 Dansk Vestindien før og nu
November 2010 8 del.
Fra Charlotte Amalie er der kun ½ times kørsel ad snoede bjergveje til Red Hook eller Røde Huk, som stedet hed i dansketiden. Omkring den lille by er der flere eksklusive resorts, og på bjergskråningerne har nogle af verdens største stjerner slået sig ned i deres feriehuse. Så hvis man er heldig, kan man hænge ud med en popstar i den irske pub ”Molly Malones”, men ellers besøges byen oftest, fordi der fra Red Hook går småfærger over til St. John. Det tager kun 20 minutter at sejle over, og så er man væk fra St. Thomas’ lidt hektiske liv og tilbage i den caribiske slow down tilværelse. I 1675 gik den danske guvernør i land med to soldater, plantede Dannebrog og navngav øen St. Jan, og det danske rige var forøget med 50 km2. Englænderne, der har øer lige ved siden af, protesterede og prøvede flere gange at fordrive danskerne, men uden held. I begyndelsen gik danskerne efter tømmer i de uvejsomme skove, og først da St. Thomas var fuldt udnyttet, og jorden begyndte at blive udpint, startede koloniseringen for alvor, idet guvernør Bredal den 25. marts 1718 gik i land med fem soldater, 20 plantere og 16 slaver. St. John har stadig masser af minder fra dansketiden, og en overgang var der 60 plantager, hvor Annaberg-plantagen i dag er den mest intakte. På Fortsberg ligger også stadig ruinerne af Frederiksværn, hvor det store slaveoprør i 1733 havde sit udgangspunkt. I denne bygning, der var hans tjenestebolig, døde min forfader landfoged Ole Augustinussen Fremming den 24. maj 1804 af gul feber. Hans karriere i det caribiske blev kort, idet ”Regimentsquarteermester og auditør Ole Augusnussen Fremming af Hans Kongelige Majestæts Allernaadigste Bestalling den 28. Maj 1803 på Plantagen ”Håbet” var blevet udnævnt til Landfoged på Sct. Jan.” Den gode Fremming var foruden landfoged også plantageejer på ejendommen ”Nøjsomheden”, som skifteretten senere holdt taksationsforretning over. Ærgerligt nok fremgår det ikke af de gamle papirer, hvad ejendommen takseres til, ud over at det er en ”Plantage med Besætning af Negere og Kreaturer”. Min grandfætter Kim har ikke kunne finde den nærmere placering af ”Nøjsomheden” og er heller ikke stødt på hans grav, selvom det fremgår, at han er begravet på St. Thomas. Mange steder er der termitboer, der sidder som store, sorte plamager på træerne, og fra hovedplamagen udgår der overdækkede gange rundt om i træerne. Beboerne ser meget fredelige ud, hvis man bare kikker, men hvis man ridser lidt i overfladen med en kniv eller sten, myldrer det frem med de små, grådige bæster. St. John har stor afhængighed af St. Thomas, for al mad, el og vand skal hentes i kabler eller lastbiler, og de fleste beboere arbejder på St. Thomas, og skolebørn i high school må hver dag tage færgen over. Der er ganske få veje på St. John, og hvis øen rigtig skal udforskes, skal det være af de 35 km velafmærkede vandrestier, som alle frit kan benytte. Stierne er med masser af forklarende skilte, men parkens rangere tilbyder også 22 guidede rundture på øen. Omkring 2,5 km fra startstedet og 800 meter af en sidesti ligger der nogle mystiske helleristninger og et blomstersmykket ferskvandsbassin med kvækkende frøer og summende kolibrier. På stenene, der omgiver bassinet, er hugget nogle helleristninger, der godt kan minde om hoveder af flagermus. Man ved at taino-indianerne lavede helleristninger, og at flagermus havde en religiøs betydning for dem, og da det om aftenen myldrer med flagermus omkring bassinet, kan det have været et helligt sted. Tilbage på Reef Bay Trail bliver terrænet fladt, og man kommer forbi endnu en hestetrukken sukkermølle, og her boede W.H. Marsh og hans døtre, der senere er begravet på stedet. Kort efter bliver der sumpet, og i alle hullerne bor der krabber, der, selvom de skulle være en delikat spise, er fredet som alt andet i nationalparken. Efter i alt et par timers vandring kommer man ned til stranden og kan nyde de velordnede toiletforhold. Toilettet skyldes den amerikanske præsidentfrue Lady Bird Johnson, der i 1960 havde gået trailen og nu skulle på toilettet, hvorefter hun blev henvist til buskene. Tilbage i Det Hvide Hus sendte hun en check, der var øremærket et toilet ved Reef Bay Trail.
I det stejle terræn, hvor der nu nærmest er urskov, må man i fantasien forestille sig bjergsiderne med sukkerrørsmarkerne, og det hele holdt på plads af stenterrasserne. På disse terrasser og omkring sukkermøllen er der i over hundrede år blevet svedt helt umenneskeligt af slaverne, og rigdommen af alt slæbet endte i København, hvor det stadig kan ses i byens flotte palæer. For 1.000 år siden havde taino-indianerne etableret en landsby nær denne strand, så de har også kunne se skønheden i området. Teorien om, at de blev fordrevet af de mere aggressive carib-indianere, bliver her bekræftet, idet der er fundet kogekar med færdigtilberedt mad, så det kunne tyde på, de var flygtet over hals og hoved. Det var blevet tid til hjemturen, og i St. Thomas’ lille lufthavn lettede vi med et propelfly til Puerto Rico. I luften ser St. Thomas ikke ud af ret meget – en lille grøn ø med spredte huse næsten over det hele. Efter 20 minutters flyvning landede vi på Puerto Rico, der også er en del af USA, og i hvert fald i lufthavnen talte de overvejende spansk. Selvfølgelig var der ventetid inden næste fly til Miami, hvor der var rigtig meget ventetid, inden vi fløj tilbage til London og til sidst til vinteren i Danmark. Med dette punktum skal jeg i gang med at redigere alle vores billeder, og jeg har fundet gamle fotografier fra slavetiden og ting og sager fra nutiden m.m. Det hele bliver stykket sammen til foredraget ”Dansk Vestindien før og nu”, som er klar til sæsonen 2010-2011. Her i april 2010 har jeg allerede flere bestillinger, og jeg glæder mig særlig meget til at holde disse foredrag, og min begejstring for øerne vil helt tydeligt fremgå. Læs mere i afsnittet om foredrag på denne hjemmeside under Greiner billedforedrag. Slavernes skibe. Thorkild Hansen 1968. Gyldendal. Slavernes øer. Thorkild Hansen 1970. Gyldendal. Dansk Vestindien. Kenneth Bo Jørgensen 2009. Politikens Rejsebøger. Dansk Vestindien. Uddrag fra Bærentzens værk Danmark ved Nina York. Slavernes Slægt. Alex Frank Larsen. DR Go hund. St. Croix. Historiske fotos. Elizabeth Rezende og Anne Walbom. Dansk Vestindisk Selskab. Dansk Vestindien. Ernst Mentze. Carit Andersens Forlag. Danske Tropekolonier. Søren Flott og Thomas Laursen 2006. Jylland-Postens Forlag. Forskellige af Fogtdals Illustreret Tidende. Diverse artikler på nettet. Og ikke mindst egne dagbogsnotater.
|
Da Columbus sejlede forbi St. John på vej til St. Croix, var der ingen indianere tilbage på øen, for det havde spanierne sørget for, ligesom de havde fået ryddet ud og ødelagt de store civilisationer i Mexico og Peru. Spanierne døbte øen San Juan efter apostelen Johannes, men der gik over 100 år, før de første europæere bosatte sig.
Under det danske flags beskyttelse og lokket med otte års skattefrihed strømmede forskellige nationaliteter til øen, og i 1726 var der etableret 20 sukkerværker, og der blev dyrket sukkerrør, bomuld, kakao og kaffe. De fleste plantager var ejet af plantere, der selv boede på den mere civiliserede St. Thomas, og så lod de plantagerne passe af opsynsmænd og af slaverne selv. 
Ude på en lille halvø i havneområdet ligger dansketidens kommandantbygning, der blev bygget lige efter slaveoprøret i 1733 for at genoprette lov og orden. Bygningen hedder Christiansfort, og det er lidt specielt, at kanonerne vender ind mod land.
Vist kunne det være spændende at grave lidt mere i landfogedens liv og levned i hans korte tid på øen, men vi skulle jo videre, og i Cruz Bay holdt Charlie i sin røde safaribus og ville køre os rundt på øen. Ingen tvivl om, at Charlie er kendt på øen, for hele tiden vinkede folk, når de så hans bus. Vejene er små og snoede og går igennem nærmest uigennemtrængeligt buskads og tæt skov, så man forstår bedre, at det skulle tage omkring ½ år at nedkæmpe slaveoprøret i 1733, når slaverne løb ”maron” i den bevoksning. 
Størstedelen af St. John er nationalpark, og det kan vi takke Laurance S. Rockefeller for, idet han havde købt en stor del af øen til sit hotel Caneel Bay, og han ville sikre sig, at han med tiden ikke blev omringet af andre hoteller. I 1956 skænkede han sin jord til staten på betingelse af, at det blev nationalpark, og at han fortsat kunne drive sit hotel. Sidenhen har parken udvidet sig ved knopskydning, men stadig med små private huller ind imellem. Parkvæsenet prøver at udfylde hullerne, men må ofte give op på grund af skyhøje grundpriser, idet verdens velhavere har slået sig ned på øen, der har fået tilnavnet Caribiens Beverly Hills. Priserne på øen er derfor eksploderet, og det er ikke nemt for lokalbefolkningen at følge med i det daglige, men de har en stærk hjemstavnsfølelse. De gravide kvinder er næsten ikke til at drive til hospitalet på St. Thomas, for de vil helst have, at der står St. John på deres børns fødselsattester. 
En af de mest berømte vandrestier er Reef Bay Trail, der starter på den gamle kongevej, nu Centerline Road, ca. 8 km fra Cruz Bay. Trailen går hele vejen nedad mod stranden langs bække og skov, og selv i kolonitiden var området stort set uforstyrret. På vejen kommer man forbi Josie Gut Sugar Estate, der ligger som en ruin, men stadig med en hestetrukken sukkermølle i nogenlunde form. Turen fortsætter gennem lav skov og krat, og det lille hus, der passeres, tilhørte i sin tid den sure Miss Anna Marsh, der følte, at hun skulle give tilladelse til at færdes i dalen. Hvis hun havde været lidt venligere, havde hun måske undgået at blive myrdet i 1938. Nå, men sidenhen har der været fri passage.
Andre mener, at det er slaverne, der har hugget helleristningerne, og at det er ashanti-symboler fra Afrika. Endelig er der nogle, der mener, det er et gammelt skriftsprog fra Libyen, der betyder ”Hop i og bliv ren for skidt og
bekymringer”. Alle har lov til at gætte med, og da ingen ved i hvilken tidsperiode, de er hugget, så er der store muligheder.
Ved siden af den store sukkermølle, hvor saften blev presset ud af rørene, ligger de forholdsvis intakte bygninger, hvor sukkersaften blev opvarmet, og i fem store kar blev saften hele tiden skummet og derefter flyttet til næste kar, og efterhånden blev den tykkere og tykkere. Til sidst var der den brune sukkermasse tilbage i det sidste kar, hvor den blev kølet og tørret og hældt på store ofte 500 kg tønder. I denne tilstand blev sukkeret på oksekærre transporteret til havnen, hvor det blev vejet, og der blev betalt afgift og skat, hvorefter tønderne blev fragtet til Danmark. Planterne måtte ikke selv foretage den sidste raffinering, for den skulle foretages på sukkerraffinaderierne i København, hvor slutproduktet blev fine, hvide sukkertoppe. 
St. Johns flotteste strand er uden tvivl Trunk Bay, hvor det kridhvide sand smukt er indrammet af slanke kokospalmer. Det siges, at Trunk Bay er opkaldt efter Trunkschildpatt (kæmpe havskildpadden), som før i tiden yndede at lægge æg på stranden, men nu har de forhåbentlig fundet mere fredelige græsgange. Stranden er smuk, men også godt belagt med badegæster, og ærgerligt er det, at man ikke kan have de smukke steder helt for sig selv. På rigtig amerikanervis var der rustikke bay-watch stationer, hvor livredderne skuer ud over havet eller spankulerer rundt med deres udstyr. 
Tilbage på St. Thomas manglede vi efterhånden kun afskedsmiddagen, der blev holdt halvt oppe ad bjergsiden på en restaurant med panoramavinduer, og med hele Charlotte Amalie med alle lysene, der lå udbredt for vore fødder, kunne det næsten ikke være bedre, eller faktisk værre, for nu skulle vi hjem. 
Det er jo ikke en billigrejse med destination Dansk Vestindien, tænk bare på alle de flyvninger, men den danske befolkning er ved at vågne op, og der er flere og flere danskere, der hvert år besøger øerne. Albatros leverede bare varen perfekt, og de 36.110 kr. for to personer foruden udflugtspakke til St. John på 1.380 kr. var alle pengene værd og giver minder for livet. 
Slavernes kyst. Thorkild Hansen 1967 Gyldendal.