|
Vietnam I 1988 indså kommunistpartiet, at det var ”Fornyelse eller døden”, så betonkommunismens planøkonomi blev opgivet til fordel for en blød form for kommunisme, med reformpolitik og markedsøkonomi. Landbruget blev privatiseret, og på 10 år gik Vietnam fra hungersnød til at være verdens 2. største riseksportør. På alle andre områder er der også kommet gang i hjulene, og siden Vietnam i 1989 åbnede grænserne, har landet hvert år modtaget flere og flere turister. I de dele af Vietnam, hvor vi rejste rundt, var der dog på ingen måde overrendt, og selv i Hanois gader er vesterlændinge kun en promille i gadebilledet. I de helt nordlige egne, hvor vi vandrede rundt i bjergene blandt de farverige etnistiske minioriteter vakte vi opsigt, og vi følte os ofte som de første gæster, der kikkede ind i ukendt land.
I meget grove træk skulle rejsen foregå således, at vi skulle flyve til Singapore og videre til Hanoi, hvor vi skulle være et par dage. Derefter om natten op langs Den Røde Flod med det eksklusive Victoria Expres Train til den kinesiske grænse, og en overnatning i den gamle franske bjergby Sapa. Et spændende indslag ville være trekking i bjergene blandt nogle af Vietnams etniske minioriteter, og et farverigt marked hos minioritetfolket flower H´mong ville afrunde turen oppe nordpå. Med toget tilbage til Hanoi og videre sydpå til Halong bugten med sejllads imellem tusindvis af fritstående kalkstensklipper, og så endnu engang til Hanoi og tilbage til Singapore og Danmark. Turen var en grupperejse, men der var kun tilmeldt 3 personer til vores tur. Topas gennemfører i Vietnam ture med kun 2 personer i gruppen, men desuagtet ville vi på hele turen have en lokal guide til vores rådighed, og på selve trekket ville der være bærere med, så vi selv kun behøvede at bære på vores dagturrygsæk. Trekket var af sværhedsgrad 2 i Topas graduering, der går fra 1 til 6, og grad 2 siger:” Moderat vandring på gode stier, men hvor længere stigninger kan forekomme. Man skal dog være vant til moderat fysisk aktivitet og have en god kondition”. Vi har før været på Topasture med sværhedsgrad 4-5, og der har vi gået med tungen ud af halsen, men til denne grad 2 tur havde vi ikke trænet specielt, udover vores sædvanlige gåture. Det burde vi måske nok alligevel have gjort, men herom senere. 15 dages eventyr næsten i Langbortistan kostede 13.000 kr. pr. person incl. rejseforsikring, fly, alle overnatninger, lokal transport og hovedparten af måltiderne. Dertil kom rejseforsikring på tilsammen 1.342 kr. og udgifter i forbindelse med visa 900 kr., så summa sumarum 28.202 kr. for os 2 personer. Et lavt prisniveau i Vietnam gør, at lommepengeforbruget normalt kun er på 200 – 250 US dollar pr. person, men vi havde for en sikkerheds skyld tilsammen medbragt 700 dollar. Hvordan pengeforbruget ellers forløb, og hvordan man hurtigt kan blive millionær i Vietnam, vil jeg komme ind på senere.
Hvordan turen så ellers forløb fra et 4 stjernet hotel til bambushytter, fra mudrede øde bjergstier til en trafik, hvor kun uforfærdede vovehalse overlever, kan læses om i det følgende. Tilsæt også tallerkener med ben og følehorn og omelet i suppen, og som krydderi kan tilsættes et møde med en tigersnake, og de farverige etniske minioriteter i de øde bjerge, så ved du lidt om, hvad denne rejsefortælling handler om, så læs blot videre.
Hvert sæde havde sit eget fjernsyn med 40-50 film at vælge imellem, eller der kunne slås ind på situationskortet, hvor flyet bevægede sig over landkortet, og distancer, lokaltider og ankomsttid var angivet. Personlig havde jeg dog ikke meget tid til film, for jeg skulle jo passe landkortet, og mine stewardesser. Ruten gik nord for Athen over Sortehavet, nord for Istanbul og heldigvis også nord for Bagdad, videre mod Langbortistan til Kabul, og Mashhad som jeg aldrig har hørt om, inden det gik syd for Himalaja, over Indien og den Bengalske Bugt til Singapore.
Når lyset i flyet igen bliver tændt for fuld styrke 20.30 dansk tid, og stevardesserne kommer frem med varme klude og smilende siger godmorgen, så måtte det vel være morgen, enten vi ville det eller ej. For at få priserne ned på flyrejser er flymåltiderne ellers en skrabet forestilling, hvis man overhovedet får serveret noget, men lad mig lige her nævne Singapore Airlines morgenmad. Begynd med den friske frugt eller yoghurten og fortsæt med braiserede æggenudler med strimlet kylling i orientalsk sauce og grønsagerne. Smør så dit brød med ost og marmelade, og drik din kaffe eller the og slut af med kagen. Velbekommen. Fremme i Singapore lufthavn havde vi 4 timers ventetid, og da vi allerede havde fået bordingkort i København, var der ikke andet at tage sig til end at gå rundt i den kæmpestore lufthavn og kikke.
Min viden om Singapore kan ligge på et meget lille sted, og stammer fra bogen ”Sidste skib fra Singapore”
der handler om Singapore i de sidste dage af 2. verdenskrig, og det var bestemt ikke nogen dans på roser at opholde sig i Singapore, medens japanerne invaderede byen. Efter kaos og armod og britisk kronkoloni, blev Singapore selvstændig i 1965, og langsomt, men sikkert har den lille bystats 3 millioner indbyggere skabt et velfungerende moderne samfund, også efter vestlig standard, og det endda på kun 618 km2.
Kaktushaven ligger i fri luft, men indenfor transitområdet, og der kan man hurtig få en god fornemmelse af Singapores tropehede, men ellers kunne jeg da meget godt tænke mig en anden gang, at spendere 3-4 dage i Singapore for at udforske byen nærmere.
Klokken 10 var der flyafgang igen, og da Singapore ligger på Ækvator, skulle vi ud på et herresving på et par tusinde kilometer, for vi skulle næsten nordpå igen for at komme til Hanoi. Igen var det Singapore Airlines, der lagde vinger og stewardesser til, og selvom vi bare havde lyst til at sidde og sove, blev vi ustandselig vækket af emsige stewardesser, der ville aflevere drinks, nødder, frokost og kaffe. Medens klientellet af flygæsterne i det første fly næsten udelukkende havde været europæere, var der nu en mærkbar ændring i denne anden flyvning, idet over halvdelen af passagerene var asiater. Efter et par timers flyvning, og efter at urene igen var stillet en time tilbage, landede vi midt på dagen i Vietnams gamle hovedstad Hanoi. Cong Hoa Xa Hoi Chu Nghia Viet Nam eller på dansk Den Socialistiske Republik Vietnam har et areal på 331.700 km2 og er således ca. 8 gange større end Danmark, og da landet er langt og smalt strækker det sig over 1.600 km fra nord til syd langs det Sydkinesiske Hav. Landet har ca. 82 millioner indbyggere, og ved at gange og dividere kan det ses, at befolkningstætheden er ca. det dobbelte af Danmarks, for samlet er befolkningen ca. 15 gange større. Vietnam har 54 etniske grupper, hvor den største er vietnameserne (kinh), som udgør 85% af befolkningen, og de bor hovedsageligt, i de store deltaområder ved Mekong-floden i syd, og den Røde Flod i nord. Derudover er der 53 etniske minioriteter, der oftest lever i bjergegnene , og det var i de nordlige bjerge lige syd for den kinesiske grænse, at vi senere skulle vandre, og stifte nærmere bekendskab med 4 af de etniske minioriteter. Størsteparten af befolkningen i Vietnam er beskæftiget i landbruget, hvor der i de sydligste egne kan høstes 3 gange om året, og i de nordligste bjergegne kun 1 gang årlig. Markerne i bjergene ligger i landskaber med hundredvis af terrasser op ad bjergsiderne, og ofte er hver mark kun én meter bred, så der skal noget menneskekraft til, og bare det at bære afgrøderne ned til landsbyerne, giver arbejde til mange mennesker. Gennemsnitsindtægten pr. indbygger i Vietnam er derfor på kun 400 US dollar årlig, så der er et stykke op til Danmarks 33.000 dollar, og så er det ikke så underligt, at de kalder os rige. Bombardementerne under Vietnamkrigen gik hårdt ud over landets dyre-og planteliv, for 72 millioner liter kemiske afløvningsmidler blev med rund hånd pøst ud over skovene af de amerikanske fly, så det var lettere at pille Viet Cong (vietnamesiske kommunister) ned af træerne. Selv om det er synd for naturen er det mindst lige så synd for menneskene, og siden krigen sluttede for 30 år siden er 38.000 mennesker dræbt og over 100.000 såret af efterladt sprængstof.
Det interesserede os unægteligt mest, hvordan vejret var i det nordlige Vietnam, og her går spændet fra 10 til 30 grader, men det kan være koldere i bjergene. Vintrene er ofte fugtige med kolde vinde fra Centralasien, og somrene er fugtige og varme, så det bedste rejsetidspunkt er egentlig i efterårsmånederne, der skulle være som gode danske somre. Men det kunne ikke nytte noget at pive over vejret, for vi havde selv valgt rejsetidspunktet til begyndelsen af februar, så vi var på herrens mark, da vi landede i Hanois lufthavn, og måtte tage både vejret og alt det andet, som det kom. Efter bagageudleveringen gik vi ud til den kødrand af mennesker, der stod ved udgangen, og vi spejdede efter vores lokale topasguide, som skulle være der et eller andet sted. Første gennemsøgning gav ikke det store resultat, men så fik vi endelig øje på en ung mand med et Topasskilt, og vi havde ramt plet i den anden ende af verden. Næsten. Vi havde endnu ikke fået kontakt med 3. manden i vores rejsegruppe, men lokalguiden gav udtryk af, at alt var i orden, så vi blev ført ud til en minibus sammen med et andet dansk ægtepar, som skulle ud på en anden tur end vores.
Hanoi begyndte at oprulle sig, og vi sad med alle sanser åbne, men vi må lige se lidt på, hvad det var for et land, vi var ved at indtage.
Kina har altid haft stor indflydelse på Vietnams historie, og storebror i nord omgås med en vis forsigtighed, for der har været væbnede konflikter med Kina i de sidste 2.000 år, og den sidste så sent som i1979. De tidligste tider i Vietnam fortaber sig i dunkelhed, men der er legender om det første vietnamesiske dynasti med Hung-kongerne for 4.000 år siden, og der har også været en kong An Duong, der som den første gjorde egnen omkring Hanoi til hovedstad, da han byggede fæstningen Co Loa. I år 111 f.Kr. erobrede det kinesiske Han-dynasti landet, og kineserne fik stor indflydelse på den vietnamesiske kultur med konfucianisme og buddhisme, samt det kinesiske skriftsystem. Selvstændighedstrangen i Vietnam har altid været stor, og i de næste 1.000 år blev kineserne i kortere eller længere tid jaget ud, og mest eftertrykkeligt ved slaget i Bach Dang-floden, hvor den kinesiske flåde ved vietnamesisk krigslist blev spiddet af jernbeslåede pæle i flodmundingen. Vietnamesiske kvinder har også flere gange kaldt til oprør mod det kinesiske herredømme, således fru Trieu, der i år 48 erklærede: ”Jeg vil ride stormen af, dræbe hajer i det åbne hav, drive angriberne på flugt, generobre landet, afskaffe trældom og aldrig bøje ryggen eller blive en mands konkubine”. Derefter red hun imod kineserne på en elefant, og selvom det ikke gik så godt, var det da godt forsøgt. I de første århundreder efter vor tidsregning, var der i de sydlige og centrale dele af det nuværende Vietnam et par andre kongeriger kaldet Funan og Champa, men de gik efterhånden til grunde, og blev indlemmet i Vietnam. Herefter var der et par århundreder med nogenlunde fred og ro, og helt uhørt kunne nogle konger ligefrem sætte skatterne ned på grund af den øgede risproduktion.
I de følgende århundreder op til 1800 tallet, var kineserne på spil mange gange, når der opstod svaghed i de vietnamesiske dynastier, men hver gang blev kineserne jaget på porten, når vietnameserne havde sundet sig lidt. Hjørnestenen for vietnamesernes kamp mod overmagten var overraskelsesangreb, guerillataktik og propaganda, og det var elementer, som senere blev brugt med held både mod franskmændene, og senere mod amerikanerne.
Til Doumers og hans efterfølgeres ros skal det dog nævnes, at der også blev iværksat mange gode og betydningsfulde projekter, såsom skoler, veje, hospitaler og den store Long Bien- bro over den Røde Flod stammer også fra den tid.
Stormagterne ville det anderledes og sendte britiske og kinesiske tropper til landet for at styrke franskmændene, og Ho Chi Minh måtte acceptere deres tilstedeværelse, efter at franskmændene havde bombarderet Hanoi og havnebyen Hai Phong med tusindvis af dræbte til følge. Selvom man ellers skulle tro, at franskmændene var trætte af krig, og have en vis forståelse for besatte lande, blev det starten på første Indokinesiske krig.
Dinh styrede landet gennem terror og korruption, og religiøse sekter og kommunistiske sympatisører, blev brutalt slået ned med hård hånd, og da Dinh var stærkt katolsk, begyndte han at forfølge de buddhistiske munke. Situationen kom ud af kontrol, da en munk under verdenspressens bevågenhed i 1963 overhældte sig selv med benzin og brændte sig til døde i Saigon. Flere selvafbrændinger fulgte, og da Dinh efterhånden var ret belastende, blev han med USAs billigelse afsat og dræbt ved et militærkup.
Tet-offensiven endte som et militært nederlag for Viet Cong, men det var dog en psykologisk sejr, og i USA begyndte hjemmefronten at vakle med protester og demonstrationer imod krigen. Herefter blev det kun et spørgsmål om tid, inden USA ville trække sine tropper ud af krigen, for det blev indset, at krigen ikke kunne vindes militært. I 1973 var der kun 90.000 amerikanske soldater tilbage, og en fredsaftale var næsten på plads. Richard Nixon, der lige var genvalgt som præsident, ventede dog lige et par måneder med at underskrive aftalen, for han skulle lige markere sig og indledte krigens voldsomste bombardement af Nordvietnam og Hanoi i julen 1972. Kort efter blev aftalen underskrevet, og amerikanerne forlod landet, men så havde vietnameserne da fået en huskekage
Som en fodnote kan jeg da lige oplyse, at de røde khmerer havde 2 millioner menneskeliv på samvittigheden. Ledere af de røde khmerer Pol Poth er død, og forhåbentlig ristes han til stadighed over en sagte ild et vist sted, men netop i disse dage er der ved at blive samlet en international domstol, der skal stille 10 andre ledere af massemordet til regnskab for deres ugerninger. Ledende medlemmer af kommunistpartiet indså problemerne, og lancerede i 1986 en reformpolitik med ”nye ændringer” i form af socialistisk markedsøkonomi, og efter internationalt pres trak Vietnam sine tropper ud af Cambodia i 1989. De diplomatiske forbindelser blev derefter genoptaget, også med Danmark, og der blev åbnet for udenlandske investeringer, og selv USA ophævede sin blokering, så Vietnam fik mulighed for at optage udviklingslån. I vore dage er Vietnam igang med en rivende økonomisk udvikling med en årlig vækstprocent på 7,7 og i Asien kun overgået af Kina. Der er stadig masser af problemer som korruption og arbejdsløshed, og Vietnam er også stadig kommunistisk, og partiet er eneste lovlige parti, men der er stabilitet i landet, og der er en større retssikkerhed, end der er set længe. Så forholdene er for nuværende langt at foretrække, fremfor mafiaøkonomi og kaotiske tilstande, som det har været kendetegnet i f.eks. Rusland efter at kommunistpartiet faldt. Så hellere fremgang lidt efter lidt, og så en gang ad åre må der meget gerne komme demokrati.
Ved at skrive ovenstående, har det ihvertfald givet mig noget klarhed og overblik over historiens gang i Vietnam, så hvis der er nogen læsere tilbage, håber jeg det samme for dem. Selvom der er trængsel i den centrale del af byen, så er der også brede alléer med træer, søer og parker, og det giver også ”luft”, at byen ligger ved siden af Den Røde Flod. På grund af den franske kolonisering, har byen fået et betydeligt europæisk islæt, med store bygninger som Domkirken, Teaterbygningen, Universitetet og mange smukke villaer i kolonistil, men der er heldigvis også mange af de traditionelle pagoder og templer. Idag bygges der nyt i store dele af Hanoi, men i det gamle bycentrum, hvis oprindelse går tilbage til 1500 tallet, er det gamle hyggelige præg bevaret, og bydelen har ikke forandret sig meget siden 2. verdenskrig.
Trafikken var overvældende intens med hovedvægt på små motorcykler, der i tykke stimer bugtede sig hen ad vejen, og i vejkanten var der en leben af nytårstræsælgere, der solgte klippede appelsintræer med massevis af gyldne frugter. Træerne var fra 1 til 2 meter høje og var med klump, og for en vietnameser er det ingen hindring at transportere sådan et træ hjem på bagsædet af motorcyklen, så vejen var grøn og gul af træer. Jo flere frugter på træerne jo mere lykke, men for at få al den lykke, skulle der gribes dybt i en vietnamesisk pung, for prisen var omkring 30 US dollar. Selvom det ikke lyder af alverden, så dog alligevel, for en hanoiborger har i gennemsnit en årsindtægt på omkring 900 dollars om året. For mindrebemidlede kunne der som alternativ til appelsintræerne købes blomstrende ferskengrene, som sælgerne også stod og viftede med langs vejkanten, for et eller andet skulle der med hjem til nytårsfesten, som skulle fejres et par dage senere den 9. februar.
Skikken med fremstrakte hænder, der vil have drikkepenge, er heldigvis stadig et ukendt fænomen i Hanoi, så da en sværm af hotelpersonale havde tømt bilen for bagage og båret den op på værelset, vankede der ikke anden belønning end et smil. Værelset var selvfølgelig lille, men med både tv, hårtørrer, toilet og bad og en lille balkon ud til den smalle gade med alt det gadestøj, vi kunne ønske os. Ud på aftenen var den værste trafik dog stilnet af, og jeg talte kun ca.100 dyt i minuttet. Inden da fik vi sat et kryds på bykortet, hvor vores hotel var beliggende, og et andet kryds hvor vi kunne finde den nærmeste bank, og så måtte vi ud i mylderet for at veksle nogle penge, og vi aftalte at mødes med guiden senere på hotellet. For at krydse en af de store gader, kræver det den særlige teknik, at man bare skal gå over. Biltrafikken, som der heldigvis ikke er meget af, skal der dog holdes øje med, for der er ikke plads til, at bilerne kan køre udenom, og hvis de bremser op, bliver der kaos. Det er motorcyklerne, der giver trafikken i Hanoi, og det nytter ikke noget at vente på, at der er fri bane, for så kommer man som gående aldrig over. Så med bævende hjerte og med hinanden i hånden, forlod vi fortovet og gik ud i strømmen. Med jævn hastighed skal gaden derefter passeres, og man må for guds skyld ikke stoppe op og heller ikke løbe, for der sker det mærkværdige, at motorcyklerne tager bestik af de gående, og kører bagved eller foran, alt efter hvad der passer bedst. Faktisk behøver man slet ikke se sig for, og en blind kunne gå over gaden, uden at der blev krummet et hår på vedkommendes hoved. Sådan stort set ihvertfald, for jeg læste et sted, at der hvert år bliver dræbt 40.000 mennesker i trafikken i Vietnam, og det skulle vist være verdensrekord.
Hoan Kiem betyder ”søen hvor sværdet blev leveret tilbage”, og hentyder til kong Le Loi der i 1427 havde fordrevet kineserne med et lånt sværd, der tilhørte en kolossal gylden skildpadde, der havde til huse eller vande i søen. Efter sigende lever der stadig en stor skildpadde i søen, og det er altid godt stof i agurketiden, når flokke af mennesker hævder at have set den, og om ikke andet betyder det lykke at have fået et glimt af dyret. Meget hyggeligt ligger der omkring søen flere små cafeer, og der hang kulørte lamper i træerne a la Tivoli, men det var en bank, vi var ude efter, og søen var alligevel større end først antaget.
Vi hastede tilbage til hotellet, og meget mod vores vilje kom vi lidt for sent til mødet med vores guide, der viste sig slet ikke at være vores guide, for vi var blevet forbyttet, eller også var det guiderne, der var blevet forbyttet. Vores nye og helt egen guide hed Truong, og han havde vist nok fået grå hår i lufthavnen, da han ikke kunne finde os, men til gengæld fandt han vores trediemand i gruppen Jens, der var civilingeniør og for tiden var udstationeret i Kina. Jens viste sig at være et rart og hyggeligt menneske, som vi havde mange sammenfaldende interesser med, så vi havde et rigtig godt rejsekammeratskab i de næste par uger. Truong var vietnameser og havde studeret på universitetet, og han talte flydende engelsk, dog med en speciel accent, men jeg forstod da mindst en trediedel af, hvad han sagde, og så håbede jeg på, at Gitte forstod halvdelen, og så var vi da et stykke på vej. Truong var midt i tyverne, og han vidste tilsyneladende alt om alt i Vietnam, så vi spurgte meget og fik altid svar. Samtidig var han både flink og behagelig, og som en anden kammertjener jævnede han vejen for os over bjerge og i dale og sørgede for vores overnatninger, billetter og måltider, og lavede aftaler med chauffører, roere, kaptajner, togpersonale, tjenere, bærere, husværter m.m.
Selvom vi var ved at blive lidt småtrætte efter at have været vågne i over 30 timer, ville vi hellere fortsætte til normal lokal sengetid, så Gitte og jeg gik en aftentur omkring Hoan Kiem-søen, og besøgte Ngoc Son-templet, der ligger på en lille ø i søen. En smuk rødmalet buet bro, kaldet Solstrålebroen (The Huc), fører over til Jadeøen, og i første omgang fik vi overset et billetkontor, så vi måtte over broen et par gange, før formalia var iorden. Det koster 2.000 dong for en billet, og hvordan var det nu det var, nå det var vist under 1 dansk krone, så det kunne ikke vælte os helt af pinden.
Der har ligget tempel på øen siden 1500 tallet, men det nuværende bygningskompleks er fra 1865, og som alle de templer og pagoder vi siden skulle besøge, var der masser af røgelse og myrraskær og farvestrålende figurer. I dette tempel var det især nationalhelten Tran Hung Dao, der fordrev de mongolske invasionstropper, der blev hyldet og æret. Efter sigende, men vi så den dog ikke, skulle der i templet også være en udstoppet kæmpeskildpadde, og det skulle være ganske vist, at det var en direkte efterkommer af den berømte skildpadde, der i hine tider havde modtaget sværdet af kongen. Indgangsportalen til templet er næsten det flotteste, og her ligger også ”Pennetårnet” der har form som en kæmpestor kalligrafipensel, og de tre kinesiske skrifttegn på tårnet betyder” skriv på den blå himmel”, men nu kunne de skrive, hvad de ville, for nu ville vi hjem iseng. I hotellets lille restaurant havde vi stævnemøde med Jens, og da jeg på forhånd havde plottet nogle af de store seværdigheder ind på kortet, besluttede vi sammen at gå ud og opleve Hanoi.
Vi bevægede os væk fra den centrale by mod nordvest og kom ned af nogle af de brede træbevoksede boulevarder, og pludselig vajede Dannebrog i vinden. Det var den danske ambassade, der meget fint repræsentativt har til huse i en stor villa fra den franske kolonitid. Fra Flagtårnet i nærheden vajede det vietnamiske flag, men tårnet er kun de sidste rester af Citadellet, der var en fæstning i Hanois gamle kongeby. Franskmændene angreb Citadellet i 1873, og rev senere det meste af borgen ned for at fjerne sporene af den vietnamesiske kongemagt.
Nguyen Sinh Cong var egentlig Ho Chi Minhs fødenavn, og han voksede op som søn af en landsbylærer. Han forlod i en tidlig alder Vietnam, og tilsluttede sig antikolonilistiske grupper i Frankrig, men da der ikke var meget gehør i det franske socialistparti for befrielse af kolonierne, tilsluttede han sig kommunistpartiet. I de efterfølgende 20 år rejste han rundt i Asien som kommunistisk agent, og da han var stærkt eftersøgt af den franske kolonimagt, optrådte han i utallige forklædninger som bonde, tigger og buddistmunk. Ho Chi Minhs var i sit liv meget aktiv, og han førte an i krigen mod de franske kolonisatorer, og senere fik han skrevet den vietnamesiske uafhængighedserklæring, og udråbte Vietnam til selvstændig nation i 1945.
Onkel Ho døde i 1969, og nåede derfor desværre ikke at se sit Vietnam genforenet. I hans testamente ønskede han at blive brændt, og asken skulle deles i 3 portioner, og placeres i naturskønne omgivelser i Nord-, Syd- og Centralvietnam. Testamentet blev først offentliggjort under de ”nye kommunistiske ændringer” i 1986, og længe inden da var der opført et mausolæum til onkel Ho efter forebillede af Lenins mausolæum i Moskva og Maos i Beijing. Bygningsværket, der er bygget af marmor, granit og ædle træsortet fra alle dele af landet, ligger på den plads, hvor Ho i 1945 erklærede Vietnam frit. Mausolæet er stærkt bevogtet af hvidklædte soldater, og omgivelserne er udsmykket med store blomsterkrukker og krukker med bonsai.
Lige i nærheden af Hos pælehus ligger Pagoden på Én Søjle, som blev bygget i 1049, og udspringer af en drøm af kong Thai Tong om barmhjertighedens gudinde, der sad på en lotusblomst. Kongen fulgte sin drøm, og i en lille dam byggede han en pagode med form som en lotus, med søjlen som stængel og pagoden som blomsten.
Jeg selv gik op af den lille stentrappe, og dvælede ved gudinden, der sad udsmykket med sine 10 arme, og da jeg gav en skærv i ”pagodebøssen”, fik jeg af den gamle kone, der passede pagoden, en bøn med på vejen, og det kan jo aldrig skade.
Vi var da også lige inde og vende på det store Ho Chi Minh-museet, der ligger i en stor firkantet pompøs betonbygning, der blev indviet på 100 årsdagen for Hós fødsel. Museet havde masser af fotos, dokumenter, plancher og ting og sager fra Ho Chi Minh og Vietnams uafhængighedskamp. En stor jernlænke, der blev gennembrudt af en rød kile, skulle sikkert symbolisere kommunismen, der brød lænkerne, men museet sagde mig ikke rigtig noget, for det virkede for stort og for poppet, og hvis Ho Chi Minh havde haft en grav, så tror jeg, at han ville vende sig over alt det hurlumhej. Så efter kort tid havde jeg mest lyst til at komme ud igen, og opleve det rigtige Hanoi.
Fredsaftalen blev underskrevet i slutningen af januar, og amerikanerne trak sig ud af Vietnam. Hvis jeg havde været troende, havde jeg bedt en bøn på dette sted i Ngoc Ha, for det greb mig om hjertekulen, og jeg blev rørt.
En lille bro fører fra vejen over til en lille ø med Tran Quoc-Pagoden kaldet De Smukke Blomsters Palads. Pagoden, der stammer fra 1615, havde middagslukket, og ærgeligt nok, for det så spændende ud, og der skulle også være et kunstigt bjerg udsmykket med bonsai i alle afskygninger. Næste pagode på dagsordenen var det nærliggende Quan Thanh-tempel, men der var stille som en middagslukket pagode. Efter sigende ville der her sidst på eftermiddagen emme af liv, for unge mennesker plejer at mødes under det store mangotræ i templets gård for at træne i kampsport. Vietnams svar på Holger Danske sidder inde i templet som en næsten 4 meter høj bronzesagnfigur, og hvis man rører ved figurens blankslidte storetå, medens man fremsiger sine bønner, er det næsten helt sikkert, at bønnerne bliver hørt.
På dæmningen over søerne lå der nogle mennesketomme restauranter, og selvom vi næsten havde bænket os i den ene af dem, besluttede vi at fortrække, for der stank af cigaretrøg, og vi var 3 inkarnerede ikke rygere. På den anden side af vejen lå en flydende restaurant i dragestil, og her slog vi os ned på en flydende terrasse, med en slet skjult odeur fra det grumsede grønne vand, og det var lige før cigaretrøg var at foretrække. Jens fik serveret en hel stor fisk, hvis fortæring krævede en nøje demonstration af tjeneren, der bidvis rullede fisken ind i rispapir sammen med grønsager. Fisken var stor, og som en anden lystfiskerhistorie blev fisken større og større for hver gang, der blev fortalt om den, og tilsidst kunne den dårlig nok ligge på bordet.
Vi oplevede en fredelig oase midt i storbyen, som var værd at besøge, men Litteraturtemplet fik nok ikke den tid, som det egentlig behøvede, for tiden var begyndt at løbe fra os, da vi havde billetter til vanddukketeatret kl. 16, så vi måtte ud på gaderne igen, og stred os gennem mylderet i sveddryppende tempo. Da antallet af motorcykler på gaderne stred mod al fornuft, fik vi da lige stoppet op, og jeg talte 94 forbikørende motorcykler pr. minut.
Gadebilledet i Hanoi er præget af kvinder, der bærer byrder på vippende bærestænger, og i de 2 bærekurve var der læsset dynger af grønsager, bananer eller andre varer. Stangen bøjede sig under vægten, men de små kvinder trippede hurtigt afsted, og det så i det hele taget meget elegant ud. Det var begyndt at regne, da vi kom ud fra teatret, som kun lå nogle få gader væk fra vores hotel. Vi troede, vi kendte gaderne, men Hanoigader i den centrale del ligner hinanden med de parkerede motorcykler på fortovene, og butikkernes varelager spredt overalt. Vi gik ihvertfald vild, og kunne ikke stedfæste vores position på kortet, så vi måtte tilbage til teatret og starte forfra, og denne gang i dyb koncentration uden skelen til vippende bærestænger og deres ejermænd. Vi havde båret på vores regnslag hele dagen, men nu lå de godt og tørt på hotellet, og foruden at det regnede, begyndte det også at tordne. I farten fik jeg købt 2 regnslag af en tilfældig gadesælger, men så skulle der lidt byttepenge frem og tilbage, så jeg nåede aldrig at få mit regnslag rigtig på, inden regnen var holdt op igen. Godt for det forresten, for regnslaget gik i stykker, da jeg ville tage det på, og gadesælgeren var forlængst forsvundet i mylderet, så det nytter nok ikke noget at reklamere.
Kulbækkener med hele molevitten, og endda med vietnamesisk tigerøl kostede 160.000 dong lidt over 10 dollar for 2 personer, og det var endda i den høje ende af prisniveauet i Hanoi, for et måltid på restaurant kan også fås for 2-3 dollar.
Vi tørrede regnen af plankerne i båden, og som ved et trylleslag holdt regnen op, og vi havde det skønneste vejr resten af dagen, hvor solen brød igennem skydækket og hurtigt fik temperaturen til at stige til 27 grader. Med 4 i båden, foruden den medfølgende roer, der forøvrigt sad med front i sejlretningen og skubbede årene fremad, var der kun 10 cm fribord, og det gjorde, at vi sad meget meget stille. Kort efter var der landgang ved Trinh templet, hvor vi var inde og hilse på en budha, men ellers fortsatte roturen, og i den næste time gled vi langsomt igennem det stille vand i et drømmelignende landskab. Vi kom forbi små rismarker, og ellers nærmere og nærmere på de grønne forrevne bjerge, og fuglene kvidrede, og 5 ørne kredsede over vores hoveder, så det var en stor og stille kontrast til Hanois mylder.
I festivaltiden, som de kalder det, er der et sådan mylder af mennesker, at Roskilde Festivalen godt kan gå hjem og lægge sig, og det skulle være en fantastisk oplevelse, og et eldorado for lommetyve og plattenslagere. Men nogle få dage før nytåret var vi tilsyneladende de eneste pilgrimme, for alle andre omkring os havde travlt, og folk slæbte stort og småt op ad en stejl sti til ”festivalpladsen”. En ældre kvinde med en bristefærdig bærestang var ved at tabe pusten, så Truong måtte spørge til hendes velbefindende, inden hun fortsatte opad.
Samme vej tilbage i den lille robåd, og ud af de stejle grønne bjerge langs floden, hvor den modsejlende sejlende trafik var forøget med mange tungtlastede robåde, der bragte borde, stole, frysebokse m.m. op til festlighederne.
Det regnede på vejen tilbage, men blev igen tørvejr, da vi sidst på eftermiddagen var tilbage i Hanoi. Selvom det ikke er almindeligt med drikkepenge for småtjenester, som at flytte en kuffert m.m. gav vi på Truongs opfordring drikkepenge til vores roer og og til vores chauffør, der henholdsvis havde roet hurtig og og kørt stille og ualmindeligt godt, og tilsammen fik de fra os to 70.000 dong ca. 5 dollar, og det var det beløb, Truong mente var passende. At tørre tøj i Hanois høje luftfugtighed er en videnskab, som vi ikke nåede at lære, og selvom vi hængte det op foran viften og airconditionen på hotelværelset, hjalp det lige lidt. Det eneste effektive var hårtørreren, der dog tilsidst begyndte at lugte brændt.
En af fordelene ved privatguide er, at vi udenfor alle de gængse turistveje får vist steder, som turister normalt ikke bliver opmærksomme på. Og hvem kunne vide, at man skal gå igennem en forretning, og op ad nogle stejle snoede trapper og ende øverst oppe i en udendørs cafe, hvor man næsten gratis kan få den herligste lemonthe, og al den udsigt over Hoan Kiemsøen, der kunne ønskes.
Som afslutning på en spændende dag, gik jeg med min kæreste en måneskinstur rundt om søen, hvor røde lamper hang på broen over til templet, og farvede lyskæder illuminerede træerne i parken. I forhold til f.eks. Berlin før Murens fald, virker Hanoi meget ikke-kommunistisk, og der virkede overalt så fredeligt, at vi på intet tidspunkt følte os utrygge ved at gå rundt i Hanoi, og det selvom det var aften og bælgmørkt.
I århundreder har det været skik, at de forskellige landsbyer havde forskellige fag som f.eks. fremstilling af silke, kurvefletning, stenhugning, træskærer, guldsmede m.m., og gaderne i den centrale bydel har videreført den århundrede gamle skik med arbejdsfordeling. Til dels ihvertfald stadigvæk, da det er ved at gå noget i opløsning, men der var en gade, vi hurtig døbte Skogaden, uden ellers at kende dens navn. En stor fordel ved Hanoi er, at man som turist kan gå helt uantastet rundt og bare kikke og ellers nyde de oprullende scenerier.
Før den franske kolonitid havde byen 16 byporte, men idag er der kun Quan Chong porten tilbage, men ved at gå igennem den, fik vi da fornemmelsen af at forlade hovedstaden med det myldrende liv inde bag porten, og ud i det åbne landskab. Mellem byporten og Song Hong (Den Røde Flod) ligger der dog et sandt helvede af en trafikeret bred vej Tran Nhat Duat, som lige skulle krydses, inden vi kom ud på den 1.683 meter lange Long Bien-bro, som på vietnamesisk betyder Dragegrænsen. I 1902 da broen blev indviet, blev den kaldt Doumer-broen efter den franske generalguvenør Paul Doumer, der havde sat byggeriet af broen og jernbanen i værk, så der kunne komme gang i opiumshandelen. Det lykkedes tilfulde da 40 % af Frankrigs indtægter fra kolonien i 1920 blev finianseret af den statskontrollerede handel med opium.
I de første mange år tog broen al trafik over floden, men siden 1983 er der bygget to andre broer over floden, og Long Bien-broen tager sig idag kun af togtrafikken, cykelister og fodgængere, så vi kunne meget fredeligt gå over, da der næsten ikke var cyklister og kun os som fodgængere. Byen sluttede som efter en streg, og et bredt stykke langs floden var ubebygget, med små både trukket op på strandbredden, og på en stor ø midt i floden var der kun marker. Midt på broen gik vores gruppe i opløsning, idet 33,33 % i form af Jens vendte om, medens vi andre fortsatte over til den anden bred, hvor der også er bebyggelse, men det var med stille og øde gader, og der var garanteret ikke andre turister, der havde forvildet sig over på den side. Vi gik lidt rundt, og kravlede så op på en høj dæmning, gik over sporet og fortsatte tilbage over broen, medens et par tog under øredøvende larm rystede forbi.
En jernbaneoverskæring midt i byen gav arbejde til 2 personer, der iført store kasketter understregede deres autoritation, og langsom rullede de et rækværk over gaden, medens motorcykler prøvede at smutte over i de sidste sekunder. Selvom det er hovedsporet igennem Vietnam, ligger husene klods op ad banelinien, og folk sad og spiste et par meter fra sporet. Efter at toget langsomt og tudende havde passeret, blev rækværket rullet tilbage, og så opstod der et kaos uden lige, da trafikanterne fra hver sin side ville forbi hinanden.
Frokost på en rigtig cafe ved Hoan Kiem-søen blandt andre turister, og selvom spisekortet var mere omfattende end fiskefrikadeller, var det nu meget sjovere på den anden ”cafe”.
Parken hed først De Syv Velsignede Jomfruer efter en sø i området, sidenhen Genforeningsparken og idag Leninparken, og det sidste navn passer måske bedst, når man tænker på parkens tilblivelse. Der havde i længere tid været planer om at lave en park i området, men først da kommunisterne overtog magten i 1957, kom der gang i arbejdet med skarevis af frivillige arbejdere. Det frivillige skal nu nok sættes i gåseøjne, for det var socialistisk frivillighed, og var reelt udkommandering af alle samfundsklasser, der hvert år skulle lægge et par ugers arbejdskraft. Frivillighed eller ej, så kom der ud af en tidligere sumpet losseplads, en 60 ha stor park ud af anstrengelserne.
Det var blevet sidst på eftermiddagen, og aspostelenes heste gik hjemad til hotellet, lidt trætte af alle indtrykkene, og måske også af de 28.000 skridt, som Gittes skridttæller viste, at vi havde gået den dag. På hotelværelset var der som sædvanlig gadelarm med dyt, og vi begyndte faktisk at længes efter bjergene og lidt kølighed, og lidt lyde uden dyt. Vi havde også gjort det meget godt i de sidste dage, for ifølge en engelsk guidebog ”Globetrotter Vietnam” var der 6 store seværdigheder i Hanoi, og vi havde fåest set de 5. Desværre manglede vi Hanois new Museum of Ethnography, der fortæller om Veitnams 54 minioriteter, men at der i det hele taget fandtes et sådan museum, fandt jeg først ud af, da vi kom hjem til Danmark. Vi blev afhentet fra hotellet klokken 20.45, og 3 hotelkarle bar høfligt og hurtigt vores kufferter ud til minibussen, men desværre fulgte karlene ikke med de 10 minutter til stationen, for toget holdt langt ude i togterrænet, og inden vi nåede derud, var vi gennemblødte af sved.
Victoria Ekspres Train er i virkeligheden nattoget, hvortil der er koblet 3 ekstra vogne, der består af 2 sovevogne og en restaurationsvogn, og alt i den fine stil med tjenere og mahogni og begge dele blankpoleret. For at få lov til at købe en billet til Victoria Ekspres Train, skal man have bestilt mindst en overnatning på Victoria Sapa Hotel, der også er i luksusudgaven med 110 dollar for et hotelværelse, så naturligt nok var der ikke nogen vietnamerere med Victoria Ekspres. Mandag, onsdag, fredag og lørdag er der afgang med Victoria Ekspres Train fra Hanoi til Lao Cai ved den kinesiske grænse. Præcis på slaget klokken 22, rullede toget ud fra perronen, fortsatte skramlende over Long Bien-broen og satte kursen nordpå langs Song Hong, på dansk Den Røde Flod, og jeg glædede mig til turen.
Selvfølgelig var der ikke meget plads i kupeen, men den skulle jo også bare bruges til at sove i, så vi gik hen i restaurationsvognen, der udmærkede sig med rødt velour, blankpolerede borde og hyggebelysning, og hvis Agathe Christies detektiv Hercules Priot havde siddet ved et af bordene, havde det ikke undret mig. Så snart vi satte os, kom tjeneren med en gratis drink og pindemadder, og ellers bestilte vi citronthe og pandekager. Som det ofte ses på turiststederne, var priserne på spisekortet angivet i dollar, men der kunne da også betales i dong. |
Vores rejse i Vietnam var arrangeret af Topas, hvis kendetegn er aktive rejser væk fra gængse turiststrømme, og ofte under primitive forhold. På denne tur vekslede forholdene fra overnatning i bambushytter hos Red Dao folket i en fjerntliggende bjerglandsby, til det 4-stjernede Victoria hotel i Sapa, og så ellers alt der imellem, fra vuggende togsovevogne til vores eget hotelskib i Halong bugten.
Vi var meget usikre på, hvordan vejret ville arte sig, da vi både skulle opholde os i kystområder og bjergområder, og Topas lovede (i dette tilfælde behøver de ikke holde, hvad de lover), at det kan blive temmelig koldt og vådt i bjergene. I ”Turen går til Vietnam” skriver de, at der i februar kan være koldt i Sapa, og at det er normalt med en smule sne, og i år 2000 faldt der endda 10 cm sne. Det var alt andet end sneferie, vi var ude efter, og jeg så i ånden, at vi skulle vandre rundt i snepudrede bjerge, og tænderklaprende overnatte i utætte bambushytter. Lidt håb gav det, at jeg havde læst en rejsebeskrivelse, hvor forfatteren i februar måned havde vandret rundt i bjergene iført korte bukser og ligefrem havde svedt. Vi anede derfor ikke, hvilket vejr vi ville komme ud for, så vi pakkede alt fra badebukser til vinterfrakke med tilhørende hue, vanter og lange underbukser.
Singapore Airlines har ry for, og vist også vundet en titel, som verdens bedste luftfartsselskab, og den titel lever de til fulde op til efter vores mening. Allerede, da vi gik ombord, begyndte det at dufte af østens mystik, og synssansen blev behageligt pirret, for stewardesserne var nogle ualmindelige nydelige og myndeslanke piger, der vimsede rundt i deres blomstrede jakker, og nederdele til jorden med slids hele vejen op. Alle havde opsat hår, og der var venlighed og smil, så det baskede, og jeg tror næsten, at overstewardessen havde fået opereret sit smil på, for man kan da ikke smile i så mange timer. Så snart vi havde sat os, blev der uddelt varme klude for at friske ansigtet op, og så kom der høretelefoner, tæpper, og en pose med varme sokker og en tandbørste. Derefter blev der serveret snacks og drinks, inden menukortet blev delt ud, og vi kunne vælge hovedret, og se hvad de ellers havde tænkt sig at servere på turen.
Flyvningen til Singapore startede 11.30 dansk tid med beregnet landing kl. 6 næste morgen lokal tid, men da der er 7 timers tidsforskel mellem København og Singapore, må det vel blive 11½ times flyvetid. Da vi fløj østpå, begyndte det allerede at mørkne 15.30 dansk tid, og vi begyndte at stille på det indre ur, for lyset blev dæmpet kl. 18 dansk tid, og stevardesserne forsvandt, så de var nok gået i seng.
”Walking Time” fra en terminals midtpunkt til den yderste gate var på 19 minutter, så der var god lejlighed til af skridte ud og få gang i blodcirkulationen. Vi nåede dog ikke så langt, for vi faldt i svime over Orkide Haven, hvor små bassiner var forbundet med vandløb, der bugtede sig igennem landskaber af plettede aranda og gule mokara, så lynhurtig fik vi taget de første 5 feriebilleder.
Rejse til Vietnam, hvad vil I dog der ? Der tænkes straks på Vietnamkrigen og grusomheder, og næsten alle ser for sit indre, billedet af den lille nøgne pige, der skrigende løber væk efter et amerikansk napalmangreb. Det kan være svært at udviske billedet, og vænne sindet til billedet af et fredeligt og smilende land. Det vil jeg dog prøve på i denne rejsefortælling, men hvordan ligger landet, eller rettere hvor ligger landet, og hvad er det egentlig en størrelse.
Sammen med Verdensnaturfonden forsøger den vietnamesiske regering idag at beskytte dyre-og plantelivet, og spredt over hele landet er der efterhånden 90 naturreservater. Men naturbeskyttelse og miljøbevidsthed er et temmelig nyt begreb i Vietnam, for bare det at overleve, har meget forståeligt haft 1.prioritet. 
Hanois lufthavn, der ligger omkring 25 km nord for byen, er ikke luksuriøs som lufthavnen i Singapore, men den virkede efter hensigten, og uden det store besvær kom vi igennem paskontrollen. Før indrejse i Vietnam, skal der i god tid hjemmefra ansøges om visum, og det klæbes fast i passet, og sammenlignes omhyggeligt med oplysningerne på et indrejseskema der udfyldes i flyet. Gem for en eller anden guds skyld den gule kopi af indrejseskemaet, for ellers går der kludder i afstemningen af turisterne, og så er det meget besværligt at forlade landet igen.
Sammen med Laos og Cambodja kaldes Vietnam Indokina, og selvom det er et forholdsvis nyt ord, der blev skabt af danskeren Conrad Malthe Bruun, blev det meget brugt af den franske kolonimagt, og Indokina hentyder til de landområder, der siden oldtiden, har været forbindelsesled mellem Indien og Kina.
I 1257 forlangte Djengis Khans sønnesøn Kubilai Khan fri passage igennem Vietnam for med sin mongolhær at angribe Kina sydfra, men den vietnamesiske konge nægtede dem adgang, hvilket medførte, at Hanoi blev brændt ned til grunden. Mongolhæren fik magten over Kina, og ville så også lige erobre Vietnam, men ved krigslist, og igen i Bach Dang-flodens munding, blev Kubilai Kahns hær drevet på flugt.
Skatterne steg, og franskmændene gav sig selv monopol på fremstilling og salg af alkohol, og hver landsby skulle aftage et bestemt kvantum, og på 4 år steg priserne til det femdobbelte. Franskmændene fik også ordnet ”opiumsproblemet” for i starten af kolonisationen var opiumforbruget i Vietnam ganske beskedent, men som mafiaen og enhver god rocker ved idag, er der penge i skidtet. Så franskmændene fik sat gang i forbruget, og monopol på salget til gavn for moderlandet. Det var guvernøren for Indokina, den senere franske præsident Paul Doumer, der fik sat forbruget af alkohol og opium på skinner. Bogstavelig talt, for da der skulle anlægges en jernbane fra nord til syd, blev der lovet de franske investorer stor profit, da det blev nemmere at transportere salt og opium fra Kina.
Selvom modstanden mod franskmændene en overgang var svækket, blev modstanden i 1920-1930 mere organiseret, og kommunistpartiet, der så dagens lys i 1930, førte an i modstanden. Under 2. verdenskrig samarbejdede de franske kolonimagter med Japan, så da japanerne kapitulerede i 1945 gav det vind i sejlene hos modstandsbevægelsen. Herefter kunne den vietnamesiske kommunistleder Ho Chi Minh under stor jubel, og uden de større besværligheder, overtage magten og erklære Vietnam selvstændig.
På trods af, at Viet Minh kontrollerede 80% af landet, bestemte stormagterne ved fredskonferencen i Geneve, at Vietnam skulle deles ved den 17.breddegrad. Det blev desuden besluttet, at der indenfor 2 år skulle være valg for hele landet med en fælles regering, men da den sydvietnamiske leder Ngo Dinh og USA frygtede, at kommunisterne ville vinde valget, nægtede de at underskrive fredstraktaten. Med amerikansk opbakning ville Dinh ikke være med til valg over hele landet, så Dinh afholdt sit eget valg i syd, og meget imponerende fik han 600.000 stemmer fra de 450.000
vælgere der var tilmeldt.
Selv med 500.000 amerikanske soldater i Sydveitnam var det ikke nok til at stoppe Viet Cong (vietnamesiske kommunister) i kampen for et forenet Vietnam, og ved Tet-offensiven i 1968 chokerede Viet Cong ved at angribe over hundrede byer i Sydvietnam.
Det var dog ikke det rene fryd og gammen, for tusindvis af sydvietnamesiske soldater, og embedsmænd blev sendt i genopdragelseslejre for at blive ”antikapitaliseret”, og mange forlod landet som bådflygtninge. 
Det var ikke lette år for den kommunistiske regering med den internationale økonomisk boykot, og den betonkommunistiske planøkonomi viste sig at være fejlslagen, og gav en inflation på 700% om året, så hungersnøden bredte sig.
I skiftende perioder har Hanoi været Vietnams hovedstad, og siden 1975 har byen været hovedstad for det genforenede Vietnam. Hanoi har 3½ million mennesker, og nogle mener endda 5 millioner, men der er ihvertfald rift om pladsen, især i den gamle bydel, hvor der bor 40.000 mennesker pr. km2. Det giver 1,2 m2 beboelse pr. indbygger, og lige i parentes kan det da bemærkes, at hver eneste dansker, og det både børn og voksne, har ca. 55 m2 beboelse til rådighed.
Netop ankommet til byen var vi kommet ind med 4 toget, eller rettere 12 flyet, og alt, hvad vi så, var nyt for os, da vi kørte fra lufthavnen ind mod byen.
Inden den Røde Flod var der marker med ris og majs, og der var store planteskoler, hvor de dyrkede nytårstræerne, men indimellem var der huse med en hel speciel byggestil. Da jorden er dyr i Hanoi, endda dyrere end jord i Paris, er husene meget smalle ud mod vejen, og med smalle menes omkring 4-5 meter, men til gengæld kunne de godt være 10-20 meter lange. Husene var på 3-4 etager, og var pudsige på den måde, at den smalle facade mod vejen var pyntet med balkoner, krummelyre og finurligheder, og næsten alle var smukt malet med 2 varme kontrastfarver. Den lange side af husene er derimod helt uden vinduer og stod i umalede grå betonvægge, og ud fra den betragtning, at på et eller andet tidspunkt kommer der nok en nabo, der bygger op af ens eget hus, så hvorfor ofre maling.
Efter broen over den Røde Flod, kom vi ind i Hanois centrale del, og vi kantede os igennem et ubeskriveligt mylder af motorcykler, cykler og gående, inden vi nåede frem til vores hotel midt i Hanois gamle bydel. Hotel Hong Ngoc er i den traditionelle byggestil, og hotellet var ikke mere end 5 meter bredt, men til gengæld mindst 20 meter langt. Det var et ganske nydeligt lille hotel, med alt til faget henhørende, og selv en dørvogter, som døgnet rundt stod på spring, når vi nærmede os yderdøren.
Hanois trafik er for viderekommende, og al barnelærdom om krydsning og færdsel ad gader kunne vi godt glemme med det samme. For det første er fortovene i den centrale by ikke beregnet til at gå på, idet de enten er blokeret af parkerede motorcykler, eller de handlende har bredt hele varelageret ud på fortovet. Nogle handlende havde dog lavet små øer af bare pletter, og pletterne kunne så benyttes som trædesten imellem varerne. Der blev også lavet mad på fortovet, eller folk sad og spiste, så den gående trafik kunne stort set kun komme frem ved at gå ude på gaden mellem motorcyklerne.
For at komme til banken gik vi rundt om Hoan Kiem-søen, der ligger i byens hjerte og er omgivet af trafikerede veje, men tættest på søen er der et grønt bælte, hvor fredelige stier slynger sig imellem træer, græs, kunstværker og blomsterbede. Søbredden er et romantisk mødested for unge, der indgår i meget tæt ”samtale”, men der er nu nok heller ikke meget privatliv på de 1,2 m2 beboelse. Ligeledes er søbredden et yndet sted for den vietnamesiske morgengymnastik tai chi, hvor folk i langsomme bevægelser får strakt kroppen igennem, medens filosofiske tanker kan strømme igennem hovedet.
I banken Truong Tjong var der en pæn lang kø, så vi fik lidt tid til at tænke over, hvor meget vi egentlig ville veksle, men vi besluttede at satse 300 US dollar, og blev med et millionærer, for vi blev de lykkelige ejere af 4.669.731 dong. En dollar var derfor lig med 15.723 dong, men det tog nogle dage, inden vi blev vant til at jonglere med så store tal. For at lette tællearbejdet, havde de heldigvis 100.000 dong sedler, der meget praktisk og sikkert var lavet af en slags tynd plastik med et gennemsigtigt vindue. At få sådan et vindue med på en forfalsket pengeseddel, kunne nok give problemer for en rask falskmøntner.
Alle turister i Hanoi skal helst se deres berømte vanddukketeater, og sammen med Truong fik vi købt nogle billetter til næste dag, og som Truong sagde, er 40.000 dong ikke så meget, som det umiddelbart lyder. Sammen gik vi ud for at spise, og som det ville blive tradition, fortalte Truong ved aftenmåltidet om næste dags planer, og i dette tilfælde var der ikke nogen planer, så dagen var til fri disposition.
Heldigvis holder dyttende motorcykler nogenlunde pause om natten, men klokken 6.30 strømmede der blid musik ud af gadehøjtalerne, efterfulgt af en gang propaganda, eller var det mon blot radioavisen, det kunne vi ikke rigtig bedømme. Det sydede i mig efter at komme ud og opleve, så jeg måtte lidt ud på balkonen og stå, og se på den begyndende morgentrafik. Fra hotellet hang et stort vietnamesisk stjerneflag, og i gadebilledet var der også hist og pist flag med hammer og segl, bare for at vi ikke skulle glemme, at vi var i et kommunistisk land. Der stod også farvestrålende skilte og hang bannere med tallet 75, og det var for at minde alle om, at det var 75 år siden, at kommunistpartiet i Vietnam var blevet grundlagt.
Det havde været lidt støvregn dagen før, og det er ikke ualmindeligt, at det kan støvregne i ugevis om vinteren i Hanoi, så det støvregnede stadig, da vi startede vandringen, men det holdt heldigvis op, selvom det var overskyet hele dagen. Temperaturen var helt ideel med 21 grader, men der var meget høj luftfugtighed.
På den anden side af vejen står Lenin og knejser, og det er en af verdens sidste tilbageværende Leninstatuer, og er en gave fra Moskvas bystyre til Hanoi. Før i tiden var det populært at få taget sit bryllupsbillede foran statuen, men pladsen foran statuen er nu degraderet til et sted, hvor der laves morgengymnastik, spilles fodbold og badminton. Da vi kom forbi, var pladsen dog helt øde, og Lenin stod helt alene og grublede over fortidens synder. Så var der meget mere liv ved Ho Chi Minhs mausoleum, og vi stillede os op i køen af morgenduelige nysgerrige turister, og vietnamesere der ville ind og dvæle lidt ved deres store leder.
Ho Chi Minh omtales normalt som Bác Ho ”onkel Ho” og opfattes selv af ikke kommunister som det moderne Veitnams stifter, og som landsfaderen er han højt respekteret af alle.
I modsætning til Lenin og Mao, er Onkel Ho værd at respektere og ære, så vi stillede os pænt op i køen, og vi fik afleveret tasker og kameraer. Gruppevis blev vi derefter i gåsegang ført igennem rummene til det balsamerede legeme, der ligger i en glaskiste på en platform i et stort køligt rum. Fire soldater stod stive som statuer og holdt vagt, medens Ho selv lå oplyst og bleg i det ellers dunkle rum. Man skal ære Ho gående, og det er ikke tilladt at standse op, men da jeg gik sidst i vores gruppe, gik jeg ekstra langsomt for at få det hele med, så jeg var kommet et par meter efter den forangående. Jeg blev dog hurtigt bragt til orden, og fik lige en hånd på skulderen, og et blidt skub af en bagved gående soldat. 
Fra 1958 og indtil sin død, boede Ho i et pælehus, der ligger i umiddelbar nærhed af paladset. Stilen i pælehuset er den samme, som bruges hos de etniske minioriteter i det nordlige Vietnam, hvor Ho startede sin frihedskamp. Den åbne underetage i pælehuset brugte Ho til møder, medens overetagen indeholder et lille soveværelse og et lige så lille kontor. Pælehuset ligger som i Hos dage, men for at turisterne ikke skal slide det hele ned til grundstenen, er der bygget en svalegang rundt om huset, så man herfra kan kikke ind i de beskedne lokaler. To hvidklædte soldater holder vagt ved huset, og da de ikke fortrak en mine, da andre turister fotograferede dem, fik vi også lige taget et par billeder.
Vietnameserne har altid holdt særlig meget at den lille idylliske pagode, og selvom Paris med nød og næppe blev skånet af tyskerne, da de som tabere trak sig ud af Paris under 2. verdenskrig, kunne franskmændene ikke nære sig, da de som tabere måtte forlade Hanoi 1954. Så på vej ud af byen sprængte de pagoden i luften, og det vi ser idag er en rekonstruktion og et bevis på menneskehedens dårskab.
Området omkring paladset og pælehuset er en stor park med karpedamme og store gamle træer, så det er et smukt og stemningsfyldt område. Det eneste minus var mylderet af turister, men da vi selv var en del af dem, måtte vi jo nok finde os i dem, og heldigvis var det faktisk det eneste sted i Hanoi, hvor vi observerede turistmasser.
Om et nedskudt B52-bombefly er det rigtige Hanoi, ved jeg ikke, men vi prøvede ihvertfald at finde flyet i kvarteret Ngoc Ha, der er tæt bebygget med krogede smalle gader. Da vi ikke havde verdens bedste bykort, måtte vi efter en del søgen opgive, men i det samme blev vi prajet af et par cykeltaxier, og vi øjnede muligheden for at slå to fluer med et smæk, nemlig at finde bombeflyet og prøve at køre i en hanoiansk cykeltaxi. Taximanden havde en mappe med billeder af seværdigheder, og vi udpegede flyet og to pagoder og aftalte en samlet pris på 100.000 dong, sådan ca. 6 US dollar for to cykler. Gitte og jeg klemte os ned i den ene, og Jens breeedte sig i den anden, og vi blev derefter transporteret igennem det spændende kvarter, hvor det var lige før, at ingen hvid mand havde sat sin sorte fod.
Midt inde i Ngoc Ha lå en bunke krøllet metal i en lille sø, og det var resterne af et B 52- bombefly, der sammen med 80 andre amerikanske fly var skudt ned af vietnamesisk antiluftskydts under julebombardementet i 1972. Vietnamkrigen, der forresten i Vietnam hedder Amerikakrigen, var på det tidspunkt næsten slut, for USA havde besluttet sig til at trække sig ud af landet. Fredsaftalen lå klar til underskrift i Paris, men den genvalgte præsident Nixon ville lige markere sig inden underskriften, så mellem 18. og 30 december smed amerikanerne 100.000 bomber over Nordvietnam, og især gik det ud over hovedstaden Hanoi. Hanoianerne var vant til, at amerikanerne holdt inde med bombardementerne i juletiden, og med fredsaftalen klar var mange af de mennesker, der var evakueret, vendt tilbage til byen. Det skulle de så ikke have gjort, for det var krigens voldsomste og mest meningsløse bombardement, der blev indledt, og mange civile blev dræbt i de næste 11 dage. Hvilken fryd måtte det ikke have været, når et af de forhadte fly blev skudt ned, og jo desværre også med tab af amerikanske soldater, der fulgte ordre fra en præsident, der sad trygt og godt hjemme i det Hvide Hus.
At tage den 15 km lange tur omkring Vestsøen, skulle give et godt indtryk af dagliglivet i Hanoi, men så meget tid kunne vi ikke spendere, så vi nøjedes med at gå ud ad vejenYhanh Nien, der deler Vestsøen med Den Hvide Silkes Sø. Søen har fået navn efter et fængsel, der i hine tider husede tidligere konkubiner, der her blev gemt af vejen under betegnelsen ”vildfarne kvinder”, men kvinderne var ihvertfald gode til og kendt for at væve den fineste silke.
Vi var åbenbart tæt på hjertet af produktionsstedet af nytårstræer, for mængden af appelsintræer, der blev transporteret på bagsædet af motorcyklerne, steg betragtelig, og det var meget facinerende, at se de kørende plantager.
Selve navnet Litteraturtemplet kan måske ikke trække så mange turister til, og gør det heller ikke, men ikke desto mindre er det en af Hanois store seværdigheder, og templet står højest på listen over ”Don´t miss”. Bag store gamle mure ligger tempelbygningerne i fredfyldte gårde med gamle træer, haver med store krukker med bonsai og stille lotusdamme. Siden år 1070 er Konfucius lære her blevet studeret af Vietnams dygtigste unge mænd, og hvis de var dygtige nok, og mestrede litteratur, filosofi og vietnamisk og kinesisk historie, kunne de blive mandariner d.v.s. kongelige embedsmænd. Konfucianismen er ikke en religion, men et sæt leveregler, der bygger på respekt og lydighed fra dem, der er ældre eller har en højere uddannelse end en selv.( Efterhånden som jeg selv bliver ældre, synes jeg det lyder som en rigtig god leveregel). Litteraturtemplet osede af lærdom og fordybelse, og væggene emmede af tidligere tiders eksamensskræk, for dumpeprocenten var ret høj som i 1733, hvor kun 8 ud af 3.000 tilmeldte bestod eksamen. Hvis man slap igennem nåleøjet, fik man sit navn og sine dyder indhugget i en mindesten, og det endda en mindesten, der blev båret på ryggen af en stor stenskildpadde, og hvem har ikke altid ønsket det.
De første mindesten blev rejst i 1442 og den sidste i 1779, for skolen, eller universitetet som det retteligt var, blev i begyndelsen af 1800 tallet flyttet til Hue sammen med regeringen. Enkelte af de gamle bygninger fra universitetets grundlæggelse ligger der stadig, men ellers er der bygget til og fra igennem århundrede. I den franske koloniperiode, var kolonimagten ikke glad for universitetet, og hvad det stod for, så da franskmændene vendte tilbage i 1947, raserede og jævnede de mange af bygningerne med jorden, og de sidste er først genopbygget i år 2000.
Enhver turist med respekt for sig selv, skal se et af de verdensberømte vietnamesiske vanddukketeatre, (jeg havde nu aldrig hørt om dem før). Vanddukketeatrene er en flere hundrede år gammel teaterform, og i et land med meget vand, må dukketeatrets scene naturligvis lægges i den lokale dam. Vores vanddukketeater Thang Long var dog indrettet i en hyggelig tørskoet teatersal, hvor et stort grønt vandbassin dannede scene. Ikke mindre end 6 musikere var ved at stemme instrumenterne, og så gik forestillingen igang med dukker, drager og skildpadder, der tumlede rundt i vandet. Der var ikke noget med snoretræk, men det var lange stænger under vandet, der gav dukkerne liv. Fra 7. række hvor vi sad, kunne der observeres en del nikkedukker, foruden mig selv forresten, for selvom lyden var høj, fremgik handlingen ikke klart, så det var en lidt søvndyssende forestilling.
Aftenspisning sammen med Truong på restaurant, og vi tog det mest vietnamesiske, vi kunne få, hvilket viste sig at være gloende kulbækkener med suppe, hvori man hældte kød og grønsager. Knive og gafler var en saga blot i de næste mange dage, og spisepinde er og bliver en vanskelig kunst, som kun kan læres med øvelse og atter øvelse. Min hjemmestrikkede danske måde at føre pindene på, vakte billige grin hos Truong, og jeg kunne ikke få ham overbevist om, at min måde var meget bedre end hans vietnamesiske, så tilsidst måtte jeg overgive mig, og lægge pindene i den relementerede spisepindefold mellem tommel og pegefinger.
Trafikken ebbede ud, og vejen blev smallere og smallere, og var tilsidst nærmest kun etsporet, og efter et par timer endte vi i en by, der lå ved Song Yen River og med Huong Son (Duftens Bjerg) i baggrunden. Ved bådebroen lå en mængde robåde af jern, og vi fik tildelt en roer, der fik til opgave at ro os ud til Duftens Pagode. Det er ofte kvinder, der har mistet deres mand, far eller børn i amerikakrigen, der som et socialt gode har fået tildelt arbejdet som roer i et bådelaug, og får lov til at ro turister og pilgrimme til pagoderne.
Efter 4 kilometers sejllads lagde båden til ved flodbredden, hvor en Klondyke by var ved at skyde op, for det var ved at være tid til at modtage den strøm af pilgrimme, der i de næste måneder efter nytåret ville besøge pagoderne. Der blev banket og savet, og boder og primitive hoteller med sovebrikse i 50 metermål var ved at blive gjort klar.
Duftens Pagode er en lang række templer, pagoder og huler, og der har været templer i området siden 1400 tallet, men de ældste bygninger man kan se idag, er fra omkring 1700 tallet. En bred glat og slimet trappe førte op til et stort indgangsparti, og inde bagved lå en labyrint af pagoder og templer. I gårdene herskede store stenløver, og indenfor sad tykke budhaer i alle glitrende afskygninger. Som det sig hør og bør og i respekt for guderne, stillede vi vandrestøvlerne udenfor, inden vi gik ind og på bare tæer bad de bønner, der skulle bedes. Der kunne ofres bananer og andre frugter til guderne, og i et stort kar kunne der brændes pengesedler af, og der lå faktisk rester af dollarsedler, men det var vistnok nogle specielle snydedollar, som kunne købes til gunstige priser. De fleste af templerne var fine og nypudsede, men nogle var grønne af alger, og plantevækster var ved at overtage herredømmet, så det mindede mig om noget, Indiana Jones havde fundet i Amasonas.
I ensom majestæt fik vi pindemad i en stor bliklade beregnet for os pilgrimme, og at det nok ikke var en 4 stjernet restaurant, indikerede de rustikke træborde med blikplader som duge, og de hvide plastikstole. Nr. 10 med bøfkød og grønsager kan anbefales, og det gik forresten allerede meget bedre med spisepindene. Vi fik bare en cola til maden, men der kunne også købes risbrændevin med alskens ulækre kryb i flaskerne til at give aroma, men personligt ville jeg foretrække en porsesnaps fremfor slangesnaps eller skorpionssnaps.
Der er ellers spændende at følge med i trafikken, og i de ”stille” mindre byer talte jeg kun 70 modkørende motorcykler i minuttet, men senere nær Hanoi steg tallet til 150, og da trafikken blev rigtig tæt, opgav jeg. Et sted var midterrabatten delt af betonelementer, men det generede da ikke motorcyklisterne at krydse over, og som spøgelser køre mod trafikken, medens de snoedede sig ud og ind imellem hinanden, og det uden hverken at se til siderne eller give tegn, og hvorfor de ikke ramler ind i hinanden hele tiden, er ubegribeligt.
Igen var vi sammen ude at spise aftensmad på restaurant, og uden kulbækkener faldt prisen til 100.000 dong for Gitte og mig med drikkevarer.Truong er en meget sød og flink fyr, og skik følge eller land fly, men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til højlydt at smaske til måltiderne eller bruge de velslikkede spisepinde i de fælles fade.
Hanois største marked Dong Xuan lå i vores gåretning, og vi var inde og vende blandt hundredvis af stader og småforretninger i de indendørs haller. Det eneste, jeg var på udkik efter, var en grøn tropehjelm, som vietnameserne brugte under Amerikakrigen, og som mange vietnamerere stadig bruger i flæng som styrthjelm, til markarbejde eller til pynt, og det ville da ihvertfald være en god souvenir. Halvdelen af forretningerne var lukket, måske på grund af det forestående nytår, så vi fandt ikke min ønskehjelm, og da vi ikke ellers manglede noget, tog vi bare en kikkerunde, og gik ellers videre ud i byen.
Husene i gaderne er ikke tudsegamle, da især kampene mod de invaderende franskmænd i slutningen 1800 tallet og bomberegnen i Amerikakrigen fik jævnet det meste med jorden, så idag er kun 7% af husene fra før år 1900, og 9 % er bygget i perioden 1900 til 1930.
Da den slagne franske kolonihær i 1954 forlod Hanoi, var det via Long Bien-broen, og jeg mærkede tydeligt historiens vingesus og kunne næsten se de marcherende eller nok sjokkende soldater. Senere gjorde amerikanerne alt for at bombe broen til jernspåner, men hver gang blev den hurtigt repareret, så det lykkedes aldrig at få afbrudt forbindelsen over floden i længere tid.
I nærheden af en lille station fandt vi en stille gade, hvilket er en stor sjældenhed i Hanoi, og på en meget lille gadecafe slog vi os ned på et par skamler på fortovet og pegede på en cola. Colaen viste sig at være hele cafeens lager, så datteren Nhung blev sendt i byen efter en cola mere. Indehaveren mente også, vi var sultne, og begyndte at øse op af en hvid uidentificeret blævrende masse, som vi dog med nød og næppe fik afværget. Istedet pegede vi på noget, der lignede lange brød, og hun skar det pænt ud i skiver, og selvom det viste sig at være en slags aflange fiskefrikadeller, smagte det ganske godt. Nogle andre gæster slog sig ned på skamlerne og hilste pænt på os, og begyndte at guffe det hvide stads i sig. Det var en god oplevelse at blive et med vietnameserne på gadeplan, og jeg fik taget et par billeder af cafeen, og indehaveren, en midaldrende nydelig dame, ville meget gerne fotograferes, og hun hoppede af glæde, da jeg viste hende billedet på skærmen.
Igen gik jagten på en grøn militærtropehjelm, og vi gik ned ad Militærgaden, hvor der efter sigende skulle være hjelme til salg, men først da jeg havde opgivet, fandt vi en forretning, og jeg fik købt min hjelm for den nette sum af 2 USA dollar i kontanter, og det uden at prutte så meget som en cent.
Hanois katolske domkirke er et kedeligt grågrumset bygningsværk bygget af de franske kolonisatorer i 1884, efter at de havde jævnet pagoden Bao Thien med jorden for at give plads til det kristne monstrum. Det var langtfra den eneste pagode, der blev ødelagt omkring Hoan Kiem-søen, for det franske ”fremskridt” med at civilisere den vietnamesiske befolkning krævede plads. Om muligt er katedralen endnu mere kedelig indvendig, og kun en smuk madonnastatue og nogle glasmalerier liver lidt op i kedsomheden. Hvis man alligevel har forvildet sig hen til kirken, så husk dog at gå om bagved, hvor der på muren ind til nabohusene er en stor vægdekoration med Betlehemstjernen, og ved siden af er der indbygget en grotte, hvor Maria sidder med Jesus.
Vi gik stik sydpå og kom næsten ud af vores kort, og satte os til hvile på en bænk ved Thién Quang-søen, der er en anden af Hanois grønne åndehuller. En lille pige var meget interesseret i os, og kredsede rundt, inden hun slog sig ned på det yderste af vores bænk. Vi faldt i ”snak” på fingersprog, og fik udvekslet navne, og hun hev mig lidt i skægget, og ellers fik vi en gemytlig halv time, inden vi sagde farvel og krydsede gaden til den store Lenin park.
Vi fandt en indgang til parken, og det kostede den nette sum af 2.000 dong i entre at komme indenfor lågerne, som ved nærmere eftertanke dog kun var ca. 80 øre. Vi troede dog først, at vi var blevet fuppet, for der stod nogle træer, noget langt græs og nogle slidte jordspor, og det så ikke ud af noget somhelst. Længere inde i parken så der anderledes ud, for der var fine blomsterbede, og der var flagudsmykket, og der dukkede en forlystelsepark op, og endda en dødsdrome, hvor motorcyklerne kører på væggene. De ville ihvertfald gerne køre på væggene, for et par unge fyre prøvede at lokke os ind, hvilket dog ikke lykkedes, for de gange, jeg har vovet mig ind et sådant sted, synes jeg døden har truet tilskuerne mindst lige så meget som motorcyklisten. Ingen af forlystelserne var igang, for udover os var der faktisk ikke en sjæl i den store park, og om det så var entreafgiften, der havde skræmt den væk, eller de ikke havde tid, ved jeg ikke.
Skinnende hvidt og midt i det hele holdt det så, Victoria Ekspres Train, der skulle være Østens svar på Orientekspressen. Gæsterne flokkedes forvirrede på perronen, men vi fulgte bare i hælene på Truong, der fik kontakt til en konduktør, der anviste os vores 4 køjes kupe. Vi tilbød at Truong delte kupe med os, men han nægtede, og sagde det kun var for rige folk, så han skulle ned bagest i toget i de vietnamesiske statsbaners 6 mands ”hard sleeper”kupe. I vores bløde afdeling er billetprisen 90 dollar for enkeltbillet og 125 dollar for en returbillet, og det er en formue for en vietnameser, men vi havde betalt hjemmefra, og vidste på det tidspunkt ikke engang, hvad turen kostede.
Vi var blevet indlogeret i vores 4 mands kupe med selvfølgelig aircondination og på hver fine hvide opredning lå en meget smuk tøjpose med et lille håndklæde, en flaske vand, en tandbørste og tandpasta.