Når uret bliver ret.
For første gang i mit liv var jeg til demonstration på Christiansborg slotsplads. Anledningen var, at en velfungerende vietnamisk pige skal sendes tilbage til hjemlandet, hvis de ellers vil have hende. Pigen Linh Phoung Nguyen historie er, at hendes far døde af en overdosis narko, og hendes mor kom i kløerne på noget mafia, og endte et sted i Rusland som prostitueret. Linh var med til Rusland, og hendes skæbne ville sandsynligvis være, at hun også ville ende i prostitution. Linhs mor tog en meget stor beslutning, næsten hel umenneskelig og resolut satte hun Linh i en bus og ad uransagelige veje endte hun i Verdens rigeste og lykkeligste land Danmark. Linh var på det tidspunkt omkring 15 år gammel, vistnok, for den fødselsattest Linh fik med af sin mor siges at være falsk. Juridisk set var Linh uledsaget mindreårig asylansøger, da hun blev sat af bussen et sted i Nordsjælland og stod muttersalene i et fremmed land. Behjertede mennesker fik hende bragt til myndighederne, og ad omveje kom hun i skole og fik ophold hos en plejefamilie. I mellemtiden er hun vistnok blevet 18 år gammel, taler flydende dansk, fik 9,8 i gennemsnit til afgangseksamen, og går nu i gymnasiet, og er blevet så integreret, at en integrationsminister burde klappe i hænderne. Men så meget lykke er trods alt for meget i Verdens rigeste og lykkeligste land, så hun har fået afslag på både asyl og humanitær opholdstilladelse, og hun skal ud, nu hun er fyldt 18 år. Vietnam er ikke interesseret i hende, for fødselsattesten er udstedt af en forkert myndighed, så hun kan nok ikke engang komme ind i landet, for hun kan ikke bevise, hun er vietnameser, og hun har heller ikke noget familie i landet, der kan tage vare på hende. Hvad hun skal leve af i Vietnam kan man kun gisne op, men måske er det trods alt bedre at være prostitueret i Vietnam end i Moskva.
Der stod også et lille barn, og det gik op for mig, at det var Linh, og herregud hun var ikke større end tobak for en skilling, og gik mig til midt på brystet. Sådan en lille pige, der bare bliver smidt udenfor porten til Verdens rigeste og lykkeligste land. Vi burde skamme os. Desuden synes jeg, der bliver snakket så meget om, at der er for mange gamle og for få unge til at tage sig af den kommende ældrebyrde, og at smide en velfungerende pige på porten er mig ubegribeligt. Så meget hellere de kriminelle fremmede, for de må for min skyld godt blive sendt hen, hvor peberet gror, eller hvor de nu kommer fra. Folk stod med tændte fakler, og der blev holdt nogle korte, men gode taler, og for en gangs skyld var jeg enig med Enhedslisten hvor taleren sagde:”Når uret bliver ret, er modstand en pligt”. Jeg kikkede op på balkonen på Christiansborg, og som i et drømmesyn kom integrationsminister Rikke Hvilshøj frem og råbte ud over forsamlingen: ” Venner, jeg undskylder, det hele er en misforståelse. Selvfølgelig skal Linh have lov til at blive i Danmark, for vi er da vel nok et anstændigt land, der kan skelne mellem ret og uret.” Plop, det var en drøm. Balkonen var tom og udover et par enkelte lys var facaden helt mørk, og der var nok ikke en sjæl derinde, der havde lagt mærke til os på slotspladsen. Udover de 20 kr. jeg havde i lommen, og som jeg gav til en indsamling til Linh, kan jeg ikke finde på anden modstand end dette brev. Men måske med mange menneskers modstand kan det hjælpe, håber jeg. Ovenstående blev i foråret 2006 bragt i Dagbladet og Midtsjællands Avis.
|
Tilbage til Slotspladsen hvor flere og flere mennesker samlede sig, og tilsidst var vi vel et par hundrede mennesker, mest unge, men der var da også en del af os halvgamle. Jeg stod bare der, men det var åbenbart i begivenhedernes centrum, så jeg fik vekslet et par ord med folketingsmedlem Kamal Qureshi, og en ordfører fra de radikale gav hånd og præsenterede sig som Morten, men det var nu nok, fordi han troede, jeg var Linhs plejefar, at jeg kom i betragtning. Jeg måtte så fortælle, at jeg bare var almindelig sympatisør, men han takkede dog fordi jeg mødte op, og lovede at gøre sin indflydelse gældende, så godt han kunne.