Hvorfor sidder vi så lige i Library Bar, for der er jo masser af andre åbne cafeer på Vesterbro, men det var netop i denne bar, at jeg første gang mødte Mette, medens hun var i gang med at underholde gæsterne til en konference. Efter et par mails frem og tilbage blev vi enige om, at vi skulle mødes, og så ville jeg under et uformelt interview prøve at finde ud af, hvem Mette Lethan egentlig er.

 Nu skrev jeg i begyndelsen, at Mette er berømt og skøn, men med berømmelsen kniber det måske nok lidt endnu i den brede, danske befolkning, men skøn det er hun med sit lyse krøllede hår, hvide smil, et varmt levende glimt i øjet, og så er hun let at snakke med.

Mette er født og opvokset tæt ved København, og uden at røbe hendes alder kan det dog berettes, at hun ikke er helt purung, men bestemt i sin bedste og mest attraktive alder. I folkeskolen var hun med i en musical, og derefter vidste hun, at hendes liv skulle handle om enten dans, skuespil eller sang. Som helt ung var hun vild med jitterbug og deslige, men der begyndte at tegne sig et billede af, at det skulle være inden for musik og sang, at hun ville have sit virke. Så hun begyndte at stykke sin egen musikuddannelse sammen med kurser af kortere og længere varighed, foruden selvstudium med en båndoptager for at høre, om tonerne faldt på plads.

Efter gymnasiet har hun været professionel og har levet af sin sang og musik og bl.a. været ansat i Teaterkælderen ved Det Nye Teater som optrædende tjener.

 Når man taler med Mette, kommer der ind imellem nogle amerikanske udtryk, især når talen er om musik. Ikke at hun på nogen måde er krukket, men det skinner igennem, at der er et eller andet med USA. Det viser sig, at det især er noget med Chicago, der nærmest er blevet hendes andet hjem. At det lige blev Chicago, hun kastede sin kærlighed på, er ikke helt tilfældigt, for det var som om, at flere veje førte hende til byen. Mettes tipoldemor havde også krudt et vist sted, og for mange år siden rejste hun med skib alene til barnedåb i Chicago. Hun forelskede sig i byen, og det er så åbenbart nedarvet i de efterfølgende generationer for Mette brændte efter at få undervisning i jazz, guitarspil og sangskrivning ”over there”.

Nu kan man ikke bare sådan lige flytte til USA, så egentlig fik hun besked på, at det kunne hun godt glemme alt om. Men Mette ”googlede” rundt i en uge, og ad snoede veje fandt hun en visummulighed, som ikke engang ambassaden herhjemme kendte. I korthed går det ud på, at hun må være derovre i 6 måneder ad gangen i 10 år og med mulighed for 16 timers musikundervisning om ugen. Hun startede så på ”Old Town School of Folk Music” hvor direktøren for hendes skole fandt et værelse til hende. Hun strålede af lykke for endelig at være kommet hjem, men en fremmed dame på gaden fik hende dog pillet lidt ned, for Mette lignede en fremmed fugl med det lyse hår og gik for strålende og smilende rundt. Så damen bad hende dæmpe sin livsglæde lidt ned og skifte klipklapperne ud, for der i kvarteret skulle man ofte løbe hurtigt for at komme væk fra problemerne. 

Mette har efterhånden fået en masse venner i Chicago og føler, at det er hendes andet hjem, så hun tager tit derover og spiller og synger rundt omkring, dog mest for sjov, for der er noget med strikse, amerikanske arbejdstilladelser m.m., så hun holder sig på dydens smalle sti over for de amerikanske myndigheder.

Herhjemme går det anderledes til, for udover at hun synger sine egne sange spiller Mette på flere strenge og er omdrejningspunkt i tre forskellige bands, foruden, at hun underviser børn og voksne i musik og sang. Hun udfolder sig i Phoebé’s Jazz Faves, hvor det er jazz, der er omdrejningspunktet, i Phoebé’s Faves med singer/songwrite musik og endelig i Phoebé’s Cover Collection med dansemusik og udenlandske hits.

Hvorfor kalder hun sig så for Phoebe? Mette forklarer, at Phoebé er en lille, ikke særlig prangende sangfugl, der som den første trækfugl om foråret kommer til Nordamerika fra Syden og den sidste, der forlader Nordamerika igen for at overleve sydpå. Den skulle også som en af få sangfugle være født med sin sangstemme og ikke som andre sangfugle, der først lærer sangen af far og mor. At den også er en stor fluefanger, har vist ikke noget med Mette at gøre. 

Mette kan optræde alene og gerne med sin lille rejseguitar eller med helt op til seks faste musikere, der kan akkompagnere hende, når det skal være store arrangementer. Prisen for en optræden er derfor stærkt svingende efter, hvad kunden ønsker, men hun er sin egen ”business mama”, som hun udtrykker det. Her i foråret har hun mærket en stærkt stigende efterspørgsel på sin musikoptræden og det lige fra bryllupper og familiefester til et større publikum rundt omkring i byen.

Foruden at synge andre kunstneres sange, skriver hun også sine egne og bliver inspireret af f.eks. Rickie Lee Jones, Joni Mitchell og Eva Cassidy m.m. Hun kan godt lide, at sangene har en historie, som da hun sidste år spillede og sang i Brøndsalen på Frederiksberg, så det blev en song/visual koncert, hvor der blev lagt musik til en maleriudstilling.

 Faktisk har hun sangene til sin første selvskrevne CD klar, der mangler bare lige en sponsor, et pladestudie og en hel masse penge. Ærgerligt, for jeg ville ellers gerne være den første, der købte den. Prøv at gå ind på hendes hjemmeside www.mettelethan.dk og lyt til en sang, så er man solgt.

Tre timer var fløjet af sted i Mettes selskab, og man skal passe på ikke at blive bare lidt forelsket i hende. Vi skulle videre til hver vores, men heldigvis aftalte vi et videre samarbejde fremover, således at vi sammen tilbyder en kombination af mit USA foredrag og Mettes sange. Se under foredrag på denne hjemmeside.  

Tilbage til forsiden