 Dansk Vestindien før og nuPeter von Scholtens storhed og fald. Rejsefortælling af Kim Greiner. 3. del. Guvernementshuset i Christiansted oser af dansk historie. I Christiansted på øen St. Croix ligger Guvernementshuset, der stråler i al sin glans, for så sent som i år 2000 blev bygningen restaureret for 14 millioner dollars. Ved restaureringen blev der tilbygget en fløj for at få en elevator, men det er kun årstallet 2000, der røber, at det er en nybygning, for den passer godt ind i stilen. Selve bygningen var oprindelig en mindre købmandsgård fra 1747, men øens lokale råd købte bygningen i 1771 og byggede den sammen med nabohusene. Og da Peter von Scholten kom til som generalguvernør, blev der i 1830 igen bygget om, så enhver danskers hjerte den dag i dag banker af stolthed over den prægtige bygning. Over trappen ses Frederik 6.’s monogram i smedejern, og øverst ses tre flagstænger med Star and Stribes og Virgin Islands’ flag, men den sidste flagstang var tom. Dog i hele marts måned hejses Dannebrog på alle offentlige bygninger til minde om den gamle kolonis varme følelser over for det gamle moderland og Danmarks overdragelse af øerne til USA. Guvernementshuset var den danske generalguvernørs residens, og i vore dage er der indrettet en moderne lejlighed til den amerikanske guvernør, når han er på besøg. Ud mod Kongensgade er der en portvagt, og som det sig hør og bør på Virgin Islands, er portvagterne og andre myndighedspersoner udsmykket med kors, bånd og stjerner. Normalt er der ikke adgang til den indre gård og repræsentationslokalerne, men når der fortælles, at man er dansker – så får man lov at komme ind. Repræsentationslokalerne indeholder den fornemme balsal med spejle hele vejen ned langs siderne, og for enden hænger et stort maleri af Frederik 7. formentlig til minde om den konge, der officielt frigav slaverne. Da danskerne overgav øerne til USA, ribbede de bygningen for indboet og også maleriet af Frederik, der ellers havde hængt i huset siden 1851. I 1952 gav man dog maleriet tilbage samt kopier af balsalens spejle og møbler. De oprindelige møbler er stadig spredt omkring i ministerierne på Christiansborg Slot i København. I forværelset findes den tidligere dansk-vestindiske regerings mødesal med smukke, udskårne mahognistole med Frederik 6.’s monogram. Disse stole er også kopier, og det var dronning Margrethe, der havde dem med, da hun besøgte øerne i 1976. På væggen hænger der selvfølgelig også et portræt af Peter von Scholten, og det var her i balsalen, at han forargede det danske borgerskab ved at invitere frie sorte med til selskaberne. Og, oh ve og skræk, selv hans kulørte samleverske Anna Heegaard sås også ofte, men så måtte de fine, blanke damer også kikke væk. Nogle år efter fik danskerne øerne tilbage, men englænderne kom igen i 1807, fordi vi holdt med Napoleon og derfor var imod England. Denne gang var Peter von Scholten soldat på øerne og var derfor også blandt krigsfangerne, som blev sendt til London. Senere, da han blev fri igen, rejste han til København og giftede sig med den 24-årige kaptajnsdatter Anna Thortsen, og så blev han ansat som adjudant hos kongens mægtige generaladjudant von Bülow.
Kongen var under hele opholdet i godt humør, og der blev spillet kort og fortalt historier. Det er derfor ikke usandsynligt, at kongen har tilbudt sine følgesvende, at de kunne få et ønske opfyldt, og nogle ønskede forfremmelser og andre udmærkelser. Peter ønskede blot at få stillingen som vejemester på St. Thomas, og kongen var meget forundret over, at den elegante kammerjunker kun ønskede at få den beskedne stilling. Om der i den forbindelse blev indgået andre aftaler, som rygtet siger, ved vi ikke, men Scholten blev beskikket som kgl. Vejemester på St. Thomas. I 1764 var Charlotte Amalie blevet frihavn, og i Peters tid anløb 3.000 skibe årligt den smukke naturhavn, og efter København var byen den største i hele det danske kongerige. Næppe et skib ankom eller sejlede væk, uden at det skæppede i Peters pengepung. I løbet af ni år avancerede Peter fra vejemester til stadshauptmand, videre til major med overkommando over militsen og brandvæsenet, videre til kommandant, oberstløjtnant, toldintendant, kammerherre og guvernør over St. Thomas og fra 1827 generalguvernør over hele Dansk Vestindien. Og kongen bestemte, at Peter godt kunne forvalte alle embederne og stadig have indtægterne fra dem alle.
Han var i det hele taget ligefrem og impulsiv, med humor og blink i øjet, og med hele den varme, tillidsfulde udstråling, der udgik fra hans person, havde han en vældig appel til de sorte folk – og de elskede ham. Og ikke mindst når han i strålende gallauniform med epauletter af guld og snehvide benklæder kom kørende til kirke i sin karet med våbenskjold og sort kusk med blankpudsede knapper, så lød det fra alle sider henrykt: ”Massa Peter, Massa Peter, Massa Peter.” Misundelsen stortrivedes, men det gjorde Peter von Scholten også. Scholten rejste tit til Danmark og altid over London, måske for at anbringe den opsparede kapital til videre overførsel til kongen. Efter kong Frederiks død fandtes en million rigsbankdaler uden regnskabshjemmel. Christian 8. lagde beslag på pengene, selvom højtstående embedsmænd frarådede dette, for de vidste, at de var bestemt til forsørgelse af fru Dannemand og hendes børn. Anna Heegaard var efterhånden blevet ganske velhavende og ejede selv 15 slaver, et kostbart mahogniindbo, sølvtøj, porcelæn og dækketøj. Hun ejede også mere end halvdelen af sit og Peters pragtfulde fælles private hjem ”Bulowsminde”. Bulowsminde blev ustandseligt udbygget og lagde rum til stor selskabelighed, og som kaptajnløjtnant Birch Dahlerup udtalte: ”Den daglige Levemaade var elegant, men ingen levede overdaadigt. Kun naar der gaves festlige Diners, var det, at Pragten udfoldedes”.
Peter var nemlig i gang med at udrydde skellet mellem de to borgerklasser, så farvede fik betroede poster som premierløjtnanter, og han havde endda farvede adjudanter i sit forværelse. At være over hundrede år forud for sin tid gav sociale omvæltninger, så i begyndelsen prøvede Peter forsigtigt at invitere enkelte kulørte frøkener eller fruer til bal i Guvernementshuset. Lidt efter lidt lykkedes det Scholten at føre sin tanke igennem, og i 1846 bliver det bemærket, at farvede og hvide kunne møde hinanden til generalguvernørens festligheder, uden at de blanke damer behøvede at vendte hovedet væk. Hans tanke var, at hvis de farvede blev betragtet som mennesker, ville det blive vanskeligere at behandle slaverne som dyr. Han aflagde jævnligt uanmeldt besøg på plantagerne, og hvor han fik nys om overgreb, blev sagen afgjort på stedet med en samtale under fire øjne mellem gereralguvernøren og plantageejeren. Han afskaffede benævnelsen slaver og indførte i stedet betegnelsen ”de ufrie”, og med denne betegnelse manglede der kun at stryges et enkelt bogstav – og sådan var der lagt op til, hvor udviklingen bar hen.
Scholten rejste hjem til Danmark med en plan, men kongen nølede, og der kunne kun lige strækkes til at vedtage en vattet slavelov, der berettigede de ufrie til at erhverve deres frihed, hvis ejeren blev holdt skadesløs for den fulde værdi. Nå jo, så måtte man også kun give max 12 piskeslag til mænd og 6 til kvinder. Scholten indførte dog i stilhed en række af de paragraffer, han havde kæmpet for i København: Faste arbejdstider for de ufri, forbud mod den ydmygende udstilling under slaveauktioner, forbud mod søndagsarbejde uden løn, forbud mod at anvende højgravide kvinder til markarbejde, og han forbød plantageejernes berygtede fangehuller m.m. Og så indførte han også skoler for slavernes børn, så de bedre kunne klare sig, når de engang blev frigivet. 17 skoler fik han bygget rundt om på øerne, og han gjorde det til en regel, at han hvert år i juni måned overværede elevernes eksamen. Flere gange var Peter hjemme i København for at fremføre sine synspunkter, men uden synderlige resultater, for kongen og regeringen var helt uforstående og anede ikke noget om, hvad der egentlig foregik. I 1847 beslutter Christian 8., at alle nyfødte børn skulle være frie, medens forældrene fortsat skulle være slaver i de næste 12 år. Hjemme i Danmark var man forundret over den bestemmelse, for man troede faktisk, at slaverne var frigivet adskillige år før, allerede i 1803.
Scholten og Buddo kendte hinanden godt, og de red ofte sammen, når de tog ud til urolige plantager. Når slaverne så den sorte mand, holdt de op med at råbe: ”Our children free, but we
slaves”. Og planterne kaldte spottende Buddo for generalguvernørens højre hånd. Scholten havde sendt bud om, at hans karet skulle sendes til Frederikssted, og alle kunne regne ud, at han så ville gå i land i Frederiksted. Her gik 8.000 slaver rundt i gaderne i fakkeltog med hævede sukkerknive og høtyve og ville have deres frihed. General Buddo havde foreløbig styr på dem, og det var ikke meningen, der skulle bruges vold, for han regnede med, at når Scholten gik i land i Frederiksted, ville han forstå slavernes ønske om frihed, så der ikke ville blive massakre. Imidlertid vendte vinden, og Scholten kunne alligevel godt sejle til Christiansted, så der kom intet skib til Frederikssted, hvor den tomme karet stadig stod. General Buddo kunne nu ikke holde styr på tropperne længere, så politistationen blev brændt ned, og en købmandsbutik blev plyndret. Faktisk havde slaverne lagt brændbart materiale op ad de fleste huse i byen, og den hvide befolkning var flygtet ud på skibene i havnen eller ind i fortet. Kanonerne i det lille fort i Frederiksted havde hidtil været tavse. Kommandanten ventede på ordre og var godt klar over, at hvis der blev løsnet så meget som et bøsseskud, var det som en tændstik i en krudttønde. Hele Frederiksted ville blive brændt af, og blodsudgydelserne ville brede sig til hele øen. Kareten med Peter von Scholten var på vej mod Frederiksted, og det samme var Ørnen, dog med den ordre, at der ikke måttes skydes uden efter nærmere ordre.
Det var mandag den 3. juli 1848, og klokken var nøjagtig fire, da han med træt stemme, men højt og tydeligt, så alle opfattede hans ord, sagde: ”Now you are free! You are hereby emancipated”. Jubelen brød løs, og gamle koner faldt hinanden om halsen og græd i stride strømme. De var frie mennesker, og det var sket uden blodsudgydelser. De hvide plantere var rasende, kaptajnløjtnant Irminger var rasende og erklærede Frederiksted i undtagelsestilstand og begyndte at fange, hvad han mente, var urostiftere og lave standretter. Peter von Scholten selv havde fået et slagtilfælde og var nær ved at dø, og meget mod hans ordre var der træfninger rundt omkring, hvor hvide skød på de ubevæbnede sorte.
Beskyldninger fra kaptajnløjtnant Irminger og andre beskyldninger i ”Fædrelandet” gav anledning til, at regeringen måtte gribe ind, så Peter von Scholten kom for kommissionsdomstolen, for der var betydelige summer på spil. Hvis frigivelsen var sket i utide, og Scholten kunne afskediges i unåde, så kunne staten spare 12.000 rigsdaler årligt i pension. Finansminister Sponneck mente endda, at staten så ikke kunne drages til ansvar for frigivelsen og derved spare erstatningen til planterne. Et par år efter dømte Højesteret i sagen, og den 29. april 1852 blev Peter von Scholten frifundet og fik sin fulde oprejsning. Den før så livsglade og strålende mand fik dog aldrig sin livsglæde tilbage. Generalguvernøren prøvede at få tiden til at gå med lidt læsning, og han levede kun nogle få år efter frifindelsen. I hans dødsbo fandtes Harriet Beecher Stowes bog ”Uncle Tom’s Cabin”. Den blev først udgivet i 1852 og var anledning til titusindvis af døde i Den Amerikanske Borgerkrig. Anna blev efter oprøret boende på ”Bülowsminde”, hvor hun først døde 1. januar 1859. Hun fik aldrig selv børn, men havde taget nogle søskendebørn til sig sammen med et fremmed plejebarn. Så snart det var under sejl, blev alle Buddos ejendele taget fra ham, og han måtte trække i matrostøjet og blev sat på simpel forplejning. Den 15. december forlod ”Ørnen” Charlotte Amalie, men sejlede forbi Tortola. Hver dag kom Gottlieb Bordeaux alias general Buddo i forhør hos kaptajnen. Irminger ville vide, hvem der stod bag oprøret, hvor længe det var planlagt, og hvor meget Scholten havde vidst. Buddo var tavs, og det blev han ved med hver eneste dag, medens ”Ørnen” krydsede omkring mellem forskellige småøer. 8. januar opgav Irminger, og resterne af det, der engang havde været General Buddo, blev roet i land på Trinidad uden en eneste af sine ejendele. Han skal siden have hutlet sig igennem på Curacao. General Buddo har fået en statue i Frederikssted, og ikke så
mærkelig er der ikke nogen af generalfidusen Irminger, selvom det
var ham der fik medaljerne. Jeg har kun taget det med jeg synes er allermest nødvendigt, men der er mange andre detaljer. Det sidste kapitel om Scholtens og Buddas skæbner læste jeg i toget på vej til Valby. Undskyld at der kom pletter i bogen af mine tårer. |
Uden for bygningen står et pæredansk skilderhus, og inde bag det store smedejernsgitter ses den store, pompøse trappe, der fører op til repræsentationslokalerne. Trappen er flankeret af smukke marmorbuster af fromme kvinder, der længselsfuldt kikker hjem mod det gamle land – måske var de langsynede, for de kikker hjem via Stillehavet. 
Gårdhaven er prydet med et nyt springvand, der symboliserer de tre øer, og ellers er der store gamle mahognitræer, der tilsyneladende står så godt forankret i jorden, at de kan modstå selv tornadoer som Hugo.
Peter blev født 17. maj 1784 som søn af kommandanten på St. Thomas, Cassimir von Scholten. I 1801 kapitulerede danskerne i Vestindien til en stor engelsk overmagt, og alle danske og norske soldater blev taget som krigsfanger og sendt til England.
Så skete der noget mystisk, og ingen ved den dag i dag, hvad der egentlig skete, men det fik afgørende betydning for Peter von Scholtens videre karriere. Von Scholten var med i majestætens følge, da Frederik 6. i januar 1814 på vej hjem fra fredsslutningen i Kiel frøs inde på Sprogø midt i Storebælt. De måtte tilbringe 5 dages ventetid i en lille elendig hytte næsten uden proviant, men dog med godt med brændevin. Da brændselet slap op, måtte de forstyrre gravfreden og bruge en ligkiste som brænde – dog var det kun en englænder, der lå i den.
Peter rejste hjem til sit ungdoms paradis, og han havde sin kone Anna Elisabeth med. Hun brød sig dog ikke om kolonitilværelsen og rejste hjem til Danmark igen, og hun vendte aldrig tilbage til Vestindien. Peter befandt sig godt som vejemester, og på øjemål krævede han vejepenge for de udadgående sukkerladninger, og han var en mand med det rette blik og forstod at snakke med de fremmede skippere. 
Peter nedskar toldsatserne fra 6 % til 1 %, og konkurrenten fra Puerto Rico blev slået ud, og skibenes antal steg fra måned til måned i Charlotte Amalies havn. Alle tjente på nedskæringen, skipperne, de handlende, staten – og den forenede vejemester og toldforvalter, lød det syrligt fra embedsmændene fra København.
Men der var noget mærkeligt ved hans hurtige karriere, og på trods af hans enorme indtægter havde han aldrig penge, så han lånte penge både her og der. Det har givet anledning til en teori om, at Peter havde en hemmelig aftale med Frederik 6: ”Kongen gav ham rige Embeder mod at Scholten forsynede Kongen under Bordet med penge til hans Elskerinde og deres fælles Børn”. For kongen syntes ikke, at han ville tære på sit forarmede lands skatteindtægter til underhold af sin maitresse og deres børn, og pengene fra Vestindien kom udenlands fra.
Anna havde, om ikke ligefrem været på omgang, så dog alligevel boet sammen med adskillige fremtrædende ”blanke” (hvide) mænd, inden hun 37 år gammel fandt sin hjertes udkårne i kongelig generalguvernør Peter von Scholten. Peter gav hende kælenavnet Nanan, og det var helt sikkert også hans stor kærlighed, selvom andre undrede sig. ”Jeg tror aldrig, at Scholten har hængt saa længe og saa meget ved noget Fruentimmer som ved hende, skjønt hun nu
er 50 Aar”. Sådan skrev kolonialadjudant H.C. Knudsen, som Anna før havde boet hos. Det var helt almindeligt, at de blanke embedsmænd boede sammen med kulørte kvinder, især når de lovformelige, hvide hustruer ikke ville følge deres mænd til Vestindien.
Det var ikke alle, der mente, at det var passende at indfinde sig ved festerne på Bulowsminde eller i Guvernementshuset. Anna Heegaard var jo ikke den eneste farvede person ved generalguvernørens bord, for Scholten inviterede rask væk hvide sammen med sorte.
England tog konsekvenserne, og 28. august 1833 ophævede de slaveriet og betalte erstatning til ejerne, og med et slag var 640.000 slaver gjort frie. Den britiske ø Tortula lå kun 1 km fra St. John, men der var bestemt ikke nogen tilslutning på de danske øer til nogen frigivelse. 
De kommende år gik det ned ad bakke for Peter von Scholten, især da Frederik 6. døde, og den mere vankelmodige Christian 8. kom på tronen. Planterne var sure og ophidsede, fordi slaverne fik for mange rettigheder, og nu kunne de ikke mere skalte og valte med dem som tidligere. Omvendt så syntes de liberale kræfter, at det gik for langsomt med reformerne. Peters egne embedsmænd iværksatte kampagner mod ham i de danske aviser, og især ”Fædrelandet” besudlede og mistænkeliggjorde alt, hvad han foretog sig. 
Der havde været et blodigt slaveoprør på den franske ø Martinique, og oprøret havde bredt sig til Guadeloupe, hvor slaverne med magt havde gennemtrumfet emancipation (frigivelse).
Scholten måtte i hast tage til St. Thomas på orlogsbriggen ”Ørnen” under kaptajnløjtnant Irminger for ikke at få De Vestindiske Øer inddraget i krigen med Tyskland. På vej tilbage til St. Croix var det først meningen, at Ørnen skulle sejle til Christianssted, men det skønnedes, at vinden var ugunstig, så skibet bedre kunne gå ind til det vestligere Frederikssted.
I Christiansted var der roligt, men der kom efterretninger om urolighederne i Frederiksted, og Peters karet blev beordret til Christiansted. Der skete meget den nat, men hvordan skulle Scholten takle situationen uden blodsudgydelser. De fleste i det natlige regeringskontor ville slå til med hård hånd. Kaptajnløjtnant Irminger tiggede og bad Scholten om, at han med Ørnen måtte sejle tilbage til Frederiksted og fyre en bredside ind i de forsamlede slaver.
På vej ind mod byen standsede Peter flere gange, når nogle slaver omringede karaten, og det lød:
”We must be free this very moment. We have been waiting long
enough”. Peter kunne blot svare: “I have always been a friend of yours, and you know that very
well”. Slaverne vidste, at han ville dem det godt, og de trak sig uvilkårlig til side, så kareten kunne komme frem. Det tog næsten en halv time at få kareten gennem Dronningegade, og der var en råben og skrigen rundt omkring, og store markslaver truede med deres sukkerknive, medens andre søgte at holde dem væk.
Befolkningen ude omkring på øen skulle hurtigst muligt have besked om frigivelsen, så det ikke kom til blodsudgydelser. Kareten med Scholten mødte kaptajnløjtnant Irminger, der dirrede af raseri over ikke at måtte fyre sine kanoner af mod befolkningen, men Scholten havde ikke tid til at spilde sin tid på den vrede kaptajnløjtnant. Syg og nedbrudt kørte Scholten og Rothe ud til plantagerne for at meddele om frigivelsen, og major Gyllich og Buddo red nordpå med budskabet.
”Fædrelandet” undlod dog ikke at byde Scholten velkommen med artikler som: ”Vaklen og fejhed”. Og det blev mere end antydet, at det var meget mærkeligt, at Anna Heegaard kort før frigivelsen havde solgt sine slaver, medens hun endnu kunne få penge for dem. Det kunne dog dementeres ved en uvildig undersøgelse, hvor det fremgik at Anna Heegaard tvært imod havde købt slaver i foråret 1848. Det kom dog ikke i avisen. 
Kommissionsdomstolen fandt Peter skyldig: ”Han havde udvist en høj grad af Lunkenhed og Slaphed for ikke at udsende Militærmagt mod Negerne, og han skulle fordømmes for sin egenrådige Proklamation af Emancipationen”
Afskedigelse uden pension til den mand, der havde afskaffet slaveriet og undgået en massakre på hvide og sorte. Men ”Fædrelandet” triumferede – tyrannen var fældet.
Anna Heegaard og Peter von Scholten så aldrig hinanden, efter at han var rejst til Danmark. Samme morgen, som skibet sejlede væk med Peter, skrev Anna Heegaard med sin store skrift hen over det gældsbrev på 4.000 rigsdaler, hun havde fået som pant i Bülowsminde, og som hun aldrig havde fået et afdrag af: ”Paid in full of all demand”, underskrevet Anna Heegaard St. Croix, july 14. 1848. Afskeden havde været for svær. De to mennesker udvekslede ingen breve. De havde længe øvet sig i at sige farvel, og nu var der ikke mere at sige.
General Buddo var ved list blevet fanget og ført til Christiansted. Her blev han indsat i fortets fængsel ledsaget af sin protektor major Gyllich, der ikke ville forlade sin protegé, men ønskede at dele hans fængsel. Først da det blev lovet, at Buddo bare ville blive sejlet til Tortola, hvor slaveriet for længst var blevet afskaffet, forlod Gyllich fængselet. Gyllich startede en indsamling blandt de taknemlige plantere, hvis ejendomme var blevet skånet ved Buddos indgriben, og som nu gerne ville sige tak. Gaver, penge og anbefalingsskrivelser hobede sig op, og Buddo gik om bord på skibet klædt som en gentleman og medførte flere kufferter med klædningsstykker og gaver. Men skibet var ”Ørnen” under kommando af kaptajnløjtnant Irminger.
Kaptajnløjtnant Irminger sejlede tilbage til København. Her ventede ingen retssager, og han blev chef for Danmarks største skruefregat ”Niels Juel”. Over ham vajede det uplettede danske splitflag. Siden blev han udnævnt til kammerherre, til kgl. generaladjudant, til kongelig jagtkaptajn, til viceadmiral og til
marineminister. Han er begravet på Holmens Kirkegård i København, men hans grav får bestemt ingen blomster fra min side.