke sig. Kød var på en tallerken, salat på en anden, kartofler på en tredje og sovsen i et plastikbæger og dertil brød. Det så enormt stort ud, især af laks og kød, så vi havde virkelig fået noget for pengene. Der var dog så meget kød og laks, at vi slet ikke kunne spise op. Vi spiste, hvad vi kunne, og bad om regningen, og så kom chokket, for den lød på 5.392 rubler, noget over 1.000 danske kroner. Vi bad om at få regningen forklaret, og ganske rigtigt kostede laksen 350 rubler, men det var for 100 gram, og på regningen stod der, at Gitte havde fået 724 gram. Jeg selv havde fået 744 gram kød, og så og så mange gram kartofler, så mange gram salat, og så og så mange gram brød, og selv salt stod på regningen. Der lå faktisk en McDonald’s i udkanten af parken, og vi gik derhen, men den var totalt overfyldt, så vi nøjedes med en lille is, og faktisk var vi overhovedet ikke sultne, da maverne stadig var fyldt med laks og kød. Metroen går som en højbane igennem bydelen, og det var til almindelig metrobilletpris, så vi tog en tur. Vi kom igennem byen med højhuse a la Bellahøj bare 4-5 gange højere. Ostankino TV-tårnet har en højde på 537 m og er hele sovjets stolthed. En restaurant i 340 meters højde hedder ”Den syvende Himmel” eller rettere på russisk ”Sedmoe Nebo”. Den drejer rundt medens gedigen, russisk mad bliver serveret, og så har den glasgulv. Der havde været en faretruende brand i tårnet i år 2000, og alt skulle være i orden igen, men nej, for rundt om tårnet lignede det en byggeplads, og der var byggehegn rundt om, så det så meget lukket ud. Inde i midtbyen myldrede det med små kirker, og vi fandt Den Røde Plads, der overhovedet ikke var rød, men inde bag en høj mur lå så Kreml – selveste magtens centrum. Jo, muren ind til Kreml er rød, og Lenins Mausoleum er rødt, og Det Historiske Museum er knaldrødt. Pladsen er en af verdens mest berømte, og den har været skueplads for mange historiske begivenheder, som da Peter den Store personligt deltog i henrettelsen af 1.200 oprørske soldater og for Stalins gigantiske militærparader. Muren, der omkranser Kreml, er godt to kilometer, og den har siden 1485 værnet om de russiske ledere og dannet baggrund for begivenhederne på pladsen. I en lille kirke ved siden af Den Røde Plads nåede vi lige noget af morgenmessen. Præstens stemme rungede, og koret svarede, og uendeligt mange gange slog kirkegængerne korsets tegn og bukkede. Gulag-museet, der også ligger i Moskva, er netop oprettet for at modvirke den tendens i det russiske samfund, der allerede har glemt og nærmest idylliserer fortiden, hvor det kommunistiske system tilintetgjorde snesevis af millioner menneskeliv. Vi måtte jo ind og se på slamberten og gjorde anstalter til at komme ind i mausoleet. Der gik nogle mennesker inde bag en udspændt kæde på vej hen til Mausoleet, og jeg tænkte faktisk på at skræve over kæden og gå indenfor. Selvom der ikke mere er kilometerlange køer til Mausoleet, var der dog alligevel en anselig kø, fandt jeg ud af, og den startede helt rundt om hjørnet bag Det Historiske Museum. I køen bag Det Historiske Museum kom vi i forbindelse med Olga på 14 år og hendes familie, der kom fra Novosibirsk. Olga er en livlig, ung dame, og jeg tog nogle billeder af hende, og hver gang stillede hun sig op som en mannequin. Vi fik pjattet noget, selvom der var visse sprogvanskeligheder, men Olgas søster, der godt nok var hjemme i Sibirien, talte godt engelsk, fik vi at vide. Det gav stor anseelse i familien, da vi fortalte, at vi tidligere både havde set formand Mao og Ho Chi Minhs balsamerede legemer i tilsvarende mausoleer. De fik mit kort, og jeg håber, at de vil kontakte mig, for vi blev inviteret på besøg i Novosibirsk, når vi næste år passerer forbi på Den Transsibiriske Jernbane. Ærgerligt nok fik jeg ikke deres adresse, for så var vi helt sikkert troppet op. Nede under mausoleet er der et stort videnskabeligt laboratorium, som holder liget i god stand. Laboratoriet har så stor ekspertise, at da diktator Mao skulle balsameres og hengemmes, blev der sendt bud efter eksperterne fra Moskva. Det var frokost, og McDonald’s var overfyldt, så vi fandt et fast food spisested lige ved siden af. For tre store stykker pizza og to sodavand blev det 460 rubler, og så var plastikbestikket endda af betydelig bedre kvalitet end ved bondefangermiddagen dagen før, der kostede over 10 gange så meget. Hovedindgangen til Kreml går igennem Treenighedsporten, og både tsaren selv og indbudte og ubudne gæster som Napoleon kørte ind gennem denne port. I vore dage har de russiske ledere forskellige indgange, og de ses ofte komme kørende med blinkende lygter og et opbrud af sikkerhedsfolk. Med billetten i hånden er der ved indgangen en sikkerhedskontrol, og så var vi inde i magtens centrum, hvor Moskvas larmende trafik var forsvundet, og der var store velholdte blomsterbede. I Senatet, der ligger i nærheden, havde Lenin sin lejlighed og kontor, og i dag er det den russiske præsidents residens og derfor ikke tilgængelig for turister. En større opbygning af et palæ var smukt gemt bag et kæmpelærred med palæet malet på, så det også under byggerodet kunne se pænt ud. Tsar-kanonen fra 1586 er et udslag af russisk storhedsvanvid og er et storslået mesterværk. Som det så ofte går, er de stort anlagte praleting ikke altid de bedst fungerende. Kanonen vejer 40 ton, har et løb på 5,3 meter og en kaliber på 890 mm. Så den regnes for en af verdens største kanoner, men har aldrig været i stand til at affyre et eneste skud. Tænk bare på de stakkels heste, der skulle trække rundt med den kolos, og ingen har turdet komme krudt i den, for tænk hvis den revnede. Men flot det er den med et snerrende løvegab på fronten. Der var flere meget smukke kirker på Katedralpladsen og store, flotte tæppebede i parken, og der var masser af kinesisk/japansk udseende turister. Tilbage på Hotel Cosmos er der flere restauranter at vælge imellem, så vi prøvede puppen. Menukortet blev gransket nøje, og ved hver ret stod angiver hvor mange gram kød og hvor mange gram grønsager, den indeholdt, og så en samlet pris for måltidet. Inden den endelige bestilling skulle vi dog lige være helt sikre, så vi spurgte tjeneren, om vi havde forstået det rigtigt, så der ikke ville komme mærkelige overraskelser. Gitte fik noget laks på pandekager, og jeg revelsben med lidt salat. Da det var ret små portioner, tog vi lige en dessert og dertil to øl. Alt i alt 2.100 rubler, og der var lagt 10 % på regningen i tips. To metroer den ene vej og to ud af ringbanen, og så fandt vi Den Hviderussiske Banegård, der er jernbaneforbindelsen mod Vesten. Det var herfra, at Stalin sendte millioner af soldater ud til den visse død i kampen mod Hitlers nazitropper. Det var også hertil, de vendte hjem som invalider, hvis de havde været så heldige at overleve. Der er sat en mindetavle op med billeder af toge og rækkevis af soldater, der ventede. Tilbage med toget igen, og vi ville prøve at finde Ul. Gruzinskij Val gaden, der skulle være så hyggelig ifølge Politikens bog. Vi ved ikke, om vi fandt den, for den var ikke specielt hyggelig ud over en række forretninger og lidt cafeer på den ene side af gaden. Det er dog svært at orientere sig, når navnene på kortet står på engelsk, og gadeskiltene er på russisk.
På Rock Cafe fik vi to Irish coffee, og tjenerinden var i korte shorts og bare ben, og den mundering var nok ikke gået før i tiden. Efter besøget i gaden, der virkelig er et besøg værd, ledte vi efter det kæmpestore monument, der forestiller Peter den Store. Det er et kunstværk, som fremkalder store diskussioner, og de fleste synes, det er hæsligt. Personligt har jeg heller aldrig set noget lignende, for hele soklen består af opstablede frontpartier af skibe med flag på bogsprydet. Oven på denne opstabling er et stort sejlskib, og her står Peter den Store og styrer skuden. Hele herligheden må være 20-25 meter højt, og selvom det ikke er smukt, så er det bemærkelsesværdigt. Der var et andet flot syn, og det var Kreml, der lå badet i eftermiddagssolen, da vi gik over en bro. Selve forestillingen var fantastisk og med alle virkemidler inden for film, lys, farver, flotte kostumer og dans. Første del var et indblik i Ruslands historie med start helt fra vikingerne, der besejlede floderne, siden kosakkerne med russerdans. Der var mange flotte kostumer i beskrivelsen af tsartiden, og kommunisttiden gik de let hen over med svingning af de røde faner, mens nutiden blev markeret med mange russiske flag. Anden del var med blandede dansenumre med fantastiske kostumer og fantastiske dansere, så det var en forestilling, som varmt kan anbefales. Sådan et sted ville vi gerne opleve, og vi var der kl. 10.30. På afstand så det lovende ud med byport i træ og farvestrålende kirketårne stikkende op, men gassen var gået af ballonen, og det var lidt af en fuser. Måske var vi der for tidligt på dagen, måske var det uden for en eller anden sæson, men den beskrevne livlighed var der bestemt ikke meget af. Lige indenfor var et par rækker træboder med souvenirs til billigere priser, end vi havde set andre steder. Men der var også lange rækker af tomme boder, og tilsyneladende var der ikke noget spiseligt af få, ingen vodkatur og ingen bjørnetrækker. Vi gik rundt i området, og kulisserne var i orden, der manglede bare mennesker, både lokale, der kunne sætte liv i området, og turister, der ville lægge nogle rubler, så det hele kunne holdes i gang. Så hvis der var nogle dage eller nogle uger, hvor det kørte på højtryk, kunne det sikkert være rigtig godt, men vi oplevede en fuser.
Vi var på land i et faktisk spændende område med springvand foran varehuset, men vi ville finde Park Pobedy – Sejrsparken. Vi gik op ad den gade, vi mente var Kutuzovskij Prospekt, men der var kraftige divergenser mellem kortet i Politikens bog og et andet kort, vi havde, så der var længere, end vi troede, faktisk over to kilometer og nu i bagende sol. Gaden var nærmest en larmende 12 sporet vej, og der var ingen gadenavne, så vi kunne stedfæste, hvor vi var. Der skulle være en obelisk i parken, og den så vi da også i det fjerne. Den blev dog ved at være i det fjerne igen og igen, for den var hele tiden bag nye huse. Endelig var vi fremme, og det var dagens oplevelse. Umiddelbart er der flere mennesker i Moskvas metro, end der er i Japans metro. Med alle de mennesker er det utroligt, at der mangler mennesker i Rusland på grund af den lave fødselsrate, men måske er befolkningen ikke så vild med det nordlige Sibirien. Pigerne i Moskva kan der ikke klages på, for det er smukke og slanke piger, men de vil måske hellere være ude på arbejdsmarkedet end stå for blevasken. Inden man må tage elevatoren op, står der en mand i jakkesæt, som skal kontrollere gæsternes hotelkort, og det er da udmærket, at der er kontrol. Det var lidt forskellige mænd, der stod der, og det indgår åbenbart i uddannelsen som dørvogter, at man skal have et stenansigt, aldrig må smile, altid være fuldkomne tavs og bare vinke én lidt irriteret forbi. Hvis det var i kommunisttiden, var det, hvad der kunne forventes, men i vore dage med de frie markedskræfter skulle hoteldirektøren måske få personalet på et lille charmekursus, hvis han gerne ville have gæsterne tilbage en anden gang. Der var næsten ingen mennesker på gaden, og forretningerne i gangtunnelen under vejen var lukkede. I metroen var der dog pænt fyldt op, og lufthavnstoget fra Den Hviderussiske Station var fyldt godt op. Det tog faktisk kun 1½ time, fra vi forlod hotellet til vi var ude i lufthavnen. Passene skulle indscannes og godkendes, og pigen i skranken kikkede mig dybt i øjnene tre gange dog uden at smile, og det turde jeg heller ikke af frygt for ikke at ligne pasbilledet. Derefter var der sikkerhedstjek, og man kommer ind i en lukket boks og skal holde hænderne i vejret og bliver scannet. Så skulle vi lige klappes igennem på kroppen, og vips var vi igennem og kunne gå ud til gaten. Vi skulle flyve med Aeroflot, og på mig virkede det lidt underligt, at uniformerne på personalet er med emblemer, hvori indgår hammer og segl. Lige de to redskaber sammen, minder mig om sovjettiden og dens lyssky gerninger. Flybillet med Aeroflot fra Moskva til København kostede for to personer 3.194 kr. Det var selve rejsen, der var rejsens mål, men vi havde også nydt at besøge de forskellige byer undervejs, og de var meget anderledes, end vi havde forventet hjemmefra. Der var pænt og rent, der var næsten ingen tiggere, folk var velklædte og langt hen ad vejen meget venlige. Der er virkelig kommet gang i Østeuropa efter murens fald. Kvinden på billedet var blot en af de meget venlige russere vi mødte - med den T-shirt var hun vistnok lidt ude med snøren. Vi glæder os til at tage hul på 2. del af ”Togrejsen Jorden rundt”, der kommer til at gå fra Moskva til Beijing med Den Transsibiriske Jernbane. Kilder til "Togrejse Jorden rundt": Turen går til Berlin. Politiken. Turen går til Polen og Warszawa. Politiken. Turen går til Estland, Letland og Litauen. Politiken. Turen går til Moskva og Sct. Petersborg. Politiken. Vide Verden Skt. Petersborg. Aarhus Universitetsforlag. Historie - Illustreret Videnskab. Diverse turistbøger købt undervejs. Opslag på nettet. Egne dagbogsoptegnelder. Togrejsen Jorden rundt med alle syv afsnit har jeg som foredrag med masser af billeder. Se under Greiner Foredrag på denne hjemmeside. |
Rusland – Moskva
Så skulle vi bare finde Hotel Cosmos og overvejede at tage en taxa, men så fik vi kikket lidt over på den anden side af vejen, og der lå et kæmpehotel med mindst 22 etager. Vi skulle så bare rulle ned igennem en gangtunnel med forretninger, og oppe på den anden side var vi næsten på Hotel Cosmos’ område, og den første, der tog imod os, var såmænd General de Gaulle. Han var dog kun en kæmpestatue, men der må åbenbart have været nogle varme følelser mellem Rusland og Frankrig på et tidspunkt.
Den 1.marts 1953 ligger Stalin for døden. Ingen af hans livvagter tør dog sende bud efter en læge, for Stalin er notorisk mistænksom over for læger, og hans seneste udrensninger er netop gået ud over denne faggruppe. Livvagterne ringer i stedet til Stalins officielle stedfortrædere Lavrentij Berija og Georgij Malenkov. De ankommer og lister sig ind i Stalins værelse, hunderædde for at forstyrre deres chef, der tilsyneladende kun ligger og snorker. De to mænd tør ikke tage affære og kører tilbage til Moskva. Stalin befinder sig imidlertid mellem søvn og bevidstløshed og er mere død end levende. Vagterne ringer igen til de højere partifunktionærer, og Malenkov og Berija tager igen af sted ledsaget af Nikita Khrusjtov. Endelig sender de bud efter en læge, der stiller dianosen svær hjerneblødning, og Stalin er blot en grønsag. Han udånder 5. marts, og budskabet overbringes folket, der frygter, hvad der nu skal ske. Stalin havde ingen officielle efterfølgere, for siden 1920’erne har Stalin elimineret enhver, som kunne udvikle sig til en rival, og blot at hviske om Sovjetunionen efter tyranen var højforræderi og den visse død.
Efter at Berija er bortelimineret, ser det ud til, at Malenkov er på vej mod den fuldstændige magt over Sovjetunionen. Han laver imidlertid nogle fodfejl, og Khrusjtjov underminerer Malenkovs magt, bid for bid. I kommunistpartiets centralkomite 31. januar 1955 angriber Khrusjtjov åbenlyst Malenkov for magtmisbrug under Stalin og hans svage kurs over for USA. Regeringschefen fratages sin post, men får lov at fortsætte som menig minister – tiden med de blodige udrensninger er ved at være forbi. 
Spillet om magten i Kreml var forbi, og bondeknægten Khrusjtjov, der kun havde den mest nødtørftige skolegang, havde vundet. Til gengæld havde han personlig styrke og en skarp politisk næse, men hans personlige magt nåede aldrig op på Stalins niveau, for han rummede ikke sin forgængers ekstreme brutalitet. Khrusjtjov prøvede at bløde op på forholdet til USA, men hans humørskift og hidsighed med knyttede næver gav ham et skær af utilregnelighed. 
Efter Bresjnevs død i 1982 overtog lederen af KGB Jurij Andropov stillingen som generalsekretær i kommunistpartiet. Han forsøgte at forbedre økonomien og reducere korruptionen og vil blive husket for sin kampagne mod alkoholmisbrug og styrkelsen af arbejdsdisciplinen. 
Mikhail Gorbatjov havde i en årrække haft det fulde ansvar for landets økonomi, så da Tjernenko døde, blev det Mikhail Gorbatjov, der blev Sovjetunionens leder fra 1985 til 1991. Han var en af de ledere, vi her i Vesten begyndte at kende, ikke bare på grund af modermærket på issen, men for noget godt og positivt. Som leder indledte han næsten øjeblikkelig et omfattende politisk og økonomisk reformprogram under parolerne Glasnost (åbenhed) og Perestrojka (omstrukturering), og det var de første russiske ord, vi begyndte at lære her i Vesten. Systemet reformeredes, men det skulle bevares, ikke nedbrydes, og arbejdsdisciplinen skulle forbedres.
I modsætning til sine forgængere havde Gorbatjov en energisk og farverig karisma. Han talte direkte til folket igennem det nye TV-medie, og han besøgte fabrikker og arbejdspladser, og han hørte på folkets kommentarer og kritik.
Russerne tog ham på ordet, for de blev også frie til at begå ulovligheder, især økonomiske. Ruslands 83 republikker og administrative enheder fik også mulighed for at tilkæmpe sig så meget uafhængighed fra Moskva, som de ville. Det gik dog galt, da Tjetjenien erklærede sig selvstændig, og den russiske hær med skandaløs brutalitet nedkæmpede frihedstrangen. Det var hans største fejltagelse, skrev Jeltsin selv senere i sine erindringer, og på den måde kommer Jeltsin også ind under kategorien både som storreformator og brutal. 
Jeltsin var en farverig præsident, der omfattede flere offentlige skandaler som følge af overdrevent alkoholindtag samt utallige sammenstød med det russiske parlament. I nytårstalen 1999-2000 trådte Jeltsin frivilligt tilbage, og det var aldrig før sket, at en russisk leder havde taget det skridt. Han udnævnte Vladimir Putin til midlertidig præsident, indtil et valg kunne afholdes, hvilket skete 26. marts 2000.
Putin har været mindre entusiastisk end Jeltsin for at få fjernet Ruslands sovjetiske fortid og forbyde symbolerne fra denne tid. Han erkender stalinregimets forbrydelser, men påpeger, at det er en del af Ruslands historie, og i det kan han da have ganske ret.
Affæren med ”Pussy Riot”, der er en feministisk protestgruppe, irriterer i den grad Putin. Kvinderne demonstrerede i 45 sekunder i en russisk kirke mod Putin, og de blev idømt to års fængsel, der skulle aftjenes i nogle afsides arbejdslejre – så kan de lære det, kan de. De vestlige medier og især den tyske kansler Angela Merkel har pirket til Putin om sagen, der ville være glemt i løbet af nogle få dage, hvis der ikke var blevet en retssag og en streng dom ud af en bagatel. At politikere bliver hængt ud og gjort til grin, er nok noget, der hører med til ægte demokrati, og det håber jeg også, at Putin finder ud af. 
Rusland er med sine 17.075.400 km2 verdens største land, og det strækker sig over 4 klimazoner lige fra det subtropiske Kaukasus til polaregne i nord, og 9 tidszoner (tidligere 11) fra grænsen mod Vesteuropa til
Stillehavet.
Rusland har to dødsensalvorlige problemer – alkohol og for få børn. Alkoholismen, hvor mænds levealder er helt nede på 58 år mod kvindernes 71 år, men de er næppe fødedygtige i den alder, selvom alle må hjælpe til. Putin har et stort ønske om at ville halvere vodkaforbruget. Det andet måske største problem er, at fødselstallet er rekordlavt, måske af frygt for, hvad fremtidens Staliner og andre ledere kan bringe. Her kan Putin også gøre sig gældende, måske ikke personligt, men ved at gøre Rusland til et stabilt og frit Rusland. 
Rusland er nu verdens største importør af Mercedes-biler, og selvfølgelig går salget også strygende for Lamborghini og Jaguar. Privatchauffører kører de nyrige hen til de dyre forretninger og restauranter, og karseklippede livvagter med vagtsomme øjne passer på. Bagefter kører de ud til deres nybyggede rigmandslandsbyer ude langs den berygtede Rubljovskoe Chaussée, hvor de nærmest lever i en virtuel virkelighed langt fra den rigtige virkelighed. 
Putin har lovet at svække oligarkernes magt og rigdom, og nogle er kommet i fængsel, mens andre er tvunget i eksil i udlandet. Putin har også lovet at bekæmpe mafiaen og korruptionen.
Længere sydpå lever de brune bjørne, elge, losser, vildsvin, oddere og bævere. Der lever også den sibiriske tiger, men det er slet ikke den, der er Ruslands farligste dyr, men derimod skovflåten, der kan give centraleuropæisk hjernebetændelse. Sammen med myggene er skovflåten den værste plage i de sumpede områder om sommeren. 
Næsten på den modsatte side af vejen over for Hotel Cosmos ligger det sovjetiske paradis. Her skulle vises for alverden det kommunistiske samfunds overlegenhed, og hvad det kunne præstere. Allerede ved indgangen gik det op for mig, hvorfor vores hotel hed Cosmos, for et højt, buet, spidst ståltårn havde en raket i toppen. På sokkelen var der relieffer af videnskabsmænd, der var ved at konstruere raketter, medens hunden Laika så interesseret på, men den vidste nok heller ikke, hvad der skulle ske.
Lenin ville dog nok ikke synes om det, han kunne se i vore dage, for en stor del af parken var lavet om til en slags Tivoli med al mulig hurlumhej a la rutsjebaner, pariserhjul og skrækkelige tivolitog m.m.
Foruden os var der kun et andet par på cafeen, og de var af lidt asiatisk udseende. Ved bordet opstod der nogle uoverensstemmelser med tjeneren, for da maden var blevet serveret, blev det meste sendt tilbage, og vi undrede os, for det så da ellers meget lækkert ud.
Vi var helt sikre på, at vi var blevet bondefanget, og tjeneren burde selvfølgelig havde fortalt, hvad det hele gik ud på, især da de kunne se og høre, at vi var turister, der var kommet ind med morgentoget. Og så så tjenerinderne endda hamrende sure ud. Nå, men vi besluttede at betale, men nægtede at se glade ud, og der vankede heller ikke drikkepenge. Og så vil vi ikke spise der mere, og så må de selv om det. Regningen var på en anonym blanket, så de var nok ikke interesseret i at få deres navn ud i verdenspressen. Men på stolene stod der Boyka, Boyka, Boyka, Boyka, Boyka, og så er alle læsere af denne hjemmeside advaret, og når jeg holder foredrag om ”Togturen Jorden rundt” vil dette navn også blive skreget ud, og det var Boyka, Boyka, Boyka. Og så med sådan en gang plastikbestik, og jeg undrer mig over, at kniven ikke knækkede undervejs. Det var det eneste sted, vi fik en dårlig behandling i Rusland, men vi passede fremover på som smede, når vi bestilte mad.
Foran porten til det kommunistiske paradis var der tykt af mennesker, og ungersvende prøvede kræfter på, hvor lang tid de kunne holde sig oppe på en rund stang. De skulle vist hænge der et minut og havde så vundet nogle penge, men stangen var ikke fast, den drejede rundt, og det var faktisk umuligt at hænge i den mere end et øjeblik.
Vi tog Metroen ind til byen, og den var ret fyldt, så Gitte og jeg kunne ikke sidde ved siden af hinanden. Det kunne vi jo sådan set nok godt overleve, men en ung russisk kvinde, der sad ved siden af mig, havde empati i så udpræget grad, at hun tilbød at bytte plads, så vi kunne sidde ved siden af hinanden. Bagefter var der store smil, og med fingersprog fik jeg lov at tage et billede af hende – så det var en fin, men tavs kontakt.
I den ene ende af pladsen ligger Vasilij-Katedralen, der uden tvivl er Ruslands mest berømte kirke med sine eksotisk farverige kupler. Kirken er bygget på ordre af Ivan den Grusomme til minde om hans erobring af Kazan i 1552. Rygterne siger, og tro det eller lad være, at Ivan lod stikke arkitekternes øjne ud efter byggeriet, så de ikke kunne genskabe et sådant vidunder et andet sted. Kirkens ydre er næsten smukkere end det indre, hvor der dog er bemærkelsesværdigt flotte ikoner. Uden for kirken er en lille platform, der oprindelig blev brugt som henrettelsesplads, men også til oplæsning af nye love fra tsaren.
Lenins mausoleum ligger med ryggen mod muren, og vi ville da ikke undlade at besøge ham, selvom sympatien langtfra er til stede. Faktisk er der mange moderne moskovitter, der er forargede over, at han stadig skal ligge der, og de mener, at hele herligheden burde fjernes. Det samme mener adskillige politikere, og også Boris Jeltsin havde efter Sovjetunionens sammenbrud talt om at få fjernet mausoleet sammen med Stalins grav, der også ligger i nærheden. Hver gang disse tanker er blevet luftet, har der været voldsom vrede fra gammelkommunisterne, der fortsat lægger blomster på sovjetiske festdage. De tænker nok heller ikke på dengang, hvor der ikke var mad i forretningerne, og uskyldige blev sendt til Sibirien – eller også havde de selv fingrene nede i kagedåsen. 
Lenin satte gang i det vanvid og den grusomhed, hvor et menneskeliv intet var værd, og Stalin fulgte trop med sine berygtede Gulag-lejre, hvortil der som regel kun blev solgt enkeltbilletter. Værd at bemærke er også, at der i Tsarrusland i 1912 var 183.000 politiske fanger i lejre, men i 1937 under Stalin var tallet 16.000.000. Helt frem til 1970’erne sad der stadig 3 millioner mennesker i de sovjetiske fangelejre og rådnede.
Som genopstået fra de døde mødte vi faktisk både Stalin og Lenin i levende live, og de er åbenbart slet ikke så slemme, som rygterne siger, for Stalin havde fået et barn på skødet, medens han dampede på sin pibe, og Lenin smilede vennesæl. Nå ok, det var to ældre mænd, der lignede de to hedengangne slamberter, og udklædt i det rigtige tøj lignede de faktisk perfekt. Så folk stod ligefrem i kø for at blive fotograferet sammen med dem. Senere havde de også fået Peter den Store med, og vi så også den myrdede tsar Nikolaj 3. Og så kostede det selvfølgelig lige 100 rubler pr. historisk person at være med på et billede.
Efterhånden som vi kom frem i køen, fik vi snakket mere med familien fra Novosibirsk, men vore veje skiltes, for ved Det Historiske Museum skulle kamera og tasker afleveres, formedels 40 rubler. I hold bliver man så lukket videre frem og går så langs muren, hvor der ligger mindeplader og gravsten for de små kommunistiske skurke, og også for Stalin den Sataniske. Inde i overskurk Lenins mausoleum var der mørkt som i graven, og vi skulle nærmest famle os frem, indtil øjnene havde vænnet sig til mørket. Så lå han der midt i det hele badet i lys og lignede mest af alt en voksdukke. Det er ikke tilladt at stå stille derinde, så et øjeblik efter var vi ude i lyset igen og havde så set det med.
På vestsiden af de røde mure ind til Kreml er der en fin park med springvand og flotte store blomsterbede, og tre gartnerpiger var i gang med at løsne jorden, så alt kunne se pænt ud. Springvandet er med stejlende heste, og det er i det hele taget et smukt område med kanaler og flere andre skulpturer. I dette område langs muren ligger også den ukendte soldats grav bevogtet af soldater i stram retstilling. Hver time er der vagtskifte, og det foregår i strækmarch som i de gode, gamle dage. To nye vagter træder til og føres frem og tilbage af en befalingsmand under den yderst indøvede disciplin. Der var masser af mennesker, der kikkede på, så man skal være der i god tid for at kunne se.
Billetkontoret er udenfor i parken til højre for Treenighedsporten, og køen går op ad en græsbakke og ender i nogle buske, så det ville faktisk være en god ide, hvis køen fik et knæk, så den blev på asfalten på stien. Fremme skulle man ind i et lille kontor, og endelig kun en ad gangen, og kontoret havde både middagspause og eftermiddagspause som i de gode gamle kommunistdage, og så må folk så sandelig vente. En billet til området kostede 350 rubler, og en kombibillet til hele herligheden 700 rubler. 
Kongrespaladset lige inden for til højre oser af kommunistisk beton, og det var herinde, at generalsekretær Brezhnev holdt sine berygtede 4 til 6 timer lange taler for de søvnige delegerede fra det store rige. Salen har 6.000 siddepladser og bruges nu både til opera- og balletforestillinger og endda rock- og popkoncerter.
En anden gigant i form af en klokke står i nærheden. Det var meningen, at den skulle op at hænge i Ivan den Stores Klokketårn, der er Kremls vartegn. Den vejer 200 tons og er verdens største klokke, men den kom aldrig op at hænge, fordi den var for stor, og under en brand i 1737 fik den sprængt et stykke af, og så var den helt kaput. 
I dette område er der masser af små souvenirboder med alskens ting og sager. Her fandt jeg en skråhue overbroderet med emblemer med stjerner, hammer og segl. Den kostede 300 rubler og passede perfekt, så jeg beholdt den på resten af dagen. Nu var alle folk klar over, at jeg var noget ved musikken, og med både T-shirt og skråhue viste jeg vej til både toiletter, metroen og til den berømte kobberplade, der markerer Moskvas midtpunkt. Herfra måles alle vejafstande ud i det store rige, og når man stiller sig på den midterste kobberplade og smider en mønt over skulderen, så får man et ønske opfyldt. Tre-fire gamle, pæne koner med udpræget ordenssans samler lynhurtigt de fleste af mønterne op, men de små kopekmønter har så lille en værdi, at den energi, som det kræver at samle dem op, aldrig kan blive honoreret.
Morgenmåltidet på Hotel Cosmos er overdådigt, og det hele foregår i et kæmpelokale, hvor de har prøvet at gøre det lidt hyggeligt med brændestabler og bræddehegn. Det myldrede med mennesker af alle racer, og nogle gange kan man blive imponeret over hvor meget, der kan fyldes op på kun en tallerken, men det er knap så imponerende, når de ikke kan spise op. Der manglede ikke noget i mad og drikke, men i bund og grund var det et affodringssted.
Det er en smuk, gammel station, men der er en helt ny terminal med tog til lufthavnen. Togene kører hver hele og halve time, og det første kører kl. 5.30 og det sidste 0.30. En såkaldt triparoundbillet koster 590 rubler og en enkelt 350. Det er supernye og moderne toge, og med den bane er det slut med besværlige taxaer eller busser fra lufthavnen og ind til metronettet. 
Vi gik mod centrum ned ad hovedgaden Tverskaya Ul. med alle de dyre biler holdende på fortovet, og ved Pusjkin-pladsen gik vi ind og spiste frokost på byens første og måske verdens største McDonald’s. Disken med kasserne var mindst 30 meter lang, og det gik hurtigt. Vi kunne kun pege, og når vi sagde cola, sagde ekspedienten fanta, og så fik vi cola. Der gik sikkerhedsvagter rundt i sorte habitter, hvide skjorter og slips og holdt skarpt øje med, at alt gik ordentligt til, og tilsyneladende var vi de eneste turister, for hvad skulle turister også lave her?
Vi fandt en anden hyggelig gade, der hedder Ul. Arbat og ligger i Arbat-kvarteret. Gaden er den første og længste gågade i Moskva, og den tiltrækker i tusindvis af turister, kunstnere og almindelig russere. En stor del af gaden er med gamle, hyggelige beboelsesejendomme med løvefødder og gesvejsninger og gadelamper, der passer til stemningen. Der er mange tegnere, der sidder rundt omkring på gaden, og i løbet af kun 20 minutter kan de lave et vellignende portræt – faktisk ret utroligt.
Det er en flot teatersal, og sæderne ligger på trapper, så alle kunne se. Næsten. For der kom en meget høj mand og satte sig foran Gitte. Heldigvis havde han sat sig forkert og gik igen, så sædet foran var tomt og gav endnu bedre udsyn. Det var forbudt at filme eller tage billeder under forestillingen, men en mand skråt foran os filmede på livet løs, og lyset fra hans skærm blændede os, så han måtte lige kaldes til orden. Der var plads til ca. 1.000 mennesker i salen, og der var næsten fuldt hus. Hovedparten var sikkert turister og ret udisciplinerede, for nogle kom lidt for sent, og nogle kom meget for sent, og de stødte sammen med dem, der gik midt i det hele.
I enhver større by i Rusland er der et Kreml, dvs.et gammelt fæstningsanlæg med fyrstesæde og kirker og en mur rundt om for at beskytte sig mod fjenderne. Omkring muren har der fra historisk tid været markedspladser, boder, værtshuse, bordeller og andre forlystelser. Moskva har faktisk to Kremler, og Politikens bog roser det andet Kreml til skyerne. Det skulle være et forlystelsessted med gøglere og håndværkere, talrige udstillinger, mange kroer, barer, cafeer og kabareter, et vodkamuseum, russisk badstue, bjørnetrækkere og trinde, russiske babusjkaer i nationaldragter, der synger nationalsange, og hele området bygget i hyggelig, gammel, russisk stil.
Der var et flot torv med en smuk trækirke, og der rendte 3-4 hvide brude rundt med en fotograf i hælene, den ene i korte hvide shorts og udenpå en nærmest gennemsigtig brudekjole, meget moderne eller vovet. 
Vejret var let overskyet med solglimt og dejlig lunt. Der var en landgang til kanalbåde lige i nærheden, og vi gik om bord efter at have betalt 2 x 500 rubler. Båden var betydelig større end dem i Sct. Petersborg, og vi fandt en kneben plads på soldækket. Floden er bred, og det første stykke var der grønne arealer med træer. Det kunne jo være kønt nok, men var ret så kedeligt, for der var ikke ret meget at se. Vi kom dog tæt forbi det store Peter den Store kunstværk, som de fleste hader, og senere kunne vi spotte et par af de store kulturpaladser i gammelrussisk stil, som Stalin havde ladet opføre. Vi passerede forbi Kreml, og så vendte båden om. Jeg håbede, den ville lægge til land, så vi kunne komme af, men den blev bare ved og ved, og efter to timer, der føltes som fire, lagde den endelig til det samme sted som ved start. Der er himmelvid forskel på en kanaltur i Sct. Petersborg, der er en spændende oplevelse, og en kedelig og langtrukken sejltur i Moskva.
Sejrsparken er anlagt efter ordre af Boris Jeltsin til minde om russernes sejr over Nazityskland. Parken består af en kilometer lang allé med springvand, som bliver oplyst i de russiske nationalfarver blåt og rødt om aftenen. Alléen fører hen til den 142 meter høje obelisk med en skulptur af den græske sejrsgudinde Nike. Foran obelisken er en stor statue af en drage med nazitegn, og en ridder på hest hakker den i småstykker. Obelisken har også engle med basuner, og ellers er den fra bund og halvvejs op dekoreret med relieffer. Der er også flotte blomsterbede, og hele parken ligger på en bakke med udsigt ud over byen. Det er et sted som Jeltsin kan være stolt af, og vi var glade for, at vi ikke opgav på halvvejen. Faktisk så ligger der en metrostation ved parken, så det ville være ret nemt at komme dertil. 
Da det var sidste aften i Moskva, gik vi hen i hotellets pub for at få en drink. Vi kikkede på kortet efter en cocktail, men det var ikke til at finde ud af. Så spurgte vi efter en Irish coffee, og svaret var ”no”. Så spurgte vi efter en pina colada, og svaret var stadig no. Og faktisk var hun hverken særlig venlig eller hjælpsom – så vi gik igen. 
Toiletterne var på en anden etage, og da vi trådte ud af elevatoren, kom vi ud i arrivalhallen, og der blev spurgt, om vi ville have en taxa. Det ville vi dog ikke, vi ville meget gerne tilbage til departurehallen. Det tog lidt tid at finde ud af det. 
Vi havde vundet 2 timer ved at rejse østover, så da vi skulle mod vest igen, gik de tabt, da vi fløj tilbage, så det var lige før, vi var hjemme, inden vi var lettet. Vi havde rejst i 16 dage og havde ophold i Berlin, Warszawa, Vilnius, Riga, Tallinn, Sct. Petersborg og Moskva. Al transport havde Irina fra Alt Rejser på Vesterbro sørget for, og for to personer beløb det sig samlet til 12.489 kr. De fleste hotelovernatninger havde Alt Rejser også taget sig af, og det beløb sig til 11.395 kr. Vi havde selv booket 3 overnatninger i Berlin og Warszawa til i alt 1.791 kr. To visa til Rusland kostede 2.000 kr. og til mad, lommepenge, entre og souvenirs m.m. ca. 11.000 kr. Summa summarum for hele rejsen 38.675 kr. for to personer. Stor tak til Irina fra Alt Rejser, som med bravur havde stykket det hele sammen.