| Vesterbrohistorie Enghaven og fuglemanden. Af Kim Greiner 
Det var oprindelig dronning Sophie Amalie, der i 1648 anlagde Dronningens Enghave lige uden for Københavns volde, der hvor Tivoli og Hovedbanegården ligger i vore dage. Lystejendommen lå i dejlige, grønne omgivelser og havde en smuk pavillon, der var omgivet af sjældne planter og fiskedamme. Idyllen varede dog ikke så længe, for under svenskernes belejring af København i 1658-60 trampede de rundt og fik ødelagt hele herligheden. Den gode dronning mistede ikke helt modet, men flyttede dog indenvolds, og i en smuk barokhave opførte hun i 1667-73 et lille lystslot, der blev kaldt Sophie Amalienborg og ganske rigtig, det var forgængeren til vore dages Amalienborg Slot. Det lille Sophie Amalienborg fik også en krank skæbne, idet det 15. april 1689 nedbrændte under en festforestilling, hvor 180 gode borgere indebrændte, da dørene vendte indad.Navnet Dronningens Enghave fulgte med længere ud på Vesterbro, hvor Det Københavnske Haveselskab i 1885 anlagde 478 kolonihaver. Københavns Kommune overtog området i 1925, og kolonihaverne flyttede. I stedet blev det besluttet at anlægge en folkepark, nu slet og ret kaldet Enghaven. Parken er omkring 7 tdr. land stor og er opdelt i flere forskellige afsnit med rosenhave, staudehave, græsplæner til solbadning, legepladser og et stort vandbassin. Parken blev åbnet St. Bededagsaften i 1929, og den er endda blevet fredet i 1969. Til de lidt mere voldsomme udfoldelser står der i den fjerneste del af parken en musiktribune med et relief ”Apollo og hans ni muser”, og det var her, der blev afholdt de berømte eller berygtede rockkoncerter i 1950’erne. Det var dengang, hvor læderjakkerne og anderumperne førte sig frem, men alt andet lige var de nok noget mere fredelige end vore dages rockere. Der er flere smukke kunstværker i parken, og da jeg bevægede mig ind, blev jeg bjergtaget af Kai Nielsens figur ”Venus med æblet”, der forestiller en ung, nøgen kvinde med et lille barn. Kunstneren har i sin fortolkning af temaet fra den græske mytologi erstattet guldæblet med et nyfødt barn. Venus, der er kærlighedens gudinde, har i denne fortolkning form som en ung pige, der intenst betragter det lillebitte barn som en kærlighedsfrugt. Statuen blev først udført i marmor og opstillet i en norsk skibsreders egen park i 1921, men senere blev den også udført i bronze og afsløret her i Enghaven ved åbningen. Kvindeskikkelsen er bare en hyldest til alle smukke kvinder, og jeg stod længe og betragtede figuren og fik taget billeder både forfra og bagfra. Jeg kunne dog konstatere, at bronzestatuer og fugleklatter ikke klæder hinanden synderligt, og faktisk så blev jeg også forstyrret af en masse fugleskrig i nærheden. En ældre mand stod og fodrede hundredvis af duer og en stor flok havmåger. Det var ikke bare en lille pjatpose med brød, han havde med, men tre store, sorte plastsække. Jeg tog et par billeder på afstand, men gik nærmere og spurgte, om jeg måtte tage et nærbillede af ham, medens han fodrede fuglene. Det afviste han dog, men efter en lille snak foreslog han, at vi satte os på en bænk. Jeg hjalp med at rive franskbrød i stykker og kaste det ud til fuglene. Hvor duer og ænder nærmest jokkede os over tæerne, holdt havmågerne sig på passende afstand, for de vidste, at mennesker kan man så sandelig ikke stole på. 
Fuglemanden var af udenlandsk udseende, og han talte med kraftig accent, som jeg dog sagtens kunne forstår. Han kom fra Marokko helt oppe ved den spanske enklave Ceuta, men forlod landet for 38 år siden og arbejdede sig op igennem Europa. Det må have været andre tider dengang uden krav om tilhørsforhold og point, for han endte i en lejlighed ved Enghaveparken, hvor han har boet i en længere årrække. Han har to døtre, der for længst er fløjet fra reden, og nu er han selv pensionist efter at have arbejdet på fabrik i mange år, medens hans kone stadig arbejder som sundhedshjælper.
I alle årene, hvor han har boet her, har han hver dag fodret fuglene også om vinteren, men han indrømmer dog nødtvungent, at hvis det øsregner, så springer han over.
En anden gammel mand af udenlandsk udseende går forbi og kan også godt ligne en marokkaner, så jeg spørger, om han kender ham. Næ, det gør han ikke, og han kender faktisk ikke andre marokkanere her i landet. Han omgås heller ikke andre, men fuglene er hans venner, og de ved, at han kommer hver dag ved 14-tiden, nu han er blevet pensionist. Foredrag og rundtur på Vesterbrog: Se på denne hjemmesides forside. |