 USACalifornien:
5. del
Juli 2011
Inden vi går i gang med de forskellige seværdigheder, vil jeg fortælle lidt om Californiens spændende historie.
De californiske indianerstammers livsstil havde ikke ændret sig nævneværdigt i 10.000 år, men så dukkede den hvide mand op, og stammer, der tidligere havde været fjender, sluttede sig sammen mod de indtrængende. Indianerne havde i tidens løb overlevet jordskælv og tørke, men den hvide mand var for overvældende, og den indianske kultur blev ændret på afgørende vis.
Den gensidige venlighed var dog så som så, for spanierne havde i århundreder udviklet en standardmetode, når der skulle underlægges et nyt landområde. Først var det sværdet og musketterne, der talte, og al modstand blev brutalt slået ned, og derefter blev området gjort fredeligt ved at indføre kristendommen. I starten af 1769 og et stykke ind i 1800-tallet blev der oprettet en kæde på 21 missionsstationer langs kysten, og disse stationer spillede en vigtig rolle i at slavebinde i hundredvis af kystindianere i en trædemølle af arbejde og bøn.
Allerede i 1775 gjorde indianerne opstand, men de blev tromlet ned, og deres ældgamle stammeritualer blev afskaffet og de blev gjort til lydige slaver. Missionstationerne skulle være selvforsynende med alt, og det krævede en stor arbejdsstyrke, men de hvides sygdomme, som mæslinger og skoldkopper tog livet af tusindvis af indianerne, der udviklede en sand skræk for missionsstationerne. Nogle tusinder blev dog holdt fast som arbejdere på stationerne, indtil den mexicanske regering i 1834 befriede de indfødte. Dog kun for at de kunne blive underbetalte daglejere på de store rancher, der var ved at opstå i landet. Det var egentlig meningen, at indianerne nu havde ret til at eje stationerne og deres jorde, men i praksis blev de drevet ud og overladt til fattigdom og hjælpeløshed, da de var dårligt rustede til at begå sig under den hvide mands lov. Appelsinlundene og andre frugttræer blev hugget om, og store kvæghjorde så dagens lys, som i det gode, gamle, vilde Vesten. Der blev ikke stillet de store krav til rancheroerne, som haciendaerne kaldtes, for kvæget krævede ikke den store overvågning, da det var brændemærket. Så de stakkels ranchejere måtte få tiden til at gå med indfangning af vilde heste og med at arrangere hanekampe og tyrekampe. For at gøre indtryk på senoritaerne dansede de fandango og var iklædt guldbroderet tøj med en overdådighed af sølv. Pengene strømmede ind, for den pludselige tilstrømning af guldgravere i statens nordlige del skabte en enorm efterspørgsel på oksekød. Kvæghuder og talg blev udnyttet til sidste tællelys, og yankee-handelsskibene sejlede op og ned langs kysten og tilbød mahognimøbler, indrammede spejle og sølvlysestager m.m. i bytte for de eftertragtede huder.
De gamle missionsstationer fik lov til at forfalde, og de blev først restaureret i 1900-tallet, efter at de var erklæret for historiske mindesmærker.
Da præsident James K. Polk kom til magten i 1845, svor han at ville underlægge sig Californien. Engelske finansfolk var ude med snøren, for de havde planer om at bytte for 26 millioner dollars misligholdte mexicanske obligationer med Californiens frugtbare landområder. Det var derfor ikke nogen overraskelse, da præsident Polk den 13. maj 1846 erklærede Mexico krig.
Californien blev optaget i unionen i 1850 kun 10 måneder efter at staten havde dannet sin egen regering med disse bevingede ord: ”Retten til at leve og forsvare et liv i frihed, til at anskaffe, eje og forsvare ejendom samt stræbe efter og opnå lykke”. Da guld og rigdom i manges øjne er lig med lykke, kom der rigtig gang i guldfeberen.
Rygterne gik videre ud i verden via skibe i Stillehavet: ”De gamle spaniers El Dorado er endelig blevet opdaget”.
I 1849 blev der udvundet guld for 10 millioner dollars og året efter for 40 millioner, og på guldjagtens højdepunkt havnede 80 millioner årligt i guldgravernes lommer. Selvom det var forholdsvis let at finde moderårens guld, så var det lige så let at miste hele herligheden igen til griske handelsfolk, i spillekasinoerne og på bordellerne. Så de, der var blevet rige, blev lige så hurtigt fattige igen, men så havde de mange gode historier at fortælle til børnebørnene.
Californien blev ramt af den ene ulykke efter den anden. Først var der en langvarig tørke i 1869-70, og kort efter ankom en kvart million immigranter til Californien på jagt efter arbejde, der ikke var der. Bankerne begyndte at mangle penge, og det stod klart, at jernbanerne manglede evnen til at bringe velstand. I de næste årtier byggede Californien langsomt sin industri op, og i stedet for guld og sølv begyndte staten nu at udvikle sit landbrugsområde, og det som aldrig før.
Den tidligere indianerlandsby Los Angeles kom også med på bølgen, og i hvert ti år fra 1870 fordobledes befolkningen. I 1897 kunne byen endda rose sig af det første orkester vest for Rocky Mountains. Byens ry som helsested voksede, og det gav en ny bølge af tilflyttere, der var lokket til af sloganet ”Køb jord i Los Angeles og gå med diamantsmykker”. Vand var dog problemet i Los Angeles området, og hvis der ikke var tilgængeligt vand, var det ikke let at drive landbrug. Jernbanerne ejede stadig store jordarealer, og deres sælgere stod ved 4-toget og ventede på rige immigranter, der ville købe jord. Sælgerne var virkelig kreative, og nogle gange bandt de appelsiner på tornebuskene for at sælge værdiløs jord. De nye jordejere kunne dog også være heldige, for mange gange kom der olie op af undergrunden i stedet for vand, og det ene oliefelt efter det andet blev anlagt.
Hollywood blev grundlagt, og landbruget i Central Vally var vokset fantastisk. Kvæghjordene var vokset til mere end tre millioner høveder, så det gik rigtig godt i denne gylden tid med ekstravagance og korruption. Men så kom der en skæbnesvanger aprilmorgen i 1906, hvor alting ændrede sig. Det sydlige Californien fortsatte med at vokse ufortrødent, og der blev bygget akvædukter med vand til de tørstende planter og gumlende kvægflokke, og befolkningen skulle jo heller ikke mangle til tandbørstningen. Californien var stadig det sagnomspundne land med evig sommer, med appelsinlunde mod snedækkede bjergtinder, med oliekilder, med filmstjerner og badenymfer.
Det var filmindustrien, der bragte Los Angeles berømmelse, og gaderne i Hollywood blev befolket af filmfolk, som slæbte rundt på kameraer og megafoner og spærrede gader af for at iscenesætte biljagter og revolverkampe. Den oprindelige befolkning hadede al den uro og pjat, for de fine damer og noble gentlemen blev fortrængt fra deres pæne kvarterer.
I 1920 oversteg indbyggertallet i Los Angeles for første gang San Franciscos 508.000 indbyggere, og der udviklede sig en jalousi mellem de to byer, som stadig eksisterer i dag. Journalister i San Francisco kaldte Los Angeles for ”det gale hus” og agiterede for, at området blev umyndiggjort og sat under tilsyn af en værge. Alt imens blev Golden Gate Bridges bygget færdig i 1930’erne, og det gav San Franciscos indbyggere et moralsk opsving, nu de ikke længere var statens største by. Efter krigen blev der et gradvist skift i arbejdsstyrken fra manuelt arbejde til teknikere og videnskabsmænd, og der var store udbygninger af forstæderne, når familierne slog sig ned for at nyde efterkrigstidens velstand og travlhed.
I 1960’erne var det tid til de store protestmarcher fra venstrefløjen mod bl.a. Vietnamkrigen, og politiet reagerede meget voldsomt med knippelsuppe og vandkanoner, medens hippierne førte sig fredeligt frem med langhårede unge mænd og kvinder, blomster i håret, hashtåger og masser af love.
Antallet af sorte mennesker i Los Angeles var efterhånden tidoblet i løbet af 1960’erne, og de var ude for stærk diskrimination med begrænsninger på boligmarkedet og arbejdsmarkedet. Det var de efterhånden godt trætte af, og i seks dage kogte den indre by. Også i 1992 blev der oprør, for forholdene var stort set ikke ændret en tøddel. Volden blussede rigtig op, da fire politibetjente på video ses banke den sorte Rodney King. Selvom beviserne på filmen var uomtvistelige, blev betjentene frikendt, og det startede de værste raceuroligheder i Californiens historie med snesevis af døde, 2.500 sårede og 5.200 brande. Vinstokke, citrustræer og solskin har givet staten navnet ”Den Gyldne Stat”, hvor navnet både kan stamme fra appelsinerne og fra Californiens guldfebertid. Navnet kan måske også hentyde til, at det er her, hvor forskellighederne trives i en lighed, der i det mindste skulle give bedre muligheder for indvandrernes børn. I løbet af 1980’erne er hundredtusindevis af mexicanere og folk fra Centralamerika indvandret både legalt og illegalt, således at latinoerne i Californien vil overstige angloerne allerede i 2020’erne. Blandingen har stor betydning for de politiske konsekvenser, og mere end nogensinde er de forskellige etniske grupper blevet valgt til borgmestre, kongresmedlemmer, byrådsmedlemmer og politimestre.
Selvom latinoerne er dybt involveret i de lokale aktiviteter, er de stærkt underrepræsenteret politisk, for latinoer med statsborgerskab og stemmeret er langt færre end det faktiske antal beboere, så det er faktisk de sorte amerikanere, der har haft størst succes i politik og lokalsamfund. Men deres antal er procentvis stærkt faldende i de senere år, og derfor er deres indflydelse også faldende.
Der var en, der fortalte mig, at det var en stor ulykke med alle de forskellige indvandrere, der kom til Danmark. Nå, sagde jeg, Californien, der har et sammenrend af alle mulige folkeslag, har f.eks. et BNP på 1.400 milliarder dollars, og bortset fra det samlede USA, er det kun Japan, Tyskland, Frankrig og Storbritannien, der kan prale af mere.
I ”Calico House Rest” var der bespisning i saloonen i et rustikt miljø med ægte saloongirls i fine krinoliner og knapstøvler. Der blev serveret gratis peanuts i egen skal, og skikken på stedet var, at skallerne skulle smides på gulvet. Det var også et rustikt indslag, at vores colaer blev serveret i store syltetøjsglas. Nå, men de havde god amerikansk mad med masser af fritter og store burgere. Vi tog hovedgaden op og hovedgaden ned og kikkede og osede, inden vi fortsatte mod Los Angeles.
Vejene er gode og brede og snorlige på ørkenstrækningerne og snoede i bjergene. På de store veje kan der være 5 vejbaner, og det er tilladt at overhale indenom, hvilket kan give nervepirrende situationer, når man skifter vejbane, for pludselig er der en bil. Når der er frit, må der gerne køres over for rødt ved et højresving. Der er mange exit på motorvejene, og nogle gange bliver højre vejbane til en udgang. Enkelte gange er der også udgang til venstre på en motorvej, så man skal hele tiden vide, hvor man skal hen.
I byerne bruger de meget med fuld stop i vejkryds, og så skiftes man til at køre. De fleste steder var der god plads på vejene, men indfaldsvejene til storbyerne er et mareridt med de ustandselige exit og nødvendige baneskift.
Noget, der også gør Los Angeles speciel, er ”Bust Dusters”, hvor man kan få sin lejlighed gjort ren for en mindstepris af 1 dollar i minuttet. Rengøringskonerne eller pigerne kommer så også topløse og i høje hæle, netstrømper, g-streng og selvfølgelig et lille forklæde. Men da det jo udelukkende handler om at få gjort rent, er det nok se, men ikke røre. Det går hurtig i Los Angeles, og fra næsten ingenting er byen på 150 år vokset til en by på 17 millioner mennesker. Der har været op- og nedture, men ”englene” ved, at efter en nedtur kommer et endnu større opsving. Som efter nedturen i 1990’erne, hvor der bagefter blev sat nye rekorder i ejendomspriser, mens nye højteknologiske industrier og nye storstilede byggeprojekter blev sat i gang. I 1979 og 1980’erne var både Los Angeles Centrum og Hollywood en sump af nedslidte bygninger, kriminalitet og prostitution, men nye investeringer i milliardklassen har givet nyt liv til områderne. De fleste i byen taler og forstår noget engelsk, men det er kun 42,2 %, der har det som førstesprog. Ellers taler 41,7 % spansk, 2,4 % koreansk, 2,4 % tagalog, 1,7 % armensk, 1,5 % kinesisk og 1,3 % persisk.
I vejviseren ”Spiritually LA”, der udgives ugentligt, er der seks sider med specialboghandlere, hundrede af religiøse trosretninger som ukrainske ortodokse, foruden vejvisning til udøvelse af pragmatisk buddhisme, kropsharmoni, kommunikation med rumvæsener og karmarensning.
Det var dog ganske nydeligt, endda med to værelser en suite og derfor også to fjernsyn. I filmens verden er det også gået hurtigt, for på godt hundrede år er stumfilm blevet til talefilm, fra sort-hvid til farvefilm og nu 3 D film i computeranimerede kulisser og kameraer på størrelse med tændstikæsker.
I 1911 blev der lavet det første indendørs studie i en midlertidig lukket bar på Sunset Boulevard, og kort efter rykkede et andet filmselskab ind i halvdelen af en lade på Sunset Boulevard. Filmene forlod selskaberne i en lind strøm, og i en periode var det billigbiograferne, der dominerede med billetter til 5 cent og med handlinger, som selv ikke engelsktalende immigranter kunne forstå. Der blev stadig filmet tilfældige steder i Hollywood, hvor private hjem blev brugt til filmdramaer, banker i weekenden til hold-up scener, og tilfældige forbipasserende blev på stedet statister. Filmoptagelser blev mere og mere avancerede, og det var ikke mere nok at illudere galoperende heste med to kokosnødder, men så var der et selskab, der fandt på at indlægge baggrundsmusik i en film, og i ”Jazz-sangeren” fik Al Jolson lov til at sige et par ord, og en måned senere brølede MGM’s varemærke Løven Leo fra lærredet.
”Borte med blæsten” blev en topscorer i 1939-40, og når man tænker på den korte tid, der var gået fra en sort-hvid farce til denne storfilm i farver, tone og cinemascope, så er det alligevel utroligt hvor hurtigt, det er gået.
Senere kom der problemer, hvis en filmskuespiller var rød, og Katharine Hepburn blev udsat for kritik, fordi hun havde talt ved en kampagne for en præsidentkandidat, der af det yderste højre var blevet stemplet som kommunist. Souvenirbutikker med alt til faget henhørende ligger langs gaden, og imellem andre tusindvis af turister søgte vi hen til ”Walk of Fame”. Foreløbig er der nedlagt 2.300 bronzestjerner med navnene på alle de berømte filmstjerner, instruktører og musikere. Foran biografen Grauman’s Chinese Theater med den kinesisk inspirerede arkitektur er det især et tilløbsstykke. Da Hollywood Boulevard var i forfald, blev den et symbol på Hollywoods forfald, men nu glimter det hele igen, efter at der er pumpet nogle milliarder i området. Fortovet foran teatret er interessant, fordi stjernerne i egen høje person her har sat deres håndaftryk og fodaftryk i den våde cement. Der er både nogle af de gode, gamle, som Fred Astaire og Doris Day. Humphrey Bogart skulle være lidt sej og skrev: ”Sid, I hope you never die until I kill you”. John Wayne har plantet sin knytnæve i stedet for sin hånd og ordene: ”There are not enough words”.
Det berømte Hollywood skilt tonede i baggrunden, men det var lidt langt væk, og der var lidt diset, men vi så det. Så mellem et mylder af japanske turister fik vi sagt goddag og farvel til skiltet, og så havde vi set det med.
Tjæresøen i Hancock parken ligger der stadigvæk, og den afgiver også stadigvæk 30-50 liter tjære hver dag. I søen er der en rekonstruktion af en mammut, der er halvt nedsænket i tjære, og man kan fornemme hendes fortvivlelse, meden hun langsom synker ned. Lige så hjerteskærende står der en lille mammutunge og hyler på sin mor, medens en stor hanmammut heller ikke ved sine levende råd.
Rundt om i Californien ledte man efter et egnet sted, og i 1911 faldt valget på en bønnemark i Santa Ynez-dalen, hvor der var frugtbar jord og rent drikkevand. Der blev købt 3.600 ha jord, og den første bygning ”The Solvang Hotel” tog imod de mange danske nybyggere. Et par år efter stod Atterdag-skolen færdig, og den blev byens kulturelle samlingspunkt. Det var dog ikke let at få kvindfolk til byen, og når en ny pige ankom, var alle ungkarlene ved at falde over hinanden for at gøre haneben til hende.
Solvang blev ganske langsomt en større og større turistattraktion, og også Dronning Margrethe 2 og prinsen besøgte stedet i 1976. I dag har Solvang 5.500 indbyggere, og to millioner amerikanere og en del danske turister besøger hvert år Solvangs 200 forretninger, 30 restauranter og 16 hoteller. I vore dage oser byen af Danmark, men nok mest som Danmark var engang a la Ebeltoft og Ærøskøbing. Næsten alle forretninger og restauranter har danske navne, og forretningerne bugner af danske souvenir. Der er plastikstorke på tagene, en fin model af Den Lille Havfrue, og Rundetårn mangler heller ikke.
Dejlig kølig aften med 16 grader C, næsten som en dansk sommeraften, så den lignede godt. Vi gik til restauranten ”The Little Mermaid Rest” og fik dansk bøf og frikadeller, og incl. to Carlsberg og et glas mælk kostede det 47,85 dollars. Og kromutter var dansker og havde været her siden 1967, og hun ville ikke hjem igen, for hun havde det for godt i Solvang. Siden, vi havde været der for omkring 20 år siden, er byen blevet meget udbygget i det danske tema, selvom husene måske ser mere tyske ud end danske. De tidligere skraldespande med påmalede bindingsværk er fjernet – de var alligevel for meget, men det hele er fyldt med blomster og idyl, og meget, meget hyggeligt.
Morgenmad i Mortensens Bakery, og vi skulle have rigtig dansk breakfast på husets regning. Hvad må amerikanerne ikke tænke om os, for morgenmaden bestod af kaffe og et stykke wienerbrød.
Eksperter gætter på, at han over en 50-årig periode har brugt 1 million dollars om året til nips. Nå ja, det blev også til et helt antikt italiensk kloster, der er brudt ned sten for sten og genopført som en del af slottet. Hele herligheden lå på toppen af bjerget La Cuesta Encantada – ”Den fortryllede Bakke”, der også havde verdens største privatejede zoo med dyr fra hele verden.
Hearst, der ved sin død i 1951 ejede landets største aviskæde, boede på sit slot i 20 år, indtil han i 1947 flyttede til Beverly Hills på grund af dårligt helbred. Ti år senere skænkede familien Hearst – til gengæld for skattelettelser – hele ejendommen til den californiske stat, hvor den nu er et historisk monument. Det koster masser af penge at vedligeholde slottet og den omgivende park, men med over 1 million besøgende så løber det vel rundt alligevel.
Vi kørte ind i landet ad vej 41, og efter flere bløde, gule bakker kom vi til et vindistrikt. Derefter kørte vi 100 km uden et eneste hus, – utroligt, når Californien er USA’s folkerigeste stat. Først ved krydset til motorvej 5 var der adskillige tankstationer og 6-7 fastfoodrestauranter i en klump, og det var blevet rigtig varmt igen med 95 grader F. Videre ad den gode vej 198, og efter Visalia var der udsigt til bjergene i det fjerne og endda med sne på toppene. Vi var kommet ind i et ”farmland” med store majsmarker og frugtplantager, hvor vandet kom fra en bred kanal, og vi begyndte at nærme os Sequoia Nationalpark.
Der skulle efter sigende ligge en god restaurant 20 minutters gang oppe ad vejen, men der var en del trafik, og var det nu 20 minutters gang eller 20 minutter i bil, der var blevet sagt? Vi blev i tvivl, så jeg meldte mig frivilligt til at gå tilbage efter bilen. Det viste sig, at restauranten lå lige bag det næste hjørne, men så havde vi da bilen, når vi skulle tilbage. Fin mad serveret på terrassen ved siden af en brusende flod, der lavede en øredøvende larm.
Sequoia og Kings Nationalparker er to selvstændige parker, men da de ligger klos op ad hinanden, administreres de som en enhed. Hvis man er lidt i tidsnød og ikke kan se alle seværdige nationalparker i Californien, vælger folk ofte Yosemite med sine spændende klipper og Yosemite Fall. Det er på trods af, at den 2.130 m dybe Kings Canyon overgår Yosemite i lodret storslåethed, og de store sequoiatræer er mere talrige i Kings Canyon. Det gør, at der er 4 millioner besøgende til Yosemite og kun 1,5 million til Sequoia og Kings Nationalpark. Så der er langt mere vildmark i sidstnævnte, da parken strækker sig østpå op over Sierras vestlige skråninger helt op til toppen af bjergkammen.
Nationalparken har skiftet udseende igennem årene, og det er naturen, der har sejret på bekostning af kommercielle tiltag. I 1950 fældede man et 2.200 gammelt træ, fordi det hældede faretruende ud over nogle hytter. I 1999 havde piben fået en anden lyd, og man fjernede den sidste af omkring 300 hytter, moteller og restauranter og en benzinstation, som var placeret i Gigant Forrest, der er nationalparkens største skov af gamle træer. Tilbage i området står en smuk rustik bygning, der indeholder museum og film om nationalparken.
Så pludselig og kun 50 meter væk stod en sort bjørn. Det var så nok den store, for hvis det havde været den lille, havde vi løbet skrigende væk. Bjørnen stod og kikkede, og vi kikkede. Hvordan er bjørnereglerne egentlig, skulle vi stirre den i øjnene eller se væk, skulle vi bakke baglæns eller gå frem? Jeg gik lidt tættere på, måske 30 meter, og så kunne det ses, at bjørnen kun stod 5 meter fra trailen, og det var i hvert fald alt for tæt på til, at vi kunne passere. Medens vi stod og kikkede, kom en dame gående i modsat retning. Hun havde en rangerhat på, men så kunne vi se, det var en almindelig spejderhat. Hun ville sikkert få et chok, hvis hun gik lige i favnen på bjørnen, så jeg gav et pift for at advarer hende. Damen reagerede ikke, men det gjorde bjørnen, og den luntede lidt længere ind i skoven og stod så og kikkede. Da vi havde kikket på hinanden et stykke tid, gik vi videre – en stor oplevelse rigere.
General Sherman står ikke lige ved bilvejen, så man skal først ud at gå et par kilometer ad en bred, asfalteret, slynget trail, godt belagt med turister, der også skulle ned at hilse på.
Vi var klar over, at vi kun havde set en lille tarm af Kings Canyon National Park, men vi stoppede da ved deres visitorcenter og så film og købte bøger og en flot T-shirt. Der var ikke rigtig nogle spisesteder i nærheden, så jeg fandt en tankstation og købte nogle sandwich og nogle sodavand for 17 dollars, så det blev en billig, hyggelig filmaften for en gangs skyld. Næste morgen var det skyfrit, og vi kørte rundt på jagt efter noget morgenmad, indtil vi fandt en stribe fastfoodrestauranter. Derefter kom vi ud ad vej 99 mod Sacramento og kom igennem et kæmpe farmland med blomstrende buske i midterrabatten. Vi drejede fra af vej 152 igennem bjerge, og igen et kæmpe farmland med jordbærplukkere.
Så det gjorde vi, og ad småveje fandt vi Soul Creek Road, og herinde i de lune bjerge fandt vi også Judy og Stan Bermann, der er forældre til Leslie, som vi besøgte i New York. Vores datter Louise havde boet hos Bermanns for næsten 25 år siden, og det lignede sig selv. Huset er et dejligt træhus i redwood, og Judy og Stan er et par dejlige, hjertevarme mennesker, så der var stor gensynsglæde. Og de kunne næsten ikke forstå, at Nanna, der er 14 år og ligner en rigtig ung dame, var Louises datter. Louise havde haft et fantastisk år hos Judy og Stan, så der er stadig nære familierelationer. Allerede for 25 år siden lovede jeg Judy og Stan, at jeg ville give middag i Tivoli, når de kom forbi Danmark, men de har ikke været her endnu.
Kold morgenstund oppe i bjergene og overskyet. Morgenmad ved det runde bord i Judy og Stans hyggelige hus. De havde en pejs, hvor ilden kunne fjernbetjenes. Den var med kunstigt, livagtigt brænde, og fjernbetjeningen tændte en gasflamme, der så slikkede op ad brændet. Vi manglede en nøjagtig adresse til Big Basin, så for først gang på USA-turen for vi vild og endte nede ad de mærkværdigste små, blinde veje. Hvis man kommer sydfra, skal man midt i den lille by Boulder Creek lede efter et lille skilt til venstre til Big Basin og så køre ca. 10 miles ud ad en snoet vej med redwood træer, og så er man ved statsparkens hovedkvarter.
Big Basin blev reddet fra skovhuggernes økser allerede i 1902. Parken er 60 km2 stor, og der er 130 kilometer vandrestier, men vi må indrømme, at vi kun tog den 2 km lange Redwood Trail, der går forbi nogle af de mest interessante træer. Lige ved hovedkvarteret står et stort, hult dobbelttræ, og når to store træer er vokset sammen, så er det virkelig stort. Det koster 10 dollars at betræde de hellige stier, og vi kom forbi ”Chimney Tree”, der er hult fra bund til top efter ildebrande, men stadig levende. Parkens højeste træ er ”Mother of the Forrest”, som er over 100 meter højt, medens ”Father of the Forest” med sine 2.000 år er det ældste. Sarah bliver overbevist om, at ulykkerne skyldes de indianere, der blev dræbt af den berømte ”Gun that won the West”. Et syn overbeviser hende om, at hun kan undgå indianernes hævn og deres onde ånder ved aldrig at færdiggøre sit hus i San Jose. Gennem 38 år arbejder håndværkerne fra 1884 til 1922 dag og nat og året rundt på at udvide og ombygge Mrs. Winchesters hus. Resultater ses i dag, idet huset har 160 værelser, 47 ildsteder, 2.000 døre og 13 badeværelser. Efterhånden kneb det for håndværkerne at lave noget fornuftigt, så der er trapper, der ikke fører nogen steder hen, og døre på 1. sal, der åbner ud til ingenting m.m.
Vi blev ledt rundt i gangene af en ung kvinde med en næsten uforståelig accent, og hun viste os trapper og døre til ingen steder. Turen tog en time, og vi kom rundt både inden døre og i den flotte have. Desuden ud imellem de andre bygninger, hvor der bl.a. er et interessant winchester museum med alverdens udformninger af winchesterriflen. På forsiden af hovedhuset er der en meget stor og smuk hoveddør, men den var kun beregnet til hende og de to håndværkere, der havde lavet den. Selv da hun engang havde præsidentbesøg, måtte han bruge en af de andre døre.
Huset er efterhånden lidt slidt, og for 1.000 dollars maling ville gøre underværker. Hotellet lå centralt, og det var en rimelig pris med 1.833 kr. for 3 personer i to dage. Der var dog måske noget, vi havde overset, for i værelsesbestillingen stod der Queen size seng og ikke Queen size senge, så i virkelighedens verden var der kun en Queen size seng til deling. På alle andre hotelværelser, vi havde benyttet i USA, var der mindst to Queens, og her ville de proppe 3 voksne ned i kun en seng.
Vi gik ned til receptionen og klagde vores nød, og de var da meget forstående, men hotellet var fuldt booket. Alligevel fik de tryllet lidt, og vi fik nu et familierum med to værelser med to queensenge og en King size. Foruden at vi skulle betale lidt mere, skulle vi skifte værelse næste nat, men hvis vi pakkede ned, så skulle hotelpersonalet nok flytte kufferterne til det nye værelse.
Der findes mellem 150.000 – 200.000 bøsser og lesbiske i San Francisco, og de er som gruppe økonomisk velfunderede og politisk aktive i byrådet.
En meget synlig gruppe i byen er de 15.000 tiggere og hjemløse, der er et produkt af de voldsomme prisstigninger på huse og lejligheder. Mange sanfranciscoere betragter dem som en skamplet, og i 2004 startede et ”Care Not Cash” program. De hjemløses bistandshjælp blev gradvist sat ned fra 2.400 kr. til 350 kr. om måneden. Til gengæld blev de tilbudt et værelse, madkuponer, jobtræning og rådgivning om deres problemer. Det har hjulpet, men der er stadig en hård kerne, som lever et halvt liv på gaden. Jordskælvet i 1906 blev et voldsomt, men kortvarigt anslag for byen. 826 mennesker mistede livet, og 28.000 bygninger nedbrændte. Præsterne mente, det var Guds straf for det syndige liv, men så er det jo mærkeligt, at whisky-fabrikken Hotaling Distillery stod totalt uskadt.
Andre jordskælv har der været siden, som i oktober 1989, hvor der blev ødelagt for 6 milliarder dollars, men alligevel bygges der bygninger på 260 meter, og det viser bare sanfranciscoernes ukuelige optimisme. Egentlig er det mærkeligt, at der er så mange hjemløse i San Francisco, for der er næsten altid hundekoldt, og vi gik og småfrøs selv med jakke på. Mark Twain sagde engang: ”Den koldeste vinter, jeg nogensinde har oplevet, var en sommer i San Francisco”. Vi gik igennem Drage-porten via Grant Ave ind i Chinatown. Porten er en drage-ornamenteret portal og er en gave fra Taiwan, og inde bagved ligger hovedgaden igennem Chinatown med elementer af kinesisk kultur og et hav af restauranter og souvenirbutikker. Det er her turisterne foretrækker at snuse rundt, og butikkerne er også overvældende, og ingen kan her rynke på næsen af, at de udbudte souvenirs er ”Made in China”.
Kineserne har bestemt ikke haft det let i USA’s historie, og de har ”ikke haft en kinamands chance” for at klare sig igennem. De har været diskrimineret næsten værre end den sorte befolkning, de kunne ikke få arbejde uden for Chinatown og ikke bosætte sig, hvor de ville. Og da Mao overtog Kina, blev alle kinesere i USA nærmest dømt til at være kommunister, og FBI jagtede dem som høns. Nå, det er heldigvis blevet bedre. Gaderne var kolde, men butikkerne var dejlig varme, så vi var inde at kikke på 10.000vis af ting og sager, og jeg fik lige købt en T-shirt til 3 dollars.
Ude af Drageporten, og med et slag var vi tilbage i USA igen. San Franciscos vejnet er designet med en lineal uden hensyn til byens stejle bakker, men byens vise fædre har opfundet et system af kabeltrukne sporvogne, og de kører stadigvæk på livet løs. En enkelttur koster 6 dollars og en dagsbillet 14 dollars, og billetterne købes på endestationerne, men kan dog også købes på vognen. Der var en lang kø, hvor vi skulle på, men det gik dog forholdsvis hurtigt, og imens vi ventede, kunne vi se, hvordan de vendte sporvognene med håndkraft ved at skubbe med ryggen og hive i et lille reb. Kablerne snurrer hele tiden under gaderne, og ”the gripman” betjener det store håndtag, der griber fat i kablerne, og trækker sporvognen af sted med 15 km i timen. På vej ned kan man godt blive lidt bekymret, om den nu også kan stoppe igen, men der er tre forskellige bremsesystemer til rådighed. Pedaler til hjulbremse, håndtag til sporbremsen og endnu et til nødbremsen.
Endestationen er Fisherman’s Warf, og både den gamle fangeø Alcatraz og Golden Gate Bridge lå halvgemt i tågen, da vi steg af. Der er ikke meget idyllisk fiskerleje og ej heller duften af fisk på Fisherman’s Warf, til gengæld er der masser af let maritime forretninger, souvenirbutikker, hvor man kan købe alt det, man aldrig har manglet, og selvfølgelig masser af restauranter.
Vi stod af ved Chinatown og gik mere tur, og i en sidegade fik vi kage og varm cacao i en restaurant med udelukkende kinesere og til kineserpriser, da det kun blev 11 dollars. Gitte kan ikke lide at køre i bil i San Francisco især ikke ned ad bakkerne, men vi kørte over Golden Gate Bridge og parkerede på den anden side til View Point.
View Point levede ikke op til sit formål, for der var ikke et klap at se på grund af tæt tåge. Det var nærmest efterårsvejr med rusk, men vi gik da halvvejs ud på broen, hvor tårnene forsvandt i tågen. Vi kunne heller ikke se bredderne, så det var faktisk lidt tarveligt, at San Francisco skulle vise sig fra sådan en kedelig side, når vi nu kom for at sige farvel. Der var masser af gående, løbende og cyklende på broen, og skilte forkyndte, at det ikke var tilladt at kaste sig ud over brokanten.
Gartneren Makato Hagiwara, der passede den Japanske Garden fra 1895 til 1942, opfandt de kinesiske spådomskager, som man får efter et måltid på en kinesisk restaurant. De kinesiske spådomskager bruges over hele verden, undtagen i Kina. Meget smigrende ville billetdamen se legitimation, for at jeg kunne få en seniorbillet. På min smukke accent kunne hun nu høre, at jeg var udlænding, og så var det dobbelt betaling. Det er i orden med ulande, at de tager forhøjede priser for udlændinge, så lokalbefolkningen også kan se landets seværdigheder, men selvom økonomien skranter i USA, er det dog at stramme den. Så vi gik igen, og desuden havde vi set massevis af rigtige japanske haver året før.
Vi så i stedet en maleriudstilling og kørte så de sidste kilometer ud til lufthavnen. Let bilaflevering, hvor de bare spurgte om bilen var ok, og det var den og havde kørt som en drøm igennem Arizona, Nevada og Californien. Til dem, der vil have et helt specielt foredrag, er jeg gået i samarbejde med sangerinde og sangskriver Mette Lethan. Hun optræder professionelt med både pop, country, soul og jazz, og det både alene med sin guitar og i sine bands.
Samarbejdet består i ”Billedforedrag og sange fra USA”, og programmet er sammensat af 5 afdelinger, hvor der vises billeder og fortælles om New York, Florida, Arizona, Nevada og Californien, Hver afdeling slutter med, at Mette spiller og synger en sang fra det pågældende sted, og måske giver hun et ekstranummer til sidst. Arrangementet tager 2 timer incl. en lille pause og koster 2.800 kr.
Turen går til Californien og det vestlige USA. Politiken 1. udgave 2010 |
Indianerne og missionsstationerne.
Der skulle dog gå endnu 150 år, før Gaspar de Portola i 1769 ankom over land fra Baja, og han blev mødt af venligtsindede indianere, hvor der udveksledes gaver, og fortsatte ellers nordpå. 
Mexico havde været underlagt det spanske herredømme i 300 år, men i 1821 rev landet sig løs og blev en republik. Missionsstationerne blev nedlagt af de spansk/mexicanske nybyggere kaldet californios og 3,3 millioner ha, som indianerne havde opdyrket under stationernes tvang, blev udstykket i 800 privatejede rancher på ofte op til 20.000 ha. 
Det officielle Washington var blevet opmærksom på det land langs Stillehavskysten, hvor det flød med mælk og honning, så præsident Andrew Jackson sendte en udsending til Mexico City for at købe Californien for 500.000 dollars, men det mislykkedes. 
Los Angeles var i årtier efter krigen overvejende en mexicansk by med latinsk kultur og tradition, men da Southern Pacific Railroad nåede byen, strømmede anglo-amerikanere, asiater og europæiske immigranter til byen, og til sidst var de 10 gange flere end mexicanerne. Kineserne var også strømmet til byen efter, at de havde lagt jernbaneskinner over det halve USA, og selvom de ”ikke havde en kinamands chance”, slog de sig ned, selvom de var udsat for voldsom racistisk diskrimination. 
Guldfeberen rasede, og folk strømmede til, også fra det øvrige Californien, hvor butikker lukkede, kontorister forlod kontorene, og soldater deserterede. Redaktøren af avisen California måtte meddele, at avisen ikke kunne udkomme, for hele staben var rejst på jagt efter guld.
Gadenettet i San Francisco var før guldfeberen udlagt som et kvadratnet, og senere, da byen voksede, blev gaderne forlænget med en lineal uden hensyn til byens stejle bakker, og derfor maser San Franciscos gader sig lige op og ned, i stedet for at følge landskabets konturer.
Den 12. maj 1869 trængte det første tog igennem Donner-passet i Sierra Nevada, så øst- og vestkysten nu var uigenkaldeligt forenet. Mange mennesker troede, at jernbanen nu skulle bringe sikker og fabelagtig velstand til Californien, men det viste sig, at det var jernbanebaronerne, der satte sig tungt på hele økonomien. De manipulerede med fragtraterne, kontrollerede vandforsyningen, holdt i hundredtusindvis af hektar frugtbar jord for sig selv, og med deres rigdom kunne de bestikke politikere og de lokale myndigheder.
San Francisco fik en gylden tid i slutningen af århundredet, og byens 1.700 arkitekter opførte de victorianske ”Queen Anna” huse, som stadigvæk dominerer de kvarterer, der var så heldige at overleve det senere jordskælv. 
Tidlig om morgenen 18. april 1906 sendte San Andreas-forkastningen voldsomme rystelser igennem det nordlige Californien. Der blev målt 8,25 på Richterskalaen, og jordskælvet berørte et område, der var 338 km langt og 48 km bredt. I løbet af 48 sekunder lå San Francisco og mange nabobyer i ruiner. De efterfølgende brande ødelagde 28.000 bygninger og dræbte over 3.000 mennesker i en by, der ellers havde 40 % af statens befolkning, mod nu kun 4 %.
Kun seks år efter, at brødrene Wright foretog 59 sekunders flyvning, var Los Angeles vært ved en flyudstilling, og med en halv million tilskuere satte Glenn Curtis en hastighedsrekord på hele 88 km i timen. Glenn Martin, der var en af tilskuerne, startede prompte en flyfabrik, og ved første verdenskrigs udbrud producerede han et fly om dagen. En af hans ansatte Donald Douglas startede for sig selv, og Douglas DC3 blev det første kommercielt succesfulde fly, og i løbet af nogle år tegnede det sig for 95 % af USA’s flytrafik. 
Filmindustrien konsoliderede sig i syv store selskaber, som stadig findes i vore dage, og foruden de store stjerner, skulle der bruges folk til pladestudier, rekvisitforretninger, talentbureauer, lysopsætningsfirmaer, kamerafolk, scenearbejdere, belysningsmestre, lydfolk, gipsstøbere, tømrere og ham, der står med klaptræet ikke at forglemme. .jpg)
Californien er USA’s tredjestørste stat med sine 423.970 km2, og staten har det højeste indbyggertal af alle USA’s stater med næsten 37 millioner mennesker, og de taler tilsammen 90 forskellige sprog. Af hovedgrupper kan nævnes mexicanere, hvide, kinesere, japanere, sorte fra sydstaterne, russere, armeniere, indere, koreanere, iranere, filippinere, samoanere og vietnamesere for bare at nævne nogle. 
Selv den tidligere mr. Univers fra Østrig Arnold Schwarzenegger kunne blive guvernør for Californien. Han blev valgt ind i 2003 og havde 62 dages erfaring til at styre verdens 5. største økonomi. Meningsmålingerne rasler dog ned i 2005, da han gik til angreb på fagforeningernes indflydelse på den offentlige sektor. På trods af at han er republikaner, har han gigant-investeret i veje, kollektiv transport, skoler og billige boliger for de fattige, og alt finansieret gennem statsobligationer. I 2007 blev han genvalgt og fik endnu 4 år som guvernør over Californien. 
I byerne er der forskellige kulturlommer med farverige religioner og skikke, og hvis man kan anerkende hinanden, er det det første skridt hen imod en fredelig sameksistens i dette multikulturelle samfund. 
Langs hovedgaden var der gode forretninger med læder, træ, mineraler og forstenede hajtænder, hvis man lige skulle stå og mangle sådan en.
Benzinen er billig i forhold til den danske med 4-5 dollars for en gallon, der er ca. 4 liter. De højeste priser findes i ørkenen, hvis der i det hele taget er en tankstation, for nogle steder er der over 100 km imellem stationerne. Mærkværdigvis er der som regel ikke tankstationer langs motorvejene, så man er nødt til at dreje af til en indfaldsvej til en by for at finde en station. Det er helt almindeligt, at der skal betales før tankning, så man skal sjusse sig til, for hvor mange dollars der kan være på tanken. Hvis det ikke går op, er pengene ikke tabt, men så skal man ind og have penge tilbage.
Det er meget nødvendigt at leje en bil med GPS, og ”Never lost” var vi meget tilfredse med. To miles før en udgang advarer hun om den, og hun har tjek på hver eneste meter, man kører, og hun udregner lynhurtigt en ny rute, hvis der køres forkert. Meget imponerende oplyste hun navnet på hver eneste gade i hver evig eneste by og flække, vi kørte igennem. Fordelen er også, at distancen til målet hele tiden opgives og hvornår, der er forventet ankomst.
Her er noget, de kan prale med eller græmme sig over: Byen har de største husstande og ligger nr. 6 på skilsmisselisten og nr. 2 på listen over biltyverier i USA. De har det største antal Rolls-Royce forhandlere, og de har flest trafikpropper. Byen har mindst vind, flest solskinstimer, de største smogproblemer og det største antal plastikkirurger. Ifølge meningsmålinger har de også de kønneste mennesker. Om det så er på grund af plastikkirurgerne, eller det er en sammenblandingen af de forskellige racer, der giver skønheden, ved jeg så ikke, men jeg tror faktisk, det er det sidste. 
Vi havde ikke reserveret overnatning og kørte ud ad Santa Monica Boulevard mod stranden. Det var en lettere befærdet vej med reklameskilte og bilforretninger, og på 200 meter var der 10 forskellige fastfoodrestauranter. Vi holdt ind ved Annas Motel, og Anna, hvis det var hende, kunne godt ligne en mexicaner. Vi kørte ind ad en port, og indenfor var der en parkeringsplads og en bygning med værelser i to etager. Inden vi fik prisen at vide, gættede jeg på, at overnatningen ville koste 80 dollars, og ganske rigtigt 80 dollars, men plus 5 dollars for kreditkortet, og hun skulle lige se mit kørekort, inden hun godtog Masterkortet. Hun insisterede også på, at vi skulle se værelset først, selvom det kun var en enkelt overnatning.
Den første film overhovedet var blevet optaget i 1877 af en løbende hest, og den hestesekvens krævede 5 års arbejde og 12 kameraer. Eadweard Muybridge beviste dermed, at en løbende hest har alle fire ben i luften samtidigt, og et væddemål på 25.000 dollars var vundet. William Laurie Dickson blev registreret som producent af verdens første film i 1890, da han filmede sin assistents nys i filmen ”Nyset”. 
Udviklingen af farvefilm blev fremskyndet, og i 1934 kunne Walt Disney producere sin første tegnefilm i spillefilmlængde med ”Snehvide og de Syv Dværge”. På det tidspunkt var der næsten 100.000 biografer i verden – en tredjedel i Rusland og kun en sjettedel i USA. Tyskland var en stor aftager af amerikanske film, men det stoppede brat, da MGM begyndte at producere anti-nazistiske film, da Tyskland gik ind i Polen.
Hollywood er stadig hele USA’s drømmefabrik, og snesevis af filmselskaber producerer film og tv til hele verden, så vi ville lige hen at snuse lidt til al den glimmer. Vi nærmede os lidt, og fandt en parkeringsplads et par hundrede meter fra Hollywood Boulevard. Klokken var kun 9 om morgenen, så der ville nok være mennesketomt, troede vi, men godmorgen, der var allerede masser af turister. Faktisk kommer der 10 millioner turister årligt for at indsnuse stjernestøv og se glimmer her.
Nyere tids stjerner som skuespillerne fra Harry Potter har også sat deres aftryk, og her var der nærmest kø for at sammenligne hænder med de kendte, og Nanna så lykkelig ud, da hun også prøvede. Lykken steg til uanede højder, da Caribiens piratkonge Jack Sparrovs gik rundt i egen høje person og gav Nanna et kram, mod betaling selvfølgelig, så høje er lønningerne i filmbranchen heller ikke.
Samtidig med tjæren kom der knogler med op fra dybet, og geologer begyndte at identificere knoglerne som levn af uddøde sabeltigre, ulve og kæmpe dovendyr. Senere gav Henrys søn George myndighederne tilladelse til at undersøge stedet, og i 1913 gav han skødet på ranchen til LA County. Man fandt skelettet af en 9.000 år gammel kvinde, men ellers var der ikke andre menneskerester, men til gengæld var der millionvis af knogler fra uddøde dyr. Der er fundet 231 arter af hvirveldyr og 234 arter af hvirvelløse dyr fra istiden. Man mener, at dyrene er fanget i tjæren for 40.000 år siden, da de forsøgte at drikke af overfladevandet, og så er de uhjælpeligt blevet trukket ned i tjæren. Knoglerne er brune, men er fuldstændig velbevarede, så det er måske verdens største puslespil, og de pusler stadigvæk.
En mand stod og spillede guitar og sang, og jeg kunne kende ham, for den samme mand havde stået det samme sted, da vi var forbi for omkring 20 år siden. Jeg spurgte ham, og den var god nok, han havde virkelig stået der i alle de år, men han røbede dog, at han gik hjem om natten.
Ideen om Solvang stammer fra 1910, hvor en dansk præst, J. M. Gregersen fra Michigan, foreslog, at man byggede en dansk koloni i Californien. Formålet var at bevare forbindelsen til Danmark og danskheden omkring den danske kirke og folkekirke. Mange danskere i udvandrehistorien, længtes stadig efter en vindmølle, duften af dansk brød og smagen af æbleskiver og karrysild, så ideen gav genhør.
I 1928 stod ”Bethania Lutheran Church” færdig, og det var en typisk dansk, hvidkalket kirke, men bortset fra den lignede Solvang alle andre små byer i Californien. I 1945 byggede Gudrun og Fred Sørensen deres hjem på Møllebakken i dansk stil og endda med en vindmølle, og det blev starten. I slutningen af 1950’erne tog Danish-dillen fart, og husene fik en dansk ansigtsløftning. Restauranter og forretninger fik danske navne som ”Arnes æbleskiver”, Rasmussen’s og ”Peters Pastries”, og snart kom der flere vindmøller og mere bindingsværk. Solvang fik efternavnet ”Little Denmark USA”, og byen kan nu roligt kalde sig ” Den danske hovedstad i Amerika”.
Vi tog med en hestesporvogn rundt i byen, og en guide fortalte om løst og fast. Prins Henrik havde lige været på besøg for at fejre byens 100 års fødselsdag, og guiden kunne ikke forstå, at prinsen var sådan en ældre mand, for han mente, at prinser måtte være unge, så de siden kunne blive konger. Nå, vi måtte så fortælle guiden, at Henrik var en prinsgemal, men at vi skam havde en ung kronprins, der ville blive konge engang. Han fik også fortalt, at H.C. Andersen, som der også var en statue af, havde skrevet bl.a. Hans og Grethe, men det er jo også svært at have helt tjek på alt i sådan et lille land så langt borte. 
Næst efter Disneyland er dette barokke hjem Californiens største turistattraktion. 
Williams far George, der var blevet mangemillionær på sine guld- sølv- og kobberminer, købte en sommerhusgrund på 111.300 ha her i San Simeons bakkede landskab. Ved sine forældres død engagerede den unge William arkitekten Julia Morgan til at tegne et stærkt udsmykket hovedhus i spansk-maurisk renæssancestil. Der blev også tegnet og bygget to tårne, 38 soveværelser, en gotisk riddersal, et olympisk svømmebassin i romersk stil, et enormt indendørs romersk bad, som Cæsar ville misunde, en stor biograf samt tre overdådige gæstehuse, så der alt i alt kunne rådes over 130 værelser. Bygningerne fyldte han med træskærearbejder, møbler og uvurderlige kunstværker fra Europas slotte og katedraler samt etruskiske krukker og gamle egyptiske statuer og 1000 andre ting. 
Ved ankomsten fik de hver en personlig kammertjener eller kammerpige, og så havde de tiden til egen rådighed, bortset fra den sene middag i den store sal. I spisesalen sad Hearst for enden af det antikke klosterbord, og for at illudere en udflugt på landet var der aldrig duge, men ketchupflasker på bordene. Efter middagen viste Hearst ofte film, som endnu ikke havde haft premiere bl.a. ”Borte med Blæsten”.
Efter besøget kørte bussen ned ad den snoede bjergvej igennem de tørre, gule bakker, og efter at have fået fat i vores egen bil kørte vi ned til havet. Folk, der ikke har været i Californien, tror, at der er dejligt varmt hele tiden, men midt imellem Los Angeles og San Francisco kommer der en kold havstrøm ind, og da det samtidig blæste ude fra havet, var det hundekoldt. Ved en parkeringsplads var vi pludselig omgivet af mindst 10 håndtamme egern, og i løbet af kort tid konsumerede de et par gamle croissanter. Mågerne skilte os af med resterne fra det kinesiske måltid, og de stod stille i luften båret oppe af vinden. Nede ved stranden skulle vi lige mærke vandet, og det var iskoldt – koldere end sommervandet i Danmark.
Heller ikke denne gang havde vi bestilt overnatning, og det kan da godt være, at der var moteller inde i parken, men vi vidste ikke, om der var plads, så nogle få kilometer inden nationalparken drejede vi ind til et tilfældigt motel ”River In og Cabins”, der kostede 89 dollars plus tax. Det var da nydeligt og pænt, men heller ikke noget at råbe hurra for. Der lå en købmand i nærheden med en totempæl udenfor, og ellers var det en blanding af mad og souvenirs.
Der var ikke mere end nogle få kilometer til indgangen til nationalparken, hvor det kostede 20 dollars for en bil at komme ind. Der var meget snoede bjergveje, og efter kort tid blev bilerne stoppet af vejarbejde, og der var 20 minutters ventetid på at komme videre. Medens vi venter, kan jeg fortælle lidt generelt om denne nationalpark.
Trailen går rundt om et vådområde, og da vi startede, mødte vi nogle mennesker, der sagde, at de havde set en stor og en lille bjørn. Hvor mange chancer ville vi mon have for at se en bjørn, og den chance bedømte vi til at være mikroskopisk.
Som afslutningsfinale i Sequoia og Kings Canyon National Park var vi henne at besøge General Sherman, der er navnet på ikke mindre end verdens største træ. Generalen har nået en alder på 2.200 år, og har en livvidde på 31 meter. Trods en beskeden højde på 84 meter giver det ham alligevel verdensrekorden målt i volumen, der med 1.500 m3 træ, giver en vægt på 1.200 tons. Den ældre herre er dog blevet lidt tør i toppen, og meget fornuftigt er træet indhegnet, for nogle af de nedfaldne grene har en diameter på over en meter.
Det havde været dejligt at gense de store træer, så vi fortsatte turen ned ad vej 180 og kørte ned ad bjergene. Fra 5.000 f til 1.000 f på en time og vi var nede i lavlandet igen med frugttræer. Der er ingen moteller eller tankstationer på freeways, så vi var nødt til at dreje væk på udkik efter et sted at overnatte. Helt inde i Fresno fandt vi en Travel Inn nede ad en sidevej. Overnatningen ville koste 70 dollars, men manden, der passede biksen, slog prisen ned til 60 dollars, men det var så uden tax, og det var nok ikke særlig pænt over for staten. Stort værelse og stort badeværelse, til gengæld var der kun et håndklæde til hver – nå, vi har jo heller ikke mere end et ad gangen derhjemme.
Vi nærmede os byen Santa Cruz, der ligger helt ude ved kysten ved den berømte kystvej 1, og derude var den lige så berømte eller berygtede klamme kysttåge. Det er dog så smart i Californien, at hvis man ikke kan lide vejret, så kører man bare væk og finder noget vejr, man bedre kan lide.
Vi gik tur i byen med Judy og Stan og ud på den enorme pier, der går ud i havet med restauranter og boder. Alleryderst kikkede vi ud over kanten, og en stor søløve lå og solede sig på det enorme træværk. Aftenspisning i en funny restaurant ved floden. Der var trapper ned, men der gik også en lille cabelcar derned, og meget heldigt så kom Paula, som er Leslies søster, og spiste med. Det var 25 år siden vi havde set hende sidst, og jeg synes ikke, hun havde forandret sig en tøddel – stadig smuk og dejlig. 
Det var stadig hundekoldt, og jeg gik i korte bukser og bare tæer i sandalerne, og det selv om jeg egentlig vidste, at Californien ofte er hundekold, også om sommeren.
USA’s mærkværdigste hus er Winchester House, og for at det skal lyde endnu mærkeligere, er der kommet et mystery på. Det ligger syd for San Francisco i San Jose på Winchester Boulevard. Billetprisen er lidt pebret med 30 dollars for voksne og 27 for en seniorbillet. Der er kun adgang i følge med en guide, og der er tre forskellige ture. Vi tog den, der kaldes Grand.
Man mener, at huset har kostet i nærheden af 20 millioner dollars, og det var mange penge dengang. Sarah var en venlig dame, og tjenestefolkene havde en god arbejdsplads, men to ting var øjeblikkelig fyringsgrund: Hvis hun overhørte, at man talte om hende, eller hvis man kom med gode råd om bygningen.
San Francisco var endestationen på vores USA rejse, men det var rejsen igennem landet, der var målet. Der var tæt motorvejstrafik i 5 baner på vej ind i byen ad vej 101. Ad mindre og mindre gader nærmede vi os Downtown, hvor vi fandt Best Western Hotel California på Geary Street nær Union Spuare. Det var ikke sådan at finde en parkeringsplads, så vi fandt en ”valet parkering”, som kostede 50 dollars for to dage, og det var kontant betaling.
Først kom italienske og portugisiske fiskere til byen, så russiske og jødiske købmænd og efterkommere af kinesiske jernbanearbejdere. I 1940 kom mange sorte fra Syden, i 1950’erne kom en beat-generation, og i 1960’erne invaderede en bølge af hippier. I 1970’erne fandt bøsser og lesbiske et fristed efterfulgt af yngre karrieremennesker med høj indkomst.
På en aftentur bemærkede vi de mange hjemløse og tiggere, der sad og lå rundt omkring, så det må være den hårde kerne fra ”Care Not Cash”, der nægter at give op. Uhøflige, døve og blinde passerede vi stort set de hjemløse uden at komme til lommerne.
Chinatown i San Francisco har dog to forskellige ansigter, for på den parallelle gade Stockton St. er det kinesernes egen gade, og her er der ikke mange turister. Der er da heller ikke mange souvenirbutikker, men til gengæld slagtere, grønthandlere, apoteker med naturmedicin og traditionelle kinesiske restauranter beregnet for kinesere. Her myldrer det rundt med kinesere, og vi følte os nærmest hensat til Kina. Der er omkring 20.000 beboere i Chinatown, og 75 % af dem er født uden for USA. De nyankomne bor i små lejligheder med ofte fire personer på hvert værelse, de arbejder hårdt, sparer op og efter nogle år kan de måske købe sig en lejlighed eller et hus i forstæderne. Chinatown er det næsttættest befolkede kvarter i USA (efter Chinatown i New York), og de har en husstandsindtægt på under 100.000 kr., hvilket er en tredjedel af San Franciscos gennemsnit. 
Helt alene vågnede jeg i King-size sengen, der er bredere, end den er lang. Det var igen overskyet og køligt. Faktisk hundekoldt fra morgenstunden. 
Kabelsporvognene blev opfundet i 1873 af Andrew Hallidie, og i sporvognenes storhedstid var der 85 km skinner i gaderne, men efterhånden er de blevet erstattet af billigere, elektriske sporvogne. Kun på de stejle bakker var kabelsporvognene uovertrufne, men alligevel besluttede borgmesteren i 1947, at sporvognene skulle erstattes med busser. Der blev hurtigt oprettet en borgergruppe til bevarelse af sporvognene, og med stor mediedækning blev det ved en folkeafstemning pålagt borgmesteren at bevare de sidste kabelsporvogne. Hvad ville San Fransisco være uden Cabelcars, så i dag er der 40 sporvogne tilbage, der køre på det 14 km lange sporvognsnet.
Før var der omkring 50 søløver, der lå på pontonerne ved Pier 39, men det er åbenbart et godt sted at vise sig frem og snakke med med søløverne, så nu er der ofte 300 om vinteren og op til 900 om sommeren. Det hænder dog, at ”sea lebritites” tager på ferie sydpå til Channel Island, og det var netop det, der var sket den dag, vi var der, med kun tre søløver på pontonerne.
Golden Gate Bridge er San Franciscos vartegn og engang verdens største hængebro. Den hæver sig 67 meter over vandoverfladen, og bropillerne rager 228 meter i vejret og holder de kabler, som bærer den 2,7 km lange motorvej. Broen er nok også den mest kendte og måske smukkeste hængebro, og hver anden amerikanske film har den med. Den blev bygget i 1933-37, og Joseph B. Strauss, som sammen med arbejderne har æren af broen, udtalte: ”Det tog to årtier og 200 millioner ord at overbevise folk om, at broen var gennemførlig. Derpå tog det kun fire år og 35 millioner dollars at samle betonen og stålet”.
Vi havde noget tid til overs inden flyafgang, og vi prøvede at finde den Japanese Tea Garden, men vi kørte en del forkert, og så var der ikke til at finde en p-plads, men endelig lykkedes det i et enormt p-hus.
Vi havde haft en intensiv tur igennem 5 af USA’s stater og prøvet at se det mest interessante. Det havde været fra New Yorks højhuse til de ødeste ørkener og Las Vegas’ stråleglans. Efter min plan havde FDM travel stykket hovedpunkterne sammen med fly, billeje og en del af hotellerne, og alt var klappet til vores tilfredshed. Regningen til FDM lød på 43.288 kr. for tre personer i tre uger. Derudover brugte vi nok 25.000 kr. til de resterende hoteller, benzin, mad, souvenir og drikkepenge. Det havde ikke været en billig rejse, men alle pengene værd.