 Dansk Vestindien før og nu.
Øen og især strandene er tæt på paradisets have, og det er disse strande man ser på postkort, når det er allersmukkest med det hvide sand, det azurblå hav og de svajende palmer. Ak ja – det er simpelt hen det tabte paradis. Charlotte Amalie er egentlig beliggende i et kæmpe vulkankrater, hvor den ene side er sunket i havet, og det giver en fantastisk naturhavn, hvor skibene kan ligge beskyttet mod naturens rasen. Med havnen som centrum skråner bjergsiderne op som et kæmpemæssigt amfiteater, og gaderne er forbundet med stejle trappegader, og her ligger husene smukt op ad bjergsiden. Det er som regel de fineste huse, der ligger højest oppe, for der lufter det behageligt og giver lidt kølighed i tropevarmen. På Denmark Hill ligger derfor pragtvillaen Cathrineberg, hvor guvernøren har sin officielle residens, og da Charlotte Amalie er US Virgin Islands’ hovedstad, er det herfra, der trækkes i trådene, når øerne skal regeres. Byen er stadig stærkt præget af dansketiden med det store røde Fort Christian, Frederikskirken, Government House med et pæredansk rødt skilderhus udenfor, danske gadenavne og gamle danske, rødmalede kanonrør, der er gravet ned ved hushjørnerne.
Hvis man ikke er til guld og diamanter, ligger der ved siden af Emancipationparken ud mod vandet, et hyggeligt marked med tøj og alskens ting og sager, så de almindelige turister også kan få noget med hjem. Sidst på dagen begynder taxa- og safaribuschaufførerne at råbe: ”Back Ship, Back Ship”, og de fine forretninger i pakhusene begynder at smækker skodderne for døre og vinduer. Når krydstogtturisterne så er behørigt afleveret, falder der ro over byen, og de almindeligt boende turister, som der ikke er så mange af, kan begynde at nyde de gamle hyggelige kvarterer og kønne gamle huse.
Værelserne var udmærkede, og morgenmaden var da også tilforladelig uden på nogen måde at minde om luksus. Vi måtte ”wait to be seated”, selvom der ikke var andre i restauranten end os. En ældre mandlig tjener var da meget venlig, men det kunne man ikke sige om hans kvindelig kollega, der var der de næste dage, for hun var en stramtandet dame. Og måske er det slet ikke særlig smart at skrue propperne af termokanderne en time før, de sidste gæster indfinder sig, men sådan er der jo så meget. Fra de tidligste tider har der været religionsfrihed på øerne, og i vore dage holdes der for en sikkerheds skyld både de danske og de amerikanske helligdage, foruden den helt specielle dag, 31. marts, der markerer overdragelsen til USA. I krisetider blev fortet før i tiden brugt som tilflugtssted for den hvide befolkning, som så kunne overnatte på fortet indtil faren var drevet over. Slavemarkedet blev efterhånden flyttet til markedspladsen, men slaverne havde gode muligheder for at stifte bekendtskab med fortets faciliteter, for hvis de overtrådte danskernes regler, kom de ned i de uhumske fangehuller i kælderen.
Fortet har i mange år været forfaldent, og det er meningen, at danske håndværkere skal bistå med restaureringen, så det bliver gjort efter de gode, gamle danske håndværkertraditioner. I 1887 var Prins Valdemar for øvrigt det første medlem af kongehuset, der besøgte øerne, og sidenhen har vi så haft Margrethe på visit. Den lille pavillon i parken blev tidligere brugt, når de danske militærorkestre gav koncert, og pavillonen bliver stadig brugt, når der er officielle åbninger af begivenheder. Da det også var her, beboerne på St. Thomas fik besked om, at Peter von Scholten havde frigivet slaverne, blev der i 1998 i anledning af 150 året rejst statuen ”Freedom” for at markere 150-året for slavernes frigivelse. Motivet for statuen er en slave, der blæser til oprør i en ”tutu” – en konkylie, og så kan han jo blæse Christian 9. en lang march.
Måske er det kontakten med de velhavende krydstogtgæster, der generelt gør kvinderne på St. Thomas mere trimmede og velpassede end kvinderne på St. Croix, hvor man mere lader stå til, og lader dellerne vokse lidt ukontrolleret. Tidligt på formiddagen er Dronningens Gade ikke stået op endnu, og først langsomt bliver skodderne slået til side ind til striben af Aladdins huler. Skolebørnene går i uniformer, og ved en skole i Dronningens gade stod en stor, uniformeret, sort dame og standsede trafikken, når bare hun så skyggen af et skolebarn. Et par gader bag ved Dronningens Gade er det ikke rigdommen, der er mest synlig, og især bag ved vores hotel, der ligger i yderkanten af byen, er der nærmest lidt slumagtigt. Det siges, at man ikke skal besøge disse gader efter mørkets frembrud, men jeg gik da rundt om formiddagen og kikkede, og ingen krummede et hår på mit hoved. Ind imellem lå der nogle små forretninger, men det var bestemt ikke diamanter og deslige, de handlede med, det var nærmest hen i sodavands- og chipsbranchen og andre livsfornødenheder. En tom grund lå frodig og grøn og blev nærmest brugt som losseplads, og gamle lakplader er åbenbart ikke i høj kurs mere, for der lå en 80-100 stykker i en stor bunke og flød. På væggene hænger tavler med alle danske og amerikanske guvernører igennem tiderne malet på smukt mørkt træ. I foyeren er der også tre vægmalerier af kunstneren Pepino Mangravatti, der forestiller Columbus’ ankomst til St. Croix, Transfer Day 31. marts 1917 og det sidste en romantisk fortolkning af dagliglivet i kolonitiden. Det fortælles, at der under disse vægmalerier findes gamle danske malerier, bl.a. et af Mor Danmark. En trappe fører op til førstesalen, og væggene er spækket med billeder og malerier også fra dansketiden, så jeg følte mig helt hjemme. Førstesalen er domineret af en stor luftig sal, der er smukt møbleret og med friske blomsterbuketter på bordene. Det var i denne sal, at de officielle dokumenter blev underskrevet, da USA overtog øerne i 1917. Foruden andre smukke malerier hænger der også et familiebilledet af selveste guvernøren og hans familie. I 1898 købte den katolske kirke huset med planer om at indrette det til hospital, men det blev dog aldrig til noget, så Dansk Vestindisk Kompagni købte det og gjorde det til residens for kompagniets direktør. I 1993 købte den lokale regering palæet som residens for guvernøren, og for at det kunne blive beboeligt, blev det restaureret for vildt mange skatteborgerpenge. Guvernøren lovede til gengæld, at der skulle blive adgang for offentligheden, hvilket dog ikke er sket endnu, så det kan kun nydes på afstand som det store, hvide palæ på den grønne bjergside. Trappen fører fra Kongens Gade op til Blackbeard’s Castle, der er et hotel ombygget fra et gammelt vagttårn, hvorfra der kunne spejdes efter pirater. Blackbeard med det borgerlige navn Edward Teach var selv pirat, og han boede i byen i de gode gamle dage, hvor de danske guvernører velvilligt gav husly til pirater. Den unge kvinde, der passede forretningen, havde engang været i København, der var ”so clean”, og det er ellers ikke ligefrem det, jeg vil kalde den. Besøget var helt sikkert mere end to dollars værd, men så vidt jeg kunne regne ud, er der gratis adgang fra trappen med de 99 trin. Da vi trådte ind i synagogen, kunne det godt undre en smule, at der var et pænt lag sand på gulvet, og til det er der to forklaringer: Sandet skal minde om israelernes vandring i ørkenen, og den anden skal minde om jødernes forfølgelse i Europa, hvor jøderne samledes i hemmelige kældre, og sandet dæmpede lyden af trin på gulvet. Menigheden var i gang med en bar mitzvah, da vi ankom, men ingen løftede et øjenbryn, da vi overværede handlingen, hvor en ung dreng meget højtideligt læste i skriftrullerne.
Kirkeskibet blev skænket kirken ved en mindegudstjeneste i 1992 i anledning af 75 års dagen for salget af øerne, og at slægtskabet stadig ikke fornægter sig, viser sig ved, at det er en kopi af skoleskibet Danmark. Modsat molen med krydstogtskibene ligger en landtange ud i havnen, og her ligger en lille, fransk enklave, selvfølgelig kaldet French Town. Ved indgangen til den lille bydel er der franske flag, og et sted inde mellem husene står der et lille Eiffeltårn, foruden at gadenavnene begynder med Rue. I French Town bor omkring 1500 efterkommere af de franskmænd, der kom hertil i 1800-tallet, og de holder deres franske rødder i hævd, og prøver efter bedste evne at holder deres lidt antikverede fransk ved lige. En af dagene spiste vi på Bumbas, der er en lille fastfood restaurant, der ligger på første sal med en fin, lille overdækket terrasse og en fin udsigt ud over havnen. To gode sandwich og to øl kostede 25 dollars, og så blev de serveret af en sød, sort pige, der hed Francis, og foruden hendes kæmpe kridhvide smil var hun meget unormalt født på øerne, men hun var nu heller ikke så gammel endnu. Ellers var det sådan, at hvis jeg spurgte nogle af dem, jeg mødte, om de var født på øerne og måske havde forfædre, der havde været slaver under danskerne, så var det yderst sjældent, at det var tilfældet, de kom fra alle mulige andre caribiske øer. Lidt derfra står en stenbænk kaldet ”Drake’s Seat”, og efter sigende har den engelske pirat og senere adelsmand Francis Drake siddet her og spejdet ud over havet efter den spanske armada. For franskmændene var han en gemen pirat og terrorist, men i England var han en helt og kunne senere smykke sig med et sir. Han havde hørt, at Spanien ville sende en hel armada til Caribien for at gøre det af med ham, men da armadaen lod vente på sig, sejlede han selv til Cadiz i Spanien, hvor hele armadaen lå klar til afgang. Her satte han ild til hele flåden, og den stakkels spanske admiral døde af chok. Drake levede 1545 – 1596, så det var før danskerne var på banen, og om bænken var helt original er nok tvivlsomt, da den var lavet af cement. På et tidspunkt var det den amerikanske rigmand Arthur Fairchild, der ejede stranden, men i 1949 skænkede han den til øen, der fredede stedet. Sådan et smukt sted kan man naturligvis ikke have for sig selv, og også gæsterne fra krydstogtskibene bliver sat af her til nogle timers afslapning i et sandt turisthelvede. Der er omklædningsfaciliteter, der skal benyttes, for det bornerte USA kan virkelig ikke tåle synet af en bar mås, selv inde under et håndklæde. Ud over et par enkelte sorte familier var alle strandgæsterne hvide. Som et eksotisk indslag kom en ¾ meter lang varan vandrende lige forbi, hvor vi lå og slangede os i skyggen af en palme. Vandet har altid en temperatur på mindst 25 grader, og mit eget termometer påstod endda, at det var 30 grader varmt. Vandet er så salt, at det næsten er umuligt at synke, så hvis man bare lægger sig uden at bevæge sig, flyder man, og for første gang i sit liv kunne Gitte flyde. En af de gange jeg var i vandet, svømmede en stor havskildpadde lige forbi, og godt at Gitte også så den, for de andre ville næsten ikke tro på det. Hotellet havde arrangeret et lidt forsinket velkommenparty, selvom vi var ved at rejse hjem. Nå, men der var en konkurrence og gratis rompunch og lidt at spise, og så fortalte de om hotellets fortræffeligheder. Alt i alt noget jeg godt kunne undvære. Så vi skyndte os at blive færdige, og gik i stedet aftentur i den øde by. Hovedgaden var helt under lås og slå, og der var kun nogle få andre mennesker ude, selvom det var tidligt på aftenen. Der var kun et krydstogtskib i havnen, men det var smukt illumineret, og næste dag ville det sejle videre til andre spændende destinationer, men jeg tvivler på, de kunne finde så smukt et sted som Vestindien.
Disse kvikke børn der sidder og laver lektier, traf jeg på en strand og egentlig var der ikke plads til dem på hjemmesiden, men heldigvis jeg fik dem alligevel med her til sidst. |
Trekantsejladsen fra Danmark til Guldkysten og videre med slaver til Vestindien og med rom og sukker tilbage til Danmark udgjorde faktisk kun 4 % af den samlede sejlads til øerne, hvorimod sejladsen fra Danmark til Vestindien og tilbage igen udgjorde de resterende 96 %. 
I den givtige slavetid var der 32 plantager på øen, i vore dage er der kun ruinerne tilbage af fire plantager: Fortuna, Contant, Solbjerg og Raphune. Den tidligere intensive drift udpinte jorden, så plantagedriften blev opgivet, og i stedet koncentrerede man sig om handel og kvægbrug. Rundt om på øen er store dele af plantagejorden derfor ved at springe i skov igen med lav bush og spirende træer. 
Desværre har byen været hjemsøgt af mange brande, så fra den allerældste tid er der kun få bygninger tilbage. Det var især i begyndelsen af 1800-tallet, at brandene huserede, og der blev derfor udstedt byggeregulativer, der krævede afstand mellem husene, og de skulle bygges af sten. 
I gamle dage var pakhusene fyldt med sukkertønder, sække med duftende krydderier, kaffe, kostbart træ og tobak. I vore dage er pakhusene moderniseret til lange shoppingarkader, og de er stadig fyldte, men nu er det med diamanter, guld, sølv, ure og elektronik, og der kan endda også findes kgl. porcelæn fra det gamle moderland. Det er ikke de lokale beboere, forretningerne er beregnet til, men kunderne fra krydstogtskibene, og de nyder godt af de lempelige toldregler. Langs havnemolen Crown Bay, der heldigvis ligger et stykke væk fra centrum, kan der ligge op til otte krydstogtskibe på stribe, og da hvert skib kan have flere tusinde turister om bord, giver det trængsel i gaderne og i de fine forretninger.
Der var visse nøgleproblemer, viste det sig, for faktisk så havde de glemt bookningen af hele gruppen, og værelserne skulle så også lige gøres i stand. Vi var faktisk ved at være lidt småsultne, for klokken var blevet 20.45, så vi satte os i baren inde i den åbne firkant og havde frit udsyn til stjernehimmelen. Tjenerne var ikke oplagte til særlig mange uroligheder på den tid af aftenen, for de virkede noget tvære og lettere fornærmede. Det lykkedes os da alligevel at få bestilt noget mad, og vi tog det billigste, de havde på kortet, en ret til 18 dollars, så prisniveauet var åbenbart noget højere på St. Thomas, og i hvert fald på sådan et fint hotel. Vi begyndte allerede at savne vores hyggelige St. Croix, men nu må vi se, det kan jo være at øen vinder ved nærmere bekendtskab.
Fort Christian, der ligger og stråler i solen, er opkaldt efter Christian 5. og er opført af guvernør Dyppel i årene 1672-80. I de tidlige år var fortet både guvernørbolig, fængsel, kirke og auktionsplads for slaverne. Den gode guvernør Dyppel var en kirkens mand, og kirkegang anså han for så vigtig, at man fik 25 pund tobak i bøde, hvis man ikke indfandt sig til søndagsgudstjenesten.
Klokketårnet blev bygget i 1784, og sidenhen ringede klokkerne hver dag ved vagtskiftet kl. 11.30, og så vidste kvinderne i byen, at de godt kunne begynde at gøre frokosten klar. Guvernøren var øverste chef for fortet, og i velmagtsdagene var der 46 svedende soldater udstationerede. Efter salget til USA blev fortet politistation og fængsel, og de uhumske fangehuller blev brugt helt op til 1982. 
Lige ved Fort Christian, men ude på en lille halvø, ligger den pistaciegrønne Legislature Building, der blev opført i 1874 som kaserne for de danske soldater, og siden husede den også de amerikanske marinesoldater. Bygningen er ganske smuk, da den er opført i italiensk renæssancestil med hvide skodder, og i vore dage huser den ikke mindre end øernes senat. Pladsen foran bygningen er et historisk sted, idet det var her, Dannebrog blev strøget for sidste gang i 1917, og Star and Stripes i stedet gik til tops. Det danske krigsskib ”Valkyrien” lå i havnen og saluterede, og danske og amerikanske soldater stod opmarcheret i stramme kolonner. Om de danske soldater har knebet en tåre, ved jeg ikke, men befolkningen som helhed græd i stride strømme.
Busten af Christian 9. blæste ned af piedestalen, da orkanen Marilyn i 1995 hærgede øerne, men selvom der ikke blev grædt mange tårer i den anledning, sidder han der igen og skuer ud over havnen.
Ved siden af boden stod en stor, grinende, lidt dement dame, og hun var iført en Obama T-shirt. Lidt efter kom jeg i tanke om, at sådan en ville jeg da også grumme gerne have, så jeg gik tilbage til boden, men så var damen væk. Jeg spurgte Beverly Carr, der er indehaver af boden, om hun havde nogen, men desværre nej, så hun henviste til et andet sted. De havde desværre heller ikke nogen, men så tog Beverly mig under armen, og vi stred os igennem boderne, og først helt henne ved den rigtige bod slap hun mig igen, smilede og pegede. Så fik jeg købt to T-shirts, den ene med Obamas ansigt i overstørrelse, og den anden viser ham som bokser med McCain liggende udstrakt på gulvet efter en knockout. Tilbage til Beverly for at vise resultatet, og så fik jeg taget et billede af hende, idet hun havde et sjovt hår, der var rullet op i en pølse. Den frisure var der faktisk mange andre, der havde, og ved festlige lejligheder bliver håret så rullet ud. En kopi af billedet måtte jeg så love at sende, hvilket jeg selvfølgelig også har gjort. 
Ud mod markedspladsen ligger den gamle toldbod, som Peter von Scholten var chef for, og nu rummer den smykkeforretningen Little Switzerland, hvor der selvfølgelig også findes ure i massevis. I Dronningens Gade ligger smykkeforretningerne på stribe, og jeg har aldrig set så meget guld, sølv og diamanter på et sted. Forretningernes døre står vidt åbne, og køligheden fra airconditionen i forretningen strømmer ud og lokker kunderne indenfor. Enkelte steder står der en nobel herre eller smuk kvinde og spørger, om man har lyst til at kikke indenfor, og hvis man går ind er der intet presseri, der er bare et smilende, venligt personale. Så snart gæsterne på krydstogtskibene forlader byen ud på eftermiddagen så lukkes luksusforretningerne med store skodder, og så falder der nærmest en St. Croix ro over byen.
Op ad formiddagen kan man også møde damen fra Frelsens Hær, der sidder og ringer med sin klokke, og med en mønt i bøssen får man et: ”God bless you” med på vejen. 
Uden for huset står et pæredansk skilderhus, der er en gave fra Dansk Vestindisk Forening. Indenfor er der en stor hall, og der står en vagt med alskens emblemer og guldsnore, men efter pænt at have spurgt ham fik jeg da lov til at tage et foto.
Normalt er der nok kun adgang til foyeren efter behørig tilladelse af vagten, og efter sigende skulle det hjælpe gevaldigt med en tydelig dansk accent. Vi var så heldige at få en guidet tur af en stor, sort dame på nogle usandsynligt høje hæle. Da vi kom ind i salen, var nogle rengøringsdamer i gang med rengøringen, og da vi lagde an til fotografering af det smukke rum protesterede hun højlydt:
”No, no, not photo”. Forskræmt pakkede jeg kameraet sammen igen, og så gik damen hen og fjernede en sort affaldssæk, der stod på gulvet, og sagde så:
”Now is it allowed to take photos.”
En stor del af Charlotte Amalie ligger på bjergsiden, og selvom der er veje, der går op og rundt, er der også trappegader, og den mest berømte er ”De 99 trin”, der dog har 103 trin. Trappen er bygget af gode, danske mursten, som mange andre bygninger på øerne. Murstenene kom med som ballast i de danske skibe, for selvom man altid snakker om trekantsejladsen Danmark – Afrika – Vestindien, så var det faktisk kun under 10 % af skibene, der foretog denne sejlads, medens resten sejlede direkte Danmark – Vestindien. 
I forbindelse med hotellet ligger et ravmuseum, og døren bliver ærbødigt åbnet, efter at der er lagt to dollars i entre. Det første, der møder en, er en ravvæg, der er dekoreret med 3.000 stykker rav, og med vandet løbende ned over ravstykkerne. Længere inde blive man mødt af en brølende dinosaur i Disneyland stil, inden det meget stilfulde museum begynder med alle mulige sorter af rav, og hvem skulle tro, at caribisk rav er grønt. Det hele ender i en smykkeforretning med mange smukke ravsmykker, og vi lod os let friste.
I tidens løb har der været adskillige guvernører med jødisk baggrund. En af de første var Gabriel Milan, der opførte sig som en enevældig konge og pinte alt og alle med sine urimelige straffe. Efter få år blev han sendt tilbage til Danmark og blev henrettet på Nytorv i København, men der har da været udmærkede jødiske guvernører sidenhen. 
Kirken rummer mange grave i murene og i kirkegulvet, men kun guvernører og præster kunne begraves her. Det løb dog alligevel hurtigt op, for de levede ikke så længe, efter sigende på grund af ærgrelser over Caribiens skørlevned, men feberen har nu nok også spillet ind. Gulvene måtte derfor ustandseligt graves op, og kisterne omstables, så der blev plads til nye kunder.
Den lille plads Rothschild Francis Square fik navn efter en borgerretsforkæmper på øen. Tidligere hed den Cassimir Square opkaldt efter von Scholtens far Cassimir von Scholten. En del af pladsen er i vore dage overdækket med et tag fra en gammel jernbanestation, og selvom den normalt er hjemsted for det lokale frugt- og grøntmarked, bruges den også til forsamlinger og demonstrationer. Egentlig er det et meget hyggeligt sted med en gammel vandpost i skyggen af taget, hvor en ungersvend lå under en af bænkene og sov sødeligt – eller også var han måske død? Lige ved siden af pladsen ligger en flot gammel bygning med smedejernsgelænder rundt om første sal, og det var såmænd i gamle dage Danmarks Nationalbank.
Der ligger også en Mc Donald derude, men vi nåede ikke at spise i etablissementet, for længere ude ligger Oceana at Villa Olga, der bryster sig af fransk inspireret madkultur. Desuden byder de på en fantastisk udsigt ud over havnebassinet med alle skibene og byen op ad bjerget. Første gang vi var derude, var det dog kun for at drikke rompunch, senere spiste vi derude, og dresset var som sædvanlig shorts og T-shirt, og tjenerne var i samme afslappede caribbian stil.
Videre er udsigten ud over bjergene og havet heller ikke at kimse ad, og så er der en dejlig tropisk have med 500 forskellige træer og planter. Man vandrer rundt på nogle forhøjede trægangstier, der meget strategisk ender ved souvenirbutikken, der lover en gratis gave. Nå, gaven var et postkort, men jeg fik da købt 4 ægte St. Thomas legetøjsbiler, men selvfølgelig ”Made in China”.
Der er mange dejlige strande på US Virgin Islands, der som Margens Bay prises som en af de bedste i hele Caribien. Kridthvidt blødt sand og svajende palmer, og vandet varmt og stille og beskyttet af en bugt. Bugten er opkaldt efter den danske plantageejerfamilie Magens, der ejede syv plantager i begyndelsen af 1700-tallet. Et familiemedlem skrev en grammatikbog på kreolsk, og det i sig selv er da et sympatisk træk, da det ellers ikke var fint for de blanke at tale slavernes sprog. Familien blev efterhånden gift ind i en rig hollandsk familie, så rigdommen blomstrede i takt med sukkerproduktionen. 
Et cafeteria sørger for forplejningen med udlevering af langsom fastfood, for med mange mennesker gik der hurtigt kage i køerne og bestillingerne. Et par dejlige strandpiger vandrede frem og tilbage på stranden og tog mod bestillinger på mad og drikkevarer, og så kunne man få det bragt mod en mindre ekstrabetaling. Især den ene var en ren fornøjelse at betragte, når hun vandrede forbi, men det er jo ikke særlig pænt at indrømme sådan noget. En ung mand lå og kikkede, og da jeg gik forbi, nikkede jeg mod pigen og sagde: ”Nice look”. Han så dog helt bestyrtet ud, over at jeg havde gennemskuet ham.
Ved et udsigtspunkt på tilbagevejen var der nogle souvenirboder, som også var ved at pakke sammen. Jeg kredsede lidt rundt for at se, om de havde noget interessant, og en sød, sort, ung pige henvendte sig:
”Can I help you, dad?” Nå, så fik jeg den, men jeg fik da lov at tage et billede af hende, der forresten hed Christel.
Jeg
har taget rigtig mange dejlige billeder fra US Virgin Island, og det er
kun en brøkdel der kan vises på denne hjemmeside. Heldigvis har jeg
lejlighed til at vise mange flere billeder fra disse skønne øer og deres
venlige befolkning i mit foredrag: "Dansk Vestindien før og
nu".