 Silkevejen
og UsbekistanRejsefortælling af Kim Greiner. 6. del Oktober 2013 Karavanebyen Samarkand. Det var næsten mørkt da vi ankom til Samarkand, og vi kørte ind i gennem en port og videre igennem en baggård. Der lå Hotel Zarina gemt i en krog, og det så måske ikke ud af meget, men det vandt ved nærmere bekendtskab. Nogle i gruppen var lettere utilfredse, men de har nok heller ikke rejst med Topas, hvor vi ofte har overnattet i ødemarken uden toilet og bare været glade for ikke at blive ædt af en løve eller få alt for mange insekter i suppen under aftensmåltidet. I Samarkand havde vi selv fået et kæmpeværelse med en stor dobbeltseng foruden en enkeltseng, lænestole og fjernsyn. Badeværelset var med siddebadekar, og selvom nogle syntes, det var meget lille, så var jeg sikker på, at vores forholdsvis små popoer sagtens kunne være der. Der var også en kæmpestor forstue, fælles med nogle andre værelser, og her var vægmalerier a la 1001 nat, et stort rødt gulvtæppe og ellers dekoreret med lænestole, dragkister og en gammeldags radio. Det viste sig senere, at værten var samler, og foruden gamle radioer og fjernsyn indgik også nogle ældre bilmodeller m.m. Da vi boede på førstesalen, kunne vi næste morgen se udsigten ud over byens tage, hvor der sås enkelte parabolantenner og kupler og ellers bjergene i baggrunden. Morgenmad i underetagen, og så vil jeg da også gerne rose hotellets dejlige gårdhave med blomsterbede og flotte røde granatæbler. Under et halvtag var der brede træmøbler og hyggelige dekorationer. Desuden var gården dekoreret med gamle udskårne træting og en hel hestevogn. Det var tydeligt, at huset ikke var bygget til hotel, men personligt synes jeg, at det er hyggeligere at bo i et ombygget hus end i en betonklods. Vejret var stadig tørt og dejligt, og vi var klar til den legendariske by Samarkand. Efter at silkens hemmelighed var brudt, blomstrede byens silkevæverier op, og de var også meget kendte for deres kunsthåndværk, så varerne fra Samarkand gik begge veje. Så langt væk som Japan er der fundet dekorerede metalskåle og kunstfærdige glaskar fra Samarkand. Gur Emir eller Gur-e Amir eller Guri Amir betyder på persisk ”Tomb of the King”, og det er herinde Timur Lenk, hans sønner Shan Rukh og Miran Shan samt børnebørnene Ulug Beg og yndlingsbarnebarnet Muhammed Sultan ligger begravet. Egentlig blev mausoleet bygget til Timur Lenks elskede barnebarn Muhammed Sultan, der til Timur Lenks store sorg døde før ham selv. Den tidligste del af komplekset blev bygget i slutningen af det 14. århundrede, men af dette er der kun indgangspartiet og 2 af de oprindelige 4 minareter tilbage. Selve mausoleet blev opført i 1403, og det er en stor kuppel i 30 meters højde og med en diameter på 15 meter. Udvendig er kuplen beklædt med blå, lyseblå og hvide fliser, og indvendig fremstår det som et højt kammer med dybe nicher i siderne og med forskellige dekorationer. Som kontrast til al den forfinede kunst står der også efter mongolsk skik en simpel træpæl med en hestehale i rummet. De udsmykkede, udskårne gravsten i det indre angiver blot placeringen af de faktiske grave, der ligger i krypten nedenunder. Over Timurs grav står en solid gravsten af sort jade, der dog skifter farve til mørkegrøn, når solens stråler rammer den. Tidligere var denne sten brugt til tilbedelse i den kinesiske kejsers palads, og derefter som trone for Duwa, en af Djengis Khans efterkommere. På stenen er en inskription, der betyder noget lignende som ” når jeg rejser mig vil verden skælve”, hvormed der menes, at hvis graven forstyrres, vil verden skælve. Han blev forstyrret 22. juni 1941 af sovjetiske arkæologer, og få dage efter invaderede Nazityskland Rusland. Skelettet blev undersøgt, og da det blev lagt ned i krypten igen, endte 2. Verdenskrig for Ruslands vedkommende. Så der er nok ikke mange, der har lyst til at pille mere ved den sten. Herligheden Gur-Emir har ikke været så herlig hele tiden, for tidens tand gnavede i komplekset, der langsomt faldt fra hinanden, og en stor del af de farvede fliser på den store kuppel var faldet ned. Det var først i 1950, at man begyndte at restaurere bygningen, først udvendig og senere indvendig, men ved en rundgang omkring komplekset, kan det ses, at der stadig mangler meget, og de to minareter, der er faldet sammen, bliver nok aldrig genopbygget. Gamle fotografier fra før 1950 viser, at det hele nærmest var en ruin, og så er man da nu virkelig kommet langt, men stadig minder halvdelen af komplekset på bagsiden om Hammershus Slotsruin. En af aftenerne efter mørkets frembrud var vi forbi Gur Emir, og her er det belyst med farvede projektører, og så træder hele herligheden rigtig frem til fortjent beundring. Skraldebilen kom, og mødrene kom med spande med affald og læssede på lastbilen, og jeg behøver vel ikke at skrive, at alle gyderne var pinligt rene. Da vi var kommet ud igen på de store gader, sad et par koner under et kæmpe reklameskilt for smartphones og solgte hjemmebagte, runde brød, og gadefejerdamer gik med riskoste og fik lavet nogle små, fine bunker. Senere kom vi forbi nogle ikke særligt kønne beboelseshuse, men hele husgavlen var med et maleri i flot usbekisk stil. Overfor ligger Sjer-dor (den som har løver) madrassah, hvis udsmykning er meget unormal for Islam, idet der over den ene portal er afbildet en blanding af en tiger og en løve. Nogle mener, at det er en tiger, og at det er Allah selv. Andre mener, at det er en løve, men der er aldrig set en løve her på disse kanter, så der er flere fortolkninger. Det er måske også nærmest et fabeldyr, og så ved jeg ikke, om det er tilladt, for ellers må der efter islamistisk tro ikke afbildes hverken mennesker eller dyr, og slet ikke nogen med noget i turbanen. Forresten så var der også sole på porten med umiskendeligt menneskelige ansigtstræk. Vores lokale guide Helena havde heldigvis gearet lidt ned, og til hendes ære skal siges, at hun ved en masse. Før kunne kun godt fortælle i 20 minutter, og det kunne vores danske guide sagtens oversætte på 5 minutter. Jeg prøvede at skrive informationerne ned i min lommebog, men jeg må erkende, at stikord ikke er, hvad de har været. Så her bagefter kan jeg enten ikke læse, hvad jeg selv har skrevet, eller også kan jeg ikke huske, hvad stikordet hentyder til, så det meste i min notesbog er ubrugeligt. Frokostspisning et sted med et stort ucharmerende rødt Coca Cola skilt udenfor over døren. Indenfor var der dog hyggeligt 1001 nats interiør, og en ung, køn, kvindelig tjener havde hele munden fuld af guldtænder – hun var sikkert et godt parti. Moskeen har en pæn forside, men indvendig er der store revner i murværket, og det er så slemt, at der burde være adgang forbudt på grund af nedstyrtningsfare. Ude i gården lå en kæmpestor koranholder i gedigen sten, og den kunne de ryste med så meget, de lystede, uden at få skader. Alle kvinderne var i flotte, farverige kjoler, og alle midaldrende kvinder var godt i stand. Guldtænderne lynede overalt, men jeg har ikke rigtig fået nogen forklaring på de tænder. Nogle siger, at det er guld, der skal bruges til pensionen, og når der så ikke er mere guld tilbage, er der kun sødsuppe tilbage til resten at livet. En anden sagde, at det kun er teknisk guld, der ikke er så meget værd, og om tænderne kun er guldbelagte, eller det er stifttænder, kunne jeg heller ikke få at vide. Stedet er en stor seværdighed, og det myldrede da også med turister, så det var svært at få et billede uden disse vilde horder. Hvis man kunne forestille sig en mennesketom morgen eller aften, kunne man bedre fortabe sig i Shakhi-Zindas skønhed og særegne stemning her blandt de døde og deres smukke bygningsværker. Aftenspisning hos en iransk familie, der modtog grupper til spisning. Det var lidt anderledes end den sædvanlige usbekiske menu, men her var der også adskillige småretter, men i stedet for suppen var der en mellemret med kager med indbagt kød og andre med grønsager. Så var jeg faktisk mæt. Men så kom hovedretten rispilaf med kød og på toppen et stort hvidløg og til sidst kage. På vejen hjem stoppede vi ved Gur Emir Mausoleet, der nu var smukt oplyst. Det var endda arrangeret sådan, at fuldmånen stod og lyste i baggrunden. Turistsæsonen i Usbekistan er september-oktober og marts-april. Vinteren er for kold, og sommeren er for varm. Vi var kørt ud til en dejlig, grøn høj, og nu må jeg hellere røbe, at de steder, hvor der i Usbekistans byer er grønne græsplæner, står der også hvide sprinklere i lange rækker til kunstvanding. Hvor der ikke er kunstvanding, vokser der intet. På højen er resterne af Ulug Begs observatorium. Ulug Begs rigtige navn var Mirza Muhammad Täraghay Bin Shahrukh, men gudskelov forkortet til Ulug Beg. Han var sønnesøn af Timur Lenk (se forrige afsnit), så efter Timurs ældste søn Shan Rukhs korte regeringstid, var det Ulug Beg, der regerede Usbekistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Kirgisistan fra 1409 til 1449. Han havde også helt styr på planeternes baner omkring Solen, og han fastsatte den nøjagtige position af 700 byer i sit rige. Hans videnskabelige ekspertise var meget bedre end evnen til at styre riget. Der kom nærmest borgerkrigslignende tilstande om magten, og med hjælp af det ortodokse, muslimske præsteskab, der fandt hans filosofiske aktiviteter anstødelige, (og som sædvanlig mod dumhed kæmper selv guder forgæves), blev han halshugget af sin egen søn. Ulug Beg har fået opkaldt et krater på månen efter sig tillige med et bælte asteroider, og han tilskrives disse ord: ”Religioner spredes ligesom tåge, imperier ødelægger sig selv, men værker af lærde forbliver til evig tid. Stræben efter viden er en pligt for alle.” I vore dage er der ikke meget tilbage af observatoriet, men bygningsresterne er markeret med lave mure, og så er der resterne af sekstantbuen. For nylig er der dog åbnet et lille, men ganske godt museum på stedet. Lige i nærheden var der en statue af Ulug Beg, og vi gik ned til den. Der stod en flok indfødte kvinder foran, og en mand var ved at fotografere dem. En fra vores selskab bemærkede, at bare de dog kunne gå væk, så vi kunne få et billede af statuen. En anden troede, at de ville have penge for at lade sig fotografere. Jeg ved ikke, om jeg har rejst mere end de andre, eller bedre kan sætte mig ind i uventede situationer, for jeg kunne lynhurtigt se, at de gerne ville fotograferes, og at de ikke ville have penge for det. Og ikke nok med det, for de var helt vilde med, at vi skulle stille os hen til dem, så vi kunne komme med på deres billede. Forresten så vil jeg også 100 gange hellere tage et billede af en statue sammen med nogle farverige indfødte fremfor bare en statue. At det er et helligt sted, kan ses af, at da der i 1996 var en russisk patriark på besøg, og han rørte ved et dødt træ ved siden af graven, voksede der pludselig blade ud på træet. Træet står der endnu, og ser stadig noget tørt ud, men måske er det årstiden. Lidt derfra var to gartnere ved at plukke de sidste blade af nogle træer. De var ved at rive græsplænen, og nu skulle sådan et par sendrægtige blade ikke sidde der og først falde af, når gartnerne var gået. Det var ellers et smukt område, der lå lidt oppe ad en klippeskrænt, og helt oppe var der en moderne gravplads med portrætter af de afdøde på alle stenene. Vi skulle lige have klaret frokosten i en flot, ny restaurant i gedigne bjælker og rustikke sten. Der var flere hold turister samtidig, og der blev serveret græskarsuppe og kylling. Sjovt nok, når det nu var en turistrestaurant, at der så kun var toiletter a la hul i gulvet, men det var da pænt og rent. Mange steder er der langs vejen små boder med salg af frugt og især forskellige meloner og græskar. Vi stopper sådan et sted, og en af de handlende gav smagsprøver på sådan en melon. Den smagte himmelsk, og jeg begriber ikke her bagefter, hvorfor jeg ikke købte en for at støtte den flinke mand. En mand med et æsel gav hånd og spurgte, hvor vi kom fra, og han havde da en ide om det og gættede på, at Danmark var hovedstaden i Tyskland. I betragtning af, at vi for et par uger siden dårligt nok havde hørt om Usbekistan, så var det faktisk et fint gæt. Undervejs kom vi over forskellige kanaler, og de kunne da også bruges til at bade i, dog kun af de indfødte. Jernbanen blev også krydset flere gange. Der er ingen bomme eller blinklys, men der står et skilt med fuldt stop, og så skal der lige kikkes i begge retninger. Senere kom vi igennem et bjerglandskab, hvor solens stråler varmede bjergene og gav dem gyldne farver, og så var det igen et fladt landskab med marker. |
Efter indlogeringen var der aftenspisning, som sædvanlig på en restaurant med de obligatoriske 4 retter mad. Den første ret var med små salater, og det kunne man godt blive mæt af sammen med et stykke brød, men det ville jo være uhøfligt ikke at spise de øvrige tre retter. Vi drak sjældent vin, men en flaske rødvin kunne fås for ca. 25.000 sum, ca. 50 kr. og ellers en cola til 3.500 sum.
Det historiske centrum i Samarkand er ikke lige så velbevaret som i Bukhara, men til gengæld rummer det et væld af enestående kulturhistoriske perler fra tiden efter Djengis Khan. 
Handelen mellem Øst og Vest var desuden på retur, for fjendskabet mellem det kristne Europa og det islamiske Mellemøsten var stort på grund af det fjendskab, der var udrundet af Korstogene. Det betød, at europæere ikke længere kunne rejse frit ad den vestlige del af Silkevejen. Samtidig havde man opdaget, at Jorden var rund, og det startede de store europæiske opdagelsesrejser, og der blev fundet søhandelsruter til Kina. Handelen mellem verdensdelene kunne nu foregå uden de islamiske mellemhandlere, der ellers havde domineret Silkevejen, så den mistede endegyldigt sin betydning. De gamle handelsbyer sygnede hen, og Samarkand havde sin sidste opblomstring op til 1450, da den oplyste hersker og videnskabsmand Ulug Beg fremmede handelen mellem Indien og Rusland. Ulug Beg fortæller jeg om lidt senere, men næsten symbolsk blev hans imponerende observatorium ødelagt af religiøse fanatikere efter hans død. (Religiøse fanatikere har Fanden skabt, og I guder, hvor ville vi have en langt mere fredelig verden, hvis de trak følehornene til sig). Nedgangstiderne var begyndt, og Ulug Begs efterkommere af grusomme og egenrådige herskere lå i århundreder i magtkampe, så rejser uden for de befæstede byer var for farlige for almindelige karavanerejsende. Silkevejen var simpelthen sandet til. 
Det var faktisk ikke engang meningen, at Timur Lenk skulle ligge her, for han havde bygget et mindre mausoleum i Shakhrisabz i nærheden af Ak-Saray til sig selv. Da han døde under det mislykkede felttog til Kina, og det var et frygteligt vintervejr, var dette mausoleum nærmere end det i Shakhrisabz. 
Der var tykt af mennesker i det lille rum, for omkring selve gravstenene var der spærret af, så der var kun plads i en smal stribe langs væggen. Guider har det med at fortælle om, hvordan Timur Lenk skabte en blomstrende oase her i Samarkand, og der nævnes ikke så meget om det dødsrige, han efterlod sig i resten af Asien. Samarkand var dog helt sikkert et vigtigt handelscentrum for indiske krydderier, kinesisk silke og porcelæn og sibirisk pelsværk, og såvel Timur som nogle af hans efterfølgere førte både tvangsudskrevne og frivillige håndværkere hertil for at opføre de pragtfulde mausoleer, biblioteker, paladser og madrassaher.
Vi gik igennem nogle gyder, og vi fik hilst på den lokale befolkning, for herinde plejer turisterne ikke at komme. Børnene rendte rundt og legede, og mødre sad med deres mindre børn, og overalt lyste velvilligheden ud af dem. Det var derfor med smil og vink hele tiden, og alle ville gerne fotograferes. Mødrene var i deres nationale klædedragter med lange farverige skørter. Børnene var også i farvestrålende tøj, men det så bestemt mere unieuropæisk ud, hvilket betyder, at det er tøj, som bruges overalt i den vestlige verden. 
Registanpladsen må høre til blandt verdens vidundere. Pladsen er på tre sider indrammet af tre madrassaher, og på trods af at de er bygget på forskellige tidspunkter, hersker der en perfekt arkitektonisk harmoni. For enden af pladsen ligger den ældste madrassah fra 1418-22 bygget af Ulug Beg, og hvor midterpartiet er udsmykket med stjernemotiver. Læs om ham lidt senere, for selvom han var hersker, var han først og fremmest videnskabsmand. På hans tid var dette sted, et højtstående uddannelsessted, og der undervistes i astronomi, matematik og filosofi og så lidt i religion for et syns skyld. Pladsens to andre bygninger er godt 200 år yngre. Til venstre ligger ”Den Gyldne Madrassah ”Tilja-Kari”. Her er det ene gyldne rum restaureret, og efter sigende er der anvendt over 5 kg ægte guld. Rummet var også blevet helt overdådigt i blåt og guld, og det udstrålede en pragt uden lige.
Flere brudepar vimsede rundt på den smukke plads, også en ung kvinde i høje hæle og sort lårkort nederdel. Hun gik med en buket og kunne godt ligne en brudepige. I madrassahen Sjer-Dor var der i rummene fra den store gård små værksteder med kunsthåndværk. Et sted fik vi en demonstration af strengeinstrumenter, og der hang mindst 25 forskellige instrumenter på væggen. I et andet værksted fik vi købt en koranholder, der kan slås ud nærmest som en klapstol. Holderen er skåret ud i kun et stykke træ, og der er hverken brugt søm eller skruer, så hvordan det er muligt at udskære noget så indviklet i kun et stykke træ, er noget af en gåde.
Vi satte os ved en lille cafe i området, nød vejret, fik en cola og kikkede på folk og de smukke bygninger og slentrede ellers lidt rundt på pladsen. Som noget meget sjældent var der en ung, let negroid mor med et lille barn på armen, der tiggede, og herregud, hun fik lidt til barnet. En pige på 8 -10 år, der godt kunne ligne en sigøjner, var meget standhaftig i sit tiggeri, og selvom man ikke skal give til børn, fik hun også lidt, da hun jo ikke kunne gøre for, at hun var sigøjner. Jeg tror, at denne lille gruppe havde noget med hinanden at gøre, og faktisk var det den eneste gang, vi var ude for lidt pågående tiggere i Usbekistan. De skulle dog også arbejde for pengene, og de fik kun noget efter, at jeg havde taget billeder af dem. 
En bred gangsti fører ned til resterne af Bibi-Chanym-moskeen, der engang var verdens største moske. Jeg selv var ved at køre lidt træt i store flotte bygninger, og da vi kom forbi nogle sigøjnerkvinder, der sad og solgte mystiske ting, standsede jeg op og lod resten af gruppen fortsætte ind i Bibi-moskeen. Kvinderne solgte nogle amuletter for at holde ulvene væk, og de bestod af en ulvetå og en ulvetand og nogle glasperler. Nu rejser vi jo rundt mange forskellige steder, og jeg har da stået kun 20 meter med ryggen til en ulveflok i Etiopien, så selvom jeg ikke er specielt bange for ulve, så kunne det være meget godt med en amulet. En af de små amuletter kostede 5 dollars, men jeg havde kun en 20 dollarseddel, og de kunne ikke give tilbage. Pokkers også, men så fik jeg øje på endnu en amulet, med en endnu større ulvetand, og den kostede 10 dollars. I alt 15 dollars for to amuletter, det var jo ikke så dårligt, men så ville jeg jo gerne have 5 dollars retur. Jeg var jo bagefter gruppen, og var ikke i humør til at prutte om prisen, så det var 15 dollars. Damerne blev helt elektriske, og de fandt en ung mand, der dog ikke kunne hjælpe, men han stak i løb, og flere hundrede meter derfra fik vi vekslet hos en sælger af bøger. Derefter gik jeg ind i gården til mausoleet og nærmede mig de andre, men så kom sigøjnerkvinden og henvendte sig, for hun ville gerne give mig en flottere amulet af bedre kvalitet og med en stor ulvehjørnetand. Jeg kunne godt selv se, at den var bedre, så vi byttede, og det var ikke, fordi hun ville have flere penge for den. Hvorfor ville hun så bytte den uden at tjene mere på handelen? Måske fordi jeg ikke havde pruttet om prisen, og så syntes hun måske, at de ville gøre noget for sådan et fjols. Vores danske guide mente ikke, at sigøjnerkvinder ville gøre noget godt for nogen uden bagtanker, men jeg tror på det bedste i menneskeheden.
Bibi Chanym-moskeen var engang verdens største moske og bygget i årene 1399-1404 på ordre af Timur Lenk. Denne moske viser, at hastværk er lastværk, for knap var den blevet færdig, før den begyndte at falde sammen. I området er der seismisk aktivitet, og det havde datidens bygmestre ikke taget højde for med sådan en stor bygning. Der har i mange år verseret rygter om, at moskeen skal genopføres, men udgifterne ville blive enorme, så det bliver nok ikke til noget.
Lige ved siden af moskeen ligger markedet, og det var helt tydeligt, at det var for de lokale. Det kan godt være, at der lige ved indgangen var lidt til turisterne, men ellers var det især grøntsager og andre madvarer. Nødder var stablet i smukke stabler, og et sted sad en række koner på stribe med hver en spand yoghurt, og de rakte beredvilligt en ske frem med en klat, så man kunne smage. 
Komplekset er grundlagt omkring år 1000, men som sædvanlig fik Djengis Khan og hans horder ødelagt det hele. (Det må simpelthen være dårlig opdragelse bare sådan at ødelægge alt, hvad andre har bygget op – de har garanteret også gået og smidt deres cigaretskod alle vegne). De nuværende mausoleer er fra 13-1400- tallet, og her begravedes de mægtige og rige i pragtfuldt dekorerede mausoleer med turkisblå kupler og rigt ornamenterede mure. Blomster, stjerner og arabiske skrifttegn går igen som udsmykning på mure og søjler, og helt ned til de mindste detaljer er det enestående kunstværker. Det er et helligt sted for de lokale, for et af de sidste mausoleer på gaden er endda for en fætter til Mohamed, så rejsende komme langvejs fra for at bede her.
Der lød dæmpet musik, og på skift kom 6 smukke piger ind med forskellige dragter, og svagt kunne historiens gang genkendes, med start ved de tidligste tider. De sluttede dog ved kosakkerne, så sovjettiden blev forbigået i stilhed – det havde også nok været lidt for kedeligt med gråt tøj. Pigerne kom med lette skridt og svingede rundt med gevandterne i deres pragtfulde kostumer. Også her burde danske modedesignere overvære et show, så de kunne blive inspireret til nyt tøj. Damen, der stod for det hele, var meget anonym, for det var vel meningen, at noget af tøjet godt kunne købes, da der var stativer med tøj og tørklæder. Men hun sad bag et gardin ved udgangen og så noget sur ud, så jeg tror faktisk ikke, hun fik solgt noget.
Det skulle jo komme, jeg havde natterumlen i maven, og det udviklede sig til diarré, så til morgenmaden gik jeg over til te og brød og til dessert to stoppiller. Vi skulle igen køre langt i bus efter den sidste runde i Samarkand, og så var det bedst at have ro i maven.
Her på bakketoppen byggede han et observatorium som en stor, cirkelrund bygning, der var færdigbygget i 1429. Her installerede han et næsten ukendt instrument, en gigantisk sekstant, der uden brug af teleskoper kunne anvendes til observation af stjernerne. Ved hjælp af dette instrument, den såkaldte Fakhri Sekstant, hvor buen i sekstanten var 36 meter lang, kunne han lave en række overordentligt nøjagtige målinger, og han fandt 1018 nye stjerner, der publiceredes i hans berømte stjerneatlas fra 1457. Hans beregninger var langt mere præcise end de langt senere europæiske beregninger, bl.a. Tycho Brahes, og således kunne han beregne årets længde med kun en fejl på 58 sekunder. 
Hans observatorium og hans uvurderlige bogsamling blev raseret, og først i 1908 stødte man på de sørgelige rester af de nederste 25 meter af sekstantbuen, der var bevaret, fordi den gik dybt ned i bygningens fundament. 
I hvert fald tog han en hånd og et ben med fra Daniel, men hvor skulle disse rester nærmere begraves? Det skulle gerne være et sted med en kilde, og da kameler er gode til at finde vand, blev en kamel slupper løs, og den stoppede netop her på dette sted, hvor der samtidig sprang en hellig kilde frem. Kilden er god nok, og vandet, der pibler ud, kan også drikkes, og så er det helligt. Man har dog aldrig fundet hverken hånden eller benet. Ikke desto mindre er der bygget en femkuplet bygning, hvor Daniels rester ligger i en 18 meter lang kiste. Det er nemlig sådan, at de troende mener, at Daniel vokser ca. 5 cm om året. Da Daniel levede for 2.500 år siden, burde kisten snarere være 125 meter og ikke sølle 18 meter, men sådan er der så meget. 
Så skulle vi lige nå Afrosiyob Museet, der viser nogle af de fund fra Afrosiyob, der var forgængeren for Samarkand. Der bliver stadig arbejdet i et par måneder om året i det store område. Der var en specialguide med rundt, men der var efterhånden ikke den helt store interesse for potteskår og kranier. Halvdelen af gruppen sneg sig ud undervejs, men jeg gik med af høflighed og åndede lettet op, da rundvisningen sluttede.
Der er mange tankstationer på vej ud af byen, men de fleste af dem er lukkede. Landskabet er først fladt, og der er store bomuldsmarker, og intet fornuftigt menneske forstår, hvorfor den vandkrævende bomuldsproduktion stadig fortsætter i et ørkenklima som Usbekistans.