 Dansk Vestindien før og nuSt. Croix i vore dage. November 2009 En rejsefortælling af Kim Greiner
Med denne status for øerne kunne de udøve langt mere selvstyre, hvis de ville, og de kunne endda skrive deres egen grundlov, men øernes borgere går ikke voldsomt op i politik. De fleste mener, at politik er beskidt med korruption og andre dårligdomme, så det er sundest at holde sig fra det. De fleste ønsker heller ikke selvstændighed fra USA, og en folkeafstemning viste, at 90 % af stemmerne mente, at man skulle bevare tingene, som de er. Øerne ville formentlig også få mindre støtte fra Washington, hvis de blev en delstat. Danske turister udgør kun en forsvindende lille del, men til gengæld er vi meget populære både på grund af den historiske tilknytning, og fordi vi er oprigtigt interesseret i øerne. Og så har vi ry for at være venlige og usædvanligt nemme at have med at gøre. Øerne ligger kun lidt nord for ækvator, og det giver en gennemsnitstemperatur på 27 grader, men passatvinden stryger jævnligt hen over øerne og køler dem ned og blæser fugten væk. Og så kan de også prale af 3.000 solskinstimer om året, og det er dobbelt så mange som i Danmark.
Med den lave kurs for tiden er det faktisk sjældent, at der ses mønter, og det ville også næsten være pinligt at stikke folk en kvartdollar. Men som noget helt nyt er der i 2009 udgivet en kvartdollar fra US Virgin Islands, og der findes i relief både de tre små øer, nationalfuglen Yellow breast og nationalblomsten Ginger thomas. En anden god ting ved Jomfruøerne er, at der ikke er irriterende sælgere, der hele tiden vil prakke en noget på. Selv på markeder kan man gå rundt og kikke uden at blive antastet af emsige sælgere, som man ser det mange andre steder i verden. Det nærmeste af noget sådan, man kan komme ud for, er i hovedgaden i Charlotte Amalie, hvor der nogle steder uden for juvelerbutikkerne står en venlig person, der spørger om man har lyst til at gå indenfor. Og som en anden god ting, så er der faste priser på alle varer, så man er fri for den enerverende tingen om priser, som også opleves mange steder. I kolonitiden delte danskerne slaverne op i mulat (hvid og sort), sambo (hvid og mulat), quadroon (1/4 farvet) og octeroon (1/8 farvet). I vore dage er der heldigvis ingen, der går op i det, for alle uanset hudfarven er af blandet race. Albatros har den uskik, at de ikke udleverer lister med navnene på rejsedeltagerne, så det var pokkers besværligt at finde ud af, hvad de andre deltagere hed, og især at huske navnet, hvis man fik det at vide. Først til afskedsmiddagen fandt jeg ud af, hvad min borddame hed, og det på trods af at vi havde rejst sammen i 12 dage. Da vi først skulle med flyet tidligt på eftermiddagen, var der arrangeret en fin rundtur i Miami og ud til Miami Beach og Coconut Grove. Miami og Florida vil jeg dog bestemt ikke skrive om, da der er rigtig meget godt stof ude på US Virgin Islands. Passatvindene stryger jævnt hen over øerne og køler dem af, og samtidig fejes en del af fugtigheden væk. Om sommeren er der stadigvæk kun en gennemsnitstemperatur på omkring 27 grader, men vindene svækkes noget, så det bliver varmere og langt mere fugtigt. Der er ikke nogen egentlig regntid, men det er dog mere gult og tørt om sommeren. Vi var heldige, at den regn, der kom, medens vi var der, faldt om natten, og det gjorde øerne grønne og frodige, så det er sådan vi husker dem. Vores danske forfædre på øerne klagede meget over varmen, men de havde også meget mere tøj på, for embedsmænd og soldater var iført deres reglementerede uniformer, og selvom det var tropeuniformer, var det med jakker og høj flip. Nutidens beklædning er noget mere tvangfri, så det var T-shirt, korte bukser og bare tæer i sandalerne. Faktisk så behøver man ikke at medbringe andet tøj, for det var beklædningen fra morgen til aften, også når vi gik ud og spiste fint om aftenen. Ved poolen blev vi budt velkommen til hotellet med udskænkning af rompunch (den første af mange senere rompuncher) af en meget kraftig, sort, lidt genert dame, og det skulle senere vise sig, at der er mange kraftige, sorte damer på St. Croix. Ude midt i havnebugten ligger den lille ø Protestant Cay, og derude ligger et hotel og en udendørs restaurant, og en gang om ugen holder de stor barbecuefest. Det koster 4 dollars for en returbillet, og det tager kun 5 minutter at komme derover med en lille motorbåd. Øen har fået navnet i den franske periode, hvor kun katolikker måtte begraves på St. Croix, medens protestanter var henvist til den lille ø, så det er faktisk en gammel kirkegård. Som dansker kan man jo ikke forstå, at der kan spises på en strand om aftenen, uden at man har mindst en trøje med. Så selvfølgelig havde jeg en trøje med, men det er ikke nødvendigt i Caribien, og selv skjorten uden på T-shirten var for meget. Samtidig med barbecuen var der underholdning med et steelband, og der sad vi så i tropenatten og guffede kylling og lam og nød ellers livet. Maden kostede 26,50 dollars for hver, og fire-fem dollars for en øl og en sodavand. Og så har amerikanerne den gode skik, at det allerførste, de gør, er at sætte en kande med isvand på bordet. Befolkningen på øen kaldes Crucians, og det siges, at der bor omkring 53.000 mennesker, mest i de to hovedbyer Christiansted og Frederiksted, men ellers spredt rundt omkring i små samfund eller bare midt i det hele. I kolonitiden var der 300 plantager på øen, og som store fingerbøl men uden top står der stadig omkring hundrede gamle sukkermøller spredt rundt omkring. Dengang i sukker/slavetiden var St. Croix den rigeste ø i hele Caribien, nu må de tære på fortidens glans, for nu hører den til den lave ende af de trods alt rige jomfruøer. Det går lidt langsommere her på St. Croix, for der er ikke den hektiske stemning som på St. Thomas med de daglige krydstogtskibe, så det er langt den mest hyggelige af de tre gamle danske øer. Der har været røster fremme om løsrivelse af St. Croix fra fællesskabet med St. Thomas og St. John, fordi man føler sig lidt forbigået især økonomisk, men ud over en underskriftindsamling, der viste en vis interesse, er det aldrig blevet til noget. I udkanten af byen finder man de mere simple træhuse til arbejderne – småbitte, men også meget maleriske. Nede ved havnen ligger Fortet, Toldboden, Vejehuset og den gamle danske kirke Steeble Building og et lille stykke oppe ad Kongensgade det store Guvernementshus. De fleste af gaderne har stadig de gamle danske navne som Strand Gade, Hospitals Gade, Kirke Gade, Bjerg Gade, Compagni Gade og Kongens Gade. Ind imellem husene er der ofte små haver, og ellers vifter palmerne, og sammen med de store mahognitræer giver det byen et grønt præg. Det venlige indtryk forstærkes også af, at de fleste bygninger har en varm gul solskinsfarve, og så er det så hyggeligt med danske kongers monogrammer på husene. Befolkningen i Christiansted er yderst høflig, og når man møder nogen på gaden, så hilser man pænt på hinanden med good morning, good afternon, good evening, og det gælder også alle fremmede. Butikkerne holder dørene lukkede, men et skilt forkynder, at der er åbent – for det gælder om at holde på den dyre aircondition. Kroppen vænner sig hurtigt til varmen, der ikke føles ubehagelig, selvom sveden driver. At træde ind i en forretning, er som at træde ind i et køleskab med airconditionen på fuldt drøn. Køligheden vænner man sig dog hurtigt til, og så tages en dyb kølig indånding, når man skal ud i saunaen igen. Vi kom forbi Holy Cros Catholic Church, der strålede helt nymalet. Døren var åben, men vi stod alligevel lidt vankelmodige og kikkede et øjeblik, men tre-fire sorte mænd opfordrede os til at gå derind – selvfølgelig først efter behørig hilsen. Vi satte os bare stille ind på en bænk og nød stilheden. Nogle sorte damer i fine kjoler og store hatte sad og bad, og da vi ikke selv ligefrem var i kirkepåklædning, listede vi af igen. Det tog 15 år at bygge fortet Christiansværn. Efter salget i 1917 blev alt inventar fjernet fra de offentlige bygninger og taget med til Danmark. Kanonerne lod danskerne blive, og derfor myldrer det med kanoner overalt, og de bliver stadig brugt – dog mest som pynt på forterne og til at beskytte hushjørnerne i skarpe sving. Slægtsforskning er meget populært på øerne. Folk vil gerne finde tilbage til deres forfædre, og som det eneste sted i verden findes der et arkiv, der nu er lagt ud på en database, så alle kan kikke med. Der var i perioden 1734-1917 at danskerne omhyggeligt nedskrev alle oplysninger om alle mennesker på øerne. Hvornår de var født, giftestand, opførsel, religion m.m. Det danske skilderhus uden for Guvernementshuset var en gave fra Danmark i forbindelse med 50 års jubilæet for overdragelsen til USA. I 1891 flyttede regeringssædet fra Christiansted til Charlotte Amalie. I 1950’erne var der omkring 20.000 indbyggere på St. Croix, nu er der godt 50.000. I øens velmagtsdage boede der tre gange så mange mennesker pr. km2 som i de tætteste egne af Danmark. I 1830 f.eks. 3.700 hvide, 26.000 slaver og 13.000 frikøbte slaver. Øerne har en folkevalgt guvernør. På St. Croix er de lidt dovne, de får måske lidt for meget støtte. På det gamle apotek var man bl.a. leveringsdygtig i igler, hoffmannsdråber og madeira. Den bedste kur mod febersygdomme var indtagelse af 40 flasker madeira inden for nogle få uger. Den syge mærkede ingen fuldskab, men de overlevende erhvervede en livslang lede over for madeira. Brødremenigheden oversatte det nye testamente til kreolsk. Der er 300 kirker på øerne, mange lutheranske. Der har altid været en fin harmoni mellem de forskellige religioner. En synagoge kan ligge lige ved siden af en moske og uden problemer. Afsnittet om Vestindien er skrevet af naturforskeren A.S. Ørsted, og nok i en noget romantisk stil som: ”Negerinder med høitopkiltede Kjoler bringer under Skjemt og Latter deres Grøntsager til Torvs på store Trætruge, som de bærer paa Hovedet, og hilser i forbigaaende”How d ýe
do Massa”. Man føres saaledes midt ind i hjertet af det vestindiske Landliv, og den første Kjøretour gjennem
”Vestindiens Have” har efterladt et uudsletteligt Indtryk”. Bogen er både på dansk og engelsk og kan købes i det lille tidligere Vejehus i Christiansted eller prøv epyandnina@viaccess.net. Forresten så kommer der en udstilling med litografier fra Vestindien på Øregård i Hellerup i
2010. I vore dage er bygningen nærmest en museumskirke med den pudsighed, at bænkene går på langs i bygningen, og så er der på hele sidevæggen et vægmaleri, der forestiller en gudstjeneste fra omkring år 1800. Det er meningen, at huset skal omdannes til et museum, der fortæller om den religionsfrihed, der var årsag til den kraftige tilflytning til øen. Men lad os nu se – det går ikke så hurtigt på St. Croix. I vore dag er det nok tårnet, der trænger til en kærlig hånd, for en af orkanerne har blæst en del af tagspånerne væk, og det får bygningen det nok ikke bedre af. Den første gang vi besøgte kirken, var kirkekoret i gang med at øve sig, og det var med liv og sjæl og halleluja, så det rungede. Senere overværede vi en gudstjeneste, og det beskriver jeg lidt senere. De store kanoner står stadig på rad og række og peger ud over vandet, og ved hovedindgangen står et pæredansk skilderhus. Man har også fundet fundamentet til den pæl, som slaverne blev straffet ved, men i dag har man dog valgt ikke at genrejse den – forståeligt nok. Denne strand vender så ind mod Christiansted, og det ser ud, som om der næsten ikke er plads til den, for bjerget og alt det grønne rejser sig lige bag ved byen. Rom og cola, mest rom kostede 4 dollars i strandbaren, og så kom Cecilie daskende uden den ældre gentleman, som den unge, smukke kvinde ellers rejste sammen med. Den ældre gentleman viste sig i al uskyldighed at være hendes far. Vi badede til solen gik ned, mens snakken gik, og besluttede ellers at gå ud sammen senere til noget aftensmad, og denne gang med farmand Arne. Der er ikke meget mere end 10 km fra Christianssted til Columbus Landing, og Dennie viste sig at være en hyggelig fyr, der gerne ville snakke, og vi skulle endelig sige til, at han skulle stoppe, hvis vi ville fotografere. Vejen følger kysten på den nordvestlige del af St. Croix, og vi drejede ned ad en nærmest kun ensporet vej, og så var vi ude ved kysten på det historiske sted. Jeg spurgte, om Dennie ville komme og hente os om to timer, men det ville han dog ikke høre tale om: ”I kan da ikke få to timer til at gå her – der er jo hverken parasoller, liggestole eller kolde drinks. Desuden kan der godt være lidt utrygt sådan et øde sted, så jeg vil hellere holde vagt og bare vente på jer, og det skal ikke koste ekstra”. Og så satte Dennie sig med en avis, og vi begyndte at udforske stedet. Vi vidste, at besøgscenteret var lukket, for det var kun meningen at åbne det, når der er besøg af krydstogtskibe, men det sker faktisk sjældent, og de går altid ind i Frederikssted på den anden side af øen. Vi fortsatte i Dennies taxa og ville gerne op til øens legendariske hotel Buccaneer på den anden side at Christianssted, så alt i alt blev det til en to timers tur sammen med Dennie. Vi spurgte, hvad han skulle have for hele pakken. 60 dollars sagde han, og så gav vi ham 70 og sagde ellers tak for turen. Hver gang vi så ham de efterfølgende dage, vinkede han venligt, og hvis jeg kom hen i nærheden af ham, stak han hånden frem, og vi fik en sludder. Det siges, at der ikke er noget snobberi på stedet, selvom resortet går for at være verdens fornemmeste, men så snart vi var indenfor, blev der da sagt sir til mig. Da danskerne kom til i 1733, var der en plantage på stedet, og der findes også stadig en sukkermølle på bakketoppen. Efter at sukker blev urentabelt, kom der kvæg, men det var den skotske familie Armstrong, der nu stadig efter 8 generationer bor på øen, der startede hotellet. Armstrongs begyndte i det små at leje værelser ud i 1940’erne, og det blev det første hotel på øen med glas i vinduerne og varmt vand i hanerne. Middagen dengang trak ikke ligefrem gourmeter til, for den bestod altid af kartoffelmos med en pølse, der er stukket ned i mosen, men de er kommet efter det siden og er især kendt for deres store velsmagende steaks. For lige at give en ide om prisniveauet sådan et sted kan nævnes, at Gitte fik en ”Tropical fruit chicken sandwich” og jeg meget apropos en overdådig ”Columbus landing
sandwich”, og incl. drikkevarer og tips blev det 40 US dollar, hvilket i dagens kurser er lidt over 200 kr. Da Anna døde lå Bülowsminde hen og forfaldt mere og mere, og der er også nok kommet en orkan eller to forbi. Der blev bekostet en formue på huset, da man ville gøre det til guvernørbolig, men man opgav på halvvejen, og siden blev det rekreationscenter. Efterhånden vendte huset tilbage til naturen og fik ruinstatus efter endnu en orkan. Bülowsminde blev så overtaget af den rige familie Armstrong, hvis aner går 8 generationer tilbage i St. Croix historie, og familien ejer i dag øens fineste hotel, Buccaner. Efter en gennemgribende restaurering til fordums glans blev Bülowsminde vist frem, og det er noget, der er meget almindeligt på St. Croix, at man viser sit hjem frem. Pressen var ikke begejstret for resultatet, og efter sigende blev Armstrongfamilien så stødt over den dårlige omtale, at de lukkede huset for yderligere fremvisninger og besøg. Da dronning Margrethe var på besøg, kunne hun ikke engang overtale dem til at åbne huset, så nu ligger det nærmest som et Torneroseslot omgivet af uigennemtrængelig beplantning, og man kan kun få et fjernt kik på huset, som en hvidgrå plet i bjergene. Der er flere usædvanlige træer bl.a. nogle, hvor de store blomster bestøves af flagermus, og i et af husene sad flagermusene i tykke lag i loftet og sov deres dagsøvn. Kanonkugletræet er fra Sydamerika og er opkaldt efter den tunge kuglerunde frugt, der grangivelig ligner en kanonkugle. Kongepalmerne Roystonea regia er endemiske og blev brugt af indianerne til hytter og kanoer. Træet er hårdt og rådner ikke, og en stor fordel, så angriber termitter det ikke. I toppen af palmen sidder en lang ”antenne”, og herunder sidder palmens hjerte, hvorfra den vokser. Hjertet smager godt i salater, men hvis det tages ud, dør palmen. Manchineel er et dødeligt træ, der ofte er afmærket med rød maling. Alt på træet er giftigt, og blot en dråbe saft vil fremkalde irritation på huden. Man skal heller ikke stå under træet i regnvejr, for vand, der har været i kontakt med bladene, giver også irritation. Columbus havde et godt navn for træet: ”Dødsæbletræet”. Midt på en græsplæne stod et stort kapoktræ, Ceiba pentendra, der for indianerne var et helligt træ. Frøhårene bruges til naturfibre, der bruges som fyld i madrasser, møbler og redningsbælter, for fibrene kan bære sig selv oppe 30-40 gange.
Der hører en fin museumsbutik til besøgscenteret, og her kan man afslutte i airconditionen og kikke på bøger og postkort m.m.
For enden af Frederiksted Pier ligger Buddo Spuare, der er opkaldt efter general Buddo, der var medvirkende til, at slaveoprøret i 1848 forløb noget mindre blodigt, end det sagtens kunne have gjort. Ved 150-året for frigivelsen blev pladsen i 1998 opkaldt efter ham, og der blev opsat en buste af ham. I byen er der selvfølgelig også kirker, der er bygget i dansketiden, men dem så vi ikke meget til, og faktisk kunne vi godt have brugt en time eller to til en byvandring og ikke kun se fortet og spise vores medbragte madpakker. Fort Frederik er opkaldt efter kong Frederik 5. og var især tiltænkt planterne (plantageejerne) som tilholdssted i tilfælde af besøg af pirater eller i tilfælde af slaveoprør. Slaverne var glade, planterne var sure, og den danske regering var både fornærmet og sur, for nu skulle de måske betale erstatning til planterne, fordi deres ejendom - slaverne - var taget fra dem. Peter von Scholten, der ved den resolutte frigivelse havde afværget et blodigt slaveoprør med afbrænding af byen og masser af døde blandt de blanke (hvide) og de sorte, var fysisk og psykisk nedbrudt. Kort efter rejste han tilbage til Danmark, hvor han skulle stå skoleret for den danske regering. En kommissionsdomstol fandt ham skyldig i embedsmisbrug og gav ham det fulde ansvar for frigivelsen og for ikke at have kæmpet til sidste blodsdråbe. Så kunne staten også undgå at give planterne erstatning for slaverne og von Scholten pension. Først flere år efter i 1852 blev Peter von Scholten som en nedbrudt mand renset i Højesteret. Inden koncerten begyndte, blev USA’s nationalsang spillet, og alle rejste sig op, og det gav en højtidelig stemning, selvom den unge sangerinde, der sang for, ikke var helt skolet til klokkeklare toner endnu. Efterhånden var der kommet mange mennesker, der sad og nød aftenen, og koncerten begyndte. Der var ikke ret meget jazz, og det gjorde for mit vedkommende bestemt ikke noget. Lidt amatøragtig musik måske, men ellers ok. Filmen, der åbenbart havde premiere, sluttede med et stort bifald fra tilskuerne, og bandet, der havde siddet på første række, kom op og blev velfortjent hyldet. Den smukke, sorte pige stod der stadigvæk, og så endelig fik jeg taget mod til mig at spørge, om jeg måtte tage et billede af hende, og det måtte jeg da meget gerne. Faktisk var hun nok kønnere, når hun bare smilede lidt, for når hun storsmilede, og det gjorde hun nu, blev hele den kridhvide tandrække blottet næsten fra øre til øre. Muligvis på grund af rompunchen tog jeg endnu mere mod til mig og spurgte, om hun ville danse. Hun stod godt nok med en tallerken i den ene hånd og et glas i den anden, men hun lod sig overtale, og hun grinede som en flækket træsko, medens vi næsten helt alene dansede rundt i fortgården. Sikkert et ømt syn, for jeg var stadig kun iført T-shirt, korte bukser, bare tæer i sandalerne og en rygsæk på ryggen. Så yndig som hun var, undrede det mig at hun havde hænder med hård hud, så jeg skammede mig næsten over mine bløde seniorgartner hænder. Efter dansen fik vi snakket lidt, og hun kunne godt tænke sig at besøge Danmark – det tror pokker, for hun havde jo også set filmen. Desværre var der kun fem minutter til bussen afgik, så hun fik lige mit visitkort, og hun skal være meget velkommen til at aflægge en visit. Ærgerlig nok fik jeg ikke engang fat i hendes navn, men hvis du møder en smuk, sort pige med mange hvide tænder og barkede næver, så er det hende. Vores guide måtte jeg gerne fotografere, men inde i selve huset var fotografering forbudt, uvist af hvilken grund, og meningsløse forbud har jeg svært ved at klare, så selvfølgelig uden blitz og ellers yderst diskret fik jeg da taget lidt billeder. Plantagen blev i sin tid startet i 1743 af irske William Payne, der ankom med sine 7 slaver, og de fik bygget 6 små huse. Derefter var der forskellige ejere, indtil Christopher MacEvoy købte ejendommen i 1793 og opførte det nuværende Great House. Han var en driftig herre, der fik udvidet plantagen med nye bygninger, og forresten så ejede han også et sukkerraffinaderi ved Gammel Strand og både Bernstorff Slot og Dehns Palæ i Bredgade i København. Senere blev Christopher udnævnt til kammerherre af Frederik 4., og da han kom til København for at takke kongen, blev der er værre ravage, for han kunne ikke lade være med at skilte med sin umådelige rigdom. Den nye kammerherre ankom derfor til kongen i en karet trukket af fire hvide heste med hovedprydelse. Det var ellers kun kongen, der førte sig frem med heste med hovedprydelse, så det blev MacEvoy bedt om at lade være med. Et års tids senere, da han igen var i København, lod han kareten trække af otte hvide muldyr, denne gang ikke med hovedprydelse, men med kniplinger som hovedtøj. I en lille lund ved siden af Great House ligger Peter von Scholtens samleverske Anna Heegaards gravsten. Hendes jordiske rester ligger dog stadig på hendes halvbror Johan Wittrogs plantage Aldershvile. Stenen har man hentet herud til Whim, for på Aldershvile var der alligevel aldrig nogen, der så den. Anna Heegaard ville livet igennem gerne gøre sig yngre, end hun egentlig var, men på gravstenen står de rigtige tal hugget i sten:
Ann Elizabeth Heegaard, born 25. January 1790, died 1. January 1859. Peace be with your Ashes. 2 kopper mel, 2 tsk. bagepulver, ½ tsk. salt, 2 spsk. smør, vand og olie. Mel, bagepulver og salt blandes. Tilsæt smørret. Tilsæt langsomt koldt vand, indtil det bliver til en blød dej, der så æltes. Dæk til, og sæt til side i en halv time. Form dejen til boller i golfkuglestørrelse og tryk dem flade. Varm olien op. Den skal kunne dække en halv
klump. Brunes på begge sider. Lad dem dryppe af på papir. Og så serveres de varme eller kolde eller sammen med stegt fisk. Parret fik syv børn, der alle er født i den mahognihimmelseng, som stadig kan ses i huset. Tre af sønnerne lever endnu, selvom de har rundet de 90 år, og de er de sidste nulevende hvide, der blev solgt til USA. Det var jo ikke bare øerne, der blev solgt i 1917, det var så sandelig også hele befolkningen, og det både med hud og hår. Huset, der ligger smukt i tropiske, bakkede omgivelser, er fuldt møbleret og meget hyggeligt med familiebilleder på væggene og familiegraven i haven. Irene Lawaetz giver stadig rundvisninger i huset med fortællinger fra et langt liv på stedet, men vi måtte dog nøjes med en ung pige, der mere lirede teksten af. Som en kuriositet kan nævnes, at repræsentanter fra Frilandsmuseet var på besøg i 1948 med henblik på at skille huset ad og genopføre det i Lyngby. Det blev dog skønnet, at det ville blive for dyrt, så hvis man vil se noget caribisk danmarkshistorie, er der ingen vej udenom, man må rejse til Vestindien. Vi havde fundet sammen med Arne og Cecilie til aftenspisning på havnefronten. Vi sad udendørs, for en sørøver, der sikkert var betalt for det, spillede og sang indendørs, og det så højt, at det var svært at få ørenlyd. Lige da den sidste mundfuld var slugt, kom der et tropeskyl, så vi måtte alligevel indenfor og tage kaffen og så finde os i sørøveren. Fire personer til fin aftensmad, øl og irsk kaffe og sørøver kostede 129 dollars. Forresten var der hver aften et spøjst syn ved denne restaurant, idet en mængde lange, smalle fisk samlede sig på et bestemt sted og snoede sig ind imellem hinanden. Når der så blev taget billeder med blitz, lyste deres øjne helt uhyggeligt. Helt ude på Point Udall blev der i anledning af årtusindeskiftet rejst et moderne Stonehenge udført af kunstneren Bill Rich. Monumentet består af nogle store spidser muret op i kampesten, og ved siden af står to flagstænger, hvor Stars and
Stripes og Virgin Islands’ flag vejer i vinden. I buskene omkring monumentet fløj i tusindvis af gule sommerfugle rundt, så der må have været noget, som de godt kunne lide. I nærheden gik vi ned på stranden, der var mere vild, end det vi var vant til på St. Croix, for der var masser af sneglehuse, småt drivtømmer og spændende sten. Der var en slags ferielejr i nærheden med store børn, og jeg var henne for at snakke med nogle af dem. Selvom det var lørdag, havde de skolebøgerne fremme, og de sad under et halvtag og lavede lektier. Vores chauffør Svennie boede lige i nærheden, og vi var henne for at se hans hus. Området er meget bakket, og det er nærmest snoede bjergveje, der er i området, og her havde han bygget sig et herligt to-etagers hus med den skønneste udsigt. Spændende stue med to etager til loftet og ellers meget elegant indrettet, også Svennies kone så både spændende og elegant ud – helt kortklippet, slank og med store solbriller. Plantageejerne foretrak at blive begravet på deres ejendomme, så det er mest militærfolk og embedsmænd, der ligger begravet her og under gravsten, der som regel blev sendt herover fra Danmark. Der findes pæredanske navne på stenene, og ellers ligger både venner og uvenner blandt hinanden. Jobst von Scholten, der var bror til Peter, må vel tilhøre vennerne, medens Edward Heilbouth, der skrev smædebreve mod Peter von Scholten til udgivelse i Danmark, fra min side tilhører uvennerne. På Sophia Boughs gravsten står der, at hun er født Netlohcs. Hvis navnet staves bagfra står der Scholten, og det var måden at vedstå sit faderskab uden dog højlydt at skilte med det. Sophia var barn af Peter von Scholten, for han havde to børn med en sort kvinde, før han kendte Anna Heegaard. Dorte mødte hende på sin næste tur, og hun kunne huske mig og spurgte, om hun så smuk ud på billederne. Dorte måtte så fortælle, at hun så meget smuk ud, og så gav hun sin adresse til Dorte, så jeg kan sende et par billeder. På den modsatte side af vejen ligger et moderne hus i dansk-vestindisk stil med arkader. For at give det et autentisk præg er det bygget af 60.000 mursten fra Egernsund Tegl i Sønderjylland. Det er danskeren Hans Probst, der har bygget huset, og det er såmænd ham, der også ejer Hotel Kong Christian. Der var fuldt drøn på koret, og kirkegængerne sang både med og klappede efter hvert nummer. Koret kom ned fra førstesalen og gik syngende gennem kirken, og oppe ved alteret lavede de noget, der lignede squaredance. Derefter kom tre forskellige personer op og talte og nærmest bekendte deres synder, men Kristus havde nu vist dem vejen, så hallelujaerne rungede.
Ellers var overfarten heldigvis nogenlunde behagelig rent bølgemæssigt, og jeg døsede noget hen på grund af pillen, men vågnede op, da vi nærmede os St. Thomas med alle eventyrlysene op ad bjergsiderne. |
Øerne har også deres eget segl med de tre øer aftegnet samt deres nationalfugl ”yellow brest” og deres nationalblomst ”ginger thomas” og et sejlskib, der viser havets betydning for øerne. Derudover viser seglet både Stars and Stribes og Dannebrog. Jamen, man bliver jo helt stolt og kan dårlig forstå, at de på trods af alt har varme følelser for det gamle land. Og det selvom vi tyvstjal deres forfædre i Afrika og sejlede dem over Atlanten og derefter udnyttede dem til sidste blodsdråbe. Men der er åbenbart et eller andet, der stadig binder vores befolkninger sammen igennem den fælles historie, for øerne havde i en lang årrække en enorm betydning for det dansk-norske kongerige, og det både kulturelt og økonomisk.
På det sidste er der kommet mange palæstinensere og latinamerikanere til øerne. Palæstinenserne er dygtige forretningsfolk, og de ejer mange af de forretninger, hvor gæsterne fra krydstogtskibene lægger deres penge. Latinamerikanerne hører til i den anden ende af skalaen, og de er ofte henvist til at tage de lavest lønnede job, som ingen andre vil have. 
Helt fra danskertiden har der været religionsfrihed på øerne, når bare indbyggerne respekterede de danske helligdage. Denne tolerance er bevaret og er en del af kulturarven, og i dag er der over 150 forskellige trosretninger på øerne. Alle de kristne trosretninger har i århundreder levet fredeligt sammen med muslimer, jøder, Jehovas Vidner og ateister. Det er dog alligevel den kristne tro, der er dominerende, og der findes ikke mindre end 300 kristne kirker på øerne.
Den helt tunge indtægtskilde for øerne er turismen med omkring 2 millioner besøgende om året. Hele 70 % af befolkningen tjener deres penge direkte eller indirekte fra turisterne. De fleste kommer til Sct. Thomas, dog kun en enkelt dag i forbindelse med et krydstogt-stop. De fleste besøgende kommer fra Nordamerika, og det gør, at øerne er meget følsomme over for konjunkturudsving i USA. En skrap orkan kan også betyde, at turisterne holder sig væk. Det giver økonomisk ustabilitet og det flere år efter, at vinden har lagt sig.
US Virgin Islands er en del af øgruppen Jomfruøerne, som igen er en del af øgruppen De Små Antiller, som ligger i det Caribiske Hav, men vores øer er så små, at de dårligt nok kan findes på et verdenskort. Havet omkring øerne er visse steder 5 km dybt, og dernede i dybet skurer den nordatlantiske og den caribiske kontinentalplade mod hinanden og giver i snit et jordskælv om dagen. De er dog heldigvis ikke så store, så der lægges dårligt nok mærke til dem. Øerne er omgivet af store koralrev, der bryder bølgerne fra oceanet, og det giver rolige badeforhold ved strandene og friske forsyninger af hvidt sand.
Det er faktisk sådan, at orkansæsonen markeres af helligdage, og det er fjerde mandag i juli på Supplications Day, at man i kirkerne beder om, at øerne må blive skånet for orkaner. Efter en forhåbentlig vel overstået sæson siger man tak den tredje mandag i oktober på Hurricane Thanksgiving Day.
Det er faktisk en god ide altid at have smådollars i lommen, hvis man lige kommer ud for noget, men det er dog en fornærmelse, hvis man tipper venlige mennesker, der viser vej eller kommer en til undsætning i nød, for sådan er de heller ikke.
I slavetiden hed de farvede ofte bare ”de kulørte”, og de hvide hed de ”blanke”. Men på plantagerne boede de hvide i Great House, medens de kulørte boede i ”negerriet”.
På vores tidligere rejser til fjerne kyster eller til Langtbortistan har vi selv skullet finde ud af det ene og det andet undervejs, så det var ren luksus at have en guide med hele vejen. Når der er en guide med på hele rejsen lige fra Kastrup, bliver man lidt sløv og følger bare efter Dortemor uden at sætte sig ind i tingene. Nå, men Dorte var en livlig, levende kvinde, der gjorde sit yderste for, at vi alle skulle få en god og oplevelsesrig tur til de vestindiske øer. Og når hun nu havde været privatsekretær for tre statsministre, så kunne det jo også tyde på, at hun måtte have nogle ben i næsen ud over det normale. 
På opfordring havde Dorte dog efter et par dage givet os en deltagerliste, og så gik det noget nemmere, især hvis der også lige havde været en præsentationsrunde, hvad der dog ikke var. Hvis vi havde listen, og hver lige sagde sit navn, og hvad vi lavede, så kunne man lige lave sine egne notater: ”Ham med skægget er gift med hende med håret, og de hedder Ole og Gerda” osv. I løbet af et par dage ved man hvem, der er hvem, og kan også spørge til deres arbejde eller tidligere arbejde. (Dette er lige en til Albatros, hvis de vil gøre deres rejser bedre, og det fungerer fint andre steder).
Om aftenen var det en anelse køligere, men det var bedst at stå tidligt op, hvis vi ville fornemme en svag morgenkølighed. Varmen var dog bestemt ikke ulidelig her i slutningen af november. Det var også lige før turistsæsonen, hvor den rige del af amerikanerne søger væk fra den nordamerikanske kulde til de varmere himmelstrøg.
Foreløbig havde vi dog kun fået vores bagage og var kommet ind i en taxi, der ville køre os til hotellet. Chaufføren var selvfølgelig sort, og noget af det første, han sagde, var: ”I am
Danish” og så præsenterede han sig som Christian Valdemar Hansen, og både han og mange andre, vi mødte på øerne, sagde: ”Welcome home”, når de hørte, vi var danske.
Vi kom igennem et frodigt landskab, og Christian Hansen fortalte, at det havde regnet næsten uafbrudt i de to sidste dage, men vi kom åbenbart med solskinnet. Vores Hotel Kong Christian lå i en tidligere officerskaserne fra 1830. Bygningen lå lige ud til havnen og bugten, og jeg tror aldrig vi har boet på et værelse med så smuk en udsigt. Nydelige værelser med aircondition, og så gjaldt det bare om at stille den, så der ikke blev for varmt eller for koldt. På hotellet var der selvfølgelig en reception og en hyggelig lounge med en masse kunstige blomster, og bagved den lange hotelbygning var der en lille svømmepøl. Udsigten fra bagsiden af hotellet var lidt ruinagtig, og ejeren ville også gerne købe grunden, men prisen var urimelig høj. 
Vi nåede lige en aftentur og skævede til det gule fort, der lå i halvmørke, og ellers gik vi rundt i nogle af de hyggelige, gamle gader, hvor der var så stille, at man kunne høre en mus pibe. 
Det begyndte at lysne kl. 6 om morgenen, og et kvarter efter var det helt lyst. Der var en behagelig morgentemperatur, og det havde regnet om natten med det gode formål at fylde cisternerne op. På St. Croix findes der intet grundvand, der kan pumpes op, så man må forlade sig på cisternerne, der bliver fyldt af regnvand, eller på de ferskvandsanlæg, der kan omdanne havvand til ferskvand.
Tæt på lufthavnen huser øen et af verdens største olieraffinaderier kaldet Hovensa, og det giver mange arbejdspladser, men ellers ligger det behageligt gemt på en del af øen, hvor der alligevel ikke er meget at se – så hvorfor tage derhen.
Christiansted er øens hovedstad, hvis man kan kalde den hyggelige, lille by for noget sådant. Gaderne ligger vinkelret på hinanden, og allerede i 1747 blev der udstedt bygningsdirektiver, der skulle reducere brandfaren. Derfor er underetagerne af husene i bymidten af sten, og det er som regel danske Flensborgsten, der blev fragtet herover som ballast i skibene, og først ovenover i en eller to etager er bygningerne af træ. Gaderne er med arkader, der ligefrem bærer betegnelsen Danish Arcades, og de strækker sig gennem gaderne og beskytter gående og butikkerne mod regnvejr, vind og sol.
Jeg ved ikke, om det skæmmer byen, det ser i hvert fald eksotisk og caribisk ud, men hører jo nok ikke hjemme i en historisk by, og det må også give problemer under hurricanes – det er alle de elledninger, der krydser gader og stræder i et virvar. Vi så faktisk heller ikke en eneste elmast/lygtepæl, der stod lige. Det er derfor planen, at al el skal i jorden, og de er begyndt, og regeringen betaler det meste. Elektriciteten kommer fra olie, men der er kræfter i gang for at lave energi af affald, og ved nybyggeri kræves det, at der satses på solenergi – og så giver det oven i købet også skattelettelser. 
Selve hovedgaderne er smalle, så de fleste steder er der ensrettet færdsel. Muldyr og æselkærrer er for længst udskiftet med biler, og ikke sådan nogle som vi har herhjemme, nej, der skal mindst en stor firhjulstrækker til. Om dagen kører de tilsyneladende nonstop op ad den ene gade og ned ad den anden. De er dog meget flinke til at stoppe, hvis man vil over gaden, også selv om der ikke er nogen fodgængerovergang i nærheden. Faktisk er det sådan, at hvis man bare tænker på at ville over, så stopper de. Bilisterne er dog begyndt at vånde sig over de høje benzinpriser – de giver lidt mere end det, vi giver for en liter, lige med den forskel, at de betaler pr. gallon, der er 4 liter.
St. Croix har en del industri, men der er ikke meget landbrug tilbage, da der er blevet mere tørt efterhånden. De sidste sukkerrør, der blev dyrket kommercielt, var i 1966, nu er der kun lidt ved museer m.m.
Indtil for 1½ år siden hang Dannebrog altid på alle regeringsbygninger. Så var der nogle, der syntes, at det var for meget, og hvorfor skulle de andre nationer, der har haft herredømmet på øerne ikke hænge der – så nu hænger Dannebrog der kun i hele marts måned.
Der er ikke så meget levende dansk kultur tilbage, men meget dansk arkitektur. Mange har dog stadig danske fornavne og også efternavne.
Vejehuset Old Scale House ligger midt på havnen, og i den ene ende af vognporten står den gamle vægt, der blev brugt til af veje sukkertønderne, når de skulle udskibes og dermed give skat til staten og i særdeleshed til vejemesteren. Det var dengang sukker var lig med guld. I den anden del af Vejehuset ligger en lille hyggelig boghandel med en sød ældre snakkesaglig dame, der gerne vil gøre det så godt for turisterne, og sikkert også for andre. Den ene gang vi var der, sad der to ældre, sorte kvinder i deres fineste puds i hver ende af lokalet, men desuagtet kunne de godt sidde og småskændes. Det var to søstre, som hver dag tog bussen fra Frederikssted til Christiansted, og så sad de i Vejehuset, indtil bussen kørte dem hjem igen.
Adskillige orkaner har mishandlet kirken, og i 1825 var den ikke længere sikker at opholde sig i, så den hollandske kirkes menighed tilbød generøst den danske menighed sin kirke. Alt inventaret blev flyttet derop sammen med flere gravsten. Steeple Building blev en overgang omdannet til militært bageri, men brødene var dårlige, og så blev der hospital i bygningen og derefter skole. I 1956 blev bygningen fredet og restaureret ved hjælp af danske eksperter, og der blev indrettet et arkæologisk museum, som dog heller ikke er der mere. 
Lidt oppe ad Kongens Gade ved siden af Guvernementsbygningen ligger så Lord God of Sabaoth Church, der huser det meste af inventaret fra den nedlagte Steeple Building. Det er en stor nyklassisk kirke, og selvom vi overtog den fra hollænderne, er tårnet tegnet af danskeren Albert Løvmand, der var elev af C.F. Hansen. Sammen med inventaret blev gravmælet for generalguvernør Peter Clausen flyttet med. Han levede fra 1721 til 1784, altså en del år før Peter von Scholten, men han var også en god mand for Vestindien. Han begyndte som kopist og endte som en ubestikkelig generalguvernør, som planterne hadede. 50 år efter hans død samlede St. Croix’ borgere ind til gravmælet, så det viser, hvor afholdt han var. 
I vore dage er fortet museum, og mod et mindre beløb kan man gå rundt i soldaternes gamle rum. Nede i fangehullerne er der i gulvet indridset et slaveskib, og det er nok en tilfangetagen, der gerne ville sejle tilbage til Afrika.
Om eftermiddagen tog vi båden ud til Protestant Cay, hvor vi før havde spist på stranden, men der måtte vel også være en strand på den anden side af øen. Det var sådan lidt på bagsiden af hotellet, og stedet var der bestemt ikke gjort meget ud af, for der var en masse asfalt og sten, så der så nærmest lidt lossepladsagtigt ud – i mild grad, men alligevel. Nogle planter havde smidt nogle små partisansøm ud i form af sylespidse frø, og de borede sig ind i huden, hvis man formastede sig til at gå med bare tæer. Der var bestemt ikke andre mennesker end os der på bagsiden, så efter en hurtig dukkert, fortrak vi til den civiliserede del af øen med kridhvid strand, strandstole og bar.
Nede på hjørnet ved den gamle danske vejerbod er der en søvnig taxaholdeplads, og vi kontaktede selveste præsident Kelvin Dennie, der var ejer og chauffør i sit eget Tours og Taxi selskab. Vi forklarede ham, hvor vi gerne ville hen, og han rystede på hovedet og sagde, at der intet var at se, og at han da hellere ville køre hen til en rigtig strand. Han fik endda fat i en ranger, der også sagde, at der ikke var noget derude, der var værd at spilde tiden på. Vi var stadig standhaftige og mr. Dennie, der var sort som 90 % af befolkningen på øerne, ville selvfølgelig gerne køre os derud hvis vi virkelig insisterede, og vi aftalte en fornuftig pris.
Et stort skilt forkyndte historien om Columbus, og ellers gik vi ned på den øde strand, hvor bølgebruset blandede sig med historiens vingesus, og stranden var mere vild end det, vi ellers havde set. Stadig med kridhvidt sand, men der lå solblegede, døde mangrovebuske efter orkanen Hugo, og ellers var der spændende koralsten, hvor de store nærmest lignede menneskehjerner. Jeg fik taget et billede af et fodspor, og hvis det havde været på månen uden atmosfære, ville det helt sikkert have været det første hvide fodaftryk i USA. Jeg kunne heller ikke modstå fristelsen til lige at tage en svømmetur i det lune vand, og efter en times forløb gik vi op til Dennie og sagde OK. Vi ville dog også lige op at se besøgscenteret, der ligger på en bakketop med en vid udsigt ud over havet.
Besøgscenteret var derfor aldrig rigtig kommet i gang, og dørene stod delvis åbne og peb på de rustne hængsler. Det var ellers meningen, at øens fortidsminder fra indianertiden skulle udstilles på besøgscenteret, men foreløbig ligger det meste i magasin på Nationalmuseet i København, og ellers er 16.000 oldsager bevaret på Fort Christiansværn.
Buccaneer, der betyder sørøver, ligger højt hævet i terrænet med udsigt over Altona Bay til Christianssted, og stedets historie går helt tilbage til malteserridderne, der ejede øen i 1600-tallet. Der findes endda stadig murstykker, der kan ses i hovedbygningen fra maltesertiden. 
Vi havde en halv aftale med Arne og Cecilie på Buccaneers private strand, men først ville vi ind at se på hotelfaciliteterne. Stor, smuk reception med et stort vægmaleri af et drabeligt søslag mellem et engelsk og et dansk skib, og det ser grangiveligt ud, som om danskerne er ved at vinde. Ved indgangen til restauranten blev vi spurgt, om vi ville have den store morgenmadsbuffet, men da vi havde spist morgenmad, bad vi bare om et glas juice. Et øjeblik efter blev det serveret af en ærbødig tjener med sir og madam og det hele, men de havde jo også fået besøg af fine folk fra Danmark. Så sad vi der og nød den kolde juice og den pragtfulde udsigt ud over bugten. Og da vi var ved at være færdige, kom tjeneren og lagde diskret en bon i læderetui på bordet. Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad den kostede, men det var overkommeligt, så da der ikke skulle være nogen smalle steder, lagde vi godt med drikkepenge.
Stranden på Buccaneer er ganske dejlig med kridhvidt sand og palmer og klart lunt vand, så der kan man godt få en eftermiddag til at gå uden de store problemer. På stranden findes en cafe, og selvfølgelig kan man ikke bare sidde der i badetøj, så det krævede en lille omklædning. Tjeneren gik i en flot farvestrålende skjorte, og da vi roste den, fik vi at vide, at hun i hvert fald ikke kunne lide den. 
Lidt uden for Christiansted, dog 180 m oppe ad bjerget, ligger Bülowsminde, hvor Peter von Scholten og Anna Heegaard havde deres private hjem. Efterhånden blev det mere og mere Annas ejendom, på papiret i hvert fald, for Peter lånte penge af den velhavende frineger. Efter at Peter von Scholten nedbrudt rejste hjem til Danmark, blev Anna boende på Bülowsminde, så det er også et sted med masser af historie, men ak.
Midt på Queen Mary Highway drejede vi ind til St. Georges Village Botaniske Have, der dækker et område på 16 tønder land med mere end 800 forskellige arter af tropisk flora. Sviney viste rundt, og det viste sig, at han havde en stor viden om de mærkelige træer og planter, som vi kom forbi. Haven er anlagt oven på ruinerne af en præ-columbiansk landsby, og oven på den en sukkerplantage med masser af ruiner stikkende op både her og der. En måske lidt mærkelig kombination med botanisk have i et ruinkompleks, men det var et spændende sted, helt sikkert. Man kan få udleveret en folder, endda på dansk, der fortæller om noget af alt det, der ses undervejs. Indgangen ved den tidligere plantageforvalters bolig er nu godt overgroet af grønne vækster. 
Pølsetræet kommer fra Afrika, og de dinglende frugter ligner store pølser, der forresten kan gæres til fremstilling af en slags øl.
Masser af orkideer var alle vegne på træerne, og der var mange andre spændende vækster som sød lime, der på trods af sit navn er meget sur.
Byen er betydelig mindre end Christiansted, men opbygget på samme måde med lige krydsende gader, og selvom gadenavnene har fået et Street bagefter, er det dog stadig Strand Street, King Street, Queen Street, Prince Street m.m. Ved siden af det røde Fort Frederik med de gamle kanoner strittende til alle sider ligger Frederiksted Pier, der er en over 100 lang mole, der har kostet den nette sum af 100 millioner kr. Den kan tage de store krydstogtskibe, som ikke kan gå ind i Christiansteds lave vand, men om den nogensinde kan tjene sig ind, er nok tvivlsomt, da der kan gå uger uden anløb.
Fortet er nævnt i historien som det første militære fort i verden, der helt tilbage i 1776 saluterede det amerikanske flag, da et amerikansk skib sejlede forbi. Og endnu mere berømt er fortet, fordi det var her, at generalguvernør Peter von Scholten den 3.juli 1848 erklærede de danske slaver frie med de berømte ord: ”Now you are free. You are hereby emancipated”. 
Siden hen har Fort Frederik været brugt både til politistation, fængsel, brandstation og bibliotek og efter en gennemgribende restaurering i 1976 som museum.
Så kom vores chauffør og sagde, at der også var musik inde i selve fæstningsgården, og det var også værd at høre, så vi tog en rask beslutning og brød op og gik derhen. Allerede i porten blev vi shanghajet, og en stor, sort kvinde hvirvlede mig ind i en kædedans. Næsten alle pigerne i gården var i farverig påklædning, måske sådan noget kreolertøj med store sløjfer i håret. Sløjferne var bundet på den snedige måde, at det havde noget at gøre med om pigen var fri på markedet eller var optaget til anden side. De fleste mænd i gården var i ternede skjorter i samme farver som kvinderne, så det var et farverigt syn.
Vi troede, at der måske skulle vises en eller anden film, måske a la western eller krimi eller hvad de nu kunne finde på, så vi gik ud i fortgården igen. En dame spurgte, om vi var danskere, og da vi bekræftede, foreslog hun, at vi gik ind til filmen, for den var optaget i Danmark. Det viste sig, at det var et lokalt band, der havde været på turné i Danmark og deltaget i forskellige festivaler, og et TV selskab havde fulgt med og lavet en film om turneen. Og sikke en film – Danmark blev bare omtalt så positivt, at det var lige før, at vi fik hjemve. Tilfældige danskere fortalte om de byer, der blev besøgt, og ellers fulgte man bandet rundt om i landet, og de havde moret sig og undret sig, og hele tiden var der positiv omtale af Danmark. Og tænk, og det vidste jeg ikke engang selv – at vi har det så rent alle vegne i Danmark. Musikerne havde også været oppe at dyppe tæerne ved Skagen og havde gyst i det iskolde vand. Når de optrådte rundt omkring, kunne de danske tilhørere ikke lade være med at danse, og det morede tilskuerne til filmen sig meget over. Og forresten så var næsten alle tilskuerne sorte mennesker, og jeg følte mig meget mere hjemme her end ude på græsplænen mellem de blanke. 
I nærheden af rompunchboden stod der ikke mindre end Caribiens smukkeste sorte pige, og jeg kredsede diskret rundt om hende og prøvede at tage mod til mig og spørge, om jeg måtte tage et fotografi af hende til brug ved et senere foredrag om Vestindien. Modet svigtede mig, og da bandet i mellemtiden begyndte at spille i fortgården, begyndte det at krible i mine ben. På trods af de smægtende rytmer var der ingen, der dansede, men god musik skal ikke bare sådan gå til spilde, så Gitte og jeg tog en lystig svingom. 
Cruzan Rum Distillery var det første til at markedsføre rom med smagsvarianter, og for tiden findes Cruzan Breezers med smag af banan, kirsebær, citron, kokos, guava, mango, ananas, hindbær og vanilje, og så laver de også en himmelsk romcreme. 95 % af produkterne bliver sendt i tanke til New York, hvor rommen kommer på flaske og sendes ud i den vide verden. 
En kraftig sort kvinde med et spraglet kreolertørklæde viste rundt i de store, lyse rum, der står fuldt møblerede i datidens stil med smukke mahognimøbler og malerier på væggene. Stolene er selvfølgelig med flettede sæder, så der kan komme en smule kølighed op nedefra. Disse stole er en gave fra nu afdøde Victor Borge, som i mange år havde en bolig i Christiansted, indtil orkanen Hugo raserede, og Borge fraflyttede øen.
Christopher ejede plantagen indtil 1809, hvorefter der kom en lang række af ejere, der efterhånden misligholdt ejendommen, indtil den i 1954 blev overtaget af St. Croix Landmarks League. Herefter tog det 6 ½ år at restaurere og møblere hovedbygningen, så den i 1962 kunne åbnes for offentligheden. 
Carl Lawaetz kom til St. Croix i 1890, hvor han arbejdede for sin onkel, men seks år senere havde han sparet nok op til udbetalingen på ”Little La Grange”. En orkan i 1899 forårsagede store ødelæggelser på farmen, og da Carl havde udbedret skaderne, tog han for første gang i 10 år hjem for at besøge sin familie. Han mødte også Marie, som han havde kendt som barn, og de blev nok lidt småforelskede, for senere friede han pr. brev. Marie sagde ja og ankom med skib i 1902. Hun medbragte både en del møbler, men også penge fra sin far til en returbillet, hvis hun nu ikke kunne trives i den varme tropesol. Hun fik indrettet plantagen med sine medbragte møbler, godt suppleret op med indbo, som blev købt af danske familier, der var for hjemadgående.
Sønnerne blev en overgang sendt til Danmark for at gå i skole på Stenhus i Holbæk, men de vendte alle tilbage til øerne, hvor de har gjort sig positivt bemærket. Fritz Lawaetz har flere gange været øens senator og har været hovedtaler ved Rebildfesten i 1995, og han har været pioner i udviklingen af det hårdføre Senepolkvæg, der kan trives i troperne. Erik Lawaetz har skrevet adskillige bøger om øerne. Kai Lawaetz var hortonom og boede i det fædrene hus med sin hustru Irene, indtil orkanen Hugo var så hård ved huset, at de måtte flytte væk fra det i en periode. Irene Lawaetz indrømmer dog, at da de flyttede ind i et lille, nyt hus med moderne bekvemmeligheder, blev de boende og lejede i stedet Little La Grange ud til museum.
Gallerierne i byen havde længe åbent denne aften, men selvom der var rigtig mange gode ting, blev det kun til et par postkort. Gitte fik dog købt et helt specielt St. Croix smykke, der er et lille armbånd i sølv med lidt guld indlagt. Der er det specielle ved armbåndet, at låsen, der er en lille krog, kan vendes, så åbningen vender udad, hvis man er modtagelig for galante herres opmærksomhed og indad, hvis man er optaget.
Efter morgenmaden nåede vi en lille morgentur langs kystvejen, hvor der stadigvæk ligger huse, der efter orkanen Hugo nærmest må betegnes som håndværkertilbud. Der skete ulykkeligvis det, at forsikringsselskaberne gik konkurs, så husejerne selv skulle til lommerne, hvis husene skulle genopbygges, og det har alle åbenbart ikke magtet. Ude på en landtange mod færgehavnen var det heller ikke ligefrem her velstanden, der viste sit ansigt, for hyggeligt nok var der rustikke havemøblementer, og der stod forskellige havegrill rundt omkring, men det var noget skrabsammen det hele. Udsigten var dog formidabel, for lige over vandet lå fortet, og store sejlbåde lå for anker i bugten. På vej tilbage mødte vi vores taxichauffør Dennie fra turen til Columbus Landing, og det var med store smil, håndtryk og en sludder. 
St. Croix’ østligste punkt er faktisk også hele USA’s østligste punkt, og hele dette landområde er navngivet af en dansker og kaldes stadigvæk for ”Et Stykke Land”. Det yderste punkt kaldes Point Udall, og krakilere mener, at det ikke er USA’s østligste punkt, i hvert fald ikke i forhold til datolinjen, for helt ovre lidt øst for Japan ligger den lille ø Wake Island, som tilhører USA, og den må da siges at være meget mere østlig. 
På stranden ved siden af teleskopet gik vi i vandet, og vores guide Dorte havde sponsoreret rompunch. Strandene på St. Croix virker ret eksotiske, for pelikanerne styrtdykker, ofte blot nogle få meter fra de badende. Det ser ellers ud, som om de bare flyver fredeligt rundt, men lige pludselig klapper de vingerne sammen, og drøner nedad igennem vandspejlet, fordi de har fået øje på en fisk.
En del af kirkegården er helliget et område som ”Historisk Dansk Kirkegård”, og ikke unormalt er gravene omgivet af kanoner og tykke jernkæder. Som regel er der på de gamle danske kirkegårde i 1920 rejst et mindesmærke i koralsten og mindeplader af marmor fra Bornholm. Den danske stat giver stadig et lille beløb til vedligeholdelse af de danske dele af kirkegårdene, men det er små beløb, så vedligeholdelse af stedet og restaurering foregår ofte på private initiativer. 
Kirkegårdskvarteret hørte nok til den fattigste del af Christiansted, og udenfor lå nogle meget små træhuse, sandsynligvis gamle slavehuse. Uden for et af husene stod en kvinde og smilede, og da jeg gerne tager billeder af øernes befolkning, spurgte jeg, om jeg måtte tage et billede. Joh, meget gerne endda, og hun storsmilede uden dog at åbne munden. Jeg snakkede med hende, og hun hed Eleonore og var født på øen og havde boet i sit lille hus i over 30 år. Stort håndtryk og Good bless you and come back again.
Den meget elskede danske entertainer Victor Borge, holdt i mange år sine sommerferier i sit hus på St. Croix, indtil orkanen Hugo ødelagde huset. Victor Borge orkede ikke at genopbygge det, men han huskes stadig på øen med stor glæde. Han gav klaverkoncerter på øerne, og han skænkede store pengebeløb til bevarelse af de danske minder. Huset er genopbygget fra kælder til kvist og ejes af en lokal rigmand.
Det var lørdag aften, og vi ankom 18.50, men allerede fra kl. 17.15 havde musikken og koret varmet op. Kirken var på det nærmeste stopfuld af sorte/brune mennesker, men jeg vidste, at hvide turister også var velkomne, så af en venlig person blev vi ført til et tomt sæde. Lige foran mig sad en lille, henrivende sort pige på måske 4 år, og hun kikkede først genert på mig, men efterhånden sad vi og blinkede til hinanden. 
Efter en rum tid gik den smukke, sorte tjener, der var iført alt sit sølvtøj, rundt og modtog bestilling på drikkevarerne, og så blev der skænket mere vand op. Nu var vi efterhånden nået til selve bestillingen af madvarerne, der viste sig at være både gode og stærke. Hyggelig aften med den caribiske stjernehimmel ovenover. To gange fin middag og øl kostede 62 dollars, og jeg fik da også lige lov til at tage et billede af den smukke tjener, der viste hele sin kridhvide perlerække. 
Inde i terminalen observerede vi noget uhyggeligt. En stor kraftig og sminket ung kvinde havde en lille dreng med, og desværre kaldte han hende for mor. Den lille dreng var nervøs over al tumulten og klamrede sig til sin mor, men hun nærmest sparkede ham væk og skældte ud, alt imens hun talte i mobiltelefon. Under hele overfarten på 1½ time værdigede hun ham ikke et blik, og telefonen forlod på intet tidspunkt hendes hånd.