Vejen til verdens ende.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Juli-august 1989

Hvis hav og is ikke regnes med, er Nordkapp verdens ende for os europæere, men i hvert fald er Nordkapp den barske afslutning på Europa og ligger nordligere end både Canada og Alaska.

En tur til Nordkapp havde længe været familiens ønske (Søren, Louise, Gitte og Kim), og da jeg havde læst, at der lige var åbnet en ny Nordkapphal, købte vi et lager af myggebalsam, pakkede bilen med varmt tøj og startede turen op i det uvisse for at se på herlighederne.

Den korteste og hurtigste vej til Nordkapp går igennem Sverige, men vi havde 3 ugers ferie og ville gerne se os om, så vi valgte den mere besværlige vej op igennem Finland og hjem igen igennem Norge ad A6.

For at komme til Finland kørte vi først til Stockholm, hvorfra Silja Lines kæmpefærger om natten sejler til Helsinki. Desværre var der sket en fejl i bookningen, så selvom vi havde bestilt og betalt for en firemandskahyt, var der kun 3 køjer i kahytten. Skibet var booket op til skorstenen, så med en beklagelse fra skibets side og en reduktion i billetprisen skulle en af familiens medlemmer tilbringe natten på det dirrende kahytsgulv. Jeg udlovede generøst en præmie på 250 kr til den, der meldte sig frivilligt, så Søren lod sig friste af dette fantastiske tilbud til at få forøget lommepengene, og da billetreduktionen var på næsten 300 kr, var alle glade.

Udsejlingen igennem Stockholms skærgård i den lyse sommeraften er en virkelig flot oplevelse. Skibet passerer forsigtigt imellem de tusindvis af småøer, nogle beboede og andre bare små klippetoppe, der stikker op af vandet, og først efter omkring 4 timer er skibet ude i åbent farvand.

Tidlig næste morgen var færgen i Helsinki, og vi kikkede nærmere på markedet ved havnen, den hvide domkirke fra 1830 og Tempelkirken, der er sprængt ind i klippen og dækket med en rund kobberkuppel. De indvendige mure i Tempelkirken er ubehandlede efter sprængningsarbejdet, så det er et særpræget og fascinerende bygningsværk, og så var der oven i købet koncert, da vi besøgte kirken, og det lød virkelig godt.

Finland har i århundreder været stærkt knyttet til Sverige, men da Sverige mistede sin stormagtsposition i 1700 tallet, blev Finland nærmest kastebold mellem Sverige og Rusland. I 1809 blev Finland indlemmet i det russiske rige som et storfyrstedømme og med zaren som storfyrste. Finland blev udlagt som mønsterområde for zarens liberale politik, og de næste små hundrede år var ikke så ringe endda for finnerne, men selvstændighedstanken var stor, og der blev digtet nationalsange, og den finsksprogede skønlitteratur blomstrede.

Forholdet mellem Finland og Rusland blev dog mere og mere anspændt med russisk undertrykkelse, og under den russiske revolution i 1917 så finnerne deres snit til at erklære sig som selvstændig nation, og det lykkedes at få en ikke-kommunistisk regering.

De stakkels finner fik dog ikke fred ret længe, for i 1939 begyndte Sovjetunionen at rumle i øst og ville have finske landområder som støttepunkter for deres militær, så Vinterkrigen brød ud, og efter 3 måneders krig mod den kolossale overmagt måtte Finland afstå en stor del af finsk Karelen. Sovjetunionen rumlede videre og ville have mere, og i den situation accepterede den finske regering adgang af tyske tropper, og finnerne gik, som et valg mellem pest og kolera, med i krigen mod Sovjetunionen. Selvom Finland genvandt de tabte landområder, var krigen ikke populær hos finnerne, og senere, da tyskerne blev drevet ud, måtte Finland godkende afståelser af landområder på næsten Danmarks størrelse til Sovjet og samtidig betale krigsskadeerstatning på 300 millioner gulddollars.

Siden da har Finland ført en aktiv neutralitetspolitik, men med vidtgående hensyn til Sovjetunionen, og det har været en balancegang på listefødder for ikke at vække den slumrende russiske bjørn.

I vore dages fred, i hvert fald i denne del af verden, begyndte vi ved middagstid turen nordpå igennem de 1.000 søers land, som i virkeligheden har 187.888 søer, og så er de små endda ikke regnet med. Landskabet er ret fladt, og imellem alle søerne er der uendelige, store skove. Der er ikke mange motorveje i Finland, hvilket heller ikke er nødvendigt, da hovedvejene og mange af bivejene er både lige og brede. Der er heller ikke megen trafik, og da det er tilladt at køre 100 km/timen på landevejen, eller hedder det skovvejen, gik det rask derop ad.

Byerne er pæne, og de fleste huse ser nye ud, men med enkelte gamle træhuse i russisk stil ind imellem. I starten undrede vi os over, at der i næsten alle byer var skilte til Keskusta, og det var umuligt at finde på kortet, men senere fandt vi ud af, at det nok betød centrum.

Ellers er sproget helt umuligt - en klog mand har defineret det som kinesisk udtalt på italiensk. Goddag hedder Hyvåå påivåå, hvilket vi aldrig rigtig lærte, men kiitos, der betyder tak, blev vi ret gode til.

Sproget stammer fra Uralbjergene og har visse lighedspunkter med sproget i Ungarn og i Estland. I en del områder på vestkysten og på Ålandsøerne tales der svensk, men det er samlet kun omkring 6 % af befolkningen. Næsten alle finner kan dog lidt engelsk, så det er det almindelige sprog at kommunikere på overfor turisterne, og ellers er sidste nødløsning fingersprog. Sprogforviklinger kan dog let opstå, som da vi holdt i en mindre bys keskusta, og ved torvegrillen prøvede at orientere os om madudbuddet og priserne. Først efter nogle minutters forløb, fandt vi ud af, at det var buskøreplanen, vi studerede.

På hele turen overnattede vi i campinghytter, der er en nem og billig overnatningsmåde. Hytterne var af meget forskellig kvalitet, typisk 16 m2, 4 køjer, bord og stole, en kogeplade og nogle gange et køleskab. Hytterne skal man selv rengøre ved afrejsen, og toiletbygningen benyttes sammen med de andre campinggæster. Prisen for en hytte varierede fra 125 kr til 280 kr, med et gennemsnit for hele turen på 200 dkr. Vi havde ikke bestilt hytterne hjemmefra, men da vi ankom ret tidligt, ved 16 - 18 tiden, var det kun et par gange, at hytterne var optaget, og vi måtte prøve et andet sted.

Efter et par dages kørsel nordpå kom vi til Lappland, med hvilket i daglig tale menes de dele af Sverige, Norge og Finland, der ligger nord for polarcirklen, men i virkeligheden er det kun et område i det nordlige Finland, der hedder Lappland.

Allerede før Lappland så vi de første rener. Vi kørte lidt forbi, gik forsigtig 500 m tilbage og tog billeder af mor og barn, der stod og græssede i en lysning. Senere på dagen havde vi set adskillige rener, og det var kun, når de gik på selve vejen, der lige faldt et par ord som: "Pas på, der er vejrener forude". Renerne er den eneste hjorteart, hvor både han- og hundyr har gevir, men medens hannerne og de ikke drægtige hunner taber deres gevir om efteråret, beholder de drægtige hundyr geviret til hen på forsommeren. Et fint indslag af naturens overlevelsesteknik, da de drægtige dyr har brug for geviret til at forsvare sig med og til at rode sneen væk for at komme ned til rensdyrlavet.

Første nat i Lappland overnattede vi på en dejlig campingplads lige syd for polarcirklen. Vejret var solrigt og meget varmt, og hele aftenen sad vi ude og nød det solrige vejr, og der skulle kikkes på klokken for at se, hvornår det var sengetid, da det var lyst hele natten.

Næste morgen krydsede vi polarcirklen ved Rovaniemi, der er Lapplands hovedstad. Polarcirklen ligger på 66,5 grader nordlig bredde, og nord for ligger det subarktiske område, hvor der kan opleves midnatssol. Lige på polarcirklen er der hver sommer kun 1 nat med mulighed for midnatssol, medens solen står på himmelen (over eller under skyerne) i 2½ måned på Nordkapp.

På polarcirklen ved Rovaniemi er der opført et stort turistcenter, hvor der kan købes souvenirs og et bevis på, at polarcirklen er overskredet. Vi danskere ved jo, at julemanden bor på Grønland, men finnerne tror, han bor i Rovaniemi, så der er lavet en stor bygning kaldet "Julemandens værksted" med gaveartikler, juletræer, guirlander m.m. Andre har åbenbart også den fejlagtige opfattelse af julemandens hjemsted, for der var udstillet en kæmpesamling af kort til julemanden fra børn over hele verden.

De næste par dage kørte vi vestpå, nogenlunde langs med polarcirklen. Ved en overnatning ved grænsen til Sverige kom vi ind i et slemt knott- og myggeområde, så aftenen måtte tilbringes i myggelysenes skær og vi selv indsmurt i myggebalsam. Selvom Lappland er kendt for at være et myggeplaget område, var myggene ikke noget stort problem, og det var kun enkelte steder, hvor der var så mange myg, at det var ulejligheden værd at tage myggebalsam frem.

Vi passerede grænsen til Sverige, så den buldrende Storfors og overnattede i Jookkmokk, der er samernes hovedstad i Sverige. Jookkmokk er Sveriges største kommune, og med sine 19.500 km2, er den lidt mindre end det halve Danmark, men da der kun bor 8.000 mennesker i hele kommunen, så det må siges, at der er god plads. Ud på aftenen tordnede og lynede det, så jorden rystede, og et haglvejr brød løs, men senere klarede det op igen, og det blev det skønneste vejr.

I Kiruna havde vi problemer med at finde en ledig hytte, og vi blev istedet tilbudt nogle dyre værelser, men vi foretrak at køre et stykke ud af byen til Jukkasjärvi, hvor der var plads og tillige et interessant hembygdsmuseum. Når vi nu var på de kanter, ville vi da gerne se verdens største underjordiske malmgruber, der er beliggende i Kiruna, og som er hele befolkningens eksistensgrundlag. Det var søndag, og der var kun rundvisning i gruberne kl. 14 og 16, og turistkontoret åbnede først kl. 12, hvor billetterne skulle købes. I ventetiden gik vi en tur i byen og så bl.a. Kiruna kirke, der er en meget stor, smuk trækirke, hvor arkitekten har tilstræbt at give bygningen lappkåtens linier. Allerede ved 10 tiden stod adskillige turister og ventede ved turistkontoret, og kl. 12 var der virkelig mange, og de masede sig ind, da der blev åbnet, så turen kl. 14 var udsolgt på et øjeblik. Vente yderligere i 4 timer i Kiruna, havde vi ikke så meget lyst til. Desuden skulle vi også lige en tur ud til Kiruna lufthavn for at sende Gitte afsted hjem til Danmark, hvor hun skulle deltage i et 2 dages budgetmøde i Skovbo Kommune, hvor hun sad som en af byrødderne og gerne ville gøre sin indflydelse gældende.

Den eksisterenede del af ekspeditionsdeltagerne kørte videre til Lannavaara, byen der lokker med guld, det stod der ihvertfald på et skilt ved vejen. Her kunne vi for 110 kr. leje en guldvaskepande og retten til at vaske alt det guld, vi kunne bære væk på et døgn. Vi fik udleveret et kort og gik de 2-3 km ud i ødemarken, hvor guldvaskningen foregik. Her blev vi instrueret i guldvaskningens ædle kunst af den gamle guldgraver Agne Söderström. Agne havde også en lappkåte derude, og den var lige på sin plads, da der under guldvaskningen kom en tordenbyge, men så lavede Agne tordenkaffe eller "vildmarkskaffe" på bål (kaffen drysset direkte i kedelen og 1 cm grums i koppen), og vi fik en masse historier om livet i Lappmarken.

Søren var den mest ivrige guldsøger og ænsede hverken regn eller myggesværmene, men da vi havde siddet med fødderne i iskoldt vand i 3 timer, og myggene summende ubarmhjertigt om ørene på os, indså vi, at det ikke blev det helt store guldfund, og Søren måtte slå sig til tåls med de 6 bittesmå guldkorn, vi havde fundet.

Selvom Gitte ikke var med til guldvaskningen, var hun alligevel den, der fandt mest guld den dag, endda en stor klump, men den havde form af en ring og lå på toilettet i Kiruna lufthavn, så den måtte hun aflevere i informationen.

Ud på aftenen begyndte Søren at blive sløj, og vi opdagede, at han havde store eksemlignende, røde pletter. Senere smeltede pletterne sammen til kløende ildrøde plamager som vandrede over hele kroppen på ham, og så var det for resten ikke så sjovt at være alenefar langt ude i ødemarken.

Næste dag kom vi igennem Sveriges nordligste by Karesuando, og en nordlig by i Sverige er meget lille. Søren så stadig farlig ud med ildrøde plamager også i ansigtet, så vi prøvede at finde den lokale læge, men han var bortrejst, og der var ikke andre i området. Videre igennem et lille stykke Finland og ind i Norge, hvor det så næste morgen endelig lykkedes at finde et lægecenter. Søren så allerede bedre ud, og lægen stillede diagnosen "nældeudslet" på dansk nældefeber. Måske var det en reaktion på en overdosis af myggestik, eller noget helt andet. Lægen vidste det ikke, men vi fik nogle piller til at tage den værste kløe, og efter nogle få timer var Søren som ny igen. Jeg har nu selv en teori om, at det var et slemt tilfælde af guldfeber.

Herefter gik det nogle dage op langs Nordishavet ad hovedvej A6. Selvom vejen var asfalteret, var den mange steder smal og med mange kurver, så gennemsnitshastigheden faldt til under 50 km/timen, men der er flot deroppe med de stejle, sneklædte fjelde og vejen, der snor sig langs kysten.

På Kvænangsfjellet standsede vi ved en samelejr for at købe rensdyrskind og et lille gevir. Priserne deroppe for sådanne souvenirs er omkring det halve af, hvad de koster nede i Sydnorge, og så handlede vi endda med et par ægte samepiger. Pigerne fortalte, at om vinteren boede de i Kaitokeino, men hele sommeren boede de her på fjeldet i deres kåte, sammen med deres bedstemor. Andre samer på fjeldet boede i campingvogne, så civilisationens goder var nået herop, men pigernes kåte var lavet af træ og græstørv på gammeldags maner, måske lige bortset fra den blå plastikpresenning, som tætnede taget. Vi blev inviteret indenfor for at se nærmere på deres meget hyggelige sommerkåte, hvor en stor kedel stod og dampede på et gammelt brændekomfur. Pigerne talte et meget forståeligt norsk, og det var egentlig en dejlig fornemmelse at blive forstået på sit modersmål flere tusinde kilometer fra de hjemlige græsgange. Lidt efter kom bedstemor, og hun talte tilsyneladende kun samisk, for hun sagde ikke et ord, men smilede over hele hovedet.

Herefter kørte vi ind i Finnmarken, der er Norges og Europas nordligste område og største vildmark.Vi standsede ved Isnetoften, der ligger ved indsejlingen til Altafjorden, og så på de gamle tyske bunkers fra 2. verdenskrig. Det er et meget stort fæstningsanlæg, men alt er sprængt i luften og henligger som store cementstykker og forrevent jern, og det var tyskerne selv, der sprængte hele herligheden i luften. Da tyskerne i 1944 trak sig tilbage fra Nordnorge, jævnede de alt med jorden for at anvende den brændte jords taktik over for de fremrykkende russere. Befolkningen blev tvangsevakueret, husdyrene skudt og alle byer, huse, landbrug, broer, sygehuse og skoler blev systematisk brændt og ødelagt og selvfølgelig også deres egne fæstningsanlæg. Det går op for en, at Danmark vist egentlig slap billigt ud af den krig i forhold til andre lande.

I Alta blev vi genforenet med Gitte, der nu havde gjort sin borgerpligt og mere til, og med et lille SAS fly havde hun mellemlandet i adskillige norske småbyer inden landingen i Alta. Sådan en afstikker hjem var ikke så tosset endda, for medens det var koldt i Danmark, var det stadig lunt og godt oppe i det høje nord, så Gitte havde medbragt en kuffert med sommertøj og sandaler til hele familien.

Inden vi forlod Alta, besøgte vi de store felter med 6.500 år gamle helleristninger, og derfra var der kun 200 km til Kåfjord, hvorfra der gik færge til Magerøya - øen hvorpå Nordkapp ligger.

Vi ankom til Magerøya lidt ud på aftenen og fik den sidste ledige hytte på Nordkapp Camping. Vi havde planer om at være på Magerøya i 2 dage, og helt deroppe er det nok en god ide at bestille hytter nogle dage i forvejen, for hytterne var udsolgt næste nat, og så var der kun plads i vandrehjemmets sovesal.

Næste morgen kørte vi de sidste 25 km, og så - efter 3.700 km incl. en hel del svinkeærinder, var vi ved rejsens mål Nordkapp.

Francesco Negri udtalte i 1664: " Her står jeg så ved Nordkapp, ved Finnmarkens yderste spids - ved selve verdens ende. Her hvor verden slutter, slutter også min nysgerrighed, og jeg vender fornøjet hjem". Jeg ved ikke, hvordan vejret var den dag Francesco besøgte Nordkapp, men for vores vedkommende var det så tåget, at vi ikke kunne se en hånd for os, så det var vanskeligt at stille sin nysgerrighed.

Inden vi kørte ind på P-pladsen, skulle der betales 80 kr. pr person for en 2 døgnsbillet med adgang til Nordkappklippen og den nye Nordkapphal. Foreløbig så vi dog kun tågen, og vi gik noget forvildede rundt, indtil en venlig tysk turist ledte os på rette spor, og lidt efter stødte vi ind i et rækværk, og det var egentlig meget godt, for der er 307 m næsten lodret ned til Nordishavet. Ved at følge rækværket fandt vi da også den store globus, der er Nordkapps vartegn, og da vi senere gik efter lyden af en klaprende flagline, dukkede Nordkapphallen også op. Hallens overjordiske del er blevet kraftigt udvidet, men også nede i klippen er der blevet udsprængt store rum, bl.a. en stor biograf, hvor Finnmarken kan opleves igennem de 4 årstider på et 225 graders lærred. En virkelig flot film, som vi så 3 gange, vi skulle jo have noget for pengene.

I en af grotterne kan man ved personligt fremmøde og erlæggelse af et pengebeløb af ukendt størrelse, blive medlem af Royal North Cape Club med diplom og medlemskort, og så kan man ellers sidde og drikke sprudlende nordkappchampagne og spise lokal kaviar, medens der kan spejdes efter midnatssolen igennem de store panoramaruder.

Derudover rummer Nordkapphallen cafeteria, cafe, souvenirbutik, postkontor og Nordkapps historie kunstfærdigt opbygget i minitableau. Efter at den svenske kong Oscar 2. besøgte Nordkapp i 1873, begyndte turisterne så småt at komme, men i en lang årrække foregik det fra søsiden, hvorfra man møjsommeligt vandrede ad en smal sti op ad den stejle klippeside. Siden er det blevet noget lettere, med vej over Magerøya, og man påtænker endda ud i fremtiden, at forbinde Magerøya med fastlandet med bro eller tunnel, så der undgås de ofte lange ventetider ved færgen.

Ved siden af Nordkapphallen står monumentet "Barn af Jorden", der er symbol på samarbejde, glæde og venskab. Syv børn fra hvert af verdens syv hjørner blev bragt sammen på Nordkapp. De var af forskellige racer, havde forskellig nationalitet, politisk baggrund, sprog og religion, og i løbet af en uge skabte de monumentet i venskab og samarbejde som et forebillede for, hvordan resten af Jordens befolkning kunne leve i forståelse og respekt for hinanden.

Ved middagstid klarede det pludselig op, og det hele henlå nu i det klareste solskin, og det var svært at forstå, at vi tidligere på dagen var gået forbi Nordkapphallen på 20 meters afstand uden at se den.

Et par km fra Nordkappklippen ligger Knivskjellodden, der er en lav klippetange, som i virkeligheden ligger lidt nordligere end den berømte klippe. Det er jo ærgerligt at vide det, og så ikke have været der, så vi forsøgte at komme derud, men efter en times vandring over fjeldet, kunne vi se, at det var mere end en halvdagstur at komme derover, da der var en dyb fjord mellem os og odden. Så vi satte os i stedet ned og nød udsigten og det varme solrige vejr, blandt masser af rensdyr, som lever her i sommertiden.

Senere kørte vi hen til "Kirkeporten", der er en ejendommelig klippeformation med et stort hul i midten, og her fandt vi en hel ny campingplads med ledige hytter. Den nye plads hedder Kirkeporten Camping og kan smykke sig med titlen "Verdens nordligste campingplads", og det kunne jeg slet ikke stå for, så vi ringede til Nordkapp Camping og afbestilte overnatningen i sovesalene.

Ud på aftenen kørte vi igen ud til Nordkappklippen, hvor vi så solen synke i havet kl. 23.30, da vi var et par dage for sent på den til at opleve rigtig midnatssol. Solen stod op igen kl. 0.30, så det må siges at være en kort "nat".

Næste morgen begyndte hjemturen i strålende sol og bagende varme, så vi mærkede ikke meget til at Magerøya er beliggende i arktisk klima. Uden for øens små bebyggelser, vidnede åbne vejbomme om, at det kan være barsk deroppe, for skilte forkyndte, at der var kolonnekørsel mandag til lørdag kl. 9, 15, 18 og 21, og om søndagen kl. 11, 15 og 21.

Hjemturen foregik i store træk ved at følge den snoede og til tider smalle A6 hele vejen ned igennem Norge, men allerede ved Hammerfest gjorde vi en afstikker. Lidt nord for byen lå en dejlig bugt, og her fik vi lyst til at dyppe tæerne. Vandet var isnende koldt, så efter få sekunder gjorde det ondt i fødderne, så Nordishavet lever skam op til sit navn. Det er ikke alle og enhver, der har badet i Nordishavet, så jeg mandede mig op og tog en hurtig dukkert, men så blev der også klappet af nogle mennesker, der opholdt sig i nærheden.

Hammerfest er verdens nordligste bymæssige bebyggelse, og allerede i 1621 var den kirkested og tingsted. I århundreder var Hammerfest kendt som den bedste isfrie havn i det nordlige farvand, og med stor betydning for fiskeri og handelen nordover med Rusland. Storm og orkaner har mange gange forrettet voldsomme skader på byen, men værst i 1882, hvor en genrejsning kun blev mulig efter indsamlinger i Stockholm og København samt med gaver fra den tyske kejser Wilhelm og den engelske dronning Victoria.

Det var en by i fremgang, der blev besat af tyskerne i 1940, og den var i de næste 4 år en vigtig ubådsbase, med plads til 13 ubåde. Som alt andet heroppe blev Hammerfest fuldstændig jævnet med jorden ved tyskernes tilbagetrækning i slutningen af 2. verdenskrig. De startede ødelæggelsen 5. november og var færdige 10. februar 1945, men de levnede dog kapellet på kirkegården, og det var jo virkelig pænt af dem.

Hammerfests byvåben er en isbjørn, og ved personligt fremmøde på rådhuset kan man blive medlem af Isbjørneklubben med diplom, nummereret medlemskort og et jakkemærke i sølv med emalje. Rådhuset var desværre lukket, da vi var i byen, og der var heller ingen isbjørne i gaderne, men til gengæld prøvede renerne at genere trafikken så meget som muligt. I Skavbergtunnelen var der f.eks. problemer med at komme igennem, da en flok rener var søgt ind i skyggen, så bilerne måtte køre forsigtig slalomkørsel.

Vejret var stadig forrygende varmt, og om aftenen sad vi i verdens nordligste by udenfor vores campinghytte i skyggen, da det var for varmt i solen.

Efter et par dages kørsel sydpå kom vi til det landområde der hedder Nordlandet, og her så vi nærmere på Narvik, der er udskibningshavn for malmen fra Kiruna, og af samme grund udviklede der sig her meget hårde kampe, da tyskerne besatte Norge. I Narvik står et stort skilt med afstandene til forskellige byer og andre kendte steder. Til Nordpolen var der 2.420 km, til Nordkapp 739 km, til Rom 3.719 km, til Oslo 1.453 km og København 1.695. Hvordan de så har regnet ud, at der kun er 242 km mellem Oslo og København, er mig en gåde.

På strækningen syd for Narvik veksler A6 mellem adskillige flotte broer, lange tunneler og færger, så det er en strækning, der tager sin tid, men flot er den. Nord for Mo i Rana passerede vi igen polarcirklen, hvor der var et samemarked og en mindre souvenirbutik, men et skilt forkyndte, at der i 1990 vil blive åbnet et nyt polarcirkelcenter.

Efter en afstikker til Svartisen, der er Norges næststørste isbræ, besøg på forskellige museer og stavkirker og Trondheim, der er en virkelig hyggelig by, nåede vi Oslo, og det var først hernede i Sydnorge, vejret blev køligt og regnfuldt.

Lidt syd for Oslo forhindrede et utæt bremserør den videre fremfærd, og da det var fredag aften, så det lidt sort ud med planerne om at være hjemme lørdag aften, men nordmændene er så flinke. En tilkaldt NAF mand (søsterorganisation til FDM) fandt et citroenværksted, der for vores skyld ville åbne lørdag formiddag, og han fandt natlogi i nærheden og transporterede både os og bilen. Mekanikeren fra Fjong Auto måtte tage reservedelen fra en skadet bil, han tilfældigvis havde stående, så næsten mirakuløst var vi igen køreklar lørdag middag og nåede hjem som planlagt.

Vi kørte i alt omkring 7.000 km, men det føltes ikke anstrengende, da vi på nær et par enkelte dage, kun kørte 200-300 km om dagen. Incl. færger, benzin, overnatning, mad og lommepenge kostede turen 16.000 kr. for 4 personer, dertil Gittes herresving med SAS.

Det var første gang vi besøgte Nordkalotten, men forhåbentlig ikke sidste gang, for det er en kæmpeoplevelse, både rejsen derop og så stå ved verdens ende og som Francesco Negri have fået stillet sin nysgerrighed og rejse fornøjet hjem. Men hvornår skal vi derop igen?

Tilbage til forsiden