| Togrejse Jorden rundt
Juli 2012. 5. del. Den danske kong Valdemar var i 1200-tallet i gang med at gøre Danmark til Østersøens førende magt, og i 1219 var han nået til Estland med sit korstog for at omvende de hedenske baltere. Den 15. juni havde esterne overgivet sig, troede danskerne, men det viste sig at være en krigslist, og et overraskende estisk angreb førte til en lang udmarvende kamp, hvor danskerne var ved at miste fodfæstet. Men så faldt Dannebrog ned fra himlen, og en stemme i det høje sagde, at når fanen løftedes, ville danskerne vinde slaget. Og sandelig, Valdemar blev til Valdemar Sejr, for krigslykken vendte, og det kun ved hjælp af Dannebrog og så lige en tysk korsridderhær, der kom til hjælp, men det bliver der ikke talt så meget om. I de følgende år var der konstant konflikter mellem danskerne og de tyske riddere, og reelt var det kun i hovedbyen Tallinn, at danskerne havde magten, medens tyskerne beherskede resten af landet. Efter 127 år blev Valdemar Atterdag træt af besværlighederne med Estland og solgte de danske besiddelser til Den Tyske Orden for 4,5 tons rent sølv, og tyskerne dominerede nu landet i de næste århundreder. Der gik omkring 150 år med svensk overherredømme, inden zar Peter den Store i 1710 trådte ind på arenaen, og først da det var helt slut med zar-Rusland i 1919, kunne Estland erklære sig uafhængigt efter 700 års fremmedherredømme. Det er dog noget andet at være herre i eget hus, og i slutningen af 1980’erne var der massedemonstrationer mod sovjetstyret, og der kom skred i en proces, der ikke kunne stoppes. Estland var det første land i Baltikum, der fik indført egen valuta, men i 2010 kom de med på eurovognen. Det gør det noget nemmere for de finske turister, der i hobetal sejler over til Tallinn, hvor euroerne strækker langt, og samtidig kan de få et en tur ud af det. Tallinn har godt en halv million indbyggere, og den gamle by er opdelt i den øvre by Toompea og den nedre by Vanalinn. Den øvre by hviler på en kalkstensklippe med mange flotte udsigter, og det var her adelen og kirken havde hovedsæde i middelalderen, og herfra deres magt blev udøvet. Den nedre by var borgernes, købmændenes og håndværkernes by. De havde selvstyrende status med deres eget råd og mønt, og de havde omsluttet deres by med en gigantisk bymur med vagttårne. I næsten 700 år eksisterede denne adskillelse, men i vore dage er de to bydele forbundet af stejle trappegader og snævre gyder. En af de finere restauranter hedder Olde Hansa, og den slår meget på middelalderen. Indenfor osede det af middelalder med tykke egeborde, ild i pejsen og personalet i middelalderkostume. Der var ikke en elektrisk lampe at se, men det gik jo også godt med stearinlys. Spisekortet var i læder og skrevet med gotiske bogstaver, så det krævede lidt hjælp hos en hjælpsom tjener, men vi fik bestilt 2 x ½ liter honningsødet øl, der selvfølgelig blev serveret i lerkrus. Der er ikke så rent i Tallinn som i de andre byer, vi foreløbig har gennemrejst på denne tur, men måske er det turisterne, der sviner. Det er også nærmest umuligt at tage nogle billeder af indbyggerne, for i de fleste tilfælde er det vel bare turister. Tårnet har i tidens løb fået mange skrammer i de forskellige krige, men det er hver gang lappet sammen igen. Fra 1900-tallet har det været brugt som krudttårn, men er nu indrettet som et fint, moderne museum. Entre 2,6 euro for pensionister, og så var der fri adgang på alle etagerne med byens historie, våben og rustninger m.m. På hver etage sad der en kustode, og de værdigede ikke gæsterne et blik. Øverst var der en cafe med en udstilling med før og nu billeder fra Istanbul, og her fik vi en kop kaffe og lidt kage, så det blev sådan til lidt kagefrokost. Et stykke af bymuren er intakt og er åben for turister mod erlæggelse af 3 euro. Fra vægtergangen er der en fin udsigt ud over byen. En styrtregn skyllede turisterne væk fra gaderne, og vi måtte ind i et af borgtårnene for at finde tørvejr. Inde i tårnet var der en herlig middelalderstemning måske lige bortset fra en aluminiumstige i hjørnet. På grund af oversvømmelse af en gade kom vi op i byen igen og ned ad en blindgyde, og her lå et Chokoladeri. Herligt sted med dybe lænestole og hjemlig hygge og dæmpet parisermusik. Medens vi nød stemningen fik vi indtaget to glas ren chokolade og et stykke kyllingetærte, mens Gitte måtte give op over for et stort stykke chokoladekage – resten blev min dessert. Senere gik vi ind i et af de store, topmoderne varehuse med alle mærkevarerne på stribe. Da vi næste morgen skulle tidligere op end hotellets morgenmadsbuffet, købte vi noget brød til morgenmaden. Ved brødene stod der en kilopris og et nummer, og så skulle brødet op på vægten, nummeret indtastes, og vupti kom en mærkat med prisen. For at ingen skulle snyde, var bagerposen halvgennemsigtig, så kassedamen også havde lidt tjek på købet. Aftensmad på cafe Reval i varehuset, og vi fik 2 x and, 2 x iste og et glas Vana Tallinnlikør på 4 cl., og det blev i alt 19,40 euro. Glasset med likør kostede 3,20 euro og en hel flaske Vana Tallinnlikør, der bare smager så himmelsk, kostede 9 euro i supermarkedet, så jeg fik da betalt for det lille glas. Efterhånden øsede det ned, så vi droppede mere vandring i Tallinns gamle bydel, da det nærmest var blevet efterårsagtigt med kun 15-19 grader. Næste morgen skulle vi med toget til Sct. Petersborg kl. 7.03, og vi glædede os til togturen. I toget var der ingen småkupeer, men store kupeer med god plads til benene og fine lædersæder. Der var et bord imellem sæderne, men det var for højt til at bruge til noget andet end at stille ting på. Undervejs indsamlede togpersonalet pas og billetter, og efter en time fik vi det tilbage plus et indrejseskema til Rusland. På nogle strækninger var skinnerne nærmest brolagte, og det var svært at skrive små bogstaver i de små felter. Undervejs mod grænsen stoppede vi enkelte steder ved nogle bittesmå, forfaldne stationer, hvor stationsforstanderen, ofte en kvinde, stod og viftede med et flag. Ud af højtalerne strømmede vestlig musik a la ”Next door to Alice” og Louis Armstrong med ”What a wonderful world”. Passagererne sad og nikkede til musikken, og det var svært at se, hvad landsmænd de andre passagerer var, men det var en blandet flok. Ingen lignede rigtige turister, og det er da også meget lettere at flyve til Sct. Petersborg. Efter tre timers togrejse ankom vi til den estiske side af grænsen, og 4 hvidklædte politibetjente med pistoler kom om bord og kikkede på pas. Det tog 20 minutter at komme de tre vogne igennem. Derefter en pause på 10 minutter, og så kørte toget over grænsen og stoppede. Vi var i Rusland og for første gang skulle vi stifte bekendtskab med dette kæmpe land, og vi glædede os. |
Estland og Tallinn.
Estlands historie er for en stor del sammenfaldende med de øvrige baltiske landes, men det med Dannebrog, der faldt ned fra himlen, må vi lige dvæle lidt ved.
Danskerne vendte dog tilbage i 1559, hvor Frederik den 2. købte Estlands største ø Saaremaa og dele af det vestlige Estland, men senere i midten af 1600-tallet var det svenskernes tur til at være Østersøens stormagt, og de erobrede hele Estland. Så var det helt slut med de danske besiddelser, men vi har da stadig navnet tilbage, da Estlands hovedstad Tallinn betyder danskerbyen. 
Under og efter 2. Verdenskrig er Estlands historie helt analog med de øvrige baltiske landes, med den såkaldte russiske bistandsaftale og russiske soldater, der rykkede ind, derefter tysk nazi-invasion, så russerne igen, hvor Estland blev indlemmet i Sovjetunionen med efterfølgende tvangsforflytninger og henrettelser. Senere med kammerat Bresjnev ved roret i Sovjet blev der satset kraftigt på industrialisering i Estland, og landet opnåede den højeste levestandard i hele Sovjetunionen.
To år efter deltog over en halv million estere i sangfestivalen, og det var mere end en tredjedel af landets befolkning, der sang deres nationale sange og gav udtryk for deres afstandstagen til de sovjetiske magthavere. Det var stærkt gjort og helt i min ånd, og mine nakkehår rejser sig, og jeg får næsten tårer i øjnene bare ved at skrive dette, og gid alle revolutioner i verden for frihed og demokrati kunne foregå så fredeligt. Estland erklærede sig uafhængigt 20.august 1991, og Danmark åbnede sin ambassade i Tallinn i oktober samme år. Sangfestivalpladsen hedder Lauluväljak og har en stor skålformet scene, der har plads til 30.000 sangere, og en kæmpe naturligt skrånende græsplæne har plads til flere hundredtusinde tilhørere. Igennem en årrække og stadigvæk skiftes de 3 baltiske lande hvert 5.år til at afholde sangfestivaller, og det er et tilløbsstykke med tilrejsende fra nær og fjern. 
Vi kom igennem et område med huse i glas og stål, og det mest overdådige var Nordeas hovedkvarter. Ind imellem pragten lå der dog også gamle huse, der var ved at falde sammen. Vi kom igennem et stort gammelt fabriksområde, der nærmest lå som en ruin, og her lå hotel Metropol (1040 kr. for et dobbeltværelse i to dage) i et nybygget område. Der var hurtig indtjekning, og vi fik et værelse på 6. etage med udsigt til havnen, og så skulle vi ud at kikke på byen.
Tallinn kaldes også ”tårnenes by” med kirkespir og fæstningstårne overalt, og meget dominerende ligger Aleksander Nevski Katedralen med sine store løgkupler på toppen af klippen i den øvre by. Kirken er russisk-ortodoks og er opført omkring år 1900 og har været en torn i øjet på esterne, da den står i skærende kontrast til den øvre bys arkitektur, og så sikkert også, fordi den er russisk. Der har derfor været planer om at rive den ned eller eventuelt flytte den, men den smukke bygning er en del af Tallinns brogede historie. 
Der var spændende kødretter på menuen som bjørn, vildsvin og elsdyr. Jeg var lige ved at tage en bjørnesteg, bare for at prøve, men fik så medlidenhed med bjørnene, og desuden kostede retten også 44 euro. Valget blev så en gang vildsvin og elsdyr, og Gitte tog en lakseanretning, så alt i alt blev det 47 euro. Tre middelalderpiger sang og spillede til middagen, så det blev en fin oplevelse. Og gad vide, hvor de havde fået den bjørn fra, og er det i det hele taget lovligt at skyde bjørne? Men her bagefter ærgrer det mig alligevel lidt, at jeg ikke fik bare en lillebitte bjørnebøf.
Heldigvis har vi før besøgt haven, og en mindesten markerer stedet, foruden et nedstøbt overdimensioneret jernsværd og Dannebrog malet på et jernskjold. En bronzeplade til minde om begivenheden blev endda opsat i 1991 af det dansk-estiske selskab, men de var lidt for tidligt ude, for metalværdien af pladen var så fristende, at den forsvandt. Nå, men det bliver så spændende at se, hvad esterne nu vil gøre ved det historiske sted.
Vi skulle videre med toget næste morgen kl. 7.03 til Sct. Petersborg, så vi lavede lige en prøvetur for at beregne tiden. Min lettiske springparaply var tæt på at blive kasseret, for den hang i starten som en våd karklud, men så lige pludselig fandt jeg ud af, hvordan den fungerede, og den blev taget til nåde igen. Turen fra hotellet til stationen incl. paraplyproblemerne tog 20 minutter, så det var da overkommeligt. Det er en meget lille togstation, og der er kun spor i en retning. Vi skulle med toget fra spor 2, og vi kunne kun finde spor 3-8, så vi måtte spørge i informationen, hvor de havde gemt spor 2. Informationsdamen var en fåmeldt dame fra kommunisttiden, og hun oplyste kort at spor 2 gik fra spor 5 – og det var jo meget logisk, især for hende. Der gik nogle skumle typer rundt ved stationsbygningen, så vi forlod stedet og gik op i byen. Egentlig ville vi gerne ind i den russiske kirke, men den var lukke for turister på grund af gudstjeneste, så vi gik til ”Kiek in de Kök- tårnet”. Det lyder jo næsten som dansk og betyder, at det er tårnet, hvor man kan kikke ind i køkkenet. Det 38 meter høje tårn er fra 1400-tallet, og engang muntrede soldaterne sig med at kikke ind i køkkenerne i de lavere liggende huse. Det kan også være, at det især var borgerkonerne og pigerne i køkkenerne, de kikkede på. 
Der er ingen ravboder på gaderne, men meget fine ravforretninger i Tallinn og umiddelbart var priserne så blevet ganget med mindst 5, så køb endelig rav i Vilnius og Riga. Den smukke ravblomst, jeg købte i Letland til 22 euro, så jeg næsten magen til i en fin forretning til 412 euro. Helt vildt.
En ung pige stod ved en lille bod og solgte brændte mandler med en kryddersukkerblanding, og det var meget sundt, sagde pigen. ”Også sukkeret”, spurgte jeg. Nå, det var så kun lidt sundt.
Vækkeuret ringede kl. 5 morgen. Det småregnede, så meget mod vores principper besluttede vi at tage en taxi. Starttaksten for en taxi i Tallinn er 5 euro, og turen blev kun 7,80 euro, så det kunne bestemt ikke vælte os af pinden. Morgenmad på stationen, som jeg delte med 3 duer og 5 gråspurve. Ventesalen åbnede først kl. 7.00, så vi småfrøs på en bænk under et halvtag. Toget holdt der, men vi måtte først komme om bord en halv time før afgang.
Der var en lille cafe i toget, hvor der kunne købes lidt mad og kaffe, og så sandelig solgte de også Vana Tallinn til en rimelig pris. Flasken var endda indhyllet i mørkerødt fløjl, og det var meningen, den skulle med hjem som gave, men desværre var det kun fløjlet, der kom med hjem, for resten var drukket undervejs.