Brasilien.

5. del af Brasilien på kryds og tværs.

Af Kim Greiner

December 2019

                                                  Manaus og Aamazonas.

Amazonas regionen strækker sig over ni sydamerikanske lande, men den største del ligger i Brasilien i delstaten Amazonas.

Floden Amazonas udspringer i Andesbjergene og løber 6.500 km igennem det Sydamerikanske kontinent. Amazonas er også navnet på regnskoven, der dækker 6 mill. km2, hvoraf 4,8 mill. km2 ligger i Brasilien, og den udgør over halvdelen af Brasiliens areal. Amazonas har en biodiversitet, der ikke overgås nogen steder på Jordkloden, idet 45.000 af verdens plantearter findes her, 400 arter pattedyr, incl. 50 forskellige abearter og så alt fra jaguar til dovendyr. I floden lever floddelfiner, kaimaner og søkøer, og i luften flyver 2.000 forskellige fuglearter. Alt i Amazonas er overvældende.

Amazonas er blever et populært mål for turister, og i de seneste 25 år er der bygget gode junglehoteller og endda både økologiske og miljømæssigt forsvarligt. Mange steder er der dog indlagt strøm og aircondition, men junglen er altid en primitiv oplevelse. Vådt, fugtigt og varmt og masser af insekter.

Behovet for ressourcer bevirker desværre, at junglen udryddes lidt efter lidt. Hvis rydningen ikke stoppes, vil junglen en dag være helt væk. I stedet vil der være jordbrug og plantager med sojabønner og oliepalmer for at tilfredsstille efterspørgslen på bioethanol.

Skovbrandene blusser op overalt og lægger område efter område øde. Heldigvis begynder befolkningen at knurre, og de fleste kan godt se, at rydningerne skal stoppe. I dag lever der omkring 300.000 indianere i Amazonas, men for 400 år siden, inden den "ædle" hvide mands ankomst, var der omkring 4 millioner indianere. Fattigdommen i Amazonas er udbredt og misbrug og slavelignende ansættelsesforhold er langtfra afskaffet.

Millionbyen Manaus.

Den vigtigste by og eneste rigtige by er Manaus, der er hovedstaden i delstaten Amazonas. Det er en by med ca. 2 millioner indbyggere, og i resten af delstaten bor der 300.000 indbyggere spredt ud over et område, der er 25 gange større end Danmark. Den eneste vej til Manaus går nord på til Venezuela. Til resten af Brasilien går der ingen landeveje, så den eneste adgangsvej er tusinde af floder og selvfølgelig fly. 

De fleste rejser til Amazonas går igennem Manaus, hvis indbyggere er kendt for deres venlighed og gæstfrihed. De rejsende kommer for at opleve regnskoven. Ingen regnskov, ingen turister. 

Manaus emmer af historie og fordums storhed. Her kan man lære at svede, så vandet driver og opleve den trykkende varme. Manaus er varmblodig, vildtvoksende og kaotisk som den jungle, der omgiver byen. Under gummi-boomet fra slutningen af 1800 tallet og frem til 1. verdenskrig var Manaus en af verdens rigeste byer. Så gik det ned ad bakke med 1950 som det absoulutte lavpunkt, hvor elforsyningen var misligholdt, så byen var uden strøm det meste af tiden. Så vendte tiderne, og junglen er igen leverandør af tømmer, olie og industriprodukter. Udviklingen skyldes især, at byen siden 1967 blev gjort til en skattefri industrizone, der tiltrækker internationale selskaber som LEGO, Siemens og Nokia.

Manaus er også blevet udgangspunkt for økoturismen. Midt i det gamle centrum løber den mægtige flod, og her er der hektisk travlhed med handel. Fra havnen stævner de to etagers flodbåde ud mod fjerne destinationer inde i regnskoven. Øverste dæk er med hængekøjer, og nederst er et sammensurium af gummistøvler, høns, cola, salt og redskaber. 

To generte floder.

Rio Negro floden flyder forbi Manaus, og et par kilometer østpå mødes den med Rio Solimödes og Amazinafloden er født. Her kan ses det forunderlige naturfænomen, idet Solimödes har farve som kaffe med mælk på grund af mudder og ler, medens Rio Negro er sort af mørk okker. De to floder mødes, men på grund af forskellig temperatur løber de to floder side om side uden at blandes før efter omkring 6 kilometer.

 I nærheden ligger markedet Mercado Munnicipal, og her kan man få bådejerne til at sejle ud til strømskellet og se seværdigheden "o Encontro das Águas", der betyder "Floderne mødes".

Amazonas operahus.

Som en kortvarig status over en af verdens rigeste byer ligger det laksefarvede operahus "Teato Amazonas" midt i byen. I slutningen af 1800 tallet strømmede pengene ned i gummibaronernes lommer, og de skulle bruges til noget. Efter 15 års arbejde blev Operaen indviet i 1896. Alle verdens store operastjerner blev sejlet til teatret for at underholde, men 20 år efter var det slut, da billig gummi kunne skaffes i Malaysia.

Bygningen blev præfabrikeret i England og Italien og derefter sten for sten sejlet til Manaus. Kuplens beklædning består af 36.000 farvede keramikskaller, der forestiller det brasilianske flag.

Festen sluttede med lommesmerter for gummibaronerne, men efter 70 års forfald besluttede politikerne i 1990erne at bringe historien til live og satte operahuset i stand. Med et kommunalt støttet symfoniorkester med østeuropæiske og russiske musikere er der igen forestillinger året rundt og en festforestilling i april og maj.

Markedet og havnen.

Som en kopi af Paris’s nu nedlagte markedshal "Les Halle" ligger det 130 år gamle "Mercado Municipal" i Manaus. Hallen blev bygget i Europa og som Operahuset skilt ad og sejlet op ad floderne og samlet igen. Bygningen er konstrueret i jern i " Art Nouveau-stil" og er stadig en kværnende kulisse for en myldrende aktivitet, hvor der handles og diskuteres. Markedspladsen er især et mylder om morgenen, hvor boderne er fyldt op med fisk, grønsager og frugter. Prøv den amazonske mirakelfrugt "guaraná", der helbreder en lang række sygdomme som dårlig blodcirkulation, hæmorider, ufrugtbarhed foruden impotens.

Guaraná er udpeget som en af verdens sundeste fødevarer. Frugten med det lille sorte øje, har været kendt i årtusinder og bliver af nogle af indianerstammerne betragtet som en hellig afgrøde. Frugten indeholder 3 gange mere koffein end kaffe og bruges ofte i de populære energidrikke, der kan fås herhjemme.

Når frugterne plukkes fra de op til 10 meter høje træer, bages de i jordovne, stødes og knuses og "støbes" til stænger, der ryges, og derefter kan de holde i årevis. Stængerne rives på et rivejern og blandes med vand og drikkes. 

På markedet kan også købes indianske fletkurve og forunderlige smykker lavet fiskeskæl og alt muligt andet.

Havnen blev kraftigt moderniseret i 1990erne, men de flydende kajer benyttes stadig, da de følger tidevandet og årstidernes vandmængde. Flodens vand kan svinge op til 14 meter med højeste vandstand i juni efter regntidens ophør, og hvor floden fyldes af sine mange bifloder. Laveste vandstand er i den tørre og varmeste tid i nov. dec. 
Lidt før klokken 18 kommer konerne og står på gadehjørnerne med deres små boder og sælger den indianske suppe "tucupi", der er stæk og god mod alle dårligdomme. Folk ligger i hængekøjer i bådene, medens lastarbejdere ofte af indiansk oprindelse, laster de to etagers både, der plejer at afgå kl. 18 med alskens varer til de små samfund i junglens dyb, der kan ligge op til 10 dages sejllads fra Manaus.

Indianermuseet og indianere.

Museet fortæller om de forskellige isolerede indianerstammer. Deres tilværelse har været enkel, og intet blev bygget til at holde i 100 år, så kun få historiske genstande er bevaret. Museet fortæller en smuk historie om indianernes levevis i samhørighed med naturen.

I vore dage er det kun få indianere, der lever spredt i det enorme område. Man skal mindst 500 km ind i junglen for at finde stammer, der lever afsondret fra omverden. Det menes, at der stadig lever 2 til 5 indianerstammer uden kontakt med omverdenen. Normalt har turister ikke mulighed for at komme i kontakt med disse indianerstammer.

Der bor omkring 300.000 indianere i Amazonas, og antallet er svagt stigende. Amazonindianerne har ikke på noget tidspunkt haft højtstående kulturer, som inkaerne, mayaerne eller aztekerne havde i andre dele af Sydamerika og i Mexico. 

I starten af de hvides erobring blev indianerne brugt som slaver, inden de blev afløst af sorte slaver fra Afrika. Et sted har de tusindvis af brasilianske indianere dog sat deres spor, og det er i sproget. Tusindvis af stednavne og navne på planter, frugter og dyr har indiansk oprindelse. 

Det var først i begyndelsen af 1900tallet, at brasilianerne begyndte at intessere sig for indianerne. Inden da er talrige indianerstammer helt op til vore dage blevet decimeret eller søgt udryddet, da de står i vejen for nybyggerrne i Amazonas-regionen.

I indianerreservatet "Parque National de Xingü" har mange stammer fået mulighed for at leve et halvoprindeligt liv, hvor de kan bevare deres fordums livsform. Udenfor truer dog illegale skovhuggere og guldgavere, og ofte er de unge generationer indianere uvillige til at videreføre den gamle levevis i junglen. Selv dybt inde i junglen kan man finde parabolantenner og fjernsyn, der bliver drevet af en generator.



Manaus og Amazonas.


Efter at have besøgt Brasilia, der er Brasiliens hovedstad, fløj vi mod nordøst til Manaus, der ligger i Amazonas. Egentlig ville vi gerne have taget toget, men der går ingen tog. Vi kunne heller ikke tage en lokalbus, for der går ingen veje derop. Manaus har kun forbindelse til resten af Brasilien med fly eller båd. Manaus ligger i Amazonas, der er Brasiliens største delstat, men med færreste indbyggere. Amazonas er ca. 25 gange større end Danmark, og i hele staten bor der 2,3 millioner indbyggere, men de 2 millioner bor i byen Manaus. Hvordan kan der ligge en storby midt i Amazonas? Jo byen er gjort til en skattefri industrizone, der har tiltrukket store virksomheder bl.a. Lego. 

Rundt omkring i verden har der huseret sukkerbaroner, gullashbaroner og gummibaroner foruden almindelige baroner, der har arvet det hele. I Manaus kan vi takke gummibaronerne for, at der findes en historisk by midt inde i Amazonjunglen. Det var i slutningen af 1800tallet, at gummi var det rene guld, og Manaus blev en af verdens rigeste byer. Baronerne bestilte et helt Operahus fra England og Italien og fik det sejlet op ad floden. Det tog 15 år at få samlet den kæmpestore og pragtfulde bygning, og alle verdens store stjerner kom og sang skønsang for baronerne.

20 år efter var det slut, da gummi kunne skaffes billigere i Malaysia. Baronerne fik også sejlet en hel Katedral til Manaus, men det ene tårn blev skyllet overbord undervejs, så nu er katedralen kun ettårnet. 
I det indre af Manaus er palæer fra gummibaronernes tid, og midt i det hele lå vores Hotel Amazonas lige ved siden af Operahuset. Vi havde en byrundtur i Manaus for at få lidt styr på byen, og vi var inde i Operabygningen. Sjældent har vi set en så ødsel og pragtfuldt bygning med statuer, loftmalerier og alskens pragt.

Jungletur i Amazonas.

Vi skulle på en 4 dages tur ud i Anazonajunglen, og der var 3½ times kørsel og sejlads ud til Amazon Lodge. Rudolfo var vores jungleguide, og han hentede os på hotellet i en minivan, der kørte os ned til havnen. Rudolfo var indfødt og vidste alt om planter og dyr i junglen, men selvom han var i halvtredserne, havde han aldrig været udenfor Manaus og omegn.

I havnen kom vi ombord i en lille motorbåd og krydsede den brede flod. Her ved Manaus mødes de to floder Rio Negro, der er sort af mørk okker og Rio Solimdes, der er lysebrun af mudder. De to floder mødes, men på grund af forskellig temperatur vil de ikke blandes. De to floder løber side ved side omkring 6 kilometer, før de har vænnet sig til hinanden og løber sammen og bliver til Amazonfloden. Skellet mellem de to floder er knivskarpt og er et ejendommeligt syn.

På den anden side af floden holdt endnu en minivan, og vi fortsatte ad en ret god landevej, inden vi drejede ned ad en rød jordvej. Efter ½ time nåede vi et landingssted og fortsatte med speedbåd i endnu 1 time, inden vi var fremme ved Amazonas Lodge. Lodgen er bygget på flydende træstammer, der følger vandstanden op og ned. 
Vi var de eneste gæster på lodgen, så vi havde Rudolfo, en kok og to unge mænd til det grove og til at rede senge og servere m.m. 
Lodgen bestod af en stor rund bygning med restaurant på 1. salen, og så var der 3 længer med hver 6 værelser. Morgenmad kl 7, frokost kl 12 og middag kl 19, og så var der 2-3 ture i motorkano i løbet af dagen.
Vi startede med en jungletur, hvor vi kikkede på mystiske træer med hængende termitboer, og bier der levede i jorden i små rør. 

En spændende aftentur var på jagt efter kaimaner, der er Amazonas svar på krokodiller. Vores hjælper, der kunne andet en rede senge, havde med de bare hænder fået fat på en 1½ meter kaiman. Den slap væk, men så fik han tag i en lille sød en på omkring 50 cm. Jeg fik lov til at holde den, på en helt bestemt måde, ellers kunne den godt finde på at snappe.

En anden eftermiddag i regnvejr var vi på fisketur for at fange piratfisk. En lille klump kød på en krogbundet på en nylonline, og i løbet af ½ time havde vi fanget 6 stk, som vi fik serveret til aftensmad. Jeg tog også lige en svømmetur i det lune vand og prøvede på ikke at ligne en lille kødklump. 

Rudolfo vidste alt om Amazonas planter og dyr, og så var han meget videbegærlig om Danmark. Meget mærkeligt, at vi havde de lyse sommernætter og det dybe vintermørke. Og at vores penge hed kroner ligesom kongekroner, var da også morsomt. Vi fik mange gode snakke ved spisetiderne, og han havde selv lært sig engelsk ved at snakke med turister. 

Brøleaber og indianere.

Vi så og hørte en del papagøjer og mange andre fugle og mange gange de lyserøde floddelfiner. En nat var der hylekoncert, idet en flok brøleaber brølede lige ved logden. De kan kalde på hinanden over flere kilometer. Hold da op, jeg har aldrig hørt en lyd fra dyreriget, der er så høj. Brøleaber slår selv kronhjorte i brunsttiden. Brøleaberne kalder på regn, for de drikker kun fra bladene. Der er ellers nok vand i Amazonas, faktisk overalt og man kan kun sejle rundt.

Om  formiddagen var vi ude og besøge en indianerfamilie i deres bolig. De var ikke vilde, sagde Rudolfo. Her boede et ældre ægtepar, der levede af 1 ha jord, hvor der blev dyrket ananas og grønsager. De vidste, at vi kom, så deres to sønner med koner og børn var hidkaldt for at se de fremmede helt fra Danmark. Som alle andre boede de i pælehuse, for vandet kan i regntiden sagtens stige 12 meter i floder og søer. Søde mennesker, og de havde lavet lidt souvenirs, og jeg købte en halskæde med gebisset af en piratfisk. En høne rendte rundt i køkkenet og lavede en kæmpeklat, men konen tog en spand vand og skyllede det ud over kanten. De led sikkert ikke nød, men det var bestemt ikke velstand, der prægede hjemmet. 

Sidste aften var vi ude og se solnedgangen over Amazonas fra båden. Senere var der måneskin, der spejlede sig i vandet, og så stod vi op kl. 5.15 for at se solopgangen. Det bedste ved det sorte vand var, at det var lidt for surt til, at myggene kunne lide det, så der var myggefrit.

Så var det tilbage til civilisationen ad samme vej som på udturen. Undervejs skulle der bruges et toilet, og vi holdt ind hos nogle private. En lille deng lå på guldet og så tegnefilm på et kæmpe TV, og to store piger vaskede op. Og så gav de endda kaffe, og det viser bare brasilianernes gæstfrihed. Farvel og stor tak til Rudolfo for en fin jungletur.

Om eftermiddagen i Manaus gik vi tur til markedet ved havnen. Ned ad hovedgaden var der mange store butikker, og med store butikker menes rigtig store butikker med alt muligt. Ind imellem var et utal af små handlende, og det gav et menneskemylder uden lige. Vi spiste frokost på en cafe nær Markedshallerne. Det eneste ledige bord var lige ved et orkester, der spillede uafbrudt i 1½ time. Med besvær fik vi bestilt, selvom vi ikke kunne læse spisekortet, ikke forstod tjeneren og ikke kunne høre, hvad hun sagde. Vi måtte alligevel have gjort indtryk på hende, for hun spurgte, om hun måtte tage et billede af os. Jo hvis vi måtte få et billede af hende. Jeg tror faktisk aldrig, hun før havde set en dansker, så hun fik også et postkort fra København. Og selv inde i denne herlige jungleby var der masser af julerier og juletræer. Folk kan tydelig se, at vi er turister, men vi gik helt uantastet rundt og nød det eksotiske byliv. Og pigerne havde nu fået indiansk blod i årene, og det havde pyntet gevaldigt.

Næste morgen var det tid til at komme videre, og sidste stop var i den gamle farverige kolonitidsby Salvador, der ligger på Østkysten. 

Klik her og fortsæt til Brasilien 6. og sidste del Salvador.