Jorden rundt med tog. 



Australien på kryds og tværs.

29. delafsnit

Adelaide og Kangaroo Island.


Rejsefortælling af Kim Greiner.

South Australia og Adelaide. 

Efter 3 dage i bushen ved Uhuru og Kata Tjuta havde vi forladt Alice Springs og var fløjet til Adelaide, der ligger i delstaten South Australia. 

South Australia er Australiens tørreste delstat, idet hele den nordlige del er ørken, saltsøer og steppeland. I den sydlige del er der landbrug med hvededyrkning, fåreavl og ikke mindst vinproduktion. Hovedstaden Adelaide, der har ca. 1 million indbyggere, er omkranset af 4 store vindistrikter, der leverer over halvdelen af Australiens vin. Murray, der er Australiens største flod, løber igennem delstaten og giver vand til landbrugsproduktionen og vinmarkerne.

Syd for byen ligger en af Australiens største øer, Kangaroo Island, med et enestående dyreliv. I begyndelsen af 1800-tallet havde hvalfangerne indrettet sig på Kangaroo Island, og unormalt for Australien har delstaten aldrig modtaget straffefanger. Det var derfor en stat af frie immigranter, der i 1836 slog sig ned på en udsøgt grund, der lå lidt væk fra kysten. Begyndelsen var hård, og mangel på vand og græs til kvæg havde nær dødfødt kolonien. Men byen blev opført med smukke huse af sten, og mange af dem står stadigvæk. Befolkningsmæssigt har South Australia aldrig været nogen succes, og foruden Adelaide findes der kun to større byer Mt. Gambier og Whyalla, og de har kun lidt over 20.000 indbyggere hver.

I South Australia mangler der turistattraktioner i klassen Uluru og Operahuset, men den bærer alligevel ofte det prædikat, at den er Australiens mest charmerende delstat og Adelaide en charmerende storby. Allerede i 1895 roste Mark Twain den velordnede byplan og de smukke bygninger i Adelaide, og hvis resten af de australske byer var lige så smukke, ville det være et lykkeligt land.

Staten har en fin kystlinje med smukke strande, og samtidig er den indfaldsport til ødemarken i nord, der ikke har sin lige i hele verden. Dybt inde i ørkenen ved basen Woomera gik Australien ind i rumalderen efter 2. verdenskrig, for her fandt de britiske atomprøvesprængninger sted. Woomera er et aboriginalt ord for en slynge, der kan skyde med spyd. Sandheden om disse sprængninger kom først frem i 1980’erne, og det var først i 1990’erne, at briterne gik med til at betale erstatning til de aboriginere, der fik varige men på grund af atomprøvesprængningerne. Pudsigt nok står der ikke noget om disse sprængninger i de lokale turistfoldere.

Som den eneste storby i verden er Adelaides indre by smukt indrammet på alle sider af store grønne parker. Den indre by er ikke større, end at den kan befærdes til fods, og på North Terrace, der er byens gamle kulturboulevard, ligger seværdighederne på stribe med bygninger fra kolonitiden. Ved omhyggelig planlægning og sikkert også held har byen undgået de værste yderpunkter, hvad angår social uro, forurening, gadevold, trafikproblemer og andre storbyproblemer.

Rundt i Adelaide og en kinesisk fuser.

Adelaide har en nydelig lufthavn, og båndet med vores kufferter kørte allerede, da vi nåede frem. Der var en dejlig temperatur på kun 25 grader, og det var en velsignelse efter Alice Springs’ 38 grader. I lufthavnen var der en skranke for hyring af shuttle bus. En venlig mand i skranken ringede, og 5 minutter efter kom der en anden mand og hentede os. Det kostede 10 dollars pr. person at køre til hotellet, hvor en taxi ville koste 45 dollars. Bussen kørte os endda lige til døren til Hotel Grand Chancellor på Hindley Street, der er en livlig og spændende gade. Rejsebureauet Marco Polo, der havde arrangeret vores rejse i Australien, havde i alle byer fundet centralt beliggende og gode hoteller.

Vi havde et stort værelse, men kun en dobbeltseng, så vi skal nok kæmpe om sengetæppet i nat. Det var ikke nødvendigt at tænde for airconditionen, og det var helt nyt. 

Midt på eftermiddagen gik vi ud i byen, der er en blanding af gammelt og nyt. De victorianske, meget smukke huse ligger ved siden af moderne firkantede huse i stål og glas. Byens gadenet er helt kvadratisk ud fra King Williams St, der går nord-syd og krydser Victoria Square, der i julens anledning er prydet med et 15 meter højt plastikjuletræ. Der står også en statue af "kællingen", nå undskyld, jeg mener hendes kongelige, velbårne højhed Dronning Victoria.

Forretningerne lukker tilsyneladende allerede kl. 18.30, så mange steder havde de lukket. Nede i Gouger St. ligger et lille China Town med en stor port med løver ved indgangen. Løverne ser fuldstændig ud som dem, der findes overalt i Kina, og gad vide, om kunstneren har copyright – så vil han være rig.

Vi var blevet sultne og fandt en kinesisk restaurant med borde ude på fortovet. På et skilt stod der noget med forårsruller og pork med sur/sød sovs, og prisen var 11 dollars. Vi satte os og bestilte en cola og bad om en gang forårsruller og den sur/søde pork. Det kunne man dog kun få til lunch, og klokken var for mange nu. Nå, men har I så et spisekort? Det viste sig at været en "tablet", hvor man skulle skubbe siderne frem og tilbage med fingrene. Det var meget smart, men meget uoverskueligt. Nå, men vi fandt en kyllingeret til 22 dollars. Skal der ris med til kyllingen? Ja, tak. Det koster så yderligere 20 dollars. Nej, nu må de lige styre sig, for det ville blive i nærheden af 250 kr. pr. person, for en gang aftensmad på fortovet. Så nixen bixen, vi skulle alligevel ikke have noget mad, så jeg bad om regningen for colaerne. Det blev 6 dollars. Det var en sød, ung kineserpige, der betjente os, og hun kunne vist ikke rigtig forstå, at vi syntes, det var for dyrt, for jeg havde givet hende 2 dollars i drikkepenge. Hun var ellers meget interesseret i at snakke, og jeg fik også lov til at tage et foto. 

Hjemme i vores gade var der mange cafeer med fastfood, bl. a. en McDonald’s i et smukt victoriansk hus. Vi gik dog ind i en "Hungry Jack’s" og fik en "Angry Whopper", der kostede 6,65 dollars, og en deluxe meal med fritter og cola til 8,95, ialt 15,60 dollars, og det smagte godt, og vi blev rigeligt mætte. Så kan kineserne godt gå hjem og lægge sig. Til gengæld havde Hungry Jack skruet for meget op for airconditionen, og vi sad og småfrøs, medens der var behageligt varmt udenfor. 

Ved et busstoppested udenfor stod folk i en perfekt snorlige række, så køkulturen er i højsædet i Adelaide. Jeg ved ikke, om det kommer ind under kultur, men der er bestemt ikke mangel på tilbud om massage i vores gade. Hvor frækt det er, vides ikke, for jeg vovede mig ikke derind. 

Adelaide og Holdfast.                                                                                   Tirsdag 2. dec. 2015

Dobbeltsengen var med gammeldags springmadras, men det gik heldigvis godt i kampen om dynen. Det var halvskyet, og der var en behagelig, kølig morgenluft. Morgenmaden på hotellet var ikke incl., og en continental breakfast kostede 11 dollars.

Vi havde en hel dag i Adelaide foran os, og vi gik nordpå ad King Williams Street, der med sine 42 m er den bredeste hovedgade i en australsk storby. Lidt nede til venstre ligger universitetet, og det myldrede med unge mennesker udenfor. Her ligger også Adelaide Festival Center med et helt kompleks af teatersale, cafeer og et koncerthus, der siges at have en bedre akustik end Operahuset i Sydney. I det hele taget er det et meget smukt område, og en hel ny gangbro går over floden Torrens. Floden var engang en lille bæk, og det er den sådan set stadigvæk, men lige her er den opdæmmet og ligner en sø.

På den anden side af floden ligger North Adelaide, der i byens tidlige start var en eksklusiv bydel for den britiske lavadel, og det var især tåbelige sønner, som der ikke var plads til i gamle England. 

Her ligger "Adelaide Oval", der er Australiens smukkeste og sikkert også største kricketbane. Der var ophængt et stort billede af kricketspilleren Phillip Hughes, der for få dage siden tragisk var død, da en kricketbold ramte ham lige i hjertekulen. Der var lagt mange blomster, og fans og venner havde stillet kricketbat op langs væggen med hilsener. Meget sørgeligt, at en ung mand skulle dø i en sportsgren, der ellers er ret fredelig.

Vi kom forbi den store flotte St. Peter’s Cathedral, og ved siden af lå Cathedral Snack Bar og Cafe. Smart, så kan man vederkvæge sig enten før eller efter.

Vi var kommet ud i det nordlige grønne område med store græsplæner og spredte gamle træer. Vi fandt Melbourne Street, der ifølge Politikens "Turen går til Australien" skulle have mange fine, gamle victorianske huse. Der var dog ikke flere, nærmest færre victorianske huse, end der kunne ses andre steder i Adelaide. Så af den grund er Melbourne Street ikke værd at gå efter. Gaden er da ellers hyggelig nok med forretninger, cafeer og sundhedscentre. 

Vi ville finde Botanisk Have, der også skulle ligge i området. Vi havde to dårlige kort, både Politikens og det lokale "City of Adelaide". Ved at lægge de to kort sammen, plus Gittes City Map på mobilen, fandt vi endelig Botanisk Have eller også er det bare Botanic Park. Vi sidder på en stor græsplæne med store træer, og meget eksotisk er der papegøjesnak i træerne. Vi sidder lige præcis i det store grønne område, der på Politikens kort står som Adelaide Botanic Garden, men det er det bare ikke alligevel. Korttegneren har kludret i det, og Botanisk Have ligger længere mod syd. Hvorfor ikke med en tynd streg tegne havens omrids i al det grønne og også lige vise indgangene. Politikens kort er generelt mere misvisende end retvisende, og jeg fatter ikke, at de skal være så dårlige. Vi måtte til sidst spørge om vej, og endelig fandt vi en indgang. 

Botanisk have er anlagt i midten af 1800-tallet og har kæmpestore træer og forskellige australske vegetationsmiljøer. Haven er ekstremt velpasset, selv for de kritiske øjne hos en forhenværende havemester i Landbohøjskolens Have. Der ligger en cafe, hvor vi fik en sandwich og iskaffe til i alt 20 dollars. Cafeens terrasse ligger lidt forhøjet, og herfra kunne vi kikke lidt på nogle af de andre gæster. En ung mand, der var meget meget tyk kom vraltende forbi – det må være et helvede at være ham. Der sad også to mødre på en bænk, og 4-5 børn legede i nærheden. En lille dreng havde opdaget et lille vandløb og ville vise det til sin mor, men hun snakkede bare videre med veninden og værdigede hverken drengen eller vandløbet et blik.

Hver dag var der gratis rundvisning i haven kl. 10.30. Dog aflyser de, hvis temperaturen er over 36 grader. Det er dog en uskik at lave gratis rundvisninger, men OK, jeg vil følge i deres spor og fremover også give gratis rundvisninger i Landbohøjskolens Have. For at det ikke skal være helt det samme, så dog kun hvis temperaturen er over 36 grader.

Den store seværdighed i Adelaide er Tandanya, der skulle være et helt specielt sted, hvis man interesserer sig for de aboriginale indbyggere. Her skulle være aboriginal kunst, håndværk, musik, dans og teater, og der skulle være arbejdende kunsthåndværkere m.m. I virkeligheden var det kun et meget lille kunstgalleri med aboriginal kunst og ikke så meget andet, så det var lidt af en skuffelse. Der var en teatersal, hvor der kom nogle mennesker ud, og jeg spurgte i receptionen, om der var film derinde, og hvornår næste forestilling var. Nej, der var ikke nogen forestilling og heller ingen film. Jeg fik i stedet købt et klistermærke med det aboriginale flag, der har farverne sort, gult og rødt. Damen spurgte, om det var vores farver og tænkte nok på Tyskland. Nej, bestemt ikke, for vi er danskere, og vores farver er rød og hvid.

På gågaden Rundle St. myldrede det med mennesker af blandet race, mest hvide og asiater, men ikke en eneste aboriginal, og vi har kun set en eneste kvinde med tørklæde.

Adelaide togstation ligger lige i nærheden af vores hotel, men det er kun stationen for lokaltog. Stationen, der tager sig af fjerntog som "The Overlander", der går mellem Adelaide og Melbourne, ligger et stykke uden for centrum. Vi ville godt finde stationen, inden vi skulle bruge den, så vi gik en tur derud. Det tog faktisk en time ud ad en ret så kedelig vej, forbi noget industri, bilforhandlere og en kirkegård. Til sidst kom vi igennem en solsveden park, og endelig dukkede stationen op. Der var ikke en sjæl, selvom det er endestationen for The Ghan og for The Overlander.

Stationen hedder "Keswick Passenger Rail Terminal", og herfra er der tog til Melbourne og til Sydney to gange om ugen. Til Perth er der afgang søndag og torsdag og til Darwin søndag og onsdag. Der var et stort skilt med alle de legendariske togruter Indian Pacific, The Ghan, The Overlander og The Southern Spirit, og vi skulle med dem alle sammen og lidt til.

Der var en skranke til indtjekning af kufferter, en souvenirforretning og en stor ventesal med masser af bænke, i stærk modsætning til Københavns hovedbanegård, hvor der næsten ikke er nogen bænke, og så har de endda uvist af hvilken grund for nylig pillet to af dem ned. 

På tilbagevejen fandt vi en bus, og en billet koster 5,50 dollar. Vi ville ind mod centrum, hvor Adelaides sidste sporvognsrute går ud til stranden, og vi kunne bruge den samme billet. En festlig konduktør steg på vognen, så vores billetter og erklærede, at de røde sæder, hvor vi sad, var 1. klasse og kostede dobbelt. Nå, han lavede bare fis med os, så det halve af vognen grinede, og vi grinede med.

Da sporvognen kom lidt uden for centrum, havde den nu status som skinnebus, og bomme gik ned ved vejene, så vi kunne køre igennem. Det tager ½ time at komme ud til endestationen i Glenelg, der meget pudsigt ligger i Holdfast Bay. Det var her de første indvandrere gik i land og grundlagde delstaten den 28.december 1836. På de rigtig varme sommerdage strømmer befolkningen herud til stranden for at få lidt kølighed. Det er dog først, når temperaturen når op over 40 grader, for alt derunder regnes for pjat.

Det er en rigtig badeby med hoteller, cafeer og forretninger med badetøj og andet til strandlivets lyksaligheder. Næsten nede i vandkanten ligger deres rigtig flotte Town Hall, og der er et lille torv med et mindesmærke. 
Der er en bred strand, og der går en lang mole ud i vandet. Det var overskyet, så der var ikke mange mennesker på stranden og slet ikke nogen, der badede, men jeg fik da lige en noget kølig dukkert. Vi kunne lige nå at komme om bord i retursporvognen på vores 2 timers billet, og aldrig har vi kørt så langt og så billigt i offentlige transportmidler.

Der er utroligt mange kinesere/vietnamesere i Adelaides befolkning, og vi så flere gange det aboriginale flag smælde i vinden, og det glædede mig. 

Vores gade Hindley Street er meget malerisk med de mange spisesteder, og den virker også ret fræk, for der er tilbud om massage i lange baner og en enkelt fræk butik. Det frækkeste, vi prøvede, var at spise i en KFC, hvor vi gnaskede i nogle kyllingelår og til den rimelige pris af 15 dollars for os begge to. Her mødte vi den første af de meget få tiggere vi så i Australien. Desværre var han en aboriginal, og han fik en skilling. 



Turen til Kangaroo Island.                                                                                   Onsdag 3-12-14

Anden rappede kl. 5 om morgen (det er Gittes vækkeur), og vi tog morgenmaden på sengekanten med en yoghurt og en müslibar. Vi skulle overnatte på Kangaroo Island, men senere komme tilbage til hotellet, så vi afleverede vores kufferter. Det var en stille morgen, og vores ellers livlige gade, var helt tom. Der holdt en enkelt taxi udenfor, og det må der også meget gerne gøre i overmorgen, hvor vores togtur fortsætter.

Bussen kom kl. 6.20 og samlede os op, og der var vel omkring 15 gæster, der skulle til Kangaroo Island. Vi kom ud af Adelaide, og den første halve time var det med reklameskilte, fastfoodrestauranter, forretninger og fabrikker. Derefter kom vi igennem et vindistrikt, hvor vinmarkerne lå op ad de lave bjerge/bakker. Vi kom væk fra motorvejen og kørte ud mod Kangaroo Island ad en snoet vej og stadig med mange bakker. På denne strækning så vi mindst 50 kænguruer i små flokke tæt på vejen. Vi nærmede os kysten, og det var et utroligt smukt landskab endda med en række vindmøller. Efter 2 timers kørsel med smuk udsigt og med en udmærket guide/chauffør nåede vi færgelejet.

Der er en skøn temperatur på omkring 25 grader, og der kommer en fin brise ude fra havet. Nu venter vi på afgang sammen med en masse andre turister. Færgen er ikke særlig stor, men der skal både biler og passagerer med. Det tog en times tid at sejle over, og vi kunne sidde på soldækket og nyde turen. Samtidig spekulerede vi på, hvordan vi skulle finde den bus vi skulle videre med. Nå, men vi måtte se, hvad der skal ske.

Kangaroo Island er 155 km lang og 55 km bred, og den er arealmæssigt 7 gange større end bystaten Singapore. Forskellen er bare, at her bor der godt 4000 indbyggere og i Singapore 4 millioner. 

Den første europæer, der besøgte øen var Matthew Flinders, hvis mandskab i 1802 dræbte adskillige kænguruer. Øen blev derefter South Australia’s første koloni, der bestod af vilde sælfangere og undvegne straffefanger. I vore dage er øen mere fredelig, og foruden produktion af honning, eukalyptusolie, uld, landbrug og fiskeri er det i høj grad turisterne, der holder liv i øen. Den har et rigt dyreliv med 18 naturlige pattedyr, 250 arter fugle og 900 forskellige planter, hvoraf 60 kun findes her på øen.

Blandt bier, søløver og pelikaner.

Der var tjek på det hele, da vi stod af færgen. Der stod en række busser, og chaufførerne havde en liste med navne, så vi skulle bare finde den rigtige med to dages turen. Der var 22 gæster på vores hold, og det var næsten ren oldekolle. Chaufføren var samtidig guide, og det var en lidt ældre mand, der småsnakkede hele tiden. Han vidste en masse, men det løb lidt ud i sandet, fordi han ikke holdt pauser.

Første stop var "Cliffords Honey Farm", der producerer 20.000 kg honning om året. Bierne er oprindelig en speciel italiensk stamme kaldet "Ligurian Bees", der både er flittige og venlige, og den har udkonkurreret øens dovne og mindre venlige bier.

Da øen ligger i tilpas afstand fra fastlandet, bliver bierne på øen, og stammen bevares. For over 30 år siden startede denne honningfarm med et enkelt hobbybistade, der så siden har udviklet sig. De flinke bidronninger eksporteres herfra ud til den store verden i en lille æske, der indeholder dronningen og seks arbejdsbier, der fodrer hende fra en medbragt madpakke. Bierne kan leve 7 dage i den noget trange æske, og så skulle de gerne være fremme.

Der var rundvisning på farmen, men den var lidt tam, for bistaderne stod ude på markerne, og slyngemaskinen stod pænt rengjort, og vi så ikke skyggen af en levende bi. Nå, men de havde en stor souvenirforretning, hvor der var smagsprøver, og vi fik da også købt lidt.

Næste stop var i Seal Bay, og her var der meget mere kød på. De var ved at færdiggøre et visitor center med et lille museum og selvfølgelig en souvenirforretning. Her på stranden lever Australiens største koloni af søløver.

Det er ikke tilladt selv at gå ned på stranden, så vi fulgtes med en parkbetjent, der straks tegnede en streg i sandet 10 meter fra søløverne og med strenge påbud om ikke at overskride den. Det var både en sikkerhedszone for os og for søløverne. Hvis de bliver for stressede, bliver de sure, og en 300 kg han er ikke til at spøge med.

Det var et meget smukt område, og der var mindst 100 søløver, der nød tilværelsen. Nogle lå og halvsov, andre var ude i vandet og kom så vraltende ind og smed sig meget uelegant i sandet. Det var en rigtig fin oplevelse at besøge søløverne. Gittes nye kamera kan zoome meget mere end mit, der ser ud som om, det kan, men faktisk ikke kan zoome ret meget. Nå, men tilsammen fik vi nogle rigtig gode billeder.

Det var tid til lunch, og det var på "Vivonne Bay Bristol". Stedet lå ude i den vilde natur, men var ellers ikke særlig charmerende, da vi spiste i et stort rum med aircondition og vifter. Maden var til gengæld rigtig god med en meget fin salatbar og ellers kartofler, pølser og kyllingerulle og til slut kage og kaffe. Så det var en meget fin lunch, selvom bugten ikke kunne ses.

Næste punkt var besøg på "Raptor Domain Birds of Prey", hvor der var et fugleshow. Vi sad i skygge under et halvtag, og en nydelig ung dame og en mand præsenterede skiftevis fuglene. En lille ugle skulle kaldes frem fra et hult træ, men så kom den også flyvende, da der vankede en mus. Skiftevis blev fuglene præsenteret, og alle var fritflyvende, men med en lille radiosender monteret på benet. En fugl optrådte med et nummer, hvor den knækkede æg med en sten. Det var ikke noget den havde lært, men det er en medfødt færdighed for denne fugleart. Fuglene i showet blev større og større og endte med en fiskeørn og en kongeørn, men sluttede dog med to charmerende isfugle, "Kingfish", med kæmpestore næb. Det var en rigtig fin forestilling.

I en eucaluptusskov gik vi en tur og fik spottet et par koalaer i træerne. Det er utroligt søde dyr, der kikkede på os med store øjne, inden de sov videre. Et nemt bytte for tidligere tiders jægere, men nu er de totalfredet. 
Sidste punkt på dagsordenen var pelikanfodringen ved Kingscote, der er øens hovedstad. Der er tilskuerpladser, og forestillingen løber af stablen hver dag kl. 17 lige i tilpas tid til, at dagturisterne kan få denne oplevelse med. Hovedrolleindehaveren er en pelikanguide a la vesterhavsskipper fra 1900-tallet. Rollerne spilles af 60-70 pelikaner og birollerne af en flok måger. Rekvisitterne er en kasse med skidtfisk. 
Pelikanerne er kæmpestore, og de har det særlige problem, at de ikke kan dykke, da de er for lette, og hvis de prøver, vipper de op som en korkprop. Fra naturens side kan de fiske alligevel, men det er noget nemmere at møde op til festforestillingen. Fiskeskipperen fortalte først om pelikanerne, medens en måge sad på hans kasket og lyttede på. Pelikanerne bliver f.eks. lyserøde, når de er klar til parring, og det er jo rart at vide, hvis en han er ude i det ærinde. Hunnerne er ikke interesseret i den samme han hele livet, de vil godt have lidt forskellige herrebekendtskaber. De australske pelikaner er større og smukkere end de amerikanske, der så til gengæld kan dykke.

Pelikanerne stod i en pæn ring udenom og dirrede af spænding, indtil skipperen havde fortalt færdig. Så delte han fisk ud, og inden fiskene landede på jorden, blev de grebet og slugt. Nogle slugte store portioner, og om alle fik vides ikke, for der var kamp til stregen. Til sidst var jeg lige ved at tro, at de også slugte skipperen. Fodringen tog et kvarter, og pelikanerne fløj væk igen. Det var en herlig femstjernet oplevelse. 

Indlogering på Aurora Zone Hotel, der var fra 1908 og derfor nærmest var en australsk oldsag. Det havde dog været brændt en gang, men var smukt genopbygget. Vi fik et nydeligt stort værelse i annekset med havudsigt. Vi havde pakket halvt ud, da Gitte opdagede en fremmed kuffert i værelset. Hun tog den med og gik ned i receptionen, hvor der blev stor panik. Op med kufferten igen og endelig ikke sige noget, og så fik vi et andet kæmpestort hjørneværelse også med udsigt ud over havet med resten af Australien i det fjerne.

Om aftenen skulle der være levende musik i restauranten, så der skulle helst bestilles bord. Det var dog ikke kængurumusik eller træskodans, men moderne jazz, og det er den eneste slags lyde, jeg ikke kan tåle, så vi gik ud i byen for at finde et sted at spise. Det er en meget lille by, og forretningerne var lukket og også de få restauranter, der var. Vi fik spurgt en lokal, og han mente, der var et pizzeria, der havde åbent, og det var der heldigvis. En mellempizza, rigeligt til to personer, en pærecider og et glas Adelaide hvidvin, en flaske vand og en iste blev 42 dollars. 

Fra restauranten lød jazzen, og godt at vi ikke sidder der og skal have gode miner til slet spil. Det var faktisk lidt køligt i vinden – dejligt. Den højeste temperatur på Kangoroo Island er i februar måned og er normalt 29 grader. Den allerhøjeste blev målt i 2009 med 43,8 grader. Den laveste, der er målt, var den 22. juni 1981 med 8,4 grader. 

Eucalyptusolie, kænguruer og koalaer.                                              Torsdag 4. 12-14

Det var overskyet og faktisk lidt koldt. I restauranten var der full breakfast uden beregning og med masser af bacon. (Gad vide om det var derfor, jeg tog 4 kilo på i Australien). Annekset, vi bor på, er en stor bygning, og tilsyneladende er den splinterny.

Vi sidder på trappen til annekset og venter på bussen. Jeg har min fleecejakke på og har blåfrosne, bare tæer i sandalerne – tænk at vi skulle opleve det i Australien. 

Dagens første stop var ved "Emu Ridge Eucalyptus Destillery", der var et herligt sted med masser af gamle, rustne traktorer og maskiner. Datteren af foretagendet viste rundt, og det gjorde hun på bedste vis. Olien bliver destilleret af den specielle eucalyptusart "Eucalyptus eneorifolia", og det begyndte man med allerede i 1800-tallet. En virksomhed, F.H. Faulding, købte ejendommen Emu Ridge i 1923 og anlagde to plantager med eucalyptus for at fremstille olie på industriel basis. På øen er der også mange mindre jordejere, der fremstiller olie som bibeskæftigelse. På Emu Ridge bliver olien destilleret på traditionel måde, idet bladene skal koges i vand. Dampen, som indeholder den aromatiske olie, skal derefter passere et kølesystem, hvor olien separeres. 

Det er ikke sådan, at bladene plukkes fra træerne, men de høstes fra plantagen, hvor det er de nye to-års skud, der bliver høstet. Før tog det 3½ time at høste et ton eucalyptus, men nu har de en grønthøster, der kan høste et ton på 10 minutter. Kogefaciliteterne var for mig at se noget gammelt Storm P.-værk, men det virker åbenbart, for de har en stor souvenirforretning, hvor alle mulige produkter kan købes. 

Nå, men hvad kan denne olie så bruges til: I hjemmet til desinficering af gulve og baderum, fjernelse af ubehagelig lugt, tyggegummiklatter og blæk og rengøring af fliser og køkkenovne m.m. Til kropspleje virker olien antiseptisk mod brandsår, bumser og insektbid. Den lindrer smerter og forkølelsessygdomme, og et par dråber i badet er godt for huden. På arbejde er den god til at rengøre værktøj og pensler, og den kan bruges som rustfjerner. Simpelthen et rent vidundermiddel, og ethvert hjem burde have et par liter stående.

Turen fortsatte til "Parndana Wildlife Park", hvor vi blev budt velkommen af Stanley, der dog bider. Stanley er en papegøje og foruden, at det står på et skilt, at Stanley bider, siger han det selv højt og tydeligt. 

En guide førte os rundt i parken, der rummer næsten alle Australiens vilde dyr. I en meget stor indhegning gik en del kænguruer, og publikum er velkommen til at gå indenfor. Dyrene er så tamme, at de kan håndfodres og blive kælet med bag ørene. Det samme kan koalaerne. De er dog i et mindre bur, der er helt lukket, da de jo kan kravle. Her var de også håndtamme og meget frimodige, for medens vi stod i buret, fik hannen lyst til sex, og det foregik lige for åbent tæppe. I sådan en dyrepark er dyrene i bur, men det er trods alt sjovest at se dem i den vilde natur.

Det kunne vi så se i "Hanson Bay Wildlife Sanctuary", hvor dyrene kunne gå, kravle eller hoppe deres vej, hvis de ikke kunne lide lokaliteten. På en vej igennem skoven var det dog markeret med flytbare skilte, hvor koalaerne sidst var set i træerne. Da de har det med at blive hængende i lang tid, var der altid dyr at se. Ude på en mark i nærheden hoppede nogle af de store kænguruer rundt. Vi kunne komme ret tæt på dem, før de følte sig generet og trak sig nogle hop væk.

Vi fik også besøgt "Remarkable Rocks", der er klippeblokke, der er formet af vind og vejr i de mærkeligste former med huler og sprækker. De ligger på en pynt højt hævet over havet, der brusende slår ind mod begge sider. Flot syn.

Det samme kan siges om "Admirals Arch", der er nogle klippeskær med frådende hvide skumsprøjt, og nede på stranden ligger søløverne og hygger sig eller kaster sig frygtløse i bølgerne.

Sidst på dagen var vores guide/chauffør ved at løbe tør for seværdigheder, for vi holdt 20 minutter ved et jacktræ og ti minutter ved en lille bådebro. Der var også et lille sjovt stop ved en række postkasser, hvor de forhåndenværende søms princip var anvendt, bl.a. var et gammelt køleskab i brug som postkasse.

Guiden kunne heller ikke finde på mere relevant at fortælle, så han kom med en række meget lange vittigheder, som han selv morede sig kongeligt over. Da vi kom til historier fra hans barndom, kunne jeg godt bruge nogle ørepropper. Jamen, han var da en festlig fyr, men bare 5 minutters pause ind i mellem, ville være dejligt.

De fine flyver da tilbage.

Fire af os skulle flyve tilbage til Adelaide, og vi skulle være på flyvepladsen senest kl. 18 med afgang kl. 18.20. De andre skulle med færgen hjem og køre de to timer til Adelaide. Vi var lidt privilegerede og følte os som nogle luksusdyr, da vi sagde farvel til de andre. Vi var ved den meget lille lufthavn kl.17.55, så der var hele 5 minutter at løbe på. Sikkerhedskontrollen var da også en by i Rusland, men vi skulle dog vise vores pas, så de vidste, hvem vi var. Flyet var en lille turbojet, der er et fly med propeller, der bliver drevet af en jetmotor. Det tog kun 20 minutter at flyve til Adelaide Lufthavn, og vi gik lige fra flyet til båndet, hvor bagagen allerede var ankommet. Uden for lufthavnen stod en mand med et GREINER skilt, og chaufføren, der kørte os til hotellet, var i jakke med hvid skjorte og slips. Han troede sikkert vi var rige standspersoner, for den flyvetur og speciel transport til hotellet har vel ikke været billig. Nøjagtig 1 time efter, at flyet var lettet, var vi på vores hotel, hvor kufferterne allerede var bragt op på vores nye værelse. 

I receptionen lå der et brev med besked om, at efter et uvejr, hvor skinnerne havde taget skade, var vi nødt til at køre med bus en kortere strækning fra Brisbane mod Sydney. Det var dog ikke før om en uges tid, og først skulle vi i morgen med "The Overlander" til Melbourne. 

Vi er jo nok ikke så rige, som nogen tror, så aftensmaden blev indtaget på en McDonald’s, hvor vi fik en burger med rødbede, og det har vi da aldrig prøvet før. Den smagte forresten meget sundt. Ud på aftenen var der høj musik og fest nede på vores gade. Vi fandt ikke ud af, hvad det var, andet end måske livsglæde, for vi skulle tidligt op næste morgen og fortsætte vores togtur.

Klik her og fortsæt til 30. delafsnit:  The Overlander og Melbourne 

Tilbage til forsiden.