USA Arizona – Grand Canyon og Route 66 Rejsefortælling af Kim Greiner Juli 2011 Del 3. Fra Tampa til Phoenix Vi skulle videre fra Florida og fik sagt pænt farvel til vores ”American family” i Sarasota. Det var 4. juli, USA’s uafhængighedsdag, der overalt fejres med fyrværkeri, parader og musik. Det må dog nok mest være i byerne, for vi så overhovedet ikke tilløb til fest nogen steder. Hjemme i Danmark er der i samme anledning fest i Rebild Bakker, og det er det eneste sted, hvor USA’s uafhængighedsdag fejres uden for USA. I 2012 har festen i Rebild endda 100 års fødselsdag, så der bliver nok besøg fra en hel del af de 1,4 millioner amerikanere, der i dag bærer på en dansk arv fra de 360.000 danskere, som i sin tid emigrerede til USA. På grund af fridagen var der næsten ingen trafik, og på de brede veje gik det som smurt over broerne til Tampa, hvor vores lejede bil skulle afleveres. Hertz havde programmeret GPS’en, så den selv kunne finde både lufthavnen og Hertz afleveringssted, og så tog det kun nogle minutter, inden vi på gåben var på vej til check-in skranken. Hurtig indtjekning og også sikkerhedstjekket, så det er aldrig før gået så hurtigt med formaliteterne. I afslappet tilstand kunne vi sætte os ind i lufthavnens kølighed, og jeg satte mig mageligt til rette i stolerækken. En lille dreng så dog bistert på mig og sagde: ”Sir, it is my seat”. Det havde jeg dog ikke lige kunnet se, da han ikke var der, men da han nu var så høflig, fik han sit sæde tilbage. Flyveturen fra Tampa til Huston tog godt 2 timer, og efter 1½ times ventetid i Huston var der afgang mod Phønix. Den tur tog næsten tre timer, og flyet landede perfekt lidt over tre om eftermiddagen. Jeg vidste, vi skulle køre ret langt, så jeg gruede lidt for mørkekørsel i en fremmed stat. Der var dog lynhurtig bagageudlevering, og en scottlebus kørte lige hen til ”rent a car”, og igen havde vi bestilt en bil hos Hertz. En asiatisk udseende, smuk kvinde viste sig at være en forretningskvinde, der var guld værd for Hertz, dog kun over for enfoldige kunder, men os fik hun dog ikke til at redde USA’s dårlige økonomi. Lidt mystisk havde hun først ikke den type bil, som vi havde bestilt, men hun kunne i stedet tilbyde en dejlig Cadillac, der jo ville være som en drøm at køre rundt i. I min naivitet troede jeg, at det så var til samme pris, når de nu ikke kunne leverer det bestilte, men da jeg skulle skrive under på kontrakten, var der lige tilføjet 360 dollars. Det var jo ikke Rockefeller, der var vendt tilbage, så jeg fik i sidste øjeblik sagt nej tak.
Befolkningen har taget noget af et spring op igennem tiderne med kun 6.482 indbyggere i 1860, 334.000 i 1920, og de rundede millionen i 1960 med 1.302.000 indbyggere. Air-conditionen gjorde nu, at det gik rigtig stærkt med befolkningstilvæksten, for de uudholdelige somre blev nu til at leve med, og vintrene var jo dejlig milde. I 1990 kom befolkningen så op på 3.665.000 indbyggere, i 2000 boede der 5.130.000, og i vore dage menes der at være i nærheden af 6,5 millioner. Dermed har Arizona den hurtigst voksende befolkning blandt alle USA’s delstater.
Staten lever især af kobberudvinding, bomuld og kvægavl, men turisterne lægger også deres del, og siden 1990’erne kommer pengene især fra højteknologi i Phoenixområdet. Hvis selve Arizona var et selvstændigt land, ville det have verdens 61. største økonomi, og det er større end lande som Irland, Finland og New Zealand. Ganske imponerende for sådan en gang tør ørken. Turisterne og befolkningen skal jo heller ikke gå og kede sig om vinteren, så omkring byen ligger der 200 golfbaner, men hvor de får vandet fra til at holde dem grønne, ved jeg ikke.
Vi havde dog lige 300 km, der skulle køres af, inden vi kunne holde fyraften, og der var lidt problemer med at finde ud af byen, idet der var mange afkørsler, men endelig fandt vi vej 17, der gik ligeud og nordpå mod Flagstaff. Vejen gik gennem ørkenagtige landskaber med kaktus og gult græs, og vi var kommet ind i ”Det Røde Land”. I Det Røde Land er der også mange indianerreservater, og det har den forklaring, at det er USA’s dårligste landbrugsjord, og indvandrerne var så flinke, at her måtte indianerne godt bo – hvis de ellers kan. Navajoindianernes reservat, der bare ligner en pæn stor plet i Det Røde Land, er en halv gange større end Danmark, så ruten igennem landet skal omhyggeligt planlægges, for ud over landskabet er der er langt mellem de store seværdigheder. De små er dog også interessante, og vi skulle senere køre ad den legendariske Route 66 og besøge små spøgelsesbyer. Ude af Phoenix kom vi efter ørken og stepper efterhånden op i bjergene, og der var store fyrreskove, samtidig med at sorte skyer truede forude. Det blev dog kun til lidt mindre regnbyger. Vi fik holdt en kort spisepause i Flagstaff, og fordi vi var kommet op i højderne, var temperaturen nu ganske behagelig. Med mere forestående ørkenkørsel fyldte jeg bilen op med vand, idet jeg købte en kasse med 24 halvliter flasker og det for kun 6 dollars, hvor vi ellers havde set vand til både en og to dollars for en halv liter.
Efter Flagstaff kom vi lidt ud ad vejen mod Los Angeles, men kom hurtigt ud ad vej 180 mod Grand Canyon, hvor vi ankom i bælgravende mørke. Vi havde bestilt overnatning i Maswik Lodges, og efter at have betalt 25 dollars for at komme ind i parken fik vi også et kort med et kryds, så vi kunne finde lodges’en. Maswik Lodges viste sig at være en stor affære, og i en bygning med et kæmpestort cafeteria og en stor souvenirforretning fandt vi også en reception, hvor vi fik endnu et kort med et kryds, så vi kunne finde vores hytte. Den var måske lidt større end en normal hytte, for den var på to etager og havde vel omkring 10 værelser på hver etage. Sådanne hytter lå der en del af mellem små veje og parkeringspladser, og området var smukt garneret med fyrretræer, men intet spor af selve den store canyon. Indtil efter ”Den Amerikanske Borgerkrig” var Grand Canyon ukendt for den hvide befolkning. Indianerne havde kendt stedet længe, og nær Nankoweap Canyon havde de udhugget huler i klippevæggen hundreder af fod over Colorado River allerede i år 1050. Efter borgerkrigen drog den eventyrlystne borgerkrigsveteran major John Wesley Powel i 1869 ud på en tur igennem canyonen ad Colorado River. Han var sammen med ni andre mænd i fire små træbåde, og det var kun seks af hans mænd, der gennemførte denne første ekspedition. Om de resterende døde eller opgav, melder historien ikke noget om. Senere i slutningen af 1800-tallet var der stor interesse for området, fordi der var forskellige resurser af bl.a. kobber. Det viste sig dog ret hurtigt, at turisme var noget mere givtigt end minedrift. Det var primitive forhold for de første turister, for de lå i lejre, der ikke var mere komfortable end minearbejdernes lejre. I 1901 lagde Santa Fe Railway spor fra Williams til den del i Grand Canyon, der kaldes South Rim, og da El Tovar Hotel stod færdigt i 1905, var der på en gang luksuriøse forhold for turisterne. Hotellet ligger stadig, hvor det blev lagt i Grand Canyon Village med udsigten over canyon, og sammen med en fortrinlig restaurant er det et hotel i verdensklasse. Hotellet er i øvrigt opkaldt efter Pedro de Tovar, der sammen med Francisco Vásquez de Coronado var med til at opdage det sydvestlige USA i 1540. Jernbanen havde en overgang en nedgangsperiode, for amerikanerne ville hellere køre i bil til Grand Canyon, så i 1969 lukkede banen fra Williams og ud til nationalparken. Nye investorer startede det nye selskab Grand Canyon Railway op, og i september 1989 rullede der igen damptog ud på banen. I dag besøger hundreder af tusinde turister parken med tog, og hele parken besøges af fem millioner mennesker årligt. I tørre tal er Grand Canyon 446 km lang, op til 30 km bred og sine steder 1.600 meter dyb, og det kan vi takke Colorado-floden for. Den udspringer i Rocky Mountains og løber derfra 2.700 km til Den Californiske Golf i Mexico. I gennem millioner af år har den mudderrøde flod i hastigt tempo gravet sig længere og længere ned og efterladt klippeformationer i fantastiske former og farver. Det med farverne og skyggerne er bedst at se ved solopgang og solnedgang, hvor det hele gløder i utallige røde nuancer. Den bedste måde at opleve Grand Canyon på er at vandre ned ad stierne til Colorado-floden. Det vil dog normalt kræve 8 til 12 timers vandring, for der er 15 km ned til bunden, og det er ad små smalle, stejle og slyngede stier. Der er flere forskellige stier eller trails, som det hedder, derned, og de har forskellig længde og sværhedsgrad, så det er nærmest et påbud at medbringe og drikke 3-4 liter vand pr. person. Nede i bunden ligger Phantom Ranch, og her kan der overnattes i egne hytter, i sovesale eller på campingplads. Vi havde kun to overnatninger i Grand Canyon, og en en-dages tur til bunden er en barsk affære, så vi ville kun se det hele oppefra, selvom det da kløede i mine ben for at tage turen. Der patruljerer rangere på ruten, og de er meget strenge med at sende folk tilbage igen, hvis der er den mindste vaklen. For de ældre og gangbesværede og meget modige kan man også tage turen på muldyr. Jeg er godt klar over, at muldyrene også gerne vil overleve, men at sætte sin lid til, at et muldyr hele tiden sætter deres fire ben helt sikkert nær en afgrund – det er en stor tillid at have til et dyr. Syv timer på muldyrryg kræver også en god polstring bagpå, så er det måske bedre at tage to-dags turen med overnatning dernede, men billigt er det ikke med 370 dollars pr. person. Ikke nok med det, for der skal bestilles op til 23 måneder i forvejen, og hvordan kan man så lang tid ud i fremtiden planlægge, at man præcis den dag har lyst til en ridetur. Grand Canyon Village er nationalparkens hovedkvarter med hoteller, campingpladser, restauranter, supermarked og souvenirbutik. De er ved at gøre byen bilfri, og i stedet kører der forskellige gratis busser rundt i området. Busserne er markeret med farver, så man kan se, hvor de kører hen. Busserne kører med interval på 10-20 minutter, og den længste rute er rød og går langs kanten til Hermits Rest med forskellige stoppesteder undervejs, og alt er meget velorganiseret.
En gruppe mennesker, der åbenbart skulle på muldyrtur, fik instruktioner af en herre med en stor cowboyhat og en meget høj stemme. Da jeg kom forbi igen efter en halv time, fik de stadig instruktion, så det var åbenbart en alvorlig sag og sikkert ikke helt ufarlig. Efter morgenmaden i Maswik Lodges’ store selvbetjeningsrestaurant viste jeg lidt rundt på det, jeg havde opdaget langs kanten og foreslog, at vi gik ned ad den nærmeste trail. Vi aftalte at gå så langt vi kunne på en halv time og så sidde og kikke og så gå tilbage igen. Jeg syntes, vi kom rigtig langt nedad og fik en god fornemmelse af strabadserne, især på opturen. En ranger holdt skarpt øje med dem, der gik nedad, og hvis man ikke er nået til det første resthus inden kl. 10 om formiddagen, skal man vende om. På turen så vi mange af de små amerikanske egern, og selvom de var meget tillidsfulde og nærmest håndtamme, må de ikke fodres, da vi er i en nationalpark. Den californiske kondor må heller ikke fodres, og vi så heller ikke nogen, men der er efterhånden 60 kondorer i Arizona, og tallet er stigende. Det skyldes, at de opdrættes i fangenskab og slippes fri. Vi gik videre langs kanten, hvor der er en god asfaltsti mellem fyrretræer og enebær. Et langt stykke på over tre kilometer var der en tidssti, der viste den tid, Coloradofloden havde brugt på at grave sig ned, og hvert skridt repræsenterede 1 million år. Ret tankevækkende, for bare de 2.000 år siden Kristus vil svare til under 2 mm på den lange sti. Vi gik langs kanten mod et stort visitorcenter, og da det var nær frokosttid, lovede jeg pigerne, at der skulle vi spise. Der var en stor P-plads ved visitorcenteret, og det myldrede med mennesker. Der var restrum, stor boghandel, stor udstilling og en flot film om Grand Canyon igennem historien op til nutiden. Til gengæld var der ikke så meget som en krumme at spise eller noget at drikke i hele centeret. Heldigvis havde jeg en pose snacks med i rygsækken og en sodavand, for ellers havde vi stadig siddet der som udsultede skeletter. Så begyndte det at tordne og styrtregne, og hvorfor skal alting være større og vildere i USA? På vej hen til den blå scottelbus stod der en flok store vilde hjorte og gumlede på træerne, og vi var helt misundelige. Bussen kørte til et sted kaldet ”Markedspladsen”, og her var der heldigvis et stort cafeteria, hvor vi fik stillet sulten, inden bussen kørte os tilbage til hytten.
Om eftermiddagen tog vi den røde bus til Hermits Rest, der ligger 11 kilometer langs kanten til den anden lidt mere vilde side. Der går også en sti langs kanten, og alt efter hvor langt man vil gå, så stopper bussen 8 gange på vej derud, men kun 4 stop på vej tilbage. Hermits Rest er en rustik kampestensbygning med en meget stor kamin og en lille cafe. Tag endelig ikke de røde muffins, for de er alt for vammelsøde og smager kunstigt, men deres walnut brownies er gode.
Spisning i restauranten i en sidebygning, hvor der var et overfyldt pizzeria, og så gik vi ellers på opdagelse i deres souvenirforretning. De havde blandt meget andet gode indianersouvenirs, der var lavet af lokale indianere. Der var et lille certifikat på hver ting med navnet på den kunstner, der havde lavet tingen. Gitte fik en drømmefanger, og jeg købte en Medicine Wheel lavet af Nathan Boyd. På certifikatet stod: The Medicine Wheel represents the delicate circle of life. The center cross bar symbolizes the four winds, sour seasons, four direction and four teachers. It is considered to be good luck by Native Americans. It is often displayed in the household for protection. Den er lavet af skind, keramik, perler, ben og selvfølgelig fjer. En rigtig dejlig souvenir. Vi skulle jo videre, men benzintanken på bilen var under kvart fuld, så det var vigtigt at finde en tank snarest. Der er ingen tankstationer i Nationalparken og heller ikke lige udenfor, selvom der både var hoteller og restauranter. Mærkeligt, og det blev ikke sidste gang, vi ledte efter en tankstation, og jeg som troede, at de lå overalt i USA. Først et godt stykke ud ad en øde vej i flækken Valle fik vi benzinslugeren fyldt op, heldigvis til venlige USA priser med 1 dollar for en liter. I Valle var der en afdanket forlystelsespark og campingplads med temaet Fred Flintstone. Det så meget øde ud og var nok 20 – 30 år bagud med, hvad der kunne interessere folk. I starten af vejen havde der været fyrreskov, men videre fremme var der fladt og tørt, dog med småbjerge i baggrunden. Vejen ender i Williams, der kalder sig ”Porten til Grand Canyon” på trods af, at der faktisk er 100 km til Grand Canyon Village, men der er heller ikke andre byer nærmere. Det er fra Williams, man kan komme med damplokomotiv til Grand Canyon, og for at peppe togturen lidt op er der Wild West skyderier før afgangen og senere et togrøveri. Williams var før en driftig by og har tidligere været meget trafikeret indtil1984, hvor Williams var den sidste by på Route 66, der blev overhalet indenom af motorvejen.
Lidt ude ad motorvej 40 var der flere tankstationer, men vi kørte kun kort tid ad motorvejen, inden vi drejede ned ad den legendariske Rute 66.
John Steinbeck gjorde vejen berømt i 1939 med bogen ”Vredens druer”, hvor en tørkeramt Oklahoma-farmer læssede alle ejendelene på Forden og kørte mod det forjættede land – Californien. Til dem der ikke har læst bogen eller set filmen, kan det siges, at det var noget af en strabadstur. I starten var Route 66 kun jordveje, men i 1938 var hele strækningen asfalteret, og så kom der rigtig gang i trafikken. På Route 66 er selve rejsen målet, og det er bevægelsen igennem landskabet, der er det attraktive, for man kommer tæt på det landlige USA, og det er ikke nødvendigt med de store seværdigheder, for det er selve rejsen, der nydes.
1950-erne blev Route 66’s glansperiode, hvor landsbyerne blomstrede med alt henhørende til et billist-hjerte og billist-mave. Alle amerikanere skulle nu have biler, og antallet af ulykker steg foruroligende hurtigt, så med en start i 1956 vandt motorvejene mere og mere indpas, og i dag er staterne forbundet med 80.000 km 4-sporede motorveje. Og nogle steder endda 20 sporede. Route 66 viste sig dog at være mere sejlivet, for ”The Mother Road” nægtede at give op – hun gjorde oprør mod motorvejene. De gode minder fra tiden er nu genfødt, gamle skilte er fundet frem og lokale burgerbarer er åbnet igen, for Route 66 er blevet en kult-rute. Den vil nok ikke drukne i succes, men nogle af de rigtig gode steder er dukket op igen, og alle med lidt nostalgi i årerne skal ud at køre på de stumper, der er tilbage. Dvs. den lange strækning på 3.940 km, eller vi må vel hellere skrive, 2.228 miles, kaldes stadig Route 66 eller vej 40. Mange steder er motorvejen lagt lige ovenpå den gamle rute, men imellem Seligman og Kingman slår den gamle Route 66 et herresving, som den moderne motorvej springer over, og her trives nostalgien i fuldt flor. Vi stoppede i Seligman. Det er en langstrakt by, for det gælder om at have cafeerne, forretningerne, tankstationerne og motellerne helt tæt på vejen, så der lige kan holdes ind til siden, inden turen fortsætter. Det er en herlig by, hvor nostalgien blomstrer i fuldt flor med souvenirbutikker med temaet Route 66. Ved forretningerne The Rusty Bolt og Return to the 50´s var der figurer uden for butikkerne med frække piger i netstrømper, og så står der gamle udtjente biler rundt omkring, og ellers er byen dekoreret med halvrustne blikskilte. Blikskiltene er blevet en stor salgsartikel, og meget kunstfærdigt er der på splinternye skilte trykt rust langs siderne. På det, jeg faldt for, stod der ”Dangerous curves ahead”, og det viste en pige, der løftede op i skørterne ved en supersmart bil. Vi kørte videre ad Route 66, hvor der næsten ikke var trafik, og hvor vejen kom igennem et fladt, tørt landskab med enkelte rancher og køer. Flere små tankstationer, der nærmest var ruiner, var ved at falde fra hinanden, og de vidner om dengang, der blev solgt rigtig meget gasolin. Lidt fra vejen går jernbaneskinner, og hundredvis af godsvogne i en stamme bliver trukket af 3 lokomotiver på en gang. Vi var lige ved at køre forbi Hackberry, der godt nok står som en by på kortet, men stort set ikke er meget andet end Hackberry General Store. Den kan genkendes på en rød Chevrolet Corvette sportsvogn, der holder parkeret under et halvtag. En rusten Ford T og andre gamle bilvrag samt rustne benzinstandere giver stemning, og der bydes velkommen af en ”udstoppet” indianer, der sidder udenfor på bænken. Indenfor er der et eldorado af gamle skilte, ting og sager og meget med Route 66. Der var også en lille cafe med interessante bænksofaer. Toilettet er ret specielt, for det er overklistret med pin-up-girls.
Kingman er den næste by og kalder sig for hjertet af Route 66, og de har da også The Route 66 Museum, der er indrettet i byens gamle elværk. Det er en større by og er et typisk eksempel på en rigtig USA by, sådan som vi forestiller os dem med restauranter, cafeer, benzinstationer og moteller, og det hele overklistret med reklameskilte. Vi spiste på en Taco Bell, der er en mexicansk fastfood, som findes overalt, og 18 dollars for tre personer kunne ikke slå os af pinden. Oatman er ellers kendt for sine guldminer og senere som spøgelsesby, da guldet slap op, men nu har endnu levende sjæle overtaget byen, og det er blevet en herlig Wild-West by med træfortove, cafeer, stores og selvfølgelig også souvenirbutikker. Der er bestemt ikke megen trafik, men de enlige bilister på Route 66, der kommer igennem hovedgaden, bliver bremset af fritgående æsler, der er efterkommere af dem, der blev brugt i minerne. Det siges at Clark Gable og Carole Lombard tilbragte deres bryllupsnat i 1939 på Oatman hotel, der er fra 1902. Vi fik snakket med en dame, der arbejdede i en af forretningerne, og som havde en dansk mand, og de rejste til Danmark en gang om året. Hun forærede os nogle små Stars and Stripes flag til knaphullet. I en smykkeforretning var indehaveren indianer med fletninger og kasket, og han forærede Nanna en ørkenrose, og han gav rabat, selvom vi ikke spurgte, og selvom han klagede over, at det var lavsæson. Flinke folk der i Oatman.
Vi fortsatte nordpå, krydsede Coloradofloden og passerede statsgrænsen til Nevada og stilede så mod spillebyen Las Vegas, og det var noget af en kontrast efter det, vi havde set i Arizona. |