Brasilien.
5. del af Brasilien på kryds og tværs. Af Kim Greiner December 2019
Floden Amazonas udspringer i Andesbjergene og løber 6.500 km igennem det Sydamerikanske kontinent. Amazonas er også navnet på regnskoven, der dækker 6 mill. km2, hvoraf 4,8 mill. km2 ligger i Brasilien, og den udgør over halvdelen af Brasiliens areal. Amazonas har en biodiversitet, der ikke overgås nogen steder på Jordkloden, idet 45.000 af verdens plantearter findes her, 400 arter pattedyr, incl. 50 forskellige abearter og så alt fra jaguar til dovendyr. I floden lever floddelfiner, kaimaner og søkøer, og i luften flyver 2.000 forskellige fuglearter. Alt i Amazonas er overvældende.
Skovbrandene blusser op overalt og lægger område efter område øde. Heldigvis begynder befolkningen at knurre, og de fleste kan godt se, at rydningerne skal stoppe. I dag lever der omkring 300.000 indianere i Amazonas, men for 400 år siden, inden den "ædle" hvide mands ankomst, var der omkring 4 millioner indianere. Fattigdommen i Amazonas er udbredt og misbrug og slavelignende ansættelsesforhold er langtfra afskaffet. Manaus emmer af historie og fordums storhed. Her kan man lære at svede, så vandet driver og opleve den trykkende varme. Manaus er varmblodig, vildtvoksende og kaotisk som den jungle, der omgiver byen. Under gummi-boomet fra slutningen af 1800 tallet og frem til 1. verdenskrig var Manaus en af verdens rigeste byer. Så gik det ned ad bakke med 1950 som det absoulutte lavpunkt, hvor elforsyningen var misligholdt, så byen var uden strøm det meste af tiden. Så vendte tiderne, og junglen er igen leverandør af tømmer, olie og industriprodukter. Udviklingen skyldes især, at byen siden 1967 blev gjort til en skattefri industrizone, der tiltrækker internationale selskaber som LEGO, Siemens og Nokia.
Manaus er også blevet udgangspunkt for økoturismen. Midt i det gamle centrum løber den mægtige flod, og her er der hektisk travlhed med handel. Fra havnen stævner de to etagers flodbåde ud mod fjerne destinationer inde i regnskoven. Øverste dæk er med hængekøjer, og nederst er et sammensurium af gummistøvler, høns, cola, salt og redskaber.
I nærheden ligger markedet Mercado Munnicipal, og her kan man få bådejerne til at sejle ud til strømskellet og se seværdigheden "o Encontro das Águas", der betyder "Floderne mødes". Bygningen blev præfabrikeret i England og Italien og derefter sten for sten sejlet til Manaus. Kuplens beklædning består af 36.000 farvede keramikskaller, der forestiller det brasilianske flag.
Festen sluttede med lommesmerter for gummibaronerne, men efter 70 års forfald besluttede politikerne i 1990erne at bringe historien til live og satte operahuset i stand. Med et kommunalt støttet symfoniorkester med østeuropæiske og russiske musikere er der igen forestillinger året rundt og en festforestilling i april og maj. Guaraná er udpeget som en af verdens sundeste fødevarer. Frugten med det lille sorte øje, har været kendt i årtusinder og bliver af nogle af indianerstammerne betragtet som en hellig afgrøde. Frugten indeholder 3 gange mere koffein end kaffe og bruges ofte i de populære energidrikke, der kan fås herhjemme. Når frugterne plukkes fra de op til 10 meter høje træer, bages de i jordovne, stødes og knuses og "støbes" til stænger, der ryges, og derefter kan de holde i årevis. Stængerne rives på et rivejern og blandes med vand og drikkes.
På markedet kan også købes indianske fletkurve og forunderlige smykker lavet fiskeskæl og alt muligt andet. I vore dage er det kun få indianere, der lever spredt i det enorme område. Man skal mindst 500 km ind i junglen for at finde stammer, der lever afsondret fra omverden. Det menes, at der stadig lever 2 til 5 indianerstammer uden kontakt med omverdenen. Normalt har turister ikke mulighed for at komme i kontakt med disse indianerstammer. Der bor omkring 300.000 indianere i Amazonas, og antallet er svagt stigende. Amazonindianerne har ikke på noget tidspunkt haft højtstående kulturer, som inkaerne, mayaerne eller aztekerne havde i andre dele af Sydamerika og i Mexico. I starten af de hvides erobring blev indianerne brugt som slaver, inden de blev afløst af sorte slaver fra Afrika. Et sted har de tusindvis af brasilianske indianere dog sat deres spor, og det er i sproget. Tusindvis af stednavne og navne på planter, frugter og dyr har indiansk oprindelse. Det var først i begyndelsen af 1900tallet, at brasilianerne begyndte at intessere sig for indianerne. Inden da er talrige indianerstammer helt op til vore dage blevet decimeret eller søgt udryddet, da de står i vejen for nybyggerrne i Amazonas-regionen.
I indianerreservatet "Parque National de Xingü" har mange stammer fået mulighed for at leve et halvoprindeligt liv, hvor de kan bevare deres fordums livsform. Udenfor truer dog illegale skovhuggere og guldgavere, og ofte er de unge generationer indianere uvillige til at videreføre den gamle levevis i junglen. Selv dybt inde i junglen kan man finde parabolantenner og fjernsyn, der bliver drevet af en generator. Rundt omkring i verden har der huseret sukkerbaroner, gullashbaroner og gummibaroner foruden almindelige baroner, der har arvet det hele. I Manaus kan vi takke gummibaronerne for, at der findes en historisk by midt inde i Amazonjunglen. Det var i slutningen af 1800tallet, at gummi var det rene guld, og Manaus blev en af verdens rigeste byer. Baronerne bestilte et helt Operahus fra England og Italien og fik det sejlet op ad floden. Det tog 15 år at få samlet den kæmpestore og pragtfulde bygning, og alle verdens store stjerner kom og sang skønsang for baronerne.
20 år efter var det slut, da gummi kunne skaffes billigere i Malaysia. Baronerne fik også sejlet en hel Katedral til Manaus, men det ene tårn blev skyllet overbord undervejs, så nu er katedralen kun ettårnet.
I havnen kom vi ombord i en lille motorbåd og krydsede den brede flod. Her ved Manaus mødes de to floder Rio Negro, der er sort af mørk okker og Rio Solimdes, der er lysebrun af mudder. De to floder mødes, men på grund af forskellig temperatur vil de ikke blandes. De to floder løber side ved side omkring 6 kilometer, før de har vænnet sig til hinanden og løber sammen og bliver til Amazonfloden. Skellet mellem de to floder er knivskarpt og er et ejendommeligt syn. En spændende aftentur var på jagt efter kaimaner, der er Amazonas svar på krokodiller. Vores hjælper, der kunne andet en rede senge, havde med de bare hænder fået fat på en 1½ meter kaiman. Den slap væk, men så fik han tag i en lille sød en på omkring 50 cm. Jeg fik lov til at holde den, på en helt bestemt måde, ellers kunne den godt finde på at snappe. En anden eftermiddag i regnvejr var vi på fisketur for at fange piratfisk. En lille klump kød på en krogbundet på en nylonline, og i løbet af ½ time havde vi fanget 6 stk, som vi fik serveret til aftensmad. Jeg tog også lige en svømmetur i det lune vand og prøvede på ikke at ligne en lille kødklump.
Rudolfo vidste alt om Amazonas planter og dyr, og så var han meget videbegærlig om Danmark. Meget mærkeligt, at vi havde de lyse sommernætter og det dybe vintermørke. Og at vores penge hed kroner ligesom kongekroner, var da også morsomt. Vi fik mange gode snakke ved spisetiderne, og han havde selv lært sig engelsk ved at snakke med turister. Om formiddagen var vi ude og besøge en indianerfamilie i deres bolig. De var ikke vilde, sagde Rudolfo. Her boede et ældre ægtepar, der levede af 1 ha jord, hvor der blev dyrket ananas og grønsager. De vidste, at vi kom, så deres to sønner med koner og børn var hidkaldt for at se de fremmede helt fra Danmark. Som alle andre boede de i pælehuse, for vandet kan i regntiden sagtens stige 12 meter i floder og søer. Søde mennesker, og de havde lavet lidt souvenirs, og jeg købte en halskæde med gebisset af en piratfisk. En høne rendte rundt i køkkenet og lavede en kæmpeklat, men konen tog en spand vand og skyllede det ud over kanten. De led sikkert ikke nød, men det var bestemt ikke velstand, der prægede hjemmet. Sidste aften var vi ude og se solnedgangen over Amazonas fra båden. Senere var der måneskin, der spejlede sig i vandet, og så stod vi op kl. 5.15 for at se solopgangen. Det bedste ved det sorte vand var, at det var lidt for surt til, at myggene kunne lide det, så der var myggefrit.
Så var det tilbage til civilisationen ad samme vej som på udturen. Undervejs skulle der bruges et toilet, og vi holdt ind hos nogle private. En lille deng lå på guldet og så tegnefilm på et kæmpe TV, og to store piger vaskede op. Og så gav de endda kaffe, og det viser bare brasilianernes gæstfrihed. Farvel og stor tak til Rudolfo for en fin jungletur.
Næste morgen var det tid til at komme videre, og sidste stop var i den gamle farverige kolonitidsby Salvador, der ligger på Østkysten. |