Brugge Gitte ved en af Brugges kanaler.

og det hellige blod. 
En rejsefortælling af Kim Greiner. 
Oktober 2003 

Hold pilen på billedet og teksten kommer frem.




På opdagelsesrejse igennem nogle af verdens storbyer var vi nået til Bruxelles, men da Brugge ligger i nærheden, ville vi lige starte i denne provinsby, der er alt andet end en storby. Vi har kun været i Belgien en gang tidligere, og det var på gennemrejse, og for flere årtier siden, og udover at jeg vidste at EU-parlamentet ligger i Bruxelles, begyndte det hurtigt at knibe med viden om Belgien. Vi ville derfor ned og undersøge sagerne nærmere og gøre vores til, at Belgien ikke bliver helt overset af os turister, der hellere vil skynde sig ned til Frankrig, Spanien eller Italien. Grunden til, at Belgien ikke er det oplagte turistmål for os danskere, er måske også, at vejret ikke er så meget anderledes end i Danmark, og selvom foråret kommer lidt tidligere, er det ikke ned til varmen eller op til sneen, det er sådan lidt sol, regn og slud, som vi er vant til, og det anbefales altid at tage paraply med. 

Jeg har faktisk aldrig hørt om nogen, der tog til Belgien og Bruxelles for at holde ferie, og der er heller ikke mange danskere, der er bekendt med, at der ligger en by, der hedder Brugge, der er et besøg værd. Jeg havde dog hørt et og andet om en middelalderby, der havde sovet tornerosesøvn, og da vi har en svaghed for gamle middelalderbyer, var vi ikke i tvivl om, at vi lige skulle have Brugge med, når vi alligevel var i Bruxelles. 
I vores flykrisetider, kan det næsten ikke betale sig at ofre 2 feriedage på selv at køre de 1.000 km den ene vej og 1.000 km den anden vej, når SAS sælger returbiletter til 988 kr. Så efter en enkelt mail, havde vi 2 billetter i hånden og kunne allerede begynde at glæde os. Vi var ikke ude efter en luksusferie, for vi vil generelt hellere ud og opleve noget tit og billigt end dyrt og sjældent, så vi havde bestilt overnatning på 2 vandrehjem i henholdsvis Brugge og Bruxelles. Da der godt kunne blive lidt vandring mellem togstationer og vandrehjem, havde vi af nemhedsgrunde stoppet bagagen i et par rygsække, og der er vel heller ikke aldersgrænser for, hvornår man kan starte sin karriere som rygsækturist. Jeg havde dog et lille dilemma, for jeg havde lige købt en ny halvlang frakke, og den så faktisk så fin og nydelig ud med sin fløjlskrave, at kombinationen rygsæk/frakke så lidt aparte ud, men det måtte folk så finde sig i, for jeg ville have begge dele med. Mærkværdigvis fik jeg dog af Gitte forbud mod, at medbringe mine fjeldvandrebukser, ihvertfald hvis jeg skulle have den nye frakke på, så det måtte jeg bøje mig for. 

Hvordan så ellers turen forløb kan læses i det følgende.

Flyet var gået istykker. 
Der kan vælges mellem flere daglige afgange til Bruxelles, og vi havde valgt en midt på formiddagen, og aldrig før er vi kommet så nemt til lufthavnen med et morgentog til København, og nogle få minutter senere videre med et lufthavnstog. Vi kom derfor faktisk et par timer for tidlig, men hvad gør det, for det er en dejlig fornemmelse at gå rundt i lufthavnen og nyde rejsestemningen. Det trak lidt i de gamle heste, da vi så flere par, der gik rundt i fjeldbukser og vandrestøvler og lignede nogle topaser, men vi kan heldigvis både lide strabadserende bjergvandringer og storbyferier, så hver ting til sin tid. Men det kunne nu alligevel have være sjovt bare at spørge, hvor de andre skulle hen. 
Vi gik til vores gate og fik placeret os i venteposition i D1, men fik at vide over højtaleren, at flyet var gået istykker, og vi skulle derfor have et andet fly med afgang fra B 15. Vi havde ikke spor imod vandreturen til den nye gate, men kunne hun ikke have sagt det lidt mere diplomatisk, istedet for hårdt og brutalt, at det fly vi lige var ved at stige op i var istykker og ikke kunne flyve. Vel ombord i det nye fly var kaptainen noget mere diplomatisk, og beklagede de 20 minutters forsinkelse, men han ville fyre op under kedlerne og næsten indhente forsinkelsen. Flyskiftet skyldtes, at vi var blevet opgraderet fra 80 til 90, og selvom vi ikke anede, hvad det betød, lød det meget mere beroligende, end at flyet var gået i stykker. 

Selv med flypriser til spotpris, har SAS ikke skåret bespisningen væk, og med den korte flyvetid på kun 1 time og 30 minutter, var der ikke meget tid til læsning og kikken ud af vinduet, når der også skulle spises laksesandwich og drikkes kaffe. 

Flanderen, Wallonien og Bruxelles.

Medens vi alligevel sidder i flyet, kan jeg lige så godt komme med lidt fakts om Belgien og deres omtumlede historie, og det viser sig overraskende nok, at landet er meget mindre end Danmark med kun 30.513 km2. Til gengæld bor der over 10 millioner mennesker, så der bor næsten 3 gange så mange mennesker pr. km2 som i Danmark. Belgien blev oprettet i 1831 med lidt kunstige grænser, der passede stormagterne, og ikke med så mange hensyn til befolkningens kulturelle sammensætning. 

Belgien er idag delt i 3 selvstyrende regioner Flandern, Wallonien og Bruxelles, og med en usynlig sproggrænse, der går tværs igennem landet lige syd for Bruxelles. I Flanderen tales der flamsk, som er en dialekt af hollandsk, og i Wallonien tales der wallonsk som er en dialekt af fransk og i et mindre hjørne, som belgierne erhvervede i forbindelsen med freden efter 1. verdenskrig, tales der tysk. Bruxelles er ved lov to-sproget, og det er nok meget godt, for de fleste indbyggere har fransk som modersmål, selvom Bruxelles ligger i den flamsktalende del. Alle gadenavne er på begges sprog, og vi mærkede ikke noget til sprogstridigheder, for alle de mennesker vi var i forbindelse med fra togpersonale, vandrehjem, tjenere og museumspersonale talte også et udmærket engelsk. 

Foruden sproggrænsen mellem Flanderen og Wallonien er der også religiøse, uddannelsmæssige, økonomiske og kulturelle forskelle, og det kan alt sammen give en masse uenighed, og ekstra arbejde med at gøre alle tilfredse, og med 3 ministre på hver ministerpost er det ikke kokke, der mangler i køkkenet. En masse bøvl kunne nok være undgået, hvis grænserne var trukket et andet sted, men på trods af al uenigheden føler belgierne sig paradoksalt nok som belgiere, og de fleste ønsker ikke, at landet bliver delt i to. 

Irriterende danske vikinger.

I tidernes morgen var Belgien beboet af keltiske stammer, og sammen med gallerne sluttede de sig sammen til stammen belgae, som frygtløst kæmpede mod de fremrykkende romere med Julius Cæsar i spidsen. Selvom belgaerne tilføjede romerne et af deres få nederlag, kom området under romersk kontrol i omkring 300 år som Gallia belgica, og det satte sig varige spor i kultur og skriftsprog. Pres fra nord af frankere og saksere fik romerne til at trække sig tilbage, og det germanske sprog blev dagligsprog, medens beboerne længere sydpå i Wallonien var stærkt præget af romansk sprog og kultur, og det er såmænd de forskelle, der mærkes den dag i dag. 

Konger, hertuger og greveslægter regerede på skift landdområderne, og ind imellem kom der nogle irriterende danske vikinger i deres lavtgående langbåde, og de sejlede langt op af floderne, hvor de hærgede og plyndrede de rige handelsbyer. På trods af det, opstod der en række småstater, og verdens første center for tekstilindustri gjorde i 1200-1300 tallet handelsbyerne i Flanderen så rige og magtfulde, at de sydlige provinser gjorde oprør, og med franskmændenes hjælp blev Flanderen besat. Vigtige byer som Gent, Ypres og Brugge mistede en overgang deres betydning, men hertugen af Burgund fik igen forenet provinserne til en ny storhedstid, og der opstod et kulturelt centrum for Europa. Ved giftermål kom Nederlandene, som områdets lande hed, under det habsburgske kongedømme, og ved yderligere et giftermål med en spansk prinsesse, kom landene ulykkeligvis ind under Spanien og den katolske kirkes magt, og det blev en blodig affære, da Spanien brugte militærmagt for at opretholde katolismen. 

De nordlige Nederlande var nemlig fra Tyskland blevet påvirket af Martin Luthers oprør mod katolismen, men først efter 80 års blodige frihedskampe, blev de nordlige protestantiske Nederlande i slutningen af 1500 tallet befriet for spaniere. Spanien bevarede dog de sydlige Nederlande, herunder Belgien helt frem til 1714. 

Selvom religionsgrænsen i årenes løb har svinget noget, og med mange protestanter i Flanderen, er den nuværende grænse mellem Holland og Belgien faktisk stadig religionsgrænse mellem protestanter og katolikker. 

Belgien kom igen under habsburgerne, indtil Napoleon erobrede landet og først stak halen mellem benene efter sit nederlag i 1815 ved Waterloo syd for Bruxelles. For endeligt at stække Frankrigs stormagtsdrømme, bestemte de andre stormagter England, Preussen og Rusland på Wienerkongressen, at der skulle laves en stødpude-stat nord for Frankrig, der under hollandsk styre skulle bestå af Holland, Belgien og Luxembourg. Der var dog for store kulturelle og religiøse forskelle, så efter kort tid indledte belgierne et heldigt oprør, og i 1831 blev Belgien et selvstændigt kongerige med Leopold 1 som konge. 

I de næste 75 år blev landet forskånet for krige og konflikter, og Wallonien fik en storhedstid, hvor industrien udviklede sig på grund af store forekomster af kul, og belgisk industri blev den førende i Europa, da den indførte den nyeste teknik. Industrierne i Wallonien hvilede dog lidt for længe på laurbærrene, og udenlandske foretagender begyndte at investere i Flandern, da arbejdskraften her er bedre uddannet, så nu er det Flanderen, der er den rige del, og Wallonien der halter bagefter. 

Det var meget kort lidt om Belgiens omtumlede historie, og der skete også ting og sager under verdenskrigene, men det vil jeg vente lidt med, for flyet var ved at påbegynde indflyvningen til Bruxelles lufthavn, og vi kunne observerer ejendommeligheder i det flamske landskab. Omkring 75 % af Belgiens befolkning bor i eget hus, og det går der unægteligt noget jord til, så da vi fløj over de store grønne landbrugsområder, lå enfamiliehusene som perler på snor på begge sider af landevejene, og det må da egentlig være et flot syn ved aftenstide.

Mageløs venligsindet togfører. 

Bruxelles lufthavn Zaventem, er enorm stor, så efter landingen skal man ud på en længere vandretur igennem haller og lange gange, men det har dog den fordel, at når man endelig kommer frem til bagagebåndet, så er bagagen der allerede. Lufthavnen ligger 14 km nordøst for centrum, men i lufthavnens kælder er der togstation, hvor der hvert kvarter er afgang til centrum, så det kan ikke være nemmere. En billet til centrum og videre til Brugge, der ligger omkring 80 km vest for Bruxelles, kostede 11,6 euro pr. person, og toget ventede næsten kun på os, for det afgik med det samme. 

Tænk engang da vi viste vores billet til togføreren, fortalte hun uopfordret, at det var en fordel at skifte i Bruxelles Nord, hvor toget til Brugge ville holde ved samme perron, og så skulle bagagen ikke bæres så langt, men hun skulle nok holde øje med os, så vi kom med det rigtige tog. Hun måtte lige være kommet fra et togførercharmekursus, og vi følte os ihvertfald meget velkomne til Belgien, og meget smertefrit sad vi i det næste tog. I regionaltogene er der stil over de belgiske togførere med kasket i fransk gendarmstil med masser af guldsnore, men til gengæld mærkede min fintfølende næse ubehagelige cigaretrøglugte selvom vi tilsyneladende sad i en ikke-ryger kupé. Her svigter det belgiske jernbanevæsen totalt, for rygere og ikke-rygere er kun adskilt af en halvskærm af glas i samme kupé, og de havde glemt at fortælle røgen, at den skulle holde sig i sin egen halvdel. 

Allerede kl. 13.30, og kun 3½ time efter start i Kastrup, stod vi på stationen i Brugge, og det var da en mageløs kort rejsetid. Vandrehjemmet ligger omkring 1½ km fra stationen, i rolige grønne omgivelser, og lidt udenfor den gamle by. Reservationen hjemmefra virkede, og vi fik i et nyere annex anvist et 4 sengs værelse, selvom vi kun var 2, så der var god plads. Eget bad, wc og balkon og incl. sengelinned og morgenmad kostede værelset 108 euro for 3 nætter, men så skulle vi også selv lægge lagen på, og der var vist heller ikke så meget roomservice. Tidligt på eftermiddagen havde vi snøret vandrestøvlerne, og var klar til at indtage Brugge, der i vore dage har omkring 120.000 indbyggere, men lad os lige gå nogle hundrede år tilbage i tiden. 

Det flamske klæde og Brugges guldalder.

Vi danskere kan være stolte, for det var på grund af vikingernes slående argumenter, at greven af Flanderen i 800 tallet byggede en borg og en bro (brugge) over floden for at stoppe vikingerne. Omkring borgen opstod en by, og i 1100 tallet havde borgerne i Brugge fundet fidusen og fremstillede det højt værdsatte flamske klæde, der består af hør fra Flanderen og uld fra England. Det flamske klæde var meget smukt i farvning og vævning, og alle velhavende europæere, skulle som statussymbol have ”søndagstøjet” fra Flanderen. Klædet var omgæret af fabrikationshemmeligheder, og selvom der er forsket meget i det flamske klæde, er det stadig den dag i dag, ikke lykkedes at finde tilbage til de gamle metoder. 

Morgenstemning i Brugge. Det flanske klæde bragte velstand til huse, og købmændene strømmede til med fisk og tømmer fra Skandinavien, rav og skind fra Rusland, vin fra Spanien og silke fra fjernøsten. Man handlede og udviklede også slibning af diamanter, og blev førende på dette felt. Alt dette gjorde Brugge til Nordeuropas vigtiste handelsby, og de rige købmænd byggede fornemme og overdådige huse, foruden prægtige kirker og offentlige bygninger. 

Brugges guldalder varede i et par hundrede år, så sandede floden og havnen til, og Antwerpen overtog markedet, medens Brugge gik i stå og sov tornerosesøvn i adskillige hundrede år. Først i 1907 kom der igen lidt liv til byen, da man havde gravet en 12 km lang kanal til havet. Der opstod forskellige industrier, men overordentlig fornuftigt lagde man industrierne udenfor den gamle by. Som noget usædvanligt undgik Brugge væsentlige ødelæggelser under de 2 verdenskrige, så byen er udnævnt til den by i Europa, der har ændret sig mindst i de sidste 500 år, og en del af byen er optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv.

Turisternes Brugge. 

Idag fremstår Brugge med krogede smukt vedligeholdte brostensgader, kanaler og broer, og næsten alle bygninger har stået der siden middelalderen eller i adskillige århundreder, og vi stødte ikke på et eneste betonhus eller firkantet kasse indenfor voldene. 

Efterår langs kanalerne. Brugge er med rette en af Belgiens største seværdigheder, og i højsæsonen er der efter sigende ulideligt mange turister, men her i slutningen af oktober, var det ulidelige gået over til et mylder af turister. Turisterne holdt sig dog til hovedgaderne, pladserne og de store seværdigheder, og lidt henne af sidegaderne var der som regel ikke en sjæl, selvom det gamle miljø er det samme. Der var dog nok også de mange spændende forretninger på hovedstrøgene, der trak i turisterne, og det helt store hit er belgisk chokolade, som man kunne købe i færdigpakkede æsker, eller man kunne selv sammensætte sin egen blanding, og egentlig til en rimelig pris. Brugge er også berømt for sine kniplinger, som der var mange forretninger med, foruden almindelige souvenirforretninger og mange små restauranter, som tilsyneladende godt kunne bruge nogle flere gæster. Menuerne på restauranterne med forret, hovedret og dessert blev der skiltet med alle vegne, og de lå typisk på 12-18 euro , men en sådan udskejelse var vi ikke indstillet på den første aften, så vi fik en stor sandwich til 2½ euro og spiste på en kølig bænk. Jeg måtte dog love Gitte at vi prøvede en af restauranterne den sidste aften i Brugge, men iøvrigt er sandwich en populær spise i Brugge og også i Bruxelles hvor der ligger sandwichforretninger mange steder. 

Stemningen i byen blev forøget af hestevogne, der i rask skridtgang transporterede turister rundt, og det lød hyggeligt med vognrumlen hen over brostenene. Der var også en eller anden restriktion med bilkørsel i byen, for det var kun få biler, der forstyrrede roen, og gaderne fungerede nærmest som gågader. Brugge er også fri for grimme lygtepæle eller stålwire med gadebelysning, for byen bliver oplyst af gadelamper á la gaslygter på husene. 

Imellem alle turistbutikkerne havde et supermarked sneget sig ind, og vi var inde for at kikke, men der var ikke den store forskel fra et dansk supermarked, måske lige med undtagelse af bundter med pindebrænde.

Brugges berømte pladser Markt og Bourg. 

Brugge har 2 store pladser Markt og Burg i forbindelse med hovedstrøgene, hvor der på den sidste ligger et overdådigt ornamenteret rådhus fra 1300 tallet, foruden et bastant domhus fra 1700 tallet, og ind imellem ligger der gavlvendte middelalderhuse. 

Som symbol på byens uafhængighed og formåen, ligger der på Markt det 83 m høje ottekantede Belforttårn fra 1300 tallet. Det kostede 5 euro at komme op af de 366 trappetrin i en meget snæver vindeltrappe, hvor op og nedgående turister ustandselig kom i venskabelig karambolage med hinanden, men vi blev alle belønnet af udsigten over Brugge. Byens gamle pengekiste havde til huse i tårnet, og for at åbne kisten krævede det 8 forskellige nøgler, der var i forvaring hos 8 forskellige mænd, og det var måske en ide i Farum og Greve. På vejen op kom vi forbi urværket, og en kæmpe spilledåse med en diameter på 2 meter styrede klokkespillet, og det havde byens borgere fornøjelse af hvert kvarter. 

På vej tilbage igennem byen til vandrehjemmet bimlede kirkeklokkerne hyggeligt, og Brugge kunne ikke gøre for, at der om aftenen i vores annex på vandrehjemmet, blev afholdt en meget højrøstet børnefødselsdag.

Skiveskåret franskbrød og verdslige nonner. 

Indgangen til nonnernes Begijnhof. I Belgien er dynen åbenbart ikke opfundet endnu, og da vi godt kan lide lidt frisk luft om natten, svedte vi ikke ligefrem i et enkelt tæppe, men næste nat fandt vi da på at tage det ekstra tæppe fra de andre senge. Det var frostklart og stille med sol, da vi gik over til det veldækkede morgenbord, der dog var lidt af en fuser og ikke i stil med f.eks. danske og tyske vandrehjems morgenmadsborde. Jo, der var da kaffe, the og müsli, men hvor der ofte er rundstykker og flere forskellige slags brød, pegede damen bag disken på en bagerpose med skiveskåret franskbrød, og så var det endda søndag. 

Vi var tidlig ude og byen vandt yderligere ved de stille turistfrie morgengader, og det var utroligt smukt med svanerne i kanalerne og det brogede efterårsløv på træerne imellem husene. Maximilian af Østrig bestemte i 1448, at der altid skulle være svaner i Brugges kanaler til minde om, at byens indbyggere havde halshugget hans rådgiver og holdt ham selv fanget. Tak Maximilian, det ser pænt ud. 

Vi stilede mod de verdslige nonner – beguinerne, der har til huse i en lille by i byen med smukke hvide huse, omkring en stor græsplæne med gamle træer. Beguinerne var katolske velhavende kvinder, enten enker eller ugifte, der i 1200 tallet ønskede at leve et fromt liv i fællesskab, men uden at afgive nonneløftet, og de kunne forlade ordenen når som helst. De flyttede sammen i små huse, og ofte omgivet af en mur, så de kunne leve et stille liv, og det ønsker de åbenbart stadig, for der var mange skilte med ”SILENS”. Der findes en del ”begijnhof” i Flanderen, og 14 af dem er optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv. I Brugge er Begijnhof i vore dage beboet af benediktinernonner iført beguinernes dragt, samt ældre enlige damer, men der er åben adgang til området, så vi kunne beundre de gamle bygninger. Selvom der var gammeldags klokkestrenge på husene, havde den moderne elektronik overhalet med trykknapper og samtaleanlæg. 

Lige ved siden af Begijngof ligger den stille park Minnewater, som skulle betyde Elskovssøen, og det er jo et interessant navn så tæt på et nonnekloster. Minnewater var i middelalderen Brugges indre havn, og i 1200 tallet ankom her omkring 150 skibe hver eneste dag, for at laste og losse handelsvarer. Et gammelt slusehus fra 1400 tallet, med savtakkede gavle og små tårne, var bygget henover kanalen, og hele området var så malerisk, at man følte sig sat flere hundrede år tibage i tiden. 

Brugges fineste kunstmuseum og kanalbådsejllads.

Brugges fineste kunstmuseum hedder Groeningemuseum, og det koster 8 euro at betræde de indre ædlere dele, hvor de tidlige flamske og hollandske malere udstillede. Kendte kunstnere som Jan van Eyck og Hans Memling havde bidraget med religiøse motiver, og det var fra dengang malerne virkelig kunne male. Nyere kunst som Paul Delvaux billed ”Ophøjet Ro” kunne vi også vældig godt lide, men der var også rum med meget moderne ”kunst”, eller hvad man burde kalde det, og her nævnes ingen navne. Museet er ikke så forfærdeligt stort, så efter en timestid var vi igen ude i det skønne solrige efterårsvejr. 

Der er mange kanaler i Brugge, og små turistbåde sejler turisterne rundt, og selvfølgelig også os, og en tur fås for 5 euro. Kanalbådene er ret små, og slet ikke på størrelse med rundfartbådene i København. Inden afgang blev vi opdelt i sproggrupper, så vi fik en forklaring på engelsk, endda med en herlig Sean Connery accent. 

Frokosten nød vi i solen på en lille fortovscafe, og vi småfrøs næsten ikke ret meget. Sprøde sandwich, belgiske vafler og cappüccino x 2 kunne fås for den beskedne sum af 14,50 euro. 

Den halve Måne og Madonna med Barnet.

Øl er en videnskab i Belgien med middelalderlige opskrifter, der går helt tilbage til romertiden, og det er i tappistklostrene at Belgiens bedste øl brygges. Tappisterne er en streng cistercienserorden, hvor der er afgivet løfte om bøn, arbejde og meditation, og man lever næsten i total tavshed, men det forhindrer ikke munkene og nonnerne at brygge øl, og det er så vidt jeg har forstået, for at sælge øllet. 

Før i tiden var der bryggerier i hver en flække i Belgien, men antallet er indskrænket meget i de sidste år. Brugge har stadig nogle stykker tilbage, og vi gik ind på Den halve Måne og fik en 45 minutters guidet rundvisning for 3,70 euro. Under rundturen kom vi også op på bryggeriets tag, med en fin udsigt over byen, og til afslutning indgik der også et stort glas øl. Jeg er bestemt ikke den store øldrikker, og plejer at nøjes med én årlig øl, og det skal helst være nisseøl, men denne halve måne øl var nu ikke så slem endda. 

Til Onze Lieve Vrouwkerk, hvilket skulle betyde Vor Frue Kirke, er der gratis adgang, selvom der står noget andet i guiden. Kirken påbegyndtes i 1200 tallet, men var 200 år undervejs, så den er af lidt blandede stilarter, med enkel middelalder i hovedskibet og overdådig barok i kapellerne. Kirken er i katedralstørrelse, hvilket det 122 meter høje tårn også indikerer, og man kunne ikke komme derop, for ellers havde vi nok været der. En flamsk købmand gjorde et kup i 1500 tallet og hjembragte til Brugge en statue af Michelangelo, og det er det eneste af kunstnerens værker, der i dennes levetid blev bragt ud af Italien. Madonna med Barnet er hugget i marmor, og er stadig Brugges mest kendte kunstværk. 

I den nordlige del af byen var der næsten mennesketomt, selvom middelalderhusene også her falder over hinanden. Vi stilede egentlig mod byens mest usædvanlige kirke Jeruzalemkerk, hvor der skulle være en helt speciel altertavle. Kirken var dog lukket, så vi måtte nøjes med at beundre det ejendommelige mangekantede tårn, hvor toppen består af træ med en stor tinkugle øverst. 

Næsten ved kirken ligger en række fattighuse opført i 1600 tallet af Brugges skomagerlaug, men nu huser husene Museum voor Volkskunde. De enkelte lejligheder i fattighuset bestod kun af et rum med et ildsted, men nu er lejlighederne forbundet med en lang gang, og i hver lejlighed er der udstilling af gamle håndværksfag. Museet er ganske godt, og det kostede kun 3 euro af komme ind, men det er ikke noget for almindelige Bruggeturister, så der var næsten ikke en sjæl. 

Det Hellige Blods Basilika.

Tæt ved ligger en grøn vold, hvor den gamle bymur engang lå, og det er egentlig mærkeligt nok, at bymuren er revet ned, når resten af byen er så godt bevaret. På volden ligger en række stubmøller, og vi nåede lige at få godt gang i bentøjet, inden vi igen stilede ind mod bymidten for at se nærmere på Det Hellige Blods Basilika. På det tidspunkt var vi nok gået lidt museums- og kirkekolde, og jeg havde ikke rigtig sat mig ind i, hvad vi skulle se, så vi gik ind i et smukt kapel med stensøjler og buer, og gik et par gange rundt og spejdede efter Det Hellige Blod, men da vi ikke kunne se skyggen af noget blod, gik vi ud igen med uforrettet sag. 

Havfrue ved Konserthuset. Nu havde vi fået nok middelalder for idag, og gik udenfor den gamle by, hvor der ligger et stort grimt koncerthus i 7 etager, og som et fif fra vores ølguide, kan man ganske gratis tage elevatoren op til en tagterrasse, og nyde udsigten over byen. Som en formildende omstændighed er der ved koncerthuset et sjovt springvand med forskellige menneskefigurer og henslængte havfruer. 

Efter et overdådigt aftensmåltid hjembragt til vandrehjemmet, og bestående af 2 crosainter, en flot kage og ½ banan begyndte jeg at spekulere på det missede Hellige Blod, og fik gravet lidt i litteraturen. 

Basilikaen er opdelt i 2 dele, hvor den nedre del er Skt. Basilius Kapel, og det var der, vi havde gået rundt og spejdet. Ved siden af kapellet går der en trappe op til den øvre del, der blev genopbygget i begyndelsen af 1800 tallet, efter at franske soldater havde ødelagt den i 1790. Trappen havde vi misset, og det var i den øvre del, at det Hellige Blod bliver opbevaret. I den ene guidebog bliver blodet opbevaret i en hellig glasflaske i et farverigt sølvsakramentgemme fra 1611, i den anden bog i et relikvieskrin på alteret, og i den tredie bog optræder blodet på et klæde i et relikvieskrin fra 1617. Men det er det sædvanlige, at i jo flere bøger man søger oplysninger, jo flere forskellige oplysninger får man om det samme ting. 

Gadebilled i Brugge. Det Hellige Blod er dog efter sigende blod fra Jesus legeme opsamlet af Josef af Arimatæa og hjembragt fra Jerusalem til Belgien i en hellig glasflaske af den flamske korsridder Diederik af Alsace i 1150. Blodet regnes for det helligste relikvie i Europa, og hvis man er i Brugge Kristi himmelfartsdag kl. 15, er den helt store maleriske begivenhed, at blodet bliver båret rundt i byen i Det Hellige Blods Procession ( La Procession du Saint-Sang). Optoget illustrerer scener fra bibelen, og alle i optoget er i middelalderdragter. Vi er nu nok ikke lige i Brugge Kristi himmelfartsdag, så vi satsede istedet på at få et glimt af blodet dagen efter, et eller andet sted, og i en eller anden form, men i den øvre basilikadel. 

Gitte havde i nattens løb fået en række myggestik på halsen, eller var det mon myggestik, for efter at vi var stået op, opdagede vi noget sort rundt noget, der lå på en af de overskydende senge. Efter af have pirket til det sorte, blev det til en levende kat, der havde sneget sig ind i nattens mulm og mørke, og da den åbenbart havde medbragt nogle kattelopper, blev den i strakte arme båret ud. 

Knokke-Heist, den belgiske kysts have.
Stadig festligt, blev der ved morgenbordet peget på posen med det skiveskårne morgenbrød, men nu var vi forberedt og forventede ikke, at brødudvalget var bedre om mandagen end om søndagen. 

Vejret var stadig med høj himmel og klart køligt vejr, så vi besluttede at tage til stranden, ikke for at bade, men for at se lidt mere af landet. Belgien har kun 65 km kystlinie, der til gengæld nærmest er en lang sandstrand, men med 10 millioner mennesker, kan det godt blive lidt Bellevueagtigt om sommeren. 

Brugge station er en fornøjelse, for så snart man komme ind i hallen, viser en kæmpe vægtavle alt om distinationer, tidspunkter og spor, så vi havde hurtigt et overblik og købte en billet til badebyen Knokke-Heist, der ligger 17 km fra Brugge. Knokke-Heist beskrives af de lokale som Verdens centrum, eller lidt mere moderat ”den belgiske kysts have”, men vi fandt den ret så kedelig og total charmeforladt. Strandpromenaden er en række højhuse på rad og række og Skarvguiden skriver, at der ikke er meget at se i byen, og det er så sandt, som det er skrevet. Der er da en 40-50 meter bred sandstrand, men jeg tror ikke, at Knokke-Heist kan trække ret mange danske turister selv i badesæsonen. Som en formildende omstændighed, ligger der inde bagved højhusene en del noget hyggeligere pensioner og småhoteller, men det hyggeligste sted, vi umiddelbart kunne finde for at spise, var ved et Aldi supermarked. Vi havde fundet nogle moussé til dessert, men manglede skeer, og de bedste valg imellem sourogatskeer, stod mellem en pose slikkepinde (men der var 30 stk i posen, og hvad skulle vi med de resterende 28 stk), nogle poselukkere eller nogle hundeben. Heldigvis fandt vi en anden idel løsning i form af nogle lange chokoladestænger. Derudover bestod maden af de tørreste boller i mands minde og en kedelig ost, så den frokost i Knokke-Heist er ikke noget at skrive hjem om, men det er heller ikke alverden, man kan få for 4,50 euro incl. drikkevarer.

Nærkontakt med Det Hellige Blod. 

Tilbage i Brugge stilede vi mod Gruuthuse Museum, der har til huse i et stort middelalderpalæ fra 1400 tallet, og museet skulle efter sigende indeholde en utrolig samling af kunst og brugskunst. Stik imod alle guider holdt museet lukket om mandagen, og heldigvis for det, for ellers havde vi ikke fået den efterfølgende oplevelse med. 

Det Hellige Blods Basilika havde åbent om eftermiddagen fra kl. 14.00 til 15.50, og da vi missede Gruuthuset, var vi i basilikaen lidt over kl. 14. Denne gang gik vi op af trappen og fandt et mindre kirkerum med smukke glasmalerier, men der var stadig ikke spor af Jesus blod hverken i skrin, på alteret eller på noget klæde. Jeg havde forventet et skrin, bag gitter og glas, hvor man på afstand kunne skue ind til helligdommen, men der var ikke noget i den retning, så vi satte os lidt skuffede ned på kirkebænken. 

Stilheden blev brudt af en mandstemme, der på 3 forskellige sprog forkyndte, at der om nogle få minutter skulle ske noget, og hvad der skulle ske, gik ikke rigtig op for mig. En klokke bimlede lidt, og lyset blev tændt på en forhøjning med et lille alter, og en præst kom langsomt gående mod alteret, medens han meget intenst kikkede på et aflangt glas i sine hænder. Vi rejste os som de andre i kirkerummet, og præsten gik op på forhøjningen, hvor han forsigtig lagde glasset på en lille pude, og derefter nikkede hen imod os. Overraskende nok var meningen, at vi en efter en kunne komme op på forhøjningen og røre ved glasset, medens vi kunne tænke eller bede det, vi ville. Min forgænger var japaner, og han rørte kun lige ved glasset, inden han gik ned igen, men jeg havde kontakt lidt længere, og kunne næsten mærke et eller andet. Øjeblikket burde kræve en stor tanke, men jeg kunne kun tænke, at nu måtte jeg tænke, og det var den eneste tanke jeg kunne få frem, for min hjerne var lidt lammet. Nu havde jeg lige lejlighed til at ønske fred i verden, og så blev det ikke til noget – beklager. 

Alteret hvor vi kort forinden var oppe og røre. Efter hver besøgende tørrede præsten glasset af, for man kunne også kysse, og så spurgte han, hvor man kom fra, og udleverede derefte et lille skrift om blodet og den hellige handling, vi havde deltaget i. 

Selvom jeg til daglig lever et kristent liv, er jeg dog ret ugudelig, men det var alligevel et stort øjeblik, som jeg aldrig vil glemme. Det er også lidt underordnet, om glasset virkelig indeholdt blod fra Jesus, for muligheden er der, og man havde troet på det i hundredvis af år, og det giver på en eller anden måde glasset styrke. Og hvis vi en anden gang kommer til Brugge, så vil jeg have nogle rigtig gode tanker og en bøn klar til afsendelse. 

For andre interesserede kan jeg da oplyse, at basilikaen fremviser blodet hver dag kl. 11.30 og 14.15.

Tintins forretning. 

Tintinforretning med kostbarheder. Opløftede forlod vi basilikaen, og gik fra det åndelige og religiøse til det jordnære og kommercielle, for vi var inde og kikke i en Tintin forretning, der udelukkende handlede med ting og sager i Tintins univers. Siden Tintin blev født i 1929 som en sort stregfigur i en børneavis, har han udviklet sig, og taleboblerne er oversat til mange sprog over hele verden, men da hans ”far” er belgier, er han særlig populær her i landet og har sine egne butikker. Albums, T-shirt, nøgleringe og figurer var til købs til nogle imponerende høje priser. En omkring 20 cm stor elefant med Tintin, Tournesol og Terry kostede 399 euro, andre store figurer var prislagt til 200-300 euro, og selv en lille figur med et eller andet tema, f.eks. Tintin bundet til en totempæl kostede omkring 100 euro. Hvis det var en helt ordinær lige op og ned lille Tintin, kunne han dog fås for 4,5 euro, og så havde han endda taget rejsen helt fra Kina - Made in China. 

Aftenstemning i Brugge.For at trække tiden ud, til vi kunne tillade os at være sultne, gik vi videre rundt i byen og nød scenerierne, og vi kom ud i mangen en bykrog, inden vi uvilkårligt kom tilbage til de to hovedpladser Burg og Markt. Tilsidst lod vi os falde ned i den lille tiltalende restaurant La Dentelliere, der lokkede med grønsagssuppe, flandersk kødret stegt i øl og med dessert og vin blev det tilsammen 40 euro for os to. Der var ikke mange mennesker i restauranten, og retterne kom hurtigt, så vi bestræbte os på at spise langsomt, for det måtte gerne blive helt mørkt, inden den sidste runde i byen. De krogede gader var oplyst af den gammeldags gadebelysning, og de offentlige pragtbygninger lå badet i protektørlys så det blev et stemningsfuldt farvel til den gamle middelalderby. 

Så var det bare hjem til tæpperne på vandrehjemmet, og tilsyneladende var lopperne blevet mætte natten før, for vi kunne næste morgen stå ubidte op og tage toget til Bruxelles til nye og spændende oplevelser. 

Læs videre i 2. del: Bruxelles fra Jeanneke Pis over Parlamentet til Atomium. 

Videre til Bruxelles