|
Jorden rundt med tog.
Thailandbugten rundt.
Phnom Penh og Tonle Sap River.
Denne sidste tur, "Rundt om Thailandbugten", har den forskel fra vores andre rejser, at to af vores venner, Jette og Alice, rejste med os. Alice har været i Asien flere gange før, men ikke i Cambodia, Thailand og Malaysia. Jette havde ikke været i Asien før, så det var en særlig stor oplevelse for hende. At tage turen "Jorden rundt med tog" var min drøm, der skulle udleves. Gitte, min kære kone, har været med hele vejen rundt, og vi er vant til at rejse sammen. Vi kender hinandens ønsker og måde at rejse på. Også denne tur havde jeg alene planlagt og følte derfor et vist ansvar for, at alle i gruppen skulle have en god oplevelse. Derfor havde jeg uformelt taget lederansvaret. Alle behøvede selvfølgelig ikke følge gruppen slavisk i tykt og tyndt, for vi er alle frie mennesker. Faktisk gik det rigtig godt, selvom det viste sig, at der foruden mig som alfahan også var to alfahunner i gruppen. Så jeg firede på min måde at tage tingene på, og andre måtte fire, hvis de ville følge gruppen. 3 alfahanner og hunner går ikke i samme retning hele tiden, men trods en rejse gennem ukendt terræn for os alle og nogle gange i dampende varme eller isnende togkulde gik det forbavsende godt. Så stor tak til alle på denne ekspedition, hvor vi ofte var de eneste vesterlændinge i miles omkreds.
Den efterfølgende rejsebeskrivelse er udelukkende set med mine øjne, så det er mine oplevelser og mine synspunkter, der slår igennem. Aftensmaden blev serveret af smukke stewardesser, dog ikke med opsat hår og kjoleslids som i Singapore Airways.
Bangkok lufthavn er kæmpestor, og overraskende var der udenfor en behagelig morgentemperatur. Folk begyndte straks at tage vintertøjet af, hvorefter vi blev dirigeret ind i en iskold transitbus. Vi skulle bare i transit, så vi fandt Gate C 2A med fly til Phnom Penh, der skulle afgå 1½ time senere. Der skulle en del munke med det nye fly, og det var der bestemt ikke fra København. Faktisk var vi også de eneste vesterlændinge. Det var et mindre fly, og der var meget mindre benplads, idet de fleste asiater er mindre i størrelse end de fleste vesterlændinge. (Jette blev da også flere gange kaldt "Big Lady"). Der var mange rismarker nær Bangkok, men så blev det diset og skyet, og der var ikke noget at se. Skyerne forsvandt, og landskabet var nu jungleklædte bjerge uden tegn på menneskelig aktivitet. Sikke et uberørt dyreliv der må være dernede.
I varmen uden for lufthavnen stod vores mand med Greiner-skiltet. Vi skulle til Rain Rock Hotel, og vi kørte ind igennem byen i tæt trafik. Problemet var, at chaufføren ikke vidste, hvor hotellet befandt sig, så vi kørte noget op og ned ad gaderne. Vi prøvede at hjælpe med en GPS, men den virkede ikke rigtig. Chaufføren måtte spørge sig frem, og endelig fandt vi hotellet i en travl gade. Vi blev læsset af og gik glade indenfor, men receptionen kendte ikke noget til os. Mange andre steder ude i verden, får man hjemmefra en voucher med dato og navn, men det bruges ikke i Asien. For at blive genkendt på computeren, sagde vi så Asia ExoticTours, og det var åbenbart løsenet, for så løste alting sig op. Nydeligt værelse, men med en dobbeltseng, så fremover bad vi om enkeltsenge, så der ikke skal kæmpes om tæpperne/dynerne. De havde dog sparet noget på møblementet, da der kun var én stol til deling. Nå, men det var heller ikke luksusferie vi var på, og hotelværelserne skulle kun bruges om natten.
Et sted sad de og bandt lotusblomster i bundter med tre. Jeg har det sådan, at jeg gerne vil støtte lokalbefolkningen i de varer, de sælger, så jeg købte 2 x 3 lotusblomster plus et bundt røgelsespinde. På strandpromenaden var der et lille tempel med en lille helligdom, og det var meningen, at blomsterne, jeg havde købt, skulle gives i offergave, og røgelsespindene tændes. Jeg ofrede, hvad der skulle ofres, og smed skoene, som man skal, og satte mig i lotusstilling inde i templet. En ung kvinde lagde en dollar i en offerskål, og så kunne hun blive spået. Det foregik på den måde, at en munk havde en masse små træplader sat sammen med snor. Træpladerne blev holdt op oven på hovedet af kvinden, og så skulle hun bladre i dem og placere en lille pind mellem pladerne. På alle pladerne var der spådomme, og der hvor pinden var placeret, var det den spådom, der var gældende.
Inde på området var der en lille bod, hvor en ung kvinde solgte kolde sodavand. Meget pudsigt var hendes pengekasse en ramponeret dåse med Danish Cookies. Byen myldrer med tuk-tuk, og især ved turiststederne er konkurrencen hård. Vi ville besøge Centralmarkedet, men trængte til at røre benene lidt, så vi ville gå derhen. Det var myldretid, og der var meget tæt trafik. Fodgængerfelterne hjælper overhovedet ikke noget, så man må bare kaste sig ud mellem biler og motorcykler, når der er et lille hul. Med lidt besvær fandt vi markedet, men det var allerede ved at lukke ved femtiden. Det er ellers en kæmpestor overdækket bygning med masser af småboder. Jeg nåede lige at købe en iskold, helt frisk kokosnød for en flad dollar. Herligt.
Vi var trætte, så vi spiste bare på hotellets helt tomme restaurant. Fire klubsandwich, der bestemt ikke var noget at råbe hurra for nu vidste vi, hvorfor der ikke var andre i restauranten. Dertil 2 Angor øl og 3 x 1½ liter vand. 31 dollars i alt. Øllet var iskoldt og ikke nok med det, så blev det serveret i isafkølede ølkrus, og det har jeg dog aldrig prøvet før. Hotellet ligger lidt afsides, så for at komme ind til Kongepaladset m.m. må der hyres en tuk-tuk for ikke at slide fødderne helt op. Det er faktisk også svært at gå på fortovet, for det bruges også til parkering af biler og motorcykler og alt muligt andet. Selve trafikken er utrolig, og det er et mirakel, at de ikke ramler sammen, for reglerne er små og bliver i hvert fald ikke respekteret, så det er nærmest alle mod alle.
Der er ikke meget lys på værelset og kun én sengelampe – så godt at vi har pandelamper med, så der kan læses i sengen.
Alle de hoteller, vi boede på, var asiatiske, og der var stort set ingen vesterlændinge blandt de andre gæster, hvilket passede os udmærket. Selvom aftensmaden på Rain Rock Hotel ikke var noget at råbe hurra for, så var morgenmaden udmærket, og en kok lavede helt friske omeletter.
Vi havde aftalt med driveren, at vi ville være derinde i 45 min., og vi holdt tiden og det gjorde han også, for da vi kom ud ad porten, kørte han kareten frem. Udenfor ved en lille souvenirforretning købte jeg to tigertænder for 10 dollars. Om de var ægte vides ikke, måske var det bare ben, der var filet til. Nogle andre tænder, der osede af plastik, hævdede sælgeren var ægte buffalotænder. De var også spidse, og det må så være fra den meget sjældne spidstandede cambodianske ko, der må være i kategori med enhjørningen.
Vi besluttede at købe lidt mad til frokost på markedet, men hvad skulle det være, det kunne der funderes længe over. Så tog jeg beslutningen og købte ind i 4 forskellige boder, og det tog under 5 minutter. En klase bananer 1 dollar, ½ kg kærlighedsfrugter 1 dollar, 4 runde brød med sukker 1 dollar, 2 udskårne ananas 1 dollar. Det er meget praktisk, for i Cambodia koster alle småting altid 1 dollar. Frokost til 4 personer for 4 dollars og vi kunne ikke engang spise op.
I første omgang droppede vi Wat Phnom, idet vi i stedet ville besøge templet efter pausen. Vi var tilbage ved hotellet kl. 13, og som aftalt fik driveren sine 30 dollars, selvom vi ikke var ude ved Wat Phnom. Og han var glad. Meget glad og smilte til op over begge ører. Vi aftalte, at han kunne hente os kl. 14, så vi lige kunne spise vores, bemærk – meget sunde frokostmåltid, nå måske lige med undtagelse af sukkerbollerne. Der skulle også lige være tid til et bad og noget tørt tøj.
Vi fortsatte ud igennem mylderet til det lille buddhistiske tempel Wat Phnom, der ligger på en 27 m høj bakke midt i byen. (Igen læs mere om Cambodia og Phnom Penhs seværdigheder på denne hjemmeside: www.rejsefortaelling.dk, og under Jorden rundt med tog, del 26). Ved templet var der en større gruppe unge damer, der var på firmaskovtur. De var alle i lyserøde firma T-shirts og havde et stor banner med. Jeg måtte meget gerne tage fotos af dem, og inden jeg så mig om, så stod jeg også midt i gruppen, for de ville også have billeder af mig sammen med dem. Jo, jo, så måtte jeg jo ofre mig og gøre dem glade. En ret fedladen herre var chefen, og han stod og grinede.
For at forstærke den eksotiske stemning rendte en abe uforstyrret rundt uden for det lille, fine tempel, men det er jo ikke noget, der er mærkværdigt på disse kanter.
Udenfor viste den lille tempeltjener mig diskret en lokal pengeseddel. (De har dem helt ned til 14 øre). Heldigvis for hende havde jeg kun en 1-dollar seddel, og det var hun ret tilfreds med, og jeg var glad, fordi jeg kunne give lidt u-landsstøtte.
Vi fandt en meget moderne "Cup-cake Cafe" med de fineste kager, og jeg fik turens første, men bestemt ikke sidste iskaffe. En mor havde købt 6 meget flot dekorerede kager, der stod i en åben æske, og sammen med en lille dreng kikkede hun på kagerne. Drengen repeterede mange gange og glædede sig utvivlsomt: " Den er til Mor, den er til Far, den er til mig m.m. Selvfølgelig ikke på dansk, men det var helt tydeligt, hvad han mente.
I mellemtiden var det blevet mørkt, men stadig behageligt lunt. Vi fandt en restaurant på den anden side af gaden. Den hed River Side, og udenfor på 1. etage var en dejlig balkon, og bare ved at dreje hovedet lidt var der virkelig udsigt til flodens mørke vand. Vi fik valgt 4 forskellige østlige retter, plus 3 lokale Angor beer og en flaske vand, og alt i alt beløb det sig til 25 dollars, hvilket viser det meget rimelige prisniveau.
Det havde været en fin dag med mange fine oplevelser, og til tuk-tuk, indgange og mad havde vi hver brugt 33 dollars.
I morgen er det rejsedag, og vi skal med båd videre op ad Tonle Sap River og over Tonle Sap Lake til Siem Reap. Det vil være en strækning på ca. 240 km med en langbåd. Vi vil blive afhentet på hotellet og kørt ned til båden, men det fremgår ikke tydeligt, om vi vil blive hentet kl. 7, eller båden sejler kl. 7. Så vi måtte ringe til vores kontaktperson i Cambodia, og fik at vide vi ville blive afhentet kl. 6.30.
Senere kom vi over Tonle Sap Lake, der næsten er stor som et hav med sine 16.000 km2. Søen er dog ret fladvandet, for pæle var slået ned her og der, og på det dybeste er den da heller ikke mere end 10m dyb.
På den anden side af søen var der nogle flydende huse og endda en flydende restaurant. Vores båd fortsatte ind i flodindløbet, hvor der var mange både på vej ud i søen, og der skulle snos noget ud og ind og tudes i hornet. Så pludselig drejede vores båd stævnen ind i flodbredden, og vi var tilsyneladende fremme. Der var ikke noget, der bare lignede et kajanlæg, der var bare en stejl skråning og en cementtrappe op. Det viste sig, at der havde været mange flere mennesker med båden, end jeg havde troet, men de havde slanget sig på taget, da der var hundekoldt indenfor.
Jeg ved ikke, hvordan vi ellers skulle have fået kufferterne fra borde, så også stor tak til dem. Efter at kufferterne var stablet op og bundet, og to stod mellem sæderne, gjorde tuk-tuk driveren det klart, at det ville koste 10 dollars at få os transporteret ind til byen og hotellet. Det var da mere end i orden, og han fik endda et par dollars ekstra. Det stakkels overlæssede køretøj drønede ind mod selve Siem Reap, der faktisk lå et godt stykke inde i landet. |
Sidste gang vi var i Asien, stoppede vi turen i Phnom Penh. For at fuldende turen må vi vende tilbage til Phnom Penh og så fortsætte derfra. Cambodias historie og vores første ophold i Phnom Penh kan læses på denne hjemmeside under Jorden rundt med tog del 26.
Det blev hurtigt mørkt, da vi fløj østpå, men natten fløj ikke ligefrem af sted med 8 timer ret op og ned. Efter morgenmad, der bestod af spansk omelet, pæreyoghurt, frugt, brød og Lurpak, landede vi i Bangkok, hvor det stadigvæk var mørkt. Flypersonalet hilste farvel med et "wai" med håndfladerne samlet, bøjede hoveder og brede smil.
Der blev serveret en lunchpakke bestående af 2 sandwich og lidt frugt. Stålbestikket var nu skiftet ud med plastikbestik. Lunchen kom lidt sent, og da flyvningen kun tog et par timer, var det næsten oven i lunchen, at der blev udleveret 3 sedler, som skulle udfyldes inden landingen. Det var lidt hæsblæsende, men vi havde været så fornuftige at ansøge om visum til Cambodia hjemmefra over nettet, så den kø kunne vi springe over, da vi skulle igennem formaliteterne i lufthavnen. Kufferterne kom med det samme, så vi var hurtigt udenfor i bagende varmt vejr.
Her fandtes vilde fugle i bure, og det undrede mig, at en ung kvinde slap fugle ud. Det foregik på den måde, at ejeren af fuglene tog to fugle ad gangen og gav dem til den unge kvinde, der så kastede dem op i luften til friheden. Hun havde virkelig haft den store pung fremme, for at hun fremover kunne stå sig godt med guderne, for hun havde betalt 20 dollars for at få 40 fugle frigivet. Jeg ville også gerne stå mig godt med bare en enkelt gud, så mere beskedent købte jeg kun 2 fugle til friheden.
Vi havde gået rundt og kikket på paladser og sad så under et træ i skyggen af nogle træer inde på det meget smukke område. En munk kom og spurgte, om han måtte fotograferes sammen med Gitte. Det vides ikke hvorfor, men hun havde en cowboy hat på, og måske havde han aldrig set noget lignende. Senere fik vi snakket med munkene, og så ville 2 munke fotograferes sammen med vores tre damer. Der er en regel om, at kvinder ikke på nogen måde må røre ved munkene. Måske må munke heller ikke røre ved kvinder, men så kunne de jo sidde og smugdufte lidt. 
Nu ville vi gerne have en tuk-tuk til hotellet, og det var faktisk ikke ret langt. Driveren mente, at det ville koste 6 dollars, men nu kendte vi lidt til markedsprisen, så da vi tilbød 5 dollars, sagde han kun modvilligt ok. Han var dog ikke mere sur end, at han gerne ville lave en aftale med os i morgen, men vi havde allerede en aftale med vores første driver.
På hele turen hørte der morgenmad til hotelovernatningen. Meget behageligt og meget varieret fra hotel til hotel, og det var fra striber af gryder og fade med dit og dat og 5 kokke til rådighed, til mere beskedent med tostbrød med marmelade og kaffe. Undtagen toastbrødet var det overalt morgenmad a la Østen, og personligt har jeg ikke lyst til alt for meget mærkeligt til morgenmad.
Gitte og jeg havde før set Killing Fields, men jeg syntes, at vores to rejsekammerater burde se stedet for at få lidt af Cambodias rædselshistorie med. (Læs om Killing Fields i afsnit "Jorden rundt med tog" 26. del på denne hjemmeside.) Der var en tæt trafik derud og meget vejarbejde, men når tuk- tuken standsede, kunne der tages gode billeder af vores medtrafikanter. Efter 45 minutter drejede vi ned ad en lille sidevej, og der lå så en af mange rædselslejre fra Pol Pot tiden. Det koster 6 dollars at komme ind, og folk går stille rundt og kan ikke forstå, hvor grusomme mennesker kan være mod hinanden.
Der var ½ times kørsel til det russiske marked, der intet har med Rusland at gøre. Markedet har masser af snævre gange med alt muligt fra levende fisk til brugte bilmotorer, tøj, frugter, kød og souvenirs. En frisørsalon lå 3 meter fra en slagterbod med det røde kød liggende på stribe. Jeg fik købt to fine dekorerede kokosnøddeskaller, men senere tabte jeg dem, og den ene revnede. ØV.
Lige, da vi skulle starte, kom en transportabel drikkebod forbi med rissuppe og kolde sodavand. Jeg kunne godt bruge to kolde fra kassen, og hun knappede lynhurtigt op i et plastikkrus med is og ned i en lille transportabel plastikpose. Hun skulle selvfølgelig genbruge flaskerne. Den anden fik jeg hældt op i min flaske med skruelåg, og kruset med is fik jeg drukket lynhurtigt. I visse lande er isklumper ikke af det bedste, hvis de bruger lokalt vand fra hanen, men på hele denne tur tog jeg chancen og tog de isklumper, der nu bød sig, og helt uden problemer på hele turen. Damen i "Fanta-transportable" talte ikke engelsk, og jeg kendte ikke prisen på to sodavand. Driveren sagde en pris, som jeg heller ikke forstod, men jeg rakte 1 dollar frem og fik endda penge tilbage i lokalt mønt, som dog hurtigt blev leveret tilbage til damen. I de sjældne tilfælde, hvor noget ikke koster hele dollars, får man altid tilbage i lokale sedler, for tilsyneladende findes der ikke mønter.
Templet ligger på toppen af en lille bakke, og indenfor skal skoene (i dette tilfælde sandalerne) tages af. En lille pige havde udnævnt sig selv til tempeltjener, og hun tog sig af vores sandaler og stillede dem smukt i række udenfor og ville sikkert forsvare dem med sit liv. Inden da havde vi købt offergaver – en lotus, et lys og tre røgelsespinde, og det blev lige præcis 1 dollar. Indenfor sad en munk, og han kunne spå for en dollar. Jeg satte mig i lotusstilling og fik et sæt træplader med skrifter oven på hovedet. Med en lille pind skulle jeg dele pladerne. Munken læste pladen på thailandsk, men oversatte spådommen til engelsk Bad. Heldigvis var der et nyt forsøg, men igen med et Bad resultat. Tredje og sidste gang var lykkens gang, og han strålede over hele femøren, for denne gang var det en lykkelig spådom. Og som en regel, som jeg lynhurtig fik sammensat, så er det den sidste spådom, der har så meget ekstra kraft, at den overskygger de to andre. 
Nede langs floden er der en afslappet stemning på den brede promenade med statuer og næsten alle nationers flag blafrende i vinden. Vi blev kun antastet af en enkel tuk-tuk driver og en selvbestaltet guide, der gerne ville vise os det, vi allerede havde set. Vi gik nordpå, og langs den meget rolige flodpromenade løb en meget urolig gade, og på den anden side af gaden var der en tæt række af små forretninger og cafeer. Det var svært at komme over, selv i fodgængerfelterne. Vi fandt ud af at gå på en linje langs med trafikken, så vi for den kun udgjorde en person der skulle køres udenom. 
Tilbage på promenaden var der nu en behagelig temperatur, og vi sad på en bænk og nød livet og kikkede på mennesker. En transportabel sodavandssælger kom forbi, men vi kunne ikke finde ud af prisen, og om en dollar var for meget eller lidt for to Fanta. Hun blev ved med at sige noget, vi ikke forstod, og til sidst blev hun sur og kørte. Heldigvis kom der kort efter en anden sodavandssælger forbi, og hun kunne engelsk, så hos hende fik vi købt 6 sodavand. Det viser bare, at det er en rigtig god ide at kunne lidt engelsk, hvis man er handlende og gerne vil sælge noget. Meget sød pige, så hun fik et postkort af vores kongefamilie. Vi prøver jo på vores rejser at lave lidt PR for gamle Danmark.
Det var blevet bælgmørkt, og vi aftalte med en tuk-tuk at køre os til hotellet for 5 dollars. Hotel Rain Rock lå faktisk ikke lige i nærheden af de store seværdigheder, men et eller andet sted inde i et meget lokalt kvarter. Vi viste på kortet, hvor hotellet lå, og vi begav os af sted. Driveren stoppede flere gange og spurgte om vej, og et sted ringede de til hotellet for at få at vide, hvor i verden, det hotel egentlig var beliggende. Endelig fandt vi det, og driveren fik lige en dollar ekstra, hvis han nu skulle fare vild på vej tilbage.
Det var ikke ligefrem en luksus turistbåd, selvom passagerene kun var vesterlændinge. Det var en smal og meget lang båd, og indenfor var sæderne sat tæt sammen, og der var uklare ruder, hvor der i hvert fald ikke kunne fotograferes ud af. Indenfor var ikke et sted, jeg havde lyst til at tilbringe de næste 6 timer. Båden var slet ikke samme standard ,som da vi sidste gang var ankommet til Phnom Penh fra Saigon. Dengang oplevede jeg det som en luksusbåd med en stor åben overdækket afdeling, hvor man kunne sidde og nyde livet. Den type både var mindre og lå fortøjet ved siden af, og jeg skævede længselsfuldt til dem. Nå, men vi måtte tage det, som det kom, og først satte jeg mig pænt indenfor. De vesterlændinge, der efterhånden ankom, kikkede ind og gik så ud igen. Det gjorde jeg så også, og ude foran var et lille fordæk på omkring 10 m2. Der var ingen bænke eller noget, men mellem reb og pullerter sad og lå efterhånden 15 mennesker. Det var svært at læne sig op ad rælingen, for der var nogle forstærkninger til stævnen, og de passede lige bestemt ikke til en dansk bagdel. Der lå/sad vi så meget umageligt, men jeg skulle i hvert fald ikke flytte mig fra pladsen og være tvunget til at sidde indenfor.
I Phnom Penh deler floderne sig, og Mekongfloden, der er den største, løber nordpå til højre, og den noget mindre og til tider snoede Tonle Sap River drejer af til venstre mod Siem Reap.
Efterhånden kom jeg i snak med mine nærmeste naboer. Det var to unge, danske kvinder, der dog kun af udseende var unge, men for mig er alle kvinder sidst i trediverne eller først i fyrrene nærmest purunge. De hed Tine og Malin og arbejdede noget med markedsføring. I virkeligheden var Malin faktisk svensker. Til den anden side havde jeg også to nærmest purunge, svenske damer Ellen og Karin. Alle fire var ude på eventyr i det fremmede, ellers havde de jo ikke ligget på et trangt fordæk – og alle meget hyggelige at snakke med. Da jeg senere sagde farvel til dem, hørte vi hverken dansk eller svensk i de næste 2 uger, udover i vores egen gruppe.
Et bræt var sat ud til stævnen, og da jeg var forrest, hoppede jeg i land og spekulerede ellers lidt på, hvordan vores kufferter skulle komme i land. Faktisk var det meget fascinerende at se alle de mennesker, der prøvede at komme fra borde, men ellers stod jeg bare og kikkede, medens resten af vores gruppe også kom i land. Nogle unge, indfødte mænd var hoppet om bord, og som et mirakel havde de fået fat i vores kufferter og slæbte dem nu op ad skråningen, og så stod vi der. Det lignede ikke en by og var nærmest bare nogle småskure, så vi skulle jo videre. Der stod i vores papirer, at vi selv skulle transportere os til hotellet, så vores to kuffertslæbere havde fremskaffet en tuk-tuk, der blev læsset godt op. De to stærke, unge mænd havde endda hver taget to kufferter op ad skråningen, og de fik 5 dollar til deling og så meget tilfredse ud.