Jorden rundt med tog.  Australien på kryds og tværs.
Vores vækkeur var stillet til 4.45, og morgenmaden på værelset bestod meget beskedent af en yoghurt og et halvt bananbrød. Klokken 5.45 tjekkede vi ud, og heldigvis holdt der nogle taxaer udenfor. Flink chauffør, der endda vidste alt om kronprinsesse Mary. Det tog under 10 minutter at køre til Adelaide Parkland Terminal, og turen kostede 12,5 dollars. Togafgangen var kl. 7.40, men de rejsende skal være på stationen senest 1 time før afgang. Klokken 6.15 var der indtjekning af bagage, og de er meget omhyggelige med, at der ikke er overvægt ud over 20 kg. Det bliver skrevet på kufferten nøjagtigt, hvad den vejer, og det må være noget med, at personalet ikke må bære mere end de 20 kg. En fyr foran os havde overvægt, og han måtte pakke om, efter at han havde fået udleveret en lille taske.
En lille pige lige bag os var utålmodig efter at komme af sted, men endelig rumlede toget meget langsomt ud af stationen. Så stoppede det og rumlede igen videre. Det her gælder ikke om at komme hurtigt frem, men om at nyde togturen.
Først kørte vi igennem meget skov, bush og klipper, senere kom der gule flader med marker. Toget skal stoppe 10 gange undervejs. 1. stop var Murray Bridge, og som navnet siger, er der her en stor bro.
Ved 12-tiden kom vi ind i delstaten Victoria, hvor der var kæmpestore, flade marker. Togskinnerne er slidte og trænger til at blive udskiftet, for toget skrumpler så meget, at jeg næsten ikke kan skrive. Jo, måske nok skrive, men det bliver ikke nemt at læse det bagefter. Midt på eftermiddagen var jeg ved at blive stegt, og jeg spurgte togdamen, hvad der var i vejen med airconditionen. Nå, den, den er gået i stykker, men vi måtte godt gå ind i den næste vogn, hvor den virkede. Vi havde ellers fået at vide, at der var faste pladser, og at vi ikke måtte flytte rundt. Vi flyttede så straks, og det var meget bedre i den nye vogn. Efterhånden kom vi igennem et landskab med lave bakker og en del marker, der endnu ikke var høstet. Det skulle ellers være australsk forår nu, så egentlig mærkeligt, at kornet de fleste steder er høstet eller er helt gult. Måske vokser kornet her op om vinteren, og markerne ligger brak om sommeren.
Vi nærmede os Melbourne igennem et hav af containere, og de blev bare ved og ved. Det var ikke verdens smukkeste "indsejling" med fabrikker, kraner og containere. Toget sneglede sig af sted de sidste kilometer, og vi kunne have gået hurtigere. Endelig var vi fremme i Melbourne, og kufferterne blev læsset af og stod i pæne rækker, og så var det bare med at gribe en, dog helst sin egen. Der var en taxiholdeplads udenfor, men der var kø. Endelig blev det vores tur, men det var chaufføren ikke meget for – vi kunne vel gå. Nå, men så gik vi. Rigtig nok lå Little Bourke Street lige ved stationen, men den var lang, og det gik op ad bakke, og der skulle trækkes kufferter. Desuden var det en ret kedelig ende med parkerede biler, som vi skulle udenom m.m.
Hurtigt indtjek, men elevatorerne var "out of order", men de havde skam ringet efter en mand. Vi skulle bo på 7. etage, og vi orkede ikke at bære kufferterne op. Muligvis så vi lidt småsure ud, for vi trængte til at komme op til værelset og få et bad. Nå, men de tilbød en gratis drink i baren, så vi gik derhen og ventede og ventede. Til sidst ofrede jeg mig, og en ad gangen ville jeg at slæbe kufferterne op ad brandtrappen. Da jeg kom op på 7. etage kom Gitte rullende med sin kuffert, for de havde lige fået elevatoren i gang igen.
Melbourne Club er den sidste bastion af forældede engelske traditioner, og klubben er så konservativ, at hverken kvinder, jøder eller ikke-hvide kan blive medlemmer. Det må da være et dødkedeligt sted at opholde sig, med lutter rødmossede, blegfede mænd. Delstaten Victoria er både den mindste og den mest befolkede delstat i Australien. Der er meget industri, som vi også havde regnet ud med alle de containere. Grænsen til delstaten New South Wales udgøres mod nord af den mægtige flod Murray, hvor der efter sigende skulle sejle gamle hjuldampere. Om vinteren skulle det være muligt at stå på ski i Victorias alper mod nordøst – det havde jeg ikke lige troet om Australien.
Nybyggere, med Batman i spidsen, nægtede at tage mod straffefanger fra England, så kun frie mænd og kvinder måtte bosætte sig her. I 1851 blev der opdaget store guldfund kun 115 km fra Melbourne, og det tiltrak i tusindvis af lykkejægere fra Europa, USA og Kina. Da guldårene var tomme, forblev mange af guldgraverne i Melbourne, og på 10 år blev indbyggertallet firedoblet. Nu er guldminerne tomme, men guldet finansierede Melbourne til at blive en af verdens førende kulturbyer. I 1901 overskyggede den Sydney med sine mange kulturtilbud, så den blev Australiens hovedstad. Det syntes Sydney ikke var rimeligt, så Melbourne og Sydney kæmpede om at få status som Australiens hovedstad, For at lægge låg på den evindelige rivalisering byggede man i stedet i 1927 en ny by næsten midt imellem de to kamphaner. Dermed så Canberra dagens lys som Australiens hovedstad. Næsten alle indbyggere er beskæftiget i den offentlige administration, plus at der jo nok lige er nogle til at feje gaderne m.m. Canberra har kun ca. 300.000 indbyggere, der så må leve med de store arkitekttegnede monumentale bygninger.
Melbourne er med sine 3½ millioner Australiens 2. største by, og den vokser stadig, især med "flygtninge" fra Sydney, der gerne vil have nogle mere overkommelige huspriser. Der er også en betydelig indvandring fra både Europa og Asien, og det er den største græske by uden for Grækenland. Melbourne er både multikulturel, venlig og underfundig. Vi har en hel dag i Melbourne, så nu må vi se, hvad vi kan nå at se og opleve. Vi startede med at gå igennem China Town, der nu var helt øde. Vi kom senere forbi Parlamentsbygningen og den smukke park ved siden af. Vi ville ud at køre med sporvogn, og "City Circle Tram", der kører hele vejen rundt om centrum er endda gratis. Ved stoppestedet faldt vi i snak med Sarah, der var en yngre dame, der var på vej på arbejde. Hun havde 3 børn, så der var nok at se til. Sporvognen lod vente lidt på sig, så til sidst besluttede hun sig til at gå på arbejde, da hun ellers ville komme for sent.
Lige overfor sad en meget kraftig, let lysebrun mand. Han var søvnig, og medens han slumrede, kom han til at læne sig op ad et par unge kineserpiger. Ham tog jeg også et billede af, og så skraldgrinede en flok mennesker lidt derfra – det viste sig at være hans familie.
Det var tid til at købe postkort til at sende hjem, og vi gik ind i en souvenirforretning og fandt nogle rigtig gode kort, men de havde ingen frimærker. En amerikansk dame havde købt en stak boomeranger, og de skulle pakkes ind hver for sig. Efter 10 minutter, hvor der stadig blev pakket ind, spurgte vi, om der var et sted i nærheden, hvor vi kunne købe frimærker. Ekspedienten spurgte damen, om hun måtte fortælle os det, men nej hun skulle ud til lufthavnen, så det måtte hun ikke. Så lagde vi postkortene, og gik ud for at lede efter frimærker, men fandt ingen steder, selvom vi spurgte folk. Efter 15 min. kom vi igen forbi souvenirforretningen, og den meget travle amerikanske dame fik stadig pakket boomeranger ind. Vi fandt et andet sted at købte postkort og et sted, hvor de også havde frimærker. Markedet sælger næsten alt inden for mad, frugt, ting og sager og også souvenirs. Faktisk til yderst rimelige priser, og vi købte 2 små boomeranger for 10 dollars, en stor til 8 dollars og et smukt dekoreret rør til 8 dollars. Byen er ret nem at finde rundt i, for alle gader går vinkelret på hinanden. Som alle andre australske byer er der rent overalt, og i julens anledning er der julepynt overalt. Stormagasinet Myer har en stor juleudstilling i vinduerne. Her stod folk i lange køer for at se udstillingen, der handlede om de tre bjørne og Guldlok. Varehuset går tværs igennem hele boligblokken, og vi gik igennem hele herligheden. Elegante damer vimsede rundt, så jeg følte mig lidt outbackagtig i korte bukser og T-shirt.
Der ligger en lille cafe nær Cook’s Cottage, og det var lige tid til eftermiddagskaffe. De havde nogle meget dyre kager, så to kopper kaffe med fine kage blev 25 dollars, nå, det var ikke så galt alligevel. Aftenspisning på et sted der hed "Schnitzel", og som lå på hovedgaden. Der var næsten fyldt op med gæster, så vi sad på nogle barstole ved det åbne vindue. Så kunne vi både spise og kikke på mennesker samtidig. Jeg fik en schnitzel og pomfrits til 9,90 dollars og Gitte noget parmaskinke med coleslawsalat til 12 dollars. Dertil en flaske jordbærcider, så det hele blev 35 dollars. Det trak lidt ind fra vinduet, og det var faktisk lidt køligt her om aftenen, så en fleecetrøje var nødvendig.
I morgen skal vi med fly op nordpå til Cairns, der ligger i troperne. Herfra starter den rigtige, alvorlige togtur, først med Spirit of Queensland til Brisbane, derefter XTP Brisbane-Sydney og til sidst Indian-Pacific til Perth.
Efter en halv time kom der hul i skydækket, og der lå kun bittesmå skyer lige over jorden. Så kom vi ud over det øde, røde land. Nogle steder går der nogle lige streger, og det må vel være veje, men der var ingen huse at se. Efterhånden fløj vi ud over de store saltsøer, og det er simpelthen det mest øde landskab, man kan tænke sig. Under den 3 timer lange, eller faktisk korte flyvning, blev der kun serveret en lille appelsinjuice – det var, hvad det kunne blive til.
Der begyndte at komme bjerge og endda grønne marker i dalene. Så landede flyet, og vi trådte ud i varmen. Jeg begyndte straks at savne Melbournes regnvejr. |
Et kvarter før afgang var der bording, og biletterne blev tjekket af. Vi var på denne strækning i rød vogn/klasse, og det var der, fattigrøvene sad – der var dog lyseblå vægge, sæder og gulvtæppe. Der er to sæder i hver side, og de er næsten a la flysæder, men med betydelig bedre benplads. En finesse er også, at hvis fire rejser sammen og gerne vil have kontakt med hinanden, så kan sæderne drejes, så de vender mod hinanden. En venlig togdame fortalte om de praktiske ting på turen, bl.a. hvordan WC døren skulle låses med trykknapper. 
Jeg havde nogle legofigurer med, og den lidt urolige pige og hendes storebror fik en legomand hver. Det havde dog ikke nogen dæmpende virkning, for pigen begyndte at skrige, da moren ville hjælpe med at samle figuren. Jeg havde gjort mit, så jeg fordybede mig i mine guidebøger og læste om Melbourne. 
Fårene på de solsvedne marker drøner væk fra toget – i hvert fald de nærmeste får, og så står de og glor. I en lille flække, hvor toget standsede, stod der en ældre mand og kikkede. Han så ud til at tænke: "Nå, så er der kun tre dage til, at der sker noget igen". Det næste tog.
Det var ellers køligt, men vi fik varmen. Vi fik stoppet endnu en taxa, men han sagde, at der ikke var ret langt til Mercure Hotel Welcome Melbourne. Nu er det sådan, at 1 km i en bil ikke er ret langt, men op ad bakke med en kuffert på slæb og en rygsæk på ryggen, så er det ret langt. Senere gik det da heldigvis ned ad bakke, og der blev mere og mere liv i gaden, og næsten ved indgangen til China Town lå hotellet.
Vi bor lige ved China Town, hvor indgangen er markeret med en portal over gaden. Melbournes China Town er en hyggelig minibydel med en smal gade med kinesiske restauranter og forretninger på begge sider. Det myldrede med kinesere, så det var som at være hjemme i Kina. Der er ikke plads på fortovet til spisning, så det må foregå i de små restauranter eller i de store spisesale. De så dog ret overfyldte ud. Vi fandt et sted med mere plads, og vi fik 2 gange nudelsuppe med svinekød. Der blev spurgt, om den skulle være "hot"? Nej, endelig ikke hot, og jeg satte hånden næsten ned til gulvet. Den var dog så hot, at den sved, og vi kunne heller ikke spise op. Til maden fik vi en flaske uidentificeret læskedrik, der var al for sød. Det hele blev kun 25 dollars, men på tilbagevejen måtte vi købe nogle småkager for at tage den stærke smag. På hoteller var elevatoren igen "out of order", men uden kufferter kunne vi sagtens gå op.
For i "Queen City of the South" som Melbourne gerne vil kaldes, er børsfolkene, advokaterne og direktørerne et produkt af byens eliteskoler.
Tilbage til begyndelsen, så var det en kvægavler fra Tasmanien, der bar det stolte navn John Batman, som i 1835 købte 240.000 ha land omkring Melbourne af de lokale aboriginere. Betalingen var nogle økser, tæpper og spejle. Der blev skrevet et dokument, der skulle tjene som bevis på handelens gyldighed. Den købte den engelske regering dog ikke, og de påstod, at han ulovligt havde tilranet sig "Kronens" område. Gad vide, hvor meget "Kronen" havde betalt aboriginerne – et skud hagl og sikkert ingenting. 
Melbourne er Australiens næststørste by og er centrum for mode, kultur, sport og industri. Det er samtidig den australske storby, der minder mest om en europæisk storby. Den ligger i bunden af den store Port Phillip-bugt og gennemskæres af floden Yarra. Ellers domineres byen af brede boulevader, hvor sporvognene skaber en hyggelig provinsstemning. Guldet blev i slutningen af 1800-tallet brugt til imponerende sandstensbygninger, og mange ligger der endnu sammen med skyskrabere af stål og glas. Byen ligner ovenfra et stort kvadratnet, dog ligger selve centrum lidt på sned i sit eget skaktern. Byen har også offentlige parker, springvand, brede boulevarder og er fyldt med arkitektoniske perler. Alt i alt er det en spændende elegant by med et aktivt kulturliv, og så er den overrepræsenteret af Australiens bedste og fineste restauranter. Jeg havde omhyggeligt sat nogle krydser på kortet, hvor de ligger – så vi kan undgå dem. Byen ligger lunt ved Yarra flodens bredder, der måske ikke er så imponerende endda, og da vandet er brunt, siger onde tunger, måske dem fra Sydney, at det er verdens eneste flod, der vender bunden opad.
Så kom sporvognen endelig, og foreløbig var der rigelig plads. En ung dame var klædt ud i 1920-tøj. Hun havde en lille hat på sned og meget røde læber. Hun så så sød ud, så jeg skævede lidt til hende og besluttede så at spørge, om jeg måtte fotografere hende. Det måtte jeg da meget gerne, og det var med hovedet på skrå og stort smil. Hun hed Katie og sad ved siden af en tydelig ældre dame i almindeligt tøj. Jeg fik snakket lidt med dem og spurgte, om de var søstre. Den tog kegler hos den ældre dame, der var Katies mor. 
Lidt nordvest for centrum ligger det kæmpestore Queen Victoria Market. Julen havde selvfølgelig også holdt sit indtog i Melbourne, og uden for markedet havde julemanden slået sig ned i en pavillon. Med hjælp af en dejlig nissepige kunne man blive ledt ind og sidde på knæ af julemanden. Det havde jeg aldrig prøvet før, så julemanden fik mig på det ene knæ og nissepigen på det andet, og så tog Gitte et billede. Julemanden røbede, hvorfor han hele tiden er så glad og går rundt og siger Ho Ho. Jo, forklarede han mig, nu havde han også adresserne på de uartige piger.
Vi gik igennem byen ad Elisabeth Street ned forbi "Flinders Station", der var dekoreret med kæmpebogstaverne Merry Chrismas. Lige overfor ligger "Federation Square", der blev indviet i forbindelse med 100-året for Australiens fødsel. På pladsen er der en scene, hvor en ung mand sang og spillede. Der var sat liggestole op, og her slog vi os ned og lyttede til musik og kikkede på mennesker. Omkring pladsen ligger bygningerne som skævt sammensatte kæmpeklodser, og det er et bud på imponerende australsk arkitektur, der forbryder sig mod rette linjer. På pladsen var der en hyggelig udstilling af flotte, store og fuldstændig koniske juletræer – plastikjuletræer.
Mange af parkens træer er beskyttet af nogle brede, glatte plastikbånd, og det er for at beskytte dem mod possummer, der æder barken på de unge træer, så de går ud.
Vi skulle flyve med "Virgin Australia", hvor sæderne i flyet var sat så tæt, at der ikke engang var plads til en tynd bog i lommen foran. Der var mange kinesere med, måske var de på vej hjem eller skulle på ferie i Cairns. Heldigvis var flyet ikke helt fyldt op, så der var en ledig plads imellem os, og vi kunne sidde med benene på skrå.