Dansk Vestindien før og nu.

Efter frigivelsen og salget af øerne.

Rejsefortælling af Kim Greiner.

November 2009

4. del

Det var ikke fryd og gammen at være frie.

Slaverne var frie, men de havde ikke andre steder at gå hen end at tage tilbage på plantagerne. Der blev skrevet 1-årige kontrakter, og nu var de lønarbejdere (lønslaver) i stedet for slaver. Lønnen var dog ikke mere end en hytte og mellem 5 og 15 cent om dagen, så der var ikke den store forskel fra at være slave til at være fri. Små børn, gamle og syge mennesker var nu ikke længere planternes problem, dem skulle familien jo så sandelig selv tage sig af. 

Den første skiftedag var 1. oktober, og den forløb fredeligt. En tilrejsende portugisisk familie vakte opsigt, for de søgte arbejde på lige fod med de sorte. 

Da Peter von Scholten som repræsentant for den danske stat frigav slaverne 31.marts 1848, var der 18.759 slaver på øerne. Staten måtte lettere nødtvunget anerkende planternes tidligere ejendomsret, men regeringen ville helst ikke give noget i kompensation. Der lød fordømmende ord fra København: ”Slaveriet er en Institution, der strider mod Religion og Retfærdighed”. De tilbød dog alligevel 40 dollars pr. slave som et plaster på såret. Planterne svarede underdanigt, at hvis det stred mod religion og retfærdighed, så kunne de ikke forstå, at staten havde opmuntret planterne til at købe slaver ved at give dem billige lån til slavekøb, og endda selv drev slavehandel. 

Slavernes værdi var ellers opgjort til 175 dollars pr. stk., men efter tovtrækkeri frem og tilbage fik planterne dog kun tilbudt 50 dollars, og det var så uanset alder og køn. Planterne tænkte sig om og forstod, at det var take or leave it og slog modvilligt til.

På trods af den lave pris blev det alligevel mange sure penge, som den danske regering skulle hente hjem til erstatningen, men så opstod der en løsning, som med et slag kunne ophæve problemet – Danmark kunne ganske enkelt sælge øerne. 

Vi skriver 1852, og forslaget vakte bestyrtelse på St. Thomas og St. Croix. Kolonialrådet måtte dementere og bedyrede, at den danske regering ikke havde den fjerneste hensigt i den retning, og at det var majestætsfornærmelse at fremkomme med sådan en uhyrlig påstand.

Pengene for slaverne blev især anvendt til køb af maskiner, f.eks. dampmøller og plove, der så kunne erstatte slaverne, men det gik stadig ned ad bakke for øerne. I 1864 kom der en føler fra USA om at købe øerne, men den danske regering sagde, at det stred mod den danske konges følelser at give afkald på sine undersåtter ved et simpelt salg.

Året efter havde Christian 9.’s følelser dog ændret sig, hvis blot prisen var den rigtige. Danskerne ville have 25 millioner dollars, og amerikanerne ville give 5 millioner. På det tidspunkt havde USA lige købt hele Alaska af russerne for 7 millioner dollars. 

Så begyndte de to regeringer at sjakre, men kunne ikke blive enige, og på et tidspunkt var det kun St. Thomas og St. Jan, der var i spil, og dem kunne USA så få for 7,5 millioner. St. Croix, der ikke havde nogen rigtig havn, kunne man ikke komme af med, men den blev så tilbudt til halv pris ved omgående handel. Amerikanerne havde en lang tænkepause og trak det ud, og så blev handelen ikke til noget alligevel.

Børnene dør som fluer, og der er igen oprør.

Øernes indtægter faldt stadig drastisk i takt med, at sukkerroen vandt mere og mere indpas. På landbrugsøen St. Croix bredte fattigdommen sig, og i perioder var der ligefrem hungersnød. De sorte var frie, men dybt fattige, og de måtte selv betale for al medicin og lægehjælp, hvis de blev syge. Børnedødeligheden steg og var så stor som i den værste slavetid.

Tiderne er værre end sløje, og med tvang, kontrol, bøder og forbud rettet mod de sorte danskvestindere prøver den danske regering at undgå, at de tidligere slaver henfalder til dovenskab og løsgængeri. Jo vist er de tidligere slaver frie, og de kan skifte arbejdsplads hver eneste 1. oktober, hvis de vel at mærke har sagt op i august måned samme år og fået fæste hos en anden arbejdsgiver. Lønnen er alle steder elendig, og så skal de også på skift holde nattevagt uden løn og i høsttiden deltage i overarbejde også uden løn. 

I 1870’erne døde der 4.417 sorte børn under 2 år, og al denne forarmelse førte i 1878 til et nyt stort oprør. Denne gang var der ikke nogen Peter von Scholten eller nogen human kommandør, så Fort Frederik i Frederiksted affyrede sine kanoner mod oprørerne. De sorte satte til gengæld ild til byen, og over halvdelen af plantagerne blev ødelagt. I fire dage bølgede de blodige kampe mellem de oprørske fæstearbejdere, plantagefamilier og den danske milits. Under oprøret blev to danske soldater dræbt og 60 sorte, og heraf blev 12 henrettet ved standretsdomme. Der var yderligere 403 arrestanter, hvoraf de 40 blev dødsdømt, men ved en generel amnesti slap de dog med fængsel. 

I årene efter oprøret steg udgifterne drastisk til politi og militær. Faktisk var disse udgifter nu dobbelt så store som de samlede udgifter til undervisning, sundhedsvæsen og fattighjælp. Opstanden havde dog medført, at skolevæsenet blev forbedret, så undervisningen blev den samme som i moderlandet. Børnene skulle nu lære dansk og synge danske sange, og de fik fortalt H.C. Andersens eventyr om Den grimme Ælling og Kejserens nye Klæder.

Det var jo stadig grumme dyrt at have sådan nogle øer, så danskerne sendte igen en føler til USA med et tilbud om køb, men amerikanerne reagerede ikke på henvendelsen. Fem år efter tegnede der sig dog et lille håb, idet der i København samlede sig en tværpolitisk komite af fremtrædende mænd, der skulle virke for salget af øerne.

Et par gesandter blev sendt af sted, og hele Dansk Vestindien kunne nu, som et slagtilbud, fås for sølle 3,5 millioner dollars. Selvom gesandterne ufint prøvede med bestikkelse under bordet til nogle fremtrædende medlemmer i kongressen, lykkedes salget ikke. Bestikkelsen blev opdaget, og en skandale var lige om hjørnet. Studehandelen måtte igen ledes ind i de sædvanlige diplomatiske, krinkelkrogede kanaler. 

På St. Thomas gik det i begyndelsen bedre, for havnen blev en vigtig kaffehavn, men så blev øen ramt af gul feber, kolera, orkaner, tsunamier og jordskælv. Og ikke nok med at naturen var imod livet på øerne, men den teknologiske udviklingen gav også bagslag. De nye dampskibe behøvede ikke mere at hente kul på St. Thomas, for nu kunne de sejle direkte til deres destinationer andre steder i Caribien. Næste ulykke var, da det engelske postvæsen i 1885 flyttede deres hovedkvarter til Barbados, for telegrafen betød, at skibene ikke længere behøvede at gå til en bestemt havn for at få besked om nye fragter.

 Det Vestindiske Kompagni blev oprettet i 1902, og man prøvede at puste nyt liv i Charlotte Amalie. Man indførte et koloniallotteri, hvor overskuddet skulle gå til øernes udvikling, men det forslog ikke meget, så utilfredsheden med det danske styre voksede og voksede.

Hans Bishop var den første talsmand, som den sorte befolkning sendte til København. Han fik foretræde for selveste Christian 10. og førte samtaler med finansminister Brandes. Bishop var overvældet over den fine modtagelse han fik, og han troede, at han fandt forståelse for sine synspunkter, men det gjorde han næppe. 

Billedet øverst i kapitlet er tegnet af Storm P og viser hvordan øboerne troede at Hans Bishop ville komme tilbage med guld og grønne skove.

Folkemøder og bannere med ”Denmark for ever”.

I år 1900 henvendte amerikanerne sig til den danske regering og ville nu godt give 3,5 millioner for alle øerne, men nu ville danskerne ikke gå under 4 millioner. De mente også, at det nok blev nødvendigt med en folkeafstemning på øerne. Planterne ville egentlig helst sælge, men blandt de sorte var der opstået et stærkt ”no-sale” parti med store fakkeloptog, folkemøder og bannere med: ”Denmark for ever”. Prisen for øerne gik igen op og ned, og USA tilbød nu 5 millioner dollars, og uventet sagde de også ja til, at der godt måtte blive afholdt en folkeafstemning på øerne. Ingen var dog rigtig interesseret i den folkeafstemning, for det var ikke morsomt at være den part, der blev desavoueret af befolkningen.

Folketinget afgjorde så, at der ikke skulle holdes nogen folkeafstemning, for man var bange for resultatet med alle de sorte, der rendte rundt i gaderne med deres ”Denmark forever”. Folketinget besluttede så med stort flertal, at amerikanerne kunne få øerne for 5 millioner dollars og uden afstemning. Så gik Landstinget imod. 

Det kunne se ud, som om stemmerne i Landstinget ville blive lige fordelt for og imod, så modstanderne fik hentet en 83-årig gårdejer til København fra Vonsild, og en 96-årig klitinspektør blev båret ind i afstemningssalen.

Vi skriver 22. oktober 1902, og afstemningen fordelte sig med 32 stemmer for og 32 stemmer imod. Salget var afvist. Telegrafen glødede til øerne, og nyheden spredtes som en løbeild. Gaderne var på et øjeblik fulde af folk, der svingede med de danske flag og råbte hurra.
Folks glæde ville ingen ende tage. Der blev afholdt takkegudstjenester, champagnepropper sprang, kanonsalutter drønede, og nyheden nåede ud til von Scholtens landsbyskoler. Lærerne læste afstemningsresultatet op for børnene og sagde, at det var den største dag i øernes historie. Så fik børnene fri, så de kunne fejre den glædelige begivenhed sammen med deres forældre. Og tænk sig, Danmarks rigsdag havde vedtaget at beholde Dansk Vestindien med et flertal på næsten én stemme.

Efter Landstingets valg hang Danmark så stadig på øerne. Regeringen nedsatte en kommission, der udarbejdede en betænkning med alskens ting og sager som toldlettelser, hospitaler, læger og sygeplejersker, forbedret skolegang og vandforsyning, udryddelse af malariamyg og udstykning af landbrugsjorden m.m. Regeringen syntes, det så dyrt ud, og lagde betænkningen på hylden, og mere skete der ikke.

De få reformer der kom, skyldtes udelukkende private, hvor der blev regelmæssig dampskibstrafik til øerne, der blev lavet et vandforsyningsanlæg, og der blev opkøbt nogle overgroede forsømte plantager, som blev omdannet til kvægfarme. 

Børnene lærer at tale dansk, men de sulter.

Øerne havde aldrig været smukkere end nu, og aldrig været så danske som nu, og selv børnene havde lært at tale dansk. Men fattigdommen blandt de indfødte havde heller aldrig været større, og langt over halvdelen af børnene døde, inden de var fyldt 5 år. Mange mandlige arbejdere turde ikke gifte sig, fordi de så ville hænge på forsørgelsespligten under de utålelige forhold. Børnene blev derfor ofte født uden for ægteskab, og hvordan skulle en enlig mor hutle sig igennem, når hun skulle betale det halve af en dagløn for tre pægle mælk til sine børn?
Hungersnøden truede, og talrige indbyggere udvandrede til andre øer, så i 1911 var øernes indbyggertal formindsket med over en tredjedel i forhold til slavetiden.

Den sorte leder Hamilton Jackson tog til København i 1915, og han fandt støtte hos socialdemokraterne, og den radikale regering lovede reformer. Det var måske så ikke de reformer, som Jackson havde håbet på, for regeringen sendte orlogsskibet ”Valkyrien” til St. Croix. Skibets kanoner strittede, og musikkorpset marcherede op og ned ad Christiansteds gader – det plejede at dæmpe gemytterne. 

Det er blevet kuldampernes tid, og inden skibene sejler videre skal bugen fyldes med kul. Mange af de lokale mænd var rejst til fastlandet for at søge arbejde, så det var kvinderne, der var tilbage til at sørge for børnene og husholdningen og bære kul ud til skibene. Kurve med op til 50 kg løfter de op på hovedet og tripper op ad landgangsbroen på bare fødder og ned i skibets bug. Kvinderne kaldes kulsjoverne, og de får 1 cent pr. kurv og kan slide sig til en dollar om dagen. Og det er stort set kvindernes eneste chance for at få et job. Orlogsskibet Valkyrien fik også båret kul om bord af kulsjoverne, og som en af besætningen beretter: ”Dagens Ret stod på Brødsuppe og Labskovs, og Resterne blev givet til de sorte Piger, der under Hylen og Skrigen sloges om Madresterne”.

Valkyrien fik også ofte besøg af de sorte, der ville sælge et eller andet, og ofte havde de deres børn med. Børnene tog med taknemlighed imod brødskorper, og på deres gebrokne dansk lød det: ”Har du et Stykke Brød for mig Landsmand?”.

I 1916 var der generalstrejke på øerne i en måned, og resultatet betød, at arbejderne fik lidt mere i løn, men forholdet mellem de hvide og sorte havde ændret sig, for de sorte havde ikke længere respekt for de hvide. Danmark havde faktisk ikke nogen løsning på de sociale problemer, men det gjorde jo heller ikke så meget, for USA var igen i gang med et udspil, og det kunne gøre en ende på alle Danmarks vestindiske problemer – salget af øerne. 

Den første verdenskrig var i gang, og af strategiske, militære grunde ville amerikanerne godt købe øerne, for det ville ikke være smart med en tysk ubådsbase i Dansk Vestindien. Den danske udenrigsminister Erik Scavenius argumenterede over for danskerne med, at De forenede Stater alligevel ville sætte sig i besiddelse af øerne, og så kunne vi lige så godt få penge for dem. Den amerikanske udenrigsminister svarede, at hvis Danmarks besiddelser blev truet, så ville USA da utvivlsomt besætte øerne, men lige så utvivlsomt ville de forlade øerne igen, når faren var drevet over.

Studehandel og afstemning.

Derefter begyndte studehandelen igen, og nu blev man enige om ikke mindre end 25 millioner dollars, og kort efter blev aftalen ratificeret af det amerikanske senat. I Danmark gik bølgerne højt og det midt under de værste kamphandlinger under 1. verdenskrig. Skulle vi virkelig sælge land for penge, medens millioner af mennesker andre steder i verden forsvarede deres land med livet, argumenterede modstanderne af salg. For tilhængerne indgik den såkaldte amerikanske ”trussel” i argumenterne, og så var der jo det store underskud i Vestindien. Ved en nærmere udregning viste det sig dog, at Dansk Vestindien faktisk gav overskud, og kunne vi sige det samme om Læsø, Anholt eller Færøerne, og skulle vi så sælge dem?

De sorte indfødte ville få det meget bedre under USA, blev det fremført. Det mente de farvede dog slet ikke, de ville hellere forblive under Dannebrog. De kendte trods alt den retfærdighedssans, der herskede i Danmark, og prøv lige at sammenligne den med den himmelråbende uretfærdighed og undertrykkelse af de farvede, der herskede i Amerika på den tid.

Der var stadig meget debat, for burde danskerne ikke have et ansvar for de tusindvis af mennesker, som mod deres vilje var hentet fra Afrika til Vestindien. Kunne Danmark nu bare sælge både dem og øerne hen over hovedet på dem? Befolkningen på øerne blev aldrig spurgt, men i Danmark blev der 14. december 1916 afholdt valg, og ikke imponerende kom kun 40 % af vælgerne til urnerne. Stemmeoptællingen viste, at 26 % af vælgerne ville sælge øerne, 14 % ville beholde dem, og 60 % var bedøvende ligeglade. 

Dansk Vestindien bliver til US Virgin Island.

Sagen var afgjort, Danmark ville sælge sine besiddelser i Vestindien for 25 millioner gulddollars. Pengene skiftede hænder den 31. marts 1917 og gik fra den amerikanske udenrigsminister til den danske gesandt i Washington Constantin Brun. Beløbet gik direkte i statskassen og blev overvejende brugt til at redde Landmandsbanken. 
Samme dag blev Dannebrog nedhalet på det røde fort i Charlotte Amalie, og lidt efter gik Star and Stribes til tops.

En ældre amerikansk dame var til stede ved ceremonien, og hun fortæller at de var nogle amerikanske turister, der var tage med skib til øerne for at fejre overdragelsen. De havde alle nogle små amerikanske flag med, som de ville vifte med, når Star og Stribes var gledet til tops: ”Men da det kom til Stykket, var der kun en enkelt af os der havde Mod til det. Vi så på de indfødte omkring os. My God! De stod alle sammen og græd og græd”.

Den senere politiinspektør Dowling var 10 år gammel, da overdragelsen fandt sted, og han gik i skole i en af von Scholtens skolebygninger: ”Vores Lærer var black skin ligesom alle os andre. Han sagde, vi skulle synge Salmen ”God be with you until we meet”, men så begyndte han at græde, og så begyndte vi alle sammen at græde.”

Efter amerikanernes overtagelse.

Det viste sig slet ikke at være lykken for den indfødte befolkning, at øerne blev overdraget til De Forenede Stater, sådan som salgstilhængerne ellers havde spået. Marineministeriet overtog øerne og drev dem som et større krigsskib. Så mange penge havde USA ikke givet ud for at skaffe sig et uland, for de skulle bruge øerne til flådebase, så der kom ingen reformer. 

Ulykkerne ramte igen på stribe, der blev indført spiritusforbud, så der ikke kunne eksporteres så meget som en dråbe rom fra øerne, der kom ingen toldlettelser, sådan som man havde håbet på, sukkerproduktionen gik drastisk ned, og i 1931 måtte den sidste sukkerfabrik lukke. Så kom den amerikanske landbrugskrise, og den gav St. Croix dødsstødet. Børnene døde på stribe og elendighed og hungersnød gjorde, at Røde Kors måtte udlevere levnedsmiddelpakker. Det var simpelthen Amerikas fattiggård, som præsident Hoover udtalte efter et besøg, og et kongresmedlem foreslog, at man skulle betale Danmark for at slippe for øerne. 

Endelig begynder det at gå bedre.

Fidel Castro erobrede magten på Cuba og lukkede amerikanernes ferieparadis. Det lune caribiske rejsemål forsvandt, og de rige amerikanere skulle finde et andet sted at tilbringe vinteren, og så kastede de sig over Virgin Islands. Millionærvillaer, luksushoteller og gavebutikker skød op, og øerne besøges i dag årligt af over to millioner turister. Dog er det overvejende en-dags turister, der kommer fra de store krydstogtskibe. 

Turisterne er derfor øernes hovedindtægtskilde, og pengene blev ofte klogt nok investeret i industrialisering, og det blev ligefrem nødvendigt at byde omkring 16.000 sorte fremmedarbejdere velkommen. Arbejderne kom især fra Puerto Rico og andre omliggende øer, og de er så flyttet ind i de tidligere slavehytter, og så er cyklussen næsten startet forfra.

US Virgin Islands er dog i dag et af de rigeste områder i Caribien, og ikke fordi det er vores skyld, men nu kan vi danskere endelig begynde at se den sorte befolkning i øjnene 

Den sidste rest af ØK’s selskab ”Det vestindiske Kompagni” havde indtil 1993 til huse på havnen på Charlotte Amalie, men blev frasolgt til øernes ”Pensionskasse for Offentlige Ansatte”, og daværende guvernør Alexander Farrelly udtalte ved overtagelsen: ”Nu er kolonitiden endelig forbi”. 

150-året for overdragelsen bliver fejret med tumulter.

Danskernes kolonitidshistorie blev fortrængt på øerne for ikke at fastholde den sorte befolkning i minderne om et hvidt kolonifolk, og i Danmark er øernes historie også næsten glemt.
I 1998, der var 150 året for frigivelsen, vågnede fortiden, og mange på øerne mente, det var på tide, at Danmark spillede en mere aktiv rolle. Det blev foreslået, om det ikke var muligt, at den danske regering kunne give en symbolsk undskyldning for slaveriet, men daværende udenrigsminister Helveg Petersen nægtede. Dette skabte på øerne en stor debat og meget undren, og den danske regering glimrede da også ved sit fravær under selve festlighederne. 
Arrangørerne i Vestindien overvejede at invitere dronning Margrethe, der før havde besøgt øerne, men ministerierne i København kunne ikke overbevises om visdommen i et kongeligt besøg. I stedet besluttede udenrigsministeriet at lade ambassadøren i Washington Knud Erik Tygesen repræsentere Danmark.

Skuespilleren Kurt Ravn og Etta Cameron, der i filmen om Peter von Scholten spiller Scholtens elskerinde, synger duet med stor succes rundt på øerne inden 150 års-dagen. Det var derfor naturligt at spørge Kurt Ravn, om han som festens højdepunkt i rød-hvid guvernørdragt vil spille Peter von Scholten og træde op på Frederiksteds røde fort og udtale de berømte ord: ”Now you are free!”. Kurt Ravn havde en utryg fornemmelse over arrangementet, da han var bevogtet af livvagter, men han lod sig alligevel overtale, da det blev sagt, at det var et ønske udefra.
Til festen var der først parader gennem byen, og for deltagerne på den store tætpakkede plads blev der holdt officielle taler. Så går det gruelig galt, da den lokale senator Adelbert Bryan iført lang, gylden høvdingekjortel maser sig op til talerstolen for at bryde talerækken med sin egen tale.

Den gode senator, der er tidligere FBI-kaptajn og har sort bælte i kampsport, lader sig kun modvillige skubbe ned af private bodyguards, og pludselig ryger der stole igennem luften hen over hovedet på Etta Cameron, guvernør Roy Schneider og andre indbudte honoratiores. Medens en lokal tilskuer lægges i håndjern, lyder der en bølge af vredesudbrud fra masserne, og guvernøren beordrer de fornemme gæster evakueret omgående. De flyves til St. Thomas, hvor jubilæumsfesten bliver aflyst. Von Scholtens røde uniform bliver skjult i en sort plastiksæk, og en dansker udbryder: ”Jeg er glad for, at dronningen ikke er her”. 

Hovedpersonen senator Adelbert Bryan får senere ordet i en dansk mikrofon på åstedet: ”I må forstå, at racisme ikke blev skabt af afrikanerne. Det var slaveriet, der frembragte racismen, og jeg er et af dens ofre. I må forstå den fortræd og smerte og forbitrelse, der opstod her. Det var ikke bare et selskab med von Scholten og Anna Heegaard.”

Senatoren fortsætter, at de tidligere kolonimagter officielt må erkende slaveriet som en historisk og vedvarende uret: ”Derfor siger jeg jer: Danmark må forstå, at ingen i Danmark kan være min ven, heller ikke i Tyskland, Frankrig, Malta, Spanien eller England, førend statscheferne undskylder slaveriet og volden og massakrerne over for verdens afrikanske folk.” 

Hvorfor har vi så svært ved at undskylde her i landet?

Det gode forhold genoprettes.

Selvom en kulturminister ikke er en statsminister, så er det da bedre end ingenting, at kulturminister Elsebeth Gerner under et besøg på øerne i 1999 udtalte, at slaveriet havde været en forbrydelse. Ordene blev sagt i den gamle danske kirke på St. Croix i forbindelse med underskrivning af en aftale om udveksling af arkivalier.

En af de ting, der har haft størst betydning for det gode forhold mellem Danmark og US Virgin Islands, er det store, frivillige arbejde, der har udviklet venskabsbåndene igennem Dansk Vestindisk Selskab og Dansk Vestindiens Venner. De to foreninger har sørget for udveksling af gæster og festivaler og har rejst penge til bevarelse af kulturminder. Desuden sørger de for at overdragelsesdagen 31. marts hvert år bliver fejret – med frikadeller.

Videre til Dansk Vestindien før og nu
5. del "Slavernes slægt"

Tilbage til forsiden