Juni 2009

Grundlovsdagen startede ellers så fredeligt. Det var min maddag, og hen under aften flottede jeg mig og inviterede min kone Birgitte Greiner på en græsk bøf på Borup Pizzeria. Medens vi sad og spiste, ringede Birgittes mobiltelefon. Det var hendes afdelingsleder Connie Nielsen, der ringede og fortalte, at der var indbrud i Møllehøj, der er den børneinstitution, hvor Birgitte er leder. Der var smadret en stor rude, og hun havde ringet til politiet, men de var ikke indstillet på at komme, når hun ikke selv kunne være til stede. Hun var lovlig undskyldt, for hun var rent faktisk i sommerhuset et sted på Vestsjælland, men ad omveje igennem Conny Kløverhøj havde hun fået besked om ruden og ringet videre til Birgitte. Så snart vi havde spist færdig, ville vi derfor gå ned og kikke på skaden.

Lidt efter ringede Connie igen. Hun havde fået melding om, at tyven stadig opholdt sig inde i huset, og nogle mennesker stod udenfor, og det mentes, at tyven måske ikke turde komme ud, når de stod der. Vi fik ikke spist færdigt, men bevægede os meget tæt på småløb ned til Møllehøj. Mogens og Lars Huhnke samt Conny Kløverhøj, der havde ringet til Connie Nielsen, var stadig i området. Conny Kløverhøj havde ligefrem set den mandsperson, der havde smadret ruden og var kravlet ind i institutionen.

Det er jo sin sag ubevæbnet at gå ind i et hus, hvor der muligvis stadigvæk befinder sig en tyv, så Birgitte og jeg stillede os på hver sit hjørne og observerede, om vedkommende skulle komme ud. Så fik jeg selv øje på ham, da han kikkede ind i soverummet, og muligvis fik han også øje på mig gennem ruden, for han fortrak skyndsomt. Lidt mere panikket ringede Birgitte nu til Køge politi, hvor telefonsvareren fortalte, hvornår der var kontortid. Men de henviste da også til et akutnummer. Inden Birgitte fik forbindelse, fortalte Kløverhøj, at de havde ringet, og politiet havde besluttet at starte den lange tur ud på landet til Borup by. I mellemtiden var tyverialarmen gået i gang, idet tyven åbenbart var kommet ind i et af de rum, hvor der er føler, og jeg skal hilse og sige, at alarmen lyder meget, meget højt, og lyden forhøjede spændingen en del. 

Bare politiet dog snart ville komme, men det gad tyven i hvert fald ikke vente på, for pludselig så jeg en skygge løbe væk fra huset, ind mellem buskene og hen mod hegnet. Jeg løb efter i håb om bare at få et glimt af ham og se, hvad vej han ville løbe. Heldigvis så er det sådan, at institutionen har fået et ret højt hegn ud mod stien, og det gjorde tyven anstalter til at forcere, så han stod med ryggen til mig, da jeg ankom. ”STOP DET ER POLITIET - DU ER ANHOLDT”, råbet jeg og tog ham i begge arme og pressede ham op mod hegnet. Han havde en pose i den ene hånd og en skruetrækker i den anden, så jeg blev ved med at være bag ham, da jeg regnede med, at det må være ret svært at stikke baglæns med en skruetrækker – hvis han nu skulle være voldelig. Jeg manglede jo ligesom et par håndjern og overvejede at lægge ham ned og vride armen om på ham, sådan som man ser på film, men jeg havde faktisk mine nye bukser på, så foreløbig stod vi op.

Han prøvede at dreje hovedet for at se, hvordan politimanden så ud, og jeg forklarede stadig med bøs røst og let jysk accent, at jeg var civilbetjent, og at forstærkningen var lige på trapperne.

Efterhånden gik det op for mig, at han nok ikke var så farlig endda, da han lugtede af øl, og da Mogens Huhnke også var kommet til, var vi to til at holde ham, og han fik lov til at sætte sig ned. Han fik også lov til at tænde en cigaret og tage en øl, medens vi bare ventede og ventede på politiet.

Han var egentlig bare en sølle, langhåret person, og han havde ikke fået mad i 5 dage, sagde han. ”Hvordan har du så råd til øl og cigaretter?” Jo, han havde lånt en halvtredser af en ven, og det var 5 år siden, han sidst havde lavet et bræk, men han var helt på skideren, som han udtrykte det.

Faktisk begyndte jeg at få medlidenhed med ham, men så kom politiet endelig og tog over. Villigt opgav han sit navn, personnummer og en adresse i Roskilde. Politiet tjekkede ham over telefonen, og de kunne se, at han havde et alenlangt strafferegister, så det der med 5 år siden sidste bræk holdt nok ikke rigtigt alligevel.

Så kom ”forstanderinden” i form af Birgitte Greiner, og hendes lynende øjne og let rystende stemme indikerede, at hun var meget vred. ”Hvad skal det til for, at du bryder ind i vores institution? Der er intet at stjæle af værdi, og du er vel ikke interesseret i legetøj? Sådan et vindue, som du har ødelagt, koster mindst 3.000 kr., og det går fra børnene”. Heldigvis lovede tyven, at vi bare skulle sætte det på hans regning, så skulle han nok betale.

Faktisk havde han ikke fået noget som helst med fra børnehaven, og i hans pose lå kun 3-4 splinternye ure samt lige så mange nye deodoranter, og det hele havde han købt dagen før i Fakta for at sælge videre. Godt nok er vi ude på landet, men ikke så langt ude. Til gengæld for manglende tyvekoster havde han foruden termorude også opbrækket en stribe personaleskabe, så hvad skaden endelig løber op til, er ikke godt at vide.

Den ene politibetjent pakkede omhyggeligt et par tynde plastikhandsker ud, og inden de havde materialiseret sig i handsker, troede tyven, at han skulle puste. ”Er du da kommet i bil?” Det var han nu ikke, og efter hvad han sagde, vidste han ikke engang, at han var i Borup. Men nej, han skulle ikke puste, han skulle kropsvisiteres, og tyven vidste, hvordan han skulle stå med spredte ben og udstrakte arme, men der var tilsyneladende ikke noget at komme efter.
Han blev nu officielt anholdt, selvom han selv bare syntes, at politiet skulle køre ham hjem, men den gik alligevel ikke, så han blev kørt til Roskilde arrest. 

Så var det bare at ringe til glarmestervagten, der ret hurtigt kom og blændede ruden af, og vi kunne fortsætte den ellers så fredelige grundlovsdag, der dog i mellemtiden var blevet til grundlovsaften.

Tilbage til forsiden