Af Kim Greiner

1. del.

BrasilienAreal:  8.514.877 km2 Verdens 5. største land og lidt mindre end USA.

Indbyggertal: 199 millioner.

Hovedstad Brasilia.

Befolkning hvide 53%, mulatter 39 %, sorte 6 %, andre japansk-arabisk, indianer m.m. 2%.

Religion: katolicisme 74 %, protestanter 15 %, ateister 7 %, bantu/voodoo og andre 4 %.

Sprog: portugisisk tales næsten af alle. Desuden en række mindre indfødte sprog, samt spansk, japansk, tysk m.m.

Gennemsnitslevealder 76 år for kvinder og 69 år for mænd. 

Hovederhverv: Service 68 %, industri 26 % og landbug 6 %. 

Styreform: præsidentstyre bestående af 26 stater og et føderalt distrikt. 4-årig præsidentperiode.

Historie:

Størrelsen af Brasiliens urbefolkning er svær at gisne om, men et sted mellem 1 og 4 millioner. De har ikke været imperiebyggere som inkaerne eller astekerne, men har inde i landets indre været samlere og jægere. Andre har været nomader og dyrket majs efter afbrænding af de tropiske skove. 

Den portugisiske søfarer Pedro Alvares Cabral sejlede i 1500-tallet ud fra Lissabon med 13 skibe og 1.500 mand. Egentlig ville han finde Indien ved at sejle syd om Afrika, men istedet sejlede han vestpå og opdagede Brasilien 22. april år 1500. Portugiserne var især interesseret i brasiltræet (Caesalpinia echinata), hvoraf der kunne udvindes et rødt farvestof til farvning af tekstiler. Træet endte med at give landet navn, og det blev snart udryddelsestruet.

Det var svært for portugiserne i starten at få fodfæste i Brasilien på grund af indianerne. Portugiserne medbragte sygdomme, som de indfødte ikke var resistente overfor, og disse døde i hobetal. De, der ikke døde, blev brugt som slaver. Først i 1549, da portugals konge sendte yderligere 1500 mand afsted til Salvador, blev koloniseringen sat i system.

Tørsten efter nye råvarer var stor, så foruden brasiltræet blev sukker, tobak og bomuld de vigtigste varer i kolonien. Der blev hurtig mangel på arbejdskraft, så der blev hentet slaver fra Afrika. Det formodes, at over 10 millioner slaver blev fragtet over Atlanten til Caribien, Brasilien og USA i perioden 1450 til 1870. Trekanthandelen blev hurtigt enormt profitabel, og byer som Salvador blev i 

1600-tallet stenrig. Senere blev der i 1693 fundet guld og diamanter i Minas Gerais, og siden blev der gjort store diamantfund. Det fik guldgravere og lykkeriddere til at strømme til landet. Udskibningen foregik fra Rio de Janeiro, som derpå i 1763 kunne kalde sig for Brasiliens hovedstad.

Den portugisiske kolonitid varede dog ikke længe, for da Napoleon angreb Spanien og Portugal i 1807, flygtede den portugisiske prins-regent Joäo til Brasilien med hele sit hof, og han blev senere til kong Joäo den 6. Efter Napoleons fald vendte kongen tilbage til Portugal, og brasilianerne ville under ingen omstændigheder gå tilbage til at være en koloni underlagt Portugal. 

Kongens søn Pedro erklærede den 7. september 1822 Brasilien for uafhængig og kaldte sig selv for "Kejser af Brasilien". På det tidspungt havde Brasilien 5 millioner indbyggere, hvoraf en trediedel var slaver. 
Snart trak det op til uro mellem de kongetro store jordbesiddere og de liberale replublikanere, der krævede slavernes afskaffelse. Først i 1888 afskaffede Brasilien slaveriet, som det sidste land i verden.

En ny eksportvare begyndte at skæppe i kassen i slutningen af 1800 tallet. Det var rågummi, der var det nye guld, og byen Manaus i Amazonas blev en rig hovedby med egen stor importeret operabygning midt ude i junglen. Den nye vidunderafgrøde bliver dog afløst af kaffen, der i perioden 1830-1950 giver mere end smørret på brødet.

I 1889 tog reformivrige generaler magten og indførte en republik. For at få ny arbejdskraft åbnedes grænserne for indvandring fra hele verden. Tyskere og italienere strømmede til foruden mennesker fra Asien, især Japan. Mellem 1877 og 1903 kom der to millioner indvandrere fra 70 forskellige lande. Siden opdagelsen af Brasilien menes det, at 6 millioner europæere er indvandret. Kaffeøkonomien begyndte at skrante, og fra 1906 opkøbte staten den overskydende produktion af kaffe for at holde eksportprisen. I 1929 var lagrene større end hele verdens samlede forbrug af kaffe. Ved børskrakket i New York fik kaffeøkonomien dødsstødet.

Der kom oprør og utilfredshed i landet, og et militærkup i 1930 gjorde det af med republikken, og populisten Getúlio Vargas trådte ind på scenen.

Vargas bragte Brasilien ud af den halvkoloniale status som råvarereksportør. Magten centraliseredes i statsapparatet, der sigtede mod at opbygge en industri som Petrobras, der fik monopol på at udvinde og raffinere olie. Det er stadig Latinamerikas største olieselskab. Vargas indførte dog også diktatur, men på trods af det deltog Brasilien på de allieredes side under 2. verdenskrig med 20.000 soldater. Ved næste valg genvalgtes Vargas, men han begik selvmord i 1954, da militæret krævede hans afgang. 

Den næste præsident Juscelino Kubitschek lancerede det kække budskab: "50 års fremgang på 5 år". Han fortsatte industrialiseringen med høj økonomisk vækst og låntagning i udlandet og byggede den nye hovedstad Brasilia.

Fra 1964 overtog militæret atter magten og fjernede og torturerede sine modstandere. I de første år så det ud som et økonomisk mirakel, og man gik fra sukker, gummi, kakao og kaffe til en industriel stormagt. Miraklet var ikke så mirakuløst alligevel, da udlandsgæld og inflationen eksploderede i 1980-erne. Der var tvivlsomme investeringer, som blev stoppet halvvejs, som for eksempel en planlagt 4.000 km landevej gennem Amazonas til Peru og Columbia. 

Den internationale Valutafond tvang Brasilien til en hestekur med store sociale konsekvenser til følge, og kriminaliteten bredte sig. Men generalerne begyndte dog en overgangsfase til demokrati.

I 1988 afholdtes det første frie valg i 20 år, og millionæren Fernando Collor de Mello blev valgt som præsident. Han blev dog tvunget til at gå af på grund af en korruptionsskandale. Så blev det den marxistiske universitetsprofessor Fernando Cardoso, der fik magten, og han indførte reformer, der standsede inflationen og stabiliserede økonomien, og gav en række sociale ydelser til de fattigste. I 2003 bliver Luiz Lula da Silva fra arbejderpartiet valgt, og han videreførte Cardosos politik, selvom den ikke helt indfriede de fattigstes forventninger. Store fund af olie i havbunden ud for Rio gav i 2007 nyt håb om rigdom til landet. 

I 2011 blev Dilma Rousseff fra Arbejderpartiet valgt, og hun blev den første kvindelige præsident i Brasilien.

En smeltekedel af et land.

Brasilianerne har et begreb, de kalder "jeitinho", der kan oversættes til " Måden at omgå reglerne på uden at overskride dem". Brasilien er på mange måder et eksperiment, der ikke fungerer i teorien, men gør det i praksis. Brasilien er et multikulturelt land, der også har racisme, men der leves dog sammen i relativ harmoni.

Landet spænder fra hvide sandstrande til regnskove og fra maleriske kolonitidsbyer til metropoler, som taget ud af en science fiction film. Befolkningen spænder fra forretningsfolk, der tager en helikopter på arbejde til indianere, der fanger fisk med et spyd fra sin kano. 

Brasilien har på få år undergået store sociale forandringer. Præsident Luiz Lula var af præsident Barrack Obama udråbt som den mest populære politiker på planeten. Han efterlod sig et land med en økonomi, der boomer, en voksende middelklasse og en tro på fremtiden. Lula havde 80 % opbakning af befolkningen, men ifølge forfatningen kunne han ikke genopstille i en 3. periode. Så kørte han sin protegé Dilma Rousseff i stilling, der også er tro mod den politik, der har løftet millioner af brasilianere ud af fattigdom.

Brasilien er Latinamerikas største land og dækker næsten 50 % af hele Sydamerika. Landet har verdens ottendestørste økonomi og udgør B’et i BRIK landene Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Det er de 4 lande, der forventes at sætte dagsordenen i fremtidens globale verdensøkomomi. Landbrugssektoren i Brasilien er motoren i økonomien og er verdens førende eksportør af oksekød, kaffe, appelsinjuice og sukkerrør. Det siges, at Brasilien kun udnytter 20 % af sit potentielle landbrugsareal. De 80 % er jungle, og den skulle så sandelig gerne bestå også fremover.

Brasilien har eksperimenteret i biobrændsel inden oliekrisen i 1970, og det har givet et forpring i udvikling af alternativ energi. Brasilien er idag selvforsynende med bioethanol, der laves på sukkerrør, der er otte gange mere effektiv end majs. De store oliereserver i havbunden 800 km fra kysten lover godt for fremtiden, og Petrobras forventer at gøre Brasilien til verdens største olieeksportør.

Befolkningen og samfundet

En bedre fremtid for brasilianerne er tættere på end nogensinde. Præsident Lula har trukket 20 millioner mennesker ud af fattigdommen takket være ordningen Fome Zero (Nul Sult) og ordninger som Bolsa Familia, der sender penge til de fattige hver måned. Til gengæld skal forældrene sende børnene regelmæssigt i skole. Mindstelønnen er steget med 60 % og er oppe på 545 reais om måneden. 

Middelklassen er vokset gevaldig og udgør over halvdelen af befolkningen. Udviklingen har også påvirket de fattige i de forsømte forstæder og i "favelaerne" (slumbyer). Flere har fået råd til køleskabe og TV, og lavprisflyselskabet melder om rekordmange passagerer, der nu har mulighed for at besøge familien andre steder i landet.

De fattige dør ikke længere af sult, men de har også overtaget mange af Vestens livsstilsygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme. Over 40 millioner brasilianere er overvægtige. Fastfood er ofte billigere end traditionel brasiliansk mad, og manglende viden om sund ernæring hjælper også til.

Kampen på den perfekte krop er dog også en national besættelse, der findes især i Rio på Copacabana-stranden. Brasilien har over 4.000 registrerede plastikkiruger og er kun overgået af USA. Landet har verdensrekord i forbruget af slankepiller. Jagten på den perfekte krop findes også hos de fattige i favelaerne, og her findes der også skønshedsklinikker.

Kvinder i kamp, skolebørn og jordløse.

Dilma Rousseff var blevet Brasiliens første præsident, og hun fordoblede antallet af kvindelige ministre. Martha Rosharios er politimester og vil rydde op i favelaerne og bekæmpe politikorruption. Selv præsidenten Patricia Amorim for fodboldklubben Flamengo med 35 millioner fans er kvinde.

40% af kvinderne er på arbejdsmarkedet, men får en trediedel mindre i løn. Retssikkerheden for kvinder er mangelfuld, og derfor er der oprettet politistationer kun for kvinder, og hvor der kun er kvindelige betjente. Det skulle hjælpe lidt mod et politikorps, der er kendt for deres "machismo".

Tidligere præsident Lula gik ud af skolen med kun en 4. klasse. Det skulle vise, at man kan nå langt med en dårlig uddannelse. 14 millioner brasilianere kan ikke læse, og før afsluttede kun halvdelen af landets børn grundskolen i år 2000. Heldigvis er der kommet en ny folkeskolereform, og de prøver at opfylde FN’s mål om, at alle børn skal have en grundskoleuddannelse. Undervisningen halter dog stadig på trods af, at Brasilien bruger flere penge på skolesystemet end mange OECD-lande.

16 % af brasiliens børn er erhvervsaktive. Det giver Brasilien den tredjestørste andel efter Haiti og Bolivia.

3 % af Brasiliens befolkning ejer 75 % af den landbrugsegnede jord. Så latinamerikas næststørste folkebevægelse MST kæmper for en jordreform, der har plaget Brasilien siden kolonitiden. Bevægelsen har fået ejendomsretten til 350.000 jordlodder, men mange familier venter på retten til et stykke landbrugsjord. 

Myten om en smeltedigel.

Den holder ikke rigtigt, at Brasilien er et fordomsfrit blandingssamfund, der hylder diversiteten. Sorte brasilianere er fraværende i landets magtfulde embeder. Der er ellers kommet positiv særbehandling på landets højere læreanstalter, hvor man har en kvote, der tilgodeser sorte og fattige studerende. Der er lavet en undersøgelse, der viser, at sorte brasilianere dør tidligere, går færre år i skole, og tjener mindre end deres hvide landsmænd. Nogle mener nu, at kvoterne er udtryk for racisme, da kvoterne er unfair overfor de hvide. 

Racespørgsmålet har historisk set været anderledes i Brasilien end i USA. I USA brugte man enkeltdråbeprincippet, og først i 1967 blev det afskaffet af højesteret. Princippet gik ud på, at man var sort, hvis man bare havde lidt afrikansk blod i årerne. 

I Brasilien med en udbredt raceblanding skelner man mellem brancos (hvide) og pardos (mulatter) og pretos (sorte). I praksis er det ens fysiske udseende, der er udslagsgivende. Eliten dyrker den praksis, at jo hvidere jo bedre. Efter slavetiden tilskyndede myndighederne indvandring fra Europa, og i en periode var der forbud mod indvandring fra afrika. Men selvom hvidvaskningen er historie, så er jo hvidere jo bedre stadig aktuelt, men især blandt de fattige og i slumkvartererne, er der dog en fordomsfri sameksistens mellem racerne.

Favelaerne i forandring.

Favelaerne eller slumområderne ligner kulørte dukkehuse på afstand, men tæt på kan ses, at de ikke er for børn. I Rio alene er der omkring 600 slumbyer, og de minder om Brasiliens enorme sociale ulighed, medens de klistrer sig op ad bjergskråningerne. Slumkvartererne opstod i kølvandet på slaveriets ophævelse i 1888, da mange sorte slog sig ned i randområderne omkring byerne. I nyere tid er favelaerne vokset eksplosivt, hvor millioner af fattige emigranter fra især Nordøstbrasilien søger sydpå til Rio og Säo Paulo. Rios største favela huser mellem 100.000 og 200.000 indbyggere, og i hele Rio bor mellem 1 og 2 millioner i favelaerne. På landsplan er det omkring 25 % af befolkningen. 

Slumbyerne ligger klods op af de velhavende kvarterer, hvor en stor del af beboerne i favelaerne arbejder med rengøringsjob eller andet lavtlønsarbejde. De færreste i middelklassen og overklassen har sat deres fod i en favela, for mange tror, at de kun beboes af skumle kriminelle. Intet er mere fjernt fra virkeligheden. Hovedparten af indbyggerne er hårdtarbejdende mennesker, og de tæller sygeplejersker, håndværkere, politibetjente og små selvstændige erhvervsdrivende.

Der findes dog også narkobander, og mange unge dør i kampen mod konkurrerende bander ligesom i Malmø eller København.

En farvela er heller ikke bare en favela, for de er forskellige alt efter, hvor de ligger, og hvor tæt de er på arbejdet i centrum. 

Rios politi anført af hårde hunde fra specialstyrken Bope tager ikke med fløjlshandsker på narkobaronerne. Siden 2008 har myndighederne suppleret taktikken med politistyrken UPP, der yder en fredsbevarende indsats og følger op med sociale initiativer. Det har medført et dramatisk fald af kriminaliteten i Rio, og ordningen bruges nu også i andre byer. 

I de farvelaer, der er under opsyn af politiet, er der opstået en ændring i adfæren, idet beboerne er begyndt at dyrke den traditionelle dans "samba de rodo" i en rundkreds.

Flere selskaber arrangerer ture ind i favelaen i minibusser med engelsktalende guider. Der er ingen sikkerhedsrisiko, og det giver et uforglemmeligt og anderledes møde med Rio. Turistindtægten bruges på sociale projekter i favelaen Rocinha.

Religioner og karneval.

Brasilien er verdens største katolske land, idet 75 % af befolkningen bekender sig til katolicismen. Det er dog kun en ud af fem, der går i kirke. Kirkens forbud mod prævention møder ikke meget forståelse. Under karnevallet i 2011 uddelte myndighederne 89 millioner gratis kondomer trods kirkens protester.
Modstanden mod abort vækker større genklang på papiret. Brasilien har en streng abortlov, idet abort kun er tilladt ved voldtægt, eller hvis moderens liv er i fare. Ikke desto mindre bliver der foretaget 2 millioner illegale aborter på klinikker landet over.

Pinsebevægelsen har stor fremgang, og der tages medlemmer fra katolikkerne, idet de fører en aggressiv markedsføring. Efterhånden er der 4.000 frikirker landet over, og i Rio er der bygget en megakatedral. 
Efterhånden er der også mange blandingsreligioner, idet katolisismen er blandet med afrikanske guder, og så bliver det mere festligt med sange, danse og trommer.

Karneval er blevet fejret i Brasilien i århundreder og har rødder i middelalderens Europa. I tre dage og nætter kæmper sambaskolerne om førstepladsen. Hver skole har op mod 5.000 medlemmer, der til den lyse morgen danser rundt i vilde lette kostumer og trækker vogntog med kæmpefigurer. Der er 70 forskellige sambaskoler i Rio, og de vælger et tema og syr kostumer, for så snart det ene karneval er slut, starter forberedelserne til den næste. Det er fortrinsvis de mindre velstående, der knokler året rundt for at levere det bedste show. De tolv bedste skoler bruger årligt op mod 300 millioner kr. hvert år på forberedelserne.
Der er også mange gadekarnevaller kaldet "bloco", hvor folk fra de forskellige gader danser og fester til en gruppe med rytmeinstrumenter. Festen slutter først efter et par dage, når ingen orker mere. Det er gadefester, der vil noget.

Kilde til ovenstående. Turen går til Brasilien. Politikens forlag 2011. 6. udgave.

Klik her og fortsæt til 2. del: Rio de Janeiro.