I verdenshistorien har de prostituerede været knyttet til tempeltjeneste som i oldtidens Østen, og her har de både været respekteret og skattet. Andre steder fik de skåret næsen af, som befalet af Frederik Barbarossa, og i Frankrig blev 800 kvinder i 1765 druknet i Loire.
I Danmark gik det noget mere fredeligt til, men Christian V’s lov bruger dog ordet ”Horehus” og fastsætter straf for at bedrive utugt. Mandspersoner, der træffes sådanne steder, står til ”otte Dagis Fængsel” og kvinder ”straffis med Kagen eller sættis i Spindehuset”. 

Problemet med de løse piger var måske ikke så meget på grund af moralen, men fordi de overførte kønssygdomme fra den ene til den anden. Derfor beordrede politidirektøren i 1815, at piger, der mistænktes for at lade sig bruge til utugt, skulle lade sig underkaste regelmæssig visitation, og hvis de fandtes smittede, skulle de indlægges på hospital.

Politiet havde dårlige arbejdsforhold, så bestemmelserne blev ikke håndhævet særligt energisk. De tarvelige beværtninger bredte sig, og da de løsagtige kvinder strejfede rundt på gaderne, blev det i 1867 bestemt, at løsagtige kvinder ikke måtte færdes på gaderne efter lygtetændingstid.

Der var på det tidspunkt indskrevet 250 løsagtige kvinder i København, plus det løse som der ikke var styr på, men så kom der en ny lov af 10. april 1874 om ”Den reglementerede prostitution”, der lagde det hele på skinner.

Det der før var ulovligt, blev ikke bare lovligt, men staten tvangsindskrev løsagtige fruentimmere til offentlige huse, på nudansk slet og ret bordeller.

Det foregik på den måde, at hvis en kvinde blev taget i utugt og havde fået betaling for sin ydelse, så blev hun advaret og pålagt at søge lovligt erhverv. Anden gang hun trådte ved siden af dydens smalle sti, blev hun straffet og skulle møde hos politilægen en gang om ugen og anmelde sin bopæl. Tredje gang faldt hammeren, og hun blev straffet, og efter udstået straf blev hun indskrevet som ”offentligt fruentimmer”, og utugten blev nu hendes påtvungne levevej. Kvinderne blev delt i to klasser, de der var privatboende – det var dog kun i bestemte huse, hvor husejerens samtykke forelå, og den anden klasse, som var de mere tarvelige kvinder, der kom i deciderede bordeller.

 Bordellerne var nemme at kende, for vinduerne ud til gaden var dækket med låste træjalousier, så kvinderne ikke kunne kikke ud eller gøre tilnærmelser til kunderne. Værtinden var som regel et tidligere ”offentligt fruentimmer”, der havde trukket sig tilbage, men når der var særligt travlt, undslog hun sig dog ikke for at give en hånd med. 

De offentlige fruentimmere skulle to gange om ugen møde til sundhedseftersyn hos politilægen, de måtte ikke færdes på Strøget eller Amalienborg Slotsplads, måtte ikke komme bestemte steder i Tivoli, skulle sidde på bestemte pladser i teatret, ikke komme på beværtninger m.m. I alt var der 59 paragraffer med regler og påbud for fruentimmerne, så det var let at træde ved siden af. 

Begge klasser af fruentimmere måtte ikke have børn ældre end 4 år boende hos sig, og det var strengt forbudt at have en kæreste boende, og ingen måtte skifte bolig uden politiinspektørens tilladelse. 

I årene omkring århundredskiftet var der i København indskrevet 650 ”offentlige fruentimmere”, men man skal ikke tro, at de således indskrevne kvinder var bundulykkelige, og slet ikke den 65-årige dame, der protesterede stærkt mod at blive ”slettet af rullen”, selvom politiet ville hjælpe hende til en lille forretning: ” De unge lømler vil bare snyde mig, for jeg kan ikke regne. Jeg vil have lov til at blive i skidtet, for der befinder jeg mig bedst”. 

På gamle fotografier kan der ses hærgede ”offentlige fruentimmere”, de ville dog nok se ligeså hærgede ud, hvis de havde stået i en vaskekælder fra morgen til aften eller arbejdet på fabrik, men der findes også fotografier af ”offentlige fruentimmere”, der ligefrem lyser af velanstændighed med krinoliner og tournurer og kunne ligne enhver fin borgerfrue.

Sædelighedspolitiet, der skulle holde styr på det hele, havde det bestemt ikke nemt, selvom de stort set kendte alle byens løsagtige piger ofte ved deres fulde navn, men også deres øgenavne som: Fugleskidt, Kattekvæleren, SkurveLaura, Skalle-Hanne, Flagstangen, Torskeøjet, Trine med Bulen, Bleg-Sofie, Gråtrine, Skorstensfejeren, Ansjos-Grete, Fut-Kirsten og Maren med Træbenet. Sidstnævnte havde fundet en praktisk anvendelse for sit træben, idet hun havde slået et søm i det, hvor gadedørsnøglen hang og skramlede.

De finere ”offentlige fruentimmere” kunne præsentere et pænt nettooverskud, selvom der mange gange skulle betales ågerpriser til husleje og store udgifter til passende beklædning og ofte også til tjenestepige. Indtjeningsmulighederne har dog nok til fulde modsvaret udgifterne, således at prostitutionen udgjorde et fristende alternativ til f.eks. fabriksarbejde.

I 1905 viser undersøgelser, at af alle kvarterer i København var Vesterbro det, der husede flest prostituerede, og det var nærmest et ophobningskvarter med særdeles aktive virksomheder i sidegaderne til Istedgade, nærmere bestemt Absalonsgade, Dannebrogsgade, Oehlenschlægersgade og Saxogade. Måske var det prisen, der trak, for et standardknald på Vesterbro kostede min.1,90 kr. og max. 9,00 kr., hvorimod Østerbro havde priser fra 3,10 kr. til 15,10 kr.

Loven om ”Den reglementerede prostitution” begyndte at vakle i 1895, idet der kom en bestemmelse om, at kvinder ikke kunne tvinges til at tage ophold i et offentligt hus. Næste tiltag var i 1901, hvor tilladelsen til at holde bordel blev ophævet, idet denne bordellering gik ud over den offentlige velanstændighed og gav et råt miljø i en ganske anden grad end den privatpraktiserede prostitution. Bordellerne havde været en vigtig del af den politimæssige kontrol, og da de blev ophævet, vaklede systemet for alvor, og det politimæssige kontrolsystem kunne ikke længere forsvares, så ved loven af 30. marts 1906 ophævedes den reglementerede prostitution i København.

Selvom der nu hverken var offentlige fruentimmere eller bordeller i de små sidegader var det dog langtfra slut med kvindens ældste erhverv, men det er en anden historie.

Tilbage til forsiden