 Dansk Vestindien før og nuIndianere, sørøvere og slaveoprør. En rejsefortælling af Kim Greiner November 2009. 2. del Øernes tidlige beboere var indianere. Før europæerne dukkede op på De Vestindiske Øer levede de indfødte indianere i et næsten jordisk paradis. 
Det mest betydningsfulde folk var arawakerne, der kom op fra den sydamerikanske jungle omkring år 300. Faktisk er der på Sct. Croix ved Salt River Bay Nationalpark fundet et stort kulturcenter med bl.a. en boldbane fra omkring år 1.000, og det er den eneste bane, der er fundet på Antillerne. Bolden var en hård gummibold, og det gjaldt om at få den i mål uden at bruge hænder og fødder – kun hoved, skulder, arme og hofter. Samme boldspil blev spillet af mayaindianerne på Yucatanhalvøen i Mexico, og der er trods alt også kun Det Caribiske Hav imellem de to steder. Arawakerne var fredelige folk, der boede i velordnede, små samfund. De havde ingen fjender, og der var et rart klima og nem adgang til mad og drikke. De fremstillede lange kanoer af udhulede træstammer, og de dyrkede søde kartofler, majs, jordnødder, bønner og tobak. Den vigtigste afgrøde var dog cassava, som blev brugt til både saft og brød, og den var så vigtig, at de tilbad guden Jocuahuma, som var cassavaens fader. De udviklede sig til høje, smukke mennesker, der blev meget gamle, og ifølge deres religion kom de efter døden direkte fra det jordiske paradis til det himmelske, hvor der var fest og glade dage fra morgen til aften.
Der var mange stammer hos arawakerne. På Jomfruøerne hed stammen Taino, og de var dygtige pottemagere og træskærere. De gik med smykker og brugte makeup og ofte over hele kroppen, for tøj var ikke nødvendigt i det varme klima. De byggede høje huse med lervægge, og et stort konisk stråtag blev flettet omkring en høj mast i midten af huset. Columbus mødte her for første gang cariberne, der tidligere havde fordrevet den mere fredelige stamme arawakerne. Cariberne var et barsk folk, der ikke stak op for bollemælk, så de gik til angreb på de hvide. Der var flere dræbte på hver side, og Columbus ”befriede” et par arawak-slaver, som han dog ikke gav fri, men senere tog med hjem til Spanien, hvor han forærede dem til den spanske dronning. Så var det slut med Columbus’ interesse for vores små øer, og han rejste videre og koloniserede i stedet Cuba og Puerto Rico. På nordsiden af St. Croix ligger stadig det sted, der kaldes Columbus Landing, og et undseeligt skilt markerer præcis det sted, hvor Columbus gik i land. Før var der en pæn bronzetavle på en sten, men den blev desværre stjålet. Hele området indgår i dag i Salt River Bay National Park, og Columbus selv kaldte stedet for Cape of Arrows opkaldt efter de mange pile, der fløj imod dem under kampen mod cariberne. Med alle de duftende, nye varer fra Amerika, der flød forbi Kronborg på de hollandske handelsskibe og blev fortoldet i Helsingør, blev det lille kongerige Danmark/Norge efterhånden klar over, at det også hellere måtte være med.
På initiativ af Erik Niels Smit, der havde været kaptajn på flere togter til Caribien, blev der dannet et kompagni, som Frederik 3. gav særlige toldfordele. Smit foreslog i 1665, at kongen skulle indtage St. Thomas, så Danmark kunne få en fast base derovre i steder for bare at sejle frem og tilbage. Spanierne havde ryddet St. Thomas for indianere, så ud over nogle få hollændere lå den nærmest øde hen, og så havde den en perfekt naturlig havn. St. Thomas var navnet på en engelsk pirat, men han boede der ikke mere, og hollænderne havde intet imod danskerne, der kunne beskytte dem mod pirater. Desværre døde Smit kun et halvt år efter, så det blev koloniens præst Kjeld Jensen, der bombastisk overtog styret. Han indkaldte til rådslagning, og alle skulle de sværge troskab til den danske konge og love, at de ville overholde de danske helligdage. Til gengæld måtte de dyrke deres egen religion, når blot de lovede, at de ikke ville prøve at omvende lutheranerne. Denne religionsfrihed ville senere få stor betydning, men foreløbig så det sort ud, for der var hverken mad eller brændevin, og piraterne plyndrede i et væk. De sidste danskere tog hjem igen i 1668, men Dannebrog blafrede dog stadig på øen. Den erfarne vestindienfarer Jørgen Iversen Dyppel var med som guvernør, og om bord var der desuden 190 danske og norske mænd og kvinder, heriblandt 62 straffefanger, der snart kom til at savne deres gamle, klamme, mørke fængselsceller. De fleste af de andre var servinger, der skulle arbejde for kompagniet i tre år, hvorefter de ville få deres egen jord. I 1673 fik guvernøren afskibet 100 ton sukker og andre gode sager fra øerne, men formentlig havde han handlet sig til det, mere end han havde produceret det. På fortet var hans egen beskedne bolig, der var spartansk som en klostercelle. Desuden var der køkken, proviantkammer, sovesal for soldaterne, geværhus og skrivestue. Midt i gården havde han rejst en svær planke, så de syndere, der faldt for hans strenge retfærdighedssans, kunne få de behørige 150 piskeslag med en firlinet pisk. Det var slaverne selv, der skiftedes til at slå på de slaver, der skulle straffes, og de skulle lægge kræfterne i. Undertiden lykkedes det slaven, at kvæle sig selv under afstraffelsen, men Iversen havde en brændende fakkel parat, så han kunne svitse slaven på sidebenene, så han snappede efter vejret. Slaverne kunne af gode grunde ikke lide at være på øerne, men det kunne planterne (plantageejerne) faktisk heller ikke, for guvernør Dyppel regerede med hård hånd, hvor selv små forseelser blev straffet hårdt. Med dette rædselsregime, sygdomme, død og hede var det svært at tiltrække nye bosættere fra Danmark.
Så kom der brev fra København, at på grund af krigen mellem Danmark og Sverige havde hans kone ikke kunne få skibslejlighed, og i mellemtiden var hun faktisk død. Mere druk, meget mere druk, og til sidst kunne han ikke mere og fik skibslejlighed til København, hvor han skulle stå skoleret for direktionen. Jo, der havde været visse uregelmæssigheder, der var blevet pisket, fængslet og dræbt også uden dom, men det var jo trods alt småting, for regnskaberne var i orden. Så der var ikke noget at straffe for. Da guvernør Dyppel rejste tilbage til Danmark i 1680, var der da også på øerne etableret 46 plantager med 156 hvide, 175 sorte slaver, tre frinegre og en enkelt indianer.
Adolph gik også i ledtog med piraterne, og et af de mest berygtede piratskibe ”Trompeuse” gav han husly i Charlotte Amalies havn. Uheldigvis for ham kom et engelsk krigsskib på besøg, og Adolph kunne ikke rigtig forklare, hvorfor han var så gæstfri over for piraterne. Den britiske regering gik direkte til den danske og truede med at overtage St. Thomas, hvis piratreden ikke blev lukket øjeblikkelig. Den nye guvernør Gabriel Milan var af fornem slægt, og også han opførte sig som en enevældig konge, der pinte alt og alle med urimelige straffe. Så efter kun to år blev han afsat og returneret til København, hvor han blev henrettet på Nytorv. En række andre guvernører dalrede rundt og kunne heller ikke holde styr på noget, og der var ikke meget hjælp at hente hos embedsmændene, for de var stort set altid berusede, da de hele tiden skulle kontrollere rommens kvalitet. Endelig kom der en hæderlig guvernør ved navn Johan Lorens, og han fik skabt en vis fremgang på øerne, dog især ved at købe og sælge slaver.
Klimaet var betydeligt bedre på øerne end hjemme på Guinea-kysten med den kvælende hede og febersumpe. Her var der frisk passatvind og hvide strande med svajende palmer. Søfolkene glædede sig også med lige så meget rom, de kunne hælde i sig, og med slanke, villige pigebørn i alle tænkelige brune hudfarver. (Gad vide om udtrykket: ”Op og se land – der er sorte piger på kajen” stammer herfra?) Og så kunne man glæde sig til den store offentlige slaveauktion. Slaverne blev ført igennem byen, og de gjorde store øjne over al herligheden med kirker med tårne og spir og kareter med alle disse lette skabninger i silke og musselin, og det som kun de færreste havde set i Afrika – de hvide kvinder. Overalt var der sorte mennesker, som arbejdede, og de gik frit omkring. I kompagniets gård fik slaverne på ny risengrød med sukker og en pibe tobak, og i mellemtiden havde trommeslageren forkyndt, at der var en auktion undervejs. De almindelige auktioner var heller ikke behagelige, men foregik dog i mere ro og orden. Inden auktionen var der eftersyn, og hver krog i slavernes krop blev undersøgt, og ofte havde den kommende køber en kyndig med, som regel barberen, der vidste lidt om den menneskelige krop. For at slaverne skulle virke muntre, blev de tvunget til at drikke rom, og så skulle de ellers hoppe og danse for at vise, hvor vitale de var. Så gik auktionen i gang, og bagefter måtte slaverne pænt følge med deres nye herrer til deres nye, ukendte levevis. Der var frie sorte mennesker kaldet frinegrene, og de var næsten altid mulatter. Friheden havde de ofte fået ved deres herres eller frues død, da den overlevende ægtefælle dårligt tålte synet af resultatet af ægtefællens sidespring.
Husslaverne var et stykke oppe ad rangstigen og arbejde som herskabets tjenende ånder. Der er eksempler på, at små negerbørn blev hængt op i stropper over middagsbordet for at vifte fluer væk, og andre havde den ære at tørre herskabet efter toiletbesøg med en særlig visk.
Den danske guvernør besøgte øen i 1718 og så de store muligheder, så i 1733 købte Danmark St. Croix for 164.000 rigsdaler incl. 600 indbyggere, hvoraf de 450 var slaver. Hovedstaden hed tidligere Port St. Jean, men blev omdøbt til Christiansted, og det hedder den stadig den dag i dag. Der skulle derfor en skrap lovgivning til, mente guvernøren og opstillede 19 paragraffer i det berygtede slavereglement. Her vil jeg kun nævne nogle få, men disse slavelove blev anvendt så sent som i 1791.
På det tidspunkt var der 109 plantager på Sct. John med tilsammen 1087 slaver, og der var kun 208 hvide på øen. Flere plantager bestod kun af sorte, idet herskabet boede på det mere komfortable Sct. Thomas, og så var der en betroet med-slave, en bomba, der holdt styr på tropperne. Flere af plantagerne havde fået nye slaver direkte fra Afrika, og de var altid mere fjendtlige end de slaver, der var født på øerne og var vokset op i slaveri. Der var netop kommet nye friske slaver fra aqvambustammen, og guvernør Gardelins reglement afskrækkede dem ikke, for de var ikke bange for at dø – de var bange for at skulle leve som slaver. Det danske fort var faldet, og oprørerne plyndrede kommandørboligen og resten af fortet og trak glædestrålende i de røde uniformer og forsynede sig med 25 nye flintebøsser med tilhørende kugler og krudt. Den første og sværeste del af oprøret var lykkedes med fortets indtagelse, og et bredt bælte af plantager ved foden af bjerget var indtaget. Kong Junis styrke delte sig, og ordren var utvetydig – alle hvide mænd, kvinde og børn skulle dræbes. De hvide var i besiddelse af et par kanoner, men da de ikke havde kanonkugler, havde de fyldt kanonløbet med småsten og jernfragmenter. Kanonerne var under ledelse af englænderen Charles, der havde en fortid i Royal Navy, og han ventede koldblodigt til oprørerne var inden for tæt skudhold. Selvom ingen døde, blev næsten alle ramt, og angrebsbølgen standsede øjeblikkeligt. Jagten blev sat ind, men kong Juni og hans folk skjulte sig i skoven, når fjenden nærmede sig. De blanke prøvede at udsætte tønder med kildevil, der var iblandet rottegift, men giften slog ikke oprørerne ihjel, de blev blot alle elendigt syge. Da parterne var nogenlunde lige snu, blev guvernør Gardelin efter to måneder uden fremskridt klar over, at han behøvede hjælp udefra. En engelsk orlogskaptajn Jan Tallard ankom med en fregat med 36 kanoner, og hans 100 mand gennemstrejfede øen i to dage uden at se en eneste oprører, men den tredje nat kom der et overraskelsesangreb på hans styrker. Så hurtigt som en mand, der havde stukket en hånd i et hvepsebo, trak Jan Tallard sine styrker væk fra Sct. John.
Efterhånden blev ni slaver fanget og lagt i jern, men soldaterne fandt også slaver, som tilsyneladende havde begået selvmord. Af de omkring 100 oprørere incl kvinder og børn, der formodedes at være i live, da general Longueville havde begyndt jagten, havde han kun fundet en tredjedel.
I København ville tilfældet, at rigsgreven blev indlogeret hos grev Laurvig, der var kongelig overstaldmester og direktør for Det Vestindisk-Guineiske Kompagni. Greven havde selvfølgelig sin egen tjenerstab med, men alligevel stillede grev Laurvig sin kammertjener Anton til rådighed, og Anton var ikke bare sort, han var kulsort. Anton fortalte, at han var født som slave på Sct. Thomas, men var blevet sendt til København som tjener for direktøren, og det var han ganske godt tilfreds med. På øerne havde han ofte bedt til gud om, at han kunne få den kristne lære, som de kristne så ofte talte om, men dog sjældent levede efter. Anton var sikker på, at der var andre ligesindede negre på øerne, som også gerne ville omvende sig til kristendommen.
Det begyndte at gå bedre for brødrene, idet de tjente penge ved deres håndværksarbejde. Der blev også indsamlet bidrag til dem i Herrnhut, og de kunne endda købe en plantage, som de kaldte Basunbjerget, og med ejendommen overtog brødrene også ni negerslaver. Det var kun en enkelt plantageejer, der syntes, at det var i orden, at slaverne blev kristne. De fleste andre forbød slaverne at deltage i bønnemøderne, for negerne var skabt af djævelen, og at formindske afstanden mellem sort og hvid ville bare fremkalde endnu et slaveoprør. Plantageejernes modstand voksede, og de krævede, at myndighederne skulle forbyde brødremenigheden. Da der efterhånden var 650 tilhængere, blev Frederich Martin og hans nærmeste medhjælper fængslet, og planterne forlangte, at alle missionærer blev udvist fra de danske øer. Mødet sluttede, og en flok hvide angreb slaverne med stokke, fortsatte til Basunbjerget og splittede det hele ad. Zinzendorf rystede på hovedet og mente, at Herren snart ville drage dem ud af deres vildfarelse. I 1796 var selveste generalguvernør Thomas de Malleville medlem af Brødremenigheden, og omkring halvdelen af slaverne var blevet kristne. Det endte med, at slaverne sagde det samme som deres ejere: ”Vi er de sletteste Mennesker under solen. Vi har det bedre som Slaver i Vestindien end som frie Mennesker i Afrika”. Som kronkoloni fik øerne ny administration med en hær af nye embedsmænd, og Christian Lebrecht von Pröck blev udnævnt til øernes første generalguvernør, og da han selv drev flere plantager, havde han stor forståelse for planternes synspunkter. Han var korrupt, men populær, for han havde en stor, naturlig eftergivenhed, når det gjaldt om at give henstand med betaling af skatter og afgifter. Efter 11 år blev han afsat, og endelig kom der orden på tingene med generalguvernør Peter Clausen. Føden var elendig og knap, og hvis en slave formastede sig til at bede sin mesterknægt om noget at spise, fik han som en anden Oliver Twist et dusin slag med ridepisken for sin frækhed. Doktor Isert beskriver den ene grusomhed efter den anden, som da en slavinde gik rundt med en blikmaske for ansigtet, fordi hun havde forset sig på ejerens killdevil. Eller husslaven, der var så uheldig at knalde en tallerken, hvorefter hun blev bagbundet og hængt op, medens ejeren ganske langsomt stak negerinden med nåle, indtil naboerne kom rendende og bad hende stoppe. Jo, det var artige sager, der blev rullet frem. Hjemkommet til Danmark opsøgte doktor Isert den danske finansminister grev Schimmelmann og forelagde ham den ide i stedet at dyrke sukkerrør i Afrika og opgive slavetransport og slaveriet i Vestindien. Hr. Hans West var student og havde studeret sprog og havde også fået udgivet noget digteri, som dog blev sablet ned, men hvor om alting er, så fik han efter flere afslag som lærer derhjemme en stilling som førstelærer på St. Croix. Han kastede sig så over negerspørgsmålet, og han slår fast, at man aldrig hører ordet slave i Vestindien, thi de omtales kun som neger eller negerinde, og disse mennesker er da også friere og lykkeligere, end ordet slave antyder. Når f.eks. negerinderne lægger deres nøgne børn på jorden under arbejdet, er det til børnenes bedste, for de kryber og tumler rundt, og de er næppe to år, før de bliver sat til en eller anden sund beskæftigelse. Negerne får også rigelig føde, og der spares intet, hvis en neger skulle skrante lidt, for så står der straks både læger, jordemoder, lægemidler, madeiravin og sagomel til rådighed, og alt er til den syges tjeneste. Negerne har det derfor godt efter rektor West mening, selvom de er lade, onde og tyvagtige og lugter værre end en ulykke, så man må træde ud af deres spor for at undgå den kvælende ubehagelighed. West havde yderligere en plan, idet han foreslog at oprette et ”colonialinstitut”, hvis formål skulle være at sikre den fremtidige slaveavl. Sunde, unge, stærke afrikanere af begge køn, dog to kvinder for hver mand, skulle bo under de bedste forhold med rigelig kost og minimalt arbejde og kun koncentrerer sig om at udklække slavebørn, som så kunne sælges til planterne. Men der lurede noget. I England var der store protestbølger imod slaveriet – det så vi ikke noget af i Danmark, men der var nok nødt til at blive gjort noget.
Slavetransporten var også en beskidt affære, for omkring en tredjedel af både søfolk og slaver døde under overfarten, og man kunne ikke blive ved at skaffe alle de søfolk. Desuden var handelen heller ikke særlig profitabel mere. Normalt blev slaver betalt med veksler, og de danske statsveksler var særligt gunstige, for de havde kun en forfaldstid på 3 måneder, i stedet for de normale 12 måneder, så de gode betalingsforhold tiltrak engelske negerladninger. Priserne faldt på St. Croix, og en udsøgt slave kunne købes for måske 400 rigsdaler og straks videresælges på de engelske øer for 500 rigsdaler, så der var god fortjeneste til planterne med det slavehandelsforbud. Den nye ekstra tilførsel hjalp tilsyneladende ikke, og Schimmelmann begyndte at spekulere i rektor Wests ide om statslige negerstutterier, hvis formål skulle være systematisk og statskontrolleret slaveavl. Som en gestus for god indsats kunne forældrene, når de var udtjente, sejles tilbage til Afrika. Hele planen vakte bifald både hos planterne og i det hjemlige rentekammer, så i 1807 ville forslaget med sikkerhed blive vedtaget. Men så kom der en stor, uventet nyhed. Englænderne havde standset slavesejladsen og forberedte sig på helt at stoppe slaveriet, så kronprins Frederik måtte skyndsomt begrave stutteriforslaget. |
Uden at vide, hvor han egentlig var, landede Christoffer Columbus i Amerika i 1492. Han troede faktisk, at han var kommet til Indien, men der lå lige et kontinent i vejen, og det kunne han jo ikke vide. Han ramte en af de nordlige Bahamaøer – formentlig San Salvador og sejlede ellers videre til Hispaniola, hvor han lod 39 soldater bygge et fort, og så sejlede han selv hjem igen.
Efter St. Croix sejlede han videre til St. Thomas og St. Jan, som lå i en flok øer, som han navngav Las Once Mil Virgines til minde om 11.000 jomfruer, der havde lidt martyrdøden under en pilgrimsrejse til Rom i 200-tallet. Det var St. Ursula, der førte jomfruerne, og muligvis var det kun tale om 11 jomfruer afhængig af, hvordan man læste romertallene. For i de gamle skrifter stod der XI efterfulgt af bogstavet M, der både kan betyde ”tusinde” men også ”martyrer”, og 11.000 jomfruer på en gang lyder lidt for usandsynligt. Først senere kom St. Croix med i selskabet af jomfruøer.
Christian 4. ville egentlig gerne have en handel i gang, men han havde også sit at se til hjemme med at bekrige svenskere og tyskere. Private, driftige købmænd begyndte derfor at investere i togterne, og de hjembragte sukker, tobak, ingefær og ædle træsorter til København, men med alle de farer, der lurede, var det ikke bare noget, den enkelte købmand turde investere i.
Turen over Atlanten skulle normalt tage tre måneder, men denne kom til at tage syv måneder, og undervejs var der 77 døde, og efter nogle få måneders hårdt slid på St. Thomas var der kun 29 tilbage af den oprindelige flok. Nogle hollændere og englændere, som var forvist eller flygtet for straf fra andre øer, ville gerne hjælpe til på St. Thomas, og danskerne tog imod dem med kyshånd og det endda uden at kikke på anbefalinger eller kontrol af rene straffeattester. 
Den vrede straffedommer Dyppel havde sin kone hjemme i København, og hun skulle komme, når deres barn var født, men hun kom ikke – den troløse kvinde. Dyppel blev mere ond og vred, og begyndte at drikke kildevil, der var navnet på den lokale rom.
Killdevil blev fremstillet af skummet fra sukkerkogningen, blandet med sirup, sat til gæring og destilleret og senere solgt i Danmark under navnet St. Croix-rom. Drikken havde en høj alkoholprocent, og i starten dulmede det Dyppels smerte, men dæmpede ikke hans vrede, og så gik det ud over alt og alle.
St. Tomas blev kendt som en piratrede, og lovlige skibe i havnen blev konfiskeret med dårlige undskyldninger, som at de havde ligget for længe i havnen. Det eneste gode, han gjorde, var at omdøbe hovedbyen på St. Thomas, der tidligere hed Taphus, fordi den hovedsagelig bestod af værtshuse (taphuse). Nicolaj omdøbte den smukt til Charlotte Amalie efter Christian 5. dronning, og det hedder byen stadig den dag i dag.
Endnu engang sendte man i 1688 Adolph Esmit af sted som guvernør, for han havde ladet skinne igennem, at han kendte til en stor piratskat på øerne. Han kunne så ikke finde skatten alligevel, og så blev han afsat for anden gang.
Når slaveskibene nærmede sig øerne fra Afrika, og der var overblik over proviantbeholdningen, blev der uddelt rigelige rationer til slaverne, og der vankede ofte et glas brændevin efterfulgt af en pibe tobak. Slaverne blev vasket, blev glatraget og indsmurt i palmeolie og fik udleveret et hvidt lærred til lændeklæde, og der blev opfordret til dans for at sætte humør i afrikanerne.
Slaverne var stadig på skibene, og der blev sejlet store forsyninger ud af grøntsager og fersk kød, for nu skulle de gerne være mætte og glade og få lidt sul på kroppen. De blev endda trakteret med risengrød med et tykt lag sukker.
I Vestindien blev slaverne solgt på to forskellige måder, enten den almindelige auktion eller ”scramble”, som ofte blev brugt på de engelske øer. Scramble betød salgsmål-virvar-kapløb, og det var, hvad der skete. Alle slaver i gruppen havde den samme pris, aftalt på forhånd mellem sælger og køber, og på et givet klokkeslæt blev portene slået op, og enhver slave, som køberen lagde hånd på var hans ejendom. Under skænderier og skrig og skrål og skrækslagne slaver faldt køberne over dem som vilde dyr, og børn blev skilt fra deres mødre og ægtemænd fra deres koner. 
En frineger kunne også selv have købt sig fri, men det var bestemt ikke nemt, for hvis de ”blanke” (hvide) opdagede, at en slave havde penge, blev de uden videre konfiskeret. Herren havde jo den samme rettighed over for slavernes gods og guld som over deres legeme. Sådan en handel var altid til overpris, og det eftertragtede frihedsbrev måttes forhandles igennem en mellemmand.
På St. Croix ses i dag mange steder syv flag smælde, idet øen har haft en omtumlet tilværelse, inden danskerne købte den af franskmændene i 1733. Det engelske og hollandske flag skyldes, at der levede englændere og hollændere på øen indtil 1625. Derefter kom spanierne i 1650 og fordrev dem begge. Så overtog Frankrig øen, men de forærede den til Malteserordenen som tak for riddernes kampe mod tyrkerne. Frankrig købte øen tilbage i 1665 og droppede det spanske navn Santa Cruz, så den herefter hed St. Croix. (Udtales i dag af øboerne selv St. Croi). Nogle få år senere flytte de fleste beboere til Hispaniola, og øen passede sig selv og blev til et vildnis.
§ 1 Hovedmænd for bortløbne eller bortløbne Negre skulle knibes 3 Gange med gloende Jern og derefter hænges. 
Natten til 23. november 1733 arbejde Kanta og Claes sig op ad bjerget, hvor fortet Frederiksværn lå på Fortsbjerg. Fortet havde kun en besætning på otte soldater anført af korporal Johan Høg. Christen fra Kalundborg stod skildvagt i den mørke nat, og da han hørte støj, råbte han slaverne an, og der blev svaret: ”Negre med huit” (brænde). Det var normalt, at der skulle afleveres brænde søndag nat, men ikke normalt, at de trak deres sukkerknive ud af brændeknipperne og skar halsen over på Christen. Oprørerne fortsatte ind i fortet, og med deres sukkerknive huggede de i mørket de halvvågne soldater ned, undtagen Jon Gabriel, der lammet af rædsel havde gemt sig under sengen. Det lykkedes ham senere at flygte fra den nu forladte fæstning og nå til St. Thomas med beskeden om oprøret, men kort efter tog han det liv, der den nat tilfældigvis var blevet skånet.
Oprørerne fik med besvær affyret de tre kanonskud, der var tegn til planterne om, at der var noget galt, og at de som alle våbenføre mænd skyndsomst skulle tage til fortet. Samtidig var det tegn til oprørerne om, at oprøret var startet, og når planterne var væk, lå plantagerne næsten værgeløse for oprørernes sukkerknive.
Kvinderne var de vildeste over for de hvides børn, for de havde selv oplevet deres egne børn blive fravristet dem og smidt på stranden før indskibningen, eller børnene sygnede væk på slaveskibet under overfarten eller blev senere solgt til fremmede.
På St. Thomas var man bange for, at oprøret skulle brede sig, og guvernør Gardelin gik i gang med at opstille en undsætningsstyrke, der bestod af 18 soldater fra fortet i Charlotte Amalie, samt et halvhundrede pålidelige frinegre og kreolslaver. Skibe blev lastet med kanoner, madvarer og drikkevand, og selvom kong Juni satte et angreb ind, kom hjælpetropperne i land, og oprørerne forsvandt i skoven. 
Andre forsøg blev gjort på at få oprøret under kontrol, men fire måneder efter var Sct. John stadig under kong Junis kontrol.
Medens de hvide og kreolslaverne langsomt rykkede frem, blev en okse, som oprørerne 
Rigsgreve Zinzendorf og hans tilhængere har en lidenskabelig interesse for Jesus sår og blod og det kommer til udtryk i alle prædiker og i de to tusinde salmer – den længste på 113 vers, som Zinzendorf skriver på sine lange rejser.
Med 6 daler og to dukater på lommen fik de skibslejlighed til København, hvor de forelagde deres planer for direktøren af Det Vestindiske-Guineiske Kompagni. Direktøren syntes dog ikke, det var en god ide, for hvad skulle de leve af? Brødrene foreslog, at de ville sælge sig som slaver, men direktøren rystede på hovedet og sagde tørt, at hvide mennesker ikke havde det privilegium at kunne blive slaver. Men de to brødre stod fast på, at de ville føre de sorte slaver ud af djævelens mørke og ind i Jesu lys. Deres forehavende rygtedes ved hoffet, så prinsesse Charlotte Amalie forestod en indsamling, og en måned senere forlod brødrene København med kurs mod St. Thomas.
Først et par år efter, da Friedrich Martin ankom til øerne, fik han god gang i missionsarbejdet, og slaverne kom langvejs fra om søndagen for at høre hans prædikener, synge salmer og deltage i fællesbønnen.
Da skete miraklet. Selveste brødremenighedens forstander, rigsgreve Zinzendorf, var, efter behørig lodtrækning selvfølgelig, arriveret til St. Croix. Han startede med et sort bønnemøde med over 300 slaver som tilhørere og med budskabet her frit forenklet: ”I er enfoldige, og af Guds vise Råd er I Slaver og skal forblive Slaver, og I må være jeres Herre og Frue og Mesterknægt lydige og arbejde med Kærlighed og Iver, som var det jeres eget. Thi I skal vide, at Kristus sætter enhver af sine Børn til det Arbejde, som de er skabt til, og I skal senere få Belønningen i det himmelske Paradis”. 
Brødremenigheden, kaldet ”St. Croix’
Apostle”, blev efterhånden selv en af St. Croix’ største slaveejere, og mange brødre blev regnet for nogle af de mest brutale. Men de piskede jo kun i en god sags tjeneste, for uden indkomsten fra slaverne kunne de jo ikke være gode mod andre slaver. 
Det passede bestemt ikke planterne, så de boykottede kompagniets slaveauktioner, og de foreslog, at kongen købte kolonierne. Frederik 5. interesserede sig ikke det mindste for statslige anliggender, men hans rådgiver Adam Gottlieb Moltke tilrådede købet. I 1754 blev kronen ejer af hele herligheden formedelst 1,4 millioner rigsdaler – et svimlende beløb, der forarmede hjemlandet i årevis, mens kompagniets tidligere ejere gned sig i hænderne. 
Danmark prøvede at holde sig neutral i krigene i Europa, så alle de stridende magter kunne benytte havnen på St. Thomas, der fik kronede dage. Også de engelske postskibe havde havnen i Charlotte Amalie som første anløbshavn i Caribien, og mindre skibe sejlede herefter posten videre til resten af Caribien. Skibe fra København anløb også i en lind strøm, og som ballast havde de mursten i lasten til at opføre alle de nye bygninger. I årene 1819-28 ankom der i gennemsnit 2.754 skibe til Charlotte Amalie om året, og det var noget, der fik øerne til at blomstre. Besøgende blev ganske overvældet af den umådelige velstand, de mødte overalt, og som ikke havde sin lige i hjemlandet. Der var dog en ulempe for de danske embedsmænd, for de fik den samme løn som i hjemlandet, og der var den ganske rimelig, men på øerne forslog den ikke rigtigt, for prisniveauet var meget højere derude.
Plantagernes værdi steg og steg, og ofte kunne de sælges til det dobbelte efter få år, men så skulle de nye ejere have pint så meget som muligt ud af slaverne og plantagerne. De små jordlodder, hvor slaverne tidligere havde dyrket deres yams og grønsager om søndagen, blev inddraget og beplantet med sukkerrør, og i stedet fik slaverne fødevarerationer fra ejerne. Tilsyneladende en forbedring, men da ejerne ønskede en hurtig fortjeneste, blev rationerne beskåret til det strengt nødvendige, og ofte sneg hungersnødens spøgelse sig rundt imellem slavehytterne.
Englænderne var på det tidspunkt ved at undersøge mulighederne for at komme slaveriet til livs, og det vidste Schimmelmann godt, for han var selv ejer af to store plantager på St. Croix og var direktør for den danske slavehandel. Faktisk så blev den gode Schimmelmann helt utilpas over at høre Iserts beretning om slavetransporten over Atlanten og forholdene på øerne. Iserts beretning blev i 1788 trykt i det danske månedsskrift ”Iris” og vakte behørig undren om forholdene i denne del af kongeriget.
Men der er jo et problem, idet der dør to negre for hver gang, der fødes en ny, så slavebestanden går hele tiden ned ad bakke, hvis der ikke tilføres nye slaver. West foreslår derfor at forøge slaveantallet med 10.000 nye slaver og så håbe på, at den naturlige forplantning kan vedligeholde bestanden.
Det var ikke Christian 7.’s ide, for han var nærmest sindssyg, men kongen bekendtgjorde 16. marts 1792, at slavehandel ville blive forbudt fra 1802 – altså 10 år senere. Ideen kom fra finansminister Schimmelmann, der godt vidste, at negerne døde i hobetal, fordi de blev så dårligt behandlet, og de fødte for få børn, fordi negerinderne aborterede under det hårde arbejde. 
Plantageejerne ejede ikke skam i livet, så de piskede stadigvæk på slaverne for at få dem til at arbejde mere og mere. Da slavehandelsforbudet blev indført, var der 21.538 slaver på St. Croix, og efter tre år blev der bragt 4.230 friske slaver til øen, men de 622 blev videresolgt. Hvis fødselstallet opvejede dødeligheden, burde der i 1795 have været 25.146 slaver, men skattelister viste, at der kun var 24.368, med andre ord så døde der mange flere slaver, end der blev født. 
Mange danskere troede, der lå humane ideer bag det danske forbud mod slavehandel, men faktisk var det kun slavehandelen mellem Guinea og Vestindien, der var forbudt. Selvfølgelig kunne man stadig handle slaverne på øerne og skille ægtefæller ad og bortsælge børnene.