Lokalavisen Frederiksberg og Lokalavisen Vesterbro. Verdens dyreste cocktail. Af Kim Greiner. Ved Københavns Hovedbanegård, lige på den anden side af Vesterbrogade, ligger Radisson Blu Royal Hotel, der er opført af Arne Jacobsen i 1959-60. De 20 etager er stablet smukt oven på hinanden i denne imponerende ”skyskraber”. OK, under danske forhold regnes det for en skyskraber, i andre storbyer ville det bare være en lilleput mellem alle de høje huse. Arne Jacobsen har dog formået at give bygningen et yderst elegant præg, idet han har ladet højhuset hvile på et to-etages tværliggende basishus. Arne Jacobsen, der går for at være ”The Royal´s King of Design” har også tegnet alle detaljerne inde i bygningen, og det helt ned til lamper, gardiner, bestik, æggebægre og dørhåndtag, og det skulle ikke undre mig, om han ikke også har designet nøglehullerne. Inventaret er selvfølgelig de meget kendte og meget dyre stole ”Ægget” og ”Svanen”, der med runde smukke, organiske former både kan beses og besiddes i hotellets store foyer og i baren. Det er således et af verdens første designerhoteller, og selvfølgelig er hotellet undervejs blevet moderniseret, og der er skiftet lidt ud, men hvis man vil have det som i de gode, gamle dage, så bed om suite 606. Den står fuldstændig original, som var Arne Jacobsen lige gået ud af døren.
Radison hotellet her på Vesterbro var det første i Skandinavien, og kæden startede som et lille regionalt kompagni, men nu er Rezidor Hotel Group Europas største hotelgruppe under navnet Radisson Blu med over 400 hoteller i mere end 60 lande i Europa, Mellemøsten og Afrika. Under sloganet ”Yes, I can”, formåede den legendariske hoteldirektør Alberto Kappenberger at få de rigtige mennesker til at arbejde sammen for at skabe den bedste komfort og den bedste service til gæsterne, og så kan man nå så langt. Man bliver jo helt rørt og stolt over, at det hele startede her midt i København på Vesterbro. I baren spurgte jeg bartender Marianne Rousing efter denne ”Verdens Dyreste Cocktail”, men desværre kendte hun den ikke og havde aldrig hørt om den. Det viser jo så bare, at man ikke skal tro på alt, hvad der står på nettet. Lidt skuffet måtte jeg så i første omgang nøjes med en kold øl til 38 kr., dog serveret af en høflig tjener og som et plaster på såret – en lille skål med peanuts som tilbehør. Lidt efter kom bar- og restaurationschefen hen til mig, hilste og spurgte til den desværre manglende ”Verdens Dyreste Cocktail”, som hun heller aldrig havde hørt om. Hun havde da mange andre cocktails og kunne anbefale en A.J. Cocktail, men desværre kostede den kun sølle 110 kr. Samtidig med en hyggelig samtale fik jeg et stort, fint 50-års jubilæumsskrift om Radison Blu Hoteller i guldtryk, og det viser bare, at der åbner sig nogle døre, når jeg har afleveret mit visitkort. Nej, de er faktisk altid flinke på Radisson Blu, også uden visitkort, når bare man selv er lidt venlig og interesseret. Royal Bar havde også en tropecocktail, som jeg lige fik prøvet af, og den smagte ganske udmærket, men der var lidt for mange ”salatblade” i efter min smag, så lad mig i stedet varmt anbefale en A.J.
En A.J. Cocktail består af Absolute Mandarin, Triple Sec., grøn Creme de Menthe, Lemon Juice, sukker og champagne. Alt sammen rystet kærligt sammen og serveret i et omhyggeligt isafkølet glas, og den smagte mindst lige så godt som ”Verdens Dyreste Cocktail”, der befinder sig et eller andet ukendt sted ude i den store verden. |