Jorden rundt med tog. Australien på kryds og tværs.
Nu går turen til Australien, og vi flyver via Singapore til Darwin, hvor vi skal på Wayoutback til Kakadu Nationalpark og ud i bushen til krokodillerne på en tre dages tur. Derefter med toget "The Ghan" ned midt gennem landet til Alice Spring, og her skal vi igen på en tre dages Wayoutback "Goanna Dreaming Red Centre Tour" ud til Ayes Rock. Herfra flyver vi til Adelaide, hvor vi skal på to dages tur til Kangaroo Island, inden vi tager indlandsbanen "The Overlander" til Melbourne. Herfra flyves til Cairns, der ligger i det nordøstlige Australien. I Cairns skal vi på heldagstur til Frankland Island ved "Great Barrier Reef" og bagefter på heldagstur til Kuranda med tog og svævebane "Down Under Tours".
En anden nationaldag fejres 25. april, og det er årsdagen for indsættelse af australske tropper i 1. verdenskrig. Siden er mindedagen udvidet til at gælde alle de krige, som australierne har deltaget i, dog ikke den uerklærede krig mod aboriginerne i kolonitiden. Den krig er forblevet en tabubelagt begivenhed.
Det må lige indskydes, at straffefangerne bestemt ikke var velkomne hos Australiens oprindelige befolkning, men sådanne småting kunne der jo ikke tages hensyn til. Straffefangerne havde en hård tid, for de sultede, og der var mangel på vand, og afgrøderne ville ikke gro. I en periode var rom den eneste gangbare valuta.
Langt op i 1800-tallet blev det faktisk overvejet helt at opgive landet, for der var kun få succeser som hvalfangst og uldproduktion. Omkostningerne for at sende varerne hjem til Storbritannien var store, og også straffefangernes transport var kostbar, og den blev da også indstillet i 1868. I begyndelsen af 1900-tallet var aboriginernes antal nede på 60.000 mennesker, og deres modstand mod europæernes tyveri af deres land blev knækket, og de måtte pænt indordne sig efter herrefolket.
I 1901 blev de australske kolonier slået sammen, og landet blev en selvstyrende dominion inden for det britiske imperium. Loyaliteten over for Storbritannien var der stadig, idet Australien stillede op i geledderne med den ønskede kanonføde til boerkrigen og 1. verdenskrig. I 1. verdenskrig deltog 330.000 australier som frivillige soldater. De 60.000 døde og 160.000 blev lemlæstet fysisk og psykisk. Under 2. verdenskrig deltog australierne igen i krigen på allieret side. Den britiske flåde blev imidlertid skubbet ud af hele det øst- og sydøstasiatiske område, efter at især japanerne havde trængt dem væk. Både Darwin og Broome blev bombet, og de australske tropper gik i junglekrig mod japanerne på Ny Guinea. Heldigvis tabte japanerne krigen, og australierne slap med skrækken. Australien fandt en ny storebror i USA, der kunne stå i vejen for de "asiatiske horder" fra nord, der endda udviklede kommunisme. Australien var derfor også med i Vietnamkrigen, selvom den krig var upopulær i Australien.
Efter at den racistiske "Hvidt Australiens politik" fik dødsstødet i 1973, kom der endda asiatiske indvandrere til landet. Efter kampen om statsborgerskabsrettigheder kom kampen om rettighederne til jordarealerne. Australien var ikke ubeboet i 1788, da europæerne slog sig ned, så der var tale om en invasion og fordrivelse af den oprindelige befolkning, og det fastslog højesteret i 1992. Det var det år, da årets australier var en aboriginer, og premierministeren Paul Keating indrømmede i klare vendinger de hvides overgreb på urbefolkningen i Australien. Højesteretsdommen førte til en lovgivning, der skulle håndtere spørgsmålet om rettighederne til landet, og der blev oprettet et råd for aboriginerne.
I 2007 faldt regeringen, og den kinesisk talende Kevin Ruud indledte en ny Labourperiode, og der undskyldtes for tvangsfjernelse af aboriginernes børn. Kevin Ruud ragede dog uklar med mineindustrien og blev væltet af sine egne, så Julia Gillard blev landets første kvindelige premiereminister. Hun sad dog på det yderste mandat, og klimadebatten splittede regeringen, så Gillard blev væltet af Kevin Ruud. I 2013 var det igen den liberal-konservative Tony Abbort, der blev ny premiereminister. Det var den korte historie hentet fra Politikens "Turen går til Australien", 8. udgave 2014. I det følgende kan læses en lidt længere udgave, hvor oplysningerne er hentet fra Politikens "Rejsen rundt i Australien", Insight Guide, 6. udgave 2009.
Aboriginerne opfattede sig selv, naturen og landet som uløseligt forbundet og var i en tilstand af harmoni og balance med omgivelserne. Drømmetiden var begyndelsen på al skabelse, hvor Jorden og alt levende blev dannet. Drømmetiden ligger til grund for aboriginernes traditionelle tanker og handlemåder, så det er deres kulturelle og historiske arv fra forfædrene. Stammens ældste havde et særligt kendskab til stammen og det omgivende land, og et bestemt totem (et dyr eller en plante) fungerede som en beskytter. Ved sociale og religiøse ritualer gav stammens ældste deres viden videre til de yngre stammemedlemmer. Kvinder var også blandt stammens ældste, og der var specielle ritualer for dem, men en stor del af urbefolkningens ceremonielle liv var mandsdomineret.
Totemmer og drømmetiden gav de enkelte individer tilknytning til jorden i deres område og bliver de fjernet fra deres område, svarer det til at dø åndeligt og miste drømmetiden.
Senere har arabiske sømænd, der ønskede at udbrede islam, sandsynligvis også været på besøg på den barske australske nordkyst. De fandt dog hurtigt ud af, at hverken de eller Allah var særligt velkomne.
Senere kom andre hollandske opdagelsesrejsende, og de fik kortlagt to tredjedele af kontinentets sydlige og vestlige kystlinje. Landet levede dog ikke op til deres forventninger om krydderier, silke eller guld, og de indfødte kendte hverken til metaller eller gode manerer. I 1642 sendte det hollandske Ostindisk Kompagni Abel Tasman af sted fra Java med ordre til at finde Sydlandet. Han kom rundt om Australien og opdagede Tasmanien og vestkysten af New Zealand. Senere i 1644 blev han sendt af sted igen, men opdagede ikke noget nyt og værre endnu, heller ikke noget om kostbare mineraler eller krydderier. Abel Tasman fandt heller ikke nogen mennesker, der ville handle eller bede, så det bekræftede hollændernes mismod. Så de opgav at lede mere efter noget godt på disse kanter.
Med i sin besætning havde Cook de to botanikere Daniel Solander og Joseph Banks, og da Endeavour kastede anker i Botany Bay (som Cook senere døbte den), samlede de to botanikere i løbet af en uge så mange planter, fugle og dyr, som ingen andre naturforskere før dem havde samlet noget sted i verden. Samtidig spiste matroserne sig mætte i overdådige måltider af skaldyr og fisk. Cook fortsatte sejladsen, og 22. august 1770 hejste han ud for spidsen af Cape York det engelske flag og gjorde i kong George III’s navn krav på kontinentets østkyst. Han afslørede i sin senere beretning en mere oplyst tankegang end sine europæiske forgængere, for han kaldte aboriginerne for "ædle vilde", som egentlig var meget mere lykkelige end europæerne, idet jorden og havet sørgede for at give dem alt det, der var nødvendigt i livet. Cook kom hjem til London i 1771 og rapporterede, at han havde fundet østkysten af Ny Holland, men ikke det legendariske Sydland, – hvis det ellers eksisterede.
På sin rejse i 1772-75 aflivede han helt myten om Sydlandet, idet han navigerede hele vejen rundt om det antarktiske kontinent og derefter krydsede tværs over Stillehavet og beviste dermed, at Sydlandet ikke eksisterede. På sin 3. og sidste rejse i 1779 blev han dræbt af indbyggerne på Hawaii. Flaget blev hejst, der blev skålet, og der blev skudt en geværsalve, hvorefter officerer, landgangstropper, straffefanger, får, geder og kvæg blev læsset af, og helvede begyndte. Såsæden var ødelagt af havet og kunne ikke spire i den sandede jord, kvæget forsvandt i bushen, og fårene blev slået ihjel af straffefangerne, aboriginerne og dingoerne.
Telte blev erstattet med hytter, og der blev afstukket en byplan. Det rettede ingen sig dog efter, så gaderne i Sydneys grundplan er stadig noget snørklede. Den første tid var et helvede på jord, hvor lommetyve, brødtyve, irske oprørere og ludere levede i et syndigt rod på et gennemfordrukkent sted, hvor bengalsk rom var koloniens møntfod. Flygtende straffefanger blev de første opdagelsesrejsende i det indre af landet, hvor nogle af dem troede, at Kina lå lige på den anden side af Blue Mountains. Det var også med at komme væk, for kolonien var præget af grusomhed, korruption, pisk og grådighed, og det var først da guvernør Lachlan Macquarie (1810-1821) fik indført reformer som mønt og bankvæsen, at det begyndte at se lidt lysere ud. Der blev også sat offentlige bygningsarbejder i gang, faktisk 265 projekter på de 11 år, han var guvernør.
I 1868 ophørte transporten til de forskellige straffefangerkolonier, men så var der også ankommet 160.000 fanger, hvoraf kun 25.000 var kvinder. Det gav unægtelig et barsk mandsdomineret samfund.
Flere af de store ekspeditioner, som Ludwig Leichardts, der rejste ind i det sydlige Queensland i retning mod Det Indiske Ocean, forsvandt sporløst. Mellem 1852 og 1938 var der ni større eftersøgninger for at prøve at klarlægge skæbnen for Leichardt og hans mænd. Det resulterede i nye opdagelser, men også i flere dødsfald. Aboriginerne spillede en stor rolle i europæernes udforskning både ved at støtte og modarbejde udforskningen. Det sidste kan man da faktisk godt forstå. Der kan i tidens løb berettes om opdagelsesrejsendes mod og tåbeligheder, og der er fundet grave ved siden af udtørrede vandløb.
Det ukendte Australien også kaldet Terra Incognita, hvor bosættelserne startede i 1788, blev første gang krydset i 1860-61, og kontinentet blev først kortlagt færdigt i 1930’erne.
Prisen på mel, brød, tæpper og graveudstyr fordobledes og tredobledes, men der var næsten ingen til at sælge varerne, da mændene var ramt af guldfeber. At være guldgraver var et hårdt arbejde fra morgen til aften. Ofte arbejde de på samme lod, hvor der var et sammensurium af mineskakter, telte, skure og affaldsdynger. På trods af kaos, blev der i modsætning til lovsløsheden i Californien, opretholdt en vis form for ærlighed og solidaritet mellem guldgraverne. Nogle fandt ingenting, de heldige tog til byen og drak champagne, tændte cigarer med 5 pundsedler og strøede ellers om sig med guldklumper. I 1850’erne var der væbnet oprør i Ballarat mod de undertrykkende myndigheder, idet guldgraverne måtte finde sig i at skulle betale 1 pund om måneden i afgift, og det uanset om de fandt guld eller ej. Det var forbryderiske politimænd (tidligere straffefanger), der skulle opkræve afgiften, og ved en episode blev en guldgraver sparket til døde af en skatteopkræver. Skatteopkræveren blev frikendt for mord og det på trods af tydelige beviser på det modsatte. 5.000 guldgravere demonstrerede mod skatteopkrævernes brutalitet og for at afskaffe afgiften, og de brændte deres gravetilladelser.
Størstedelen af guldgraverne var britiske, men der var også mange kinesere. I perioden fra 1854 og de næste 5 år frem kom der 40.000 kinesere for at grave guld. De holdt sig for sig selv og var flittige arbejdere, men de fråsede med vandet, og der var stor modvilje mod dem. I 1887 blev den asiatiske immigration bremset, og i 1901 blev der indført "White Australia Policy”. Alle ikke-europæere skulle kunne bestå en sprogtest på et hvilket som helst europæisk sprog, og sproget blev valgt, så ingen uden for Europa kunne klare testen. Først i 1966 blev denne fremgangsmåde ophævet.
Det sidste store guldfund blev gjort i Kalgoorlie-Coolgardie i 1892-98 i Western Australia.
I Glenrowan i Viktoria blev alle beboerne taget til fange, og her fandt en voldsom skudveksling sted på Glenrowan Hotel mellem Kelly-banden og politifolkene udenfor. Politiet satte ild til hotellet, og 3 bandemedlemmer indebrændte, mens Ned slap ud, men løb lige i politiets arme. 4 måneder efter ved en af de mest berømte retssager i Australiens historie blev Ned dømt til døden ved hængning. 11. november 1880 blev dødsdommen gennemført, og Ned nåede kun at blive 26 år gammel.
Der skulle findes en hovedstad, og både Sydney og Melbourne var i spil, men de to byer var gamle rivaler, og hver især ville de ikke tillade, at den anden by fik den status. Mellem de to storbyer ca. 320 km fra Sydney valgte man et område i det smukke Monaro for at anlægge den nye hovedstad. Navnet Canberra er et aboriginalt ord og pudsigt nok betyder det kvindebryster. Moderlandet forventede og fik vedvarende støtte i de kommende militære konflikter, så da Storbritannien den 4. august 1914 erklærede krig mod Tyskland, var Australien også med. Allerede i oktober var den første australske infanteristyrke på 20.000 mand sendt til Europa. I april 1916 blev de australske "diggers" sendt til Vestfronten i Frankrig, og iskolde vintre garneret med sennepsgas resulterede i et forfærdeligt tab på over 70.000 mand. Hele denne tåbelige krig, hvor Australien stillede med 330.000 soldater, kostede 226.000 døde eller sårede og det var en meget større procentdel end hos de andre allierede lande.
Da England og Tyskland atter kom i krig i september 1939, var Australien endnu engang med. Medens de australske styrker kæmpede i Nordafrika, Grækenland og Mellemøsten, begyndte de japanske styrker at bevæge sig mod sydøst ud i stillehavsområdet. Australske styrker blev sendt til Malaya, Ny Guinea og Darwin for at bremse japanernes fremmarch. Da japanerne angreb Pearl Harbour, bekræftede det australiernes store frygt, for de var en isoleret, hvid nation i et krigshærget Asien. I Ny Guinea nærmede de japanske infanterister sig Australiens hovedbase ved Port Moresby, og en tilfældigt sammensat australsk styrke kæmpede en ugelang grusom kamp mand mod mand i junglen. Japanske fly bombede Darwin den 19. februar og Broome den 13. marts. Så skete der heldigvis ikke mere i selve Australien, og da krigslykken vendte i maj 1942, fik en fælles amerikansk/australsk flåde bremset de japanske styrker ved slaget i Koralhavet. Af de i alt 1 million australske soldater og frivillige kvinder døde næsten 10.000 i Europa og 17.000 i Stillehavet. Af dem, der var taget til fange af japanerne, overlevede 8.000 fanger ikke de grusomme pinsler og fornedrelser, de blev udsat for. En bog der behandler noget af dette emne kan anbefales, og det er Nevil Shutes "Fem sorte høns".
Krigen var forbi, og lørdag 15. august kl. 9.00 1945 blev dette meddelt af premierminister Ben Chifley. Hele Australien eksploderede i glæde, og i Melbourne deltog mere end 200.000 mennesker i en mindegudstjeneste ved krigsmonumentet. Australien havde erkendt, at det var nødvendigt at forøge befolkningstallet drastisk, hvis landet skulle forsvare sig mod angreb. Der blev derfor lavet en ny immigrationspolitik, dog ret så diskriminerende. Halvdelen af de nye indvandrere skulle komme fra Storbritannien og resten fra et hvilket som helst andet land - blot de var hvide. I perioden 1945 til 1965 ankom der 2 millioner indvandrere, og befolkningen steg til 11 millioner indbyggere. "White Australia-Policy" var stadig gældende, og det var først i 1973, at den formelt blev ophævet. (Omkring en tredjedel af alle nuværende indvandrere er i dag asiater). Australien havde hidtil været et angelsaksisk samfund, hvor 98 % af indbyggerne havde engelsk baggrund. Nu kom der massiv tilstrømning af italienere, grækere, tyskere, hollændere og jugoslaver, og som stort set ikke kunne tale engelsk. De nye indbyggere lavede størstedelen af det beskidte arbejde, der fandtes i minerne, stålindustrien og ved vejprojekter.
"Poofters", der er slang for homoseksuelle, blev forfulgt, og alle med skæg og langt hår hed "weirdo" (original), og det australske kammeratskab "mateship" blev lovprist. Kvinderne skulle bare blive hjemme hos børnene og ellers tage sig af manden. Samtidig var der også udpræget "wowserism", der var religiøs snerpethed, hvor censuren forbød alt, der bare lugtede af uartigt skrift. Aboriginerne havde stadig ikke engang statsborgerskab eller stemmeret.
Der var dog oprør mod småborgerligheden, hvor "bodgies" mænd og "widgies" kvinder gjorde noget så forfærdeligt som at køre på motorcykel og lytte til Elvis Presley. Set fra vor tid var 1950’erne pinligt nationalistiske, racistiske og kønsdiskriminerende. De unge kunne heller ikke rigtig holde det ud, og i tusindvis rejste de til London og til resten af Europa på jagt efter den tolerance og de oplevelser, som de ikke fandt hjemme.
Fra 1962 var Australien involveret i Vietnamkrigen, hvor 49.000 værnepligtige blev udvalgt ved lotteri og derefter sendt til kampe i junglen, hvor mange blev dræbt eller såret. Der var dog store antikrigsdemonstrationer, og der kom gang i alle former for frigørelse. Censuren blev langsomt afskaffet, og australierne kunne efterhånden godt få lov til at læse "Lolita". Frem til 1967 havde aboriginerne ikke stemmeret, og de var ikke engang australske statsborgere. Nu fik de lov til at stemme ved føderale valg, og en frihedsbus kørte rundt i protest mod den dybt rodfæstede, systematiske diskriminering af sorte. Omkring 10 % af befolkningen levede da også i dyb fattigdom bl.a. mange aboriginere, enlige forsørgere, syge og handikappede. I mellemtiden havde immigranterne langsomt begyndt at ændre de satte engelske skikke med indførelse af kontinentaleuropæisk mad, fodbold, udendørscafeer og nye former for musik. De gamle australiere fik åbnet øjnene for nye ideer og nye måder at se verden på.
I 1983 fik Labour igen magten under ledelse af Bob Hawke, der var eksfagforeningsleder og ikke at forglemme eksverdensmester i øldrikning. Der blev lovet fred på arbejdsmarkedet, men med en stadig økonomisk tilbagegang blev der foretaget en række devalueringer af den australske dollar, der i folkemunde kom til at hedde "Pacific peso". Australien er på mange områder tættere knyttet til Asien, og man lukkede flere asiater ind. Kvinder opnåede flere magtfulde stillinger, og aboriginale "land rights", der var øget kontrol over aboriginernes egne områder, blev sat på dagsordenen. En højesteretsdom kendt som Mabosagen fik gjort op med den historiske fiktion, at Australien var et ubeboet "terra nullius", da englænderne kom i 1788. Der blev endda givet mulighed for, at aboriginerne kunne gøre krav på deres egne landområder.
Australien talte langt om længe om at blive en republik, men ved en folkeafstemning valgte man at beholde dronningen som statsoverhoved. Australiens økonomi er blevet støt forbedret ved privatiseringer af ineffektive offentlige institutioner som energi- og kommunikationssektoren. I de senere år har den australske dollar vundet i styrke over for den amerikanske dollar. (2009).
I de næste afsnit vil vi se mere på det multikulturelle samfund, aboriginerne i dag og Australiens enestående dyre og planteliv. Samtidig går vi i gang med vores personlige rejse igennem "terra incognita", der så efterhånden for os vil blive det velkendte Australien, Og hvad det hedder på latin ved jeg ikke. |
Så starter den lange togtur på omkring 6.000 km hele vejen langs kysten med "Spirit of Queensland", The XPT,
og ind igennem ørkenen med "Indian Pacific" til Perth, der ligger på Australiens vestkyst. Undervejs stopper vi i
Brisbane og Sydney hvor vi skal opleve disse byer og deres befolkning. I Perth slutter togskinnerne, og herfra flyver vi hjem igen og gør klar til at krydse Canada med tog. 
Mange af de hvide australiere mener dog, at Australiens historie først begynder, da kaptajn Cook i 1770 sejlede langs den australske kyst og derefter tog landet i besiddelse i den engelske konges navn. 18 år senere ankom de første europæiske tvangsudskrevne bosættere, og det var uønskede personer fra England. Det var simpelthen straffefanger, og Australien var endestationen med det håb, at de aldrig ville komme tilbage til England. Fangerne var en blanding af storkriminelle og de meget "farlige" småkriminelle, der måske havde formastet sig til at stjæle et brød til deres sultne børn, så dem var det jo rart at forvise til verdens ende. 
I 1851 blev der fundet guld ved Bathurst i New South Wales, og det medførte, at befolkningstilvæksten eksploderede, idet hundredvis af lykkeriddere tog til Australien for at søge efter guld. Da de ellers rige guldfund ebbede ud, drog en del af guldgraverne videre til Californien. En del blev dog tilbage, og de slog sig især ned langs øst- og sydkysten, hvor de klumpede sig sammen i byer. I 1880 boede halvdelen af befolkningen i byerne, for landmandslivet var ikke sådan at bide skeer med. Der var skovbrande og tørkeperioder, og europæerne fattede bare ikke det økologiske system i Australien. Aboriginerne spurgte man ikke om noget, "de var alt for dumme og var bare i vejen for udviklingen". De store byer som Melbourne og Sydney udviklede sig efterhånden til noget, der lignede europæiske storbyer, og indbyggerne bildte sig ind, at de var hjemme i London. Ude på landet herskede de lovløse landevejsrøvere eller landevejsriddere som Ned Kelly, der iført en 32 kg tung rustning legede kispus med politiet, inden han blev fanget i 1880 i Glenrowan. 
I 1960 var Australien i voldsomme politiske oprør, især vedrørende vietnamkrigen og kvindefrigørelsen samt oprør mod den racistiske politik over for aboriginerne. Inspireret af USA’s sydstater stillede borgerretsforkæmpere sig op på aboriginernes side, og rettigheder blev vundet, men der er stadig langt igen til reel ligestilling mellem landets sorte og hvide befolkning.
Disse fremskridt endte brat i 1996, hvor Labour måtte overgive regeringsmagten til en liberal-konservativ regering under ledelse af John Howard. Han sørgede for, at Australien blev konservativt og indadskuende. Der kom gamle boller på suppen, hvor det blev påstået, at det stakkels hvide majoritetssamfunds rettigheder blev angrebet af det aboriginale mindretal. Alle spørgsmål om aboriginales rettigheder blev skrottet og gemt i en dyb skuffe. 
Tidlige hulemalerier viser to helt forskellige og ældre racer, hvor den ene var udviklet og brugte påklædning og var i stand til kunstneriske aktiviteter. Den anden var at dømme efter fossile fund forhistoriske skabninger med kraftige knogler og fremstående pande. Begge disse racer blev udslettet eller optaget i de senere aborigine befolkninger.
Den politiske eller religiøse magt var sjældent nedarvet – den skulle man gøre sig fortjent til. Heltene fra Drømmetiden blev og bliver hyldet i malerier, sange og religiøse danse. Urbefolkningens sprog var ikke nedskrevet, så det var hulemalerier, helleristninger og mundtlige overleveringer, der berettede om Drømmetiden, og som blev givet videre fra generation til generation. Aboriginerne har særlige ceremonier med sange og danse "corroboree, og de er eminente til at genskabe og efterligne dyrenes bevægelser. Dansene handler om jagt, indsamling af føde, sex og frugtbarhed. Ofte er dansene ledsaget af frembringelse af en underlig summende lyd fra en lang hul gren. Når man er død, var sjælen stadig levende, og den blev genfødt i klipper, træer, dyr eller som et menneske. 
Aboriginerne levede i klangrupper på 10-50 personer eller mere. Mændene gik på jagt, og kvinderne fiskede og samlede anden føde. Jægeren var ekspert i dyrenes adfærd og at finde deres spor, og han forstod sig på årstidernes vekslen. Han tog kun så meget, der var brug for, så der var altid balance mellem jægeren og mængden, der blev nedlagt. Jordens evne til at føde dyrene bestemte hvor stammen flyttede hen, og denne balance var urbefolkningens måde at forhindre sult. Aboriginerne hørte hjemme i det land, hvor mange af de hvide pionerer siden skulle dø. Aboriginerne talte 500 forskellige sprog, der kunne opdeles i 31 beslægtede sprogstammer, der dog hver for sig var lige så forskellige som de europæiske sprog. Aboriginernes kultur var forberedt på at kunne håndtere alt, undtagen den hvide mands komme. Inden 1788, hvor de hvide ankom, var der en befolkning på omkring 300.000 mennesker i Australien, men det skulle europæerne snart gøre noget ved.
Senere kom der sneglesamlere fra Makassar, mindst et århundrede før den hvide mand. I de næste par hundrede år var der også besøg fra Portugal og Spanien, og i 1606 steg hollænderen Willem Jansz i land, men han fandt hverken muskatnødder, sølv eller guld, som han ellers var ude efter. Han skrev følgende om Australien:
"For en stor del ørken med vilde grusomme indfødte. Vi var nødt til at vende om – her var der intet godt at gøre".
I 1688 drog piraten William Dampier på opdagelse efter nye handelsruter i Stillehavet. Han kom til Ny Holland, som Australien hed dengang, og fandt det lige så trøstesløst som hollænderne, og han havde ingen høje tanker om urbefolkningen: De har ingen huse, skindklæder eller husdyr, og ser man bort fra deres menneskelige skikkelse, afviger de kun ganske lidt fra dyr". Udseendet var der heller ikke noget at råbe hurra for: "De har et meget ubehageligt udseende, uden et eneste pænt ansigtstræk". Han opdagede og anerkendte dog deres levevis, for de indfødte delte altid maden rigeligt imellem hinanden, så både unge og gamle og svage blev tilgodeset. Endnu et århundrede lå Australien i nogenlunde uforstyrret tornerosesøvn, men så nåede det lille skib Endeavour den sydøstlige kyst, og alt ville herefter blive anderledes.
I 1768 sendte admiralitetet Cook til Tahiti for at observere planeten Venus’ passage for Solen. Hans stolte skib "Endeavour" var en ombygget kulbåd, og den var faktisk ikke noget at prale af. Efter Venuspassagen sejlede Cook mod New Zealand og brugte et halvt år på at kortlægge begge de store øers kyster. I stedet for at sejle hjem ville han (efter behørig rådslagning med skibets besætning) navigere mod Ny Hollands (Australiens) østkyst og følge kysten mod nord.
Efter 30 måneder i den australske bush blev rationerne halveret, men så endelig kom der et skib hjemmefra – ikke med forsyninger, men med 222 ældre og syge kvindelige straffefanger. Heldigvis kom kort efter den "anden flåde" med forsyninger.
Indtil 1813 fandt de vigtigste rejser sted på havet, men da Blue Mountains blev overskredet, lod nybyggerne sig friste af nye jorder. I 1836 var det meste at New South Wales og halvdelen af Queensland samt de sydlige og nordlige kyster blevet udforsket.
I 1851 blev der fundet guld 170 km vest for Sydney, og det sendte chokbølger igennem de australske kolonier. Nye indbyggere strømmede til ved udsigt til guld, og befolkningen steg til 1 million.
Viceguvernøren i Victoria satte politi og tropper ind, og guldgraverne barrikaderede sig bag en palisadevæg (Eureka Stockade), for de ville kæmpe for deres privilegier. Det beredne politi og 300 infanterister angreb en tidlig morgen guldgravernes palisader, og et kvarter efter var 6 soldater og 24 guldgravere dræbt, og 13 var anklaget for højforræderi. Senere blev anklagen frafaldet, og afgiften blev ophævet. Og som Mark Twain senere sagde om episoden ved "Eureka Stockade": ”Det fineste i Australiens historie er endnu en sejr, der blev vundet ved et tabt
slag". 
En af de mest kendte bander var "Kelly-banden", hvor Ned Kelly ragede uklar med politiet, da han i 1877 skød en betjent i hånden og derefter flygtede ud i bushen med nogle venner. Året efter ved Stringybark Creek skød Ned fire politimænd. Samfundet var splittet, idet overklassen regnede ham for en blodtørstig bandit, medens arbejderklassen anså ham for en helt. Banden var stor i slaget, og det hændte, at de indtog hele byer, skar telegrafledningerne over og røvede banken, inden de flygtede.
Der var tre store politiske partier, og de enedes om, at Australien skulle være et hvidt, europæisk orienteret, liberalt demokrati.
Indtil 2. verdenskrig indtraf depressionen, og alle regeringer i Australien blev væltet ud fra princippet: "Giv de andre chancen, de kan ikke være værre".
Australiens historie efter verdenskrigen har været både op- og nedture i dette angelsaksiske samfund, der paradoksalt nok ligger klods op ad Asien. 1940’erne var de vanskeligste år i Australiens nyere historie. Medens mændene var ude at slås, havde kvinderne overtaget de ellers mandsdominerede job på fabrikker og kontorer. Og det var bestemt ikke nemt at få kvinderne tilbage til kødgryder, kønsforskelle og andre uligheder.
De australske kulturnormer forandrede sig dog kun langsomt, og "kulturen" var præget af snæversyn og selvtilstrækkelighed, og samfundet var stadig mandsdomineret med sport, druk og slagsmål. Pubberne lukkede præcis kl. 18 på hverdage, og det skabte den berygtede "six o´clock swill”, hvor swill betyder "bælle i sig". Mændene stormede til pubberne efter arbejdstid og drak så meget, de kunne nå inden lukketid. Kvinderne havde selvfølgelig ikke adgang.
I mange år var Australien regnet for et arbejderland, men antallet af funktionærer oversteg antallet af arbejdere, og lige så stille blev Australien et middelklasseland med villa og penge på bankbogen, og de stemte stadig liberalt dvs. konservativt.
Labour vandt valget i 1972 under sloganet "Tiden er moden", og det markerede klare brud med fortiden. Værnepligten blev afskaffet, og landet blev trukket ud af Vietnamkrigen, og man gik i gang med at få genopbygget det sociale velfærdssystem. Det kostede penge, og en uventet stagnation i verdensøkonomien gav høj arbejdsløshed. Labours program blev stoppet i 1975, og landet blev ramt af en politisk og forfatningsmæssig krise, og Fraser fra National Country Party blev premierminister. 
På trods af forbedringer blev folk trætte af Labour, og en mere konservativ regering fik magten med John Howard som leder, og han gik ind for en mere fri markedsøkonomi og store offentlige nedskæringer.