| Vesterbrohistorie
Miraklet på Vesterbro. Af Kim Greiner Angela er født i Kenya og voksede op i en forholdsvis velstående familie, da hendes far var overlæge på et stort hospital i Nairobi. Hun var fars pige og havde en god barndom, men kort efter, at hun var gået ud af gymnasiet, skete tragedien, for hendes far blev dræbt i en trafikulykke, og det blev en kæmpe omvæltning for hele familien. Angela fik arbejde i en onkels butik, og her mødte hun en dansk mand, der arbejdede i Kenya, og de forelskede sig, blev gift og fik en datter.
I Danmark var der stadig et stort hus, men mandens familie viste med stor tydelighed, at Angela faktisk godt kunne rejse hjem, hvor peberet gror. Ægteskabet begyndte at knage, og der var daglige skænderier, og på et tidspunkt var der så store husspektakler, at naboerne tilkaldte politiet. Det endte med, at politiet kørte Angela til Grevinde Danner Stiftelsen, hvor hun boede i det næste år. Angela ville skilles, og selvom ægtefællerne ikke havde ægtepagt, afstod hun fra at få noget som helst med fra ægteskabet, selvom manden både havde villa og et sommerhus i Gilleleje. Advokaten, der hjalp hende med skilsmissen, rystede på hovedet, men Angela pointerede, at hun ikke havde giftet sig for pengenes skyld. Ægtemanden havde beholdt deres datter, så nu skulle Angela betale underholdsbidrag, selvom hun var fattig som en kirkerotte, og hun selv kun var på kontanthjælp. Kommunen skaffede Angela en lejlighed i Hvidovre til den nette husleje af 5.800 kr., men så fik hun dog bevilget boligstøtte på hele 298 kr. om måneden. Sosu-elever skal kunne dividerer med brøker. Angela gik i gang med at læse dansk, engelsk, kemi og matematik på VUC, da hun gerne ville være social- og sundhedshjælper. Hun bestod dansk og engelsk, men dumpede i de to andre fag og kom så ud i aktivering på forskellige plejehjem. Her gik det rigtig godt, men hun kunne ikke optages på uddannelsen, da hun manglede kemi og matematik. Efter nogle år startede hun igen på de to fag, men dumpede igen og kunne så stadig ikke komme i gang med uddannelsen.
Angela blev i mellemtiden dansk statsborger, var ude i forskellige job som rengøringshjælp, men fortsatte ellers sit liv som kontanthjælpsmodtager og kom i perioder i aktivering. Sidste år var hun igen i aktivering på et plejehjem, og da hun fik en rigtig fin anbefaling, blev hun efter kun otte års spildtid på kontanthjælp indstillet til en elevplads som social- og sundhedshjælper i Københavns Kommune. Endelig SOSU- elev, men jobcenteret har trumfer i baghånden.
I mellemtiden havde uddannelsen heldigvis ændret karakter, idet man havde fundet ud af, at det var vigtigere at uddanne eleverne til at pleje de ældre og forstå deres behov og problemer end at have styr på brøker og atomer. Uddannelsen gik Angela op i med liv og sjæl, og hun læste relevante bøger og skrev noter og nød, at hun endelig var kommet i gang med uddannelsen. Men så nemt skulle det jo heller ikke gå, for Københavns Kommunes Jobcenter havde andre trumfer i baghånden, så hun kunne blive fastholdt som kontanthjælpsmodtager, og hvis hun ikke kunne rammes på kemien og matematikken, så kunne de ramme hende på økonomien. Økonomiske problemer. Den forsinkede udbetaling har afstedkommet, at Angela ikke har haft penge til at betale sin husleje til tiden, så to gange er der kommet et rykkergebyr på næsten 400 kr. fra boligselskabet, og de lovede, at tredje gang bliver lejemålet opsagt.
Hver uge behøves et mirakel.
Hun vil meget hellere bruge tiden på at passe sit arbejde og lave lektier end at kæmpe med den tilmelding, og mærkværdigvis skal kun sige OK til, at hun er aktiv jobsøgende, ellers vil Jobcenteret ikke acceptere registreringen.
Faktisk drømmer hun sig tilbage til den tid, hvor hun bare var på varig kontanthjælp, og pengene faldt hver måned, så hun kunne betale sin husleje til tiden. Mange af hendes studiekammerater, der ofte også er indvandrerkvinder, er droppet ud af uddannelsen og er gået tilbage til kontanthjælpen – de har simpelthen ikke råd og nerver til at få den uddannelse. Angelas faste udgifter foruden togkort og lærebøger er meget tæt på hendes samlede lønindtægt som elev og supplerende kontanthjælp, så ofte har hun ikke penge til mad. I sommer havde hun i en periode overhovedet ingen overskydende penge, så hun tabte sig seks kilo på tre uger – men hun er mest bange for at blive smidt ud af lejligheden og blive hjemløs. Jeg håber virkelig, at Angela kæmper videre, så hun kan komme ud af kommunens kløer og blive den samfundsnyttige borger, som hun så brændende ønsker at blive. Jeg er rystet og skammer mig.
Jeg skammer mig langt ind i sjælen over, hvordan de offentlige myndigheder behandler en tidligere indvandrerkvinde, der gerne vil ud af moradset. For kan det virkelig passe, at der i vore dages Danmark skal både bibler, guder og mirakler til for at en kontanthjælpsmodtager kan få en uddannelse? Efterskrift: Ovenstående artikel har været sendt til beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Anna Mee Allerslev har svaret i et 1½ siders langt brev, at hun langt hen ad vejen har forståelse for Angelas problemer. Københavns kommune har som noget nyt taget iniativ til at borgerne kan ændre det mødetidspunkt som jobcenteret foreslår. Derudover er kommunen bundet af forskellige lovregler. Beskæftigelsesminister Mette frederiksen som de urimelige lovregler så hænger på, har ikke svaret. Løsningen på problemet er jo snublende nær: For det første skal elever der er i gang med en uddannelse ikke hver eneste uge kontakte jobcenteret og meddele at de er jobsøgende.
Det er især voksne indvandrerkvinder der dropper ud af uddannelsen, da deres økonomi bliver væsentligt forringet i forhold til fast varig kontanthjælp. Den allerbedste løsning vil derfor være at alle voksne får voksenlærlingeløn, uanset at de ikke opfylder de nuværende krav. Voksenlærlingelønnen vil være nogle få tusinde kroner dyrere for kommunen end kontanthjælpen. Det er dog kun i en kort periode, men det vil være en gulerod der får eleverne til at blive i uddannelsen og senere blive selvforsørgende sanfundsborgere. Angela har ikke ønsket at blive fotograferet, så billederne er taget på nettet undet SOSU hjælper. |
Der er sikkert mange mærkelige menneskeskæbner på Vesterbro, og jeg havde besluttet at afdække nogle af dem. Da jeg gik igennem Skydebaneparken, sad der en nydelig, farvet kvinde på bænken ved den lille stenfigur. Jeg nærmede mig forsigtigt og fik øjenkontakt, og mærkværdigvis talte kvinden dansk, dog med nogen accent. Jeg fremførte mit ærinde, at jeg var ude at snakke med mennesker på Vesterbro og måske skrive en artikel om dem, jeg mødte. Efter lidt betænkningstid sagde hun ok, og jeg fandt en notesbog frem og begyndte at spørge hende lidt ud, og det var artige sager, der blev oprullet. Her er hendes historie, og især slutningen er nærmest horribel og helt uacceptabel.
I starten var det en dans på roser for Angela, for hun flyttede ind hos sin mand, der boede i et stort hus med tjenestefolk, gartner og stor bil. Efter nogle år ville manden dog gerne hjem til Danmark, og Angela og deres lille datter rejste med. Hun var ikke blevet forberedt på livet i Danmark, og sidst i november trådte hun ud af lufthavnen i sommertøj med bare tæer i sandalerne og så noget mærkeligt hvidt noget hvirvle ned fra himlen. 
Efterfølgende har jeg kikket i SOSU uddannelsens lærebog på biblioteket, og der står ganske rigtigt i pensum, at en social- og sundhedshjælper skal kunne dividere med brøker og have helt styr på ”det periodiske system” med hvor mange neutroner, der er i hvert af grundstoffernes atomkerner m.m. Min egen kommentar til dette er da også helt klar, at hvis en social- og sundhedshjælper kommer ind til en dame på et plejehjem, og den ældre har problemer med at gange og dividere med brøkerne, så skal der jo kunne hjælpes med det. Og ligeledes, hvis fru Pedersen spørger, hvor mange elektrisk dannede joner der er i forhold til atomkernen i et bestemt grundstof, så skal der jo også kunne svares tilfredsstillende på det. 
Da Angela startede på elevforløbet, opfyldte hun nemlig ikke kravene til voksenlærlingeløn, og elevlønnen er betydeligt lavere end kontanthjælp. Heldigvis bevilgede kommunen supplerende kontanthjælp op til normal kontanthjælp, men at få vristet disse penge ud af kommunen er en månedlig kamp. Den supplerende kontanthjælp vil de nemlig kun udbetale, når hendes lønseddel fra det ene kommunale kontor via Angela sendes til et andet kommunalt kontor. Hvis hun er heldig, udbetaler kommunen så efter et par uger det resterende beløb. Lønkontoret havde også en overgang sendt lønseddelen på mail, og da hun kun har en gammel computer med en dårlig netforbindelse, var det et helvede at få fat i den lønseddel. Et par gange har Ydelseskontoret dog ikke kunne finde hendes lønseddel i deres bunker, selvom den var sendt, så nu sender Angela den anbefalet, selvom det koster 80 kr. hver gang.
Angela betaler også af på et lån, som banken for et par år siden var helt vilde for at låne hende. Jo, for hun skyldte børnepenge, og skattevæsenet rykkede for pengene. Så tog hun et lån for at stoppe munden på dem, men det svier til hende nu, og hun tilbagebetaler troligt 1.500 kr. hver måned incl. en tårnhøj rente til Nordea. Jeg vidste faktisk ikke, at det var skattevæsenet, der inddrev børnebidrag, men væsenet har fået opsnuset, at hun nu får fast løn, så de har sendt hende en stak girokort på 1.100 kr. for at afdrage på den nye gæld, der er oparbejdet.
Angela er kristen og hun har altid en bibel på sig og hun fortalte, om en aften hvor hun i over fire timer havde prøvet og prøvet på, at komme i forbindelse med Jobcenteret uden resultat. Hun blev mere og mere fustreret og tilsidst brød hun grædende sammen. Hun tog sin bibel og lagde den på brystet og bad: ”Kære kære Gud hjælp mig. Hjælp mig med computeren, så jeg kan
komme i forbindelse med Jobcenteret." Miraklet skete for efter bønnen virkede computeren og hun kom glat igennem. 
Angela har også lige fået brev fra Jobcenteret om, at hun skal til samtale en bestemt dag klokken dit og dat, og hvis hun ikke møder op, så tager de den supplerende kontanthjælp. Det gælder jo om at lære at holde aftaler. Hun sad og viftede med brevet, og de sparer bestemt ikke på truslerne. Dagen, hun er indkaldt til mødet på Jobcenteret, skal hun på kursus på sit arbejde, så hun kan ikke få fri. Hun har prøvet at ringe til Jobcenteret for at få en aftale en anden dag. Det er dog nærmest umuligt at komme i forbindelse med Jobcenteret. Hun har prøvet i timevis på at komme igennem, men hvis Jobcenteret i det hele taget tager telefonen, kommer hun ind i en kø i halve timer, indtil taletiden på hendes telefon udløber. Nu er hun bange for at de vil tage den supplerende kontanthjælp, når hun ikke kan møde op og ikke kan melde afbud. 
Medens vi har talt sammen, er tårerne trillet ned ad hendes kinder flere gange, og jeg kan mærke hendes opgivenhed og frustration, og hun synes, det er meget ydmygende, sådan som hun bliver behandlet. Hun har stemt rødt og håber, der kommer en forandring, men om det er loven, kommunens administration eller Jobcenteret, der er noget galt med ved jeg personligt ikke, men noget er da pivende forkert. I min naivitet troede jeg, at et Jobcenter skal hjælpe de jobsøgende med at få et job eller få en uddannelse og ikke med mærkelige regler spænde ben for mennesker, der gerne vil være nyttige samfundsborgere. 
For det andet skal elever der tidligere var på kontanthjælp have
deres hidtidige kontanthjælp udbetalt hver måned som et samlet beløb,
og ikke som nu have elevløn og kontanthjælp udbetalt fra to
forskellige kontorer, der tilsyneladende ikke samarbejder.