Dansk Vestindien

Min egen opdagelse af de gamle Dansk-Vestindiske Øer blev vakt i 10 års alderen, da jeg pløjede alle Torry Gredsteds bøger igennem. Deriblandt var ”Slavedrengen”, der fortalte om en sort dreng, der blev fanget på Slavekysten i Afrika, ført over Atlanten og endte som slave på en af De Dansk-Vestindiske Øer. 

Men faktisk har jeg selv en slaveejer i familien i form af min tip-tip-tip oldefar Ole Augustinussen Fremming, der blev født den 14. marts i det herrens år 1759 i Christiania og døde 24. marts 1804 på St. Thomas.

I 1802 drog han til Dansk-Vestindien, og foruden plantageejer var han landfoged på St. Jan, men inden rejsen fik han malet sit portræt til sin hustru Marie Christine Nelle med følgende vers malet på portrættet: "Til fjerne Kyster Skæbnen bød mig drage. I disse Træk jeg blev hos Dig tilbage”. Den gode Ole Fremming havde heldigvis fået nogle børn med Marie inden sin afrejse bl.a. min tipoldefar Christian Fremming, for Ole døde allerede to år efter af tropefeber og blev begravet på St. Thomas. 

Skæbnen lod også min kone Gitte og mig drage til de fjerne kyster, for vi havde ellers bestilt en rejse til Thailand, hvor vi skulle til elefanttræf i det indre af landet. Rejsen blev aflyst på grund af manglende tilmeldinger, og så faldt valget smukt på det gamle Dansk Vestindien. Og det var et fortræffeligt valg, som jeg her bagefter er meget fornøjet med, for der var så smukt, befolkningen så venlig, og hele herligheden oser af historie, der er værd at kende til for os danskere.

Trekanthandelen gav smukke bygninger i København.

Historien om vores nation som kolonimagt og slaveejere er i stor stil blevet ignoreret i de danske skoler, og befolkningen som helhed har kun en dunkel erindring om nogle små øer et eller andet fjerntliggende sted, som vi engang ejede. Først i de senere år er det gået op for os, hvilken enorm betydning øerne havde for det dansk-norske kongerige både kulturelt og økonomisk.

I næsten 250 år var Danmark en kolonimagt med besiddelser i Asien, Afrika og Amerika, og det er ikke mere end godt 150 år siden, at Danmark holdt op med at være en slavestat. Store dele af den rigdom, der strømmede til Danmark i 1700-tallet, stammer fra de indtægter, som Danmark høstede som en aktiv deltager i verdenshistoriens største folkeflytning – Den Atlantiske Slavehandel. 

Jeg kommer nærmere ind på det senere, men det hele bygger på en trekanthandel, hvor danske skibe sejlede ned langs Afrikas vestkyst til de danske besiddelser på det, som også kaldes Slavekysten eller Guldkysten, nærmere bestemt Guinea. Her blev skibene lastet med indfangne sorte slaver, der derefter blev sejlet tværs over Atlanterhavet til De Dansk Vestindiske Øer i Caribien. På øerne blev der hovedsageligt dyrket sukkerrør, og det udvundne sukker og rom blev sejlet tilbage til Danmark, hvor en stor del blev eksporteret videre. Togtet kunne nemt tage 1½ år, men ved et heldigt udfald indbragte det umådelige rigdomme til slavehandelens bagmænd. 

Bagmændene levede skam ikke skjult på nogen måde, for selv kongen havde aktier i selskaberne eller kompagnierne. Det var især i Frederiksstaden omkring Amalienborg og på Christianshavn, at pakhuse og pragtfulde palæer skød op og den dag i dag giver kvartererne et herskabeligt præg. For bare at nævne nogle af de mest berømte palæer kan nævnes Schimmelmanns palæ (nu kaldet Odd-Fellow Palæet), Dehns Palæ i Bredgade, Det gule Palæ i Amaliegade og Erichsens Palæ på Kongens Nytorv. Men der er masse af andre fine huse og gårde, der stammer fra Københavns florissante handelseventyr, og rigdommen stammer i bund og grund fra slavehandel og udnyttelse af slaver.

Efterhånden gik det ned ad bakke med først slavehandelen, der blev urentabel, så nogle af kompagnierne krakkede. Senere faldt priserne på det vestindiske sukker, da sukkerroen blev indført og endda kunne dyrkes på sydhavsøen Lolland, der lå noget tættere på moderlandet. Udviklingen var allerede vendt til det dårlige, da generalguvernør Peter von Scholten i 1848 frigav slaverne på øerne, og nu skulle plantageejerne ligefrem give landarbejderne løn for deres arbejde. Så hvor øerne før havde været en guldgrube, kostede det nu penge for kongeriget at have kolonierne, så hele herligheden blev i 1917 solgt til USA. 

Det er jo spændende det her, så jeg kommer meget mere ind på det alt sammen efterhånden.

Guldkysten, Elfenbenskysten eller Slavekysten.

I midten af 1600-tallet blev det mode, at de europæiske lande skulle have kolonier, og der var stor interesse for Afrikas vestkyst. I begyndelsen var det guld og elfenben, der trak, men senere blev det handelen med slaver, der havde den store interesse. Også danskerne var med, og i 1661 anlagde man Christiansborg fort på Guldkysten. I starten var fortet kun et primitivt voldanlæg med nogle få kanoner, men senere blev det udbygget med mure og bastioner, der omgav en række bygninger som guvernørboligen, kvarterer for de højere embedsmænd, præst, officerer, mandskabsrum og slavekasser. 

Det var jo ikke danskerne, der selv drog ind i det ukendte Afrika og hentede slaverne, nej, de blev solgt til danskerne af andre afrikanere. Der havde altid været stammekrige mellem afrikanerne, så det var krigsfanger og røvede kvinder, der blev bragt til kysten og solgt til bl.a. danskerne. Men det var helt sikkert europæernes tilstedeværelse, der satte ekstra gang i handelen med slaver. Hvis en høvding ikke havde tilstrækkeligt med geværer og krudt, blev hans egen stamme løbet over ende, og befolkningen blev taget med og solgt som slaver. 

De ulykkelige mennesker blev drevet af sted i karavaner med dagsmarcher på 20-25 km igennem de uvejsomme urskove mod et ukendt mål. Mændene blev lænket, medens kvinderne blev holdt sammen med reb. Småbørnene løb frit, for de havde ingen værdi, og hvis de ikke kunne følge med, var det bare ærgerligt. Når de endelig kom frem til forterne, var lidelserne bestemt ikke forbi, for nu blev de under hujen og skrigen opstillet i gården til nærmere besigtigelse. Og det var en besigtigelse, der var så nøje, at alle steder på slaverne blev undersøgt, for især kønssygdomme var man på vagt overfor.

Slaver der skønnedes at være over 35 år blev alle kasseret, og resten blev inddelt efter faste takster efter en hel, en halv og en tredjedel slaves værdi. 

Danskerne betalte med nye våben i form af flintebøsser, redskaber, metaller, tøj og brændevin, og høvdinge og konger forvandlede sig til grådige og blodtørstige slavehandlere for at få fat i de eftertragtede varer. Så det var ikke bare en håndfuld glasperler, der blev givet i bytte for en sund og stærk mandsslave. I 1750 kostede en sådan slave på fortet Christiansborg: 2 flintebøsser, 40 pund krudt, 1 anker dansk brændevin, 1 stykke hørlærred, 4 stykker farvet bomuldsstof, 2 stænger jern, 1 stang kobber, 1 tinskål, en pakke koraller og 20 strandskaller. Bjælder og mundharper var dog også i høj kurs.

Prisen svingede selvfølgelig efter udbud og efterspørgsel, men når en meget nærgående besigtigelse var foretaget, og handelen var afsluttet, blev slaverne lænket, brændemærket med kompagniets segl og lagret i slavekasserne. Forsyningen af slaverne til de danske forter lod sig ikke planlægge, så her sad de ofte i månedsvis, indtil der kom et skib, der kunne bringe dem videre.

Det var slet ikke en nem opgave for Kompagniets embedsmænd, hvis de skulle holde hundredvis af slaver på kost i så lang tid. Så det var noget af en balancegang at spare på kosten og samtidig sørge for, at ikke alt for mange døde af underernæring og sygdomme. 
Fra slutningen af 1770’erne kom der rigtig skub i den danske slavehandel, idet England og Frankrig var i krig, medens det lykkedes for Danmark at holde sig udenfor. I slutningen af 1700-tallet herskede Danmark over næsten 200 km af Guldkysten, og der var bygget fire andre forter: Fredensborg, Prinsesten, Kongesten, og Augustaborg, og lille Danmark var blevet en ”stormagt” i slavehandelen. 

Livet på de danske slaveforter.

De hvide på forterne var altid i mindretal i forhold til de farvede, så det gjaldt om at demonstrere deres magt, så terror og magtanvendelse var dagens orden. At være tusinde af kilometer væk fra hjemlandet og med udsigten til at dø af klimafeber fik det værste frem i folk.
Kongen og Kompagniet måtte derfor ustandseligt skride ind over for uærlige guvernører og embedsmænd, der svindlede og stjal af kassen. Soldaterne var også ofte udskud fra Danmark, der fik tjeneste på forterne, og der var mulighed for hurtigt avancement. Klimafeberen raserede hurtigt rækkerne, og i løbet af få år kunne en menig sidde som guvernør.

Forternes regnskaber var et syndigt rod, og hjemlandet havde ingen mulighed for at kontrollere noget som helst. Indkøbte slaver blev bogført til en højere pris, end de havde kostet, og ikke sjældent levede slaverne videre længe efter, at de i bogholderens bøger var afgået ved døden – så kunne guvernøren nemlig sælge den ”døde” slave videre for egen indtægt. Bogholderen selv blev ofte også stående på lønningslisten længe efter sin død, for så kunne kollegerne hæve hans løn.

I 1714 hedder det om en guvernør: ”Horen, Spillen og Drikkeri var hans største Divertissement, han gjorde Kompagniets Fort til et Bordel og sig selv til en Rufferske, som endog skaffede Hore-Kvinder til fremmede Kaptajner”. Ni år senere lyder det om hans efterfølger: ” Han førte et liderligt og skammeligt Levned med Drikken og Skyden Dag og Nat”. 

Hvide kvinder satte næsten aldrig deres ben på forterne, så mange af mændene ”giftede” sig med de afrikanske kvinder, så længe de var i deres tjeneste. Det nærmest myldrede på forterne med små brune resultater af danskernes anstrengelser i tropenætterne. Præsterne våndede sig og var ikke glade for disse forbindelser mellem ”gode kristne mænd” og hedenske kvinder, men i det daglige var der ingen, der tog det særlig tungt.

Mulatdrengene fik en kort skolegang, hvorefter de i 10-12 års alderen blev trommedrenge og derefter rigtig soldater. Med pigerne var det ikke så let. De kunne enten blive ”gift” med en ny, god, kristen mand eller friste tilværelsen som glædespige for soldater og de sømænd, der kom til kysten med slaveskibene. 

Jo, det er artige sager, der dukker op i arkiverne, men det var trods alt det gode, danske godtfolk, ja selv Ludvig Holberg, der hjemme i Danmark investerede deres sparepenge i den givtige handelsvirksomhed. 

Præsten Johannes Rask kan også berette om andre grusomheder på Guldkysten, som han først røber i en gemt dagbog, der blev fundet efter hans død, da han havde trukket sig tilbage fra sin senere præstegerning i Nordnorge. Hele sit liv blev han forfulgt af de billeder, der blev brændt ind på hans nethinde i forbindelse med høvdingen Bensiangs død. For at høvdingen ikke skulle være uden opvartning hinsides, fik nogle hundrede slaver afhugget deres hoveder. Det var de gamle, vanføre og skrøbelige, der blev ofret, for de kunne jo alligevel ikke byttes for geværer og brændevin, og når de igen opstod, var de unge og friske.

De hvide var altid meget velkomne til disse begravelses-ceremonier, fortæller Rask, og de blev indbudt til at hugge hovedet af så mange, de lystede, for de dødsdømte troede, at hvis de blev dræbt af en hvid mand, så genopstod de blandt de hvide og ville bliver lige med europæerne.
Johannes Rasks indstilling til slavehandelen er klar, men hans forargelse er kun rettet mod sælgerne, og han mener, at det er dem, som Herren skal omvende. Der blev aldrig i Rasks dagbog nævnt et ondt ord om dem, der købte slaverne. Men lille Johannes, hvis der ikke var nogen, der ville købe dem, var der jo heller ikke nogen, der solgte dem. 

Fra handelsskib til slaveskib.

Når slaveskibene dukkede op på den afrikanske kyst efter måske tre måneders sejlads, begyndte de at indtage deres last af slaver ved at gå ind til de forskellige landes forter langs kysten. De danske forter kunne ofte ikke levere det antal slaver, som kaptajnerne ønskede, så allerede langt nord for de danske besiddelser holdt slaveskibene ind for at få fyldt lasten. Ofte blev de sorte slavehandlere beskyldt for at være dovne, og kaptajnerne måtte ligge længe for at få lasten fyldt op.

Efterhånden som varerne fra Danmark blev losset af i bytte for slaverne, blev skibene bygget om, idet der skulle opsættes et mellemdæk, således at der kun var 70 cm mellem dækkene. Som en tommelfingerregel fik hver voksen slave et rum, der var 180 cm langt, 40 cm bredt og 70 cm højt, ikke meget mere end en ligkiste. Der blev også bygget to ”slaveskanser” af svært tømmer, så der kunne holdes øje med slaverne, når de i små hold blev luftet på dækket. Øverst på skanserne blev der opsat små kanoner med blykugler eller stenhårde ærter, så dækket kunne bestryges, hvis der var det mindste tegn på oprør. 

Der var to slags slavekaptajner ”the loose-packers” og “the tight-packers”, og det der var vigtigt for kompagniet og i kaptajnernes interesse at få så mange levende slaver med hele vejen over til De Vestindiske Øer. Hvis man pakkede tæt, var der flere at tage af, hvorimod løs-pakkerne måske havde færre døde undervejs.

Et normalt slaveskib, som f.eks. Fredensborg, der lettede anker 23.april 1768 fra Slavekysten, var omkring 31 meter langt og 9 meter bredt, og sådan et skib kunne godt få plads til 265 slaver, men ofte døde dog op mod halvdelen undervejs.

Der var andre, der pakkede endnu tættere, som kaptajn Jørgen Grabner, der i 1699 med ”Christianus Qvintus”, der var 34 meter langt og 8 meter bredt, fik pakket 549 afrikanere, men da han var nået frem, var 196 af dem også døde. Året før havde ”Københavns Børs”, der var af nogenlunde samme størrelse, pakket 506 slaver, hvoraf 226 døde. Direktionen betegnede da også rejserne som ”helt slet udfaldne” og udtrykte deres tillid til at: ”Herren herefter vilde forlene bedre lykke”.

Det havde hjulpet noget, at de danske skibe havde opfundet nogle vindsejl, der som nogle store rør af lærred havde en åbning i vindretningen, så der kunne ledes frisk luft ned på slavedækkene. Hvor meget det så har hjulpet vides ikke, for der var så kvælende varmt og luftfattigt under dækket, at et stearinlys dårlig nok kunne brænde. 

Slaveskibenes instrukser fra kompagnierne var i 1708 nærmest menneskekærlige: ”Skipperne, Styrmændene og Lægerne skal have så flittigt Indseende med Slaverne som med små Børn, at deres kost i rette Tid bekomme, at de hver Dag bliver kæmmet og vasket for at skille dem fra deres Utøj, at der bliver vasket tit hos dem i Rummet og at der ryges tit hos dem, dog så tilpas, at de ej af Røg forkommer”. 

De kærlige ord fra København var dog svære at efterkomme, for det var sjældent, at besætningen vovede sig ned under dækket. Det meste af tiden blev maden hejst ned og fordelt af nogle enkelte slaver. Urin og afføring lå i lag på slavehylderne med en enorm smitterisiko og en ubeskrivelig stank. Det hjalp ikke meget at ryge på slavedækket, for det var blot nogle jerngryder med vådt træ eller enebærgrene. Det dæmpede måske stanken, men den kvælende røg gjorde slaverne mere desperate og kunne ligefrem medføre, at de blev røgforgiftede.

Alle slaveskibene var under konstant fare for oprør, og da der var omkring 10 gange så mange sorte mennesker om bord som hvide sømænd, var risikoen overhængende. Slaveskibene lettede altid anker fra Guldkysten om natten, medens slaverne sov, for det var altid, når der var land i sigte, at faren for oprør var mest overhængende. Også når skibene løb tør for proviant og vand, og det skete ofte på vej over Atlanten, lurede oprøret, og der er mange beretninger om oprør, der blev slået ned i sidste øjeblik. Hvis det så rigtig dårligt ud med proviant, hændte det, at noget af lasten blev lempet over bord, for ræsonnementet var, at det ikke kunne betale sig at føde på nogen, der alligevel snart ville dø af sult og tørst. 

Der var store udsving i, hvor mange der døde på overfarten. Når det stod værst til, var det op mod halvdelen af slaverne, men i gennemsnit mener man, at omkring 15 % af dem døde. Men værre stod det faktisk til med den hvide besætning, hvor det ikke var ualmindeligt, at en tredjedel døde af fejlernæring og fremmede sygdomme.

Et er søkort at forstå – andet sejlskib at føre.

Hvis det var de navigationskyndige sømænd, der døde under overfarten, var det en katastrofe. De to ulykkesskibe, ”Fridericus Qvartus” og ”Christianus Qvintus”, havde været ude for slaveoprør, og de besluttede at følges ad over Atlanten. Oprørerne var behørigt blevet lemlæstet og henrettet, men søfolkene var bange for, at de sorte igen rev sig løs og tog hævn. 
På begge skibe stod det rigtig sløjt til med navigeringen, og faktisk for de vild på havet, så de to skibe famlede sig fremad, snart mod vest, snart mod syd og snart mod nord, og uden landkending slap provianten op. Da de endelig nåede en ø, var den uden muligheder for forplejning, og et slaveoprør var nært forestående.

Så blev der mytteri, og søfolkene forlangte, at slaverne blev sluppet løs på øen. Ingen ordrer ville blive udført, før slaverne blev sat i land. Mytteristerne gik videre og tømte kompagniets guldkiste og gik om bord i nogle forbipasserende fiskerbåde. ”Fridericus Qvartus” blev stukket i brand, og ud på natten sprang det i luften, og ”Christianus Qvintus” fik hugget ankertovet over og splintrede i brændingen. Hvad der videre skete med de ilandsatte slaver fortaber sig i det uvisse, idet der senere kun blev fundet en gammel negerkone på øen.

De fleste mytterister blev taget med om bord på en engelsk bark, der dog senere blev opbragt af en spansk kaper, og guldet fra Guinea skiftede igen ejere, og mytteristerne blev derefter spredt ud på de syv have eller døde, men nogle enkelte nåede ad åre hjem til København. 
De to kaptajner var heller ikke vilde med at melde sig i København, men et par år efter i 1712 nåede Anders Wærøe frem og måtte stå til regnskab over for direktionen i Kompagniet. Selvom både skibe og last var gået tabt, talte kaptajnen så godt for sig, at da kompagniet næste år sendte et slaveskib af sted, var det med Wærøe som kaptajn.

Det var to navngivne ulykkesskibe, hvor det hele gik tabt for kompagniet. For slaverne var alle skibe, der stævnede ud fra Guldkysten – ulykkesskibe.

Den lange rejse over Atlanten.

Når kaptajnen iført trekantet, guldbræmmet hat, brun silkekjole, broderet silkevest og hvide strømper havde taget mandskabet, der i dagens anledning var renvaskede og vandkæmmede, i ed, blev alle sejl sat, og skibet forlod København med 11 kanonsalutter, og trekantruten lå forude.

Mellem København og Helsingør gik det glat, men så begyndte vanskelighederne, for kaptajnen var nødt til at vente på gunstig vind, der skulle bringe skibet ud i Kattegat og rundt om Skagen og også vest om Irland, eftersom datidens skibe ikke kunne krydse tæt op til vinden på den meget kortere, men vanskeligere sejlads ned gennem Kanalen mellem England og Frankrig. Ude i Kattegat og videre i Nordsøen var vindene uregerlige, og det hændte, at Thorshavn fik besøg af Ostindien-farere, og selv på Island har skibene søgt nødhavn. 

Når skibene var kommet fri af England, og der kunne nogle gange gå måneder, kunne de falde af for vestenvinden, der er fremherskende i den nordlige del af Atlanterhavet, og så gik det strygende sydpå. Skibene fik også ofte medvind af portugisernorden og endda af Portugalstrømmen, der også var sydgående. Når portugisernorden var ved at slippe op, blev den afløst af nordostpassaten. Hvis det utænkelige skulle ske, at passaten slækkedes, gled skibene ind i Canariestrømmen, der løber sydpå langs Afrikas vestkyst. 

Når skibene nåede Krebsens vendekreds og passerede ækvator. var det ofte under stor lystighed, og hvis der var nye matroser eller passagerer om bord, blev de udsat for allehånde pinlige prøvelser.

Ved De Kap Verdiske Øer begyndte passaten at slippe op, og den våde tropevarme begyndte, hvorefter de fleste kaptajner gik ind til Ovenkysten fra ankerplads til ankerplads for at se, om der var slaver til købs.

Når slaveskibene endelig nåede Christiansborg på Guldkysten, blev der saluteret både fra fortet og skibene, så kanonerne blev rødglødende. 

Det var ikke just hurtige omladninger, der prægede skibene, for varer skulle fra borde og andre varer om bord, foruden at de kunne ligge i månedsvis og vente på fuld last af slaver. Hajerne omkring skibene var mange og store, og vandet langs skibssiderne blev ofte bragt i kog, når de døde blev smidt over bord. Det nyttede intet, at de døde blev indsyet i deres køjesække og forsynet med en kanonkugle, for hajerne splittede de døde ad, inden de nåede bunden. Og rovdyrene skyggede tålmodigt skibene de tusinde af sømil over til den amerikanske kyst, for der vankede godbidder hele tiden. 

Når de danske skibe endelig forlod det hvide fort, gik de ikke vestover, men måtte styre sydøst ind i bunden af Guineabugten til de portugisiske øer Säo Tomé og Principe. Det var en omvej på over tusinde sømil, som skibene var tvunget til, for først hernede kunne de komme ind i strømme og vindretninger, der kunne fører dem over Atlanterhavet. 

Mellempassagen i Kalmebæltet var alles gru, for selvom der kunne komme en kortvarigt tornado med silende regn, så var der ofte så vindstille, at skibene drev over Atlanten og ofte så langsomt, at det var svært at holde styrefart. Først midtvejs ude i Atlanten genfandt skibene den friske nordost-passat. En hurtig og heldig sejlads tog for et slaveskib mellem Guinea og Dansk Vestindien seks uger og ofte betydeligt længere, hvor skibene løb tør for vand og mad, og både hvide og sorte døde som fluer.

I starten lagde de fleste skibe til i havnen på St. Tomas, men senere, hvor St. Croix overgik St. Tomas i sukkerproduktion, begyndte skibene at søge til havnen i Christiansted. Her var det en videnskab at manøvrere igennem skær og lavvande, medens der skulle tages bestik af sukkermøller, og den nordre dør i arresthuset, inden kaptajnen kunne tørre sveden af panden og tage dagens første dram.

Når skibene efter måske flere måneder havde fået solgt deres slaver og lasten fyldt med rom og sukker, gik det igen hjemad ved hjælp af Golfstrømmen og vestenvinden i Nordatlanten. Denne sidste del var bestemt heller ikke ufarlig med voldsomt uvejr, og det hændte, at skibe forliste på den norske kyst, og de stolte fregatter blev slået til pindebrænde i de frådende bølger.
Kompagniets skibe slap tit forbi Kronborg uden at skulle betale told, så de kunne fortsætte ind i Københavns havn, hvor ankeret blev dumpet ud for kompagniets pakhuse, og losningen af alle de gode sager kunne begynde. Trekantruten ”København – Guldkysten – De Dansk-Vestindiske Øer – København havde endnu engang vist sig at være en god forretning.

Og for søfolkene på de skibe, der kom helskindet hjem, ventede et eldorado forude, for København var en storby med knejper, værtshuse, horehuse, ludere, plattenslagere og slagsbrødre, og måneders afsavn og lidelser skulle nu glemmes i en fart. Tordenskjold var forresten med på sådan en tur til Vestindien som skibsdreng, og der fik han garanteret de første hår på brystet.

Videre til 2. del af  DanskVestindien før og nu "Indianere, sørøvere og slaveoprør".

Tilbage til forsiden