Vesterbro 3

Østens Perle ligger i Tøndergade.

En Vesterbro historie af Kim Greiner

På mit eventyrlige strejftog igennem det for mig ukendte Vesterbro, var jeg i Tøndergade stødt på en thailandsk massageklinik, men selvom der stod ”Åbent”, ville jeg ikke bare sådan lige brase ind fra gaden. Nej, til sådan et sted skal jeg lige tage mod til mig, men udvendigt så det ellers pænt og nydeligt ud, og der var billeder i vinduerne, der viste lidt om, hvordan det gik for sig i de indre gemakker. 

Hjemme slog jeg op på nettet og fandt deres hjemmeside på www.t-massage.dk og blev endda ekstra beroliget, for der stod: ”Kun massage – ingen sex”. Så kunne en pæn, ældre herre som jeg jo roligt lægge krop til en time eller tos velvære i kyndige hænder, uden at det gik ud over mit gode navn og rygte. Første skridt blev derfor taget, og beslutsomt tog jeg telefonen og bestilte en tid, hvor jeg endda kun behøvede at opgive mit fornavn.

Thailandsk massage stammer egentlig fra templerne i Østen, hvor munkene igennem generationer har en lang erfaring med at bruge thai-massagen til en afslappende og healende behandling. Med hænder, fødder, knæ, albuer og hele kropsvægten bliver ens krop gennembearbejdet med en kombination af yoga-stræk, muskelmassage og påvirkning af meridianbanerne, så massagen løser op for blokeringer. Efter sådan en omgang åbnes der for energien samtidig med, at den indre ro giver balance i både krop og sjæl, som der så smukt står på hjemmesiden. 

Østens Perles massøser er uddannet på de bedste skoler i Thailand, så almindelig thai-massage er der helt styr på, men derudover afholder de specielle arrangementer for blandede par eller venindepar, hvor man sammen får massage, går i sauna og får ordnet fødder og hænder. Afslutningsvis serveres der hjemmelavet thailandsk mad og vin. Det lyder faktisk slet ikke så ringe endda, så måske skulle jeg invitere min kone med til sådan en aften.

For lige at nævne nogle priser hos Østens Perle, så koster 30 minutters fodmassage 200 kr., og for 90 minutter er der lidt rabat, for så er prisen 400 kr. 60 minutters kropsmassage koster 400 kr. og 120 minutter 700 kr., mens luksusmassage koster for 60 minutter 500 kr. og 90 minutter 750 kr. Pakkeløsningen med de specielle arrangementer er ikke prissat på hjemmesiden, så der skal nok forhandles lidt. Det er mest kvinder, der kommer til klinikken og faktisk kun ganske få mænd, for når der står nul sex på programmet, søger de brunstige herrer hen til de lidt mere saftige steder.

Det var den fredag, hvor det bare regnede og regnede, at jeg havde fået en tid hos Østens Perle, og selvom jeg da glædede mig, var jeg også en lille smule nervøs. Halvvåd og kold nåede jeg frem til Perlen og tog i døren, men den var låst. Det var da mærkeligt, for der stod ellers åbent, men så fandt jeg en ringeklokke og trykkede. Egentlig er det jo meget fornuftigt, at de låser døren og lige ser folk an, men jeg så åbenbart tilforladelig ud og blev lukket ind og budt velkommen.

Indenfor var der en slags reception med sofaarrangementer, og der sad 3-4 thaipiger, eller vi kan roligt kalde dem kvinder, for de var ikke helt purunge og godt for det, for så havde de vel noget mere erfaring i fingrene.

Jeg ville godt have haft lidt tid til at kikke mig omkring og præsentere mig ordentlig og forklare, at jeg faktisk var ude at researche lidt til nogle artikler, der senere gerne skulle udmønte sig i et foredrag om Vesterbro. Men inden jeg fik sagt så meget, blev jeg taget ved vingebenet, og en thaikvinde førte mig videre ind i gemakkerne. Vi kom igennem et rum med masser af figurer og lys, og det så uroligt spændende ud, og hvis jeg havde fået tid og måttet, ville jeg gerne have taget et par billeder for at få lidt stemning med.

Vi kom til et lille, nydeligt rum med en madras på gulvet og nogle få billeder, en lille statue og en plante og ellers hyggelig belysning og dæmpet musik. Vi præsenterede os for hinanden, og massøren hed vistnok Punjak, men muligvis skal det slet ikke staves sådan, og faktisk kan jeg slet ikke huske navnet lige nu. Jeg fortalte, at jeg gerne ville have 120 minutters luksus kropsmassage, og da det var med en eller anden slags superolie, ville prisen være 800 kr.

Punjak talte dansk sådan lige til husbehov, men nogle gange slog hun over i engelsk, når det kneb med det danske. Hun fik på en diskret måde gjort mig forståelig, at det var tiden til at pengene skulle skifte hænder, og medens hun gik ud, skulle jeg afføre mig mine regnvåde klæder. Så stod jeg der alene kun iført underbukser og ventede – en lidt sårbar, akavet situation. Lidt efter kom hun tilbage med et vandfad med varmt vand, og så vaskede hun mine fødder, og jeg gik ud fra, at det ikke var personlig ment, men var et normalt ritual, for hvem gider nusse nogle måske svedige tæer. Hun bredte derefter et stort håndklæde ud på madrassen og bad mig lægge mig ned på maven. Inden da havde hun kikket misbilligende på mine underbukser, og hvis det var i orden for mig, skulle jeg også tage dem af. Skik følge eller land fly, så jeg stod som en anden Adam inden syndefaldet, men jeg fik da et håndklæde til at lægge over underlivet. Selv var hun iført korte bukser og en T-shirt, og ellers var hun ganske let buttet, men yderst velplejet og ganske køn.

Punjak startede massagen, hvor der blev gjort meget ud af min ryg, der blev æltet og banket rigtig godt igennem. Nu kan man jo sagtens blive masseret i total tavshed og kun ligge og lytte til musikken, men jeg var jo ude at researche, så jeg spurgte til hende og klinikken, og hun spurgte også mig om mit arbejde, kone, børn og børnebørn m.m. Punjak selv var meget gammel, sagde hun, faktisk 50 år, hvilket jeg dog havde meget svært ved at tro på, for jeg skød hende til max 35 år, så det skulle jeg have både på dansk og engelsk og fingersprog, før de 50 år var på plads. Hun havde været 1½ år i Danmark, og da hun savnede Thailand og ikke mindst sin 12-årige søn, regnede hun med at flytte tilbage om ½ år. Hendes tidligere mand var flyttet fra hende for 4 år siden, og selvom han havde fået en ny kone, kunne jeg mellem linjerne forstå, at hun også savnede ham og stadig elskede ham, men prøvede at glemme ham. Det var jo en lidt trist historie, men den første time fik vi da også både pjattet og grinet.

I mellemtiden var Punjak nået til benene, og jeg fik også nusset tæerne, og så var det armenes og forsidens tur. Efterhånden indfandt døsigheden sig, og jeg blundede nærmest lidt hen til musikken, men så var vi nået til finalen. En varm klud kom på ansigtet, og med fingerspidserne masserede hun forsigtigt ansigtsmuskulaturen. Men så skulle jeg strækkes godt igennem, hvor benene skulle slå knuder på sig selv, og nogle led, der åbenbart var groet mos på, skulle strækkes helt ud. Finalen var helt ny for mig, for jeg skulle ligge på maven, og hun kravlede op på ryggen af mig og borede sine knæ ned imellem rygmusklerne, så det blev en dybdemassage, der ville noget. 

De to timer var bare fløjet af sted, og jeg takkede Punjak for hendes gode indsats, og jeg aner faktisk ikke, om man plejer at give drikkepenge, men det kom jeg først i tanke om bagefter. Medens Punjak gik ud, fik jeg mit tøj på igen og gik ud i receptionen, hvor chefen pænt gav hånd og præsenterede sig. Punjak havde åbenbart aflagt beretning, og jeg var nok blevet klassificeret som en tilforladelig flink og venlig kunde, for chefen opfordrede mig til at komme igen. Jo tak, det var da slet ikke umuligt, men så vil jeg også have mit kamera med og spøge om lov til at tage et billede af receptionen og den spændende gang, vi hastede forbi, og måske også af selve massagerummet. Allerhelst selvfølgelig også et par billeder af pigerne, hvis de ikke er alt for generte eller har andre indvendinger. Så der skal nok arbejdes lidt på sagen, hvis jeg skal have lidt billeder til mit Vesterbroforedrag, men aldrig om søndagen, for da har klinikken lukket.

Tilbage til forsiden